Kierkegaard, Søren Journalen NB29 : 1854

90 XI1A102 327 Hemmeligheden.

Χstd. er ►Forsagelse af denne Verden – lad Staten lønne, gagere om det saa var 100,000 Mand for at ⓘ angribeangribe] , først skrevet <b> Χstd.: [det] er ikke farligt.

Men lad den lønne, gagere 10 ⓘ ––] tilføjet for at forkynde Χstd.: det er farligt. Her kommer Hemmeligheden: man faaer paa den Maade under Navn af Χstd. just Det, som Χstd. ikke er. Det Farlige er: at man faaer det under Navn af Χstd.

Enhver saadan Forkynder har en Hemmelighed, en forbistret Hemmelighed: han kan jo dog – for 👤Satan ikke ligefrem 91 sige hvad Χstd. er, thi saa anklager han jo sig selv samt sin Medskyldige: Staten. Saa maa det skjules – og det bliver saa Χstd.

Der er Eet, som Χstus ubetinget maatte frabede sig: Pengehjælp. Men 👤Satan veed, at kun paa een Maade er Χstd. tilintetgjørlig: ved Penge-Hjælp. Og desto farligere bliver det kun jo høitideligere og fornemmere Dette bliver: at det da naturligviis ikke er Pengene man bryder sig om – hvilket betyder at man hykkelsk endog vil have mere end Pengene nemlig foruden Pengene den Anseelse og Værdighed, at man ikke bryder sig om dem – Noget der ►vistnok ellers ikke forekommer i nogen92[som]helst Praxis ►uden paa det christelige Gebeet.