Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen NB30

Fremdeles er det ⓘ charakteristisk charakteristisk] , først skrevet charakterisk 101 for Præsten: det Daanende, Besvimende, det Coquette, som vil ikke, og dog saa uendelig gjerne vil. Især gjælder dette i Forhold til de fornemme Prælater. For ikke længe siden læste ⓘ jegjeg] , < jeg, om En der var blevet ►Erkebiskop etsteds i 📌Tydskland. I hans Tiltrædelses Tale heed det naturligviis: at han havde ►bedet til Gud, at denne ⓘ Kalk (detKalk (det] , < Kalk, det at blive Erkebiskop) maatte tages fra ham, ak, men forgjeves. See, det er ganske som med en Qvinde, der kan være forhippet nok paa at komme i Brudeseng og dog besvimer og ikke vil, hvad dog vilde blive misforstaaet, hvis saa Brudgommen tog det for Alvor. Kun maa man hvad Qvinden angaaer erindre, at hun er her uskyldig, ⓘ detdet] , først skrevet dett ligger i hendes Væsens Natur-Bestemmelse, og derfor er det Slyngel102agtigt^b at være ironisk mod hende. Med Prælaten anderledes. Men Grunden hvorfor Analogien til det Qvindelige findes hos Præla427ten er den, at der her er en Analogie til den Synthese som er i Kjøns-Forholdet: Synd – og dog Lyst. Prælaten føler nemlig meget godt, at fra een Side seet er dette med saadan høi verdslig Geistlighed, christeligt, Synd – men Lyst har han. Dette udtrykkes saa ved, at han officielt besvimer. Ved at besvime tilfredsstiller han paa en Maade den christelige Indignation ved dette høie Verdslige, ligesom ►Sædeligheds-Følelsen i Qvinden, Blufærdigheden tilfredsstilles ved hendes Modstand. Men som sagt, med Qvinden er dog Sagen altid noget Andet, end med dette Prælaternes Coquetterie.