Kierkegaard, Søren Journalen NB30 : 1854

200 XI1A286 Det er en rar Verden.

Tænk en ►Straffe-Anstalt; alle Fangerne samlede – og der træder saa en Mand frem, tiltaler dem og siger: mine høistærede Herrer, jeg udbeder mig denne agtværdige Forsamlings villige Opmærksomhed og skaansomme Bedømmelse o: s: v:: ikke sandt, saa vilde alle Fangerne stikke i at lee, de vilde ansee ham for en gal Mand, som kalder dem en agtværdig Forsamling.

Det Latterlige ligger ganske simpelt i den Modsigelse: Tugthuusfanger – denne agtværdige Forsamling.

Af dette Latterlige ville de saa lee, og de vilde have deres Morskab af denne ⓘ Taler Taler] , først skrevet taler; Andet vilde ikke falde dem ind.

ⓘ OgOg] , først skrevet Men hvorfor vilde der ikke falde dem Andet ind? Fordi de jo som Tugthusfanger er omgivne af [en] langt, langt tal201rigere Omverden, der har Magt til at udtrykke: I ere Tyveknegte o: s: v:

Men tænk nu denne Forsamling af Tugthusfanger som en Verden for sig selv, hvor der altsaa ikke var en Verden uden om, som tvang dem ind i den Sandhed, at de ere Tyveknegte – tænk denne Forsamling af Tugthusfanger som en Verden for sig selv: troer Du saa ogsaa, at de ville Alle stikke i at lee, naar En traadte frem tiltalte dem og sagde: denne agtværdige Forsamling? Nei, paa ingen Maade. Tværtimod de ville forstaae: vi er jo Verden, vi har jo altsaa Magt til at tvinge igjennem, at vi ere rare, agtværdige, ►dydzirede Msker; hvorledes skulde det falde os ind at lee af, at En kalder os agtværdige? Nei, 202 det er just hvad vi fordre, at gjøre det er at vise at man er en alvorlig og selv en agtværdig Mand, at tale anderledes er latterligt er Galskab.

Saaledes med Verden. Dersom denne Verden var omgivet af en anden Verden, var en lille Verden i en Verden, der langt overmægtigt tvang os ind i Sandheden af hvad vi ere, Slyngler: saa ville vi Alle lee, hver Gang der traadte en Mand frem og tiltalte os: denne agtværdige Forsamling o: s: v: Men denne Verden er selv det Overmægtige, see derfor er det, at vi da ikke ere gale og lee, nei, vi har det jo i vor Magt at sætte det igjennem, 203 at vi er en rar Verden.