Kierkegaard, Søren Journalen NB29 : 1854

NB29:73

Et Billede paa Troen.


Da i vore Tider de bibelske Historier kun er saa lidt bekjendte, og Hentydninger dertil saa lidt forstaaede: saa kan jeg gjerne tage et Billede fra en ganske anden Verden, som er mere kjendt: Theateret.

I »den hvide Dame«, der er en ung Second-Lieutenant, som, hvad han udtrykkelig selv siger, ikke eier 4 ß og som dog paa Auctionen vover at byde 40,000 Daler for et Gods – og da Conditionerne blive ham forelæste, at hvis han ikke kan betale, vil han strax blive sat i Arrest – derpaa byder 70,000.

Det er jo Galskab! Ganske rigtigt. Hemmeligheden stikker i, at der, hvad de Andre ikke see, bag ved ham staaer et usynligt Væsen, som blot tilhvidsker ham: byd til, byd til.

Der har Du et Exempel paa det at troe.

Saa er der kun een Forskjel, at her dog det Hele blot beroer paa, at troe, at dette Væsen nok vil skaffe Pengene. Hvor det egl. derimod gaaer løs paa Troen, der vil det betyde, at vove saaledes at byde, og det uagtet Følgen maa blive at man bliver arresteret.

I Jødedommen der slap den Troende dog i det afgjørende Øieblik, det var blot Prøvelse. I Christendommen gjælder det om at gaae i Lidelsen.