Kierkegaard, Søren Journalen NB30 : 1854

↩

XI1A223 Om mig selv.

Jeg følte mig ulykkelig, jeg forstod, at mit Liv saa omtrent maatte blive en Jammer. Derimod meente jeg, at de Andre, der ikke saaledes bare særligt Kors, kunde være lykkelige og glæde sig ved Livet – at Χstd. skulde have Noget derimod var aldrig faldet mig ind.

Saa meente jeg at burde skjule mine Lidelser, og i Sympathie for de Andre kæmpe med for den Anskuelse af Livet: at det dog er en glædelig Tilværelse.

Der kom saa ogsaa en Tid, 83 hvor, trods al min Lidelse, mit Liv syntes mig dog alligevel, efter Omstændighederne, endog glædeligt.

Saa stillede Sagen sig saaledes for mig, om det ikke muligen kunne skee, at hiint Kors kunde tages fra mig, og min Tilværelse, efter mange Lidelser, ende med en glædelig Væren.

Det forandredes saa igjen. Og nu staaer Sagen saaledes, at jeg maaske snarere maa sige: det at jeg oprindelig var ulykkelig, særlig ulykkelig, just det ►betydede, at Χstd. vil have med mig at gjøre, ikke for at gjø420re mig lykkelig i jordisk Forstand; de Andres Lykke betydede, at de aldeles ikke have med Χstd. at gjøre.

Ak, men naar jeg saa vil hvile i dette, saa kommer min Sympathie for de Andre igjen. Jeg kunde finde mig [i] at være ulykkelig de Andre lykkeligere; o, men at det at jeg er ulykkelig kunde komme til at ⓘ betydebetyde] SKS, betydede, at jeg maaskee i en høiere Forstand er den eneste Lykkelige, ⓘ denden] , < det Eneste, Χstd. har med at gjøre: det ►ømmer jeg mig ►sympathetisk i.