Kierkegaard, Søren Journalen NB29 : 1854

NB29:23

#

Det sande Sammenhæng.


Dersom et Msk. oprigtigt, for ramme Alvor vil det og af ganske Sjel – hvis han da vil bede Gud, at det maatte forundes ham at finde det saligt at lide, at offres for Sandhed: ved Gud det er ham indrømmet.

Men Sagen er, der lever iblandt os, der har i umindelige Tider ikke levet et Msk., der har villet vove efter den Maalestok. Alle, Alle, Alle ville vi dog helst – naar det for Alvor kommer til Stykket – ville vi dog helst være fri.

At dette er saa, viser kun altfor tydeligt Tilstanden i Christenheden. Vi have ikke turdet vove saaledes, men derimod fra Slægt til Slægt betjent Χstd. med Surrogater og derved efter den frygteligste Maalestok næret Forvirringen.

Mit Forslag er saa dog vel det mildeste – ak, saa svagt det er! – mit Forslag, at vi dog idet mindste faae gjort det sande Sammenhæng kjendeligt.

Hvor er det dog i Grunden væmmeligt med disse Millioner, der lege Χstd, holde Pintse – og nu skal vi da have en Biskop ordineret paa 2den Pintsedag, og troe mig der vil blive declameret om »Aanden«, hvor er det væmmeligt, afskyeligt, naar det sande Sammenhæng er, at der ikke blandt os er en Eneste, der turde bede for Alvor om den Hellig-Aand.

O, frygtelige Satire: man troer, at det er ved Aandens Bistand at Χstd. har udbredt sig, saa vi nu alle ere Χstne – Gud i Himlene! det sande Sammenhæng er, at det er skeet derved, at Aanden er veget bort – og saa er Udbredelsens Phænomen let forklaret, thi Udbredelse og Aandløshed svare rigtigt til hinanden. Og det sande Sammenhæng er, at i det samme Øieblik Aanden atter kommer igjen, vil det Hele styrte sammen, eller det vil vise sig, at der ikke er en eneste Christen.