Kierkegaard, Søren Journalen NB29 : 1854

XI1A90 322 ►Biskop 👤Mynsters Alvor.

Som naar Børn lege – Forældrene eller en Foresat er tilstede for at passe 74 paa, at det da for Guds Skyld ikke bliver Alvor: saaledes sad 👤Mynster, med sin store Klogskab, styrende, passede nøie paa – det har været anstrengende nok for ham – at ⓘ detdet] , < der da for Guds i Himlens Skyld ikke blev til Alvor med Χstd. Og naar han saa havde forvisset sig om, at det ►trindt i Landet ⓘ ►retret] tilføjet var efter Ønske, saa følte han sig ret stemt og oplagt til selv at lege med, og han vidste (det var ogsaa Sandhed) med sig selv, at han var ⓘ DenDen] , < den, der bedst forstod kunstnerisk at lege: han iførte sig ►Fløilet, han fremtraadte med beundringsværdig Værdighed, han skildrede med 75 stort Talent, han var fuldendt som Taler, – han græd, han slog sig for Brystet, hans Blik var som havde det hjemme i Himlen o: s: v: o: s: v:.