faldet mig paa : faldet mig ind (som noget påfaldende).

I trykt udgave: Bind 25 side 297 linje 3

stikker (...) i : ligger, gemmer sig i.

I trykt udgave: Bind 25 side 297 linje 3

(Aristoteles etsteds i Politik ... ) har sagt: Tyrannie og Demokratie ... ligesom den ene Pottemager hader den anden : hentyder til følgende passage i 5. bog, kap. 10, i 👤Aristoteles' Politik (1312b 4-7): »Entgegengesetzte Verfassungen (...) sind (...) Demokratie und Tyranney. Auf sie kann man vielleicht den Denkspruch des Hesiodus, der Töpfer hasset den Töpfer, anwenden. Die Demokratie in ihrer äußersten Ausdehnung ist selbst eine Tyranney: und eben deswegen ist sie auf die Tyranney eines Einzelnen desto eifersüchtiger.« Die Politik des Aristoteles, overs. af 👤C. Garve, udg. af 👤G.G. Fülleborn, bd. 1-2, 📌Breslau 1799-1802, ktl. 1088-1089; bd. 1, s. 469. – Aristoteles: fra 📌Stageira (384-322 f.Kr), gr. filosof, logiker og naturforsker, elev af 👤Platon; grundlagde 335 f.Kr. den peripatetiske skole i 📌Lykeion. Foruden den anførte udgave af Aristoteles' Politik ejede SK endnu en separat udgave, Aristoteles's Statslære i ordnet og forkortet Fremstilling efter hans Bøger og med oplysende Anmærkninger af E. Bojesen, 📌Kbh. 1852 (ktl. 1090). Politikken findes desuden i de udg. af Aristoteles' samlede værker, som SK havde i sit bibliotek (ktl. 1056-1076).

I trykt udgave: Bind 25 side 297 linje 9

det er : det vil sige.

I trykt udgave: Bind 25 side 297 linje 11

I de symbolske Skrifter ... paa Grund af ... Liderlighed, at nu Ægteskabet maa gjøres saa almindeligt : hentyder formentlig til forklaringen af det sjette af de ti bud i Catechismus major D. Martini Lutheri (lat., Dr. 👤Martin Luthers store Katekismus, også kendt som Deutsch Katechismus (1529)), 209-221, især 217, i Libri symbolici ecclesiae evangelicae sive Concordia, udg. af 👤K.A. Hase, 2. udg., 📌Leipzig 1837 [1827], ktl. 624 (forkortet Libri symbolici ecclesiae evangelicae), s. 453-458, især s. 457: »Jam haec eo a me dicta sunt, ut juventus crebris monitis in eam perducatur sententiam, ut incipiat voluptate quadam complecti matrimonium, sciatque felicem et Deo acceptum esse ordinem. Hac enim ratione temporis progressu tantum effici posset, ut illi suus iterum honos redderetur, et foeda illa et manifestarum scortationum et aliorum turpissimorum vitiorum, quae contemptum matrimonii consecuta sunt, lerna passim nunc in mundo regnans diminueretur« (lat., »Men dette har jeg sagt, for at ungdommen ved hyppige formaninger kan bibringes en sådan opfattelse, så den begynder at omfatte ægteskabet med en form for lyst og indser, at det er en salig og Gud velbehagelig stand. For på den måde ville man med tiden kunne bringe det så vidt, at ægteskabet igen kom til ære og værdighed, og at denne overalt i verden hæslige sump af åbenlyst utugtige udskejelser og andre forfærdelige laster, som har medført foragt for ægteskabet, blev mindre«) (Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche. Herausgegeben im Gedenkjahr der Augsburgischen Konfession 1930, 11. udg. [ty./lat.], 📌Göttingen 1992, s. 610-616, især s. 615).

I trykt udgave: Bind 25 side 297 linje 31

Vinet : Alexandre Rodolphe Vinet (1797-1847), schweizisk teolog og forf.; fra 1817 underviser i fr. sprog og litteratur bl.a. ved universitetet i 📌Basel, fra 1837 prof. i praktisk teologi og fra 1846 i fr. litteratur ved akademiet i Lausanne. Hans lærervirksomhed og skrifter dækker så forskellige områder som litteraturkritik, moral, pædagogik, ekklesiologi, praktisk teologi og samfundsspørgsmål. Han var levende optaget af politiske og kirkelige frihedsreformer, herunder adskillelse af kirke og stat. I sit bibliotek havde SK tre titler af Vinet (ktl. 873-875).

I trykt udgave: Bind 25 side 298 linje 2

I sin Pastoral Theologie siger Vinet ganske ... Præst ... ikke forekommer i det nye Testamente : henviser til følgende passage i Pastoraltheologie eller Theorie af det evangeliske Præsteembede af Alexander Vinet, overs. af C.A. Ravn, 📌Kbh. 1854 [fr. 1850], ktl. 875, s. 14f.: »Først og fremmest maae vi lægge Mærke til, at iblandt alle de Benævnelser, ved hvilke man kan vente at see Religionens Tjener betegnet eller charakteriseret, er der kun een eneste, som mangler i det Nye Testamente, nemlig Benævnelsen Præst (prêtre), ihvorvel det er det christelige Ord Presbyter, hvoraf Ordet Præst er bleven dannet. I de Religioner, som forvente den sande og ypperste Præst, kan der være Præster; den Religion, som har modtaget ham og troer paa ham, kan ingen have. Der er Ingen Præst, fordi Alle ere Præster; og det er mærkeligt nok, at dette Ord aldrig anvendes i Evangeliet uden [undtagen] om de Christne i Almindelighed. – See 1 Pet. 2, 9: 'I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præstedom', Opfyldelsen af Propheten 👤Esaias's Spaadom 61, 6: 'I skulle [skal] kaldes Herrens Præster; man skal kalde Eder Guds Tjenere.'«

I trykt udgave: Bind 25 side 298 linje 3

sædeligt : moralsk, etisk.

I trykt udgave: Bind 25 side 298 linje 13

det (...) var saa: forholdt sig således.

I trykt udgave: Bind 25 side 298 linje 14

de 1000 Geistlige : If. registrene i Geistlig Calender for Aaret 1848, 📌Kbh. [1848, afsluttet den 18. jan. 1848], ktl. 378, var der o. 890 hovedsogne i kongeriget 📌Danmark (dvs. uden hertugdømmerne 📌Slesvig, 📌Holsten og 📌Lauenborg) og o. 1.050 ansatte præster, herunder biskopper og provster; hertil kommer o. 120 personlige kapellaner.

I trykt udgave: Bind 25 side 298 linje 14

Biskop M. : 👤Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. teolog, præst, forf. og politiker; fra 1802 sognepræst i 📌Spjellerup, fra 1811 residerende kapellan ved 📌Vor Frue Kirke i 📌København og fra 1826 tillige hofprædikant, fra 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst ved 📌Christiansborg Slotskirke, fra 1834 biskop over 📌Sjællands stift. Som 📌Sjællands biskop var Mynster den da. kirkes primas og kongens personlige rådgiver. I årene 1835-46 var han medlem af stænderforsamlingen i 📌Roskilde og i 1848-49 medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. Han havde sæde i en lang række styrende organer og var primus motor i udarbejdelsen af den autoriserede oversættelse af Det Nye Testamente af 1819, af Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, 📌Kbh. 1839, og af et autoriseret Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog, Kbh. 1845. Mynster avancerede i 1847 til rang i 1. klasse, nr. 13, og skulle tituleres med 'eminence'. Han døde den 30. jan. 1854.

I trykt udgave: Bind 25 side 298 linje 23

faldet mig paa : faldet mig ind (som noget påfaldende).

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 4

I første Mosebog ... Mskenes Udmærkelse: at give Dyrene Navn : henviser til 1 Mos 2,18-20: »Gud Herren sagde: 'Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.' Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.«

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 5

den menige Mand : SKs foretrukne betegnelse for mennesker fra den jævne, lavere samfundsklasse.

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 6

Almuesmanden : en mand af ringere stand.

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 7

Uformuenhed : evneløshed, afmagt.

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 10

vel endog : ja, tilmed.

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 28

sandselig : som angår den sanselige verden, verdslig.

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 28

Fidtet : fedtet.

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 31

Fløilet : hentyder formentlig til det fløjl, visse gejstlige bærer, jf. forordning af 13. marts 1683 om klædedragter m.m., kap. 1, § 5, der stadig var gældende på SKs tid: »Bispen over Siellands Stift og Kongens Confessionarius maae bære sorte Fløiels Vinge-Kiorteler [dvs. ornat i fuld fløjl], Fløiels-Huer og Bonetter [doktorhatte el. præstehatte]; de andre Bisper sorte Silke-Kiorteler med Fløiels Vinger, saa og [ligesom] sorte Fløiels Huer og Bonetter; promoti Doctores in Theologia [promoverede doktorer i teologi] Fløiels Bonetter og Vinger paa deres Kiorteler af Fløiel, saa og Silke-Simarrer [lange silkekåber]; Og maae ingen, uden Kiøbsted-Præster, Capellaner i Khavn, Provster og Præster paa Landet, som ere promoti Magistri [promoverede magistre], bære Bonetter.«

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 31

profitere : benytte sig af, drage nytte af, høste fordele ved.

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 32

gudeligt : hvad angår forholdet til Gud, religiøst.

I trykt udgave: Bind 25 side 300 linje 33

til paa Liv og Død : så det kunne blive med livet som indsats.

I trykt udgave: Bind 25 side 301 linje 4

Et Ord af Baco ... Motto af Ritter (hans Erdkunde, det Bind ... i Athenæum, det er nok det 17de) : henviser til følgende citat af den eng. filosof og statsmand 👤Francis Bacon (1561-1626): »Citius emergit veritas ex errore, quam ex confusione« (lat., »Sandheden dukker hurtigere frem af fejltagelsen end af forvirringen«), brugt som motto i den ty. geograf 👤Carl Ritter (1779-1859) Die Erdkunde im Verhältniß zur Natur und zur Geschichte des Menschen, oder allgemeine vergleichende Geographie bd. 1-19, 2. forøgede udg., 📌Berlin 1822-59 [1817-18]; bd. 17, 1. Abth., 1854, s. IV. Under mottoet angives som kilde: »Baco de form. calid. Aphor. X«, forkortelse for »Baco de forma calidi. Aphorismus X« (lat., »Bacon om varmens form. Aforisme 10«; X er fejl for XX); hermed henvises til den 20. læresætning i 2. bog af Bacons hovedværk Novum organum scientiarum (1620, Det nye værktøj for videnskaben), hvor citatet lyder: »Attamen quia citius emergit veritas ex errore quam ex confusione (...)«, jf. Neues Organ der Wissenschaften, aus dem Lateinisch übers. af A.T. Brück, 📌Leipzig 1830, ktl. 420, s. 131, hvor passagen oversættes således: »Weil aber die Wahrheit eher bei wirklichem Irrthum als bei Verwirrung zum Vorschein kommt (...).« – Athenæum: 📌Læseselskabet Athenæum, grundlagt 1824, i 1854 med adresse på 📌Østergade 68 (i dag nr. 24), 1. sal, hvor medlemmer kunne benytte selskabets bibliotek, der var åbent alle hverdage kl. 12.00-15.00 og 17.00-20.00. Bøgerne kunne enten læses på læsesalen eller hjemlånes, jf. »Bestemmelser angaaende Udlaanet fra 📌Athenæums Bibliothek« i Fortegnelse over Selskabet Athenæums Bogsamling, den 31. December 1846, 📌Kbh. 1847, s. IIIf. SK havde været medlem af Athenæum i hvert fald siden 1845 (jf. B&A bd. 1, s. 139) og havde fortegnelserne over selskabets bogsamling for årene 1847-51 (ktl. 985-986). Værket af Carl Ritter er anført i sektion A »Skrifter af almindeligt Indhold« i afdeling VII »Geographie, Statistik, Ethnographie og Reisebeskrivelser« i Fortegnelse over Selskabet Athenæums Bogsamling. Anden Deel. 1ste Januar 1847 - 31te December 1856, Kbh. 1857, s. 33.

I trykt udgave: Bind 25 side 301 linje 7

Ex errore citius emergit veritas quam ex confusione : lat., »Af fejltagelsen dukker sandheden hurtigere frem end af forvirringen«; se foregående kommentar.

I trykt udgave: Bind 25 side 301 linje 12

hine Herliges: fast udtryk for de martyrer, der i kristendommens første århundreder blev forfulgt og henrettet pga. af deres kristne tro og bekendelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 301 linje 19

Biskop M. : biskop 👤Mynster ( 298,23).

I trykt udgave: Bind 25 side 301 linje 22

vægtfyldigste : vægtigste.

I trykt udgave: Bind 25 side 301 linje 24

Gud-Msket : Gud-Mennesket, dvs. Kristus, der som det menneske, i hvem Gud åbenbarede sig, forener den guddommelige og den menneskelige natur i sig. Sml. kap. 4, § 3: »Guds Søn, Jesus Christus, er som Menneske kommet til Verden ved Fødsel af Jomfrue Maria. Han foreenede sin guddommelige Natur med den menneskelige, som blev dannet i Moders Liv paa en for os ubegribelig Maade ved den Hellig Aands Kraft, saa at han er Gud og Menneske tillige, og virker stedse med begge sine Naturer«, i Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion, indrettet til Brug i de danske Skoler (af 👤N.E. Balle og 👤C.B. Bastholm, gerne omtalt som Balles Lærebog), 📌Kbh. 1824 [1791], ktl. 183, s. 37f.

I trykt udgave: Bind 25 side 301 linje 29

de Tusinde haane, bespotte, bespytte, forbande ham : se Luk 18,32, hvor 👤Jesus forudsiger sin lidelse og død med ordene: »Thi han skal overantvordes [overgives til] Hedningerne, og bespottes, forhaanes, og bespyttes« (NT-1819). If. Mark 14,65 (NT-1819) begyndte nogle at »bespytte« Jesus under forhøret af ypperstepræsterne i Rådet. Og i beretningen om forhøret for 👤Pilatus fortælles det, at de rom. soldater klædte Jesus af, iførte ham en purpurkappe, satte en tornekrone på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd, faldt på knæ for ham, »bespottede ham, og sagde: hil være dig, du Jødernes Konge!« hvorefter »de spyttede paa ham« og slog ham i hovedet med kæppen, se Matt 27,27-31 (NT-1819). Med 'forbandet' kan der være tænkt på Gal 3,13, hvor 👤Paulus skriver: »Christus haver frikiøbt os fra Lovens Forbandelse, der [da] han blev en Forbandelse for os; (thi der er skrevet: forbandet er hver den, som hænger paa et Træ)« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 301 linje 30

spænde Snaren for ham : stiller en fælde for ham.

I trykt udgave: Bind 25 side 301 linje 31

hans faae Disciple flygte : hentyder formentlig til beretningen i Matt 26,47-56 om tilfangetagelsen af 👤Jesus i 📌Getsemane Have, hvor det til slut fortælles om de tolv apostle, at da »lod alle disciplene ham i stikken og flygtede«.

I trykt udgave: Bind 25 side 302 linje 2

den troeste forlader ham : sigter til apostlen 👤Peters fornægtelse, se Matt 26,69-75. Se også beretningen i Matt 26,33-35 om Jesu forudsigelse af Peters fornægtelse. Efter at 👤Jesus har sagt til sine disciple: »I nat vil I alle svigte mig«, v. 31, hedder det: »Peter sagde til ham: 'Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.' Jesus sagde til ham: 'Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.' Peter sagde til ham: 'Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.' Det samme sagde også alle de andre disciple.«

I trykt udgave: Bind 25 side 302 linje 2

valfarter der Millioner paa deres Knæe ... de Steder, hvor han levede : En kilde er ikke identificeret. Om valfarternes begyndelse og udvikling, se fx artiklen »Wallfahrten (Bet- und Bittfahrten, Religiöse Reisen)« i Handwörterbuch der christlichen Religions- und Kirchengeschichte, udg. af 👤W.D. Fuhrmann, bd. 1-3, 📌Halle 1826-29, ktl.75-77; bd. 3, s. 938f.: »die ältesten christlichen Pilgerreisen (...) aus dem 4ten und 5ten Jahrh.[undert] (...) geschahen nach Palästina, besonders nach 📌Jerusalem, um die Orte zu besuchen, woselbst 👤Jesus Chr.[istus] unter den Menschen liebevoll und Wunder verrichtend gelebt habe, und wo er für sie gelitten und gestorben sey. So pilgerte z. B. die Mutter des K.[aisers] Constantins des Gr.[oßen], Helena, nach Jerusalem (...). Ihr Beispiel reizte bald mehrere zur Nachfolge: einige, um die prächtigen Kirchen zu sehen, welche Constantin daselbst hatte erbauen lassen; andere thaten es aus Sucht, sich zu zerstreuen; noch andere in Folge eines Gelübdes, oder weil sie glaubten, begangene Sünden dadurch abbüßen zu können. Die W.[allfahrten] beförderten keinesweges die Sittlichkeit, sondern veranlaßten manche Unordnungen; denn nach einem Briefe von Gregorius von Nyssa, worin er sich frei gegen die W. erklärt (...). Es nahmen die W. zu Ende des 4ten Jahrh. so sehr überhand, daß auch Joh. Chrysostomus (...) dagegen eifert. Im 8ten Jahrh. waren sie noch viel häufiger, und in den folgenden Jahrhh. [Jahrhunderten] weit mehr üblich. Späterhin bewirkten theol.[ogische] und kirchl.[iche] Streitigkeiten zwischen 📌Rom und Constantinopel, so wie die Fortschritte des Islamismus, eine Entwöhnung vom heil.[igen] Lande. Seit den durch die Kreuzzüge (1095 bis 1250) verunglückten Versuchen einer Wiedereroberung des heil.[igen] Landes versuchte man, durch Reliquien, Wunderbilder, heil.[ige] Gräber, u. s. w. den Verlust desselben zu ersetzen. Wer aber sich gröblich vergangen, pflegte nach Jerusalem zu pilgern, und, wie er glaubte, dadurch zu büßen.«

I trykt udgave: Bind 25 side 302 linje 6

havde smurt Haser : var løbet bort, stukket af.

I trykt udgave: Bind 25 side 302 linje 9

Styrelsen : Guds styrelse, jf. kap. 2, andet afsnit, »Hvad Skriften lærer om Guds Forsyn og de skabte Tings Opholdelse«, § 3, i Balles Lærebog ( 301,29), s. 23: »Gud, som er Verdens Herre og Regent, bestyrer med Viisdom og Godhed, hvadsomhelst der skeer i Verden, saa at baade det Gode og det Onde faaer et saadant Udfald, som han finder tienligst [mest formålstjenligt, gavnligst]«, og § 5, s. 24f.: »Hvad der møder os i Livet, enten det er sørgeligt eller glædeligt, bliver os tilskikket af Gud i de bedste Hensigter, saa at vi altid have Aarsag til at være fornøiede med hans Regiering og Bestyrelse.«

I trykt udgave: Bind 25 side 302 linje 33

Telegraph-Depescher : egl. telegraf-depecher, telegrammer. Betegnelsen blev anvendt af datidens aviser, bl.a. af Berlingske Tidende, se fx nr. 103, den 4. maj 1854, hvor nyheder fra udlandet bringes under overskriften »Telegraphdepescher til den Berlingske Tidende«.

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 7

Betræffende : angående.

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 10

Numerus : lat., tal, antal, den store mængde; massen.

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 16

kluddret (...) om til : forkludret ved at ændre til.

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 19

fornemligen : i særlig grad, først og fremmest, især.

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 24

usle bestialske Adfærd mod mig : hentyder til angrebene på SK i det satiriske ugeskrift Corsaren ( 334,23) og til det chikaneri på gaden, han derved også blev udsat for.

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 24

Josephs Brødre ... til det Onde; men Gud har vendt det til det Gode : hentyder til 1 Mos 50,20, hvor 👤Josef til sine brødre, der som unge havde smidt ham i en cisterne og været årsag til, at han var blevet solgt til nogle ismaelittiske handelsmænd og bragt til 📌Egypten, siger: »I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live.« Hermed sigter Josef til, at han som 👤Faraos øverste forestod en landsdækkende redningsaktion under en voldsom hungersnød i Egypten.

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 26

Luther : 👤Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk (1505-24), prof. i 📌Wittenberg; som protestantisk reformator den centrale skikkelse i det opgør og brud med den middelalderlige teologiske tradition, pavemagten og romerkirken, som bl.a. førte til en nyordning af gudstjenesten og det kirkelige liv og til dannelse af en række evangelisk-lutherske kirkeordninger, især i 📌Nordeuropa. Forfatter til en lang række teologiske, eksegetiske, opbyggelige og kirkepolitiske værker, talrige prædikener og salmer; desuden oversatte han Biblen til tysk. Foruden En christelig Postille, sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller, overs. af 👤Jørgen Thisted, 1.-2. del, 📌Kbh. 1828, ktl. 283 (forkortet En christelig Postille), og Tisch-Reden und andere erbauliche Gespräche ( 304,2), ejede SK Luthers Werke. Vollständige Auswahl seiner Hauptschriften. Mit historischen Einleitungen, Anmerkungen und Registern, udg. af 👤Otto von Gerlach, bd. 1-10, 📌Berlin 1840-41, ktl. 312-316, en konkordans i fire bind, ktl. 317-320, en udgave fra 1849 af den lille katekismus, ktl. 189, samt tre ty. Luther-bibler, ktl. 3-5 ( 313,16).

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 29

Det Fade : det flove, smagløse, naragtige, jf. 👤L. Meyer Fremmedordbog, 3. udg., ved 👤F.P.J. Dahl, 📌Kbh. 1853 [1837], ktl. 1035, s. 279.

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 34

Ordentligviis : almindeligvis, sædvanligvis.

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 35

er det saa : forholder det sig således.

I trykt udgave: Bind 25 side 303 linje 38

er Salt : allusion til Matt 5,13, hvor 👤Jesus siger til disciplene: »I ere Jordens Salt; men om Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? Det duer til intet Andet, end at kastes ud, og nedtrædes af Mennesker« (NT-1819). Se også Mark 9,49, hvor Jesus siger: »Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt« (NT-1819). Og Luk 14,34 ( 333,8).

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 1

Tischreden : Sammen med sin kone, den tidligere nonne 👤Katharina fra Bora, havde den efterhånden velstillede 👤Luther et åbent hjem, der til stadighed var fuldt af slægtninge, venner og studerende, som boede hos dem på pension. Ved bordet i forbindelse med måltiderne talte Luther, snart på ty. snart på lat., om alle mulige emner, ikke blot om kristelige og kirkelige forhold, men også om daglige og politiske begivenheder, ofte krydret med vittigheder. Disse 'Tischreden', 'bordtaler', blev nedskrevet af de unge beundrere, der opholdt sig i huset, og efter Luthers død samlet og udgivet af hans nære ven 👤J.A. Aurifaber som Tischreden und Colloqvia D. M. Luthers (1566). SK havde D. Martin Luthers Geist- und Sinn-reiche auserlesene Tisch-Reden und andere erbauliche Gespräche, udg. af B. Lindner, bd. 1-2, 📌Salfeld 1745, ktl. 225-226 (forkortet D. Martin Luthers Tisch-Reden und andere erbauliche Gespräche).

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 2

Janhagel : pøbel, pak, slæng.

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 10

Msker, der (...) ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 10

item : lat., fremdeles, ligeledes.

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 11

kjendeligt : tydeligt.

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 11

heelt Vilkaar : udelte betingelser.

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 20

Indulgents : skånsomhed, eftergivenhed, overbærenhed.

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 26

det, hvori (...) stikke: sidder fast.

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 30

den ligger ikke i det Onde, som Χstd lærer : hentyder til 1 Joh 5,19: »Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 32

accrediteret : godkendt.

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 35

Heros : gr., helt.

I trykt udgave: Bind 25 side 304 linje 36

staaende paa Halv: på halvvejen.

I trykt udgave: Bind 25 side 304m linje 1

Primitivitet : oprindelighed.

I trykt udgave: Bind 25 side 305 linje 2

ere perfectible : har evne til at udvikle sig el. til at gøre fremskridt.

I trykt udgave: Bind 25 side 305 linje 3

gudeligt : hvad angår forholdet til Gud.

I trykt udgave: Bind 25 side 305 linje 12

lige overfor : i forhold til.

I trykt udgave: Bind 25 side 305 linje 15

Stats-Kirke : En 'statskirke' betegner en kirke, som staten retsgyldigt hævder som sin kirke, og hvis tro og lære staten erklærer som sin officielle religion; staten giver således vedkommende kirke en (ofte monopoliseret) særstilling, men fordrer samtidig (en mere el. mindre udviklet) bestemmelsesret over den. Ved Grundloven af 5. juni 1849 blev den da. statskirke omdannet til en folkekirke; herom hedder det i § 3: »Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Staten.« Og videre i § 80 (ofte kaldt 'løfteparagraffen'): »Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov.« Se Danmarks Riges Grundlov. Valgloven. Bestemmelser angaaende Forretningsordenen i begge Thingene, 📌Kbh. 1850, s. 6 og s. 26.

I trykt udgave: Bind 25 side 305 linje 23

Her stikker: ligger, findes.

I trykt udgave: Bind 25 side 305 linje 24

Gaudiebe, som Holberg siger : henviser til 2. akt, 7. scene, hvor tjeneren 👤Henrich har hvervet fire 'Gaudieber', dvs. gavtyve, til udførelse af sin intrige, i komedien Pernilles korte Frøken-Stand (1731) af den da.-no. forf. og prof. 👤Ludvig Holberg (1684-1754). Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, 📌Kbh. 1758 el. 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 5. Bindene er uden årstal og sidetal.

I trykt udgave: Bind 25 side 305 linje 25

I Danmark fE lever 1½ Million Msker : Ved folketællingen i 1850 var der 1.407.747 indbyggere i kongeriget 📌Danmark; når befolkningerne i bilandene (📌Færøerne, 📌Grønland, 📌Island og De dansk-vestindiske Øer) medregnes, var der 1.524.911 indbyggere. Se Statistisk Tabelværk, ny række, bd. 1, 📌Kbh. 1850, s. III.

I trykt udgave: Bind 25 side 305 linje 30

c. 600, a 700,000 rd. om Aaret : If. Geistlig Calender for Aaret 1848, 📌Kbh. [1848, afsluttet den 18. jan. 1848], ktl. 378, s. 6, var embedet som 📌Sjællands stiftsprovst takseret til en årsindtægt på 1.334 rigsdaler, som sognepræst ved 📌Vor Frelsers Kirke📌Christianshavn til 800 rigsdaler, som residerende kapellan ved 📌Helligåndskirken i 📌København til 517 rigsdaler og som præst ved 📌Vartov 467 rigsdaler; og if. s. 11 var embedet som sognepræst i 📌Sorø takseret til 283 rigsdaler og som landsbypræst i 📌Pedersborg og 📌Kindertofte til 188 rigsdaler (hvortil kommer indtægter fra drift af præstegården). If. registrene i Geistlig Calender for Aaret 1848, var der o. 890 hovedsogne i kongeriget 📌Danmark (dvs. uden hertugdømmerne 📌Slesvig, 📌Holsten og 📌Lauenborg) og o. 1.050 ansatte præster, herunder biskopper og provster; hertil kommer o. 120 personlige kapellaner. – rd.: rigsdaler, da. møntfod siden 1713, ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsbankdaler (i samtiden ofte blot kaldt 'rigsdaler' og forkortet 'rd'), mark og skilling, i 1875 afløst af kroner (2 kroner for 1 rigsdaler). Der gik 16 skilling på en mark og 96 skilling, svarende til 6 mark, på 1 rigsbankdaler. I Hof- og Stadsretten havde en dommer 1.200-1.800 og en fuldmægtig 400-500 rigsdaler i årsløn. En håndværkersvend tjente 5 rigsdaler om ugen; Indøvelse i Christendom (1850) kostede 1 rigsdaler 5 mark og 4 skilling; et par sko kostede 3 rigsdaler og et pund rugbrød 2-4 skilling.

I trykt udgave: Bind 25 side 305 linje 30

Majestæts-Forbrydelse : egl. forbrydelse rettet mod kongen; den takseredes if. 👤Chr. V's Danske Lov (1683), som stadig var gældende efter Grundloven af 5. juni 1849, med den højeste straf (jf. 6. bog, kap. 4, § 1).

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 2

Satan gale mig : ed i betydningen: 👤Satan gøre mig gal, forhekse mig..

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 11

lige fuldt : desuagtet, alligevel.

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 11

Det skal ikke ... naar saa Manden ikke vil betale, saa reqvireres Politie for at inddrive de 10rd : If. plakat af 21. sept. 1814 skulle enhver fastboende familie og enhver fastboende person, der boede for sig selv og ikke var medlem af den familie, han boede hos, betale et årligt beløb til sognets præster. Hvert år, et par uger efter flyttedagen i maj, skulle disse medlemmer af sognet anføre størrelsen på det beløb, de ville bidrage med, i en protokol, som blev bragt rundt fra hus til hus af bykvarterets rodemester, dvs. den offentligt beskikkede skatteopkræver, der også stod for indkrævningen og om nødvendigt inddrivelsen af præstepengene. I hvert sogn var der nedsat en kommission, som skulle gennemgå protokollen, og som var bemyndiget til at påligne dem et højere årligt pengebeløb, der skønnedes selv at have opgivet en for lav sum set i forhold til deres erhverv og stilling. At politiet kunne rekvireres til inddrivelse af ikke betalte præstepenge, er ikke verificeret.

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 13

kjendeligt paa : til at kende på, kendetegnet ved.

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 21

de (...) ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 23

indrømme : tilstede, bevilge.

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 23

gaaer et Evighedens Regnskab imøde : Forestillingen om, at Gud gør regnskabet op, og at mennesker skal stå til regnskab for ham på dommens dag, findes flere steder i NT, fx i Matt 12,36; Rom 9,28; 1 Pet 4,5. Jf. også 👤Jesu beskrivelse af verdensdommen i Matt 25,31-46.

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 26

Dommen : se foregående kommentar.

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 27

betræffende : angående.

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 33

bringe (...) an : anbringe.

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 35

aabent tilstaae, hvorledes det hænger sammen : hentyder formentlig til »Udgiverens Forord« til nr. I i Indøvelse i Christendom (1850), hvor SK skriver: »Dog siges, fremstilles, høres bør jo Fordringen; der bør, christeligt, ikke slaaes af paa Fordringen, ei heller den forties – istedetfor at gjøre Indrømmelse og Tilstaaelse sig selv betræffende [angående]. / Høres bør Fordringen; og jeg forstaaer det Sagte som sagt alene til mig – at jeg maatte lære ikke blot at henflye [tage min tilflugt] til 'Naaden', men at henflye til den i Forhold til Benyttelsen af 'Naaden'.« SKS 12, 15,4-9. Dette forord henvises der til både i nr. II og nr. III, i SKS 12, 85 og 153.

I trykt udgave: Bind 25 side 306 linje 39

det Gavtyveagtige : det bedrageriske med bibetydning af det lumske, snedige.

I trykt udgave: Bind 25 side 307 linje 4

disputere : argumentere.

I trykt udgave: Bind 25 side 307 linje 8

gjøre (...) aabenbar : tydeliggøre, afsløre.

I trykt udgave: Bind 25 side 307 linje 12

sminkes det om Menigheden ... op til »det Objektive, det høieste Alvor« : Der hentydes formentlig til 👤N.F.S. Grundtvigs ( 363,2) fremhævelse af menighedens betydning, se fx artikelrækken »Kirkelige Oplysninger især for Lutherske Christne«, nr. I »Den hellige, almindelige Kirke«, i Nordisk Tidskrift for christelig Theologi, udg. af 👤Th. W. Oldenburg og 👤P.C. Kierkegaard, bd. 1, 📌Kbh. 1840, s. 1-48; nr. II »Daaben efter Christi Indstiftelse« i Nordisk Tidskrift for christelig Theologi bd. 2, Kbh. 1840, s. 171-207; og nr. III »Det Christelige Liv som et Christus-Liv« i Nordisk Tidskrift for christelig Theologi, udg. af P.C. Kierkegaard, bd. 4, Kbh. 1842, s. 13-42, hvor Grundtvig skriver, s. 33: »At nu virkelig Indstiftelsens Ord ved Daaben og Nadveren, Daabs-Pagten iberegnet, har et langt klarere og umistænkeligere Vidnesbyrd af hele Menigheden, end nogen Deel af Bibelen, end sige den Hele, det er saa indlysende, at Ingen endnu engang har prøvet paa at giendrive min alt gamle Paastand.« Og s. 36 skriver han, at »Grund-Betingelsen for det Christne Liv er hjertelig Tro paa Naademidlernes Guds-Ord, som Sædet for den guddommelige Livskraft, men da dette Ord er alle Christnes Fællesgods, saa følger allerede heraf, at Livet kun kan annammes og besiddes i Fællesskab, ligesom der ogsaa kun er een Aand og een Herre til os Alle«. Og videre s. 38: »Uagtet det nemlig kun er i Fællesskab med hele Menigheden, vi kan annamme og besidde Christen-Livet, og uagtet det, for at naae sin Modenhed og Glands, ogsaa kræver et virkeligt og kiendeligt udvortes Samkvem af troende og kiærlige Mennesker, saa har dog Erfaringen lært os og vil herefter stedse klarere vise, at hvor kun Herrens Anordninger bevares og træde ved Troen i Kraft, der kan hver Enkelt, som alvorlig vil, midt i vort statskirkelige Vilderede, komme endnu langt videre end Nogen af os er.« Og endelig s. 39: »Vil vi (...) rigtig leve med Herren, maae vi lade vor Skriftklogskab tilligemed vor Bibel og alle vore Bøger blive hjemme, naar vi gaae ind i Apostel-Kirken, og smukt sætte os ved Apostlernes Fødder, for at høre, hvad de have at sige til os Alle i Herrens Navn, thi kun saaledes vinde vi et sandt og levende Begreb om den almindelige Kirke, som et Apostolisk Samfund af de Troende og Døbte, der har bevaret og vil bevare Herrens Anordninger, og det beroer ikke blot paa et Skrift-Sprog, men paa Herrens Anordning, at det er igiennem Apostlerne vi skal have Samfund med 'Faderen og Hans Søn, Jesus Christus', kun ved Tro paa Jesus efter deres Ord, vi kan indtræde i det Fællesskab, hvor Alle er Eet.« Se også dobbeltartiklen »Indledning til Kierkehistorien som Guds-Rigets Speil« i Dansk Kirketidende, udg. af R. Th. Fenger og 👤C.J. Brandt (bd. 1-8, 1845-53, ktl. 321-325), nr. 340-341, den 11. april 1852, bd. 7, sp. 225-250, og nr. 342, den 18. april 1852, bd. 7, sp. 257-271, hvor Grundtvig skriver, sp. 231: »nu, da vi regner attenhundrede Aar efter Christi Fødsel, kan det let synes en forvoven Paastand, at vi i Aand og Sandhed hører til den christelige Menighed, som Apostlerne stiftede i Jesu Christi Navn, har Arveret til det samme Guds-Rige og Magt til at være det samme Guds-Folk, thi havde vi ikke Magten, da havde vi heller ikke Retten, som i Guds aandelige Rige altid maae følges ad, og vilde vi, uden begge Dele, udgive os for den apostolisk-christelige Menighed, blot fordi vi havde beholdt dens Navn, dens Kirkeskikke og dens hellige Skrift, da gjorde vi os aabenbart kun til Latter for Verden og beviste kun alt for klart, at vi ikke havde mindste levende Forestilling enten om aandelig Sandhed eller om Sandhedens Aand. / Finder vi derimod hos os selv den samme Magt og Ret i Aanden til at være Guds Børn og Guds Folk, som Apostlerne og den første Menighed baade tilegnede sig og, saa vidt mueligt, beviste, da paastaaer vi ogsaa med Rette, at vi hører til det christelige Guds-Folk«. Se endelig artiklen »Mine Christelige Grund-Sætninger« i Dansk Kirketidende, nr. 428, den 4. dec. 1853, bd. 8, sp. 817-832, hvor Grundtvig skriver, sp. 817: »Hos de Høilærde er der sagtens ikke nær saa meget Talen om den Christne Menighed i det Hele, som om en vis 'evangelisk-luthersk Kirke', som det falder meget vanskeligt at sige Sandhed om, enten hvor eller hvad den egentlig er eller skal være, men jeg behøver her saameget mindre at indlade mig paa denne vanskelige Sag, som det jo er klart, at enten maa det evangelisk-lutherske Kirke-Begreb være indsluttet i det almindelige christne Menigheds-Begreb, eller det maatte ligge der udenfor, saa det var os som Christne udvedkommende.« Og videre sp. 818, at »Kilden til Menneske-Livets Opreisning af sit dybe Fald og det deraf udspringende ny Levnetsløb« er »at finde i det mundlige Guds-Ord med Herrens egne Indstiftelser, den hellige Daab og den hellige Nadver, hvilket Ord, ved at være lagt i Menighedens Mund fra Begyndelsen, er et sammensmeltet, baade guddommeligt og menneskeligt Vidnesbyrd om den ægte Christne Tro og om den Christne Menigheds virkelige Sandheds-Midler.« Lidt senere hedder det, sp. 823, at »den mundlige Troes-Bekiendelse ved Daaben, som, ved at være Vilkaaret for Indlemmelsen i Christi Menighed, aabenlyst udgiver sig for hele Menighedens Troes-Regel, aabenbar ogsaa kan være det, og, naar den har lydt ved Daaben fra Begyndelsen, virkelig og unægtelig er det«. Og videre sp. 826: »Enten maa man da nøies med et udtrykkeligt Vidnesbyrd af en eller anden om sin Tro, hvad der, som al Erfaring lærer, er en meget mislig [tvivlsom] Sag, eller man maa søge at finde hele den Christne Menigheds Vidnesbyrd om sin Tro, som det lyder i den Apostoliske Troes-Bekiendelse ved Daaben efter Herrens egen Indstiftelse.« Endelig skriver Grundtvig, sp. 830, at »Menighedens Skabelse, Opholdelse og Saliggiørelse, ved Herrens Munds Ord er den Helligaands Storværk, som selv Engle maa undres paa«. Se i øvrigt journaloptegnelsen NB26:109, i SKS 25, 104, med kommentarer.

I trykt udgave: Bind 25 side 307 linje 14

vistnok : givetvis, helt sikkert.

I trykt udgave: Bind 25 side 307 linje 20

Urtekræmmersvend : ekspedient i en købmandsforretning.

I trykt udgave: Bind 25 side 307 linje 27

regne (...) paa : regner, kalkulerer med.

I trykt udgave: Bind 25 side 308 linje 8

slaae (...) om sig med Munden : forsvare sig mundtligt (på en voldsom måde), værge for sig med munden.

I trykt udgave: Bind 25 side 308 linje 8

Sneverhjertethed : det at være indskrænket, ufølsom og uforstående.

I trykt udgave: Bind 25 side 308 linje 10

lige over for : i forhold til.

I trykt udgave: Bind 25 side 308 linje 11

vi (...) forskylde: gør os skyldige i, forvolder.

I trykt udgave: Bind 25 side 308 linje 12

slaaer sig (...) til : indtræder, indtræffer, støder til.

I trykt udgave: Bind 25 side 308 linje 29

vi (...) ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 309 linje 7

convenerede : passede, behagede.

I trykt udgave: Bind 25 side 309 linje 9

Vogter Eder for Dem ... i lange Klæder! : spiller på Matt 7,15, hvor 👤Jesus siger: »vogter Eder for de falske Propheter, som komme til Eder i Faare-Klæder, men ere indvortes rivende Ulve« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 309 linje 17

Christeligt hedder det: gaae ud og forkynd Χstd. : 310,1. Se også ApG 10,42, hvor 👤Peter i sin prædiken i Cornelius' hus siger: »Og han [👤Jesus Kristus] befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde.«

I trykt udgave: Bind 25 side 309 linje 34

først sikkres en Mand Udkommet ... med Avancement : sigter til de indtægtsforhold, der var forbundet med et præsteembede; sml. fx journaloptegnelsen NB20:97, fra aug. 1850, hvor SK skriver: »En Mand søger et Præstekald. Det er utroligt saa meget der undersøges og ingenlunde udenvidere forudsættes angaaende Indtægter, Præstegaard o: s: v:«, SKS 23, 445,13-15. I købstæderne havde borgerne pligt til at yde præsten et pålignet beløb, kaldet 'præstepenge' ( 306,13), mens bønderne i landsognene tilsvarende skulle betale præsten en vis procentdel af deres animalske produkter og især af deres korn, kaldet 'tiende'. Størrelsen af denne betaling blev fastsat af Kirke- og Undervisningsministeriet. På kirkens højtidsdage kunne menighedens medlemmer betale deres præst en frivillig pengegave, kaldet 'offer'. I en vis udstrækning modtog præsten endvidere 'accidenser', dvs. vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb, konfirmation og begravelse. Dertil kom i købstæderne en huslejegodtgørelse, mens præsterne på landet havde indtægter fra de dem tillagte jorde og gårde. Alt taget i betragtning havde de københavnske præster en større indtjening end præsterne i provinsen; men generelt set varierede indtægterne meget fra embede til embede, ligesom de jorde, der hørte til præstegårdene, varierede i omfang og bonitet fra sogn til sogn. En komplet oversigt findes i 👤Bloch Suhr Kaldslexicon, omfattende en Beskrivelse over alle danske geistlige Embeder i alphabetisk Orden, 📌Kbh. 1851, ktl. 379.

I trykt udgave: Bind 25 side 309 linje 35

Christeligt hedder det ... gaae ud som Du staaer og gaaer : hentyder formentlig til beretningen i Matt 10 om 👤Jesu udsendelse af de tolv disciple, hvor han i sin udsendelsestale siger til dem: »Gå ud og prædik: 📌Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet. Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter, heller ikke en taske til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav. For en arbejder er sin føde værd«, v. 7-10. Se også Luk 10,4.

I trykt udgave: Bind 25 side 310 linje 1

i min Faders Barndom : SKs far, 👤Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), voksede op i 📌Sædding ved 📌Ringkøbing i 📌Jylland. Kun 11 år gammel blev han i 1768 sendt til 📌København, hvor han kom i lære hos sin morbror hosekræmmer 👤Niels Andersen. Udlært i faget løste han i dec. 1780 borgerskab som hosekræmmer i København, og otte år senere opnåede han tilladelse til at importere og videresælge større udenlandske varepartier af sukker, sirup og kaffe (handel en gros). I en alder af 40 år trak han sig tilbage fra sin forretning med en betragtelig formue, som han i tiden efter forøgede ( 337,25); giftede sig i 1797 med 👤Ane Lund, med hvem han fik syv børn, hvoraf SK var den yngste; købte i 1808 huset 📌Nytorv 2, i dag 📌Frederiksberggade 1 (se kort 2, B1-2), hvor han boede til sin død.

I trykt udgave: Bind 25 side 310 linje 10

Kræmmersvend : person, der forhandler kram, dvs. varer, som sælges en detail fra en butik (krambod).

I trykt udgave: Bind 25 side 310 linje 11

klodderagtig : klodset, kejtet.

I trykt udgave: Bind 25 side 310 linje 11

gesvind : hurtig (med bibetydning af at være overfladisk), flygtig.

I trykt udgave: Bind 25 side 310 linje 16

Fra Kirkens første Tider ... Modsætning: den rettroende Kirke – Kjætterier, Schismaer : se fx § 126, §128-140, § 156-157 og § 161 i 👤K. Hase Kirkehistorie. Lærebog nærmest for akademiske Forelæsninger, overs. af 👤C. Winther og 👤T. Schorn, 📌Kbh. 1837, ktl. 160-166 (forkortet Kirkehistorie), s. 112f., s. 114-132, s. 144-146, s. 148-150, hvor der redegøres for en lang række forskellige dogmatiske stridigheder i perioden fra o. 300 til o. 450 med skismaer og fordømmelser af teologiske opfattelser, der på økumeniske synoder blev dømt kætterske af den kirkelige rettroenhed.

I trykt udgave: Bind 25 side 310 linje 31

vare i Charakteer af : var i personlig holdning og handling i fuld og hel overensstemmelse med.

I trykt udgave: Bind 25 side 310 linje 34

i vor Tid denne Modsætning: den rettroende Kirke – Kjættere, Schismatikere : hentyder formentlig til, at indførelsen af religionsfrihed med Grundloven af 5. juni 1849 medførte, at forskellige sekter vandt fodfæste og en vis udbredelse i 📌Danmark, og at medlemmer undertiden trådte ud af Folkekirken og sluttede sig til disse sekter. Se fx V. Birkedals artikel »Hvorledes skulle [skal] aabenbart Frafaldne atter optages i vor Kirke?« i Dansk Kirketidende ( 307,14), nr. 326, den 4. jan. 1852, bd. 7, sp. 3-14. På 📌Roskilde Konvents sommermøde den 7. juli 1853 modtog deltagerne en rapport om mormonernes virksomhed i 📌Ålborg stift, se Dansk Kirketidende, nr. 408-409, den 7. aug. 1853, bd. 8, sp. 499-501.

I trykt udgave: Bind 25 side 311 linje 4

forskylde : gør sig skyldig i.

I trykt udgave: Bind 25 side 311 linje 12

forkynder Læren objektivt : sml. nr. VI i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom (1850), hvor SK med adresse til 👤Mynsters ( 298,23) hyppige brug af ordet 'betragtning' skriver: »Den christelige Prædiken er nutildags hovedsageligen blevet 'Betragtning': lader os i denne Time betragte; jeg indbyder mine Tilhørere til Betragtninger over; Betragtningens Gjenstand er o. s. v. Men at betragte kan i een Forstand betyde at komme ganske nær til Noget, til Det nemlig man vil betragte, i en anden Forstand at holde sig meget fjernt, uendelig fjernt, personligt nemlig. (...) ved at betragte gaaer jeg ind i Gjenstanden (jeg bliver objektiv), men jeg gaaer ud af eller bort fra mig selv (jeg ophører at være subjektiv). Saaledes har Prædikeforedraget [den holdte prædiken] ved sin Yndlings-Betragtning af det Christelige, hvilken just er 'Betragtningen' og 'Betragtningerne', afskaffet hvad der christelig er det Afgjørende i Prædikeforedraget, det Personlige, dette 'Du og Jeg', den Talende og Den til hvem der tales, dette, at Den, der taler, selv er personligt i Bevægelse, en Stræbende, og ligesaa den Tiltalte, hvem han derfor opmuntrer, tilskynder, formaner, advarer, men Altsammen i Henseende til en Stræben, et Liv, dette, at Taleren har bestandigt, ikke at komme bort fra sig selv, men at komme tilbage til sig selv, og at være Tilhøreren behjælpelig, ikke i at komme bort fra sig selv, men i at komme tilbage til sig selv; Prædikeforedraget i vor Tid har først selv reent overseet og derpaa virket til at bringe det ganske i Glemme, at den christelige Sandhed egentligen ikke kan være Gjenstand for 'Betragtning'.« SKS 12, 227f. Se også nr. I i Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet, 📌Kbh. 1851, s. 38, hvor SK forestiller sig, at 👤David har udtalt sig om profeten 👤Nathans 'novelle' »saaledes, som i vore Tider vi Dannede pleie at bedømme en Prædiken for Dannede, det er [det vil sige], en Prædiken der ogsaa selv er objektiv« (SV2 12, 377).

I trykt udgave: Bind 25 side 311 linje 16

Acteuren : af fr., skuespilleren.

I trykt udgave: Bind 25 side 311 linje 25

Fritænkeren : if. 👤C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, 📌Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 1, s. 319, sp. 2: »den, som tænker frit (især om den, der i Religionssager ikke antager Kirkens Lærdomme).«

I trykt udgave: Bind 25 side 311 linje 27

gaaer (...) i Madskabet : talemåde, her formentlig brugt i betydningen: går til spilde el. til grunde, sættes over styr. Jf. versionen »Der gaaer Meget i Mad-Skabet«, optegnet som nr. 1772 i 👤N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, 📌Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 67; i 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, Kbh. 1879; bd. 1, s. 281, gives følgende forklaring på denne version: »Meget spildes ell. gaar til Grunde«.

I trykt udgave: Bind 25 side 311 linje 29

føres (...) op : opføres, optegnes.

I trykt udgave: Bind 25 side 311 linje 32

»Affaldet fra Χstd.« : henviser til 1 Tim 4,1, hvor 👤Paulus skriver: »Men Aanden siger klarlig, at i de sidste Tider skulle [skal] Nogle affalde [frafalde] fra Troen, og hænge ved forføriske Aander og Diævles Lærdomme« (NT-1819). Se også 2 Thess 2,3, hvor Paulus skriver: »Lader Ingen bedrage Eder i nogen Maade; thi den [Kristi dag] kommer ikke uden [undtagen] der kommer først det Affald, og det Syndens Menneske bliver aabenbaret, som er det Fordervelsens Barn« (NT-1740).

I trykt udgave: Bind 25 side 311 linje 36

I en af den Samling tydske Nekrologer ... i Athenæum ... Wer nur die Wahrheit sieht ... der Vorhang fallen : citat fra nekrolog nr. 248 »👤Ernst Christian August Freiherr v. Gersdorff, großherzogl. wirklicher Geheimerrath und Staatsminister zu 📌Weimar; geb. den 23. Nov. 1781, gest. den 10. Nov. 1852« i Neuer Nekrolog der Deutschen. Dreißigster Jahrgang, 1852, 1.-2. del, [udg. af F.A. Schmidt og 👤B.F. Voigt], Weimar 1854; 2. del, s. 738-749; s. 749. SK sætter punktum i stedet for semikolon efter 'ausgelebt' og semikolon i stedet for kolon efter 'Bühne', desuden skriver han 'wenn' for 'wann' og 'Taüschung' for 'Täuschung'. De tre verslinjer, der introduceres med følgende vending: »(um mit des Dichters Worten zu reden)«, er de sidste linjer fra et stambogsdigt »Die Zeit, in ihrem Fluge, streift nicht bloß« (1825) af den ty. digter 👤Ludwig Uhland (1787-1862). Den ty. jurist, finans- og statsmand E.C.A. von Gersdorff var statsminister i Weimar fra 1815 til 1848. – Athenæum: 301,7. De to anførte bind af Neuer Nekrolog der Deutschen fra 1854 er anført i sektion H »De tydske Stater« i afdeling VIII »Historie« i Fortegnelse over Selskabet Athenæums Bogsamling. Anden Deel. 1ste Januar 1847 - 31te December 1856, 📌Kbh. 1857, s. 57.

I trykt udgave: Bind 25 side 312 linje 1

af ganske Sjel : allusion til kærlighedsbudet: »du skal elske Herren din Gud, af dit ganske Hierte, og af din ganske Siel, og af dit ganske Sind, og af din ganske Styrke«, Mark 12,30 (NT-1819). Se også 5 Mos 6,5; Matt 22,37; Luk 10,27.

I trykt udgave: Bind 25 side 312 linje 11

Alle ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 312 linje 16

dette er saa: forholder sig således.

I trykt udgave: Bind 25 side 312 linje 19

fra Slægt til Slægt : fra generation til generation.

I trykt udgave: Bind 25 side 312 linje 20

betjent : forvaltet, varetaget.

I trykt udgave: Bind 25 side 312 linje 21

gjort (...) kjendeligt: tydeligt.

I trykt udgave: Bind 25 side 312 linje 24

have en Biskop ordineret paa 2den Pintsedag : hentyder til, at prof. 👤H.L. Martensen ( 317,5) blev indviet til 📌Sjællands biskop i 📌Vor Frue Kirke i 📌København anden pinsedag den 5. juni 1854, se Adresseavisen, nr. 127, den 3. juni 1854: »Hr. Biskop Dr. Martensen indvies til sit Embede af Hr. Biskop Dr. Brammer i 📌Frue Kirke 2den Pintsedag, hvortil intimeres [indledes ved en tale] af Hr. Stiftsprovst Tryde. Gudstjenesten begynder Kl. 9½.« Se også Berlingske Tidende, nr. 103, den 4. maj 1854: »Biskop Martensens Ordination er berammet til anden Pintsedag. Ordinationen skeer ved Biskop Brammer👤G.P. Brammer var biskop over 📌Århus stift og 👤E.C. Tryde stiftsprovst over 📌Sjællands stift. Martensen var blevet udnævnt til biskop den 15. april 1854, se Berlingske Tidende, nr. 92, den 21. april 1854, hvor der under »Udnævnelser« meddeles følgende: »Under 15de d. M. [denne måned] er Prof. og Dr. theol. Hofprædikant H. L. Martensen, R. af D., allern.[ådigst] udnævnt til Biskop over 📌Sjællands Stift

I trykt udgave: Bind 25 side 312 linje 27

declameret om »Aanden« : hentyder til, at epistelteksten til pinsedag er ApG 2,1-11 (beretningen om, at apostlene blev fyldt af Helligånden og talte på andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at sige), og at prædiketeksten er Joh 14,23-31 (beretningen om 👤Jesus, der i sin afskedstale til disciplene forudsiger Talsmandens, dvs. Helligåndens, komme), se Forordnet Alter-Bog for Danmark, 📌Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 98-100.

I trykt udgave: Bind 25 side 312 linje 28

bede for Alvor om den Hellig-Aand : sml. kollekten (indledningsbønnen) til pinsedag: »O HErre JEsu Christe, du almægtigste Guds Søn! Vi bede dig, at du vil formedelst [ved] dit Ord give din Hellig Aand i vore Hierter, at den kan styre og regiere os efter din Villie, og trøste os i allehaande [alle slags] Fristelser og Ulykker, og ledsage os i din Sandhed imod al Vildfarelse, paa det [for at] vi kunne [kan] blive bestandige i Troen, forfremmes i Kiærlighed og alle gode Gierninger, og med et vist [fast] Haab til din Naade, som du haver med din Død forhvervet [skaffet] os, blive evindelig salige; du, som regierer med din Fader og den Hellig Aand, een sand Gud, fra Evighed og til Evighed. Amen!« Forordnet Alter-Bog, s. 97f.

I trykt udgave: Bind 25 side 312 linje 30

betryggende : tryghedsgivende, beroligende.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 9

end Tusinder : i tusindvis.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 10

bona fide : lat., i god tro.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 11

Gavtyve : 307,4.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 12

gaaet (...) hen : foregået el. forløbet (uden indgriben), passeret.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 13

Kjød og Blod : fast udtryk i NT som betegnelse for menneske, jf. fx Matt 16,17; Gal 1,16; Ef 6,12. Se også 1 Kor 15,50, hvor 👤Paulus skriver til korintherne: »Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige«.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 16

det naturlige Msk. : det blot jordiske, dvs. sanselige og fornuftige, men ikke åndelige menneske. Udtrykket indgår i 1 Kor 2,14, hvor 👤Paulus skriver: »Men det naturlige Menneske forstaaer intet af Guds Aand, det er ham en Daarlighed [tåbelighed], og han kan det ikke kiende, thi det skal dømmes aandeligen«, Biblia, det er: den gandske Hellige Skriftes Bøger, efter den i Aaret 1699 udgangne Huus- og Reyse-Bibel, 📌Kbh. 1802. Hus- og rejsebibelen, der udkom første gang i 1699, sidste gang i 1802, lægger sig via reformationsbiblerne i forlængelse af 👤Luthers bibeloversættelse, der tilsvarende gengiver udtrykket med »der natürliche Mensch«, se Die Bibel oder die ganze heilige Schrift nach der deutschen Übersetzung Dr. Martin Luthers mit einer Vorrede vom Prälaten Dr. Hüffel, 📌Carlsruhe og 📌Leipzig 1836, ktl. 3; NT-1819 derimod har »det sandselige Menneske«.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 16

paa Liv og Død : med livet som indsats; absolut, voldsomt.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 17

krymper sig : vånder, ømmer, kvier sig.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 18

det at elske Gud er at hade Verden : formentlig allusion til Jak 4,4: »I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud.« Se også Matt 6,24, hvor 👤Jesus siger: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.« Se endvidere Rom 8,7-8, hvor 👤Paulus skriver: »For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.« Se endelig Luk 14,26.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 20

summa summarum : lat., summernes sum; det endelige resultat.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 29

convenerer : passer, behager.

I trykt udgave: Bind 25 side 313 linje 32

hvad der ... i denne Journal i Stykket foran dette Stykke : sigter til NB26:23.

I trykt udgave: Bind 25 side 314 linje 1

være Alvor med at bede om den Hellig-Aand : 312,30.

I trykt udgave: Bind 25 side 314 linje 3

tilstaae det : 306,39.

I trykt udgave: Bind 25 side 314 linje 5

friste Gud : udæske, udfordre Gud.

I trykt udgave: Bind 25 side 314 linje 9

Stats-Kirke : 305,23.

I trykt udgave: Bind 25 side 314 linje 13

Lov at erhverve sit Udkomme ved at holde Horehuus : If. Chr. V's Danske Lov (1683) og supplerende lovgivning var såvel prostitution og bordeldrift som rufferi og bordelbesøg forbudt; men da prostitution ikke var til at undgå, havde myndighederne ved reskript af 6. juli 1815 valgt under visse betingelser at tolerere den for at hæmme udbredelsen af kønssygdomme. Hvis de prostituerede lod sig indføre i politiets protokoller over 'offentlige fruentimmere' og regelmæssigt lod sig tilse af politilægen, kunne de frit udøve deres erhverv og således også etablere bordeller.

I trykt udgave: Bind 25 side 314 linje 15

godtgjør at man er døbt : ved fremvisning af dåbsattest, som på SKs tid normalt blev kaldt 'døbeseddel'. Endnu i 1854 var det ved lov enhver påtvunget at blive døbt; tvangsdåb blev først ophævet i marts 1857.

I trykt udgave: Bind 25 side 314 linje 16

Christendommen som deraf ... beviser, at han ikke er en Christen : hentyder formentlig til det sjette af de ti bud: »Du skal ikke bedrive Hoer«, 2 Mos 20,14 (GT-1740). Sml. Matt 5,27-28, hvor 👤Jesus siger: »I have hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke bedrive Hoer. Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Qvinde for at begiere hende, haver allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hierte« (NT-1819). Se endvidere Matt 19,18; Rom 2,22; 13,9; og Jak 2,11.

I trykt udgave: Bind 25 side 314 linje 22

Et Vers af Goethe ... citeret etsteds hos Schopenhauer ... »Und wenn der Mensch ... wie ich leide« : citat fra kap. 44 »Metaphysik der Geschlechtsliebe« i »Ergänzungen zum vierten Buch« i A. Schopenhauer Die Welt als Wille und Vorstellung, 2. udg. (se nedenfor), bd. 2, s. 531-564; s. 559. SK udelader komma efter 'Gott'. – Goethe: Johann Wolfgang v. 👤Goethe (1749-1832), ty. digter, dramatiker, essayist, jurist, statsmand og naturvidenskabsmand. Citatet er fra 5. akt, 5. scene, i Goethes skuespil Torquato Tasso, jf. Goethe's Werke. Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-60, 📌Stuttgart og 📌Tübingen 1827-42 (ktl. 1641-1668, bd. 1-55, 1827-33); bd. 9, 1827, s. 244. – Schopenhauer: 👤Arthur Schopenhauer (1788-1860), ty. filosof; blev doktor i filosofi i 1813; udgav i 1819 sit filosofiske hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung. Efter et ophold i 📌Weimar, hvor han plejede privat omgang med Goethe, forsøgte han sig i nogle år som docent i filosofi ved universitetet i 📌Berlin, men da hans annoncerede forelæsninger ingen tilslutning vandt, bosatte han sig i 1833 i 📌Frankfurt a.M., hvor han levede tilbagetrukket; få år senere udgav han Ueber den Willen in der Natur, Frankfurt a.M. 1836, ktl. 944. I 1837 besvarede han med belønning Det Kgl. Norske Videnskabers-Selskabs prisopgave om viljens frihed og i 1838 uden held Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs prisopgave om moralens fundament; begge afhandlinger udgav han som Die beiden Grundprobleme der Ethik, behandelt in zwei akademischen Preisschriften, Frankfurt a.M. 1841, ktl. 772 (forkortet Die beiden Grundprobleme der Ethik), bestående dels af Preisschrift über die Freiheit des menschlichen Willens, gekrönt von der Königlich Norwegischen Societät der Wissenschaften, zu Drontheim, am 26. Januar 1839 (forkortet Ueber die Freiheit des menschlichen Willens), dels af Preisschrift über die Grundlage der Moral, nicht gekrönt von der Königlich Dänischen Societät der Wissenschaften, zu Kopenhagen, am 30. Januar 1840 (forkortet Ueber die Grundlage der Moral). Et par år efter udsendte han Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 1-2, 2. forbedrede og forøgede udg., 📌Leipzig 1844 [1819], ktl. 773-773a (forkortet Die Welt als Wille und Vorstellung). SK ejede også Parerga und Paralipomena: kleine philosophische Schriften bd. 1-2, Berlin 1851, ktl. 774-775 (forkortet Parerga und Paralipomena).

I trykt udgave: Bind 25 side 314 linje 30

Correctiv : dels korrigerende alternativ, dels sandhedsprøve.

I trykt udgave: Bind 25 side 315 linje 8

Opstand : oprør.

I trykt udgave: Bind 25 side 315 linje 8

Jammer og Hylen : allusion til Joh 16,20, hvor 👤Jesus siger til sine disciple: »Sandelig, sandelig siger jeg Eder: I skulle [skal] græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 315 linje 11

en Dommens Baggrund ... gøres Regnskab for hvert Ord : allusion til Matt 12,36, hvor 👤Jesus siger: »Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle [skal] giøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 315 linje 12

nil beatum nisi quietum : lat., 'Intet er lyksaligt, hvis ikke der er roligt'; udtrykket findes i versionen 'nisi quietum autem, nihil beatum est' i 1. bog, kap. 20, 52, i De natura deorum (lat., Om gudernes væsen) af den rom. politiker, jurist og filosof 👤Marcus Tullius Cicero (1. årh. f.Kr.) i en redegørelse for 👤Epikurs gudsbegreb, uden at sætningen dog tillægges Epikur. Jf. M. Tullii Ciceronis opera omnia, udg. af 👤J.A. Ernesti, bd. 1, 2. udg., 📌Halle 1757 [1756], bd. 2,1-2,2 samt bd. 3-4, 1. udg., Halle 1756, og Indices rerum et verborum, 2. udg., Halle 1757 [1756], i alt 6 bd., ktl. 1224-1229 (forkortet Ciceronis opera omnia); bd. 4, s. 485. I Gespräche über das Wesen der Götter in drey Büchern. Aus dem Lateinischen des Marcus Tullius Cicero übersetzt af C.V. Kindervater, 📌Zürich 1787, ktl. 1238, s. 36, er sætningen gengivet således: »Ist aber keine Ruhe da, so gibt's auch keine Glückseligkeit« (Ciceros filosofiske skrifter, udg. af 👤Franz Blatt, 👤Thure Hastrup og 👤Per Krarup, bd. 1-5, 📌Kbh. 1969-75 (forkortet Ciceros filosofiske skrifter); bd. 3, 1970, overs. af F. Blatt, s. 55).

I trykt udgave: Bind 25 side 315 linje 17

et Msk. frelses ene af Naade : se fx afsnittet om frelse af nåde i Ef 2,1-10.

I trykt udgave: Bind 25 side 315 linje 25

formasteligt : dumdristigt, hovmodigt, bespotteligt.

I trykt udgave: Bind 25 side 315 linje 25

drager Luther Evangeliet frem : se fx følgende passage i »Dr. Morten Luther's Fortale« til En christelig Postille ( 303,29), 1. del. s. XIIf., hvor 👤Martin Luther ( 303,29) skriver: »Paa det [for at] du (...) ej skal gjøre Christus til en 👤Moses, som om Han intet Videre var, end en Lærer og et Mønster [forbillede], hvilket andre Helgene jo ogsaa ere, eller som om Evangeliet var en Lære- og Lovbog: da fatte du Christum, Hans Ord, Gjerning og Lidelse, paa en dobbelt Maade, rigtignok nemlig ogsaa som et Exempel, der foreholdes dig til Efterfølgelse (...). Som du altsaa seer, at Han beder, faster, hjælper og forbarmer sig over Menneskene, saa [således] skal du og [også] gjøre mod dig selv og din Næste. Men det er det Mindste af Evangeliet, og dermed fortjener det endnu ikke Evangelii-Navn, thi heri er Christus dig ej til større Baade [gavn], end en anden Helgen. Hans Liv bliver hos Ham Selv, og hjælper dig endnu intet. Kort at sige, denne Maade gjør ingen Christen, den gjør kun Hyklere. Det maa komme langt højere med dig. – Dog maa Man indrømme, at dette nu i lang Tid har været den allerbedste Maade at prædike paa, en Maade, som endda er brugt sparsomt nok. – / Thi det er Evangeliets Grund og Hovedstykke, at du, inden du griber Christum som et Mønster, antager og erkjender Ham som en Skjænk og Gave, som Gud har givet dig til Ejendom, saa du, naar du seer eller hører, at Han gjør eller lider Noget, ikke omtvivler [betvivle], at Christus med denne sin Gjerning og Lidelse er din, og at du kan forlade dig ligesaafuldt derpaa, som om du selv havde gjort det, ja, som om du var den samme Christus. See, det kalder jeg en ret Erkjendelse af Evangeliet, nemlig af Guds overvættes Miskundhed, som ingen Prophet, ingen Apostel, ingen Engel har mægtet at udsige nogensinde, heller aldrig noget Hjerte noksom har kunnet beundre og begribe; deri bestaaer Guds brændende Kjærlighed til os, som fryder, betrygger [beroliger] og tilfredsstiller Hjerte og Samvittighed; det hedder at prædike den christelige Tro. Deraf kaldes saadan Prædiken Evangelium, der betyder et glædeligt, godt, trøsteligt Budskab (...). / Naar du nu saaledes har Christum til din Saligheds Grundvold og Hovedgode, da følger det andet Stykke, at du nemlig ogsaa tager Ham til et Mønster, og opoffrer dig for din Næstes Tjeneste, som du seer, at Han har opoffret sig for dig. See, da blomstre Tro og Kjærlighed, da er Guds Bud opfyldt, da er Mennesket muntert og uforfærdet til at gjøre og lide alle Ting. See derfor just derpaa! Christus, som en Gave, nærer din Tro og gjør dig til en Christen; men Christus, som et Exempel, øver dine Gjerninger. Disse gjøre dig ikke til en Christen, men de gjøres af dig, saasnart du er vorden en Christen.«

I trykt udgave: Bind 25 side 315 linje 31

Gavtyvestreger : gavtyveagtige handlinger ( 307,4).

I trykt udgave: Bind 25 side 316 linje 2

den over Evangeliet paa 26de Søndag efter Trinitatis : henviser til 👤Luthers evangelieprædiken over Matt 25,31-46 (menneskesønnens verdensdom) til 26. søndag efter trinitatis i En christelig Postille ( 303,29), 1. del, s. 622-631, hvor han siger, s. 625f.: »Dog synes det, som han [Kristus] hermed vil vise, at mange Christne, efterat have hørt Evangeliets Prædiken om Syndsforladelse og Naade ved Christus, siden vorde værre, end Hedningerne, thi han siger ogsaa, Matth. 19, 30, at Mange, som ere de Første, skulle [skal] vorde de Sidste, og at de, som ere de Sidste, skulle vorde de Første. Saaledes skal det ogsaa vise sig her, at de, som skulde være rette Christne, fordi de have hørt Evangeliet, ere blevne langt værre og ubarmhjertigere, end tilforn. Man seer jo allerede nu dette Ord opfyldt alt for vel, desværre! / Naar man tilforn, under den falske Gudstjeneste skulde gjøre gode Gjerninger, da var hver Mand villig og rede, og en Fyrste eller en Stad kunde dengang grunde større Stiftelser og give rigere Almisser end Kejser og alle Konger nu formaae. Nu derimod veed hele Verden ikke andet, end at røve og stjæle, ved Løgn, Svig, Aager etc. (...) Enhver vil rive Alt til sig; Ingen under sin Næste det Ringeste. / Det har sin Gænge dagligdags, og tager uafladeligen Overhaand, i alle Stænder (...) i alle Stæder og Landsbyer, ja, hartad i alle Huse. Siig mig, hvilken Stad er saa stærk eller saa from, at den nu kunde tilvejebringe saameget, som en Skolemester eller Sognepræst kan leve af? Ja, havde vi det ikke tilforn, ved vore Forfædres milde Almisser og Legater, saa var Evangeliet forlængst udryddet, og en stakkels Præst fik hverken Mad heller Drikke. (...) Man regne efter her og andetsteds, hvad de, som nyde Evangeliet, give eller bidrage til dets Fremme, og sige saa, om ikke, hvis vi maatte raade, baade Kirke og Skole laae øde, saa aldeles, at Efterslægten ikke kunde vide, hvad vi havde lært eller troet! / (...) Skamme maa vi os for vore Forfædre, for hedengangne Herrer og Konger, Fyrster og Andre, der have givet saa rigelig og mildelig til Kirker, Skoler, Hospitaler etc., uden at de eller deres Efterkommere ere blevne fattigere derved! Hvad vilde de ikke have gjort, naar [såfremt] de havde havt det evangeliske Lys, som os er skjænket!« Se videre s. 629. Se fx også Luthers evangelieprædiken over Matt 6,24-34 (om himlens fugle og markens liljer) til 15. søndag efter trinitatis i En christelig Postille, 1. del, s. 514-524; s. 522f.

I trykt udgave: Bind 25 side 316 linje 4

Heraclit: τω ουν βιω ονομα μεν βιος ... ϑανατος ... die Welt als Wille und Vorstelling 2det Bind p. 584 : citat af den gr., før-sokratiske filosof 👤Heraklit (o. 540-480 f.Kr.) fra kap. 46 »Von der Nichtigkeit und dem Leiden des Lebens« i »Ergänzungen zum vierten Buch« i 👤Schopenhauer Die Welt als Wille und Vorstellung ( 314,30) bd. 2, s. 584. SK skriver 'τω' for 'τῳ' og 'βιω' for βιῳ. – τω ουν βιω ονομα μεν βιος, εϱγον δε ϑανατος: gr., »Vist er buens navn liv, men dens virke er død«. I dette fragment af Heraklit (22 B 48) spilles der på ligheden mellem de to ord 'βιός' ('biós') 'bue', og 'βίος' (bíos) 'liv'.

I trykt udgave: Bind 25 side 316 linje 7

i Christendommens første Tid ... en streng Disciplin vaagede over Sæderne ... udstødes af det christne Samfund : se fx § 96 »Den christelige Moral« i 👤K. Hase Kirkehistorie ( 310,31), s. 70: »Det christelige Liv [i 2. og 3. årh.] formede sig i den skarpeste Modsætning til Hedenskabets sandselige og aandige Glæder, hvorved rigtignok Veien til dets Laster, men ogsaa til dets kunstneriske Dannelse blev afskaaret, og et mørkt ængsteligt Sind, aandeligt Hovmod og en Stolen paa Fornægtelsens blot ydre Værker begunstiget. Jorden blev en Jammerdal og Hjemvee efter en anden Verden den fremherskende Følelse i de ædleste Gemytter. Den fromme Forsagelse selv af Verdens uskyldige Glæder (...) var en i Tidsalderen vidtudbredt Retning, men gjorde sig blandt Enkelte i Kirken fornemmeligen gældende som Udgangspunkt for den fælleds Stræben.« Se også § 98 »Kirketugten«, s. 73: »De, som havde meldt sig til Optagelse (...), erholdt først, efter omhyggelig Underviisning og stræng Prøvelse i gradviis opstigende Lærlingstrin, ved Daab og Confirmation den fulde christelige Borgerret; thi indvortes Godhed og et godt Rygte udenfor Samfundet syndes [syntes] nu vigtigere end Mængde. Den strænge Sædelighed blev vedligeholdt ved stræng Tugt. Alle, som ved grove Forseelser, især ved enhver Art af Ukydskhed og Frafald fra Christendommen, syndes aldeles at have mistet Ret til denne, bleve udstødte af Kirkens Samfund. Disse Faldne kunde kun ved en lang Række Bodsøvelser, i Bodslovene forskjelligt bestemte efter Forseelsens Art og undertiden udstrakte over hele Livet, atter optages. Den vakte Samvittigheds Magt og Skrækken for at udstødes af den alenesaliggjørende Kirke bevægede til at paatage sig de frygteligste Bodsøvelser. Thi kuns faa Kirkelærere holdt fast ved Forskjellen mellem en Forstødelse for Gud og af Kirken.« – kjøbtes: erhvervedes, opnåedes. – i Maximum: i det højeste.

I trykt udgave: Bind 25 side 316 linje 13

Fritænker : 311,27.

I trykt udgave: Bind 25 side 316 linje 20

de mange forskjellige Embedsmænd ... interesserede pecuniairt i, at vi Alle kalde os Christne : hentyder til præsternes og degnenes 'accidenser', dvs. vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb, konfirmation og begravelse ( 309,35).

I trykt udgave: Bind 25 side 316 linje 25

pathetiske : lidenskabelige.

I trykt udgave: Bind 25 side 316 linje 31

det Ord Hyrde om en Biskop : Ordet 'biskop' kommer af gr. 'epískopos' og betyder 'tilsynsmand'. Betegnelsen 'hyrde' for en biskop bygger formentlig dels på 1 Pet 2,25, hvor Kristus kaldes 'jeres sjæles hyrde og tilsynsmand (epískopos)', dels på 1 Pet 5,2, hvor de ældste formanes til at være 'hyrder for Guds hjord', mens Kristus i 5,4 kaldes 'overhyrden'. I øvrigt kommer ordet 'pastor' af lat. og betyder 'hyrde'.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 3

at man just i den allerseneste Tid har begyndt at bruge det : se fx Berlingske Tidende, nr. 128, den 6. juni 1854, hvor det under overskriften »Biskop 👤Martensens Ordination« meddeles: »Efter at Stiftsprovst [E.C.] Tryde havde intimeret [indledt ved en tale] over 2 Cor. 1, 21 og 22, holdt Biskop [G.P.] Brammer Ordinationstalen til Texten Jeremias 3, 15: 'Jeg vil give Eder Hyrder efter mit Hjerte', og derefter prædikede Biskop Martensen over Dagens Evangelium.« Se også indledningen til reportagen om biskop 👤D.G. Monrads afskedsprædiken i Fædrelandet, nr. 129, den 7. juni 1854, sp. 514: »Nykjøbing den 3die Juni. Biskop Monrad holdt i Onsdags sin Afskedsprædiken. Det var en Alvorsdag, der sent vil gaae dette Stifts Beboere af Minde. Vi kunde ønske, at det Medlem af Hs. Majestæts ansvarlige Ministerium, som Landets geistlige Sager ere betroede, den paa Gravens Bred gaaende Olding, Hr. Geheimeraad [A.S.] Ørsted, havde været her i Byen paa denne Dag; han vilde da være bleven Vidne til, i hvilken Grad den Mand, som han nu har bortfjernet fra en med Iver og Indsigt røgtet Virksomhed, høiagtes og elskes af sine Medborgere og Medbrødre, og han vilde maaskee have indseet, hvor uklogt og ukjærligt han har handlet ved at berøve en geistlig Overhyrde som Biskop Monrad Staven.«

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 4

nu da Martensen er blevet Biskop : 312,27. – Martensen: 👤Hans Lassen Martensen (1808-84), da. teolog og præst; fra 1840 ekstraordinær og fra 1. sept. 1850 ordinær prof. i teologi ved 📌Københavns Universitet. Han blev lic.theol. i 1837, udnævnt til æresdoktor i 📌Kiel i 1840, til hofprædikant i 1845 og Ridder af Dannebrog i 1847. Han havde i sommeren 1849 udgivet det store værk Den christelige Dogmatik, ktl. 653, der den 22. maj 1850 var kommet i et nyt oplag. Med dette værk blev Martensen direkte bragt i opposition til SK, idet det gav anledning til en større strid om forholdet ml. tro og viden.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 5

han er jo Publikums ærbødige Tjenere : se Berlingske Tidende, nr. 132, den 10. juni 1854, hvor der under rubrikken »Biskop Martenses Hyrdebrev« oplyses: »Biskop Martensen har omsendt følgende trykte Skrivelse til Geistligheden i 📌Sjællands Stift«, hvorefter 'hyrdebrevet' aftrykkes. Heri hedder det indledningsvis: »Kaldet og indviet til Biskop over 📌Sjællands Stift, sender jeg samtlige Brødre i Stiftet min kjærligste Hilsen, tilønskende dem Naade og Fred fra Gud vor Fader og den Herre 👤Jesu Christo!« Herefter hedder det: »Jeg overtager dette Embede efter en Mand [biskop 👤J.P. Mynster ( 298,23)], som hertil var udrustet med en sjelden Forening af Aandens Gaver og en mangeaarig Erfaring og udførte Tjenesten som en af de Ypperligste, der nogensinde have arbeidet i vor Kirke. Jeg veed, hvor meget der fattes mig, veed ogsaa, at Tidsforholdene høre til de vanskeligste. (...). / Som jeg i Vidnesbyrdet, i Bekjendelsen og Læren staaer paa vor evangelisk-lutherske Kirkes faste Grundvold, og som jeg – hvortil ogsaa Tiderne paa en særegen Maade opfordre, idet Secter og Vildfarelsens Aander ere i Frembrud – af al den Formue [evne, formåen], som Gud efter sin Naade vil forlene, vil arbeide for Eenhed og indre Sammenhold i den Kirke, som siden Reformationens Dage er vedbleven at være det danske Folks: saaledes erkjender jeg ogsaa, at den levende Eenhed ikke udelukker, men indeslutter Forskjellighed, at den samme Sandhedsaand kan og vil virke gjennem forskjellige Gaver og ad forskjellige Veie. Det er og skal være min alvorlige Tragten og min Bøn til Gud, at jeg rettelig maa erkjende hans Aands Veie iblandt os, i Kjærlighed maa opfatte og anerkjende Alt, hvad der fremvoxer af den sande Kirkegrund.« Og senere: »Vel veed jeg, at der trindtomkring [rundt omkring] lyde Klager over kirkelig Død og Dorskhed, over Ligegyldigheds og Sløvheds Aand i Menighederne, veed ogsaa, at disse Klager ikke ere ugrundede. Men idet jeg begynder min Embedsførelse, begynder jeg ikke med at see hen til det Døde, men til det Levende. Jeg seer hen til den christelige Opvækkelses og Gjenfødelses Aand, som i det sidste kirkelige Tidsrum ved Guds Naade er gaaet igjennem vort Folk, til den Opstandelse af Christi Evangelium fra de Døde, til hvilken vi Alle have været Vidner, til de Rørelser af christeligt Troesliv og Kjærlighedsliv, der, Gud være lovet, findes i mange af vore Menigheder. Jeg seer hen til de mange levende, gode og ædle Kræfter, der findes i den danske Præstestand, ogsaa i den Kreds, med hvilken det skal være mit Livs Velsignelse og Hæder at kunne samvirke.« 'Hyrdebrevet' afsluttes således: »Saa modtager da, mine Brødre, min Hilsen og min Samfundshaand! Jeg kommer til Eder i Tillid, i Fortrøstning, i Kjærlighed! Indeslutter mig i Eders Forbøn, som ogsaa jeg beder for Eder og Eders Menigheder! Haabets og Bestandighedens Gud være med os Alle! / 📌Kjøbenhavn, den 6te Juni 1854.« – Tjenere: ældre form for: tjener.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 7

det Udtryk om en Konge »Fader« : hentyder til, at kongen, især den enevældige konge, ofte blev kaldt 'landets fader' el. 'landsfaderen'.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 10

Folket ... er blevet Souverainen de facto : hentyder til de revolutionære og politiske omvæltninger, der prægede 📌Europa i begyndelsen af 1848, især de konstitutionelle forandringer i 📌Danmark, hvor kong 👤Chr. VIII's død gav anledning til enevældens fald. I okt. 1848 sammentrådte Den grundlovgivende Rigsforsamling for at skrive en fri forfatning, hvilket resulterede i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, der indførte konstitutionelt el. indskrænket monarki som regeringsform og en folkevalgt rigsdag bestående af to kamre, Folketinget og Landstinget.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 13

de nomine : lat., af navn.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 14

saa dukker ... det Udtryk op igjen, det bliver ... det almindelige : Kilder er ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 14

lege Blindebuk : selskabsleg, hvor en person med bind for øjnene skal fange de andre i blinde; i overført betydning: drive gæk med.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 17

Numerus : lat., tal, antal, den store mængde; massen.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 21

Dyre-Bestemmelsen : sml. journaloptegnelsen NB23:216, fra april 1851, hvor SK skriver: »👤Aristoteles siger meget rigtigt, at 'Mængden' er Dyre-Bestemmelse.« SKS 24, 312,13f. I 1. bog, kap. 5, af Den Nikomacheiske Etik (1095b 19) skelner Aristoteles ( 297,9) ml. de forskellige måder at leve på. Om 'mængden' skriver han: »Der große Haufe, d. h. die Menschen von der gemeinsten Denkungsart setzen die Glückseligkeit in das sinnliche Vergnügen. Um deßwillen geben sie auch der genießenden Lebensart den Vorzug. / Die Meinung des großen Haufens nun, welcher ein bloß thierisches Wohlleben über alles schätzt, ist ohne Zweifel nur der Antheil niedriger und sklavischer Seelen.« Die Ethik des Aristoteles, overs. og kommenteret af 👤C. Garve, bd. 1-2, 📌Breslau 1798-1801, ktl. 1082-1083; bd. 1, s. 431f. Garve opdeler 1. bog således, at det, der traditionelt tælles som kap. 5, i hans oversættelse er kap. 3.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 23

Gud-Mskets: Gud-Mennesket, dvs. Kristus ( 301,29).

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 28

Slægtens: menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 25 side 317 linje 29

Numerus : lat., tal, antal, den store mængde; massen.

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 1

Abstraktum : af lat. 'abstractum', noget abstrakt, ukonkret.

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 6

værke : virke.

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 8

hidser : opildner, ansporer.

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 8

Udmærkelse : begunstigelse, fortrinlighed, særstilling.

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 14

Kommer hid Alle I, som arbeide og ere besværede o: s: v: : hentyder til Matt 11,28, hvor 👤Jesus siger: »Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 19

de Ord af Χstus, hvor han afviser ... først maatte begrave sin Fader : henviser til Matt 8,21-22, hvor det fortælles, at da en af Jesu disciple sagde til ham: »Herre! tilsted mig, at jeg først maa gaae hen og begrave min Fader«, svarede 👤Jesus: »følg mig, og lad de Døde begrave deres Døde« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 23

de andre Yttringer af Χstus paa hiint Sted : henviser til Matt 8,19-20, hvor det fortælles, at da en skriftklog kom til 👤Jesus og sagde: »Mester! jeg vil følge dig, hvor du gaaer hen«, sagde Jesus til ham: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn haver ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 24

At leve stille : 315,17.

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 27

det er vel saa: således.

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 29

Verden ligger i det Onde : hentyder til 1 Joh 5,19 ( 304,32).

I trykt udgave: Bind 25 side 318 linje 29

Slægt : generation.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 4

uden : undtagen.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 5

Guds-Dom : straf fra Gud som følge af hans dom.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 7

da Sodoma og Ghomorra gik under : hentyder til beretningen i 1 Mos 19,23-28 om Guds ødelæggelse af 📌Sodoma og 📌Gomorra pga. befolkningens gudløshed i de to byer, der på 👤Abrahams tid lå, hvor 📌Det døde Hav nu ligger.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 11

at Alle vare bogstaveligt Hoerkarle : hentyder til beretningen i 1 Mos 19,1-11, hvor det fortælles, at da to engle fra Gud kom til 📌Sodoma, nødte 👤Lot dem til at overnatte hjemme hos sig, men da de var gået til ro, blev huset omringet af mænd fra byen, der krævede, at Lot skulle udlevere de to mænd (englene) til dem, så de kunne ligge med dem. Da Lot søgte at afværge det ved i stedet at tilbyde dem sine to døtre, truede de ham, og da de var ved at sprænge døren, trak de to mænd (englene) Lot ind i huset og slog byens mænd med blindhed.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 11

en heel Slump saadan skikkelige Msker : hentyder til beretningen i 1 Mos 18,16-33 om den lange samtale mellem Gud og 👤Abraham, hvor Gud fortæller ham, at han agter at ødelægge 📌Sodoma og 📌Gomorra, og hvor Abraham i flere omgange går i forbøn for Sodoma og beder Gud skåne den, hvis der er 50 retfærdige i byen, derpå hvis der er 45 retfærdige, så hvis der er 40 osv., indtil han til sidst beder Gud skåne byen, hvis der blot er ti retfærdige; dette lover Gud.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 12

Ingen blev sparet, uden Den, der havde lidt ondt : hentyder til beretningen i 1 Mos 19,12-22, hvor det fortælles, at de to mænd (englene) bød 👤Lot flygte sammen med sin familie; da han tøvede, tog mændene Lot, hans kone og to døtre og førte dem ud af 📌Sodoma og bød dem flygte for livet og ikke se sig tilbage. Lot bad nu Gud, om han måtte søge tilflugt i en lille by i nærheden; Gud opfyldte hans bøn. Og Lot og hans døtre blev reddet, mens hans kone blev forvandlet til en saltstøtte, fordi du hun så sig tilbage.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 13

Saaledes fremstiller man det ... af Feighed, at En flygter ... ind i Klosteret : Hvis der er en kilde, er den ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 22

den dyriske Fnisen og Grinen : hentyder formentlig til, at angrebene på SK i det satiriske ugeskrift Corsaren medførte ( 334,23), at han blev chikaneret og grinet ad på gaden ( 303,24). Sml. fx journaloptegnelsen NB10:42, formentlig fra feb. 1849, hvor SK skriver: »Latterens Martyrium er det egl. jeg har lidt, ja noget Mere og Dybere tør jeg sige om mig selv: Jeg er Latterens Martyr; thi ikke Enhver der leed om end for en Idee at blive udleet, er derfor ganske nøiagtigt Latterens Martyr.« SKS 21, 279,2-5.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 25

Dyre-Skabninger : 317,23.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 27

I skulle: skal.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 31

I som (...) ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 31

at afdøe : Det er en central tanke hos 👤Paulus, at mennesket ved Kristus er død fra synden, jf. fx Rom 6,2: »Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle [skal] vi endnu leve i den?« (NT-1819). Jf. også 1 Pet 2,24, hvor det siges, at Kristus »selv bar vore Synder paa sit Legeme, paa Træet, paa det [for at] vi, afdøde fra Synden, skulle leve i Retfærdighed« (NT-1819). Jf. endvidere Kol 2,20, hvor Paulus skriver: »Dersom I da ere afdøde med Christo fra Verdens Børne-Lærdom, hvi [hvorfor] besværes I da med Anordninger, som de, der leve i Verden?« (NT-1819). Disse tanker blev inden for dele af mystikken og pietismen skærpet således, at menneskets liv er en daglig afdøen fra synden, fra lysterne og fra verden i selvfornægtelse og fuldstændig løsgørelse fra alt, hvad der har med det timelige, endelige og verdslige at gøre. Herved blev vægten forskudt, fra at mennesket ved Kristus er afdød fra synden, til at mennesket ved troen også skal afdø fra synden. For SK er det at afdø også »at gjennemlide den Smerte, at Gud for En virkelig bliver Aand, hvorved Kjendet [kendetegnet] paa Guds-Forholdet bliver Lidelse.« NB26:40, i SKS 25, 46,34-36.

I trykt udgave: Bind 25 side 319 linje 34

at leve som en Afdød : 319,34.

I trykt udgave: Bind 25 side 320 linje 8

det at døe saligt : formentlig allusion til Fil 1,21, hvor 👤Paulus skriver: »for mig er livet Kristus, og døden en vinding«.

I trykt udgave: Bind 25 side 320 linje 10

i Maximum : i det højeste.

I trykt udgave: Bind 25 side 320 linje 16

betrygget : sikret.

I trykt udgave: Bind 25 side 320 linje 22

Correctiv : dels korrigerende alternativ, dels sandhedsprøve.

I trykt udgave: Bind 25 side 320 linje 22

Affald fra Χstd : 311,36.

I trykt udgave: Bind 25 side 320 linje 23

gavtyveagtige : bedrageriske med bibetydning af lumske, snedige.

I trykt udgave: Bind 25 side 320 linje 24

Ro, Ro til at nyde Livet : 315,17.

I trykt udgave: Bind 25 side 320 linje 24

Gavtyvestreger : gavtyveagtige handlinger ( 320,24).

I trykt udgave: Bind 25 side 320 linje 28

Fruentimer : dvs. fruentimmer, kvinder.

I trykt udgave: Bind 25 side 320 linje 28

Gavtyvestreeg : gavtyveagtig handling ( 320,24).

I trykt udgave: Bind 25 side 321 linje 2

Levebrødet og Carrieren : 309,35.

I trykt udgave: Bind 25 side 321 linje 11

Declamator : talekunstner, kunsttaler; person, der deklamerer.

I trykt udgave: Bind 25 side 321 linje 20

bliver han modbydelig mod : føler han stærkt ubehag, væmmelse ved, nærer han afsky over for.

I trykt udgave: Bind 25 side 321 linje 25

Slikkerie : slik; noget ubetydeligt, værdiløst; kæleri.

I trykt udgave: Bind 25 side 321 linje 30

Biskop Mynsters: 298,23.

I trykt udgave: Bind 25 side 322 linje 1

trindt : rundt omkring.

I trykt udgave: Bind 25 side 322 linje 7

ret : virkelig, for alvor.

I trykt udgave: Bind 25 side 322 linje 7

Fløilet : hentyder til, at 👤Mynster som biskop over 📌Sjællands stift bar ornat i fuld fløjl ( 300,31).

I trykt udgave: Bind 25 side 322 linje 10

i dette Liv afgjøres Din Evighed : se fx Matt 25,31-46 om verdensdommen, hvor 👤Jesus beretter, hvorledes alle folkeslag skal samles foran Menneskesønnens trone, og han skal skille dem i to grupper. De retfærdige skal han stille ved sin højre side, og de skal arve evigt liv; for alt, hvad de har gjort mod en af hans mindste brødre, har de gjort mod ham: givet ham noget at spise, da han var sulten, og noget at drikke, da han var tørstig, taget imod ham, da han var fremmed, givet ham tøj, da han var nøgen, taget sig af ham, da han var syg, og besøgt ham, da han var i fængsel. De forbandede skal han stille ved sin venstre side, og de skal gå bort til evig straf; for alt, hvad de ikke har gjort mod ham, har de heller ikke gjort mod en af de mindste: ikke givet ham noget at spise, da han var sulten, og noget at drikke, da han var tørstig, ikke taget imod ham, da han var fremmed, ikke givet ham tøj, da han var nøgen, ikke taget sig af ham, da han var syg, og ikke besøgt ham, da han var i fængsel.

I trykt udgave: Bind 25 side 322 linje 16

holde (...) sig (...) uden for Legen, som det hedder : Udtrykket er ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 25 side 322 linje 21

afgjort, næsten før de blive født, at de ere Χstne : Endnu i 1854 var det ved lov enhver påtvunget at blive døbt; tvangsdåb blev først ophævet i marts 1857.

I trykt udgave: Bind 25 side 322 linje 23

Narrestreg : en nars påfund; naragtigt, tåbeligt, absurd påfund el. foretagende.

I trykt udgave: Bind 25 side 322 linje 28

Biskop Mynster : 298,23.

I trykt udgave: Bind 25 side 323 linje 1

Stephanus : den mest fremtrædende blandt de syv fattigforstandere, som blev indsat for at varetage 'tjenesten ved bordene' i menigheden i 📌Jerusalem (ApG 6,1-6); forkynder af evangeliet på linje med apostlene. 👤Stefanus bragtes for det jødiske råd, Synedriet, anklaget ved falske vidner for at have talt imod templet og Moseloven (ApG 6,8-15), og holdt her en forsvarstale (ApG 7,2-53), men blev slæbt uden for byen og stenet (ApG 7,54-60).

I trykt udgave: Bind 25 side 323 linje 1

I den Prædiken over Stephanus ... lader os ... sige Stephanus det efter: jeg seer Himmelen aaben : henviser til introduktionen af temaet i biskop 👤Mynsters prædiken over ApG 6,8-16 og 7,54-60 (epistelteksten) til 2. juledag, nr. XII »Jeg seer Himlene aabne, og Jesum staaende ved Guds høire Haand« i »Prædikener holdte i Aaret 1851« i Prædikener holdte i Aarene 1851 og 1852, 📌Kbh. 1853, ktl. 234, s. 169: »Lader os, mine Medchristne, forsøge, om vi kunne [kan] sige den herlige Martyr det efter: / 'Jeg seer Himlene aabnede, og Jesum staaende hos Guds høire Haand'.«

I trykt udgave: Bind 25 side 323 linje 2

i Fløiel : hentyder til, at 👤Mynster som biskop over 📌Sjællands stift bar ornat i fuld fløjl ( 300,31).

I trykt udgave: Bind 25 side 323 linje 6

Slægten : menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 25 side 323 linje 14

i Slægtskab med Gud : allusion til ApG 17,28-29, hvor 👤Paulus siger til athenerne: »For i ham [Gud] lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: 'Vi er også af hans slægt.' Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde.«

I trykt udgave: Bind 25 side 323 linje 19

tale om Udødelighed : hentyder til den dogmatiske lære om den individuelle udødelighed, jf.fx § 129 i 👤K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche, 4. udg., 📌Leipzig 1839 [1828], ktl. 581 (forkortet Hutterus redivivus oder Dogmatik), s. 330: »Im christl.[ichen] Bgr. [Begriff] des Todes liegt daher schon die Unsterblichk.[eit] als ein selbstbewusstes, ewiges Fortleben des Individuums.« Om samtidens store debat om sjælens udødelighed, se fx Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), i SKS 7, 158, og Christelig Taler (1848), i SKS 10, 213, med kommentarer.

I trykt udgave: Bind 25 side 323 linje 32

N-Videnskabernes uhyre Opsving i vore Tider : sml. fx journaloptegnelsen NB27:72, i SKS 25, 185-188, med kommentarer.

I trykt udgave: Bind 25 side 324 linje 2

fortvivlet om : tvivlet stærkt om, opgivet.

I trykt udgave: Bind 25 side 324 linje 3

»intet Mørke er halv saa sort« : citat fra 2. akt i 👤Adam Oehlenschlägers lystspil Aladdin, eller Den forunderlige Lampe i Poetiske Skrifter bd. 1-2, 📌Kbh. 1805, ktl. 1597-1598; bd. 2, s. 151, hvor købmand Bereddin om 👤Gulnare, sultanens datter, siger: »Hvo [hvem] skulde troe at Mørket kunde lyse? / Og dog er intet Mørke halv saa sort, / Som hendes store, straalerige Øie.«

I trykt udgave: Bind 25 side 324 linje 9

afdød : 319,34.

I trykt udgave: Bind 25 side 324 linje 18

klodderagtigt : klodset, kejtet.

I trykt udgave: Bind 25 side 324 linje 27

primitivt : oprindeligt, autentisk.

I trykt udgave: Bind 25 side 324 linje 28

Routinier : af fr., en, som ved lang øvelse har vundet færdighed og erfaring.

I trykt udgave: Bind 25 side 325 linje 1

ubillige : urimelige.

I trykt udgave: Bind 25 side 325 linje 10

nitid : elegant, fornem.

I trykt udgave: Bind 25 side 325 linje 11

lastværdig : dadelværdig, forkastelig.

I trykt udgave: Bind 25 side 325 linje 17

som jeg seer Chineserne ... 5 Cardinal-Dyder (Høflighed er den 5te) : sml. § 19 »Bestätigungen des dargelegten Fundaments der Moral« i 👤Schopenhauer Ueber die Grundlage der Moral i Die beiden Grundprobleme der Ethik ( 314,30), s. 252, hvor det oplyses, »daß die Chinesen fünf Kardinaltugenden (...) annehmen, unter welchen das Mitleid (...) obenansteht. Die übrigen vier sind: Gerechtigkeit, Höflichkeit, Weisheit und Aufrichtigkeit.« Se også kap. VIII »Zur Ethik«, § 110, i Schopenhauer Parerga und Paralipomena ( 314,30) bd. 2, s. 171: »Die Chinesen nennen fünf Kardinaltugenden: Mitleid, Gerechtigkeit, Höflichkeit, Wissenschaft und Aufrichtigkeit«.

I trykt udgave: Bind 25 side 325 linje 19

vi forskylde: gør os skyldige i, forvolder.

I trykt udgave: Bind 25 side 325 linje 25

noget Canibalernes : noget menneskeæderi hos kanibalerne.

I trykt udgave: Bind 25 side 325 linje 26

ihjelslagne : slået ihjel.

I trykt udgave: Bind 25 side 325 linje 31

hine Herliges: 301,19.

I trykt udgave: Bind 25 side 326 linje 6

regner (...) paa : regner, kalkulerer med.

I trykt udgave: Bind 25 side 326 linje 9

lever (...) hen : henlever, tilbringer livet.

I trykt udgave: Bind 25 side 326 linje 15

staaer i det nye Testamente: at Skjøger og Toldere før Eder ... i Himmeriges Rige : henviser til Matt 21,31, hvor 👤Jesus til ypperstepræsterne og folkets ældste siger: »sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skiøger gaae for [før] Eder i Guds Rige« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 326 linje 22

Fritænker : 311,27.

I trykt udgave: Bind 25 side 326 linje 29

Forsagelse af denne Verden : formentlig allusion til Luk 14,33, hvor 👤Jesus siger til skarerne: »Saaledes og [også] Hver af Eder, som ikke forsager alt det, han haver, kan ikke være min Discipel« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 327 linje 4

vistnok : givetvis, helt sikkert.

I trykt udgave: Bind 25 side 327 linje 25

uden : undtagen.

I trykt udgave: Bind 25 side 327 linje 26

Marter-Døden : martyrdøden efter lidelser.

I trykt udgave: Bind 25 side 327 linje 30

der skulle: skal.

I trykt udgave: Bind 25 side 327 linje 31

Evighedens Regnskab : 315,12.

I trykt udgave: Bind 25 side 328 linje 3

Menigmand : 300,6.

I trykt udgave: Bind 25 side 327m linje 2

paa Retterstedet opsamler Blodet ... og bruger det som Lægemiddel : En kilde til oplysningen er ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 25 side 327m linje 2

Verdens Frelser : Betegnelsen anvendes i Joh 4,42 om 👤Jesus; men se også Joh 3,17.

I trykt udgave: Bind 25 side 328 linje 10

opæde disse Nedrige end ikke Enker og Faderløse : spiller på Matt 23,14, hvor 👤Jesus siger: »Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I opæde Enkers Huse, og paa Skrømt bede længe; derfor skulle [skal] I faae des haardere Dom« (NT-1819). Se også Jak 1,27. Om at plage, undertrykke el. berøve faderløse og enker, se fx 2 Mos 22,21; 5 Mos 24,19; Jer 7,6; Ez 22,7; Zak 7,10; Mal 3,5.

I trykt udgave: Bind 25 side 328 linje 15

Statskirke : 305,23.

I trykt udgave: Bind 25 side 328 linje 18

forraadnet : rådden.

I trykt udgave: Bind 25 side 328 linje 20

fremkoglet : fremtryllet.

I trykt udgave: Bind 25 side 328 linje 22

man kunne: kan.

I trykt udgave: Bind 25 side 328 linje 29

vise paa : pege hen på.

I trykt udgave: Bind 25 side 328 linje 29

i Charakteer : 310,34.

I trykt udgave: Bind 25 side 328 linje 31

trindt om : rundt omkring.

I trykt udgave: Bind 25 side 328 linje 33

am Ende : ty., til sidst, i sidste ende.

I trykt udgave: Bind 25 side 329 linje 1

skjult Inderlighed : sml. fx journaloptegnelsen NB20:74, formentlig fra aug. 1850, hvor SK skriver: »Efterhaanden som Bekymringen for virkelig at være Χsten, og Begeistringen ved virkelig at være det tog af, medens man da paa den anden Side dog hell. ikke ganske vilde bryde med Χstd. saa opkom den skjulte Inderlighed. Den skjulte Inderlighed fritager fra den egl. Forsagelse, og den fritog En fra hele Besværet med Lidelse for Χstd.s Sag. Det gik man da ind paa, og paa det Vilkaar vedblev man at være Christen, det convenerede [behagede].« SKS 23, 435,3-9. Og: »Det blev da forklaret som beundret[,] som Dannelse, at man saaledes i skjult Inderlighed kunde være Χsten, uden at 👤Satan selv skulde opdage, at den var derinde«, s. 435,28-30. Og videre: »Forresten tilstaaer jeg, at jeg selv baade som Ironiker og som Tungsindig har været en Elsker af den skjulte Inderlighed, og vist er det baade, at jeg har haft en Inderlighed, og at jeg har anvendt store Kræfter for at skjule den. Og der er ogsaa noget Sandt i den Undseelse, der skjuler sin Inderlighed. Men hvad mig angaaer, saa har jeg derimod stræbt at indrette mine Handlinger i Stræben efter det Christelige. Jeg har ikke forsikkret, at jeg i skjult Inderlighed var Christen, og saa forresten af alle Livsens Kræfter arrangeret mig verdsligt. Tvertimod, jeg har lagt et Skjul over min Inderlighed, seet ud som Egoisten, den Letsindige o: s: v: – og saa dog handlet saaledes, at jeg er kommet til at opleve de christelige Collisioner«, s. 435f. SK slutter optegnelsen således: »den skjulte Inderlighed var det just der skulde pirres ved, hvilket kun kan gjøres indirecte«, s. 436,30f.

I trykt udgave: Bind 25 side 329 linje 2

Charmant : fortræffeligt, yndigt.

I trykt udgave: Bind 25 side 329 linje 3

mod Vranglære : se fx Matt 7,15; 24,11.24; 2 Pet 2,1-22; 1 Joh 4,1; Jud 3-16, hvor der advares mod falske profeter og deres vranglære. Se også Rom 16,17, hvor 👤Paulus formaner romerne til at være agtpågivende over for dem, der er i modstrid med den lære, de har modtaget; 2 Kor 11,4-6; Gal 1,6-9, hvor Paulus går hårdt i rette med dem, der forkynder et andet evangelium end det, han selv har prædiket, og dem, der forvrænger Kristi evangelium; Ef 4,14, hvor Paulus ser frem til, at når alle er nået til enhed i tro og erkendelse af Guds Søn, skal de ikke længere føres på afveje af lumske menneskers tilfældige lærdomme; Kol 2,16-23, hvor Paulus advarer mod falske menneskebud fra dem, der ikke holder sig til Kristus; 2 Thess 2,3, hvor Paulus formaner thessalonikerne til ikke at lade sig forlede af 'lovløshedens menneske' forud for 'Herrens dag'; 1 Tim 1,3-7, hvor Paulus har sat 👤Timotheus til at sørge for, at der ikke føres vanglære i 📌Efesos; 1 Tim 4,1-5, hvor Paulus forudsiger, at nogle i de sidste tider skal falde fra troen, fordi de lytter til dæmoniske lærdomme, der udbredes ved løgnagtige læreres hykleri; 1 Tim 6,3, hvor Paulus fastslår, at den, der fører vranglære, er hovmodig; og 2 Tim 3,1-9, hvor Paulus advarer Timotheus mod ugudelighed og vranglære i de sidste tider. Se endvidere Hebr 13,9, hvor der advares mod at lade sig føre på afveje af fremmede lærdomme; Jak 5,20, hvor det siges, at den, der får en forvildet bror til at vende om fra sin vildfarelse, skjuler en mangfoldighed af synder; og 1 Joh 2,18-29, hvor der advares mod 👤Antikrist og dem, der vil vildlede de troende.

I trykt udgave: Bind 25 side 329 linje 19

mod Hyklerie : se fx Matt 6,2.5.16, hvor 👤Jesus advarer mod at gøre, som hyklerne gør; og Matt 7,5; 15,7; 22,18; 23,13.14.15.23.25.27.29 og Luk 12,56;13,15, hvor Jesus bruger den direkte tiltale 'I hyklere'. Se også Matt 23,28, hvor Jesus anklager farisæerne og de skriftkloge for indeni at være fulde af hykleri og lovløshed; og Mark 12,15, hvor han gennemskuer farisæernes og herodianernes hykleri; samt Luk 12,1, hvor han advarer folk mod farisæernes hykleri. Se endelig 1 Pet 2,1, hvor der formanes til at aflægge al hykleri.

I trykt udgave: Bind 25 side 329 linje 19

mod Gjernings-Hovmod : se fx Matt 23,5, hvor 👤Jesus retter den anklage mod farisæerne og de skriftkloge, at de gør alle deres gerninger for at vise sig for mennesker. Se også Rom 3,28, hvor 👤Paulus skriver, at et menneske gøres retfærdigt ved troen uden lovgerninger; Rom 4,6, hvor Paulus skriver, at Gud tilregner retfærdighed uden gerninger; Rom 9,31-32, hvor Paulus skriver, at da 📌Israel ikke søgte retfærdighedens lov af tro, men som om den kunne fås ved gerninger, nåede de ikke til en sådan lov; 1 Kor 1,28-29, hvor Paulus skriver, at det, som verden ser ned på og ingenting er, udvalgte Gud, for at ingen skal have noget at være stolte af over for Gud; Gal 2,16 og 3,11, hvor Paulus skriver, at intet menneske gøres retfærdigt af lovgerninger, men ved tro på Jesus Kristus; Ef 2,8-9, hvor Paulus skriver, at frelsen ikke skyldes gerninger, men skænkes af nåde ved tro, for at ingen skal have noget at være stolt af; 2 Tim 1,9, hvor Paulus om 👤Timotheus og sig selv skriver, at Gud ikke frelste og kaldte dem pga. af gerninger, men ved nåden i Kristus; Tit 3,5, hvor Paulus om 👤Titus og sig selv skriver, at Gud ikke frelste dem, fordi de havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig. Se også Jak 4,13-17, hvor der advares mod praleri.

I trykt udgave: Bind 25 side 329 linje 19

Extravaganser : dvs. ekstravagancer, udsvævelser.

I trykt udgave: Bind 25 side 329 linje 30

gaaer (...) hen : hengår, forløber.

I trykt udgave: Bind 25 side 329 linje 35

Veien er trang, kun Faae finde den : henviser til Matt 7,14, hvor 👤Jesus siger: »thi den Port er snever, og den Vei er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 330 linje 1

I skulle hades af Alle : henviser til Matt 10,22, hvor 👤Jesus i sin udsendelsestale til de tolv disciple siger: »Og I skulle [skal] hades af Alle for mit Navns Skyld; men den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 330 linje 1

den, som ihjelslaaer Eder skal mene at vise Gud en Dyrkelse : henviser til Joh 16,2, hvor 👤Jesus i sin afskedstale til sine disciple siger: »De skulle [skal] udelukke Eder af Synagogerne; ja den Tiid skal komme, at hver den, som ihielslaaer Eder, skal mene, han viser Gud en Dyrkelse« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 330 linje 1

Luther : 303,29.

I trykt udgave: Bind 25 side 330 linje 11

seer nærmere til: frem.

I trykt udgave: Bind 25 side 330 linje 12

altererede : forandrede (til det værre), forvanskede.

I trykt udgave: Bind 25 side 330 linje 15

»Vogter Eder for Dem ... i lange Klæder« : spiller på Matt 7,15 ( 309,17).

I trykt udgave: Bind 25 side 330 linje 18

Gud-Msket : Gud-Mennesket, dvs. Kristus ( 301,29).

I trykt udgave: Bind 25 side 330 linje 26

Abstraktum : af lat. 'abstractum', noget abstrakt, ukonkret.

I trykt udgave: Bind 25 side 331 linje 2

Slægten : menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 25 side 331 linje 2

1000 : 298,14.

I trykt udgave: Bind 25 side 331 linje 5

objektivt forkynde Χsti Lære : 311,16.

I trykt udgave: Bind 25 side 331 linje 5

Fritænkeren : 311,27.

I trykt udgave: Bind 25 side 331 linje 13

Docendo discimus : lat., »Ved at undervise lærer vi«. Den udbredte devise, hvis ophavsmand er ukendt, er inspireret af følgende passus i 👤Seneca Ad Lucilium epistulae (lat., Breve til Lucilius), 7, 8, hvor det hedder: »homines dum docent, discunt« (»når mennesker underviser, lærer de«). Jf. L. Annaei Senecae philosophi opera omnia bd. 1-5, stereotyp udg., 📌Leipzig 1832, ktl. 1275-1279; bd. 3, s. 13.

I trykt udgave: Bind 25 side 331 linje 17

siger Schopenhauer at dette dog ikke ubetinget er sandt ... forhindres i selv at lære Noget : henviser til følgende passage i § 6 »Vom Fundament der Kantischen Ethik« i 👤Schopenhauer Ueber die Grundlage der Moral i Die beiden Grundprobleme der Ethik ( 314,30), s. 141: »Man muß bedenken, daß vielen Gelehrten das unablässige Lehren vom Katheder und in Schriften zum gründlichen Lernen nur wenig Zeit läßt. Das docendo disco [lat., ved at undervise lærer jeg] ist nicht unbedingt wahr«. – ex cathedra: lat., fra katederet.

I trykt udgave: Bind 25 side 331 linje 18

Schopenhauer ivrer mod at behandle Moralen som Kant ... dette ideale Du skal ... uden Hensyn til om Nogen gjør det : henviser til § 4 »Von der imperativen Form der Kantischen Ethik« i 👤Schopenhauer Ueber die Grundlage der Moral i Die beiden Grundprobleme der Ethik ( 314,30), s. 119-126; se især s. 119, hvor Schopenhauer bringer følgende citat af Kant: »'In einer praktischen Philosophie ist es nicht darum zu thun, Gründe anzugeben von dem was geschieht, sondern Gesetze von dem was geschehen soll, ob es gleich niemals geschieht'«, og hvortil han indvender: »Wer sagt euch, daß es Gesetze giebt, denen unser Handeln sich unterwerfen soll? Wer sagt euch, daß geschehen soll, was nie geschieht? – Was berechtigt euch dies vorweg anzunehmen und demnächst eine Ethik in legislatorisch-imperativer Form, als die allein mögliche, uns sofort aufzudringen? Ich sage, im Gegensatz zu Kant, daß der Ethiker, wie der Philosoph überhaupt, sich begnügen muß mit der Erklärung und Deutung des Gegebenen, also des wirklich Seienden oder Geschehenden, um zu einem Verständniß desselben zu gelangen, und daß er hieran vollauf zu thun hat, viel mehr als bis heute, nach abgelaufenen Jahrtausenden, gethan ist.« Lidt senere anfører Schopenhauer, at Kant er af den opfattelse, »daß ein moralisches Gesetz 'absolute Nothwendigkeit' bei sich führen soll«, og at Kant som eksempel på morallove anfører: »'du sollt (sic) nicht lügen'«. Se videre s. 124-126, hvor Schopenhauer diskuterer Kants 'Begriff der Pflicht'. Se endelig s. 125f., hvor Schopenhauer skriver: »Allerdings war schon vor Kant die Fassung der Moral in der imperativen Form und als Pflichtenlehre auch in der Philosophie in häufigem Gebrauch: nur gründete man dann auch die Moral selbst auf den Willen eines schon anderweitig bewiesenen Gottes, und blieb konsequent. Sobald man aber, wie Kant, eine hievon unabhängige Begründung unternahm, und die Ethik ohne metaphysische Voraussetzungen feststellen wollte, war man auch nicht mehr berechtigt jene imperative Form, jenes 'du sollst' und 'es ist deine Pflicht' ohne anderweitige Ableitung zum Grunde zu legen.« Se også § 6 »Vom Fundament der Kantischen Ethik«, s. 134-139. – Kant: 👤Immanuel Kant (1724-1804), ty. filosof, privatdocent 1755-69, fra 1770 prof. ved universitetet i 📌Königsberg.

I trykt udgave: Bind 25 side 331 linje 24

siger S., Moralen har ... at holde sig til det virkelige Liv ... indvende ... blev en Videnskab a la Astrologie ... Noget der ikke er til : henviser dels til § 13 »Skeptische Ansicht« i Ueber die Grundlage der Moral i Die beiden Grundprobleme der Ethik, s. 189-199; især s. 198, hvor 👤Schopenhauer skriver: »Man wird mir vielleicht entgegensetzen wollen, daß die Ethik es nicht damit zu thun habe, wie die Menschen wirklich handeln, sondern die Wissenschaft sei, welche angiebt, wie sie handeln sollen. Das ist aber gerade der Grundsatz, den ich leugne, nachdem ich im kritischen Theile dieser Abhandlung genugsam dargethan habe, daß der Begriff des Sollens, die imperative Form der Ethik, allein in der theologischen Moral gilt, außerhalb derselben aber allen Sinn und Bedeutung verliert. Ich setze hingegen der Ethik den Zweck, die in moralischer Hinsicht höchst verschiedene Handlungsweise der Menschen zu deuten, zu erklären und auf ihren letzten Grund zurückzuführen. Daher bleibt zur Auffindung des Fundaments der Ethik kein anderer Weg als der empirische, nämlich zu untersuchen, ob es überhaupt Handlungen giebt, denen wir ächten moralischen Werth zuerkennen müssen«. Dels til § 15 »Kriterium der Handlungen von moralischem Werth«, s. 206-208; især s. 206, hvor Schopenhauer skriver: »ich glaube, daß sehr Wenige seyn werden, die es bezweifeln und nicht aus eigener Erfahrung die Ueberzeugung haben, daß man oft gerecht handelt, einzig und allein damit dem Andern kein Unrecht geschehe, ja, daß es Leute giebt, denen gleichsam der Grundsatz, dem Andern sein Recht widerfahren zu lassen, angeboren ist, die daher Niemanden absichtlich zu nahe treten, die ihren Vortheil nicht unbedingt suchen, sondern dabei auch die Rechte Anderer berücksichtigen, die, bei gegenseitig übernommenen Verplichtungen, nicht bloß darüber wachen, daß der Andere das Seinige leiste, sondern auch darüber, daß er das Seinige empfange, indem sie aufrichtig nicht wollen, daß wer mit ihnen handelt, zu kurz komme. Dies sind die wahrhaft ehrlichen Leute, die wenigen Aequi [lat., venner] unter der Unzahl der Iniqui [lat., fjender]. Aber solche Leute giebt es.« Og videre s. 207: »Sollte aber dennoch Jemand darauf bestehn, mir das Vorkommen aller solcher Handlungen abzuleugnen; dann würde, ihm zufolge, die Moral eine Wissenschaft ohne reales Objekt seyn, gleich der Astrologie und Alchimie, und es wäre verlorene Zeit, über ihre Grundlage noch ferner zu disputiren. Mit ihm wäre ich daher zu Ende und rede zu denen, welche die Realität der Sache einräumen.«

I trykt udgave: Bind 25 side 331 linje 27

det Udmærkede : det begunstigede; det fortrinlige, særligt stillede.

I trykt udgave: Bind 25 side 332 linje 6

hvo : hvem.

I trykt udgave: Bind 25 side 332 linje 7

falde paa : få det indfald, finde på.

I trykt udgave: Bind 25 side 332 linje 7

Msk-Slægten : menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 25 side 332 linje 11

det Udmærkede : det begunstigede; det fortrinlige, særligt stillede.

I trykt udgave: Bind 25 side 332 linje 15

I den Tid, da man slog det Udmærkede ihjel : hentyder formentlig til martyrerne i kristendommens første århundreder ( 301,19).

I trykt udgave: Bind 25 side 332 linje 17

Min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig : hentyder til Matt 27,46, hvor 👤Jesus med et citat fra Sl 22,2 råber fra korset: »min Gud! min Gud! hvorfor haver du forladt mig?« (NT-1819). – hvi: hvorfor.

I trykt udgave: Bind 25 side 332 linje 30

er det (...) saa : forholder det sig således.

I trykt udgave: Bind 25 side 332 linje 32

staaer i »Til Selvprøvelse« ... enhver Martyr vil svagt opleve det Lignende : henviser til følgende passage i nr. II i Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet, 📌Kbh. 1851, s. 65, hvor det om den korsfæstede Kristus hedder: »Eet Suk endnu, det dybeste, det meest forfærdende: min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig! Denne Ydmygelse er Lidelsens Sidste. Du vil hos hans Efterfølgere i strengere Forstand, Blodvidnerne, finde svage Antydninger af det Samme. De have beraabt sig paa Gud og paa Guds Bistand, forladte af Alle have de – ja, hvad Under vel! – været og følt sig stærke, ved Guds Bistand. Da kommer der et Øieblik i det Sidste, og Sukket lyder: 'Gud har forladt mig'; 'altsaa I fik Ret, I mine Fjender, jubler nu, alt Det, jeg har sagt, var ikke sandt, en Indbildning, nu viser det sig: Gud er ikke med mig, han har forladt mig'« (SV2 12, 402).

I trykt udgave: Bind 25 side 332 linje 32

Gud-Msk. : Gud-Mennesket, dvs. Kristus ( 301,29).

I trykt udgave: Bind 25 side 333 linje 1

Luc: 14. Slutningen : henviser til Luk 14,28-35, hvor 👤Jesus til de skarer, der fulgte ham, siger: »Thi hvo [hvem] iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først, og beregner Bekostningen, om han haver hvad der hører til at fuldføre det med; at ikke, naar han faaer lagt Grundvold, og ei kan fuldende det, alle, som see det, skulle [skal] begynde at spotte ham, og sige: Dette Menneske begyndte at bygge, og kunde ikke fuldende det. Eller, hvilken Konge, som drager i Krig, at stride imod en anden Konge, sidder ikke først, og beraader sig [rådslår, overvejer], om han er mægtig til, med ti tusinde at møde den, som kommer mod ham med tivetusinde? Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred. Saaledes og Hver af Eder, som ikke forsager alt det, han haver, kan ikke være min Discipel. Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? Det tiener hverken til Jord eller til Giødning; de kaste det ud. Hvo som haver Øren at høre med, han høre!« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 333 linje 8

anpriste : anbefalede.

I trykt udgave: Bind 25 side 333 linje 10

mærkelige : bemærkelsesværdige.

I trykt udgave: Bind 25 side 333 linje 22

deres Portrait udkommer : hentyder formentlig til Dansk Pantheon. Et Portraitgalleri for Samtiden, udg. af Em. Bærentzen & Comp., nr. 1-45, [📌Kbh.] 1842-51, hvor hvert nr. »bestaaer af et fiint lithographeret Portrait trykt paa Tonepapiir, samt ledsaget af en kort biographisk Notits«. Værket indeholder portrætter af bl.a. 👤Bertel Thorvaldsen, nr. 13, biskop 👤Mynster ( 298,23), nr. 15, 👤N.F.S. Grundtvig ( 363,2), nr. 22, 👤J.L. Heiberg, nr. 25, 👤H.C. Andersen, nr. 30, 👤St. St. Blicher, nr. 32, 👤F.C. Sibbern, nr. 36, 👤E.C. Tryde, nr. 43, og 👤H.L. Martensen ( 317,5), nr. 44.

I trykt udgave: Bind 25 side 333 linje 22

vantro Thomas : Om apostelen 👤Thomas' vantro, se Joh 20,24-29.

I trykt udgave: Bind 25 side 333 linje 24

Daguereotypen: dvs. daguerreotyp, apparat til frembringelse af daguerreotypier, billeder, fremstillet på grundlag af den teknik, der var udviklet af den fr. maler 👤L.J.M. Daguerre (1787-1851) og den fr. fysiker 👤J.N. Niepche (1765-1833), og som ved den fr. stats betaling blev gjort til almeneje i 1839. Opfindelsen, der gjorde det muligt på en våd metalplade at optage et positiv-billede i ét eksemplar, spredte sig hurtigt i 📌Europa og 📌USA. I 📌Danmark blev de første daguerreotypier optaget i begyndelsen af 1842.

I trykt udgave: Bind 25 side 333 linje 28

de Udmærkede : de berømte, fremstående.

I trykt udgave: Bind 25 side 333 linje 29

Affectation : forstillelse el. påtaget væsen, der søger at vinde en umiddelbar fordel. I journaloptegnelsen JJ:497, fra 1846, bestemmer SK udtrykket som »Tillyvelse«, idet den affekterede »tillyver sig Noget«, i SKS 18, 305.

I trykt udgave: Bind 25 side 334 linje 4

Skinhellighed : det at anstille sig hellig, at hykle fromhed.

I trykt udgave: Bind 25 side 334 linje 4

sin timelige Bedrift : sin verdslige næringsvirksomhed, sit borgerlige erhverv.

I trykt udgave: Bind 25 side 334 linje 9

en Straffe-Colonie : koloni af deporterede forbrydere (straffefanger) el. arbejdskoloni for forbrydere.

I trykt udgave: Bind 25 side 334 linje 13

Slægten : generationen.

I trykt udgave: Bind 25 side 334 linje 17

da jeg signaliserede Grinet ... frivilligt valgte ... at udsætte mig derfor : sigter til SKs angreb på det satiriske ugeskrift Corsaren. Som svar på 👤P.L. Møllers kritik af Stadier paa Livets Vei (1845) i artiklen »Et Besøg i Sorø« i årbogen Gæa for 1846 skrev SK under pseudonymet Frater 👤Taciturnus en avisartikel, hvori han identificerede P.L. Møller med Corsaren, se »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« i Fædrelandet den 27. dec. 1845 (nr. 2078, sp. 16653-16658 (SV2 13, 459-467)). Samtidig bad han om selv 'at komme i Corsaren', da han ikke kunne acceptere, at han som den eneste da. forfatter ikke hidtil var blevet skældt ud, men kun lovprist af bladet. Corsaren svarede med at bringe en række satiriske artikler om, allusioner til og karikaturtegninger af SK (se SKS K20, 41-44), første gang den 2. jan. (nr. 276) og herefter regelmæssigt frem til den 17. juli 1846 (nr. 304); efter 👤M.A. Goldschmidts afgang som redaktør i okt. 1846 fortsatte drillerierne, sidst den 16. feb. 1849 (nr. 439). Efter den anden Corsar-artikel den 9. jan. 1846 (nr. 277) svarede SK, atter under pseudonymet Frater Taciturnus, i Fædrelandet den 10. jan. 1846 (nr. 9, sp. 65-68) med »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« (SV2 13, 468-471); heri skriver han, at han har gjort »Skridtet for Andres Skyld«, nemlig det skridt »selv at begjere at blive udskjeldt« (SV2 13, 468). Corsarens angreb medførte, at SK blev chikaneret og grint ad på gaden. Om angrebet på Corsaren, se fx Om min Forfatter-Virksomhed, 📌Kbh. 1851, s. 11, noten: »Den literaire Foragteligheds Presse havde naaet en frygtelig uproportioneret Udbredelse: oprigtigt talt, jeg troede, hvad jeg gjorde tillige var en Velgjerning; den blev af Adskillige blandt Dem, ogsaa for hvis Skyld jeg udsatte mig saaledes, lønnet – ja, som en Kjerligheds-Gjerning gjerne lønnes i Verden, og blev, ved Hjælp af denne Løn, en sand christelig Kjerligheds-Gjerning« (SV2 13, 532, noten).

I trykt udgave: Bind 25 side 334 linje 23

Forargelse : anstød.

I trykt udgave: Bind 25 side 334 linje 31

lumpne : usle, skammelige.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 1

Mskslægtens: menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 5

Samtidighedens: samtiden.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 6

Genus : lat., slægt, art.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 8

Livkjole : herredragt, normalt nående til knæene og forsynet med ærmeopslag, enkelt række knapper og vide skøder.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 20

Vistnok : helt sikker.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 20

kaster : (om dyr) føder.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 23

skuffer : bedrager.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 26

sandseligt : for sanserne.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 27

sandselig : som angår den sanselige verden, verdslig.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 28

primitivt : oprindeligt, autentisk.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 31

prisede : lovpriste, berømmede.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 34

Tilforladelighed : (følelse af) vished, sikkerhed.

I trykt udgave: Bind 25 side 335 linje 34

I »den hvide Dame«, der er en ung Second-Lieutenant ... derpaa byder 70,000 : gengivelse af handlingen i 2. akt, 11. scene, i Den hvide Dame, syngespil i tre akter af den fr. forfatter 👤A.E. Scribe (La dame blanche, 1825) til musik af den fr. komponist 👤F.A. Boieldieu (el. Boyeldieu), se Den hvide Dame, overs. af 👤Th. Overskou, 📌Kbh. 1826, s. 60-64. Under auktionen over godset Avenel lyder den unge sekundløjtnant Georg Browns første bud, efter befaling fra 'den hvide dame', ikke på 40.000, men på 30.000 daler. Og efter at auktionarius på modbyderens krav har oplæst lovens bestemmelse om, at køberen skal betale beløbet inden middag, ellers bliver han uden søgsmål straks sat i fængsel, byder løjtnanten 80.000 og ikke 70.000 daler. I 3. akt, 5. scene, s. 73, fremviser Georg Brown sin tomme pung for at bevidne, at han ingen penge har. I finalen afsløres det, at løjtnanten i virkeligheden er Chrystan, søn af den afdøde greve, og at den kvinde, der har optrådt tilsløret som 'den hvide dame', er 👤Anna, et forældreløst barn, der er opdraget sammen med ham på godset, og som fra den afdøde grevinde ved, at greven, da han måtte gå i landflygtighed, havde skjult et millionbeløb i statuen 'den hvide dame' på godset. Pga. sin lavere stand har Anna været hemmeligt forelsket i Chrystan. Tilsvarende har løjtnant Georg Brown uden at vide, at det var Anna, været forelsket i hende, siden hun reddede hans liv, da han var blevet såret under et slag ved 📌Hannover. Nu kan beløbet på de 80.000 daler betales af det skjulte beløb og de to unge elskende forenes. – Stykket blev første gang opført på 📌Det kgl. Teater i okt. 1826 og derpå godt 75 gange frem til den 31. marts 1854. – 4 ß: 4 skilling, fast udtryk for et meget lille beløb; ß er gængs forkortelse for skilling ( 305,30).

I trykt udgave: Bind 25 side 336 linje 7

stikker i : ligger, gemmer sig i.

I trykt udgave: Bind 25 side 336 linje 14

bag ved ham staaer et usynligt Væsen ... tilhvidsker ham: byd til, byd til : hentyder til 2. akt, 11. scene, i Den hvide Dame, s. 60, hvor 👤Anna, tilsløret i hvide klæder som 'den hvide dame', med lav stemme siger til sekundløjtnant Georg Brown: »Du kjender mit Hverv; thi adlyd!« Hvorpå han under auktionen fremsætter sit første bud. Og mens han fortsætter med at byde, siger hun sagte, s. 61: »Bliv kun ved og lad Dig ei skræmme!« Og lidt efter, s. 62, stadig sagte: »Bliv ved!« Og da lovens bestemmelse er blevet oplæst, siger hun sagte, s. 63: »Byd dristigt!«

I trykt udgave: Bind 25 side 336 linje 14

I Jødedommen der slap den Troende ... det var blot Prøvelse : se fx beretningen i 1 Mos 22,1-19, hvor det fortælles, at Gud satte 👤Abraham på prøve og befalede, at han skulle ofre sin søn 👤Isak. Abraham gjorde, som Gud havde sagt, men da han havde bygget et alter, bundet Isak, lagt ham oven på brændet på alteret og taget kniven for at dræbe ham, råbte en Herrens engel til Abraham: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn«, v. 12. Abraham fik nu øje på en vædder, der sad fast i et krat bagved, og han ofrede vædderen i stedet for Isak. Da råbte Herrens engel igen til Abraham: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig«, v. 15-18. Sml. Frygt og Bæven (1843), i SKS 4, især 105-119.

I trykt udgave: Bind 25 side 336 linje 23

det ikke er Christus der henvender sig ... lader dem komme til mig : henviser til beretningen i Mark 10,13-16: »Og de førte smaa Børn til ham, at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem. Men der [da] 👤Jesus det saae, blev han vreed og sagde til dem: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem ikke, thi Guds Rige hører saadanne til. Sandelig siger jeg Eder: hvo [den] som ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, han skal ingenlunde komme ind i det. Og han tog dem i Favn, og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem« (NT-1819). Denne tekst indgik i dåbsritualet, se Forordnet Alter-Bog ( 312,28), s. 245.

I trykt udgave: Bind 25 side 336 linje 28

Admonition : advarsel, påmindelse, formaning.

I trykt udgave: Bind 25 side 336 linje 35

den Sætning om de spæde Børn ... at saadanne høre Guds Rige til : hentyder til Mark 10,13-16 ( 336,28).

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 4

Røveren paa Korset : hentydning til beretningen i Luk 23,39-43 om de to røvere på korset, hvoraf den ene sagde til den korsfæstede 👤Jesus: »Herre, kom mig ihu, naar du kommer i dit Rige.« Og Jesus sagde til ham: »sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiis« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 7

lever Livet hen : henlever, tilbringer livet.

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 8

vistnok : givetvis, helt sikkert.

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 15

afdøde Biskop M. : 👤Mynster ( 298,23).

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 17

stadsede : levede flot, tog sig flot ud, brillerede.

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 18

den Indvending ... gjort mig, var, at Mit var for høit : sml. journaloptegnelsen NB24:99, fra juni 1851, hvor SK skriver: »mine Opgaver ere altid saa curieuse, at Folk i Almdl. ikke om det gjaldt deres Liv kunne [kan] blive kloge paa, hvad det er jeg strider for. / Dette forstaaer 👤Mynster til en vis Grad. Hvad han saa tidt har sagt til mig: Det er for høit. Men sandeligen han er ikke for høi til paa en lurvet [ussel] Maade at benytte sig deraf. / Hvor anderledes, hvis Mynster var noget ophøiet; thi saa vilde han ikke forraade Det, som er høit; det bliver nemlig just derved 'for høit' derved, at han er en saa aldeles verdsliggjort Existents.« SKS 24, 381,14-22. Hvornår Mynster har fremsat denne indvending, har SK ikke opregnet.

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 20

deeltog ... selv i Lurvethedens Lumpenhed mod mig : hentyder måske til, at 👤Mynster forholdt sig passiv under Corsarens angreb på SK ( 334,23). Der kan også være tænkt på, at Mynster i sit skrift Yderligere Bidrag til Forhandlingerne om de kirkelige Forhold i Danmark, 📌Kbh. 1851, s. 5, skriver: »thi – som en udmærket fransk Forfatter, hvem vi takke Udgiveren af 'Nord og Syd' [dvs. 👤M.A. Goldschmidt] for at have gjort os bekiendte med, siger – der er intet agtværdigere, end 'et Folk, der forsvarer sine Sæder'.« Og at han i samme skrift sammenstillede SK og Goldschmidt, s. 44, hvor han skriver: »Iblandt de glædelige Fremtoninger, – vi optage dette Ord efter en af vore talentfuldeste Forfattere, – der under disse Forhandlinger have viist sig, er den Gienklang, en Røst har fundet, der nylig (see 'Fædrelandet' Nr. 26) hævede sig mod den 'Troen paa, at det er i det Udvortes, Feilen stikker, at det er en Forandring i det Udvortes, der behøves, Forandring i det Udvortes, der skal hielpe os,' mod den 'usalige Forvexling af Politik og Christendom, en Forvexling der saa let kan bringe en ny Art Kirke-Reformation op og i Mode, den bagvendte Reformation, der reformerende sætter et nyt Slettere istedenfor et gammelt Bedre.' Den begavede Forfatter vil tillade mig endnu til Slutning at laane hans Ord: 'At Christendommen, som har Livet i sig selv, skal frelses ved de frie Institutioner, dette er i mine Tanker en aldeles Miskiendelse af Christendommen, der, hvor den er sand i sand Inderlighed, er uendelig høiere og uendelig friere, end alle Institutioner, Constitutioner o. s. v.'« Med udtrykket 'Fremtoninger' sigtes til Goldschmidt, der i Nord og Syd. Et Maanedskrift bd. 5 »Første Qvartal 1849«, Kbh. 1849, s. 143f., havde foreslået 'Fremtoning' som oversættelse af det ty. 'Erscheinung', hvilket efterhånden vandt indpas i sproget. Citaterne fra Fædrelandet, nr. 26, stammer fra SKs artikel »Foranlediget ved en Yttring af Dr. 👤Rudelbach mig betræffende [angående]« i Fædrelandet, nr. 26, den 31. jan. 1851, s. 101f. (SV2 13, 472-480). SK udarbejdede i løbet af 1851 utallige udkast til en polemik mod Mynster pga. dennes ytring (se Pap. X 6 B 171-208). – Lurvethedens: usselhed. – Lumpenhed: usselhed, skammelighed.

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 21

begunstiget ved Uafhængighed : sigter til, at SKs far, 👤Michael Pedersen Kierkegaard, ved sin død i 1838 efterlod sig en formue, der i marts 1839 blev opgjort til o. 125.000 rigsdaler ( 305,30), som SK og hans ældre bror 👤Peter Christian arvede. SKs andel udgjorde 31.335 rigsdaler, til dels i fast ejendom, aktier og obligationer (jf. 👤F. Brandt og 👤E. Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., 📌Kbh. 1993 [1935], s. 67-69). SKs formueforhold i 1846-48 lader sig kun fastlægge omtrentligt; men af sine arvede aktier solgte han den sidste i marts 1847, mens den sidste kgl. obligation blev afhændet i dec. 1847 (jf. Søren Kierkegaard og pengene, s. 69-71). Herefter havde SK ingen renteindtægter af aktier og obligationer og måtte i de kommende år yderligere udhule formuen. Ved juletid samme år solgte SK sit barndomshjem på 📌Nytorv. Salgsprisen var 22.000 rigsdaler, hvoraf Peter Christian lod sin første prioritet på 7.000 rigsdaler blive stående i ejendommen, hvorimod SK fik en anden prioritet på 5.000 rigsdaler med 4% rente, en bankhæftelse på 753 rigsdaler (solgt i dec. 1849 for 757 rigsdaler) og i jan. 1848 en kontant udbetaling på 10.000 rigsdaler. Udbetalingen blev delvis investeret i aktier og kgl. obligationer; på obligationerne mente han at have tabt 700 rigsdaler, se journaloptegnelsen NB7:114, fra nov. 1848, i SKS 21, 138,29-34, og 138m,2-4, og Søren Kierkegaard og pengene, s. 86-90.

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 25

Hans første Præstation ... Alt er vundet : sigter til Enten – Eller (1843) og dens succes ( 337,35).

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 27

de sande Herlige : 301,19.

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 33

støder han, bestandig efter den ... meest indviede Overveielse, fra : se fx Om min Forfatter-Virksomhed, 📌Kbh. 1851, hvor SK skriver, s. 10f.: »Endeligen er atter denne Forfatterskabets Bevægelse afgjørende mærket af Reflexion, eller den er Reflexionens. Ligefrem begynder man med enkelte, nogle faa Læsere, og Opgaven eller Bevægelsen er saa at samle Mængde, at faae sig et Abstraktum: Publikum. Her begyndtes, maieutisk, med Sensation, og med hvad dertil hører, Publikum, som altid er med, hvor der er Noget paafærde; og Bevægelsen var, maieutisk, at ryste 'Mængde' af for at faae fat i 'den Enkelte' religieust forstaaet. Just i det samme Øieblik, da den Sensation, 'Enten – Eller' vakte, var paa sit Høieste, just i det samme Øieblik udkom 'to opbyggelige Taler' 1843, der anbragte Formlen, som siden blev stereotyp gjentaget 'den søger hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemlighed kalder min Læser'. Og just i det critiske Øieblik, da 'Afsluttende Efterskrift' (...) var afleveret til Bogtrykkeren, for at Trykningen snarest muligt skulde paabegyndes, og Udgivelsen altsaa vel snart maatte paafølge: just i det Øieblik gjorde en Pseudonym, og paa det dertil hensigtsmæssigste Sted, i en Blad-Artikel [ 334,23], den størst mulige Anstrengelse for at støde fra i Retning af Publikum; og derpaa begyndte den afgjørende religieuse Produktivitet« (SV2 13, 531f.).

I trykt udgave: Bind 25 side 337 linje 35

hidser Middelmaadigheden mod sig : 334,23. – hidser (...) mod: opildner til kamp mod.

I trykt udgave: Bind 25 side 338 linje 7

Nedsættelse : noget nedsættende, bagvaskelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 338 linje 10

som jo er: ikke.

I trykt udgave: Bind 25 side 338 linje 17

disse (...) ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 338 linje 20

tillyve mig : tillægge mig (noget) ved løgn.

I trykt udgave: Bind 25 side 338 linje 22

som Biskop M. ønsker det, i min Grav som en ærlig Mand : 338,31.

I trykt udgave: Bind 25 side 338 linje 25

hine Herlige : 301,19.

I trykt udgave: Bind 25 side 338 linje 28

Hans »Erindringer« ender omtrent med dette Ønske : henviser til 👤J.P. Mynster Meddelelser om mit Levnet, [posthumt udg. af sønnen 👤F.J. Mynster], 📌Kbh. 1854, s. 291, hvor Mynster slutter sine erindringer således: »Men hvad enten den mig endnu beskikkede Tiid skal være lidet længere eller kortere, saa giør jeg den gamle Psalmedigters Bøn til min: / Vend Synd og Skam kun af, / At med et ærligt Navn jeg lægges i min Grav!« Bogen var blevet averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 84, den 8. april 1854.

I trykt udgave: Bind 25 side 338 linje 31

besviget : sjældnere form for: besveget.

I trykt udgave: Bind 25 side 338 linje 35

at Χstd. slet ikke er til : hentyder fx til I.f i »Standsningen« i »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, nr. I i Indøvelse i Christendom (1850), hvor det hedder: »Christenheden har afskaffet Christendommen, uden ret selv at vide det; Følgen er, at skal der gjøres Noget, maa man forsøge igjen at indføre Christendommen i Christenheden.« SKS 12, 49,33-35. Denne tese går som en rød tråd gennem hele bogen. Se fx nr. V i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom, hvor tesen lyder: »Christendommen er ganske bogstaveligen dethroniseret i Christenheden; men er den det, saa er den ogsaa afskaffet.« SKS 12, 221,29-31.

I trykt udgave: Bind 25 side 340 linje 1

faae Livsstraffene ... igjen : får dødsstraffene igen. Dødsstraf blev fuldbyrdet ved halshugning med håndøkse og skete offentligt. Fra 1800 og til 1892, hvor den sidste halshugning foregik, blev 137 civile henrettet på denne måde, dog kun ganske få, efter at den borgerlige straffelov af 1. juli 1866 trådte i kraft.

I trykt udgave: Bind 25 side 340 linje 8

faae Helvedstraffene igjen : Den lære om (evigt varende) helvedsstraffe (dvs. den lære om (evig) fordømmelse af de ugudelige, som skal straffes med (evigt varende) pine i 📌Helvede), der gjorde sig gældende i den ældre lutherske dogmatik, var efterhånden blevet mildnet, se fx følgende passage i § 132 »Damnatio et beatitudo aeterna« (»Evig fordømmelse og salighed«) i 👤K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik ( 323,32), s. 342: »Das weichliche Gefühl unsrer Zeit wagt nicht den furchtbaren Ernst des Bösen zu denken. Es giebt aber für ein ewiges u. [und] zum Reiche Gottes bestimmtes Wesen, das seinen Erlöser verschmäht hat, nur noch eine Weise am Reiche Gottes wider Willen teilzunehmen, dadurch daß es auf ewig ein Gegenstand der strafenden Gerechtigk.[eit] wird.« Se også SKs referat af § 30, pkt. 3 »Om den evige Fordømmelse og Helvedstraffene«, i 👤H.N. Clausens »Dogmatiske Forelæsninger« (1833-34), i SKS 19, 31f., især 32,10-24. Som belæg i NT for læren om (evigt varende) helvedsstraffe henvises bl.a. til Matt 25,41: »Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for 👤Djævelen og hans engle«; Mark 9,47-48: »(...) at kastes i Helvede, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes«; 2 Thess 1,9-10: »De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt.«

I trykt udgave: Bind 25 side 340 linje 10

Luther : 303,29.

I trykt udgave: Bind 25 side 340 linje 17

Luther ... meente, at Satan var saa forskrækkeligt efter ham : se fx kap. IX »Von dem Teufel und seinen Wercken« i D. Martin Luthers Tisch-Reden und andere erbauliche Gespräche ( 304,2) bd. 1, s. 272-316. Se især afsnittet »Dem teufel ist niemand zu gelehrt und zu geschickt, er kan ihn betriegen«, hvor Luther siger, s. 279: »Ich kan noch heutiges tages den satan nicht so von mir weg weisen, noch abtreiben, wie ich wol gern thun wolt. Auch kan ich Christum nicht also ergreifen und fassen, wie ihn mir die schrift vorstellet; sondern der teufel hat immerdar die sucht, daß er mir einen andern Christum einbilden will. Doch sollen wir unsern lieben HErrn GOtt dancken, der uns bisher in seinem heiligen wort, glauben und gebet erhält, daß wir wissen, wie wir in der demuth und furcht vor ihm wandeln sollen, und auf unsere eigene weisheit, verstand, gerechtigkeit, kunst, stärcke und kräfte, uns gar nichts verlassen oder vermessen seyn«. Og afsnittet »Unnatürliche kranckheit D. 👤Martin Luthers vom teufel«, s. 294: »Meine kranckheit, sprach D. Martin Luther, die ich habe vom schwindel und ander ding, ist nicht natürlich, es hilft mich nichts, was ich nehme und thue, wiewol ich meinem artzt fleißig folge.« Desuden afsnittet »Vom teufel kömmt alle traurigkeit und schwermuth im menschen«, s. 295: »Ich solte frölich seyn, sagt D. Martin Luther, daß ich für freuden gantz gesund wäre, und nicht könte kranck werden für freuden. Aber der teufel gehet ohn unterlas allezeit umher, machet mich traurig und bekümmert, und wo ers selbst für sich ohne mittel nicht thut, thut ers durch mittel, ketzer, rotten-geister, falsche brüder und dergleichen, und das geschicht und widerfähret mir nur oft.« Og endelig afsnittet »Der satan fleucht die musica und kan frölichkeit nicht leiden«, hvor Luther siger, s. 296f.: »Das ist mir auch oft begegnet, daß, wenn ich ein messer habe in die hand genommen, so sind mir dergleichen böse gedancken eingefallen, und daß ich oft nicht habe beten können, und mich der teufel darüber aus der kammer gejaget hat. Denn wir haben die grossen teufel, welche doctores theologiæ [teologiske doktorer] sind. Die türcken und papisten haben schlechte und geringe teufel, welche nicht theologische, sondern nur juristische teufel sind.«

I trykt udgave: Bind 25 side 340 linje 18

Farten fra : bevægelsen, tilskyndelsen fra.

I trykt udgave: Bind 25 side 340 linje 30

underfundig : listig, snedig.

I trykt udgave: Bind 25 side 340 linje 32

alterere : forandre (til det værre), forvanske.

I trykt udgave: Bind 25 side 340 linje 34

fremkogle : fremtrylle.

I trykt udgave: Bind 25 side 340 linje 34

Børneværk : el. barneværk, en ubetydelighed, en bagatel.

I trykt udgave: Bind 25 side 341 linje 3

det at være Christen er at være Præst : hentyder måske til 1 Pet 2,5: »lad jer selv som levende sten bygge op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være 👤Jesus Kristus er kærkomne for Gud.« Og 1 Pet 2,9: »I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys«. Se også Åb 1,6, hvor det hedder, at Jesus Kristus »har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader«. Se videre Åb 5,10; 20,6.

I trykt udgave: Bind 25 side 341 linje 5

lever af Offer : hentyder formentlig til de frivillige pengegaver, kaldet 'offer', som menighedens medlemmer betalte deres præst ( 309,35).

I trykt udgave: Bind 25 side 341 linje 9

i sit Første : i sin førstning, i sin begyndelse, til at begynde med.

I trykt udgave: Bind 25 side 341 linje 17

Stamme-Peter : stamfader.

I trykt udgave: Bind 25 side 341 linje 24

faaer 3 Snese Æg for hvert Barn en Mutter i Menigheden avler : hentyder til de 'ofre' i form af naturalier, som medlemmer af menigheden ydede deres præst ( 309,35).

I trykt udgave: Bind 25 side 341 linje 25

Symboler : trosbekendelser og bekendelsesskrifter, jf. Libri symbolici ecclesiae evangelicae ( 297,31).

I trykt udgave: Bind 25 side 341 linje 31

mislig : betænkelig, tvivlsom.

I trykt udgave: Bind 25 side 341 linje 31

Alt Dette med at faste, Coelibat ... ufornuftig Gudsdyrkelse : se fx art. 26 »Om adskillelse mellem Spiser« i Confessio Augustana (lat., Den augsburgske Bekendelse), det første lutherske bekendelsesskrift fra 1530, hvor det hedder: »Det var en almindelig Troe ei blot hos Mængden, men og [også] hos dem, der lærte i Kirkerne, at Adskillelse mellem Spiser og lignende menneskelige Vedtægter vare Gjerninger, som tjente til at forhverve [erhverve] Naaden og fyldestgjøre for Synden. Og at Folk virkelig saaledes meente, det kan man kjende [vide] deraf, at dagligen opfandtes nye Ceremonier, nye Ordener, nye Festdage, nye Faste; og Kirkelærerne krævede disse Gjerninger som en nødvendig Dyrkelse til at fortjene Naaden, og gjorde Samvittighederne saare forskrækkede, naar noget deraf forsømtes. Af denne Mening om menneskelige Vedtægter ere mange skadelige Vildfarelser fulgte og indkomne i Kirken«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse med sammes, af Ph. Melanchthon forfattede, Apologie, overs. af 👤A.G. Rudelbach, 📌Kbh. 1825, ktl. 386 (forkortet Den Augsburgske Troesbekjendelse), s. 85. Se endvidere art. 23 »Om Præsters Ægteskab«, hvor det hedder: »Det har været en almindelig Klage over det forargelige Exempel, de Præster gave, som ei formaaede at holde sig kyske. (...) Da altsaa Præsterne hos os [reformatorerne] vilde flye hine offentlige Skjændsler, have de taget sig Ægtehustruer, og lært, at det stod dem frit at indgaae Ægteskab. (...) Thi Gud haver skabt Menneskene til at vorde frugtbare og mangfoldige I Mos. I, og ei staaer det i Menneskets Magt og Formue [formåen], uden en synderlig [særlig] Gave eller Værk af Gud at forandre Guds Skabnings Vilkaar. Derfor skulle [skal] de gifte sig, som ikke ere beqvemme [egnede] til eller have den Gave at kunne leve kyske og ugifte. Thi Guds Befaling og Guds Ordning kan ingen menneskelig Lov og intet Løfte gjøre til intet. Af disse Aarsager lære vore Præster, at det er Geistlige tilladt at gifte sig«, Den Augsburgske Troesbekjendelse, s. 74f. Og videre s. 76: »Efterdi nu dette haver sin faste Grund i Guds Ord (...) efterdi og [også] det urene Coelibat haver afstedkommet saa mangfoldig Forargelse, offentligt Skjørlevnet og andre aabenbare Laster (...) saa er det heel underligt, at man i intet Stykke har øvet grummere Strenghed end netop imod Præsternes Ægteskab (...): Gud selv befaler jo, at man skal holde Ægteskab udi Ære.«

I trykt udgave: Bind 25 side 341 linje 32

at paa Grund af at ... Liderligheden saa overhaandtagende ... maa vi anbringe Ægteskabet : 297,31.

I trykt udgave: Bind 25 side 341 linje 37

Concession : indrømmelse, tilståelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 3

paa disse symbolske Bøger aflægger Præsten Eed : sigter til præsteløftet, se »Juramentum, qvod in timore Domini præstabunt, qvi muneri Ecclesiastico initiabuntur« (»Eden, som i frygt for Herren skal aflægges af dem, der skal indvies til et kirkeligt embede« i Dannemarkes og Norges Kirke-Ritual, 📌Kbh. 1762 [1685] (forkortet Kirke-Ritualet), s. 379f.: »Ego N.N. juro & in conspectu Dei sanctè testor. (...) / Secundò promitto, me summâ diligentiâ allaboraturum, ut doctrina c/oe;lestis comprehensa scriptis Propheticis & Apostolicis & libris Ecclesiarum Danicarum Symbolicis auditoribus fideliter instilletur, sacramenta ad normam â Christo præscriptam decenter ac devotè administrentur, Disciplina Ecclesiastica diligenter exerceatur, Catechetica doctrina urgeatur; Ceremoniæ in Ecclesia receptæ observentur, nec qvidqvam contra Constitutiones Ecclesiasticas admittatur« (»Jeg, N. N., sværger og bevidner helligt i ærefrygt for Guds åsyn. (...) / For det andet lover jeg, at jeg med største omhu vil beflitte mig på, at den guddommelige lære, som er indeholdt i de profetiske og apostoliske skrifter og i den danske kirkes symbolske bøger, vil blive forkyndt rent og purt for menigheden, sakramenterne sømmeligt og andægtigt forvaltet efter den måde, Kristus har påbudt, den kirkelige formaning omhyggeligt udøvet og den kateketiske undervisning uafladeligt fastholdt; at de almindeligt antagne ritualer i kirken vil blive overholdt, og intet, der strider mod de kirkelige forordninger, tilladt«).

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 5

gjort Anskrig : råbt alarm.

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 6

Amphibolie : tvetydighed, dobbelttydighed.

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 11

Deri stikker : derpå beror, deri har sin grund, deri findes.

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 17

fra Slægt til Slægt : fra generation til generation.

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 17

i en vis objektiv Forstand Χstd. forkyndes som objektiv Lære : 311,16.

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 19

Gud-Msk. : Gud-Mennesket, dvs. Kristus ( 301,29).

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 24

simplement : fr., simpelt, ligefremt.

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 26

Differentser : distinktioner, forskelle i egenskaber, begavelse, evner o.l.

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 29

jeg kan ikke fornegte mig selv : allusion til Matt 16,24, hvor 👤Jesus siger til sine disciple: »vil Nogen komme efter mig, han fornægte sig selv, og tage sit Kors, og følge mig« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 32

Charmant : fortræffeligt, yndigt.

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 32

Disciplene : eleverne.

I trykt udgave: Bind 25 side 342 linje 37

de Udmærkede : de begunstigede, fortrinlige, særligt stillede.

I trykt udgave: Bind 25 side 343 linje 6

Falsationer : forfalskninger.

I trykt udgave: Bind 25 side 343 linje 8

det Goethiske, Hegelske at tilfredsstille Tiden : sml. følgende passage i kap. 3 »Styrelsens Part i mit Forfatterskab« i andet afsnit af Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, skrevet i 1848, posthumt udg. af 👤P.C. Kierkegaard, 📌Kbh. 1859, s. 68, noten, hvor SK skriver: »Jeg har ikke med den mindste Brøksdeel af den mig forundte Evne stræbt at udtrykke dette (som maaskee er at elske Menneskene): at Verden er god, elsker det Sande, vil det Gode, at Tidens Fordring er Sandhed, at Slægten er det Sande eller vel endog Gud, og Opgaven derfor (goethisk-hegelsk) at tilfredsstille Samtiden. Tværtimod, jeg har stræbt at udtrykke, at Verden, om den ikke er ond, er middelmaadig; at 'Tidens Fordring' altid er Daarskab og Taabeligheder; at Sandheden i Verdens Øine er en latterlig Overdrivelse eller en sær Overflødighed; at det Gode maa lide« (SV2 13, 613). – Goethiske: 👤J.W. Goethe ( 314,30). – Hegelske: 👤Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), ty. filosof og teolog, fra 1818 til sin død prof. i 📌Berlin. SK havde i sit bibliotek en række bind af Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (jf. ktl. 549-565 og 1384-1386).

I trykt udgave: Bind 25 side 343 linje 9

Association : forening, sammenslutning.

I trykt udgave: Bind 25 side 343 linje 12

længst : for længst.

I trykt udgave: Bind 25 side 343 linje 27

ret ønskeligt: virkelig.

I trykt udgave: Bind 25 side 343 linje 27

Erscheinung : ty., tilsynekomst, fænomen, fremtoning ( 337,21).

I trykt udgave: Bind 25 side 343 linje 28

tilsøes : til søs.

I trykt udgave: Bind 25 side 343 linje 31

de (...) kunne: kan.

I trykt udgave: Bind 25 side 344 linje 1

flau : flov; her i datidens primære betydning: kraftløs el. åndløs.

I trykt udgave: Bind 25 side 344 linje 3

en Historie af: fra.

I trykt udgave: Bind 25 side 344 linje 6

Gehalt : vedrører indhold, beskaffenhed, især det gedigne og kvalitative.

I trykt udgave: Bind 25 side 344 linje 8

psychologisk Experiment : se Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi (1843), i SKS 4, 7-96, og »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?' En Lidelseshistorie. Psychologisk Experiment« i Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 173-454.

I trykt udgave: Bind 25 side 344 linje 9

Judas : 👤Judas Iskariot, en af Jesu tolv apostle, ham, der forrådte 👤Jesus, se Matt 26,14-16.48-50.

I trykt udgave: Bind 25 side 344 linje 12

Judas ... bekjendt for Alle var Forræderen : hentyder formentlig til, dels at de øvrige elleve apostle var til stede, da 👤Jesus under sit sidste måltid med dem udpegede 👤Judas som den, der skulle forråde ham, se især Joh 13,18-30. Dels at 👤Judas indgik aftale med ypperstepræsterne om at forråde Jesus mod en betaling på 30 sølvpenge, se Matt 26,14-15. Og dels at Judas kom sammen med en stor skare fra ypperstepræsterne og de skriftkloge, da han forrådte Jesus med et kys, mens Jesus opholdt sig i 📌Getsemane Have sammen de øvrige apostle, se Matt 26,47-50. – simplement: fr., simpelt, ligefremt.

I trykt udgave: Bind 25 side 344 linje 14

Styrelsen : Guds styrelse ( 302,33).

I trykt udgave: Bind 25 side 344 linje 28

hvad : hvor.

I trykt udgave: Bind 25 side 344 linje 34

Ligmands: el. ligemand, lighed.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 1

Aandløshedens Grin ... og Nederdrægtighed som er Bestialitet : 319,25 og 334,23.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 1

staaer (...) eneste : står ene, er enestående.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 3

Socrates : 👤Sokrates (o. 470-399 f.Kr.), gr. filosof; udviklede sin tænkning i dialog med sine samtidige; søgte gennem sin majeutiske metode (sin jordemoderkunst) at forløse andre, der i forvejen var svangre med viden, og at hjælpe dem af med deres vrangforestillinger, hvilket altid skete i samtalens form. Han blev anklaget for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve 📌Athens ungdom; en folkedomstol i Athen kendte ham skyldig, og han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro. Han har intet skriftligt efterladt sig; hans karakter, samtalekunst og lære er hovedsagelig blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig af 👤Aristofanes i komedien Skyerne, af 👤Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og af 👤Platon i dialogerne.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 3

Du ædle eenfoldige Vise : en af SK ofte anvendt betegnelse for 👤Sokrates.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 3

Retirade : tilbagetog, tilbagetrækning.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 7

det Kloster, fra hvilket Luther (...) brød ud : 303,29.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 8

det pavelige Politie : hentyder formentlig til jesuitterne, hvis orden »👤Jesu Selskab«, stiftet af spanieren 👤Ignatius af Loyola i 1534 og stadfæstet af pave 👤Paul III i 1540, blev grundlagt som en reaktion imod reformationen med det sigte at tilbagevinde de troende for Den rom.-katolske Kirke og i det hele taget bevare pavens autoritet over kirken. Jesuitterne gik ofte hårdhændet frem og tvang de kristne til at indordne sig under kirken og dens lære ved magtanvendelse, intriger og bagvaskelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 10

Feilen var ... at dette betragtedes som overordentlige Χstne : sml. art. 27 »Om Munkeløfte« i Confessio Augustana, hvor det hedder: »Fordum traad de sammen i Klostre, for at undervises; nu forestille de det som et særeget Slags Levnet, indstiftet til at fortjene Naaden og Retfærdiggjørelsen: ja de sige aabenbart, at det er en hellig og fuldkommen Stand, og foretrække den langt [frem for] alle andre af Gud forordende Stænder«, Den Augsburgske Troesbekjendelse ( 341,32), s. 95. Og videre s. 99: »Desforuden fordunkles Guds Bud og den rene Gudsdyrkelse, naar Folk høre, at alene Munkene skulle [skal] være i den christelige Fuldkommenheds Stand; thi den christelige Fuldkommenhed bestaaer i alvorligen at frygte Gud, og dog have stor Tillid og Fortrøstning formedelst [ved] Christum til at vi have en naadig Gud, at bede og paakalde Gud og visseligen forvente Hjelp af Ham i alle Ting at udføre, som høre til vort lovlige Kald, og saa gjøre de udvortes gode Gjerninger flittigen og røgte hver sit Kald.« Og s. 100: »En god og fuldkommen Stand i Livet er den, som haver Guds Befaling. Og herom var det nødvendigt, at Folk bleve paamindede.« Og endelig s. 101: »Saa mange og ugudelige Meninger og Vildfarelser ere knyttede til denne Forestilling om Klosterløfter, nemlig at man ved dem retfærdiggjøres, at deri bestaaer den christelige Fuldkommenhed, at man saaledes holder baade Guds Bud og de evangeliske Raad, at de have Gjerninger tilovers til at gjøre Fyldest med for andre. Hvilket alt, da det er falsk og opdigtet, gjør Klosterløfterne magtesløse og ugyldige.« – ordentlige: almindelige, ordinære.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 12

Svinget : omsvinget, vendingen (hvorved man bevæger sig ind på en anden vej el. i en anden retning).

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 18

kjendeligt paa : til at kende på, kendetegnet ved.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 22

stadsede : tog sig flotte ud, prangede, brillerede.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 28

Gymnastik : (åndelig) legemsøvelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 29

god Nat : talemåde som opgivende el. afvisende udtryk for, at det er forbi med de gode udsigter, er ude med noget.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 30

Qvatrillioner : dvs. kvadrillion, en million i fjerde potens.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 31

gjort (...) kjendeligt: tydeligt.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 33

Mskslægtens: menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 25 side 345 linje 34

Styrelsen : Guds styrelse ( 302,33).

I trykt udgave: Bind 25 side 346 linje 3

uendelig er Kjerlighed : formentlig allusion dels til 1 Joh 4,8: »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed«, dels til 1 Joh 4,16: »Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.«

I trykt udgave: Bind 25 side 346 linje 3

uendelig klog : jf. kap. 1, tredje afsnit »Hvad Skriften lærer om Guds Væsen og Egenskaber«, § 5, i Balles Lærebog ( 301,29), s. 14: »Gud er alviis, og haver altid det bedste Øiemærke [øjemed] i sine Beslutninger, samt vælger altid de bedste Midler, til at udføre dem.«

I trykt udgave: Bind 25 side 346 linje 4

trods Nogen : så godt som el. mere end nogen anden.

I trykt udgave: Bind 25 side 346 linje 5

sympathetisk : egl. 'samlidende', medlidende, medfølende, velvillig.

I trykt udgave: Bind 25 side 346 linje 5

tilstaae : 306,39.

I trykt udgave: Bind 25 side 346 linje 10

summa summarum : lat., summernes sum; det endelige resultat.

I trykt udgave: Bind 25 side 346 linje 19

forraadnede : rådne.

I trykt udgave: Bind 25 side 346 linje 27

am Ende : ty., til sidst, i sidste ende.

I trykt udgave: Bind 25 side 346 linje 31

Sindrighed : listighed, snedighed.

I trykt udgave: Bind 25 side 346 linje 33

item : lat., fremdeles, ligeledes.

I trykt udgave: Bind 25 side 347 linje 8

Navne-Christne : som kun er kristne af navn.

I trykt udgave: Bind 25 side 347 linje 9

Jo, jeg takker : ironisk-foragteligt udtryk, svarende til: jo tak!

I trykt udgave: Bind 25 side 347 linje 15

Docenterne ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 347 linje 17

Plebs : lat., folket; pøbel, den store, forskelsløse hob.

I trykt udgave: Bind 25 side 347 linje 21

i det Høieste : når man regner med det højest tænkelige, i bedste fald.

I trykt udgave: Bind 25 side 347 linje 22

en masse : fr., i mængde, i fællesskab.

I trykt udgave: Bind 25 side 347 linje 23

Loven – Evangeliet : sml. den paulinsk-lutherske lære om forholdet mellem lov og evangelium, hvor loven dømmer mennesket, se fx Rom 7, og er en tugtemester til Kristus, se Gal 3,23-24, mens evangeliet er det glædelige budskab om, at »Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror«, Rom 10,4, og at frelsen ikke skyldes gerninger, men skænkes af nåde ved tro, se Ef 2,8-9.

I trykt udgave: Bind 25 side 347 linje 28

Radical-Couren : dvs. 'Radical-Cuuren'; spiller på betegnelsen for den medicinske behandling, der går ud på at fjerne sygdommen fuldstændig, modsat en palliativ el. symptomatisk kur, der kun sigter mod at lindre sygdommens symptomer.

I trykt udgave: Bind 25 side 347 linje 30

Det hjælper ikke med ... Lovens Bud og Befalinger : 329,19.

I trykt udgave: Bind 25 side 347 linje 30

blive saa et nyt Msk. : hentyder til 2 Kor 5,17, hvor 👤Paulus skriver: »Saa at, dersom Nogen er i Christo, da er han en ny Skabning: det Gamle er forbiganget, see, Alt er blevet nyt« (NT-1819). Jf. også Ef 4,24, hvor Paulus skriver til efeserne, at de skal »iføre [sig] det nye Menneske, som er skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 348 linje 3

fuldkom : fuldbyrd, virkeliggør fuldt ud.

I trykt udgave: Bind 25 side 348 linje 4

Aflad : ophør; formildelse, unddragelse, fritagelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 348 linje 6

vi kunne ville: kan.

I trykt udgave: Bind 25 side 348 linje 8

item : lat., fremdeles, ligeledes.

I trykt udgave: Bind 25 side 348 linje 11

Forjættelse for dette Liv : Se fx også 5 Mos 7,12-14, hvor 👤Moses giver 📌Israel følgende løfte om velsignelse for at holde loven: »Når I hører disse retsregler og omhyggeligt følger dem, vil Herren din Gud bevare den pagt og troskab, han tilsvor dine fædre. Han vil elske dig og velsigne dig og gøre dig talrig; han vil velsigne frugten af dine moderliv og frugten af din jord, dit korn, din vin og din olie, dine oksers afkom og dine fårs tillæg på den jord, som han lovede dine fædre at give dig. Du bliver velsignet frem for alle andre folk; der skal ikke findes nogen ufrugtbar mand eller kvinde hos dig, og noget ufrugtbart dyr.« Sml. 👤Luthers epistelprædiken over 1 Pet 2,11-20 til 3. søndag efter påske i En christelig Postille ( 303,29), 2. del, s. 240-248; s. 241f., hvor han efter en indledning om »Summen og Meningen« i epistelteksten siger: »Men giv vel Agt paa Apostelens [👤Peters] Ord, og betragt, hvilken heel anden Forstand denne Fisker fra 📌Bethsaida nu har, fremfor tilforn, da han, før Herrens Opstandelse, vandrede omkring med ham. Thi dengang havde han, tilligemed de andre Apostle og det hele jødiske Folk, ingen anden Forstand paa Guds eller Christi Rige, end at det skulde være et saadant jordisk Rige, hvori de skulde være rige og salige Bønder, Borgere, Adelsmænd, Grever og Herrer, saa al Verdens Herlighed skulde høre dem til, alle Hedninger være deres Tjenere og Trælle, ingen Fjende, Krig, Hungersnød eller Ulykke anfægte dem mere; et Rige, hvori de skulde have idel Fred, gode Dage, Lyst og Glæde, under deres øverste Konge 👤Messias. Det var deres Haab og Forventning; af disse søde Tanker vare de ganske berusede, ligesom de ogsaa endnu den Dag idag ere drukne i denne Drøm.«

I trykt udgave: Bind 25 side 348 linje 20

Χstd. er Forsagelse : se fx Luk 14,33 ( 333,8).

I trykt udgave: Bind 25 side 348 linje 21

opposita juxta se posita : lat., modsætninger sat ved siden af hinanden. Jf. udtrykket 'opposita juxta se posita magis illucescunt' ('modsætninger bliver mere synlige, når de sættes ved siden af hinanden'), alm. læresætning kendt fra den klassiske retorik.

I trykt udgave: Bind 25 side 348 linje 22

hvad Schopenhauer siger ... de eneste redelige Msker ... ere Kjøbmændene ... tilstaae – at de snyde : hentyder til kap. VIII »Zur Ethik«, § 114, i 👤Schopenhauer Parerga und Paralipomena ( 314,30) bd. 2, s. 176-184, hvor Schopenhauer – efter at have bestemt hele den civiliserede verden som en stor maskerade – skriver, s. 178: »Meistens stecken, wie gesagt, lauter Industrielle, Handelsleute und Spekulanten unter diesen sämmtlichen Masken. In dieser Hinsicht machen den einzigen ehrlichen Stand die Kaufleute aus; da sie allein sich für Das geben, was sie sind: sie gehn also unmaskirt herum; stehn daher auch niedrig im Rang.« Og videre: »Also werde schon der Jüngling belehrt, daß auf dieser Maskerade die Aepfel von Wachs, die Blumen von Seide, die Fische von Pappe sind, und Alles, Alles Tand und Spaaß; und daß von jenen Zweien, die er dort so ernstlich mit einander handeln sieht, der Eine lauter falsche Waare giebt und der Andre sie mit Rechenpfennigen bezahlt.«

I trykt udgave: Bind 25 side 349 linje 2

Msk-Slægten : menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 25 side 349 linje 11

vær Salt : allusion til Matt 5,13 og Mark 9,49 ( 304,1) samt Luk 14,34 ( 333,8).

I trykt udgave: Bind 25 side 349 linje 12

Naar En Mand staaer og vil gifte sig ... kjøbt 6 Par Oxer ... kommer Indbydelsen: slip dette : hentyder til v. 16-20 i 👤Jesu lignelse om det store festmåltid i Luk 14,16-24: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme.«

I trykt udgave: Bind 25 side 349 linje 12

Nittengrynerie : smålighed, pedanteri, ubetydelighed.

I trykt udgave: Bind 25 side 349 linje 19

betale ham 10rd : hentyder til præsternes og degnenes 'accidenser', dvs. vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb, konfirmation og begravelse ( 309,35). – 10rd: rigsdaler ( 305,30).

I trykt udgave: Bind 25 side 349 linje 22

Charmant : fortræffeligt, yndigt.

I trykt udgave: Bind 25 side 349 linje 27

slaaes ikke mere ... svirer heller ikke som hine gamle Helte : hentyder formentlig til de nordiske helte el. kæmper, jf. Nordiske Kæmpe-Historier, efter islandske Haandskrifter, overs. af 👤C.C. Rafn, bd. 1-3, 📌Kbh. 1821-26, ktl. 1993-1995.

I trykt udgave: Bind 25 side 349 linje 31

adskillige af mine Pseudonymer have fremstillet det : Der kan fx være tænkt på 👤Victor Eremitas tale og på Forførerens tale i »In vino veritas« i Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 57-66, især s. 60f., og s. 71-79, især s. 74f. ( 351,1 og 376,6). Og videre på 👤Nicolaus Notabenes forord til bogen Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed (1844), i SKS 4, 467-476.

I trykt udgave: Bind 25 side 349 linje 35

Schopenhauer raser derimod : hentyder formentlig til kap. XXVII »Ueber die Weiber«, § 362-371, i 👤Schopenhauer Parerga und Paralipomena ( 314,30) bd. 2, s. 495-502.

I trykt udgave: Bind 25 side 349 linje 36

Regimentet : regeringen, styrelsen, herredømmet.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 3

duelig : brugbar, dygtig.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 5

ordentligviis : almindeligvis, sædvanligvis.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 7

denne Juliane : fiktiv person.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 9

blind Allarm : vending, der betegner et stort postyr for ingenting, især kendt fra titlen på 👤Ludvig Holbergs komedie Hexeri eller Blind Allarm (1731).

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 11

holde Ørene stive : holde sig standhaftig, fattet (i en kritisk situation), ikke lade sig anfægte el. gå på (på trods af en dårlig samvittighed).

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 16

Styrelsen : 350,3.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 19

falde paa : få det indfald, finde på.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 27

underfundigt : listigt, snedigt.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 29

hu! : udbrud, der tilkendegiver uhygge, gru, ubehag o.l.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 32

god Nat : 345,30.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 34

vistnok : rigtignok, sandt nok.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 35

skyde en hvid Pind efter : fast udtryk med betydningen: anse for tabt el. uopnåelig.

I trykt udgave: Bind 25 side 350 linje 37

Rapport til : i forhold til, i forbindelse med.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 1

Forføreren siger, en Mystification ... skuffende ... som var just hun Uendeligheden : henviser til følgende passage i Forførerens tale i »In vino veritas« i Stadier paa Livets Vei (1845): »Hun er et Bedrag, men dette er hun først i det andet Øieblik, og for Den, der bliver bedragen. Hun er Endeligheden; men i sit Første er hun Endeligheden potenseret i al guddommelig og menneskelig Illusions skuffende [bedragende] Uendelighed. Endnu er Bedraget der ikke. Men et eneste Øieblik længere, og man er bedragen.« SKS 6, 75,21-25.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 2

Virginitets: jomfruelighed.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 7

hædret Nonnen mere end Munken : En kilde er ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 7

Luc: 20, 34.35 : hvor 👤Jesus siger: »Denne Verdens Børn tage til Ægte, og bortgiftes. Men de, som agtes værdige til, at faae Deel i hiin Verden, og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Ægte, eller bortgiftes« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 349m linje 1

Text ved Brudevielser : If. ritual for brudevielse skal præsten ved vielseshandlingens begyndelse holde en kort tale om ægteskabet over en tekst fra Bibelen, se Kirke-Ritualet ( 342,5), s. 318.

I trykt udgave: Bind 25 side 349m linje 4

Berlingske Tidendes Anmeldelse af Martensens Bispe-Prædiken : henviser til en anmeldelse af »Bispevielse i Frue Kirke paa anden Pindsedag, den 5te Juni 1854. Reitzels Bo og Arvinger« under rubrikken »Literatur« i Berlingske Tidende, nr. 141, den 21. juni 1854 ( 351,34). Anmeldelsen, der er signeret »12«, koncentrerer sig især om 👤H.L. Martensens ( 317,5) »Prædiken efter Indvielsen over Evangeliet paa anden Pintsedag«, trykt i Bispevielse i Frue Kirke paa anden Pintsedag den 5te Juni 1854, 📌Kbh. [uden årstal], s. 33-48.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 11

Julekage : rund, ret store kage af gærdej med rosiner og sukat.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 13

4rd: rigsdaler ( 305,30).

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 13

en Ligtale til 25rd : Skønt der if. kap. 9, »Om Liig og Begravelse«, i Kirke-Ritualet ( 342,5), ikke skulle holdes nogen tale ved graven, var det på SKs tid blevet skik og brug, at sådanne gravtaler el. ligtaler blev holdt enten i hjemmet inden jordfæstelsen el. ude på kirkegården efter jordfæstelsen; jf. kancelliskrivelse af 31. marts 1829, hvor det fastslås, at »der intet kan være imod, at Tale holdes enten i Liighuset eller paa Kirkegaarden«. If. 2. bog, kap. 10, art. 1, i Chr. V's Danske Lov (1683) var det præsten tilladt at modtage betaling for at holde en ligprædiken fra prædikestolen. Efterhånden som ligtalen el. gravtalen vandt frem, kom denne bestemmelse om betaling også til at omfatte disse taler. Det var ikke usædvanligt, at ligtalen blev længere og smukkere, jo mere der blev betalt for den.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 19

Bedemand : dvs. en af 📌Københavns fem stadsbedemænd. I rådstueplakat af 26. juni 1818 var det forordnet, at alle andre end fattige, som fik en tarvelig og omkostningsfri begravelse, havde pligt til at lade en af stadsbedemændene arrangere begravelsen. Bedemændene blev på SKs tid stærkt kritiseret for at benytte sig af dette privilegium til at tage ublu priser for de mange ydelser ved begravelser.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 23

Grosserer Nathansons: 👤Mendel Levin Nathanson (1780-1868), ty.-da. jødisk købmand, nationaløkonomisk forf., 1838-58 (og atter 1865-66) redaktør af Berlingske Tidende.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 27

criticerede : bedømt af en kritiker, anmelder.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 31

Svinget : særpræget.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 32

hvilken Classe i Rangforordningen : dvs. hvilken klasse if. rangforordningen af 14. okt. 1746 (med ændringer ved bekendtgørelse af 12. aug. 1808), der omfattede ni klasser inddelt i rangnumre.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 33

Prof. M. er som bekjendt blevet Sjellands Biskop : 312,27.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 34

Læs denne Anmeldelse : Anmeldelsen i Berlingske Tidende ( 351,10) lyder: »Bispevielse i Frue Kirke paa anden Pindsedag, den 5te Juni 1854. Reitzels Bo og Arvinger. Dette lille Skrift, som indeholder Talerne ved Dr. Martensens Indvielse til 📌Sjællands Biskop tilligemed den Prædiken, han ved den Leilighed selv holdt, vil sikkert modtages med Glæde af Mange trindt [rundt] om i Landet. Stiftsprovst [E.C.] Trydes Intimationstale [indledningstale] over 2 Cor. 1, 21, 22, indleder paa en værdig og skjøn Maade Dagens Høitidelighed ved at vise Betydningen af Indvielsens Handling. Biskop [G.P.] Brammers følgende Tale over Jerem. 3, 15: Jeg vil give Eder Hyrder efter mit Hjerte, er en levende og hjertelig Udtalelse af, hvorledes en christelig Biskop betragter sit ansvarsfulde, men ogsaa velsignelsesrige Kald. Den vil ogsaa for dem, som læse den, blive, hvad den var for dem, som hørte den, til sand Opbyggelse. Biskop 👤Martensens Prædiken over Dagens Evangelium Joh. 3, 16-21 udmærker sig ved alle de sjeldne Egenskaber, han forener som Prædikant. Han bringer os det gamle og evigt unge Evangelium: Saa [således] elskede Gud Verden, at han hengav sin eenbaarne Søn, og hans rene og fulde Forkyndelse af dette Evangelium er gjennemtrængt af Troens Inderlighed og Tankens Klarhed og kommer os her imøde uden alle laante Prydelser, i vort Sprogs ædleste Simpelhed og Kraft. Biskop Martensen kunde i Sandhed ikke tiltræde sit betydningsfulde Embede i den danske Kirke med nogen skjønnere Hilsen. Allerede i en Række af Aar har en talrig, taknemmelig Menighed samlet sig omkring ham i 📌Slotskirken, saa at vi ikke først nu maae føle os opfordrede til at sammenligne Martensens Prædikener med de Prædikener, vi ellers have af theologiske Professorer. Man anstille denne Sammenligning, og Enhver, som veed, hvad Prædiken bør være, vil snart see Forskjellen paa et afhandlingsmæssigt, populær-theologisk Foredrag, og et levende, christeligt Vidnesbyrd. Vi ønske dette Stifts Menigheder til Lykke med, at et saadant nu herefter skal lyde iblandt dem, saa ofte deres Biskop besøger dem, og dertil ville [vil] vi see hen, naar vi tænke paa det for den nærmeste Fremtid uerstattelige Tab, som 📌Universitetet lider ved Biskop Martensens Bortgang derfra. Det er i frisk Minde, hvorledes en ny Epoche for det theologiske Studium i vort Fædreland begyndte med hans Forelæsninger, som fyldte Høresalene [auditorierne], hvor han fra Rationalismen, der dengang var eneherskende ved vort Universitet, førte sine Tilhørere tilbage til en Theologi, der var udsprungen af Troens Grund, og mere og mere oplod dem vor lutherske Kirkelæres dybe Indhold. Vi nære det Haab, at han i sit nye Kald fremdeles vil finde Leilighed til videnskabelige Arbeider, men glæde os allerede nu ved, at han vil vedblive at øve sin for den theologiske Videnskab og det kirkelige Liv lige betydningsfulde Indflydelse iblandt os gjennem de Skrifter, vi have fra hans Haand. Vi behøve kun at nævne hans 'christelige Dogmatik', den første selvstændige Dogmatik af en dansk Forfatter, siden Biskop 👤Jesper Brochmand for to hundrede Aar tilbage udgav sit dogmatiske System. Martensens Dogmatik deler den Ære med sin store Forgænger, at have gjort sin Forfatters Navn berømt ogsaa udenfor vort Fædreland. Det er bekjendt, hvorledes Tydsklands Theologer benytte og anføre den ved enhver Leilighed, og den udbredte Indgang, den har fundet i Sverrig og 📌Norge, vil knytte Baandet fastere, som skal forene de nordiske Broderrigers videnskabelige Literatur. Men Martensens Dogmatik har desuden det afgjorte Fortrin for Brochmands latinske Værk, at den er forfattet i Modersmaalet og indtager sin Plads iblandt den danske Litteraturs Hovedværker. Til de glædelige Betragtninger, hvormed vi modtage Martensen som Sjællands Biskop, hører isærdeles denne, at han i sin theologiske Virksomhed altid har forstaaet, uden at opgive den sande Videnskabelighed, at følge en practisk-kirkelig Retning. Vi have ikke blot hørt hans Stemme mod de baptistiske Vildfarelser og om den danske Kirkes Forfatningsspørgsmaal, men vi see af Beretningerne om 📌Kjøbenhavns geistlige Convent, at han har nydt den Tillid i alle dets vigtigste Forhandlinger at være valgt til de nedsatte Comiteer, og vi gjenkjende ham i saa mange af de afgivne Betænkninger. Han følger en Mand [biskop 👤J.P. Mynster ( 298,23)] i det biskoppelige Embede, hvis udødelige Fortjenester af Kirke og Fædreland vi aldrig kunne [kan] glemme. Desto inderligere ville vi takke Gud, at vi kunne forene Erindringen om den, som forlod os, med Haabet om Den, som kommer til os, i et tillidsfuldt: Aanden er den samme.«

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 35

Mette ... siger til Johan v. Ehrenpreis: tael i den høie Stiil : citat fra 4. akt, 5. scene, i den da. digter 👤Johan Herman Wessels parodiske sørgespil Kierlighed uden Strømper (1772), hvor skræddersvenden 👤Johan von Ehrenpreis er sammen med sin forlovede 👤Grete og hendes fortrolige veninde 👤Mette, som siger til Johan: »Svar hende som en Helt, tael i den høie Stiil.« Samlede Digte af Johan Herman Wessel, udg. af 👤A.E. Boye, 📌Kbh. 1832, s. 38. Fra premieren i marts 1773 til juni 1847 blev stykket i alt opført 64 gange på 📌Det kgl. Teater.

I trykt udgave: Bind 25 side 351 linje 37

forstyrre : ødelægge.

I trykt udgave: Bind 25 side 352 linje 3

Christendommen i det nye Testamente er Forsagelse : se fx Luk 14,33 ( 333,8).

I trykt udgave: Bind 25 side 352 linje 6

afspiist : affærdiget (med noget, der er utilfredsstillende).

I trykt udgave: Bind 25 side 352 linje 15

Arthur Schopenhauer : 314,30.

I trykt udgave: Bind 25 side 352 linje 19

hans Ethik : sigter formentlig her først og fremmest til § 61-67 i fjerde bog »Der Welt als Wille zweite Betrachtung: Bei erreichter Selbsterkenntniß Bejahung und Verneinung des Willens zum Leben« i Die Welt als Wille und Vorstellung ( 314,30) bd. 1, s. 374-427. Jf. noten, s. 427: »Es ist wohl kaum nöthig zu erinnern, daß die ganze §§. 61-67 im Umriß aufgestellte Ethik ihre ausführlichere und vollendetere Darstellung erhalten hat in meiner Preisschrift über die Grundlage der Moral [ 314,30].«

I trykt udgave: Bind 25 side 352 linje 23

Hans ethiske Anskuelse ... Contemplation, Qvietisme : resumé af § 68 i fjerde bog »Der Welt als Wille zweite Betrachtung: Bei erreichter Selbsterkenntniß Bejahung und Verneinung des Willens zum Leben« i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 1, s. 427-449. Se især s. 427-429, hvor det hedder: »Ist nun aber dieses Durchschauen des principii individuationis [lat., individuationsprincippet], diese unmittelbare Erkenntniß der Identität des Willens in allen seinen Erscheinungen, in hohem Grade der Deutlichkeit vorhanden; so wird sie sofort einen noch weiter gehenden Einfluß auf den Willen zeigen. Wenn nämlich vor den Augen eines Menschen jener Schleier der Maja, das principium individuationis, so sehr gelüftet ist, daß derselbe nicht mehr den egoistischen Unterschied zwischen seiner Person und der fremden macht, sondern an den Leiden der andern Individuen so viel Antheil nimmt, wie an seinen eigenen, und dadurch nicht nur im höchsten Grade hülfreich ist, sondern sogar bereit, sein eigenes Individuum zu opfern, sobald mehrere fremde dadurch zu retten sind; dann folgt von selbst, daß ein solcher Mensch, der in allen Wesen sich, sein innerstes und wahres Selbst erkennt, auch die endlosen Leiden alles Lebenden als die seinen betrachten und so den Schmerz der ganzen Welt sich zueignen muß. Ihm ist kein Leiden mehr fremd. Alle Quaalen Andrer, die er sieht und so selten zu lindern vermag, alle Quaalen, von denen er mittelbar Kunde hat, ja die er nur als möglich erkennt, wirken auf seinen Geist, wie seine eigenen. Es ist nicht mehr das wechselnde Wohl und Wehe seiner Person, was er im Auge hat, wie dies bei dem noch im Egoismus befangenen Menschen der Fall ist; sondern, da er das principium individuationis durchschaut, liegt ihm alles gleich nahe. Er erkennt das Ganze, faßt das Wesen desselben auf, und findet es in einem steten Vergehn, nichtigem Streben, innerm Widerstreit und beständigem Leiden begriffen, sieht, wohin er auch blickt, die leidende Menschheit und die leidende Thierheit, und eine hinschwindende Welt. (...) Wie sollte er nun, bei solcher Erkenntniß der Welt, eben dieses Leben durch stete Willensakte bejahen und eben dadurch sich ihm immer fester verknüpfen, es immer fester an sich drücken? Wenn also Der, welcher noch im principio individuationis, im Egoismus, befangen ist, nur einzelne Dinge und ihr Verhältniß zu seiner Person erkennt, und jene dann zu immer erneuerten Motiven seines Wollens werden; so wird hingegen jene beschriebene Erkenntniß des Ganzen, des Wesens der Dinge an sich, zum Quietiv alles und jedes Wollens. Der Wille wendet sich nunmehr vom Leben ab: ihm schaudert jetzt von dessen Genüssen, in denen er die Bejahung desselben erkennt. Der Mensch gelangt zum Zustande der freiwilligen Entsagung, der Resignation, der wahren Gelassenheit und gänzlichen Willenslosigkeit.« Og s. 429: »Sein Wille wendet sich, bejaht nicht mehr sein eigenes, sich in der Erscheinung spiegelndes Wesen, sondern verneint es. Das Phänomen wodurch dieses sich kund giebt, ist der Uebergang von der Tugend zur Askesis.« Samt s. 442f.: »Unter dem schon öfter von mir gebrauchten Ausdruck Askesis verstehe ich, im engern Sinne, diese vorsätzliche Brechung des Willens, durch Versagung des Angenehmen und Aufsuchen des Unangenehmen, die selbstgewählte büßende Lebensart und Selbstkasteiung, zur anhaltenden Mortifikation des Willens [zum Leben]. / Wenn wir nun diese von den schon zur Verneinung des Willens Gelangten ausüben sehn, um sich dabei zu erhalten; so ist auch das Leiden überhaupt, wie es vom Schicksal verhängt wird, ein zweiter Weg (δευτεϱος πλους [gr. (deúteros ploûs), den næstbedste fart]) um zu jener Verneinung zu gelangen; ja, wir können annehmen, daß die Meisten nur auf diesem dahin kommen, und daß es das selbst empfundene, nicht das bloß erkannte Leiden ist, was am häufigsten die völlige Resignation herbeiführt, oft erst bei der Nähe des Todes. Denn nur bei Wenigen reicht die bloße Erkenntniß, welche das principium individuationis durchschauend, erstlich die vollkommenste Güte der Gesinnung und allgemeine Menschenliebe hervorbringt, und endlich alle Leiden der Welt sie als ihre eigenen erkennen läßt, hin, um die Verneinung des Willens herbeizuführen.« Og endelig s. 448: »Allem Bisherigen zufolge geht die Verneinung des Willens zum Leben, welche Dasjenige ist, was man gänzliche Resignation oder Heiligkeit nennt, immer aus dem Quietiv des Willens hervor, welches die Erkenntniß seines innern Widerstreits und seiner wesentlichen Nichtigkeit ist, die sich im Leiden alles Lebenden aussprechen. Der Unterschied, den wir als zwei Wege dargestellt haben, ist, ob das bloß und rein erkannte Leiden, durch freie Aneignung desselben, mittelst Durchschauung des principii individuationis, oder ob das unmittelbar selbst empfundene Leiden jene Erkenntniß hervorruft. Wahres Heil, Erlösung vom Leben und Leiden, ist ohne gänzliche Verneinung des Willens nicht zu denken.« – mortificere: dræbe; spæge (for at få til at dø hen). – Contemplation: beskuelse, indre betragtning, der ser bort fra den ydre virkelighed, selvfordybelse. Jf. s. 436, hvor 👤Schopenhauer omtaler, hvorledes den udviklede askese hos kristne helgener og mystikere leder til »Absterben dem eigenen Willen und Wiedergeburt in Gott, gänzliches Vergessen der eigenen Person und Versenken in die Anschauung Gottes«. Og s. 437f., hvor Schopenhauer beskriver, hvordan den fuldkomne askese if. hinduistisk etik ender i »tiefe gänzliche Einsamkeit, zugebracht in stillschweigender Betrachtung, mit freiwilliger Buße und schrecklicher, langsamer Selbstpeinigung, zur gänzlichen Mortifikation des Willens«. – Qvietisme: en retning inden for den kristne etik, hvor idealet var, at viljen skulle renses fuldstændig for alt begær og al selvoptagethed, så sjælen kunne befries for al sin egen interesse og kun skue Gud og hans herlighed; inden for mystikken blev det kvietistiske ideal skærpet, således at målet blev selvets totale opgivelse, for at sjælen kunne finde hvile ved at synke hen og ned i Gud. Jf. fx bd. 1, s. 447: »Nur indem das Leiden die Form bloßer reiner Erkenntniß annimmt und sodann diese als Quietiv des Willens wahre Resignation herbeiführt, ist es der Weg zur Erlösung und dadurch ehrwürdig.« Se også bd. 2, s. 610: »Quietismus, d. i. Aufgeben alles Wollens, Askesis, d. i. absichtliche Ertödtung des Eigenwillens, und Mysticismus, d. i. Bewußtseyn der Identität seines eigenen Wesens mit dem aller Dinge, oder dem Kern der Welt, stehn in genauester Verbindung; so daß wer sich zu einem derselben bekennt allmälig auch zur Annahme der andern, selbst gegen seinen Vorsatz, geleitet wird.«

I trykt udgave: Bind 25 side 352 linje 24

dette gjør Individet af Sympathie ( ... A. S.s Moralprincip) ... den at være til : I slutningen af § 66 i fjerde bog i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 1, s. 423, anfører 👤Schopenhauer, hvad han kalder »ein paradoxer Satz«, at »alle Liebe (αγαπη [gr. (agápē), kærlighed], caritas [lat., kærlighed]) ist Mitleid«. Se videre i § 67, s. 424f., hvor det hedder: »Nunmehr aber habe ich, in Hinsicht auf das oben ausgesprochene Paradoxon, daran zu erinnern, daß wir früher dem Leben im Ganzen das Leiden wesentlich und von ihm unzertrennlich gefunden haben, und daß wir einsahen, wie jeder Wunsch aus einem Bedürfniß, einem Mangel, einem Leiden hervorgeht, daß daher jede Befriedigung nur ein hinweggenommener Schmerz, kein gebrachtes positives Glück ist, daß die Freuden zwar dem Wunsche lügen, sie wären ein positives Gut, in Wahrheit aber nur negativer Natur sind und nur das Ende eines Uebels. Was daher auch Güte, Liebe und Edelmuth für Andere thun, ist immer nur Linderung ihrer Leiden, und folglich ist was sie bewegen kann zu guten Thaten und Werken der Liebe, immer nur die Erkenntniß des fremden Leidens, aus dem eigenen unmittelbar verständlich und diesem gleichgesetzt. Hieraus aber ergiebt sich, daß die reine Liebe (αγαπη, caritas) ihrer Natur nach Mitleid ist, das Leiden, welches sie lindert, mag nun ein großes oder ein kleines, wohin jeder unbefriedigte Wunsch gehört, seyn. Wir werden daher keinen Anstand nehmen, im geraden Widerspruch mit Kant, der alles wahrhaft Gute und alle Tugend allein für solche anerkennen will, wenn sie aus der abstrakten Reflexion und zwar dem Begriff der Pflicht und des kategorischen Imperativs hervorgegangen ist, und der gefühltes Mitleid für Schwäche, keineswegs für Tugend erklärt, – im geraden Widerspruch mit 👤Kant zu sagen: der bloße Begriff ist für die ächte Tugend so unfruchtbar, wie für die ächte Kunst: alle wahre und reine Liebe ist Mitleid, und jede Liebe, die nicht Mitleid ist, ist Selbstsucht.« – Sympathie: medfølelse, medlidenhed.

I trykt udgave: Bind 25 side 352 linje 29

piinagtige : pinefulde.

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 7

disse Tusinder (...) ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 10

det Gavtyveagtige : 320,24.

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 15

misligt : betænkeligt, tvivlsomt.

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 23

item : lat., fremdeles, ligeledes.

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 24

foredrage en Ethik, som ikke ... at han selv udtrykker det : se fx følgende passage i § 68 i fjerde bog i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 1, s. 432, hvor 👤Schopenhauer om forskellen mellem den intuitive og den abstrakte erkendelse skriver: »Zwischen beiden ist eine weite Kluft, über welche, in Hinsicht auf die Erkenntniß des Wesens der Welt, allein die Philosophie führt. Intuitiv nämlich, oder in concreto, ist sich eigentlich jeder Mensch aller philosophischen Wahrheiten bewußt: sie aber in sein abstraktes Wissen, in die Reflexion zu bringen, ist das Geschäft des Philosophen, der weiter nichts soll, noch kann.« Se også s. 433, hvor Schopenhauer skriver: »Es ist (...) sowenig nöthig, daß der Heilige ein Philosoph, als daß der Philosoph ein Heiliger sei: so wie es nicht nöthig ist, daß ein vollkommen schöner Mensch ein großer Bildhauer, oder daß ein großer Bildhauer auch selbst ein schöner Mensch sei. Das ganze Wesen der Welt abstrakt, allgemein und deutlich in Begriffen zu wiederholen, und es so als reflektirtes Abbild in bleibenden und stets bereit liegenden Begriffen der Vernunft niederzulegen: dieses und nichts anderes ist Philosophie. (...) / Aber eben auch nur abstrakt und allgemein und daher kalt ist meine obige Schilderung der Verneinung des Willens zum Leben, oder des Wandels einer schönen Seele, eines resignirten, freiwillig büßenden Heiligen.«

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 26

A. S: gjør dog det Ethiske til Genialitet : se fx følgende passage i § 68 i fjerde bog i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 1, s. 446, hvor 👤Schopenhauer om den lidende skriver: »er steht erst dann wirklich ehrwürdig da, wann sein Blick sich vom Einzelnen zum Allgemeinen erhoben hat, wann er sein eignes Leiden nur als Beispiel des Ganzen betrachtet und ihm, indem er in ethischer Hinsicht genial wird, Ein Fall für tausende gilt, daher dann das Ganze des Lebens, als wesentliches Leiden aufgefaßt, ihn zur Resignation bringt.«

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 29

han selv bryster sig nok af at være Genie : 355,19. Se fx også følgende passage i kap. 22 i »Ergänzungen zum zweiten Buch« i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 2, s. 291, hvor 👤Schopenhauer taler om »der Weg, auf welchem ich über Kant und die von ihm gezogene Gränze hinausgegangen bin, jedoch stets auf dem Boden der Reflexion, mithin der Redlichkeit, mich haltend, daher ohne das windbeutelnde Vorgeben intellektualer Anschauung, oder absoluten Denkens, welches die Periode der Pseudophilosophie zwischen Kant und mir charakterisirt.«

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 31

et Punkt, som S. haanligt affærdiger ... Du skal, item Evighedens Straffe o: s: v: : se fx følgende passage i »Anhang. / Kritik der Kantischen Philosophie« i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 1, s. 586, hvor 👤Schopenhauer skriver: »Uebrigens ist die Geburtsstätte dieses Kindes der praktischen Vernunft, des absoluten Solls oder kategorischen Imperativs, nicht in der Kritik der praktischen, sondern schon in der der reinen Vernunft (...). Die Geburt ist gewaltsam und gelingt nur mittelst der Geburtszange eines Daher, welches keck und kühn, ja man möchte sagen unverschämt, sich zwischen zwei einander wildfremde und keinen Zusammenhang habende Sätze stellt, um sie als Grund und Folge zu verbinden. Nämlich, daß nicht bloß anschauliche, sondern auch abstrakte Motive uns bestimmen, ist der Satz von dem 👤Kant ausgeht, ihn folgendermaaßen ausdrückend: 'Nicht bloß was reizt, d. i. die Sinne unmittelbar affizirt, bestimmt die menschliche Willkühr; sondern wir haben ein Vermögen, durch Vorstellungen von dem, was selbst auf entferntere Art nützlich oder schädlich ist, die Eindrücke auf unser sinnliches Begehrungsvermögen zu überwinden. Diese Ueberlegungen von dem, was in Hinsicht unsers ganzen Zustandes begehrungswerth, d. i. gut und nützlich ist, beruhen auf der Vernunft.' (Vollkommen richtig: spräche er nur immer so vernünftig von der Vernunft!) 'Diese giebt daher! auch Gesetze, welche Imperativen, d. i. objektive Gesetze der Freiheit sind und sagen was geschehn soll, ob es gleich vielleicht nie geschieht.' – ! So, ohne weitere Beglaubigung, springt der kategorische Imperativ in die Welt, um daselbst das Regiment zu führen mit seinem unbedingten Soll, – einem Scepter aus hölzernem Eisen. Denn im Begriff Sollen liegt durchaus und wesentlich die Rücksicht auf angedrohte Strafe oder versprochene Belohnung als nothwendige Bedingung und ist nicht von ihm zu trennen, ohne ihn selbst aufzuheben und ihm alle Bedeutung zu nehmen: daher ist ein unbedingtes Soll eine contradictio in adjecto [lat., selvmodsigende udtryk].« Se også § 4 »Von der imperativen Form der Kantischen Ethik« i Schopenhauer Ueber die Grundlage der Moral i Die beiden Grundprobleme der Ethik ( 314,30), s. 119-126 ( 331,24). Se især s. 123: »jenes so unbedingte Soll postulirt sich hinterher doch eine Bedingung und sogar mehr als eine, nämlich eine Belohnung, dazu die Unsterblichkeit des zu Belohnenden und einen Belohner. Das ist freilich nothwendig, wenn man einmal Pflicht und Soll zum Grundbegriff der Ethik gemacht hat; da diese Begriffe wesentlich relativ sind und alle Bedeutung nur haben durch angedrohte Strafe oder verheißene Belohnung.« Og s. 124. – item: lat., fremdeles, ligeledes.

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 34

S. som egl. opgiver Christendommen, anpriser altid Indien Bhramanismen : se fx følgende passager i § 70 i fjerde bog i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 1, s. 457: »Wirklich ist die Lehre von der Erbsünde (Bejahung des Willens) und von der Erlösung (Verneinung des Willens) die große Wahrheit, welche den Kern des Christenthums ausmacht; während das Uebrige meistens nur Einkleidung und Hülle, oder Beiwerk ist. Allein in neuerer Zeit hat das Christenthum seine wahre Bedeutung vergessen und ist in platten Optimismus ausgeartet.« Og s. 459f.: »Ich habe diese Dogmen der Christlichen Glaubenslehre, welche an sich der Philosophie fremd sind, nur deshalb hier herbeigezogen, um zu zeigen, daß die aus unsrer ganzen Betrachtung hervorgehende und mit allen Theilen derselben genau übereinstimmende und zusammenhängende Ethik, wenn sie auch dem Ausdruck nach neu und unerhört wäre, dem Wesen nach es keineswegs ist, sondern völlig übereinstimmt mit den ganz eigentlich Christlichen Dogmen und sogar in diesen selbst, dem Wesentlichen nach, enthalten und vorhanden war; wie sie denn auch eben so genau übereinstimmt mit den wieder in ganz andern Formen vorgetragenen Lehren und ethischen Vorschriften der heiligen Bücher 📌Indiens.« Mange gange, især i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 2, fremhæver 👤Schopenhauer de indiske religioner, ikke mindst Brahmanismen og Buddhismen, og sammenstiller dem ofte med kristendommen. Se fx kap. 48 i »Ergänzungen zum vierten Buch« i bd. 2, s. 600f., hvor der er tale om »Erlösung aus unserm jetzigen Zustande«, som »nicht nur das Christenthum, sondern auch Brahmanismus und Buddhaismus (...) als das höchste Ziel darstellen«. Og s. 605f., s. 608, s. 610, hvor det hedder: »die Mohammedanische Mystik [hat] einen sehr heitern Charakter, die Christliche einen düstern und schmerzlichen, die der Hindu, über Beiden stehend, hält auch in dieser Hinsicht die Mitte.« Og s. 612, s. 617f.: »Nicht das Judenthum, mit seinem παντα ϰαλα λιαν [gr., alt er såre godt (jf. 1 Mos 1,31, i Septuaginta, den gr. oversættelse af GT)], sondern Brahmanismus und Buddhaismus sind, dem Geiste und der ethischen Tendenz nach, dem Christenthum verwandt. Der Geist und die ethische Tendenz sind aber das Wesentliche einer Religion, nicht die Mythen in welche sie solche kleidet. Ich gebe daher den Glauben nicht auf, daß die Lehren des Christenthums irgendwie aus jenen Urreligionen abzuleiten sind.« Og s. 619, s. 622 og s. 623; samt kap. 50 i bd. 2, s. 637 og s. 639. – anpriser: lovpriser.

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 38

hine Asketer ... bestemmes jo af et Evigheds-Hensyn ... religieus Pligt : se fx følgende passage i § 68 i fjerde bog i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 1, s. 436: »Bei weiter gebildetem Christenthum sehn wir nun jenen asketischen Keim sich zur vollen Blüthe entfalten, in den Schriften der Christlichen Heiligen und Mystiker. Diese predigen neben der reinsten Liebe auch völlige Resignation, freiwillige gänzliche Armuth, wahre Gelassenheit, vollkommne Gleichgültigkeit gegen alle weltliche Dinge, Absterben dem eigenen Willen und Wiedergeburt in Gott, gänzliches Vergessen der eigenen Person und Versenken in die Anschauung Gottes.« Og s. 437f.: »In der Ethik der Hindus (...) sehn wir vorgeschrieben: Liebe des Nächsten mit völliger Verleugnung aller Selbstliebe; die Liebe überhaupt nicht auf das Menschengeschlecht beschränkt, sondern alles Lebende umfassend; Wohlthätigkeit bis zum Weggeben des täglich sauer Erwordenen; gränzenlose Geduld gegen alle Beleidiger; Vergeltung alles Bösen, so arg es auch seyn mag, mit Gutem und Liebe; freiwillige und freudige Erduldung jeder Schmach; Enthaltung aller thierischen Nahrung; völlige Keuschheit und Entsagung aller Wollust für Den, welcher eigentliche Heiligkeit anstrebt; Wegwerfung alles Eigenthums, Verlassung jedes Wohnorts, aller Angehörigen, tiefe gänzliche Einsamkeit, zugebracht in stillschweigender Betrachtung, mit freiwilliger Buße und schrecklicher, langsamer Selbstpeinigung, zur gänzlichen Mortifikation des Willens, welche zuletzt bis zum freiwilligen Tode geht durch Hunger, auch durch Entgegengehn den Krokodilen, durch Herabstürzen vom geheiligten Felsengipfel im Himelaya, durch lebendig Begrabenwerden, auch durch Hinwerfung unter die Räder des unter Gesang, Jubel und Tanz der Bajaderen die Götterbilder umherfahrenden ungeheuren Wagens. Und diesen Vorschriften, deren Ursprung über vier Jahrtausende weit hinausreicht, wird auch noch jetzt, so entartet in vielen Stücken jenes Volk ist, noch immer nachgelebt, von Einzelnen selbst bis zu den äußersten Extremen.« Om forløsning fra den nuværende tilstand som det højeste mål, se foregående kommentar.

I trykt udgave: Bind 25 side 354 linje 39

hans Skiebne i Tydskland : 314,30 og 356,7.

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 3

S. har rigtigt lært at sande ... i Philosophien er en Classe Msk ... hvis Næringsvei den er ... Professorerne ... S. uforlignelig grov : hentyder fx til »Vorrede zur zweiten Auflage« i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 1, s. XXVII, hvor 👤Schopenhauer om filosofiprofessorerne skriver: »Die Herren wollen leben und zwar von der Philosophie leben: an diese sind sie, mit Weib und Kind, gewiesen«. Se endvidere »Ueber die Universitäts-Philosophie« i Schopenhauer Parerga und Paralipomena ( 314,30) bd. 1, s. 129-188, der bl.a. er et voldsomt angreb på den 'katederfilosofi', som blev drevet af de professorer, der var ansat ved de tyske universiteter. Se fx s. 142, hvor det hedder, »daß von jeher sehr wenige Philosophen Professoren der Philosophie gewesen sind, und verhältnißmäßig noch wenigere Professoren der Philosophie Philosophen; daher man sagen könnte, daß, wie idioelektrischen Körper keine Leiter der Elektricität sind, so die Philosophen keine Professoren der Philosophie. In der That steht dem Selbstdenker diese Bestellung beinahe mehr im Wege, als jede andere.« Og s. 144: »Ueberhaupt aber, wie sollte der, welcher für sich, nebst Weib und Kind, ein redliches Auskommen sucht, zugleich sich der Wahrheit weihen? der Wahrheit, die zu allen Zeiten ein gefährlicher Begleiter, ein überall unwillkommener Gast gewesen ist«. Videre s. 145: »Daß die Philosophie sich nicht zum Brodgewerbe eigne, hat schon 👤Plato in seinen Schilderungen der Sophisten, die er dem 👤Sokrates gegenüberstellt, dargethan, am allerergötzlichsten aber im Eingang des 👤Protagoras das Treiben und den Succeß dieser Leute mit unübertrefflicher Komik geschildert. Das Geldverdienen mit der Philosophie war und blieb, bei den Alten, das Merkmal, welches den Sophisten vom Philosophen unterschied.« Se endvidere s. 147, hvor Schopenhauer skriver: »Ja, ich neige mich mehr und mehr zu der Meinung, daß es für die Philosophie heilsamer wäre, wenn sie aufhörte, ein Gewerbe zu seyn, und nicht mehr im bürgerlichen Leben, durch Professoren repräsentirt, aufträte. (...) Jene Repräsentanten der Philosophie im bürgerlichen Leben repräsentiren sie meistens doch nur so, wie der Schauspieler den König. Waren etwan die Sophisten, welche Sokrates so unermüdlich befehdete und die Plato zum Thema seines Spottes macht, etwas Anderes, als Professoren der Philosophie und Rhetorik?« Og endelig s. 137, hvor det bidende kritisk hedder: »Wer zu derselben Einsicht noch fernerer Belege bedarf, betrachte das Nachspiel zu der großen Hegel-Farce, nämlich die gleich darauf folgende, so überaus zeitgemäße Konversion des Herrn v. 👤Schelling vom Spinozismus zum Bigotismus und seine darauf folgende Versetzung von 📌München nach 📌Berlin, unter Trompetenstößen aller Zeitungen, nach deren Andeutungen man hätte glauben können, er bringe dahin den persönlichen Gott, nach welchem so großes Begehr war, in der Tasche mit; worauf denn der Zudrang der Studenten so groß wurde, daß sie sogar durch die Fenster in den Hörsaal stiegen; dann, am Ende des Kursus, das Groß-Mannsdiplom, welches eine Anzahl Professoren der Universität, die seine Zuhörer gewesen, ihm unterthänigst überbrachten, und überhaupt die ganze, höchst glänzende und nicht weniger lukrative Rolle desselben in Berlin, die er ohne Erröthen durchgespielt hat; und das im hohen Alter, wo die Sorge um das Andenken, das man hinterläßt, in edleren Naturen jede andere überwiegt. Man könnte bei so etwas ordentlich wehmüthig werden; ja man könnte beinahe meynen, die Philosophieprofessoren selbst müßten dabei erröthen: doch das ist Schwärmerei. Wem nun aber nach Betrachtung einer solchen Konsummation nicht die Augen aufgehn über die Kathederphilosophie und ihre Helden, Dem ist nicht zu helfen.«

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 4

Politie-Officiant : politibetjent.

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 16

S. har rigtigt seet, at denne Professor-Nederdrægtighed ... at ignorere ... S. er charmant ... i rammende Grovhed : se fx følgende passage i »Vorrede zur zweiten Auflage« i Die Welt als Wille und Vorstellung, s. XXVI, hvor 👤Schopenhauer om 'das Verfahren der Philosophieprofessoren' skriver, at den består »bekanntlich im gänzlichen Ignoriren und dadurch im Sekretiren«; og videre s. XXIX, hvor Schopenhauer taler om »das Ignorir- und Schweigesystem«. Se også følgende passage i kap. 48 i »Ergänzungen zum vierten Buch« i Die Welt als Wille und Vorstellung bd. 2, s. 612, hvor Schopenhauer skriver: »wenn, im Urtheil der Zeitgenossen, die paradoxe und beispiellose Uebereinstimmung meiner Philosophie mit dem Quietismus und Asketismus als ein offenbarer Stein des Anstoßes erscheint; so sehe ich hingegen gerade darin einen Beweis ihrer alleinigen Richtigkeit und Wahrheit, wie auch einen Erklärungsgrund des klugen Ignorirens und Sekretirens derselben auf den protestantischen Universitäten.« Se desuden følgende passage i slutningen af § 14 »Einige Bemerkungen über meine eigene Philosophie« i »Fragmente zur Geschichte der Philosophie« i Parerga und Paralipomena bd. 1, s. 126f., hvor Schopenhauer taler om den kranke skæbne, hans filosofi har fået i modsætning til 👤Hegels ( 343,9) katederfilosofi, og skriver: »Da folgte es, wie Tag auf Nacht, daß die Hegelei die Fahne wurde, der Alles zulief, meine Philosophie hingegen weder Beifall, noch Anhänger fand, vielmehr mit übereinstimmender Absichtlichkeit, gänzlich ignorirt, vertuscht, wo möglich erstickt wurde«. Se endvidere følgende passage i »Ueber die Universitäts-Philosophie« i Parerga und Paralipomena bd. 1, s. 175: »weil nun (...) die Lehre von der strengen Necessitation aller Willensakte nirgends so gründlich, klar, zusammenhängend und vollständig dargethan ist, als in meiner von der Norwegischen Societät der Wissenschaften redlich gekrönten Preisschrift [ 314,30]; so findet man, ihrer alten Politik, mir überall mit dem passiven Widerstande zu begegnen, gemäß, diese Schrift weder in ihren Büchern, noch in ihren gelehrten Journalen und Litteraturzeitungen irgend erwähnt: sie ist aufs strengste sekretirt und wird comme non avenue [fr., som ikke-sket] angesehn, wie Alles, was nicht in ihren erbärmlichen Kram paßt, wie meine Ethik überhaupt, ja, wie alle meine Werke. Meine Philosophie interessirt eben die Herren nicht: das kommt aber daher, daß die Ergründung der Wahrheit sie nicht interessirt. Was sie hingegen interessirt, das sind ihre Gehalte, ihre Honorarlouisd'ors [honorardalere] und ihre Hofrathstitel. Zwar interessirt sich auch die Philosophie: insofern nämlich, als sie ihr Brod von derselben haben: insofern interessirt sie die Philosophie.« – charmant: fortræffelig, fortryllende.

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 19

Han lever tilbagetrukken : 314,30.

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 22

forlæg disse Slyngler Scenen : dvs. forlæg scenen for disse slyngler.

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 25

vistnok : rigtignok, sandt nok.

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 31

jeg har vovet frivilligt ... at blive Carricatur og udgrint af ... Pøbel : 334,23.

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 33

formærke : føle.

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 36

gudelig : som vedrører forholdet til Gud, religiøs.

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 38

vise den fra sig da den vilde tiljuble en Seiren : 337,35.

I trykt udgave: Bind 25 side 355 linje 38

Sagerne nu staae saaledes i Tydskland, at ... nu skal han til at slæbes frem ... og proclameres : se Julius Frauenstädt Briefe über die Schophenhauer'sche Philosophie, 📌Leipzig 1854, ktl. 515, som blev anmeldt af K. Fortlage i ugeskriftet Blätter für literarische Unterhaltung, nr. 12, den 16. marts 1854, årg. 1854, bd. 1 (jan.-juni), Leipzig 1854, s. 205-209. I sit forord, s. Vf., skriver Frauenstädt: »Die 👤Schopenhauer'sche Philosophie, nach meiner bereits mehrfach öffentlich ausgesprochenen Ueberzeugung die bedeutendste seit 👤Kant, die nicht sowol in die Reiche der nachkantischen Systeme gehört, als vielmehr über denselben steht, fängt endlich, nachdem sie über dreißig Jahre lang fast gänzlich ignorirt und, als ob sie gar nicht mitzählte, aus den Lehrbüchern der Geschichte der Philosophie ausgeschlossen worden war, in der Gegenwart an, die Aufmerksamkeit der Denkenden und Philosophirenden in hohem Grade auf sich zu lenken. Es erscheint jetzt keine geschichtliche Darstellung der neuesten Philosophie mehr, die sich nicht genöthigt sähe, ihr einen bestimmten Platz im nachkantischen Entwickelungsgange der Gedanken anzuweisen, und nicht blos die Lehrbücher haben ihr Schweigen gebrochen, sondern auch die kritischen Journale. Namentlich hat 👤I.H. Fichte in seiner erneuerten 'Zeitschrift für Philosophie und philosophische Kritik' der Prüfung und Verurtheilung der Schopenhauer'schen Philosophie zwei längere Artikel, einen von Erdmann und einen sich darauf beziehenden von ihm selbst, gewidmet.« Med 'historiske fremstillinger af den nyeste filosofi' henviser Frauenstädt if. en note, s. V, til C. Fortlage Genetische Geschichte der Philosophie seit Kant, Leipzig 1852, hvor Schopenhauer behandles i et selvstændigt afsnit, s. 407-423; til L. Noack Geschichte der Philosophie in gedrängter Uebersicht. Lehrbuch zum Gebrauche bei akademischen Vorlesungen und zum Selbstunterrichte, 📌Weimar 1853, hvor Schopenhauer omtales i bogens sidste paragraf, § 59 »In die Zukunft weisende Versuche einer neuen Grundlegung der Philosophie«, s. 347-352; s. 348f.; og til 👤J.E. Erdmann Die Entwicklung der deutschen Speculation seit Kant, 1.-2. del, Leipzig 1848-53 (bd. 3,1-2 i Versuch einer wissenschaftlichen Darstellung der Geschichte der neuern Philosophie); 2. del (»Zweiter und letzter Theil«), hvor Schopenhauers filosofi, som den kommer til udtryk i Die Welt als Wille und Vorstellung, bliver fyldigt behandlet i femte bog »Pantheismus, Individualismus und ihre Vermittelung auf kritischer Basis«, § 40 »Schopenhauer«, s. 381-412 (hvoraf s. 381-384 udgør en kombineret biografi og bibliografi frem til 1851), og i § 41 »Schlussbemerkung zu Herbart und Schopenhauer«, s. 412-417. Endelig henviser Frauenstädt til 👤I.H. Fichte System der Ethik bd. 1, Die philosophischen Lehren von Recht, Staat und Sitte in Deutschland, Frankreich und England, von der Mitte des achtzehnten Jahrhunderts bis zur Gegenwart, Leipzig 1850, ktl. 510, hvor Schopenhauer behandles i kap. VII »Arthur Schopenhauer«, § 169-177, i første bog »Die Lehren von Recht, Staat und Sitte in Deutschland von Kant bis zur Gegenwart«, s. 394-415. Med de to artikler i Fichtes tidsskrift henviser Frauenstädt til J.E. Erdmann »Schopenhauer und Herbart, eine Antithese« og I.H. Fichte »Ein Wort über die 'Zukunft' der Philosophie. Als Nachschrift zum vorigen Aufsatze« i Zeitschrift für Philosophie und philosophische Kritik, udg. af I.H. Fichte, 👤H. Ulrici og J.A. Wirth, Neue Folge, bd. 21, 📌Halle 1852, s. 209-226 og s. 226-241. Desuden oplyser Frauenstädt følgende i en note, s. VI: »Als ich bereits mit meinen vorliegenden 'Briefen über die Schopenhauer'she Philosophie' fertig war, erschien im Aprilheft der 'Westminster Review' von 1853 ein 20 Seiten langer Artikel über Schopenhauer unter der Ueberschrift: 'Iconoclasm in German philosophy.' Diesen Artikel theilte kurz darauf die Voß'sche 'Königlich privilegirte Berlinische Zeitung von Staats- und gelehrten Sachen' ihren Lesern in einer vollständigen, sehr gelungenen Uebersetzung, begleitet von einigen Anmerkungen, einem kurzen Vor- und Nachwort des unterschriebenen Uebersetzers Dr. O. Lindner, unter dem Titel: 'Deutsche Philosophie im Auslande' mit. Diese Uebersetzung habe ich nun meinen Briefen vorandrucken lassen (...). Ein Jahr früher schon erschien in derselben 'Westminster Review' (1852, S. 677-681) eine Anzeige der Schopenhauer'schen 'Parerga und Paralipomena', die dem Schopenhauer'schen verwerfenden Urtheil über die unphilosophische Richtung der nachkantischen Professorenphilosophie beistimmte und als Beleg für dasselbe auch die Ansicht eines 'scharfsinnigen unabhängigen englischen Denkers', 👤H.H. Lewes (in seiner 'Geschichte der Philosophie', IV, 237), citirte.« Hvad angår den omtalte eng. artikel i ty. oversættelse »Artikel der 'Westminster Review' über die Schopenhauer'sche Philosophie. / (Abdruck aus der Voß'schen Zeitung.)«,se Briefe über die Schophenhauer'sche Philosophie, s. 1-31. I øvrigt havde Frauenstädt skrevet en længere anmeldelse af Parerga und Paralipomena i Blätter für literarische Unterhaltung, nr. 9, den 28. feb. 1852, årg. 1852, bd. 1 (jan-juni), Leipzig 1852, s. 196-202, og i sin bog Aesthetische Fragen, Dessau 1853, løbende fremhævet Schopenhauers store betydning. – litteraire Sjouere: skribenter, der som sjovere (daglejere) lever af løst arbejde og i almindelighed anses for at være rå og have en tvivlsom moral.

I trykt udgave: Bind 25 side 356 linje 7

han er saa yderst glad ... at Videnskabernes Selskab i Tronhjem ... har kronet hans Priisskrift : se »Vorrede« til Die beiden Grundprobleme der Ethik ( 314,30), s. VI, hvor 👤Schopenhauer skriver: »Noch habe ich zu bemerken, daß die erste dieser beiden Abhandlungen bereits im neuesten Bande der zu Drontheim erscheinenden Denkschriften der Königlich Norwegischen Societät der Wissenschaften ihre Stelle gefunden hat. Diese Akademie hat, in Betracht der weiten Entfernung Drontheims von Deutschland, mir die von ihr erbetene Erlaubniß, einen Abdruck dieser Preisschrift für Deutschland veranstalten zu dürfen, mit der größten Bereitwilligkeit und Liberalität gewährt: wofür ich derselben meinen aufrichtigen Dank hiemit öffentlich abstatte.« Se også s. XVf., hvor Schopenhauer om Det Kgl. Norske Videnskabers-Selskab, som han blev medlem af, skriver: »Dieser Akademie anzugehören ist aber auch eine Ehre, deren Werth ich mit jedem Tage deutlicher einsehn und vollständiger ermessen lerne. Denn sie kennt, als Akademie, kein anderes Interesse, als das der Wahrheit, des Lichts, der Förderung menschlicher Einsicht und Erkenntnisse. Eine Akademie ist kein Glaubenstribunal.« – Den udgave af prisskriftet i 📌Trondhjem, Shopenhauer her henviser til, udkom i 1839 på ty., men under den no. titel »Kan Menneskets frie Villie bevises af dets Selvbevidsthed?« En med det Kongelige Norske Videnskabers-Selskabs større Guldmedaille belønnet Priis-Afhandling af Dr. Arthur Schopenhauer i Det Kongelige Norske Videnskabers-Selskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede bd. 3, Trondhjem 1829-43, 2. hefte, s. 1-100. If. redaktionens forord, s. 2f., dateret »i August 1839«, fik Schopenhauer tildelt nogle eksemplarer af dette hefte. Schopenhauers egen udgave er nr. I Preisschrift über die Freiheit des menschlichen Willens, gekrönt von der Königl. Norwegischen Societät der Wissenschaften, zu Drontheim, am 26. Januar 1839 i Die beiden Grundprobleme der Ethik. – Tronhjem: Trondhjem el. Trondheim (opr. 📌Nidaros, tidligere hovedstad), handels- og havneby, beliggende ved udløbet af Nidelven i Trøndelag i 📌Norge. Det kgl. Norske Videnskabers-Selskab blev stiftet i Trondhjem i 1760.

I trykt udgave: Bind 25 side 356 linje 14

skatteret : vurderet, værdsat.

I trykt udgave: Bind 25 side 356 linje 18

Pro dii immortales! : lat. udbrud, 'Ved de udødelige guder!'

I trykt udgave: Bind 25 side 356 linje 19

da Kiøbenhavn ikke kroner et andet Priisskrift ... larmer han ... i Fortalen, som ledsager dets Udgivelse : se »Vorrede« til Die beiden Grundprobleme der Ethik, s. V-XXXX, hvoraf s. VI-XXXX er ét langt opgør med den negative bedømmelse, hvormed Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab forkastede den besvarelse, 👤Schopenhauer havde indsendt. Bedømmelsen, der er affattet på latin, er trykt bagest i Die beiden Grundprobleme der Ethik, s. 279.

I trykt udgave: Bind 25 side 356 linje 19

Commerce : fr., samkvem; kommers, sjov.

I trykt udgave: Bind 25 side 356 linje 22

udviser : viser, udtrykker.

I trykt udgave: Bind 25 side 356 linje 36

Verdens Frelser : 328,10.

I trykt udgave: Bind 25 side 356 linje 36

Han begynder med at de ville gjøre ham til Konge ... vil han ikke : hentyder til Joh 6,15. Efter at folk havde set det tegn, 👤Jesus gjorde ved at bespise de fem tusind, sagde de, at han sandelig måtte være den kommende profet. Og da Jesus vidste, at de ville komme og med magt gøre ham til konge, trak han sig tilbage til bjerget, helt alene. – de ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 356 linje 37

i Handel og Vandel : fast udtryk med betydningen: i al almindelighed, også: i levevis, livsførelse, og: i handels- og næringslivet.

I trykt udgave: Bind 25 side 357 linje 18

Det rene Comiske ... ikke leer af Noget, som ... er det Ynkelige : sml. den udførlige teori om det komiske i anden del af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), i SKS 7, 464-477, hvor der bl.a. med udgangspunkt i 👤Aristoteles' definition skelnes ml. det komiske og det ynkværdige, jf. s. 466, noten.

I trykt udgave: Bind 25 side 357 linje 21

jeg hedder: S. A.: Søren Aabye.

I trykt udgave: Bind 25 side 352m linje 2

underfundigste : mest listige, snedige.

I trykt udgave: Bind 25 side 357 linje 32

vistnok : rigtignok, sandt nok.

I trykt udgave: Bind 25 side 358 linje 11

graverende : tungt vejende, skærpende.

I trykt udgave: Bind 25 side 358 linje 24

paa tvert: tværs.

I trykt udgave: Bind 25 side 358 linje 29

bespænde : omspænde, spænde over, omfatte.

I trykt udgave: Bind 25 side 359 linje 4

Terainnet : dvs. terrainet.

I trykt udgave: Bind 25 side 359 linje 4

inden : inden for.

I trykt udgave: Bind 25 side 359 linje 21

Irritator : person, der pirrer, tirrer, ægger.

I trykt udgave: Bind 25 side 359 linje 27

betryggede : sikrede.

I trykt udgave: Bind 25 side 359 linje 28

faldt ud af Charakteren: rollen.

I trykt udgave: Bind 25 side 359 linje 29

entholde sig : af ty., afholde sig.

I trykt udgave: Bind 25 side 360 linje 8

blev noget aabenbart: afsløret.

I trykt udgave: Bind 25 side 360 linje 14

Prof. Nielsen : 👤Rasmus Nielsen (1809-84), da. teolog og filosof; fra 1841 ekstraordinær og fra 1. sept. 1850 ordinær prof. i moralfilosofi ved 📌Københavns Universitet. Han var i begyndelsen af 1840'erne meget præget af den ty. filosof 👤G.W.F. Hegel ( 343,9), men kom fra midten af 1840'erne under indflydelse af SK, med hvem han sluttede venskab i sommeren 1848. På det tidspunkt troede SK, at han snart skulle dø, hvorfor han dels ønskede en person til at udgive sine litterære efterladenskaber, dels overvejede at gøre en anden fortrolig med sine tanker om forfatterskabet. Han valgte Rasmus Nielsen, med hvem han fremover hver torsdag på deres spadsereture førte samtaler om sine anskuelser og sit forfatterskab. Dog ville SK vente med at dømme om, hvorvidt Nielsen var brugbar, indtil Nielsen havde udgivet sit næste skrift. Den 19. maj 1849 udkom Nielsens store værk Evangelietroen og den moderne Bevidsthed. Forelæsninger over Jesu Liv, 📌Kbh. 1849, ktl. 700, der skuffede SK dybt. Bogen, der knap nok nævner SK, var dog så meget påvirket af SKs pseudonyme værker, at anmelderne erklærede Nielsen for en discipel af SK, mens SK selv var fuld af ærgrelse og af den opfattelse, at Nielsen havde stjålet fra ham. Da 👤H.L. Martensen snart efter udgav Den christelige Dogmatik ( 317,5), hvori han i forordet lod hånt om SKs pseudonyme skrifter, gik Rasmus Nielsen til angreb på ham med stridsskriftet Mag. S. Kierkegaards »Johannes Climacus« og Dr. H. Martensens »Christelige Dogmatik«. En undersøgende Anmeldelse, Kbh. 1849, ktl. 701. Dette førte til en ganske omfattende debat i samtiden om forholdet ml. tro og viden. Nielsens næste større indlæg var Evangelietroen og Theologien. Tolv Forelæsninger holdte ved Universitetet i Kjøbenhavn i Vinteren 1849-50, Kbh. 1850, ktl. 702, der udkom den 6. april 1850. Heri begrundes i en mere systematisk fremstilling indsigten fra SKs pseudonymer, at man må begribe, at troen ikke kan begribes. SKs forhold til Nielsen findes belyst i adskillige journaloptegnelser samt i en række breve (trykt i B&A); om det brud på deres forhold, det kom til den 30. april 1850, se nr. 252-261 i B&A bd. 1, s. 273-278, og journaloptegnelsen NB17:81, formentlig fra juni 1850, i SKS 23, 229f. Senere udkom dels Om Skjæbne og Forsyn, Kbh. 1853, ktl. 704, dels det pseudonyme skrift Et Levnetsløb i Underverdenen, udg. af Walther Paying, Kbh. 1853, ktl. 716.

I trykt udgave: Bind 25 side 360 linje 16

en tyvstiaalet Doceren : hentyder til, at SK var af den opfattelse, at 👤R. Nielsen tidligere, især i Evangelietroen og den moderne Bevidsthed, havde stjålet både fra hans pseudonymer og fra deres samtaler; se foregående kommentar.

I trykt udgave: Bind 25 side 360 linje 17

ville : vilde.

I trykt udgave: Bind 25 side 360 linje 19

slikke deres Fingre efter : synes meget godt om, være meget begærlige efter, gerne have fat i.

I trykt udgave: Bind 25 side 360 linje 19

fremkogle : fremtrylle.

I trykt udgave: Bind 25 side 360 linje 31

Approximeren : det gradvist at nærme sig (noget), gradvis tilnærmelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 361 linje 3

frastødende : der støder fra.

I trykt udgave: Bind 25 side 361 linje 3

Prof. R Nielsen : 360,16.

I trykt udgave: Bind 25 side 361 linje 9

Han sagde ... til mig: »dersom Samtiden anede ... saa slog den Dem ihjel.« : Det er ikke identificeret, hvornår 👤Rasmus Nielsen sagde dette til SK.

I trykt udgave: Bind 25 side 361 linje 10

ret forstod: virkelig, for alvor.

I trykt udgave: Bind 25 side 361 linje 12

bedaare : besnære, bedrage, vildlede.

I trykt udgave: Bind 25 side 361 linje 16

grant : nøje, tydeligt, præcist.

I trykt udgave: Bind 25 side 361 linje 17

gaae hen : passere.

I trykt udgave: Bind 25 side 361 linje 18

Styrelsen : Guds styrelse ( 302,33).

I trykt udgave: Bind 25 side 361 linje 24

Sliim fra det at være Fisk : Talrige små slimkirtler i fiskens overhud holder overfladen indsmurt i et slimlag, der beskytter mod bakterier, svampe o.l.

I trykt udgave: Bind 25 side 362 linje 2

Evighedens Straf : 315,12.

I trykt udgave: Bind 25 side 362 linje 7

fuldkommet : fuldbyrdet, virkeliggjort fuldt ud.

I trykt udgave: Bind 25 side 362 linje 10

Egoitet : jeghed, selvhed.

I trykt udgave: Bind 25 side 362 linje 22

Medlevende : samtidige.

I trykt udgave: Bind 25 side 362 linje 31

formaster sig til : drister sig til frækt, hovmodigt.

I trykt udgave: Bind 25 side 362 linje 35

Styrelsen : Guds styrelse ( 302,33).

I trykt udgave: Bind 25 side 362 linje 38

det Grundtvigske : det, som den da. teolog, præst, (salme)digter, historiker, politiker m.m. 👤Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) og hans tilhængere står for.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 2

αδιαφοϱον : gr. (adiáphoron), det, der ikke gør forskel; betegnelse for en ting, holdning el. handling, der er moralsk indifferent i forhold til den kristne lære. SK diskuterer flere steder begrebet, se fx NB21:124, fra okt. 1850, i SKS 24, 75, samt kommentarerne hertil.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 9

de troe ... ikke kan være en ret Christen uden at være gift ... talrig Afkom er Guds Velsignelse : En kilde er ikke identificeret. – item: lat., fremdeles, ligeledes. – talrig Afkom er Guds Velsignelse: hentyder til 1 Mos 1,28 ( 364,5).

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 9

ganske jødisk : hentyder dels til 1 Mos 1,28 ( 364,5), dels til forjættelserne til 👤Noa og hans sønner, se 1 Mos 9,1.7, til 👤Abraham, se 1 Mos 15,5; 16,16; 17,2.5-6; 22,17, til 👤Isak, se 1 Mos 26,4, og til 👤Jakob, se 1 Mos 28,14; 35,11.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 12

Omskærelsen : Om omskærelsen som tegn på Guds pagt med 👤Abraham, se 1 Mos 17, og som en del af Guds pagtslov med israelitterne, se 3 Mos 12,3. Se også fx Rom 2,25-3,2 og 4,11.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 13

Daaben, som de beraabe dem paa : 307,14.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 14

en ægte jødisk Overtroe paa Nedstammelsen : If. stamtavlerne i 1 Krøn 1,1-34 og 2,1-8,40 kan det israelitiske folk via 👤Jakobs tolv sønner føre sin nedstamning tilbage til 👤Adam, idet stamfædrene er 👤Abraham, 👤Isak og Jakob, jf. beretningerne i 1 Mos. Flere steder i NT fremgår det, at jøderne påberåber sig at nedstamme fra Abraham, se fx Matt 3,9; Joh 8,33; Rom 4,12.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 16

Indbildning at være Guds udvalgte Folk ... (de Døbte) ere Guds udvalgte Folk : 307,14.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 17

de Danske ere det : 307,14. Se desuden følgende passage i artiklen »Menneske-Livet som Huus-Liv, Folke-Liv og Christen-Liv« i Dansk Kirketidende ( 307,14), nr. 460, den 9. juli 1854, bd. 9, sp. 486f., hvor 👤Grundtvig skriver: »Selv da, naar vi, som her i vort Høinorden, har en levende Følelse deraf, at vi aandelig og hjertelig, ved fælles Stamfædre og Modersmaal, tilhøre et menneskeligt Folk, som giennem et langt og til Fædernelandets Værn daadfuldt Leventsløb har bevaret og udviklet sit Modersmaal, selv da falder det ikke let at faae en levende Forestilling om det usynlige Folk og Rige, som Guds Ord baade skaber og aabenbarer, og at omfatte det christelige Guds-Folk og Guds-Rige, under alle Himmelegne og til alle Tider, med den Kiærlighed, som de er værd, og som de maae omfattes med, naar vi skal smage Guds-Folkets Glæde, og være Lodseiere i det deilige Land, som flyder med Mælk og Honning. At det heller ikke engang faldt let for Jøderne, som dog vidunderlig var skabt til et menneskeligt Folk, opholdt og opdraget giennem mange Aarhundreder mellem lutter Forbilleder paa det Tilkommende, og med et Modersmaal, vidunderlig skikket og udviklet til at udtrykke al aandelig Sandhed, det lærer den evangeliske og apostoliske Historie os, og naar man dog alligevel tænker, det kan lykkes at blive virkelige Borgere i Aandens hellige Land og virkelige Medlemmer af det hellige Folk og det kongelige Præsteskab, og at kunne udtale alle aandelige Ting med aandelige Ord, som den Helligaand lærer, uden engang at have et jordisk Folk, Fæderneland og Modersmaal, som man menneskelig føler sig hjemme i, da gaaer det nødvendig altid efter Prophetens Ord, som naar en Hungrig og Tørstig drømmer, han æder og drikker, men vaagner ligefuldt hungrig og tørstig.«

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 19

Epicuræisme : egl. det, der hidrører fra den filosofi, der er udformet af den gr. filosof 👤Epikur (o. 341 - o. 270 f.Kr.), for hvem lykken var livets formål. Her er 'epikuræisme' forstået i nedsættende betydning som det, der er bestemt af nydelsessyge.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 20

sædelige : moralske, etiske.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 28

Slægtens: menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 28

hos Plato : hentyder til 👤Platons Symposion, 206d, hvor 👤Sokrates ( 345,3) gengiver dele af sin samtale med 👤Diotima: »Kjærlighed gaaer altsaa ikke ud paa det Skjønne, som Du troede, Sokrates. – Hvorpaa da? – Paa at føde og frembringe i det Skjønne. – Vel, sagde jeg. – Det er ganske vist, svarede hun. – Men hvorfor just herpaa? – Fordi denne Fødsel er det Evige og Udødelige, forsaavidt det kan aabenbare sig i det Dødelige. At ethvert Væsen maa stræbe efter Udødelighed tilligemed det Gode, følger nødvendig af det, vi tilforn ere blevne enige om, efterdi Kjærligheden jo gaaer ud paa, altid at have det Gode; vi maae altsaa, ifølge denne Tale, nødvendig antage, at Kjærlighed ogsaa er Stræben efter Udødelighed.« Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af 👤C.J. Heise, bd. 1-6, 📌Kbh. 1830-51, ktl. 1164-1167 (forkortet Udvalgte Dialoger af Platon); bd. 2, 1831, s. 71f. (Platons Skrifter, udg. af 👤C. Høeg og 👤H. Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41] (forkortet Platons Skrifter); bd. 3, s. 129). Sokrates refererer videre Diotima for at sige, 207d: »Dersom Du altsaa troer, at Kjærligheden, ifølge sin Natur, gaaer ud paa det, hvorom vi ofte ere blevne enige, saa forundre Dig ikke. Thi paa samme Maade, som jeg før sagde, stræber ogsaa her den dødelige Natur, saa godt den kan, efter Vedvarenhed og Udødelighed. Men dette kan den kun opnaae ved Forplantelsen, fordi den altid efterlader noget Nyt istedetfor det Gamle.« Udvalgte Dialoger af Platon bd. 2, s. 73 (Platons Skrifter bd. 3, s. 129f.). Diotima slutter denne del af sin tale således, 208.a: »Ved denne Foranstaltning, Sokrates, bliver det Dødelige deelagtigt i det Udødelige, Legemet saavelsom alt andet; med det Udødelige selv forholder det sig paa en anden Maade. Forundre Dig altsaa ikke over, at Enhver af Naturen holder sin egen Afkom i Ære; thi for Udødelighedens Skyld yttrer denne Stræben og denne Kjærlighed sig hos Enhver.« Udvalgte Dialoger af Platon bd. 2, s. 74 (Platons Skrifter bd. 3, s. 130). – Plato: el. Platon (427-347 f.Kr.), gr. filosof, elev af Sokrates ( 345,3), som er den gennemgående hovedperson i hans dialoger; grundlagde 387 f.Kr. Akademiet i 📌Athen; blandt hans elever var 👤Aristoteles ( 297,9).

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 31

Aristoteles : hentyder formentlig til følgende passager i 8. bog, kap. 12 (1161b 18 - 1162a 13), i 👤Aristoteles' ( 297,9) Den Nikomachæiske Etik, se Die Ethik des Aristoteles ( 317,23) bd. 2, s. 489-491: »Die Freundschaft, welche aus der Verwandtschaft entsteht, ist sehr vielartig, hängt aber gänzlich von der Verbindung zwischen Aeltern und Kindern ab. / Es ist die Natur, welche den Aeltern eine instinctartige Liebe zu den Kindern, als zu Theilen ihres eignen Wesens, eingepflanzt und die Kinder hinwiederum gelehrt hat, die Aeltern, als die Urheber ihres Daseyns, zu lieben. Indeß ist die Vorstellung der Aeltern, daß diese Kinder Wesen von ihnen sind, deutlicher und lebhafter, als die Vorstellung der Kinder, daß sie ihr Leben von den Aeltern haben. Daher wird auch das Wesen, aus welchen ein anderes entsteht, zu dem aus ihm entsprungenen weit mehr hingezogen, als dieses zu jenem. Jede Sache, die ein Theil einer Sache ist und aus ihr entspringt, wie z. B. ein Zahn, ein Haar oder so etwas aus dem menschlichen Körper, ist dem Körper selbst genau verwandt und gehört zu ihm: aber umgekehrt gehört der Körper nicht zu einem solchen aus ihm erwachsenen Theile, oder ist doch mit ihm nur wenig verwandt. Dazu kommt die größere Länge der Zeit, in welcher die Liebe der Aeltern zu den Kindern erwachsen und reifen kann. Jene nähmlich fangen diese mit ihrem Daseyn zugleich an zu lieben, letztere aber die erstern erst dann, wenn sie zum Selbstbewußtseyn und zur Vernunft kommen. Dieß letztere, – die längere Beschäftigung mit dem geliebten Gegenstande, ist auch die Ursache, warum die Zärtlichkeit der Mütter gegen ihre Kinder noch größer ist, als die Zärtlichkeit der Väter. / Noch einmal also: die Aeltern lieben ihre Kinder gleichsam als ein anderes Selbst; es sind Wesen, die sich von dem ihrigen erzeugt und von demselben nur abgesondert haben. Die Kinder aber lieben ihre Aeltern, als die Ursache und die Quelle ihrens Daseyns.« 👤Garve opdeler 8. bog således, at det, der traditionelt tælles som kap. 12, i hans oversættelse er kap. 14. Se også følgende passager i 9. bog, kap. 7 (1167b 20 - 1168a 10), se Die Ethik des Aristoteles bd. 2, s. 542f.: »Das Verhältniß des Wohlthäters gegen den, welchem er Wohlthaten erwiesen hat, scheint dasselbe zu seyn mit dem Verhältniß des Künstlers gegen sein Werk. Jeder liebt das seinige gewiß mehr, als er von seinem Werke würde geliebt werden, wenn dieses belebt wäre. Am meisten gilt dieses vielleicht von den Dichtern und ihren Arbeiten. Mit einer recht väterlichen Zärtlichkeit lieben sie diese Kinder ihres Geistes und schätzen sie weit über ihren Werth. / Die Wohlthäter nun befinden sich in einem, diesem ähnlichen, Falle. Der Gegenstand ihrer Wohlthätigkeit ist gewisser Maßen ihr Werk; sie lieben ihn daher mehr, als sie von ihm geliebt werden, weil überhaupt der Urheber sein Werk, aber nicht das Werk den Urheber liebt. / Die noch höhere Ursache hiervon liegt darin, daß allen Menchen das Seyn die wünschens- und liebenswürdigste Sache ist. Wir sind aber bloß durch die Thätigkeit. Denn seyn heißt leben; und leben so viel, wie handeln. Der also, welcher ein Werk hervorbringt, ist sich darin einer Thätigkeit und also gewisser Maßen des Daseyns bewußt. Er liebt also das Werk, weil er sein Daseyn liebt. Das ist aber ein allgemeines physisches Gesetz: denn alles, was dem Vermögen nach vorhanden ist, dessen Daseyn wird doch erst durch die Thätigkeit, und diese durch das hervorgebrachte Werk, sichtbar.« Sml. journaloptegnelsen NB27:34, i SKS 25, 149.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 31

hos de ældre Kirkefædre ... (hos Böhringer anføres det ... bemærket i mit Exemplar) : se fx følgende passage i afsnittet om de fire trin i 👤Bernhard af Clairvaux' kærlighedsopfattelse i F. Böhringer Die Kirche Christi und ihre Zeugen oder die Kirchengeschichte in Biographieen bd. 1,1-1,4 og 2,1-2,3 (7 dele), 📌Zürich 1842-55 (senere udkom bd. 2,4-2,5, 1856-58), ktl. 173-177; bd. 2,1, 1849, s. 635f., hvor det om det fjerde og sidste trin (»da der Mensch sich selbst nur um Gottes willen liebt«) hedder: »In der Auferstehung erst finde der Mensch seine volle, verklärte Persönlichkeit, darum sehne sich auch die Seele nach dem verklärten Leibe. 'So lange die himmlische Herrlichkeit noch nicht auch in den Körpern strahlt, könnten auch die Seelen nicht ganz sich selbst zu Grunde gehen lassen und in Gott übergehen, da sie noch immer an ihre Leiber gebunden sind, wenn auch nicht mittels des Lebens oder der Sinne, doch wenigstens durch eine natürliche Neigung, so dass sie ohne dieselben weder vollendet werden können noch wollen.' Es würde sich sonst der Geist nicht nach der Gemeinschaft des Fleisches sehnen, wenn er ohne dieses könnte vollendet werden. 'Hat die Seele nun aber erlangt, was allein noch ihr fehlte, was vermag dann fürder sie zu hindern, gleichsam aus sich selbst heraus und ganz in Gott einzugehen, sich selbst um so unähnlicher zu werden, je mehr ihr verliehen wird, Gott ähnlich zu werden?' Aber wenn es auch dort fleischliche Substanz noch gäbe, so habe doch alle fleischliche Nothdurft ein Ende, weil die Liebe des Fleisches ganz in die Liebe des Geistes verschlungen werde und alle menschlichen Gefühle sich gleichsam in göttliche auflösen würden. Man solle sich jedoch nicht wundern, wenn der verherrlichte Leib zur Herrlichkeit des Geistes beitrage, da ja schon der gebrechliche und sterbliche ihm so viel gegolten habe. Das Verhältniss von Leib und Seele, wie es angelegt sei, sei ein segenreiches unter allen Verhältnissen, 'so dass die Seele nicht ohne reichen Gewinn ihren Körper ablegen, noch aufs Neue sich mit ihm vereinigen' könne.« – Böhringer: Georg 👤Friedrich Böhringer (1812-79), ty.-schweizisk teolog og kirkehistoriker; fra 1842 præst i Glattfelden i Canton Zürich. – mit Exemplar: SKs eksemplar er ikke kendt.

I trykt udgave: Bind 25 side 363 linje 32

formerer Eder og vorder frugtbare : hentyder til skabelsesberetningen, hvor Gud efter at have skabt mennesket som mand og kvinde »velsignede dem, og Gud sagde til dem: vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden«, 1 Mos 1,28 (GT-1740).

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 5

Slægt-Register : 363,16.

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 7

havde Jøden heller ikke Udødeligheden : se fx § 129 »Mors et immortalitas« (»Død og udødelighed«) i 👤K. Hase Hutterus redivivus oder Dogmatik ( 323,32), s. 330: »In den Schriften des A. T. [Alten Testaments] vor dem Exile finden sich neben einem Schattenreiche (...) nur entfernte Ahnungen einer wahren Unsterblichk.[eit], weil Gott in der Stufenfolge sr. Offnb. [seiner Offenbarung] sein Volk noch nicht zu diesem Gl. [Glauben] erzogen hatte. Aber als im Elende die Propheten das Volk mit der klaren Weißagung auf den 👤Messias trösteten: erweckte er als Todtenerwecker sogleich den Gl. an ein ewiges Leben.« – Mellem de to vigtige religiøse og politiske grupper el. retninger i jødedommen i hellenistisk og rom. tid, saddukæerne og farisæerne, herskede der uenighed, idet saddukæerne forkastede, mens farisæerne fastholdt troen på sjælens udødelighed; se fx ApG 23,6-8 og Matt 22,23.

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 8

kommer Χstd. og anbringer: Virginiteten : hentyder formentlig til, at 👤Jesus blev født af 👤jomfru Maria. Men der kan også være tænkt på 1 Kor 7, hvor 👤Paulus, v. 8, anbefaler ugift stand.

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 10

vistnok : rigtignok, sandt nok.

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 19

Forargelsens Frastød : sml. 1 Kor 1,23, hvor 👤Paulus skriver: »vi prædike den korsfæstede Christum, som er Jøderne en Forargelse, og Grækerne en Daarlighed [tåbelighed, dårskab]« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 22

Elevation : opløftelse, ophøjelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 24

Christd. er Forsagelse : se fx Luk 14,33 ( 333,8).

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 25

Forjættelser for dette Liv : 348,20 og 363,12.

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 27

udviist : vist, udtrykt.

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 30

Jødedommen er: Ægteskab ... forplanter Eder og vorder frugtbare : 364,5.

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 34

Velsignelser over Slægten : 363,12.

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 35

Χstd, som er Virginiteten : 364,10.

I trykt udgave: Bind 25 side 364 linje 37

at leve længe paa Jorden : hentyder formentlig til det tredje af de ti bud, 2 Mos 20,12: »Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.« Se også Ordsp 3,1-2: »Min søn, glem ikke min belæring, / lad dit hjerte holde mine bud; / for et langt liv og mange leveår / og stor lykke giver de dig.« Og Ordsp 4,10: »Hør, min søn, og tag imod mine ord, / så bliver dine leveår mange«.

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 2

et Theokratie her paa Jorden : hentyder til det teokrati, der gør sig gældende i dele af GT, dvs. den forfatnings- el. statsform, hvor al magt og myndighed ligger hos Gud og udøves af præsterne. Se fx § 143 »Theokratische Verfassung« og § 144 »Schicksale der theokratischen Verfassung bis zur Einführung der Monarchie« i 👤W.M.L. de Wette Lehrbuch der hebräisch-jüdischen Archäologie nebst einem Grundrisse der hebräisch-jüdischen Geschichte, 3. udg., 📌Leipzig 1842 [1814], ktl. 872, s. 180-182.

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 3

mit Rige er ikke af denne Verden : hentyder til Joh 18,36, hvor 👤Jesus, efter at 👤Pilatus har spurgt ham, om han er jødernes konge, og om hvad han har gjort, svarer ham: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 4

være Opfyldelsen af Spaadommene og Forventningerne : hentyder formentlig til, at jøderne på 👤Jesu tid tolkede de gammeltestamentlige profetier om den ventede 👤Messias (hebr., den salvede) som en jordisk konge, der skulle befri dem fra den rom. besættelsesmagt, se fx Joh 6,15 ( 356,37) og 18,33ff.

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 8

gudeligere: som vedrører forholdet til Gud, religiøse.

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 12

aandige : åndelige.

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 19

Mskene ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 21

sandseligt : hvad angår den sanselige verden, verdsligt.

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 21

At fornegte Gud med Gjerninger. Tit. 1, 16 : frit citat fra Tit 1,16, hvor 👤Paulus om vranglærerne på 📌Kreta skriver: »De foregive, at de kiende Gud, men fornægte ham med Gierningerne, vederstyggelige som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gierning« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 25

Egoitet : jeghed, selvhed. Bag tanken om Guds 'egoitet' ligger bl.a. 2 Mos 3,14, hvor Gud på 👤Moses' spørgsmål om, hvad hans navn er, if. den lat. oversættelse Vulgata svarer: »ego sum qui sum« (»jeg er den, jeg er«), jf. også 👤S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., 📌Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187, s. 33, hvor navnet gengives således: »Jeg er den, som jeg er!« Sml. journaloptegnelsen NB23:205, fra april 1851, hvor SK skriver: »Man glemmer, at Eet er Egoisme, et Andet er Egoitet; og at fordi Gud er uendelig langt fra at være en Egoist, er han dog (han kan det ikke anderledes) den uendelige Egoitet.« SKS 24, 303,3-5.

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 34

Sætning : udsagn.

I trykt udgave: Bind 25 side 365 linje 34

guddommelig Oeconomie : guddommelig orden el. verdensordning (af gr. οἰϰονομία, oikonomía). Udtrykket anvendes fx i kap. 4,5 i Diognetbrevet, der hører til skriftgruppen De apostolske Fædre, jf. Brevet til Diognetus om Christendommens Fortrin skrevet kort efter Aposteltiden, overs. af 👤C.H. Muus, 📌Kbh. 1836, ktl. 141, s. 5. Se også Ef 3,9, hvor 👤Paulus taler om Guds 'oikonomía' i betydningen frelsesplan.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 2

kommer hid Alle : hentyder til Matt 11,28 ( 318,19).

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 4

item : lat., fremdeles, ligeledes.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 4

jeg er kommen til Verden ... for at gjøre Verden salig : hentyder til Joh 12,47, hvor 👤Jesus siger: »den, der hører mine ord og ikke holder fast ved dem, ham dømmer jeg ikke; for jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden.« Se også Joh 3,17.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 4

Verdens Frelser : 328,10.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 8

summa summarum : lat., summernes sum; det endelige resultat.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 9

kun meget Faae blive frelste : hentyder formentlig til Luk 13,23-24, hvor det fortælles: »Der var en, der spurgte ham [👤Jesus]: 'Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?' Han svarede dem: 'Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne.'« Se også Matt 7,14 ( 330,1).

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 9

Barbeer-Sludder: Foruden at frisere, klippe hår og barbere havde på SKs tid de barberer, som havde underkastet sig kirurgisk eksamen ved 📌Det kirurgiske Akademi ('amtsbarberer'), stadig funktion som kirurger med ret til at behandle udvortes sygdomme, men deres virke i sundhedsvæsenet var reelt stærkt begrænset og bestod fortrinsvis i åreladning og påsætning af igler.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 14

Columbus : 👤Christoffer Columbus (1451-1506), ital.-sp. søfarer og opdagelsesrejsende. For at finde søvejen til 📌Indien drog han i 1492 ud på en opdagelsesrejse, hvor han i stedet fandt 📌Amerika.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 17

Nærgaaenhed : det at gå ind på livet af nogen, at trænge sig på.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 23

han er Aand og han vil dyrkes som Aand : hentyder til beretningen i Joh 4,7-26 om 👤Jesu samtale med den samaritanske kvinde ved brønden, hvor han siger til hende: »der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed«, v. 23-24.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 32

primitivt : oprindeligt, umiddelbart.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 35

piatte Livet hen : leve uden alvor, på en formålsløs el. tankeløs måde.

I trykt udgave: Bind 25 side 366 linje 37

Omklædning : påklædning; forklædning, maskering.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 6

Gud ansvarlig : ansvarlig over for Gud.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 7

per : lat., i overensstemmelse med.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 10

som det staaer i det nye T:, maa lide for Læren : se fx Joh 16,2 ( 330,1). Se også Matt 10,17-18.22; 24,9; Joh 15,20-21.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 12

summa summarum : lat., summernes sum; det endelige resultat.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 16

paa et andet Mskes Ord og Kjole : hentyder til 26. scene i 👤J.L. Heibergs vaudeville Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825), hvor koret synger: »Det var som 👤Fanden! / Lyver ikke Manden? / Paa hans Ord og Kjole / Vi stole!« J.L. Heibergs Samlede Skrifter. Skuespil bd. 1-7, 📌Kbh. 1833-41, ktl. 1553-1559; bd. bd. 2, 1833, s. 386.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 20

Liv og Blod : med fare for at miste livet.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 20

leger (...) efter : efterligner som i en leg.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 25

tager (...) hen : bemægtige sig, få magt over.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 25

Betryggelse : sikkerhed, garanti.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 25

Differentsen : 342,29.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 31

Gavtyvestreeg : gavtyveagtig handling ( 320,24).

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 34

forvexlede Discipel, Apostel med: Genie, Talent : sml. »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel«, den anden afhandling i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849), i SKS 11, 95-111.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 37

Christus valgte Mænd ... af den menige Classe til Apostle og Disciple : If. evangelierne var flere af de tolv apostle fiskere, jf. Matt 4,18-22, mens fx 👤Matthæus var tolder, jf. Matt 9,9. – menige Classe: jævne, lavere samfundsklasse.

I trykt udgave: Bind 25 side 367 linje 40

Pragtbygninger til Minde om hine Apostle : hentyder formentlig til de prægtige kirker, der bærer et af apostlenes navne. Der kan også være tænkt på 📌Vor Frue Kirke i 📌København med 👤Bertel Thorvaldsens monumentale marmorstatuer af apostlene.

I trykt udgave: Bind 25 side 368 linje 12

Mindedage : hentyder til aposteldagene, dvs. festdage til minde om en apostel. Allerede i det 4. årh. blev Peters og 👤Paulus' martyrium mindet den 29. juni; senere fik hver apostel sin dag. Aposteldagene blev afskaffet i de fleste lutherske kirker efter reformationen, men er blevet fastholdt i Den rom.-katolske Kirke. Der kan også være tale om apostelfesterne, dvs. særlige dage, hvor en apostel, især Peter, fejres, fx de to fester for 'Sankt Peters Stol' hhv. den 18. jan. (for hans bispestol i 📌Rom) og den 22. feb. (for hans bispestol i 📌Antiokia) og festen for 'Peters Lænker' den 1. aug. Den 27. dec. og den 6. maj er festdage for 👤Johannes og den 15. juli for samtlige apostle. Også apostelfesterne blev i vid udstrækning afskaffet i de fleste lutherske kirker efter reformationen, men helligholdes fortsat i Den rom.-katolske Kirke. I kalenderne på SKs tid figurerede dog fortsat '👤Peders Stol' den 22. feb. (se kalenderen bagest i K25). Se i øvrigt underafsnittet om aposteldagene og -festerne i afsnittet »Gedächtniss-Tage der Märtyrer, Apostel und Heiligen« samt fortegnelsen over »Unbewegliche Feste« i »Uebersicht der christlichen Feste nach den Monaten« i 👤J.C.W. Augusti Handbuch der christlichen Archäologie bd. 1-3, 📌Leipzig 1836-37, ktl. 388-390; bd. 1, s. 572-578 og s. 590-594.

I trykt udgave: Bind 25 side 368 linje 14

talløse Skarer i Procession : især ved apostelfesterne.

I trykt udgave: Bind 25 side 368 linje 15

Dyr som leve i Vandet ... at plumre Vandet og saa slippe bort : sigter formentlig til blæksprutten; fx kan den ottearmede blæksprutte slippe bort fra sin forfølger ved at udstøde en sky af 'blæk', så vandet plumres.

I trykt udgave: Bind 25 side 368 linje 20

Iver for: stræben.

I trykt udgave: Bind 25 side 368 linje 29

tilstaae : 306,39.

I trykt udgave: Bind 25 side 368m linje 4

Officiant : embedsmand.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 3

Falsation : forfalskning.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 9

kjendeligt (...) paa : til at kende på, kendetegnet ved.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 11

kunne vi: kan.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 13

ville vi: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 13

tilgavns : fuldt ud, for alvor.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 25

12 Apostle : se fortegnelsen over 👤Jesu tolv apostle i Matt 10,2-4 og Luk 6,13-16.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 27

in effigie : lat., egl. 'efter form el. billede deraf'; der spilles på vendingen: at brænde en in effigie, dvs. afbrænde et billede af en person i dennes fravær.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 28

livssalige : dvs. livsalige, frydefulde.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 34

fra Vrøvl til Vrøvl : spiller formentlig på slutningsordene i kollekterne, indledningsbønnerne ved højmessen, se fx kollekten til 1. søndag i advent, der slutter således: »fra Evighed og til Evighed«, jf. Forordnet Alter-Bog ( 312,28), s. 2.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 35

redelige Officianter have henvendt sig til Staten ... skulde tage sig af Χstd. : Hvad der sigtes til, er ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 25 side 369 linje 38

manum de tabula : lat., 'hånden fra (skrive)tavlen', 'ikke røre', 'hold fingrene væk'. Den ældst kendte kilde til udtrykket er 👤Cicero Epistolae ad diversos (lat., Breve til forskellige) el. ad familiares ((Breve) til venner), 7. bog, nr. 25, afsnit 1. Jf. Ciceronis opera omnia ( 315,17) bd. 3, s. 191.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 3

4 ß : 4 skilling ( 336,8).

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 4

Majestæts-Forbrydelse : 306,2.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 4

gagere : yde gage, lønne.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 7

forlokkede : ved udsigt til vinding o.l. fik (en) til at gøre noget urigtigt, fristede.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 7

Levebrødet og Alt hvad dertil hører : 309,35.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 9

Theologien, som hidtil var anseet for den sikkreste Vei : sml. journaloptegnelsen NB15:35, fra jan. 1850: »nu hedder det i Χstheden, naar en Mand har en Søn, der ikke duer til Andet, saa lad ham blive Theolog, det er dog den sikkreste Vei til et Levebrød, det egl. Brød-Studium«, SKS 23, 28,13-16.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 12

Veien til Livet er som bekjendt en anden : hentyder formentlig til Matt 7,14 ( 330,1).

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 13

Døgenicht : gl. form for: døgenigt, drivert, uduelig person.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 18

viel wie nichts : fast udtryk på ty., svarende til 'så godt som ingenting'.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 20

det naturlige Msk : 313,16.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 27

tilforladelige : ubetinget pålidelige.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 29

at Χstd. er Msk-Fjendskab : 313,20.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 30

odium generis humani : lat., 'had til menneskeslægten'. Kilden til dette er muligvis kirkefaderen 👤Tertullian Apologeticus adversus gentes pro christianis (lat., Forsvar for de kristne mod hedningene), 37, 8: »Sed hostes maluistis vocare generis humani« (lat., »Men I har foretrukket at kalde dem [de kristne] fjender af menneskeheden«), jf. Qu. Sept. Flor. Tertulliani opera, udg. af 👤E.F. Leopold, bd. 1-4, 📌Leipzig 1839-41, ktl. 147-150 (i Bibliotheca patrum ecclesiasticorum latinorum selecta, udg. af 👤E.G. Gersdorf, bd. 4-7); bd. 1, s. 109. Se også den rom. historieskriver 👤Tacitus' Annales (lat. Årbøger), 15. bog, kap. 44, 4, jf. C. Cornelii Taciti opera ex recensione Ernestiana, udg. af 👤I. Bekker, 📌Berlin 1825, ktl. 1282, s. 347. Her fortælles det, at de kristne, som var mistænkt for at have forårsaget 📌Roms brand under kejser 👤Nero, ikke så meget blev dømt for brandstiftelse som pga. 'odio humani generis'. I sin oversættelse gengiver 👤J. Baden udtrykket med »Had til det menneskelige Kiøn«, Cajus Cornelius Tacitus bd. 1-3, 📌Kbh. 1773-97, ktl. 1286-1288; bd. 2, 1775, s. 282.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 30

at elske Gud er at hade sig selv og denne Verden : 313,20.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 32

den sande Χsten vil blive hadet, afskyet, ihjelslaget : allusion til Matt 5,11, hvor 👤Jesus siger: »Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder, og taler allehaande [alskens] Ondt imod Eder for min Skyld, og lyver det [dvs. alt det onde, man siger, er løgn]« (NT-1819). Og til parallellen i Luk 6,22, hvor Jesus siger: »Salige ere I, naar Menneskene hade Eder, og naar de udstøde Eder, og bespotte Eder, og forskyde Eders Navn, som ondt, for Menneskens Søns Skyld« (NT-1819). Se også Matt 10,22 ( 330,1) og 24,9; Joh 12,42; 15,18-19 og 16,2 ( 330,1). – ihjelslaget: slået ihjel.

I trykt udgave: Bind 25 side 370 linje 35

Officianter : embedsmænd.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 2

blinkede med Øiet : som tegn på frygt.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 7

cujoneret : kuet, taget magten over.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 11

en Præst er jo ved Eed forpligtet paa det : sigter til præsteløftet ( 342,5), hvor udtrykket 'de apostoliske skrifter' svarer til NT.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 15

holde Brudevielse, som det nu gjøres : 349m,4.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 16

som nu ved Begravelse : hentyder til begravelsesgilder, selskabelige sammenkomster i anledning af begravelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 22

Slægt : menneskehed.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 25

Instrux : el. instruktion, en speciel lov, der instruerer enkelte – el. grupper af – embedsmænd (fx præster) om fortolkning af reskripter og forordninger og om, hvorledes de skal forholde sig i særlige sager, m.m.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 30

at det eensomme Liv behager Gud mere : hentyder formentlig i 1 Kor 7,8 ( 371,34).

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 31

hvis Liv jo er og skal være en Korsfæstelse : se fx Rom 6,6, hvor 👤Paulus skriver: »vi vide dette, at vort gamle Menneske er korsfæstet med ham [Kristus], paa det [for at] Syndens Legeme skal blive til Intet, saa at vi ikke fremdeles skulle [skal] tiene Synden« (NT-1819). Se også Gal 2,20 (NT-1819; i nyere bibeloversættelser 2,19) og 5,24, hvor Paulus skriver: »de, som høre Christum til, have korsfæstet Kiødet med Lysterne og Begieringerne« (NT-1819). Om at afdø fra verden, 319,34.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 33

Pauli Ord, at det dog alligevel er bedre ... at gifte sig end at lide Brynde : henviser til 1 Kor 7,8-9, hvor 👤Paulus skriver: »Til de Ugifte og til Enker siger jeg, at det er dem godt, om de blive, som jeg er [nemlig ugift]. Men kunne [kan] de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde« (NT-1819). – Pauli: genitiv af Paulus, den betydeligste skikkelse i den ældste kristendom, formentlig henrettet o. 65 i 📌Rom. De 13 breve, der i NT er overleveret under Paulus' navn, blev på SKs tid almindeligvis alle anset for ægte; i dag regnes normalt kun de syv eller ni for ægte, heriblandt Første Thessalonikerbrev, samt Romerbrevet, de to Korintherbreve og Galaterbrevet.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 34

Dette bliver saa Texten til Vielsen : 349m,4.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 36

skulle vi: skal.

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 41

hvidklædte – saa var det ogsaa i den ældste Kirke : se fx følgende passage i »V. Behandlung der Todten« i kap. 2 »Von der Sorgfalt, welche die alte Kirche den Verstorbenen widmete« i »B. Das Kirchliche Toden-Amt« i 12. bog »Die letzte Oelung und das kirchliche Todten-Amt« i 👤J.C.W. Augusti Handbuch der christlichen Archäologie ( 368,14) bd. 3, s. 298: »Das Einzige verdient noch bemerkt zu werden, dass man den Todten gewöhnlich weisse Kleider anzog und dass man hierin eine nähere Verbindung mit den weissen Tauf-Kleidern (woher die Benennung Dominica in albis [lat., hvide søndag, dvs. første søndag efter påske], grex candidus [lat., den hvidklædte skare] u. a.) beabsichtigte; nach der biblischen Vorstellung, dass wir auf den Tod 👤Jesu getauft sind u. s. w.«

I trykt udgave: Bind 25 side 371 linje 41

Frydens Tone istemmes : formentlig allusion til den ty. præst og salmedigter 👤Paul Gerhardts adventssalme i den da. biskop og salmedigter 👤H.A. Brorsons oversættelse »Hvorledes skal jeg møde« (ty. 1653, da. 1733), hvor anden strofe lyder: »Dit 📌Zion Palmer svinger / Til evig Seierstegn, / Og Frydens Tone klinger / I Naadens blide Egn, / Mit Hjerte Dig til Ære / Skal grønnes som en Skov, / Og alt mit Liv skal være / Din Kjærlighed til Lov.« Psalmer og aandelige Sange af Hans Adolph Brorson, samlede og udg. af 👤J.A.L. Holm, 2. opl., 📌Kbh. 1838 [1830], ktl. 200, s. 13f. Jf. desuden første strofe: »Hvorledes skal jeg møde, / Og favne Dig, min Skat? / Du skjønne Morgenrøde / Mod al min Jammers Nat; / Min 👤Jesu, siig hvorledes / Mit arme Hjerte skal / Opsmykkes, og beredes / Dig til en Brudesal?« s. 13. Og tiende og sidste strofe: »Han kommer, og vil dømme, / At give hver sin Deel, / De Onde Svovelstrømme, / De Gode Himlen heel. / Ak kom, vor Soel og Glæde, / Kom, hent din lille Flok / Til Himlens Brudesæde, / Saa er der kommen nok!« s. 16.

I trykt udgave: Bind 25 side 372 linje 2

Fødselsfest (men saaledes betragtedes ... Dødsdagen i den ældste Kirke) : se fx følgende passage i kap. 1 »Ueber den allgemeinen Gesichtspunkt, aus welchem in der christlichen Kirche der Tod betrachtet wird« i »B. Das kirchliche Toden-Amt« i 12. bog »Die letzte Oelung und das kirchliche Toden-Amt« i 👤J.C.W. Augusti Handbuch der christlichen Archäologie ( 368,14) bd. 3, s. 269: »Nach dem allgemeinen kirchlichen Sprachgebrauche, wovon nur bey Weihnachten und dem Johannis-Tage eine Ausnahme gemacht wird (...), bedeutet Dies natalis [lat., fødselsdag] nicht den Tag der Geburt, sondern den Tag des Todes, und Natales Martyrum [lat., martyrernes fødselsdage] sind immer die Tage, an welchen die Helden des Glaubens die Wahrheit mit dem Tod besiegelten.«

I trykt udgave: Bind 25 side 372 linje 4

Brudevielse ... saaledes ... i den ældste Kirke Ens Dødsdag ... forenes Sjelen med den Elskede : En kilde er ikke identificeret. Temaet anslås i 👤Paul Gerhardts salme »Hvorledes skal jeg møde« ( 372,2).

I trykt udgave: Bind 25 side 372 linje 5

ideligt indskærpende: følger mig efter : se Matt 8,21-22, hvor det fortælles, at da en af Jesu disciple sagde til ham: »Herre! tilsted mig, at jeg først maa gaae hen og begrave min Fader«, svarede 👤Jesus: »følg mig, og lad de Døde begrave deres Døde« (NT-1819). Se også Jesu udsendelsestale til de tolv disciple i Matt 10,5-42, hvor han siger: »hvo [den] som ikke tager sit Kors, og følger efter mig, er mig ikke værd«, v. 38 (NT-1819). Se endvidere beretningen i Matt 19,16-22 om den rige, unge mand, der opsøgte Jesus og spurgte ham, hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Jesus svarede, at han skulle holde budene; men da den unge mand forsikrede, at dem havde han allerede holdt, sagde Jesus til ham: »vil du være fuldkommen, da gak [gå] hen, sælg, hvad du haver, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefæ [skat] i Himmelen; og kom, følg mig«, v. 21 (NT-1819). Og se desuden Matt 4,19; 9,9; 16,24; Mark 2,14.

I trykt udgave: Bind 25 side 372 linje 14

Formastelse : dumdristighed, hovmodighed, bespottelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 372 linje 17

den nu afdøde Biskop M. : 👤Mynster ( 298,23).

I trykt udgave: Bind 25 side 372 linje 24

Christus er det eneste Offer; der behøves intet Offer mere : hentyder til Hebr 9,25-26, hvor det om Kristi offertjeneste siges, at han ikke gik ind i en helligdom, gjort af hænder, men ind i selve himlen for at træde frem for Gud; han gjorde »det heller ikke for at frembære sig selv mange gange, således som ypperstepræsten hvert år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget, for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer«. Se også Hebr 7,27; 9,12.28 og 10,10-14.

I trykt udgave: Bind 25 side 373 linje 2

Subordinations: underordning.

I trykt udgave: Bind 25 side 373 linje 8

den hele næsten Literatur : dvs. næsten hele den litteratur.

I trykt udgave: Bind 25 side 373 linje 13

Jøde-Fortællingen ... hvor den gamle orthodoxe Jødedom fremstilles : sml. journaloptegnelsen NB23:211, fra april 1851, hvor SK under overskriften »Religion sat over i det Interessante« skriver: »Exempel herpaa haves i den Interesse, hvormed nutildags Noveller, Fortællinger o: D:, der fremstille det gl-orthodoxe jødiske Husliv, læses, saaledes i Tydskland fE Erzählungen aus Ghetto (jeg har læst i dem i 📌Athenæum [ 301,7], Forfatteren hedder hvis jeg ikke husker feil, Kompart, og der er igjen kommet en ny Samling: bøhmiske eller polske Jøder, noget Saadant hedder den) og hos os »En Jøde«. / Det skuffer [bedrager, narrer] saa, som fremgik en saadan Fremstilling af religieus Interesse, som var det dette, der bestemte Forfatteren til at fremstille Sligt. Tvertimod at producere Sligt (selv Jøde) er lige det Modsatte, og maa af den orthodoxe Jøde forstaaes som yderste Profanation. Men Forfatteren gjør sig interessant. Og vi læse Sligt med et vist Veemod, som man læser om sin Barndom o: D: – der er noget Fromt deri, finder man – men vi ere ikke Børn mere. / Snart ville [vil] Noveller af en lignende Art komme op i Forhold til selve det Christelige. Man fremstille den stille Fromhed, som endnu maaskee høres paa et enkelt Sted i en Familie. Og saa læse vi og blive veemodige – men Sligt ere vi voxede fra. / I Forhold til det Religieuse er Loven den: at den Art Productivitet tyder paa, at dets Tid ikke mere er, det er blevet Curieusitet.« SKS 24, 309. De værker, der henvises til, er følgende: Geschichten aus dem Ghetto, 📌Leipzig 1848, og Böhmische Juden. Geschichten, 📌Wien 1851, begge af den ty.-jødiske forf. og publicist L. Kompert, samt En Jøde. Novelle af Adolph Meyer. Udgiven og forlagt af 👤M. Goldschmidt, 📌Kbh. 1845, ktl. 1547.

I trykt udgave: Bind 25 side 373 linje 14

de (...) kunne: kan.

I trykt udgave: Bind 25 side 373 linje 20

vistnok : givetvis.

I trykt udgave: Bind 25 side 373 linje 23

de ville: vil.

I trykt udgave: Bind 25 side 373 linje 33

anprise : anbefale; lovprise.

I trykt udgave: Bind 25 side 373 linje 33

længst : siden længe.

I trykt udgave: Bind 25 side 374 linje 3

tilforladelig : ubetinget pålidelig.

I trykt udgave: Bind 25 side 374 linje 4

kunne de: kan.

I trykt udgave: Bind 25 side 374m linje 2

Had til det naturligt at være Msk. : måske allusion til Joh 12,25, hvor 👤Jesus siger: »Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.« Se også Matt 16,24 ( 342,32).

I trykt udgave: Bind 25 side 374m linje 5

Forretninger : opgaver, embedspligter.

I trykt udgave: Bind 25 side 374 linje 22

Mag. Kierkegaard : SK blev magister på disputatsen Om Begrebet Ironi. Forsvaret fandt sted den 29. sept. 1841.

I trykt udgave: Bind 25 side 374 linje 24

at Χstd. ... slet ikke er til : 340,1.

I trykt udgave: Bind 25 side 374 linje 26

skikkelige : (vel) egnede, duelige; ordentlige, brave.

I trykt udgave: Bind 25 side 374 linje 30

gjør (...) Paastand : gør krav på, forlanger.

I trykt udgave: Bind 25 side 374 linje 33

Staten bliver ved at lønne det ... Præsterne udskjenke : Præsterne var statsansatte og delvis statslønnede. Om præsternes indtægter ( 305,30) og ( 309,35).

I trykt udgave: Bind 25 side 375 linje 9

Jomfruestands: tilstand el. stilling som ung, ugift kvinde.

I trykt udgave: Bind 25 side 375 linje 23

Hvad Assessoren i anden Deel af Enten – Eller ... siger om Qvinden ... forfægter Ægteskabet : henviser til afsnittet om kvinden i 👤assessor Wilhelms brev »Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse« i anden del af Enten – Eller (1843), i SKS 3, 293-298.

I trykt udgave: Bind 25 side 375 linje 29

vistnok : rigtignok, sandt nok.

I trykt udgave: Bind 25 side 375 linje 34

her har Assessoren Ret : henviser til følgende passage i »Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse« i anden del af Enten – Eller (1843), i SKS 3, 293f., hvor 👤assessor Wilhelm skriver: »Overhovedet har Qvinden et medfødt Talent og en oprindelig Gave til, en absolut Virtuositet i at forklare Endeligheden. Da Manden var skabt, da stod han der som hele Naturens Herre og Fyrste; Naturens Pragt og Glands, hele Endelighedens Rigdom ventede blot paa hans Vink, men han fattede ikke, hvad han skulde gjøre ved det Hele. Han saae derpaa, men det var ligesom forsvandt Alt ved Aandens Blik, det var ham som hvis han bevægede sig, da vilde han med et eneste Skridt være det Alt forbi. Saaledes stod han, en imposant Skikkelse, tankefuld i selv og dog comisk, thi man maa jo smile ad denne rige Mand, der ikke vidste at bruge sin Rigdom; men ogsaa tragisk, thi han kunde ikke bruge den. Da blev Qvinden skabt. Hun var ikke i Forlegenhed, hun vidste strax, hvorledes man skulde fange denne Sag an, uden Ophævelse, uden Forberedelse var hun strax færdig til at begynde.«

I trykt udgave: Bind 25 side 375 linje 36

fange den Sag an : begynde at udføre, iværksætte, gribe an.

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 1

det »Forføreren« (i »Stadierne«) siger om at Qvinden er Lokkemad : henviser til 👤Johannes Forførerens tale i »In vino veritas« i Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 71-79, hvor Forføreren benytter den gr. myte om, at opr. var der kun ét køn, mandens, og da guderne frygtede hans magt, fandt de kvinden, for at hun kunne være den magt, der skulle fange og betvinge manden. »Det var en List af Guderne,« siger Forføreren, s. 74: »Svigefuldt var Tryllerinden dannet, i samme Nu som hun havde fortryllet Manden, da forvandlede hun sig og fangede ham i alle Endelighedens Vidtløftigheder. Det var dette Guderne vilde. Men hvad kan dog være lifligere, lysteligere, mere fortryllende end det, som Guder udtænkte, kæmpende for deres Vælde, som det Eneste, der kunne lokke Manden.« Dog, siger Forføreren videre, s. 74f., at der var nogle enkelte mænd, erotikerne, som opdagede gudernes list og anede sammenhængen. »Disse Erotikere ere de Lykkelige. De leve yppigere end Guderne (...) de spise Gudernes snildeste Tankes mest forføreriske Indfald, de spise bestandigt kun Lokkemad, o! Vellyst uden Lige o! salige Leveviis, de spise bestandigt kun Lokkemaden – de fanges aldrig. De andre Mænd gribe til og spise Lokkemad som Bønder spise Agurkesalat, og blive fangne. Kun Erotikeren veed at vurdere Lokkemaden, at vurdere den uendeligt. Dette aner Qvinden, derfor er der en hemmelig Forstaaelse mellem ham og hende. Men han veed ogsaa, at det er Lokkemad, denne Hemmelighed har han for sig selv.«

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 6

den christelige Askeses Anskuelse af Qvinden : hentyder formentligt til, at de kristne asketer levede i absolut seksuel afholdenhed, hvorfor kvinden udgjorde en farlig fristelse.

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 10

Arthur Schopenhauer : 314,30.

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 15

i Epidemier tager Noget i Munden, for at forhindre ... at man ikke inficeres ... den forpestede Luft : Hvad der nærmere sigtes til, er ikke identificeret. – forhindre (...) at man ikke inficeres: dvs. forhindre, at man inficeres.

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 16

skulle leve: skal.

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 18

nonsentialske : el. nonsensikalske, meningsløse, forvrøvlede.

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 19

Ss Ethik : 352,21 og 352,22; se også Die beiden Grundprobleme der Ethik ( 314,30).

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 20

bevare sig mod : beskytte sig mod.

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 20

Eudaimonisme : lyksalighedslære, der betragter menneskets egen lykke og nydelse som dets højeste mål og som den væsentligste bevæggrund for dets opfyldelse af pligterne.

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 23

Epicuræisme : 363,20

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 26

at afdøe : 319,34.

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 33

bona fide : lat., i god tro.

I trykt udgave: Bind 25 side 376 linje 34

gemütlig : af ty. 'gemütlich', hyggelig, rar, venlig, gemytlig.

I trykt udgave: Bind 25 side 377 linje 8

Georg Carstensen har forladt os : 👤Georg Johan Bernhard Carstensen (1812-57), da. officer, bladudgiver; arrangerede friluftsfester i Rosenborg Have, stiftede et sommertivoli på glaciset uden for 📌Vesterport (1843) og et vintertivoli i 📌Casino i 📌Amaliegade (1847) samt andre forlystelsessteder (📌Casino og Alhambra). Carstensen var i 1848 rejst til 📌Vestindien, i 1852 videre til 📌New York, hvorfra han først vendte tilbage til 📌København i sommeren 1855.

I trykt udgave: Bind 25 side 377 linje 12

Bournonville forlader os : 👤Antoine August Bournonville (1805-79), da. solodanser, koreograf, balletmester og forfatter af balletscenarier, fra 1830-48 fastansat som solodanser og balletmester ved 📌Det kgl. Teater i 📌København, fra 1848 til 1877, afbrudt af kortere engagementer i udlandet, stadig balletmester ved 📌Det Kgl. Teater. If. Berlingske Tidende, nr. 139, den 20. juni 1854, rejste »Hofballetmester Bournonville med Familie« fra København den 17. juni med dampskibet »Geiser« til 📌Stettin. If. Dagbladet, nr. 136, den 15. juni 1854, var rejsens mål 📌Wien: »Den 17de ds. afreiser Balletmester Bournonville til Wien, hvor han i Sommermaanederne er engageret til at sætte tvende af sine Balletcompositioner, nemlig 'Toreadoren' og et italiensk Divertissement, i Scene paa det keiserl. Opera- og Ballettheater«. I øvrigt oplyses det, at Bournonville har 'så godt som' indgået kontrakt om ansættelse ved teatret i Wien i 1855 og 1856.

I trykt udgave: Bind 25 side 377 linje 12

Nittengryneriet : småligheden, pedanteriet, ubetydeligheden.

I trykt udgave: Bind 25 side 377 linje 17

Gavtyvestreg : gavtyveagtig handling ( 320,24).

I trykt udgave: Bind 25 side 377 linje 19

Verdens Frelser : 328,10.

I trykt udgave: Bind 25 side 377 linje 29

bona fide : lat., i god tro.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 1

Christendommen ikke mere er til : 340,1.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 3

denne Tale om et christent Folk : hentyder formentlig til 👤H.L. Martensen Den danske Folkekirkes Forfatningsspørgsmaal, 📌Kbh. 1851, ktl. 655, hvor Martensen ( 317,5) indgående argumenterer for 'et christeligt Folk' og en 'christelig Stat'. Se fx s. 7: »At den christelige Stat staaer i et indre Forhold til den christelige Kirke følger i Almindelighed heraf, at den christelige Stat forudsætter et christeligt Folk; men da det saaledes er det samme Folk, der er i Staten og i Kirken, saa kan og bør der ikke være nogen Strid mellem Statens og Kirkens Principer, skjøndt vistnok [sandt nok] det fælleds Berøringspunkt, det Omraade hvor Kirke og Stat mødes, ikke nærmest og umiddelbart er Troens og Troeslærdommenes, men Sædernes og de sædelige-religiøse Grundsætningers.« Og videre s. 22, hvor Martensen hævder, at de senere tider tydeligt har vist, at den bevidsthed er i folket: »at Christendommen ikke blot skal være et Anliggende for den Enkelte, men for hele Folket; at det Menneskelige og det Folkelige ingenlunde kan være sig selv Nok, men maa have sin Rod i det Guddommelige, naar det ikke skal være bygget paa Sand. Men Folket i dets Heelhed kjender kun det Religiøse i Skikkelsen af den lutherske Christendom, som er overleveret fra Fædrene og gjennem den gamle Statskirke dybt indflettet i Folkets Liv og Sæder. Og om man end vil sige, at der i Folket i mange Henseender kun er ringe Bevidsthed om Christendommens sande Væsen og Kjærne, at det i mange Henseender kun er Sædvanens Magt, der knytter Folket til Christendommen, dog er der i denne Vedhængen ved de gamle Sædvaner Noget, hvorom der maa siges: Fordærv det ikke, thi der er en Velsignelse deri!« Se endvidere s. 45, hvor det hedder: »Det attende Aarhundrede har dømt Samvittighedstvangen, det har dømt den udelukkende Stilling, som de christelige Confessioner indtage til hinanden. Har det ogsaa dømt selve Ideen af den christelige Stat og det christelige Folk? Just dette synes os at være den store Uretfærdighed i den Polemik, der i vore Dage føres mod Statskirkerne, at den kun fremhæver Manglerne, hvilke den viser i Forstørrelsesglas og omgiver med selvskabte Skyggebilleder, men ikke gaaer ind paa den christelige Tanke, der ligger til Grund for Statskirkedømmet, og som i sit inderste Væsen just er en Humanitetens Tanke, nemlig: Christendommens Bestemmelse for Alle, og Alles Kaldelse til Christendommen.« Se endelig Martensens diskussion af og begrundelse for begrebet 'et christeligt Folk', s. 51-56. – Der kan også i videre betydning være tænkt på grundtvigianerne, se fx C. Buchholtz's foredrag ved mødet den 21. okt. 1852 i det grundtvigsk prægede 📌Roskilde præstekonvent »Om det danske Folks religiøse Eiendommelighed«, trykt i Dansk Kirketidende ( 307,14), nr. 378, den 2. jan. 1853, og nr. 379, den 9. jan. 1853, bd. 8, sp. 1-9 og sp. 20-30, hvor pastor Buchholtz »troer at kunne paavise at det danske Folk er et Christenfolk«, sp. 7. Se desuden pastor 👤J.F. Fengers 'sidebemærkninger' til Buchholtz' foredrag på mødet, trykt som »Om det danske Folks religiøse Eiendommelighed (II)« i Dansk Kirketidende, nr. 383, den 6. feb. 1853, bd. 8, sp. 82-87.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 5

nonsentialsk : el. nonsensikalsk, meningsløst, forvrøvlet.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 10

Dogma : af gr., dogme, trossætning, læresætning.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 10

Slægten : menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 10

»Slægt« : det at tilhøre et slægtled, en generation, som man er avlet ind i.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 12

eenstydigt med : ensbetydende med.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 16

Exemplarer kunne: kan.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 20

Pathos : lidenskab.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 23

en passant : fr., i forbigående, flygtigt; lejlighedsvis.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 30

Marks-Subscription: 305,30.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 31

4 ß s : 336,7.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 32

de 1000 Levebrød : 298,14.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 34

til godt Kjøb : billigt, fordelagtigt; på en let måde.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 34

sandselige : som angår den sanselige verden, verdslige.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 36

Betryggethed : sikkerhed, tryghed.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 37

»ligerviis som Huset bygget paa skøren Iis« : citat fra 3. strofe i salmen »Jeg lægges i Jorden i hvide Liin«, nr. 174 i Gamle og Nye Psalmer udvalgte og lempede efter vor Tids Tarv, af 👤P. Hjort, 2. forøgede udg., 📌Kbh. 1840 [1838], ktl. 202, s. 308-310; s. 309, hvor strofe 3 lyder: »Verdens Levnet er ligerviis / Som Huset, bygget paa skjøren Is; / Der kommer et Vejr, slaaer Isen smaa, / Den Bygning kan ej længer bestaae.« I forfatterregistret, s. XV, tillægges salmen den da. præst, salmedigter og salmebogsudgiver 👤Hans Thomissøn. If. nr. 13 »Jeg leggis i Jorden i en Blee« i Den Danske Psalmedigtning, udg. af 👤C.J. Brandt og 👤L. Helweg, bd. 1-2, Kbh. 1846-47, ktl. 191-192; bd. 1, s. 15f., er der tale om en forkortet og bearbejdet udgave af et længere digt af den katolske præst ved Skt. Albani Kirke i 📌Odense hr. 👤Mikkel (d. 1521). I denne form blev salmen optaget i Den danske Psalmebog, udg. af Hans Thomissøn i 1569. If. 👤Jens Lyster skyldes bearbejdelsen formentlig Hans Thomissøns far 👤Thomas Knudsen (Hygum), jf. hans artikel »📌Ribe Stift og hymnologien. Om far og søn, Thomas Knudsen og Hans Thomissøn, og deres salmebog« i Hymnologi. Nordisk tidsskrift, 35. årg., nr. 3, 2006, s. 113-126. I Gamle og Nye Psalmer er 1569-versionen forkortet og bearbejdet af Hjort. I en yderligere forkortet og bearbejdet form blev salmen optaget som nr. 254 »Er Verdens Liv ei ligerviis / Som Huset, bygt paa skjøren Iis?« i Psalmebog. Samlet og udgivet af Roskilde-Konvents Psalmekomite, Kbh. 1850, ktl. 198, s. 175f.

I trykt udgave: Bind 25 side 378 linje 39

Et christent Folk ... hele Børne-Avlingen ... trukket frem ... i Modsætning til – eenlig Stand : 378,5. Se også 👤H.L. Martensen Den danske Folkekirkes Forfatningsspørgsmaal, s. 44, hvor han fremhæver 'det pædagogiske', der ligger i »Christendommens Virkninger paa Folkene og Staterne«. Herom hedder det: »Hertil henregne vi ogsaa, at det for Folket, hvori den Enkelte opvoxer, staaer en fast og urokkelig Forudsætning, at Christendommen er den høieste, den hellige Magt paa Jorden, der har omstyrtet Afgudernes Altere og indført Gudstilbedelsen i Aand og Sandhed, at det er den, der skal hellige baade det Menneskelige og det Folkelige, den, til hvis skjærmende Magt Barnet skal overgives ved dets Indtræden i Livet, den, der skal give Ægteskabet den høiere Indvielse, den, der skal lyse sin Fred over Gravene.« – eenlig Stand: 371,31.

I trykt udgave: Bind 25 side 379 linje 3

Christeligt er Ægteskabet ... bedre end at lide Brynde : hentyder til 1 Kor 7,8-9 ( 371,34). – simplement: fr., simpelt.

I trykt udgave: Bind 25 side 379 linje 8

Madame : el. madamme; titel, som tilkom hustruer (uden for almuestanden) til ikke-rangerende ægtemænd. Om rangforordningen, 351,32.

I trykt udgave: Bind 25 side 379 linje 9

Jøder : 363,12 og 364,27.

I trykt udgave: Bind 25 side 379 linje 16

omklæder : beklæder; forklæder, maskerer.

I trykt udgave: Bind 25 side 379 linje 20