Kierkegaard, Søren Journalen NB29 : 1854

↩

XI1A89 Præke-Selvmodsigelse.

For, som det hedder, at vinde Mskene for Χstd, vil man indynde det for dem, lokke dem til det o: s: v:

Man fremstiller fE Selvfornegtelse og saa siger Præsten: det er saa saligt, o, saa saligt, vi[d]ste Du hvor saligt det er, da vilde Du hvert Øieblik ene hige der efter o: s: v:

Menigheden sidder nu [og] hører 72 til, de Fleste vel som i Theater ell. som man hører en ►Declamator.

Men sæt nu der var en dog alvorligere Mand tilstede, som sagde til sig selv: saa vil jeg virkelig ogsaa begynde derpaa, og nu, idag.

Han gjør det; og hvad skeer? Det skeer, at han opdager, hvad Sandhed er, at det ingenlunde ⓘ just erjust er] , først skrevet just, saadan saa saligt – men uhyre smerteligt. Og hvad saa? Saa ►bliver han modbydelig mod Præstens Løgne, og taber ganske Lysten.

Nei, man skal sige hvad Sandhed er, at det er uhyre smerteligt – just det giver Mod og Udholdenhed.

73»Ja, men man afskrækker« ja, man afskrækker Dem, som kun vil ►Slikkerie – men De komme alligevel aldrig ind i Χstd.

Dog Sandheden er: »Præsten« vil helst er bedst tjent med, at det Hele bliver ved Slikkerie, at han er bedst tjent med at gjøre sig uundværlig for Msk. ved at tillave Χstd. som Slikkerie og saa forvænne Msk. til ikke at kunne undvære »Præstens Slikkerie«.