Kierkegaard, Søren Journalen NB30 : 1854

↩

272 XI1A327 Det »Frivillige«

Det F. er dog egl. den Knude paa det Christelige, hvilken kan holde. Men just fordi man ►længst har løst den Knude, just derfor er ogsaa det Christelige blevet meningsløst ►løst paa Traaden.

1) Det F. er, hvad Enhver forstaaer, 1000 Gange tungere end Det, 494hvori man ved Omstændigheder, ved udvortes Magt er, hvor man, uden alt Ansvar, kan bruge hele sin Kraft blot til at bære.

2) Det F. udtrykker egl. ⓘ denden] , først skrevet det sande ►Frygt og Bæven og Respekt for den gudd. Majestæt – ⓘ nødtvungennødtvungen] , først skrevet nødv Armod fE udtrykker Intet.273

3) Det F. afgiver Dobbelt-Collisionen, som er alt Christelig[t]s ►Kjende: at ►blive hadet, forbandet afskyet, at maatte lide for – at man vil lide. Ingen ►falder paa at forfølge En fordi han mod sin Villie er i Armod; men Ingen Ingen Ingen bliver saaledes hadet som Den, der frivilligt forsager Det, hvori Mskene naturligt have deres Liv.

4) Kun Den, der er mærket af det Fr., kun ham kan, christeligt, betroes en Comando. Den der nødtvungen er i Armod i Lidelse o: s: v: han er jo langt fra ikke haard nok, staaer ikke fast nok, han udtrykker jo, at hvis han bare kunde slippe, saa vilde 274 han hellere end gjerne.

Men er det saa ikke rædsomt, rædsomt, rædsomt, at Mskene have faaet det Christelige saaledes ned imellem sig, at der gjennem Generationer leves saaledes, at skikkelige, i andre Henseender dygtige Msk, som vel endog udmærke sig blandt Mængden ved deres Christendom, ►bona fide antage, at det Frivillige er en Barnagtighed, en Umodenhed. Hvad Mskhedens Heroer have krympet sig under som Orme ⓘ men udholdtmen udholdt] tilføjet , hvad andet Geleed af ►Udmærkede have fortvivlet over: det antages nu bona fide at være en Barnagtighed, man smiler ad. Christeligt er dette ikke rædsommere end hvis man levede saaledes, at just de skikkelige Folk bona fide antog det at være ærlig for barnagtigt.