XI1A126339Christendommen er for den nuværende Rettroenhed, den protestantiske, Mythologie, Poesie.
Lad os et Øieblik indrømme, at i en vis Forstand er Christd. objektivt til, skjøndt dette dog ikke er sandt, thi selv dens objektive Tilværen er langtfra ikke nøiagtigt Χstd.
Altsaa objektivt er den til. Hvad der derimod ikke er til er den Art Lidenskab, der er den formelle Betingelse for at kunne modtage Χstdommens Indhold, ubetinget Lidenskab, det Ubetingedes Lidenskab.
127Den Art Lidenskab forekommer ganske bogstaveligt ikke mere i Verden. Ja, det er saa længe siden, at den har været til, at selv Roman-Forfattere og Digtere i vor Tid ikke vove – af Frygt for at blive ansete for Gale, Løgnere, eller Latterlige – at fremstille en Lidenskab, der ligger saa høit.
Men naar den formelle Betingelse for at kunne modtage Χstds ⓘ Indhold, saa er jo Χstdommens, om man saa vil, objektive Væren-til, den er ⓘ en Væren-til som dog i en anden Forstand ikke er Væren-til ɔ: Χstd. er Mythologie, Poesie, det er den for den saakaldte Rettroenhed.
Og hvor vanskeligt det ⓘ vil blive at faae Χstd. igjen tilbage, 128 det kan jeg see blot af min Smule Stræbens Erfaring.
Det er nemlig ⓘ ikke vanskeligt at opdage, at jeg har et Fortrin i Forhold til den givne Jammerlighed, hvad saa, saa vil man, det vil sige, de Færre, som dog have Dygtighed til at see dette, man vil saa, istedetfor at hjælpe mig til at trænge videre frem, rive et Noget af Mit og indrette sig derpaa, saa man endog bliver en Modstand mod mig. Fremdeles, i privat Samtale er 340der saa Mangen, der med stor Interesse vil høre mig udvikle ►at Χstd. slet ikke er til – og hvis han mener at dette kunde bruges som en Ingredients i hvad han agter at sige næste Gang paa Prædikestolen eller paa General-For129samling: saa ⓘ er han villig nok dertil. Men det falder ham aldrig aldrig aldrig end i fjerneste Maade ind, at han skulde have noget Offer at bringe.
O, som i en forvirret, slappet Tid vel en Befalingsmand fortvivlet kan sige: det bliver ikke til Noget førend vi ►faae Livsstraffene for Alvor igjen – o, saaledes maatte vel en religieus Befalingsmand i vor Tid sige: det bliver ikke til Noget førend vi for Alvor ►faae Helvedstraffene igjen. Ak, men jeg skjælver, naar jeg tænker paa i hvilke Qvaler det Msk. maa blive martret og hærdet – der igjen skal anbringe dem. Krig forslaaer ikke mere paa Mskene, Landeplager heller ikke, mod Alt Sligt ere de aandløst væbnede ved 130 deres Aandløshed.