230XI1A301Verden er som man tager den:
en rar Verden – en skide Verden
►Dette Ord eller Ordsprog »Verden er som man tager den« indeholder mere end det maaskee selv tænker paa, indeholder en christelig Sandhed, saa det maaskee er det [a] eneste Ordsprog af den Natur, thi ellers er Forholdet mellem Ordsprog og Χstd. dette: følg Ordsproget, og det vil gaae Dig vel i Verden efter al Sandsynlighed, men Du gjør ved at følge Ordsproget lige det Modsatte af hvad Χstd. er.
✂ [a] XI1A302Imidlertid er dette Ordsprog dog alligevel ikke anderledes end andre Ordsprog, thi dets Mening ►er aabenbar: behandel Verden som en rar Verden.
»Det er en rar Verden.« Det vil sige: buk og skrab for Verden, udtryk paa enhver Maade, at det er en rar Verden – saa er det ogsaa en rar Verden ɔ: saa vil det gaae Dig som det gjerne gaaer slige feige, usle, hykkelske, charakteerløse Pialte i denne Verden ɔ: det vil gaae Dig vel, 231 Du vil gjøre Lykke o: s: v:
Nu kommer Χstd. og siger: det er en skide Verden. Χstd. støder an. Vilde Nogen sige til ⓘ Χstd »men hvoraf veed Du, at det er en skide Verden« saa vilde vel Χstd. svare »prøv det selv, siig til Verden, at det er en skide Verden, og Du skal see den er det.«
480Men saa kunde man indvende: er ⓘ da saa ikke paa en Maade Χstd. Skyld i, at den bliver en skide Verden, forsaavidt det just er denne Dom over Verden, som foranlediger, at det ►bliver aabenbart, at det er en skide Verden; hvorimod det jo ellers vel vilde gaae med Verden som med andre Slyngler, der ere ganske maneerlige, naar man bukker og skraber for dem, men som ►ret blive hvad de i Grunden ere, 232 naar man siger dem, hvad de i Grunden ere.« Hertil maa svares, at det er i Kraft af sin Politie-Viden at Χstd. veed, hvorledes det henger sammen med Verden, og det er i Egenskab af Politie at den siger det – for at faae Sandheden gjort aabenbar.
Man seer forresten her, hvortil det fører naar Χstd. ikke ►betjenes ►i Charakteer, naar man ⓘ hykkelsk ►omklæder sin Feighed med dette sentimentale Sludder, at det er rare Msk til hvem man henvender sig o: s: v:. Naar man nemlig gjør det, altsaa udtrykker: det er en rar Verden, naar man paa den Maade forkynder Χstd (forresten aldeles meningsløst, thi Χstd. er just: det er en skide Verden, og dette forkyndes saaledes 233 Du Verden, til hvem jeg taler, Du er en rar Verden) saa gaaer det en sandsynligviis vel i denne Verden, men til Gjengjeld gaaer Χstd. ud. Saasnart Forkynderen udtrykker, at ⓘ den Verden, han taler til, ⓘ er en rar Verden, saa har Verden seiret, seiret over Χstd.
Men Mskene blive i ond Forstand kløgtigere og kløgtigere, saaledes ogsaa kløgtigere i, selv om saa skulde være, at forkynde objektivt det Objektive »at det er en skide Verden, at forkynde det saaledes, at man smigrer den Verden, den Forsamling til hvilken man taler.