Kierkegaard, Søren Journalen NB30 : 1854

↩

XI1A285►Min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig.

Dette Ord er betegnende, at Forbilledet ikke ligger i: ►Stoicisme, stoisk 198 Selvtilfredsstillelse, men at han maa og vil holde længere ud, end til der hvor Stoikeren springer fra ⓘ (►Selvmordet)(Selvmordet)] tilføjet , ⓘ fordifordi] , først skrevet thi han vil blot have Indtrykket af sig selv, og naar han ikke længere kan faae det, foretrækker at aflive, tilintetgjøre, om muligt, sit Selv.

Dette Ord er ⓘ trøsteligttrøsteligt] , foran er slettet ogsaa for Efterfølgerne. Thi hvor var der vel en Martyr, uden at han i de qvalfuldeste Øieblikke eller i et svagt Øieblik har været paa Nippet til at tabe Forestillingen om sig selv, som var han forladt af Gud. Men saa synes jo hans Liv at være uendelig Fortvivlelse: for dette Liv er han tabt, har selv gjort sig det til en Qval – og en bedre Verden, ja, ⓘ detdet] , først skrevet er maatte jo synes ham en end større Qval, at skulle leve ⓘ en heelen heel] , < et heelt Evighed og der have det Ind199tryk, forfølges af ⓘ denden] , < det Erindring, at han tabte Forestillingen om sig selv.

See derfor trøster Forbilledet, ved at ►udvise, at dette hører med.

ⓘ II] , først skrevet en skillestreg en vis Forstand maa man vel sige, at det at føle sig forladt af Gud, hører med for ret at udtømme det Msklige ►lige over for Gud, at Martyren da ikke er en msklig Selvtilfredshed.

ⓘ MenMen] , først skrevet et dobbeltkors hører det saaledes med, saa er der jo intet Nedtrykkende i at maatte mindes, at man ogsaa har udholdt denne msklige Lidelse, at føle sig forladt af Gud, at tabe Forestillingen om sig selv; thi just 469det at have lidt dette Sidste giver En atter igjen i høieste Grad Forestillingen om sig selv.