Kierkegaard, Søren Journalen NB30 : 1854

NB30:123

#

Vore Tiders Charakteerløshed.


Ogsaa dette er en Charakteerløshed, denne nyere Tiders usle Opfindelse at behandle Uenighed i Mening som Galskab.

For nemlig at skulle kunne opfatte (som Middelalderen) Menings Uenighed som Forbrydelse Skyld, maa man selv være i Charakteer af at have en Mening. Men det er man ikke. See derfor griber man feigt til det Middel at faae den Anden erklæret gal. Man hykler saa og priser sig selv, at man ikke er grusom, ikke intolerant, ikke tyrannisk – man lader ham jo ikke slaae ihjel, ih, nei, man er human, aah, ja. Tillige regner man ogsaa paa i denne Medfart at faae den menige Mand med sig, som, just fordi han har saa faae Begreber, er saa tilbøilig til at ansee enhver Ueensartethed for Galskab, den menige Mand, der er netop lige saa villig som til at holde med En, der blev forfulgt, ihjelslagen, er lige saa villig til at være med og antage om En at han er gal.

Middelalderen stod dog langt høiere, den behandlede endog virkelig Gale, psychisk, som Forbrydere.


#