Kierkegaard, Søren Journalen NB30 : 1854

XI1A189 Et betænkeligt Notabene.

►Hine 3000 der paa Pintsedag ⓘ en masseen masse] tilføjet lagdes til Menigheden er der ikke her, altsaa lige i det Allerførste, en ►Mislighed? 28 Burde Apostlene ikke være blevet betænkelige ved, om det kunde hænge rigtigt sammen med saadan i tusindviis at blive Christne ►auf einmal? Er der her ikke vederfaret Apostlene noget Mskligt, at de, havende i kun altfor friskt Minde deres fortvivlede Tilstand ved Χsti Død da Alt var som opgivet, at De nu overvældede af Glæde over den Virkning de frembragte, glemte, hvad Χstd. egl. er, glemte, at skal den sande Efterfølgelse være Christd., saa gaaer det ikke an med saadanne uhyre Erobringer som 3000 paa een Gang?

398Det er saa uhyre vanskeligt, thi der er et underligt Møde mellem tvende Tanker, næsten lige som naar ⓘ ToTo] , først skrevet T møde hinanden i en ►Snævring, hvor ►de ikke kunne komme forbi hinanden. I Christus er Χstd. i Retning af Intensitet, det vil sige, den er den rene Intensitet; Apostlenes Opgave synes at være i Retning af Udbredelse, jo mere Udbredelse jo bedre. Men, men i samme Grad 29 som jeg accentuerer Intensiteten standser jeg Udbredelsen – og dog var det vel sand Χstd. Apostlene skulde udbrede.

I Christus er Christendommen den Enkelte, her den eneste Enkelte. I Apostelen er den strax: Menighed. ^[a] Men herved er Christendommen sat over i en ganske anden Begrebs-Sphære. Det er ogsaa dette Begreb der er blevet Χstds Ruin. Dette Begreb skyldes Forvirringen med ►Stater, Lande, Folk, Riger, som ere Christne.