Kierkegaard, Søren Journalen NB29 : 1854

↩

112 XI1A119 334 Tidsalderens Fordærvethed.

Det er i Grunden ikke Andet end ►Affectation og ►Skinhellighed, naar man i vor Tid siger: naar blot ikke min Charakteer bliver angrebet, saa frygter jeg intet Angreb, eller bryder mig stort derom.

Sagen er ganske simpel ⓘ etet] , < er Angreb paa Charakteren (naar dette da ikke skal betyde en Sigtelse som kunde blive criminel og saaledes skade Ens gode Navn og Rygte at man forhindredes i ►sin timelige Bedrift og i at nyde Livet) fE ⓘ at derat der] , foran er slettet at siges om En, at man skifter Mening, er uden Charakteer, benytter sin Stilling til at gjøre sig Fordeel o: s: v: – dette betyder aldeles Intet; thi vi ere Alle saaledes. Slige Angreb betyde i vor Tid ikke mere end det i ►en Straffe-Colonie vilde 113 betyde, at En sagde til en Anden: Du er jo en straffet Person.

Tidens Fordærvethed er just, at slige Angreb ikke mere betyde Noget, at ►Slægten fortvivlet har sluppet alt Høiere.

Dernæst er det Tidens Fordærvethed denne hykkelske Affectation som lagde man virkelig Vægt paa disse Angreb.

Nei, Tiden er ⓘ saasaa] , først skrevet ja demoraliseret og jammerlig, at, ganske rigtigt, det eneste Angreb der er frygtet, virkelig frygtet: er Grinet – kun, at man her omvendt, just fordi man frygter, siger: det er Ingenting.

O, jeg har dog seet rigtigt og valgt rigtigt, ►da jeg signaliserede Grinet som den egentlige Opløsning i 📌Danmark og frivilligt valgte (som høiere Politie) at udsætte mig derfor.