Kierkegaard, Søren Journalen NB29 : 1854

NB29:51

#

Menneske-Ædere.


Vi leve jo rigtignok i civiliserede Stater, og mener at staae uendelig høit over Canibaler – dog er det let at see, at vi forskylde et Msk-Æderie rædsommere og mere oprørende end noget Canibalernes.

»Præsten« (den protestantiske Præst) Professoren de ere Msk-Ædere, ja her er Ordet, de ere: Msk-Ædere.

Og de ere det afskyeligere og rædsommere end Canibalerne.

At de ere Msk-Ædere sees let: de leve af, at Andre ere blevne ihjelslagne, forfulgte, mishandlede for Sandheden.

Og det er rædsommere end Canibalernes. Thi det Onde er altid rædsommere i Forhold til hvor længe det varer. Canibalen slaaer et Msk. ihjel og æder ham – saa er det skeet. Dette er et kortere Øieblik; og naar det saa er skeet, er der, indtil det næste Gang skeer, som et Haab om at Canibalen kunde blive et andet Msk, forbedre sig. Men Præsten, Professoren indretter sig een Gang for alle (koldt og roligt Overlæg) paa at skulle leve af hine Herliges Lidelser; han gifter sig saa derpaa, avler Børn, idyllisk indrettet, rigtigt nydende Livet – og han lever af Hines Qvaler; han regner saa paa at avancere i Indtægter – i den Grad er han med oprørende Rolighed indrettet paa at leve canibalisk: saa afskyelig var ingen Canibal. Forgjeves raabe[r] hine Herliges Stemme til os: følger mig efter, følger mig efter. Dette holder Præsten og Professoren nede, at vi ikke faae det at høre. Og saaledes lever han hen, efter at have bemægtiget sig sit Bytte: de Herlige, hvis Lidelser han lever af.

Og ikke blot dette. Men Canibalen gjør dog ikke Fordring paa, at være Dens bedste og sande Ven, hvem han ihjelslaaer og æder. Men Præsten, Professoren nyder tillige den Ære og Anseelse af at være de Herliges sande Ven og Tilhænger.

I Sandhed, som der staaer i det nye Testamente: at Skjøger og Toldere før Eder (I Pharisæer) skulde indgaae i Himmeriges Rige, saa troer jeg ogsaa: at Canibalerne skulde indgaae i Guds Rige før Præster og Professorer!