XI1A219 Ogsaa en ⓘ Løgne-Brug af Χstd.
►Vistnok er der saare Meget, og det allerforskjelligste, som beskjeftiger Mskene. Men skulde man nævne Eet, og saaledes at man vilde sige: det Eneste, der beskjeftiger Mskene – da maatte man nævne: Kjøns-Forholdet, Kjøns Lysten, Forplantelsen o: s: v: – thi Dyr ere Mskene dog hovedsagelig.
Men see derfor er ogsaa 78 paa dette Punkt, som paa intet andet Punkt, Alt Alt opdrevet, hvad msklig Hyklerie kan opfinde. Vil Du lære det msklige Hyklerie ret at kjende, saa agt [a] her paa Mskene. 418Thi just fordi vi her staae ved det Laveste, hvad ►de ville undsee sig ved ►simplement at vedgaae som hvad det er – just derfor er Hykleriet ►ret her i Bevægelse. Deraf denne høie Tale om den dybe Alvor at forplante Slægten, ►item om den store Velgjerning at skjenke et andet Msk Livet o: s: v: o: s: v: alt beregnet paa tillige at raffinere Lystens Vellyst.
✂ [a] XI1A220I Kjøns-Forholdet er Msket ikke bestemmet lavere end Dyret, men ►au niveau; og derom er saa ikke videre at sige, vi er jo engang Dyre-Skabninger. Men det der gjør at Msk. paa dette Punkt saa ofte synker langt under Dyret er det væmmelige hykkelske Høitidelige, hvormed han raffinerer dette Forhold. Den, der ganske ⓘ simplement ►lever med et Fruentimmer for Driftens Skyld, han har idetmindste forsaavidt et Fortrin, at han ikke raffinerer ved Hjælp af ⓘ hyklet Høitidelighed.
Den store Velgjerning at skjenke et andet Msk. Livet. Ja, bevares! En svækket Liderlig, en Olding, som neppe har den sandselige Kraft – Sandheden 79 er ►de kunne ikke styre Lystens Brynde; men hykkelsk udtrykkes dette saaledes, at det er den store Velgjerning de agte at øve, at skjenke et andet Msk. Livet. Tak! Og hvilket Liv, en ussel jammerlig qvalfuld Tilværelse som gjerne bliver saadan Afkoms Lod. Er det ikke fortræffeligt! Sæt det ogsaa kom saavidt at det at myrde røve, stjæle blev paa lignende Maade forvandlet til den største, ►uskateerligste Velgjerning! Og hvad er dog det at slaae et Msk. ihjel i Sammenligning med at bringe en saadan elendig Skabning ind i Livet! Thi er det end maaskee almdl. taget for tungsindigt, (hvad saavidt jeg husker ogsaa ►en af mine Pseudonymer etsteds siger, eller som 80 findes etsteds i mine Journaler, eller i ethvert Tilfælde er ⓘ en Bemærkning jeg har gjort langt langt tilbage i Tiden): at det er større Skyld at give et Msk. Liv end at slaae ihjel – er dette end for tungsindigt i Almdl., i Forhold til en saadan Tilværelse, som Afkommet af hvad der maa skaffe en sygelig Tilværelse, er det dog ikke for meget sagt. Men dog opretholdes dette Hykkelske: om den store Velgjerning; Barnet skal aldrig noksom kunne takke der for, – istedetfor at Faderen nok aldrig vil kunne afbøde, ikke om han i Taarer laae paa Knæ for Barnet, hvad Skyld han androg.
Dog til den hykkelske Brug af Χstd. Denne er, at man giver det Udseende af, at christne 81 Forældre ⓘ – og i christne Stater ere jo alle Christne – avle christne Børn – men saa bliver jo det at blive til identisk med at annamme en evig Salighed. Aha! Altsaa det er blevet Christendommens [b] Betydning at raffinere ►Avle-Aktens Lyst. Man ⓘ vilde maaskee ellers standse, see om man 419ikke kunne tvinge sin Lyst, betænke sig paa at give et andet Msk. Liv bare for at faae sin Brynde stillet – ih, men naar man avler evige, evigt salige Væsener, saa var det jo allerbedst og vel allerchristeligst ikke at bestille Andet hele Dagen igjennem, hvis det lod sig gjøre.
✂ [b] XI1A221Den, der har lært at gyse ved Tanken om, ►hvor vanskeligt det er at indgaae i Himmeriges Rige, og at kun Faae frelses: han taber nok Lysten til ved at avle Børn, at andrage et nyt Ansvar, om disse nu skulle blive blandt de faae Frelste. Skulde han bevæges til at avle Børn, saa maatte Χstd – hvor underlig denne Tanke end er – gjøre det til Betingelse for hans evige Salighed at avle Børn.