1 XI1A51 296 297 Det at have Sag – det Objektive: Hyklerie
Det er ►faldet mig paa, om ikke her atter ►stikker et Hykkelsk i denne megen Tale om at have en Sag, at være en alvorlig Mand, der har en Sag o: s: v:.
Jo ganske vist. Sagen er den, Ingen tør i vor Tid være Person; den ene er saa bange for »de Andre« at han ikke ɔ: at Ingen tør være et Jeg. Msk-Frygt er det Dominerende; og som jo allerede Oldtiden ►(👤Aristoteles etsteds i Politik eller Ethik) har sagt: Tyrannie og Demokratie hade hinanden ligesom den ene Pottemager hader den anden, ►det er, det er samme Regjeringsform, kun at i Tyranniet er Een, i Demokratiet de Mange Tyrannen.
Men tilbage til det at have Sag. Man tør ikke af Frygt for de Andre være Jeg, derfor stræber man at blive et 2 Upersonligt, blive en Sag, Sagen, et Princip o: s: v:.
Dette har saa igjen ført til Anonymitet. I saa smaa Forhold som de danske er Anonymitet næsten nødvendig, hvis Misundelsen og de Manges Tyrannie ikke altfor stærkt skal sættes i Bevægelse.
Alt ⓘ tenderer til at afskaffe Personlighed; men naturligviis skeer det under det hykkelske Opspind, at det naturligviis er et stort Fremskridt, at det er en ganske anderledes Alvor end da der var Jeg'er og Personlighed.
Hvor hykkelsk! Nei, det er Cujonerie, og tillige er det Klynkerie, for nemlig altid at kunne være Flere – og man tør aldrig være alene, aldrig være Jeg. Men naar det er »Sag«, saa er det jo strax Flere – saa man da fremfor Alt er sikkret for den Fare man i vor usle, usle demoraliserede Tid meest frygter for: at være ene, et eensomt Jeg.
3
10. Journalen NB29, s. 3, med optegnelserne NB29:3 og 4
XI1A52
Ægteskabet.
Dette er dog virkelig en ganske anden Maade at betragte Sagen paa end som vi betragte den.
►I sin ⓘ Pastoral Theologie siger 👤Vinet ganske naivt: Præst er det eneste Navn paa den Geistlige som aldeles ikke forekommer i det nye Testamente.
Ubegribelig at kunne sige det naivt! Det er i mine Tanker en ypperlig Satire.
4XI1A54Samfundets Afstand fra Christendom – og dog ere vi Alle Χstne.
Staten ►sædeligt opløses, dette er Tilstanden.
Dersom ►det nu var saa, at ►de 1000 Geistlige dog idetmindste gjorde et Forsøg paa at virke ethisk: det var dog altid Noget.
Men nei det skeer ikke – de tør det ikke, hvilket atter er et Udtryk for, hvor dybt Samfundet er sjunken.
Skete det, og blev det gjort dygtigt, saa var det dog Noget, og Staten, reent hedensk betragtet, dog hjulpen. Men alli5gevel ⓘ var dette da langt fra at være Χstd.
Dog dette skeer ikke engang – og saa ere vi alle Χstne.
Jeg havde en Tid tænkt mig, at virke i Retning af dette Ethiske – men saa kunde jeg jo ikke engang faae Lov dertil – for Præsterne (►Biskop 👤M.).
Saa maatte jeg dybere og dybere tage Sigte paa hvad Χstd er – og nu seer jeg, hvilken rædsom Afstand der er mellem Samfundet og Χstd.
Det er bestandigt Samtiden selv, der hjælper mig – ved at gjøre Uret mod mig – til at blive opmærksom.
At Culturen ubetydeliggjør Mskene, 6 perfectionerer dem som Exemplarer, men afskaffer Individualiteter, er ikke vanskeligt at see. Her blot et Exempel, som er ►faldet mig paa.
►I første Mosebog anføres det som Mskenes Udmærkelse: at give Dyrene Navn. Er det nu ikke ganske charakteristisk, ►den menige Mand, ►Almuesmanden har endnu denne Kraft. Naar den simple Mand nogle Aar i Træk har seet en Fugl, som ellers ikke er seet, strax har ⓘ han et Navn og et charakteristisk Navn. Tag 10 Professorer, hvilken ►Uformuenhed i Henseende til at give Navn! Hvilken Satire naar man læser de naturvidenskabelige Skrifter (Dyr, ⓘ Planter o: s: v:) og seer der Navnene, som hidrøre fra Almuen, og derimod disse usle piankede Navne, naar engang imellem en Professor skal til 7 at give et Navn. I Almdl. veed de ikke Andet end at kalde Dyret eller Planten efter deres eget Navn.
XI1A56 To Ting, jeg har haft at passe paa.
Som Tiden vil Alt til en vis Grad, saa vilde den heller ikke have været utilbøilig til at gaae (til en vis Grad) ind paa Mit, naar jeg blot havde bestemt mig eensartet med enhver anden Stræben i Tiden.
Men da Sagen er, at jeg just ved at bestemme mig eensartet med Tiden, istedetfor at komme til at gavne, var blevet nærende for Tidens Sygdom, saa har det netop været min Opgave at bevare mig ⓘ ueensartet.
Tidens Grund-Skade er nu 8 deels at verdsliggjøre, endeliggjøre enhver høiere Stræben ɔ: at negte at der i Sandhed er høiere Stræben til. – Derfor er det saa vigtigt, at jeg bevarer mig i Ueensartetheden, ikke stifter Partie, faaer Tilhængere, ►vel endog bliver ►sandselig Magt, saa det næsten bliver lige saa profitabelt at holde med mig som med det Bestaaende. Nei, nei, nei, tak. Beholder I paa Eders Side, ⓘ Profiten, og ►Fidtet og ►Fløilet o: s: v: – jeg har at passe paa, at der ved at holde med mig ikke er det Mindste at ►profitere; jeg har at passe paa, at jeg ikke, ►gudeligt, svækker min Sag, ved, verdsligt, at styrke den.
Den anden Grund-Skade i Tiden er at den er demoraliseret ved Intellectualitet og 9 blevet charakteerløs. Det jeg derfor har at passe 301paa, er, at min Sag, da for Gud i Himlens Skyld, ikke bliver – alvorligt! – en videnskabelig Discussion, saa en ⓘ Slump Professorer og Privatdocenter o: s: v: kunde have Lyst at deeltage i den. Nei, enten indirecte Meddelelse – eller for Alvor, om det saa var, ►til paa Liv og Død. Men for Alt ikke: videnskabelig Discussion.
som jeg seer brugt til Motto af 👤Ritter (hans Erdkunde, det Bind, som nu staaer oppe i Athenæum, det er nok det 17de) har slaaet mig, jeg troer jeg har mere Brug for det, end 👤Ritter. [a] Det lyder omtrent saaledes:
✂ [a] Ex errore citius emergit veritas quam ex confusione.
►Ex errore citius emergit veritas quam ex confusione.
10 XI1A58 Det Ædle – det Simple.
Den ædle Charakteer vil man blandt Andet kjende paa, at han, forholdende sig til Idealerne, Forbillederne – hvor anstrænget end hans Stræben er, dog altid mener, at det er slet Intet i Sammenligning med ►hine Herliges Anstrængelse.
ⓘ Det Simple er, at den mindste Stemning er En nok til at være En »det Tilsvarende« til hvad hine oplevede.
I denne Forstand var ►Biskop 👤M. en yderst simpel ⓘ Natur, og har han gjort uberegnelig Skade ved den Uforskammethed med hvilken han bruger de høieste og ►vægtfyldigste Udtryk om en ubetydelig Existeren.
►Gud-Msket lever paa Jorden – i Samtidigheden er der ikke en Eneste, bogstavelig ikke en Eneste, der bliver ham tro: ►de Tusinde haane, bespotte, bespytte, forbande ham, de Vidende ►spænde Snaren 302for ham, Mængden hjælper dem til at faae ham styrtet som den største Forbandelse og ►hans faae Disciple flygte, selv ►den troeste forlader ham.
– – saa døer han.
Og saa Aarhundreder efter – da Χstd. vel at mærke er blevet Vane og Skik og Brug – saa ►valfarter der Millioner paa deres Knæe for at see de 12 Steder, hvor han levede – – og blandt alle disse Millioner var der naturligviis ikke een Eneste bogstavelig ikke en ⓘ Eneste uden han i Samtidighed ►havde smurt Haser det bedste han kunde, og vel ogsaa været med at forhaane, bespotte, bespytte, ⓘ udgrine ham.
O, væmmeligt!
Men det Væmmelige er dog egl. disse ⓘ løgnagtige Lærere, Præster og Professorer, som bestyrke den dog uskyldigere Mængde af Msker i deres fromme Indbildning, at en fareløs Efterabelse og Legen-bag-efter at det er at være Χsten.
13 XI1A60 Tilværelsens Oeconomie.
Tænk en klog Moder. Hun har et Barn; og dette hendes Barn vil som alle andre Børn gjerne høre Historier. Nu, Moderen kan ogsaa men ikke mere end en halvsnees eller saa.
Dersom nu Barnet med heroisk Urokkelighed kunde holde fast paa blot en Dag slet ikke at ville Andet end høre Historier: saa vilde det være nok til at Mutter kom i Forlegenhed, hun vilde blive renonce.
Moderens Kunst bestaaer derfor i at adsprede Barnet. Nu har hun fE fortalt en Historie. Barnet vil »høre mere«. Men istedetfor det siger Moderen fE: see, see, 👤Ludvig, see, det var da 14 en snurrig Flue der fløi. Dette forandrer Sagen. Nu maa 👤Ludvig afsted. Saa falder han maaskee, slaaer sig o: s: v: o: s: v: o: s: v: Paa den Maade har Moderen tusinde Adspredelser, og 👤Ludvig er forvisset om, at Moderen er uudtømmelig hvad Historier angaaer.
Saaledes med ►Styrelsen, eller med Tilværelsen i Forhold til Idee.
Denne hele Tilværelse er – og ⓘ deri just det Guddommelige, om det end tillige lader forstaae, hvorledes Styrelsen betragter os som Børn – lagt yderst oeconomisk an. Den er lagt an paa, at der er saa megen Idee, at det vil ⓘ være tilstrækkeligt 15 for et Individ hele hans Liv 303igjennem selv om ⓘ han, efter den størst mulige Maalestok, kunde bevare blot Idee-Interesse. Men dersom der, hvor han slap, kunde begynde af den følgende Generation et nyt Individ og aldeles lige saa udelukkende kun med Idee-Interesse, saa vilde Tilværelsen gaae Fallit.
Tilværelsens Kunst bestaaer derfor i – at narre lille ⓘ 👤Ludvig. Nu gaaer der fE en halvsnees Aar med en europæisk Krig, ⓘ ►Telegraph-Depescher hver Dag o: s: v: o: s: v: o: s: v: – i Ideen seet er dette det Ligegyldigste af Alt, der kommer aldeles 16 ikke Idee ind i Verden – men lille 👤Ludvig faaer Andet at tænke paa. ►Betræffende det som forholder sig til Ideen: ⓘ Guds Forhold til Msket og Mskets Forhold til Gud faaer man ved Hjælp af en europæisk Krig aldeles Intet at vide.
Men hvor sjeldent endog blot et Msk., der er saa udviklet, at det Numeriske ikke udøver sin Magt over ham. Saaledes lever og døer jo Millioner, de ere ►Numerus og det Numeriske er deres Synskreds, deres ⓘ Alt, det vil sige, de ere Exemplarer.
Og Christendommen som – i guddommelig Kjerlighed – vilde gjøre ethvert Msk. til Individ, den har man da ogsaa faaet 17 ►kluddret msklig om til lige det Modsatte.
Dog hvad Under vel; thi det er forbundet med saa frygtelige Qvaler at skulle blive Individ, at Mskene nok helst betakke sig derfor. Det veed jeg bedst af egen Erfaring. Det er deels dybe indre Qvaler, men dog ►fornemligen en Samtids Usselhed og ►usle bestialske Adfærd mod mig der har tvunget mig til at blive opmærksom. Det er gaaet Samtiden som ►👤Josephs Brødre: de tænkte det til det Onde; men Gud har vendt det til det Gode.
👤L. har dog egentligen gjort uberegnelig 18 Skade derved, at han ikke blev Martyr.
Deels er det en egen Sag, at ⓘ En, der i den Grad er mærket af at være Guds Mand som han, ender i jævn gemytlig Omgang med tilbedende Beundrere og Tilhængere. ►Det Fade kan her saa let fremkomme. ►Ordentligviis pleier det derfor ogsaa at være Tilfældet, at en Saadans Liv medens han lever er saa farefuldt, at det Fade ikke kan fremkomme; og naar han saa ved en voldsom Død rives bort, saa er atter det Fade undgaaet. Anderledes med 👤Luther. Og ►er det saa, at 304han i nogle Aar af sit Liv ►er Salt, saa er hans senere Liv ikke fri for det Fade, i hvilken Henseende ►Tischreden er et Exempel: en Guds Mand, der i jævn Gemytlighed sidder omgiven af beundrende Til19bedere, som troe, at blot han slaaer en Fjært saa er det en Aabenbaring eller Følge af en Indskydelse.
Men har han saaledes virket skadeligt allerede i Samtiden, da meget mere i de følgende Generationer, hvor Alt bliver tyndere og tyndere, slettere og slettere Efterabelse. 👤L. hara nedsat Myntfoden paa det at være Reformator, og derved affødt i senere Slægter denne Stimmel, dette ►Janhagel af rare, hjertelige ►Msker, der ogsaa saadan ville være lidt Reformator, ►item har han affødt den Confusion, at være Reformator ved Hjælp af [at] tage Politiken til Hjælp.
✂ a ved at blive ►staaende paa Halv
Resultatet er blevet den dybeste Forvirring i de høieste Begreber, og den allerfarligste Demoralisation, som naturligt er, naar noget saa Fiint og Ædelt og Zart som Begrebet »Reformator« forraad20ner.
Og Eet burde 👤Luther da for ⓘ Gud i Himlens Skyld have vaaget over (hvad han ikke har gjort): at det blev ►kjendeligt, indskærpet, at det paa den Maade (paa halv) at være Reformator er et Lavere. Dette har han ikke gjort, og derved uhyre forvirret. Thi ikke blot vil det fremtidigen blive vanskeligere at faae en Reformator paa ►heelt Vilkaar, nei, det er jo næsten gjort umuligt. Verdsligheden har nemlig benyttet sig af det Lutherske til at vende Forholdet heelt om, saa det at være Reformator saaledes, at man kommer godt fra det, ansees for et Høiere. O, see der brast det Hele, Nerven i Χstd.
Staaer det ikke christeligt fast, 21 at Martyriet er det Høieste, det Sande, at det at slippe godt fra det, er et Lavere, som ved ►Indulgents kan indrømmes: saa er 👤Satan ikke blot løs, men han har seiret. Som alle ⓘ Nervetraade samles i Fingerspidsen, saaledes samles hele Χstds Nervesystem i dette om Martyriet[s] Realitet: vend Alt om, og saa har Du ►det, hvori vi nu stikke: i Grunden er det en rar Verden vi leve i, det at reformere er derfor at komme godt fra det, thi Verden (►den ligger ikke i det Onde, som Χstd lærer – og derfor Martyriet –) nei den vil det Gode, og derfor seirer Reformatoren – ja, 👤Satan seirer derfor!
ⓘ 👤L. har ⓘ ved sin senere Leven ►accrediteret 22 Middelmaadigheden. Man tager sig ikke iagt for, at der jo i en vis Forstand hører en ►Heros til for første Gang at accreditere Middelmaadigheden. Denne Heros var 👤Luther. Men fra det Øieblik den er accrediteret, behøves kun Middelmaadighed – og den er vi, over al Maade, blevet velsignet med i Protestantismen.
Menneskene ►ere perfectible; man kan lige saa godt faae dem til det Ene som til det Andet, lige saa godt til at faste som til at leve i verdslig Nydelse – kun Eet er dem af 23 Vigtighed, at de ere ligesom de Andre, ɔ: at det er Efterabelse, at de da ikke staae ene.
Men det Gud vil have er: hverken det Ene eller det Andet – men Primitiviteten. Dog denne Anstrengelse er det Mskene meest af ⓘ Alt gyse tilbage for; medens de føle dem vel i Alt hvad der hedder Efterabelse.
Man seer deraf, hvor lidet det gavner, at En maaskee anbringer et objektivt Sandere – og saa tillader Efterabelse. Derved vindes ►gudeligt ikke det Allermindste, thi, gudeligt, er det Sande: Primitiviteten.
Derfor er ogsaa Guds Ord saaledes indrettet, at der bestandigt ►lige overfor ethvert Udsagn findes ogsaa det modsatte. Dette er: at fordre Primitivitet.
Men baade Lærere og Tilhængere befinde sig bedst i ⓘ Efterabelse og ved Efterabelsen: derfor enes de kjerligt derom og kalde det Kjerlighed.
►Her stikker hele Hemmeligheden!
Der maae engang have levet nogle ►Gaudiebe, som 👤Holberg siger, der have bildt Staten ind, at Jesu Χsti Lidelse og Død og Evighedens Salighed var Noget, der kunde reises Penge paa.
Prægtigt! Saa overtog Staten – christeligt! – at arrangere det Hele med Χstd.
►I 📌Danmark fE lever 1½ Million Msker. Derpaa reises ►c. 600, a 700,000 rd. om Aaret. Dette bruges til at lønne Præster o: s: v:.
Men Sagen er denne, intet, intet Msk, og lige saa lidet noget Samfund har, christeligt, i fjerneste Maade Lov til at ⓘ trænge sig ind mell. Jesu Χsti Lidelse og Død og et andet Msk. og pecuniairt lægge sig dem imellem.
30625I begge Former har Staten lige meget Uret, det er i begge Former, christeligt, ►Majestæts-Forbrydelse.
Dersom der lever en Mand, som føler Trang og Lyst til at høre Det om Jesu Χsti Lidelse og Død: saa har Staten ikke Lov til, at skyde sig ind derimellem og sige: godt, det koster 10rd, saa skal vi arrangere det.
Ligesaa lidet i den anden Form. Dersom der lever en Mand, som ikke har Lyst til at høre Det om Jesu Χsti Lidelse og Død, saa har Staten ikke Lov til at sige: ja, hvad enten Du nu har Lyst til at høre det eller ikke, – dette skal staae Dig frit, Du skal ikke blive tvungen til at høre det, men Du skal ►👤Satan gale mig betale ►lige fuldt 10rd, thi vi har nu engang paataget os at arrangere 26 det med Χstd.« Saaledes skal og kan Forholdet ikke være. ►Det skal ikke være, som nu, at naar saa Manden ikke vil betale, saa reqvireres Politie for at inddrive de 10rd. Tværtimod skulde Forholdet være saaledes, at hvis Nogen kommer ⓘ og afkræver en Mand slige 10rd, da skal han kunne sende Bud efter Politiet og forlange at blive sikkret mod dette, som mod ethvert andet Overfald, ⓘ eller mod dette som mod ethvert andet Plattenslagerie.
Χstd. er den høieste Alvor. Derfor (som altid ⓘ med det ⓘ Høieste) er den ►ⓘ kjendelig paa et negativt Kriterium paa et tilsyneladende Lavere. I 27 dette Liv skal Msk., christeligt, have Lov til at bære sig ad aldeles som ►de selv ville – Staten, et langt ⓘ Lavere, kan ikke ►indrømme for sit Vedkommende den Art Frihed i det Borgerlige – men, men, men (her kommer Alvoren!): Du Enkelte, hver eneste Enkelte, Du ►gaaer et Evighedens Regnskab imøde.
Men Sagen er: ►Dommen, og Regnskabet og Evighedens Alvor er aldeles gaaet ud, og saa har man, for dog at faae en lille Smule Alvor hjulpet sig med Politie-Arrangements. Uendelige Dyb af Nonsens! Vi gaae jo dog alligevel ⓘ et Regnskab i Evigheden imøde.
Her er det: den høieste Alvor og ⓘ Strenghed (Evighedens Dom) 28 kjendelig paa den høieste Frihed: i dette Liv have I Lov til at gjøre denne Sag ►betræffende aldeles som I ville.
Dette er Χstd. ⓘ Det Andet er en msklig Opfindelse. Man tager væsentligen Evigheden bort – saa søger man at ►bringe lidt Politie-Alvor an.
ⓘ Saaledes synes det mig saa let og klart som muligt. Og er da igjen mit Forslag dog vel det mildeste af Alt, at vi dog idetmindste ere saa redelige mod Χstd., at vi ►aabent tilstaae, hvorledes det hænger sammen.
See her igjen ►det ⓘ Gavtyveagtige som da i Alt i vore Tider.
Man har en ond Samvittighed, man veed meget godt hver især: jeg er ingen Christen – men ikke sandt? en Sum af saadanne Christne det giver en christen Menighed.
Saa vil man ►disputere saaledes: Alle, hver især, vil sige: ja, jeg tør vel ikke i strengere Forstand kalde mig en Christen, men en Christen-Menighed er der dog vel til.
Altid dette Gavtyveagtige med det Numeriske, for at slippe fra hvad der vil ►gjøre Sandheden aabenbar: at hver Enkelt ikke er Christen.
Og saa for ret at sikkre sig, saa ►sminkes det om Menigheden naturligviis op til »det Objektive, det høieste Alvor« o: s: v:
30XI1A65Det Majestætiske – »det er kun en Talemaade«.
De Fleste forholde sig ►vistnok omtrent saaledes til det nye Testamente og alle de stærke Udtryk deri, de raisonere som saa: da Gud er saa uendelig ophøiet, saa maa Det han siger ikke tages saa nøie, det er ikke saa ganske bogstavelig, det er saadan Talemaader.
Dette er dog nok aldeles bagvendt. Jo ubetydeligere den Talende er, desto mere kan det have sin Gyldighed paa hans stærke Ord »det er vel blot Talemaade«, men jo betydeligere, desto mindre. Dersom fE en ►Urtekræmmersvend i de stærkeste Udtryk giver En sit Ord og Løfte – nu, ja det er vel kun en Talemaade; men naar det fE er en Konge, der gjør det, saa er man dog mindre tilbøilig til at antage at det skulde være Talemaade. Lo31ven er: jo Ubetydeligere den Talende, jo snarere er det Udsagte vel Talemaade, jo Betydeligere, desto mindre er det Talemaade.
Saaledes bliver Forholdet snarest ⓘ det, at Gud er ⓘ den Eneste, hvor 308der ubetinget ikke kan være Tale om, at det skulde være Talemaade hvad han siger; men hvor det just er at tage ganske bogstaveligt. Det Majestætiske er netop at tale bogstaveligt ⓘ sandt. At overdrive (»det er vel kun en Talemaade« hvad han siger) egner sig ikke for ⓘ Majestæter mindst for den absolute Majestæt.
ⓘ Dette viser sig ogsaa saaledes, ubetydelige Personer kan man fornærme ved at tage dem paa Ordet, de tale nemlig i Talemaader og ►regne derfor paa, at man da har Lov at ►slaae lidt om sig med Munden; Majestæter fornærmer man netop ved ikke at tage dem paa Ordet, det røber nemlig en ►Sneverhjertethed, som ikke har 32 glad Frimodighed ►lige over for Majestæten.
Men det er nok den Forbrydelse som ►vi i Millionviis forskylde mod Gud, at vi ere feige og usle nok til ⓘ ikke at turde tage ham paa Ordet. Ingen, Ingen, Ingen taler med Gud, tager ham ganske simpelt paa Ordet; blandt de Faae, der dog, som de mene det, bekymre sig om at forholde sig til Gud, er der vel Ingen, uden at han først consulerer sin Nabo eller Den og Den om, hvorledes han skal tale til Gud – og saa taler han til Gud – – og det kalder man at tale med Gud.
Saaledes opfatte vi Msker det (jeg veed det af egen Erfaring.)
Selv om et Msk. er sig store Synder bevidst, saa hedder det: troe blot, at det er Dig tilgivet, vær ganske vis, saa kjerlig er Gud, just det er Χstd.; ja, just det vil glæde ham, at Du aldeles sorgløs søger at glæde Dig [ved] Livet, thi Alt, Alt er glemt, ⓘ og jo mere Du kan udtrykke det, desto mere behager det Gud.
Og naar saa det lykkes for En, og naar der saa i Alt ►slaaer sig Lykke til for En, saa er man da ganske fuld forvisset, baade at dette er Χstd. og at det behager Gud – denne christelige Frimodighed.
O, og i den hellige Skrift vises det bestandigt, at De, som Gud have elsket, de blive altid ulykkelige, maa lide, Alt mislykkes for dem o: s: v:
Da der ifølge Guds Ord skal være en Qvalitæts Forskjel, ja en Modsætnings Forskjel mellem Gud og Msk, saa er det jo let at see, at man ene og alene kan faae at vide, hvad Χstd. er ved ubetinget at tage Guds Ord bogstaveligt.
Det Andet er en Feiltagelse, Det ►vi Msker ville hjælpe os med: at anbringe hvad vi selv kan hitte paa.
Det ►convenerede ikke os Msker at tage Χstd. bogstavelig, saa hittede vi paa at ville bedre den ved at lappe paa den. Men deels er nu det at lappe just ikke at gjøre Noget bedre (naar det er et Heelt man river i Stykker for at komme 35 til at lappe) og deels er det saa uheldigt, at vi Msker jo ikke har af samme Sort Tøi (der er jo et Modsætnings-Forhold mellem det at være Gud og det at være Msk.); men saa er det at lappe det aller forkeerteste.
XI1A68 ►Vogter Eder for Dem, som gaae i lange Klæder!
Saasnart Forkynderen er En, som gaaer i lange Klæder, saa er eo ipso paa een eller anden Maade Christendom ifærd med at blive officiel Χstd.
Men der er Intet, der er Χstd. mere imod end Alt hvad der endog blot smager af »officiel Χstd.« Endog det allerdesperateste Kjætterie er Χstd. ikke nær saa meget imod som officiel Χstd.
Thi Χstd. er Ueensartethed med denne Verden – i samme Secund 36 det end i fjerneste Maade begynder med officiel Χstd. i samme Secund begynder Χstd. at blive Eensartethed med denne Verden.
Officiel Χstd. er lige stik Modsætningen til sand Χstd, den vender i alle alle, end de mindste Proportioner Forholdet om: man faaer bestandigt først det Timelige, det Msklige, det Endelige – og saa lidt christelig Declameren; men Χstd er: først Χstd, og saa faaer vi at see hvad det kan blive til med det Timelige, det Endelige, det Msklige.
►Christeligt hedder det: gaae ud og forkynd Χstd – saa kommer det vel med Udkommet. Officielt hedder det: ►først sikkres en Mand Udkommet for sig og Familie og med Avancement – saa, saa kom310mer det med at præke Χstd. Og saaledes i Alt, Alt, Alt. ►Christeligt hedder 37 det (for at tage ⓘ ⓘ Dette): gaae ud som Du staaer og gaaer; officielt: nei, først maa man have en Præstekjole syet, Ornatet, Costümet. Christeligt faaer man altid det Vigtigste først (det er just Χstd); officielt faar man altid det Uvigtigste først ɔ: al officiel Χstd. er eo ipso ikke Χstd, thi det ⓘ U-Vigtigste paa første Sted er eo ipso ikke hvad Χstd er: det Vigtigste paa første Sted.
XI1A69 En moderne Geistlig.
Naar jeg tænker ⓘ paa, hvad der fE ►i min Faders Barndom forstodes ved en ►Kræmmersvend, en ubehjælpelig, ►klodderagtig Jydedreng – og hvad der nu forstaaes ved en Kræmmersvend: en behændig, adræt, 38 en Cavaleer o: s: v: – saa er dette jo et Slags Fremskridt.
Omtrent det Samme er nu en moderne Geistlig. Det er: ⓘ en adræt, behændig, ►gesvind Mand, der yderst let, i en ⓘ smuk Sprogform, med et klædeligt Væsen o: s: v: veed at anbringe lidt Χstd, men saa let, saa let som muligt. I det nye Testamente er Χstd. det dybeste Saar, der kan bibringes et Msk, efter den rædsomste Maalestok beregnet paa at collidere med Alt – og nu perfectioneres den Geistlige i at anbringe det Χstlige saaledes, at det betyder Ingenting; og naar han perfect kan gjøre det, saa er [han] ⓘ Mynsteret. Det er dog modbydeligt! ⓘ O, om Barberer perfectionere sig i at kunne tage Skjæget saa let af, at man slet ikke mærker det, ja det kan være godt nok: men i Forhold 39 til hvad der just er beregnet paa at skulle saare, der at perfectionere sig [i] at anbringe det saaledes, ⓘ at det saavidt ⓘ muligt, aldeles ikke ⓘ mærkes: det er dog væmmeligt.
XI1A70 En frygtelig Opdagelse – den rettroende Kirke – at lege Christendom.
►Fra Kirkens første Tider hidrører denne Modsætning: den rettroende Kirke – Kjætterier, Schismaer.
Pas nu vel paa Eet, den rettroende Kirke var virkelig troende, var et Samfund af Msker, der dog mere eller mindre ►vare i Charakteer af 311Troen, ja selv de udvortes Omstændigheder tvang dem jo i Charakteer af Troen.
Lad os see os for, om ikke, frygteligt, i vor Tid Alt er forvirret. Man vedligeholder jo 40 ogsaa ►i vor Tid denne Modsætning: den rettroende Kirke – Kjættere, Schismatikere; og man brouter af, at høre til den rettroende Kirke, man taler som var Alt prægtigt, naar der ikke var disse Kjættere og Schismatikere, hvilke da forresten, Gud veed det, endda ikke ere saa mange eller saa betydelige.
Men lad os see os for, om ikke det sande Sammenhæng er en yderst forfærdelig Opdagelse: om ikke det man forstaaer ved den sande troende Kirke, den rettroende Kirke om det ikke er et Samfund af Msker, der – ikke ►forskylde noget Kjætterie eller Schisma – nei men der: lege Christendom, er 41 den officielle Rettroenhed i vor Tid ikke det: at lege Christendom. Menigheden er ikke i Charakteer af Χstd, men skyder det over paa Præsten. Præsten er lige saa lidet i Charakteer af Χstd, men ►forkynder Læren objektivt.
Paa den Maade er jo den rettroende Kirke langt farligere for Χstd. end noget Kjætterie eller Schisma.
Man leger Christendom; man bruger hele den orthodoxe christelige Terminologie – men Alt, Alt charakteerløst. Ja, man duer ikke engang til at danne et Kjætterie eller et Schisma, hvortil dog altid fordres noget Charakteer.
Nei, det Hele bestaaer: de 42 christelige Sacramenter og Skikke, den christelige Terminologie – men det er Alt Decoration, Talemaade, Præsten ►Acteuren, Kunstneren.
Men saa er jo Χstd. Mythologie, Poesie – og Forskjellen mellem den rettroende Præst og ►Fritænkeren den: at Fritænkeren siger det, men den rettroende Præst siger: lad os for Gud i Himlens Skyld ikke tale derom, blot holde Ørene stive – ellers ►gaaer det Hele i Madskabet.
Der er noget Frygteligt i, at paa Listen af Kjætterier og Schismaer ►ⓘ føres det aldrig op, det som er det Farligste af Alt: at lege Christendom. Dog 43 det forstaaer sig, det er for frygteligt til saaledes at kunne føres op med paa Listen blandt andre Kjætterier. Nei, dette Frygtelige maa have en Rubrik for sig selv. Og Spørgsmaalet er om dette ikke just er dette det nye Testamente betegner ved ►»Affaldet fra Χstd.«
XI1A71 312 ►I en af den Samling tydske Nekrologer som nu ligger i 📌Athenæum, altsaa af Aar 1854 men ⓘ nok for Aar 51. 52 seer jeg i en Nekrolog over en hertugelig sachsisk Minister 👤v. Gersdorff følgende Vers citeret af en Digter, som jeg ikke kjender:
Wer nur die Wahrheit sieht, ⓘ hat ⓘ ausgelebt.
Das Leben gleicht der Bühne; dort wie ⓘ hier
Muß, wenn die Taüschung weicht, der Vorhang fallen.
44 XI1A72 Det sande Sammenhæng.
Dersom et Msk. oprigtigt, for ramme Alvor vil det og ►af ganske Sjel – hvis han da vil bede Gud, at det maatte ⓘ forundes ⓘ ham at finde det saligt at lide, at offres for Sandhed: ved Gud det er ham indrømmet.
Men Sagen er, der lever iblandt os, der har i umindelige Tider ikke levet et Msk., der har villet vove efter den Maalestok. Alle, Alle, ►Alle ville vi dog helst – naar det for Alvor kommer til Stykket – ville vi dog helst være fri.
At ►dette er saa, viser kun altfor tydeligt Tilstanden i Christenheden. Vi have ikke turdet vove saaledes, men derimod ►fra Slægt til Slægt ►be45tjent Χstd. med Surrogater og derved efter den frygteligste Maalestok næret Forvirringen.
Mit Forslag er saa dog vel det mildeste – ak, saa svagt det er! – mit Forslag, at vi dog idet mindste faae ►gjort det sande Sammenhæng kjendeligt.
Hvor er det dog i Grunden væmmeligt med disse Millioner, der lege Χstd, holde Pintse – og nu skal vi da ►have en Biskop ordineret paa 2den Pintsedag, og troe mig der vil blive ►declameret om »Aanden«, hvor ⓘ er det væmmeligt, afskyeligt, naar det sande Sammenhæng er, at der ikke blandt os er en Eneste, der turde ►bede for Alvor om den Hellig-Aand.
O, frygtelige Satire: man troer, at det er ved Aandens Bistand at Χstd. har udbredt sig, saa vi nu alle ere Χstne – Gud i Himlene! det 46 sande Sammenhæng er, at det er skeet derved, at Aanden er veget bort – og saa er Udbredelsens Phænomen let forklaret, thi Udbredelse og Aandløshed svare rigtigt til hinanden. Og det sande Sam313menhæng er, at ⓘ i det samme Øieblik Aanden atter kommer igjen, vil det Hele styrte sammen, eller ⓘ det vil vise sig, at der ikke er en eneste Christen.
XI1A73 Criminal-Historien
Christendommen er ikke blot ikke til, nei, den er saaledes ikke til, at Det, vi paa ⓘ hvert ⓘ evige eneste Punkt advarer mod som det Afskyelige, det Ugu47delige – Det, just Det er det nye Testamentes Christendom. ⓘ Aha! ⓘ Dette er snildt og ►betryggende nok, men tillige ogsaa meget criminelt. I Sandhed ere der ►end Tusinder som tankeløst deeltage i dette, og Mange Mange, som ►bona fide gjøre det: der maa ogsaa baade have været og være nogle egentlige ►Gavtyve med, thi ellers kunde dette ikke være ⓘ afstedkommet ei heller ►gaaet saaledes hen.
Sagen er ganske simpelt. Det det nye Testamente forstaaer ved Χstd. er ►Kjød og Blod, ►det naturlige Msk. saa rædsomt imod, ja ham ►paa Liv og Død ⓘ imod, ja der er Intet, som er ham saaledes imod; og der er Intet, som det naturlige Msk. ►krymper sig saaledes ved som just ved Det det 48 nye Testamente kalder Χstd. Det maa man lade Gud, da efter hans Mening ►det at elske Gud er at hade Verden, saa udtrykker ogsaa Χstd. i det nye Testamente dette ganske nøiagtigt, med en guddommelig Nøiagtighed.
Nu at bære sig saaledes ad, at være dog saaledes redelig (hvilket er mit Forslag) at vedgaae hvad Χstd. er – og at i den Forstand er man ikke Christen: det vil man ikke. Msket, selv det dummeste, er en meget klog Skabning, i Retning af Alt hvad der hedder Kjød og Blod; Msket har i denne Henseende et uhyre fiint Instinkt. Og dette Instinkt har lært ham: det forslaaer ikke at gjøre det paa den Maade, Du skal see, ►summa summarum bliver, at Du bliver Χsten, naar Du endog blot er saa redelig mod Χstd.
Saa ⓘ maae vi da altsaa bedre 49 sikkres. Dette naaes derved, naar vi Msk. opfinde Noget, som ►convenerer os, Noget som vi saa ved alle mulige Kunster faaer belagt med Skriftsteder – og dette kalde vi Χstd. Men for ⓘ fuldkommen Sikkerheds Skyld, saa faae vi det nye Testamentes Χstd. vendt saaledes, at Det advarer vi mod som det Ugudeligste og Afskyeligste af Alt.
Dette er Tilfældet paa hvert evige eneste Punkt i den officielle Χstd. Det kan udføres paa ethvert Punkt, her blot eet, [som] ⓘ berører314 ►hvad der fra en anden Side er omtalt i denne Journal i Stykket foran dette Stykke. Det at vove efter den Maalestok som det nye Testamente forstaaer ved at vove, hvis det skal ►være Alvor med at bede om den Hellig-Aand, det convenerer sandelig ikke os Msker. »Saa kunde vi jo ►tilstaae det«. Nei, det er sandeligen ikke nok, det forslaaer ikke, be50trygger ikke tilstrækkeligt mod det at blive Christen. Ergo vender vi Forholdet om: det at skaane os selv, at nyde Livet er den sande Christendom at vove efter den Maalestok er – – – er at ►friste Gud. See, nu ere vi sikkre, fuldkommen sikkre, skulde jeg formaste mig til at friste Gud – ih Gud bevare mig.
O, af alle Criminalhistorier frygteligste!
I den Grad er det ⓘ at kalde sig Χstena Betingelsen for, at komme frem i Verden, at man saa vist ikke engang kunde faae ►Lov at erhverve sit Udkomme ved at holde Horehuus naar man ikke ►godtgjør at man er døbt 51 og at man er (ɔ: kalder sig) Christen. Altsaa: det at erhverve Udkommet paa hiin Maade, det kan nok indrømmes, siger Staten, men kun under den Forudsætning og Antagelse og Betingelse, at Du da er Christen. Gud i Himlene!
✂ a Anm Dette Udtryk er egl. det man nu forstaaer ved at være Χsten.
Og forresten hvilken charakteristisk Modsætning: Staten, som indrømmer hiint Erhverv naar man da er Christen – og ►Christendommen som deraf at En paa slig Maade erhverver sig Udkommet, beviser, at han ikke er en Christen, selv om han saa hundrede Gange var døbt. ⓘ Saaledes fordrer Staten altsaa som Betingelse at han er Christen og tillader ⓘ ham saa Det, hvoraf Χstd. beviser, at han ikke er Christen.
XI1A75 Menneskeligt – Guddommeligt.
►Et Vers af 👤Goethe, som jeg seer citeret etsteds hos 👤Schopenhauer, lyder saaledes:
»Und wenn der Mensch in seiner Quaal verstummt,
Gab mir ein Gott zu sagen, wie ich leide«
315Dette er dog egl. ikke rigtigt. Forholdet 52 er meget mere, at det Msklige er at udtale Lidelserne, det Guddommelige at tie. Æsthetisk er det maaskee som 👤Goethe siger, ethisk er Forholdet det andet.
XI1A76 Protestantismen
Naar Protestantismen skal være Andet end et i givet Øieblik fornødent ►Correctiv, er den saa ikke egl. det Mskliges ►Opstand mod Χstdommen?
Naar Χstd. skal forkyndes som den væsentligen er i Evangelierne, forkyndes som og være: Efterfølgelse, idel Lidelse, ►Jammer og Hylen, skærpet ved ►en Dommens Baggrund, hvor der skal gjøres Regnskab for hvert ⓘ Ord: saa er det en frygtelig Lidelse, Angest, Skjælven og Bæven. Ganske sandt. 53 Men hvor staaer der egl. i Evangelierne, at Gud vil have ⓘ at denne jordiske Tilværelse skal være Andet?
Det derimod Msk-Naturen bestandigt sigter efter er: Ro; ►nil beatum nisi quietum; Ro, Ro til at kunne sysle med dette Endelige, nyde Livet her.
Er nu Protestantismen ikke egl. denne Mskets Opstand mod Χstd? Vi vil, vi maae have Ro – Ro for Χstd! Saa vender vi hele Χstd. om, og saa faae vi en fad Optimisme ud af den rædsomme ⓘ Pessimisme som Χstd. er i det nye Testamente. Ro vil vi have – vær Du derfor ganske rolig, ved Hjælp af 54 Daaben, Barnedaaben, og Naaden, ►et Msk. frelses ene af Naade, ja det er endog ►formasteligt selv at ville hjælpe det Mindste til, ved Hjælp deraf puffe vi Χstd. reent udenfor – og nu gaaer det løs paa Næringsvei, og Børne-Avlen og endelig Travlhed og Livs-Nydelse o: s: v: o: s: v:.
XI1A77 Hvor ⓘ satirisk!
I Modsætning til Catholicismen ►drager 👤Luther Evangeliet frem – og endnu i hans levende Live maa han see, at man (ganske rigtigt!) tager denne høie Aandelighed saaledes, at han nu ⓘ ikke engang er istand til at skaffe Præsterne lidt at 55 leve af. Ak, 👤Luther; paa en Maade havde Du fortjent denne Satire; og tænk Dig nu kjere 👤Lu316ther flere hundrede Aar efter hvad saa denne høie Aandelighed maa føre til for ►Gavtyvestreger.
At 👤Luther beklager sig over Sagens Vending, sees af flere af hans Prædikener; i dette Øieblik erindrer jeg fE ►den over Evangeliet paa 26de Søndag efter Trinitatis.
XI1A78►👤Heraclit: τω ουν βιω ονομα μεν βιος, εϱγον ⓘ δε ϑανατος.
citeret efter 👤A. Schopenhauer: die Welt als Wille und Vorstellung 2det Bind p. 584.
56 XI1A79 Billede – Modbillede.
Engang, ►i Christendommens første Tid, var det saaledes, at det at turde kalde sig Christen var Noget, som kjøbtes med Forsagelse af Alt, og som saa saaledes holdtes i Priis, at en streng Disciplin vaagede over Sæderne, og i Maximuma straffede med at udstødes af det christne Samfund ɔ: miste Christen-Navnet, thi de Christne havde jo den Gang ingen borgerlig Magt.
✂ a – og dette ansaaes ogsaa, vel at mærke, for en uhyre Straf –
Nu er Forholdet saaledes, at man paa ingen Maade kan blive fri for at kalde sig Χsten. En ►Fritænker, der saa høit og lydt som mulig erklærer Christendommen for Løgn: 57 det hjælper ham slet ikke, han skal alligevel, siger Staten, gjælde for en Christen; her hjælper ingen kjere Moder han er sku Christen; det kan ikke føre til Noget ⓘ om vi saaledes ⓘ lod Folk slippe for at være Christne, det kunde jo let gribe om sig, og hvad gjør vi saa for ►de mange forskjellige Embedsmænd og Deslige, der ere interesserede pecuniairt i, at vi Alle kalde os Christne.
XI1A80 Udtrykkenes Historie – Demoralisation.
Som charakteristisk for en demoraliseret Tid er blandt Andet ogsaa, at just ⓘ naar den veed, at visse 58 ►pathetiske Udtryk ikke mere be317tyde Noget, saa har den sin Lyst af at bruge dem [til] et Slags leflende Raffinement.
Saaledes fE i vor Tid ►det Ord Hyrde om en Biskop. Jeg har lagt Mærke til, ►at man just i den allerseneste Tid har begyndt at bruge det, og det vil vist især komme i Brug ►nu da 👤Martensen er blevet Biskop, thi ham anseer da Publikum som en for dets Souverainitet aldeles uskadelig Mand (og ganske rigtigt, thi ►han er jo Publikums ærbødige Tjenere) og just derfor kalder man ham leflende »Hyrde.«
Saaledes ►det Udtryk om 59 en Konge »Fader«. Først er der en Periode, hvor dette Udtryk bruges ganske pathetisk. Saa kommer der en Periode hvor man hader det Udtryk – og derfor ikke bruger det. Naar saa ►Folket har seiret og er blevet Souverainen de facto, medens dog man har en Konge ►de nomine: ►saa dukker pludselig det Udtryk op igjen, det bliver endogsaa det almindelige og hvorfor? fordi nu betyder det Ingenting, ja egl. betyder [det], ved en Mystification, jeg »Folket« er Souverainen og derfor morer det mig at ►lege Blindebuk med Dig lege den Leeg at kalde Dig Fader.
60 XI1A81 Den Enkelte – Mængde, ►Numerus
»Den Enkelte« er Aands-Bestemmelsen af det at være Msk; Mængde, Numerus er ►Dyre-Bestemmelsen af det at være Msk.
Operationen er nu ganske simpel: Den Enkelte rangere[r] qua Aand i Forhold til som han, aldeles uforandret, kan udholde at der kastes Numerus (ligesom Gadedrengene kaste Snavs paa En) paa ham.
►Gud-Mskets Distinction er ubetinget, ganske ubetinget i Modsætning til hele ►Slægtens talløse Millioner at være aldeles uforandret, uden et Bogstavs uden en Mines Forandring at være den Enkelte. – Apostelen behøver allerede Nogle, som holde med ham.
61 XI1A82 318Den Enkelte. ►Numerus. Guds Souverainitet.
Ingen vil være den Enkelte, Enhver gyser tilbage for den Anstrengelse.
Dog ikke blot derfor vil Ingen være den Enkelte, men ogsaa af Frygt for Omverdenens Misundelse og Modstand. Saasnart det blot er 10 Forenede saa er det et ►Abstraktum; og mod et Abstraktum retter Misundelsen sig ikke. »Tallet« gjør os alle lige. Ti forenede Navne er ⓘ i Grunden at ►værke anonymt, og det Anonyme ►hidser ikke Misundelsen.
Men Gud er ogsaa en Souverain, og naar han vil udtrykke sin Souverainitet vil han netop ydmyge den msklige ⓘ Souverainitet – derfor vil han kun bruge en Enkelt.
At være en saadan Enkelt er saa i een Forstand selvfølgeligt den eminenteste ►Udmærkelse 62 for et Msk; men da den er »Udmærkelse« i den høieste Sphære, hvor Alt er paradox, er den ogsaa ⓘ kjendelig paa det Negative, det saaledes at være den Udmærkede er: at offres.
XI1A83 ►Kommer hid Alle I, som arbeide og ere besværede o: s: v:
For at gjøre en Ende paa den løgnagtige Maade, paa hvilken Præste-Vrælet bruger dette Ord, behøver man blot som Commentar at anbringe ►de Ord af Χstus, hvor han afviser Den, der blot bad at han først 63 maatte begrave sin Fader, og ligeledes ►de andre Yttringer af Χstus paa hiint Sted.
XI1A84►At leve stille og komme lykkelig igjennem Verden.
Maaskee siger Du: ►det er vel saa, at ►Verden ligger i det Onde, men mig lykkedes det dog hidtil ved at leve stille at slippe lykkelig igjennem.
Hertil maa svares: ⓘ see ⓘ Dig vel for, om dette lader sig gjøre. Det 319hjælper ikke, at Du med Munden siger, at Verden ligger i det Onde, ved at slippe godt igjennem udtrykker Dit Liv, at det dog egl. er en ganske god Verden. Nei, ligger Verden i det Onde, er det en demoraliseret ►Slægt Du lever i, da har Du ikke Lov at slippe godt igjennem, det vil sige, det lader sig ikke gjøre ►uden Du paa een eller anden Maade er Medskyldig.
Og paa den anden Side, naar 64 ►Guds-Dom udgaaer over en Slægt, da sparer den Ingen, som ikke har lidt ondt i den onde Verden ɔ: den behandler de Andre som Medskyldige, og deres Skyld ⓘ er ikke den, at de have gjort Noget, men den, at de ⓘ ikke have gjort Noget. Eller ►da 📌Sodoma og 📌Ghomorra gik under, troer Du, ►at Alle vare bogstaveligt Hoerkarle o: s: v:, troer Du ikke, at der var ►en heel Slump saadan skikkelige Msker: men ►Ingen blev sparet, uden Den, der havde lidt ondt. Thi at være en skikkelig Mand i en ond Verden saaledes at den onde Verden anseer en for en skikkelig Mand, er eo ipso at være paa een eller 65 anden Maade en uskikkelig; og at skjule sig saa godt som muligt for at faae Lov til at leve godt i en ond Verden, er at være Medskyldig, er at unddrage sig det Godes Tjeneste.
XI1A85 Klosteret.
►Saaledes fremstiller man det: det skal være af Feighed, at En flygter bort fra Verden ind i Klosteret.
Nu, maaskee er det ogsaa stundom saaledes, et saadant Msk. mistvivler om at kunne udholde ►den dyriske Fnisen og Grinen, den Forfølgelse og Mishandling, som maa blive Følgen af det at skulle udtrykke »Aand« blandt ►Dyre-Skabninger.
Imidlertid kan det dog ogsaa sees fra en anden Side: han flygter bort, 66 fordi han ikke nænner at forstyrre de ⓘ Andre, om hvem han meget godt veed, at heelt ud faaer man dem ikke, og saa bliver han dem kun en Plage. Eller, naar ►I skulle være oprigtige, ►I som dog helst ville glæde Eder ved dette Liv, nyde det, ⓘ avle Børn, der ogsaa skulle nyde det – ville I ikke egl. helst være et Msk. qvit, der kun taler om Eet: at døe, ►at afdøe. Og var det saa ikke en Art Nænsomhed af ham, at skjule sig, da Følgen af at han blev iblandt Eder, maatte blive den, at I bleve langt skyldigere end I maaskee nogensinde havde tænkt Eder muligt, thi Følgen blev at I for at værge Eder mod et saadant Msk, bestialsk maatte forfølge ham, og derved synke 320ned til og i det Be67stialske. Thi naar ⓘ hiin idylliske Livs-Nydelse ikke kommer ⓘ i Forhold til »Aand« bliver den dog noget Skjønnere, ak, men i Forhold til Aand bliver den enten selv Aand eller – Bestialitet.
XI1A86 Liv – Død.
At leve er naturligt det ⓘ Fornøielige, at døe Rædsel.
O, men naar Fordringen er ►at leve som en Afdød, ja, da er det at leve i dette Liv den rædsomste, rædsomste Qval; men saa ogsaa igjen ►det at døe saligt, ja usigeligt saligt, ubeskriveligt saligt ⓘ da er [det] at komme i sit Element.
Og hvis saa en protestantisk Præst læste dette, saa vilde han 68 maaskee finde det smukt, herligt, – og det blev saa benyttet som et herligt Sted i hans næste Prædiken.
Afskyelighed, Afskyelighed med disse protestantiske Præster, som ►i Maximum læse, hvad der har kostet Andre Døds-Kampe, og saa benytte det som smukke Steder i deres Prædikener.
XI1A87 Protestantismen
Naar Protestantismen skal være Andet end et (maaskee i givet Øieblik fornødent, derfor kun af Enkelt Mand under uhyre Ansvar anbragt, og mod al Efterabelse ►betrygget) ►Correctiv: er saa Protestantismen egl. ikke et ►Affald fra Χstd?
69Den lade, ►gavtyveagtigeMsk-Natur den vil have ►Ro, Ro til at nyde Liveto: s: v: derfor raaber den paa: jeg kan ikke, jeg fortvivler; hvis Naaden ikke anbringes saaledes, at den i Grunden afskaffer Χstd, saa fortvivler jeg.
Det er ►Gavtyvestreger, slet ikke Andet. Det [er] ligesom med ►Fruentimer, naar de gavtyveagtigt bruge Besvimelser for at faae deres Villie igjennem. Og hvad behøver et saadant Fruentimmer? Hun behøver en Mand, som ganske rolig siger »aah, Sludder« – saa besvimer hun ikke.
Og saaledes behøver Protestantismen i høi Grad en haard Mand, som kan sige, 70 naar Msket begynder paa dette Gavtyveagtige at han ellers maa fortvivle, kan sige: ja vær saa god fortvivl Du kun.
XI1A88 321 Lutter ►Gavtyvestreeg.
En theol. Candidat bliver Præst – hvorfor? Jo, for han skal giftes, og saa skal han have Noget at leve af.
Saa faaer han en Menighed. Neppe har han faaet den, før det bliver benyttet som Skalkeskjul, at det er for Menighedens Skyld han maa forkynde Χstd. som Trøst.
Sagen er ganske simpel, 71 han er jo løgnagtigt kommet ind i at være Præst – saa vogter han sig vel nok for, at han aldrig faaer at forstaae, hvad Χstd. er, han risikerer jo, at denne Forstaaelse jog ham ud af ►Levebrødet og Carrieren.
XI1A89 Præke-Selvmodsigelse.
For, som det hedder, at vinde Mskene for Χstd, vil man indynde det for dem, lokke dem til det o: s: v:
Man fremstiller fE Selvfornegtelse og saa siger Præsten: det er saa saligt, o, saa saligt, vi[d]ste Du hvor saligt det er, da vilde Du hvert Øieblik ene hige der efter o: s: v:
Menigheden sidder nu [og] hører 72 til, de Fleste vel som i Theater ell. som man hører en ►Declamator.
Men sæt nu der var en dog alvorligere Mand tilstede, som sagde til sig selv: saa vil jeg virkelig ogsaa begynde derpaa, og nu, idag.
Han gjør det; og hvad skeer? Det skeer, at han opdager, hvad Sandhed er, at det ingenlunde ⓘ just er saadan saa saligt – men uhyre smerteligt. Og hvad saa? Saa ►bliver han modbydelig mod Præstens Løgne, og taber ganske Lysten.
Nei, man skal sige hvad Sandhed er, at det er uhyre smerteligt – just det giver Mod og Udholdenhed.
73»Ja, men man afskrækker« ja, man afskrækker Dem, som kun vil ►Slikkerie – men De komme alligevel aldrig ind i Χstd.
Dog Sandheden er: »Præsten« vil helst er bedst tjent med, at det Hele bliver ved Slikkerie, at han er bedst tjent med at gjøre sig uundværlig for Msk. ved at tillave Χstd. som Slikkerie og saa forvænne Msk. til ikke at kunne undvære »Præstens Slikkerie«.
XI1A90 322 ►Biskop 👤Mynsters Alvor.
Som naar Børn lege – Forældrene eller en Foresat er tilstede for at passe 74 paa, at det da for Guds Skyld ikke bliver Alvor: saaledes sad 👤Mynster, med sin store Klogskab, styrende, passede nøie paa – det har været anstrengende nok for ham – at ⓘ det da for Guds i Himlens Skyld ikke blev til Alvor med Χstd. Og naar han saa havde forvisset sig om, at det ►trindt i Landet ⓘ ►ret var efter Ønske, saa følte han sig ret stemt og oplagt til selv at lege med, og han vidste (det var ogsaa Sandhed) med sig selv, at han var ⓘ Den, der bedst forstod kunstnerisk at lege: han iførte sig ►Fløilet, han fremtraadte med beundringsværdig Værdighed, han skildrede med 75 stort Talent, han var fuldendt som Taler, – han græd, han slog sig for Brystet, hans Blik var som havde det hjemme i Himlen o: s: v: o: s: v:.
XI1A91 Alvor.
Χstd. er den frygtelige Alvor: ►i dette Liv afgjøres Din Evighed.
Det som man i mange Generationer i Protestantismen, Det som Millioner kalde Χstd. er: at lege det efter, at lege ⓘ dette efter at der har levet Msk, for hvem dette Liv var dem afgjørende for deres Evighed – det er deres Χstd.
76Selv ►holde disse Millioner sig – ikke uden for Legen, som det hedder, nei, uden for Alvoren i Legen; de holde sig uden for, thi hvad dem angaaer, da er det jo ►afgjort, næsten før de blive født, at de ere Χstne og visse paa en evig Salighed. Ja kunde man skjære et 3 Maaneders Foster ud af den afdøde Moder, saa tænker jeg »Præsten« med Fornøielse døbte ogsaa det og erklærede det for Χsten: jo flere jo bedre, og jo tidligere jo bedre – ⓘ paa begge Maader sikkres man bedst at Χstd. bliver en ►Narrestreg.
77 XI1A92 ►323Biskop 👤Mynster – ►👤Stephanus
At sige ham det efter! Ja, Resten ligner virkelig heller ikke i fjerneste Maade det Stephaniske: En Mand ►i Fløiel, lønnet med alt Jordisk, raffineret i at nyde det – og en Martyr. Men den Fløiels Mand siger ham det efter.
Er dette ikke Theatralsk, og forholder en saadan Tale sig ikke ligefrem til – Theater-Critik.
78 XI1A93 Repræsentation – Association
Engang var det saaledes med det at være Msk: ►Slægten anstrengede Alt for at tilveiebringe og for at bære enkelte eminente Individer. I disse anskuede saa de Øvrige sig. Men ved Hjælp af disse eminente Individer (med hvilke jo dog Alle vare i Slægt) hævdedes Forestillingen om det uendelige Ophøiede at være Msk, at det virkelig var at være ►i Slægtskab med Gud.
Saa seirede efterhaanden det Lave i Slægten, Misundelsen kom op, kom oven paa. Nu forandredes Alt. Ved Hjælp af den Magt som det Numeriske er vilde ⓘ man nu først og fremmest 79 have Alt Eminent bort, og ved Hjælp af det Numeriske (at man er nogle Stykker, en Slump, et Partie o: s: v:) vilde man tiltvinge sig at være mere.
Det lykkedes. Men som altid ⓘ naar Det lykkes, over hvilket der er Forbandelse, naar man seer nærmere til ⓘ lykkedes det paa den Maade at hele Slægten blev degraderet. Af al Magt arbeides der for ved Hjælp af det ⓘ Numeriske at avancere – totalt bevirkes derved at hele Slægten degraderes. Og det er den. Som det nu er at være Msk, er det Nonsens, Latterligt (næsten lige saa latterligt som hvis en Ko eller en Hest vilde falde paa Sligt) at ►tale om Udødelighed, Evighed, at være i Slægt med Gud.
80 XI1A94 324 Natur-Videnskaberne.
►N-Videnskabernes uhyre Opsving i vore Tider beviser at Slægten har ►fortvivlet om at være Aand, det er Adspredelse.
Analogier i Individers Liv ere let at paavise.
XI1A95 Det Ubetingedes Nat.
Msk. har naturligt en Gru for at gaae i Mørke – hvad Under at han da, naturligt, gruer for det Ubetingede, for at indlade sig med det Ubetingede om hvilket det gjælder, at ingen Nat og ►»intet Mørke er halv saa sort« som dette Mørke og denne Nat, hvor 81 alle relative Formaal (de almdl. Milepæle og Veimærker) hvor alle Hensyn (Lygterne, hvormed vi hjælpe os ellers) hvor selv de ømmeste og inderligste Følelser af Hengivenhed – ere slukkede thi ellers er det ikke ubetinget det Ubetingede.
XI1A96Christendommen forener ikke Mskene, nei, den adskiller dem, – for at forene hver Enkelt med Gud. Og naar saa En er blevet saaledes, at han kan tilhøre Gud, saa er han ►afdød fra Det, som forener Mskene.
XI1A97 Det Officielle.
Intet, Intet, Intet, ingen 82 Vildfarelse, ingen Forbrydelse er Gud saa ubetinget imod som Alt, hvad der er det Officielle; og hvorfor? fordi det Officielle er det Upersonlige, og derfor den dybeste Fornærmelse at byde en Personlighed.
Tag en svag Analogie: en ⓘ Qvinde vil finde sig i den Elskendes Feil, hans Svagheder, i hvor ►klodderagtigt han end udtrykker sin ⓘ Følelse – naar det blot er personligt, ►primitivt. Men Eet oprører hende i dybeste Grund, Eet føler hun som den dybeste Fornærmelse, Eet tilgiver hun ⓘ aldrig – og udførtes det end med nok saa stor Virtuositet og Rou83tine – det er naar hun mærker, at hun officielt skal elskes, at det er det Officielle. Maaskee kan en Virtuos narre hende, saa hun ikke opdager det, men – og det var jo kun et Billede; og 325Gud narrer dog vel ⓘ ingen Virtuos eller ►Routinier – opdager hun det, hun tilgiver det aldrig.
XI1A98 ⓘ Surrogat; Besynderlige Surrogater
I vor Tid er Alt Surrogat; man hjælper sig med Surrogat – og med høist besynderlige Surrogater:
... at forlange Sandhed, det var for meget, man maa ikke spænde Buen for høit, saa hjælper man sig med: officiel Løgn, som jo dog ogsaa er en Slags Sandhed. At fordre Dyd, det vilde være for meget, lad os ikke være ►ubillige, som dog fører til Intet; 84 saa hjælper man sig med: ►nitid Nederdrægtighed, hvilket jo ogsaa er en Slags Dyd. Uegennyttighed vilde man forgjeves fordre, – saa hjælper man sig med vel skjult, hykkelsk Egennytte – ogsaa et Slags Uegennyttighed, det ⓘ ligner ⓘ den jo ganske.
Forunderlige Surrogater, selv den groveste Løgn, den ⓘ meest himmelraabende Forbrydelse, den aabenlyseste Egennyttighed er mindre ►lastværdig end Dette.
XI1A99Samfundet antager ikke blot, ►som jeg seer Chineserne gjøre, 5 Cardinal-Dyder (Høflighed er den 5te)85 nei, Samfundet antager, etablerer kun een: Høflighed.
XI1A100 Menneske-Ædere.
Vi leve jo rigtignok i civiliserede Stater, og mener at staae uendelig høit over Canibaler – dog er det let at see, at ►vi forskylde et Msk-Æderie rædsommere og mere oprørende end ►ⓘ noget Canibalernes.
»Præsten« (den protestantiske Præst) Professoren de ere ⓘ Msk-Ædere, ja her er Ordet, de ere: Msk-Ædere.
Og de ere det afskyeligere og rædsommere end Canibalerne.
At de ere Msk-Ædere sees let: de leve af, at Andre 86 ere blevne ►ihjelslagne, forfulgte, mishandlede for Sandheden.
Og det er rædsommere end Canibalernes. Thi det Onde er altid rædsommere i Forhold til hvor længe det varer. Canibalen slaaer et 326Msk. ihjel og æder ham – saa er det skeet. Dette er et kortere Øieblik; og naar det ⓘ saa er skeet, er der, indtil det næste Gang skeer, som et Haab om at Canibalen kunde blive et andet Msk, forbedre sig. Men Præsten, Professoren indretter sig een Gang for alle (koldt og roligt Overlæg) paa at skulle leve af ►hine Herliges Lidelser; han gifter sig saa derpaa, avler Børn, 87 idyllisk indrettet, rigtigt nydende Livet – og han lever af ⓘ Hines Qvaler; han ►regner saa paa at avancere i Indtægter – i den Grad er han med oprørende Rolighed indrettet paa at leve canibalisk: saa afskyelig var ingen Canibal. Forgjeves raabe[r] hine Herliges Stemme til os: følger mig efter, følger mig efter. Dette holder Præsten og Professoren nede, at vi ikke faae det at høre. Og saaledes ►lever han hen, efter at have bemægtiget sig sit Bytte: de Herlige, hvis 88 Lidelser han lever af.
Og ikke blot dette. Men Canibalen gjør dog ikke Fordring paa, at være Dens bedste og sande Ven, hvem han ihjelslaaer og æder. Men Præsten, Professoren nyder tillige den Ære og Anseelse af at være de Herliges sande Ven og Tilhænger.
I Sandhed, som ⓘ der ►staaer i det nye Testamente: at Skjøger og Toldere før Eder (I Pharisæer) skulde indgaae i Himmeriges Rige, saa troer jeg ogsaa: at Canibalerne skulde indgaae i Guds Rige før Præster 89 og Professorer!
XI1A101 Det Officielle.
Intet, Intet, Intet, ikke den meest fortvivlede ►Fritænker og ikke en vældig Religions-Forfølger, ⓘ Intet er Χstd saa farlig som en: officiel Præst og Professor.
Det nye Testamente (og dette er jo Χstd.) hviler i, at der er Strid, paa Liv og Død, mellem Gud og Msk. En officiel Præst og ⓘ Professor udtrykker, at Msket har franarret Gud Χstd.
Alt hvad der angriber Χstd saaledes, at det lader Χstd. være hvad den er, ⓘ kan ikke være farligt. Kun det er farligt, som hykkelsk forfalsker Χstdommen.
Χstd. er ►Forsagelse af denne Verden – lad Staten lønne, gagere om det saa var 100,000 Mand for at ⓘ angribe Χstd.: [det] er ikke farligt.
Men lad den lønne, gagere 10 ⓘ – for at forkynde Χstd.: det er farligt. Her kommer Hemmeligheden: man faaer paa den Maade under Navn af Χstd. just Det, som Χstd. ikke er. Det Farlige er: at man faaer det under Navn af Χstd.
Enhver saadan Forkynder har en Hemmelighed, en forbistret Hemmelighed: han kan jo dog – for 👤Satan ikke ligefrem 91 sige hvad Χstd. er, thi saa anklager han jo sig selv samt sin Medskyldige: Staten. Saa maa det skjules – og det bliver saa Χstd.
Der er Eet, som Χstus ubetinget maatte frabede sig: Pengehjælp. Men 👤Satan veed, at kun paa een Maade er Χstd. tilintetgjørlig: ved Penge-Hjælp. Og desto farligere bliver det kun jo høitideligere og fornemmere Dette bliver: at det da naturligviis ikke er Pengene man bryder sig om – hvilket betyder at man hykkelsk endog vil have mere end Pengene nemlig foruden Pengene den Anseelse og Værdighed, at man ikke bryder sig om dem – Noget der ►vistnok ellers ikke forekommer i nogen92[som]helst Praxis ►uden paa det christelige Gebeet.
XI1A103 Sandheds-Vidnet og Løgnerne.
.... Og naar saa et Sandheds-Vidne udaander i ►Marter-Døden: saa ile disse Løgnere til snarest muligt, ►der skulle leve af at – fremstille [a] hans Lidelser. Ja, saa bagvendt er det, de ikke blot forstaae, hvad sandt er, at det for Virkningens og Profitens Skyld er det bedste at 328komme først, men de vel endog indbilde sig, at dette, at de vare ⓘ de Første til at fremstille ham skal komme 93 dem til Gode engang i ►Evighedens Regnskab, hvor Spørgsmaalet bliver om Efterfølgelse. De Daarer, jo nærmere de have ligget ham, desto større er kun deres Skyld, at de ikke fulgte ham efter men levede af at fremstille ham.
✂ [a] Det er en Art Overtro ligesom naar ►Menigmand ►paa Retterstedet opsamler Blodet af den Henrettede og bruger det som Lægemiddel
XI1A104... Forgjeves raaber ⓘ Χstus (den Fornedrede, den Fattige, Forfulgte, den Korsfæstede) til Mskene: følg mig efter; forgjeves raabe Apostlene det, forgjeves Martyrerne – – mellem ►Verdens Frelser og Mskene mellem Apostlene og Mskene o: s: v: trænger sig en Classe Msker ind, som med Familie leve af – at fremstille hines Lidelser altsaa forhindrende Efterfølgelsen. 94 Dem er det altsaa af yderste Vigtighed, at dette slet ikke høres om Efterfølgelsen.
Sandeligen, ►opæde disse Nedrige end ikke Enker og Faderløse, saa opæde de dog – lige saa afskyeligt – Martyre[r]ne, ⓘ de æde dem.
XI1A105 Præst i ►Statskirke
Men, siger ⓘ Du maaskee, jeg forkynder sand Χstd, og altsaa vedkommer det ikke mig, hvor ►forraadnet forresten Statskirken er.
Nei holdt. En Statskirke er overhovedet kun blevet ⓘ mulig ved den løgnagtige Maade paa hvilken man har ►fremkoglet det Skin at 95 Alle ere Christne. Dette har Du nu ikke Lov til at benytte Dig af, til at opnaae den jordiske Tryghed og Sikkerhed som et Embede i Statskirke er.
XI1A106 Protestantisk Opfindelse.
Præsten kommer dog saa let i Forlegenhed med det, at der i Samtidighed slet Ingen saadanne Χstne ere, som ►man kunne ►vise paa som Forbilleder; det kan let blive mistænkeligt.
Katholicismen har dog altid Nogle som ere Christne ►i Charakteer.
Da opfandt de protestantiske Præster dette: at der ►trindt om i Lan329det lever sande Χstne, som i al Stilhed ere ⓘ rette sande Χstne – ja, ►am Ende, i ►skjult Inderlighed ere vi alle sande Christne, alle Forbilleder. ►Charmant! 96 Dersom det nye Testamente skal afgjøre, hvad der forstaaes ved at være sand Χsten, vil det i al – gemütlig, nydende – Stilhed at være sand Χsten, være lige saa umuligt som at fyre en Kanon af i al Stilhed.
XI1A107 En Vanskelighed med det nye Testamente, at det i een Forstand er som ubrugbart i det virkelige Liv.
I det nye Testamente ere alle Proportioner store; deraf følger ogsaa at Vildfarelsens Fordærvelsens o: s: v: Proportioner ere store, lagte idealt an.
97Men heraf er Ulykken, at just den størst, størst, størst ⓘ udbredte den til enhver Tid meest triumpherende Vildfarelse og Misforstaaelse finder man næsten ikke advaret imod i det nye Testamente; det er som var det nye Testamente saa idealt, at det ikke engang har kunnet tænke eller villet tænke sig, at Msk. kunde synke saa dybt, blive noget saa Jammerligt.
Det nye Testamente ivrer ►mod Vranglære, ►mod Hyklerie ►mod Gjernings-Hovmod o: s: v: – – men mod den Rettroenhed som er Vrøvl, Middelmaadighed, Piat, Piank, at lege Χstd., at leve i Talemaader 98 o: s: v: findes der egl. ikke Skriftsteder i det nye Testamente; det er næsten som havde det nye Testamente fundet det under sin Værdighed at tænke paa Sligt.
Ak, men det er dog just de Millioner og Billioners og de officielle Præsters sande Χstd. og Rettroenhed. Og saa benytter man sig af at det nye Testamente ikke taler om Sligt til at gjøre sig til den sande Kirke.
Det nye Testamente indeholder det guddommelig Sande. Saa høit som ⓘ dette er over alle Vildfarelser ►Extravaganser o: s: v:: 99 saa dybt ligger Middelmaadigheden, Piattet, Barnagtigheden, Vrøvlet under enhver Eensidighed. Men da Vrøvlet dog har den Egenskab ikke at være eensidig, saa benytter det sig deraf til at udgive sig for det sande Gudd., der staaer høit over alle Eensidigheder.
Paa den Maade ►gaaer Historien hen – Millioner, Millioner Christne. Det er dog en underlig Bog det nye ⓘ Testamente, den faaer dog altid ⓘ Ret, selv om det Modsatte synes. Naar man betragter »Christenheden« disse Millioner Χstne – og da læser i det nye Testamen330te: ►Veien er trang, kun ⓘ Faae finde [den]; ►I skulle hades af Alle; ►den, som ihjelslaaer Eder skal mene at vise Gud en Dyrkelse o: s: v:: saa synes 100 det virkelig som om det nye Testamente havde faaet Uret var blevet gjort usandt. O, min Ven, vær Du rolig, det har kun altfor meget Ret. Der vil gjennem Tidernes Løb blandt disse Millioner have levet en Enkelt, nogle ⓘ Enkelte – Veien var trang, de bleve hadede af Alle, at ihjelslaae dem blev anseet for en ⓘ christelig Gudsdyrkelse – – ja ⓘ disse Enkelte det var de ⓘ Christne – cfr det nye Testamente.
👤Luther; Du har dog et uhyre Ansvar, thi naar jeg ►seer nærmere til, seer jeg tydeligere og tydeligere, at ⓘ Du styrtede Paven – og 101 satte »Publikum« paa Thronen.
Du ►altererede det nye Testamentes Begreb om »Martyriet«, lærte Mskene at seire ved det Numeriske.
XI1A109 ►»Vogter Eder for Dem, som gaae i lange Klæder«
Thi saasnart Læreren faaer lange Klæder, saa har vi eo ipso paa een eller anden Maade: officiel Χstd – og denne er altid fordærvelig.
102XI1A110Vor Afstand fra det nye Testamentes Christendom
I det n: T. er Forholdet: ►Gud-Msket, et enkelt Msk. forholder sig ganske simpelt og ligefrem uden nogen fjernende Mellembestemmelse til hvert et eneste enkelt Msk. af disse utallige Millioner, saa ogsaa han kunde, hvis Gud vilde det – og han selv, blive Apostel, Discipel.
331Nu er Forholdet dette: mellem Χstus og den Enkelte anbringes først et uhyre ►Abstraktum Staten, ⓘ eller ►Slægten. Denne Stat (der kun uegentlig kan kaldes christelig – thi saa maatte den jo om103vendt være dannet af Individer, som først forholdt sig til Χstus) paatager sig at lønne, efter Statens Størrelse, ►1000 eller 10,000 Præster, som – ►objektivt forkynde Χsti Lære. Objektivt! atter en uhyre Distance fra at Individet forholder sig til Christus.
»Præsten« præker saa objektiv. Og da han har fuldt op at bestille med at præke – hvor i al Verden skulde han saa faae Tid til at gjøre Noget af hvad han siger.
Menigheden fritager sig ved at sige: at man af den ikke kan fordre den Art Religieusitet, som kun kan fordres af Præsten.
Men saa er jo Χstd. Mythologie, Poesie – det er 104 ikke ►Fritænkeren, der siger det, nei det er den rettroende Kirke selv der udtrykker det – naar Du seer nærmere til.
XI1A112 Er Moralen ikke ligesom Astrologie, Alchymie en Videnskab, som befatter sig med Noget, der ikke er til? 105
Nei, ►siger 👤S., Moralen har som enhver anden Videnskab, at holde sig til det virkelige Liv at fremstille det virkelige Liv. Men – siger han saa – saa kunde man indvende, om saa Moralen ikke blev en Videnskab a la Astrologie, Alchymie, en Videnskab, som befatter sig med Noget der ikke er til.
👤S. synes ikke selv ret at mærke, hvor uendelig vittig han her er; thi [han] opkaster denne Indvending alvorligt ⓘ afviser den alvorligt – og skriver saa sin Moral.
XI1A113 332 ⓘ Fremgang i Aarene.
Der gives Msker, for hvem 106 Livets Udvikling synes at betyde, eller hvis Udvikling i Livet betyder, at de blive dummere og dummere.
Man kjender dem fra tidligere Ungdom, fra Barndom – Ingen anede (saaledes pleier man ellers at tale om ►det Udmærkede) ⓘ Ingen anede, ►hvo kunde ►falde paa, at der i det Barn, som var ganske liigt andre, boede et saadant Fond af Dumhed, som man nu seer i Aarenes Løb udfolde sig rigere og rigere.
Det gaaer med Slægten som med 107 Individet; jo ældre den bliver jo mere kommer det til Syne hvilken Fordærvethed, der boer i den – Ungdommen skjuler over Meget og formilder meget.
Den Maade paa hvilken ►det Udmærkede, det Sandere nu forfølges er derfor ogsaa langt nederdrægtigere end tidligere.
►I den Tid, da man slog det Udmærkede ihjel – fordi man ikke forstod det: hvilken tilgivelig Skyld sammenlignet med som Forholdene nu oftest ere.
Nu er det som oftest den pure, klart bevidste Misundelse. De veed meget godt, at Den og Den er det Udmærkede; de forstaae, at Navnkundigheden venter ham – og det er den de ere misundelige paa. De rase i Mis108undelse, at dem venter intet udødeligt Navn – saa gjøre de dem en Glæde af at mishandle ham – –
– – o, I, Daarer, just derved er det han bliver udødelig; hver Mishandling lægger Aar til hans Navnkundighed. Misunde I ham hans Udødelighed, saa hædrer og ærer ham, forkiæler ham ved gode Dage: og han bliver ikke udødelig.
XI1A115►Min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig.
Maaskee ►er det dog ikke saa (som der ►staaer i »Til Selvprøvelse« og hvor jeg vel altfor rask 109 har gjort ⓘ det til Theorie) at ⓘ enhver Martyr vil svagt opleve det Lignende.
333Sagen er Forskjellen mellem ►Gud-Msk. og Sandheds-Vidnet er den, at Gud-Msk. ubetinget frivilligt overtog at lide – derfra denne sidste, frygteligste Lidelse.
Sandheds-Vidne ligger en heel Qvalitet lavere; om han er villig, saa maa Gud dog paa mange Maader tvinge ham – saa forskaanes han maaskee ogsaa for denne Lidelse.
Slutningen af dette Capitel har altid gjort et underligt Ind110tryk paa mig, som fraraadede Χstus En at blive hans Discipel, ►anpriste ham at bruge sin Klogskab.
Men dette er ikke Meningen. Meningen er: vil Du ikke forsage Alt, kan Du ikke være min Discipel – thi Verdens Modstand vil blive Dig saa stor, at Du derfor gjør bedst i itide at underhandle med den »der kommer mod Dig med 20,000«. Verden vil rive Dig Taarnet om, ⓘ eller lee af Dig at Du begyndte.
Altsaa det er ikke Christus, der støder fra, nei Christus forudsiger blot, hvad Følgen 111 vil blive, hvis han ikke forsager Alt og dog vil være en Christi Discipel.
XI1A117 Vi komme Alle med.
Nogle ere ►mærkelige Mænd – ►deres Portrait udkommer: Andre blive mærkelige derved ⓘ – at deres Portrait udkommer.
Der seer Du selv, Du ►vantro 👤Thomas, vi ere i Grunden alle lige mærkelige.
XI1A118 Dobbelt Nivellering. ⓘ eller en Nivellering, som krydser sig selv.
Ved Hjælp af ►Daguereotypen vil det let naaes, at Enhver bliver portraiteret – ⓘ tidligere kun for ►de Udmærkede; og paa samme Tid arbeides af al Magt paa at vi alle see eens ud – – saa der ⓘ kun behøvedes eet eneste Portrait.
112 XI1A119 334 Tidsalderens Fordærvethed.
Det er i Grunden ikke Andet end ►Affectation og ►Skinhellighed, naar man i vor Tid siger: naar blot ikke min Charakteer bliver angrebet, saa frygter jeg intet Angreb, eller bryder mig stort derom.
Sagen er ganske simpel ⓘ et Angreb paa Charakteren (naar dette da ikke skal betyde en Sigtelse som kunde blive criminel og saaledes skade Ens gode Navn og Rygte at man forhindredes i ►sin timelige Bedrift og i at nyde Livet) fE ⓘ at der siges om En, at man skifter Mening, er uden Charakteer, benytter sin Stilling til at gjøre sig Fordeel o: s: v: – dette betyder aldeles Intet; thi vi ere Alle saaledes. Slige Angreb betyde i vor Tid ikke mere end det i ►en Straffe-Colonie vilde 113 betyde, at En sagde til en Anden: Du er jo en straffet Person.
Tidens Fordærvethed er just, at slige Angreb ikke mere betyde Noget, at ►Slægten fortvivlet har sluppet alt Høiere.
Dernæst er det Tidens Fordærvethed denne hykkelske Affectation som lagde man virkelig Vægt paa disse Angreb.
Nei, Tiden er ⓘ saa demoraliseret og jammerlig, at, ganske rigtigt, det eneste Angreb der er frygtet, virkelig frygtet: er Grinet – kun, at man her omvendt, just fordi man frygter, siger: det er Ingenting.
O, jeg har dog seet rigtigt og valgt rigtigt, ►da jeg signaliserede Grinet som den egentlige Opløsning i 📌Danmark og frivilligt valgte (som høiere Politie) at udsætte mig derfor.
Talentet rangerer i Forhold til som det vækker Sensation; Geniet i Forhold til som det vækker Modstand (religieus Charakteer i Forhold til som han vækker ►Forargelse). Talentet passer strax og ligefrem ind; Geniet passer ikke ind i det Givne. Talentet varmer det Givne op (som man siger i Kogekunsten) og giver det Udseende; Geniet bringer det Nye.
335Men som vor Tid i alle Henseender har opfundet ►lumpne Surrogater, saa ogsaa det: at lade Talenter gjælde for Genier, saa de fritagne for Geniernes Lidelser ny[d]e Talenternes ligefremme Forhold til Samtid – og tillige honoreres som Genie.
Dette hænger atter sammen 115 med ►Mskslægtens Selvforgudelse og ►Samtidighedens uhyre Magt; thi man [vil] ikke mere finde sig i den Formel: Een, som bringer det Nye. Derfor vil man egl. afskaffe Genierne, ⓘ forgude ►Genus og lade Talenterne avancere op.
XI1A121 Vrøvlet.
Vrøvlet skulde man synes man da snart kunde blive færdig med »det er jo ikke Andet end Vrøvl«.
Sandt nok, men Vrøvlet forstaaer at mystificere: det forklæder ⓘ sig i Skikkelse af 100,000, af Millioner forskjellige Skikkelser – og er dog det samme Vrøvl.
Du staaer og har talt med et Msk. Det var en Mand af Middelhøide, blond, i bruun Frakke 116 – det var et Vrøvlehoved; men Du er ikke langtfra at haabe at have faaet Bugt med ham. I samme Øieblik han gaaer, kommer der en Anden: en høi, svær Mand, sortsmudsig, i blaa ►Livkjole – det er dog vel ikke det samme Msk? ►Vistnok ikke; ak, men det er det samme Vrøvl.
Og saaledes i det Uendelige. Intet Dyr er saa frugtbart som Vrøvl; kun at Vrøvlet ⓘ ►kaster 100,000, Millioner Unger – som alle see forskjelligt ud, men dog ere det samme Vrøvl.
I en ⓘ given Tid lever der i et Land saa og saa mange Millioner – væsentligen sige de alle Eet og det Samme. Det der ►skuffer er at de ►sandseligt see forskjellige ud.
117Og saa er tillige igjen ved Vrøvlet den Fare at det jo ►sandselig er Magt.
»Vrøvlet« er en Illusion. Kun hvad der forholder sig til Idee og ►primitivt lever, lever. Alt det Øvrige er et optisk Bedrag. Ved Døden er det aldeles forsvundet, ligesom naar Comedien er forbi.
Det er denne ►prisede ►Tilforladelighed: at blive salig ligesom – alle de Andre.
XI1A122 336 Et Billede paa Troen.
Da i vore Tider de bibelske Historier kun er saa lidt bekjendte, og Hentydninger dertil saa lidt forstaaede: saa 118 kan jeg gjerne tage et Billede fra en ganske anden Verden, som er mere kjendt: Theateret.
►I »den hvide Dame«, der er en ung Second-Lieutenant, som, hvad han udtrykkelig selv siger, ikke eier 4 ß og som dog paa Auctionen vover at byde 40,000 Daler for et Gods – og ⓘ – da Conditionerne blive ham forelæste, at hvis han ikke kan betale, vil han strax blive sat i Arrest – derpaa byder 70,000.
Det er jo Galskab! Ganske rigtigt. Hemmeligheden ►stikker i, at der, hvad de Andre ikke see, ►bag ved ham staaer et usynligt Væsen, som blot tilhvidsker ham: byd til, byd til.
Der har Du et Exempel paa det at troe.
Saa er der kun een For119skjel, at her dog det Hele ⓘ blot beroer paa, at troe, at ⓘ dette Væsen nok vil skaffe Pengene. Hvor det egl. derimod ⓘ gaaer løs paa Troen, der vil det betyde, at vove saaledes at byde, og det uagtet Følgen maa blive at man bliver arresteret.
►I Jødedommen der slap den Troende dog i det afgjørende Øieblik, det var blot Prøvelse. I Christendommen gjælder det om at gaae i Lidelsen.
XI1A123 De smaae Børn.
Man lægge dog vel mærke til, at ►det ikke er Christus der henvender sig til de smaae Børn, eller byder, at man skal bringe dem til ham. Nei, 120 men da ⓘ Disciplene ville støde dem bort og Mødrene – saa siger han: lader ⓘ Dem komme til mig.
Christus negter ikke, at Disciplene have Ret i, at Χstd. virkelig ikke er for spæde Børn – men han giver tillige Disciplene en ►Admonition om selv at blive som Børn.
XI1A124337De Flestes Christendom
bestaaer omtrent af disse to Sætninger, der ret egl. kunne kaldes Χstds tvivlsomste Yderpunktera: først ►den Sætning om de spæde Børn, at man bliver Χsten som spæd Barn, at saadanne høre Guds Rige til; 121 for det Andet ►Røveren paa Korset.
✂ a det er som Præsten siger det Faste man maa have at holde sig til i Liv og Død.
Man ►lever Livet hen i Kraft af ⓘ det Første – i Døden regner man paa Røverens Forbillede at trøste sig ved.
Dette er deres hele Χstd; og ret betegnende, det er en Blanding af: Barnagtighed og Forbrydelse.
XI1A125 Mit offentlige Livs Collision.
Den Collision, som er mit offentlige Livs, opleves ►vistnok saare sjeldent; og forstaaet af Samtidige tør jeg da ikke vente [at blive] dertil er ⓘ mit Liv lagt meget for høit an. Ja, meget for høit. Dette erindrer mig om ►afdøde Biskop 👤M. Det er dog afskyeligt, han ►stadsede et heelt Liv igjennem som den dybe christelige Alvor – og ►den Indvending han oprigtigt har gjort mig, var, at Mit 122 var for høit – og derpaa ►deeltog han endog selv i Lurvethedens Lumpenhed mod mig.
✂ a Anm Og at en Efterverden vil give sig Skin af at forstaae mig, er naturligviis Galimathias, thi i Samtidighed vilde denne Eftertid handle ligesom Samtiden.
Min Collision er denne. I et lille Land, i smaae Forhold lever et Msk, udrustet med overordentlige Evner, ►begunstiget ved Uafhængighed, med sjelden Gave til at vinde de enkelte Msk. for sig.
Saa begynder han at arbeide. ►Hans første Præstation er i Grunden nok, Alt er vundet, Alt aabner sig for ham eller maa bøie sig for ham.
Men nu fremkommer Collisionen ⓘ saaledes: dette Msk. er baade for tungsindig og for religieus til at ville gjøre Lykke i denne [Verden.] ⓘ Fremdeles elsker han Idealerne og ►de sande Herlige, som have levet, for høit til at ville 123 tillade en Kjøbstads-Forgudelse.
Saa ►støder han, bestandig efter den roligste og meest 338indviede Overveielse, fra, og nu bliver Kjøbstaden mere og mere ⓘ rasende over – hans Stolthed, Hovmod o: s: v:
De Færre, som dog have Forudsætninger til at kunne see det Ædle i hans Adfærd, ere misundelige paa ham, og benytte sig derfor af at han saaledes skaber sig selv Vanskelighederne, at han ►hidser Middelmaadigheden mod sig, Middelmaadigheden der naturligviis kun kan forstaae det enten som Galskab eller som Hovmod, at En – ikke værger sig mod ⓘ ►Nedsættelse, men værger sig mod jublende Ophøielse, Noget som dog for 👤Satan Enhver maa være kisteglad ved.
Dette er Collisionen. 👤Mynsters 124 mangeaarige lurvede, lumpne Χstds-Forkyndelse, der har sat Forgyldning paa Middelmaadigheden, har naturligviis bidraget til, at der i 📌Danmark er vel ikke eet eneste Msk, ►som jo er ⓘ i Middelmaadighedens Vold.
Dette er Collisionen. Min Løn i denne Verden er Lidelsen. I en anden Verden venter jeg den Løn, at naar jeg engang skal see de Herlige, at ►disse da ville indrømme mig, at jeg har været redelig mod dem, at jeg ikke har benyttet mig af Kjøbstaden til at ►tillyve mig hvad der tilhører dem.
Saaledes mener jeg, ⓘ at jeg maaskee ikke vil komme ⓘ til at ligge, ►som Biskop 125 👤M. ønsker det, ⓘ i min Grav som en ærlig ⓘ Mand – thi denne Anerkjendelse af Samtiden venter jeg ikkeb. Men jeg venter, at det vil blive Dommen over mig blandt ►hine Herlige.
✂ b Anm ⓘ Dette vil sige, jeg venter ikke ⓘ at Samtiden skal forstaae, i hvilken Grad jeg har været ærlig og redelig mod de Herlige – thi forresten er Sigtelse for Uærlighed ikke just hvad jeg har været Gjenstand for qua Forfatter.
Og siden jeg er kommet til at tænke paa dette Ønske af Biskop 👤M., saa lad mig tilføie en Bemærkning desangaaende. ►Hans »Erindringer« ender omtrent med dette Ønske. Det ligner ham. Han var dog i en vis Forstand en Bedrager i det Store. Saaledes er denne sidste Uforskammethed ogsaa i sin Orden. Mig synes, at naar man efter den Maalestok som han har ►besviget de Herlige ved falsk at nyde et heelt Liv igjennem Anseelse som var han en af de Herlige – mig synes, at saa burde man ikke være saa ubeskeden at ønske at ligge som 126 en ærlig Mand i sin Grav, men være taknemlig at det holdt, saa længe man levede.
XI1A126339Christendommen er for den nuværende Rettroenhed, den protestantiske, Mythologie, Poesie.
Lad os et Øieblik indrømme, at i en vis Forstand er Christd. objektivt til, skjøndt dette dog ikke er sandt, thi selv dens objektive Tilværen er langtfra ikke nøiagtigt Χstd.
Altsaa objektivt er den til. Hvad der derimod ikke er til er den Art Lidenskab, der er den formelle Betingelse for at kunne modtage Χstdommens Indhold, ubetinget Lidenskab, det Ubetingedes Lidenskab.
127Den Art Lidenskab forekommer ganske bogstaveligt ikke mere i Verden. Ja, det er saa længe siden, at den har været til, at selv Roman-Forfattere og Digtere i vor Tid ikke vove – af Frygt for at blive ansete for Gale, Løgnere, eller Latterlige – at fremstille en Lidenskab, der ligger saa høit.
Men naar den formelle Betingelse for at kunne modtage Χstds ⓘ Indhold, saa er jo Χstdommens, om man saa vil, objektive Væren-til, den er ⓘ en Væren-til som dog i en anden Forstand ikke er Væren-til ɔ: Χstd. er Mythologie, Poesie, det er den for den saakaldte Rettroenhed.
Og hvor vanskeligt det ⓘ vil blive at faae Χstd. igjen tilbage, 128 det kan jeg see blot af min Smule Stræbens Erfaring.
Det er nemlig ⓘ ikke vanskeligt at opdage, at jeg har et Fortrin i Forhold til den givne Jammerlighed, hvad saa, saa vil man, det vil sige, de Færre, som dog have Dygtighed til at see dette, man vil saa, istedetfor at hjælpe mig til at trænge videre frem, rive et Noget af Mit og indrette sig derpaa, saa man endog bliver en Modstand mod mig. Fremdeles, i privat Samtale er 340der saa Mangen, der med stor Interesse vil høre mig udvikle ►at Χstd. slet ikke er til – og hvis han mener at dette kunde bruges som en Ingredients i hvad han agter at sige næste Gang paa Prædikestolen eller paa General-For129samling: saa ⓘ er han villig nok dertil. Men det falder ham aldrig aldrig aldrig end i fjerneste Maade ind, at han skulde have noget Offer at bringe.
O, som i en forvirret, slappet Tid vel en Befalingsmand fortvivlet kan sige: det bliver ikke til Noget førend vi ►faae Livsstraffene for Alvor igjen – o, saaledes maatte vel en religieus Befalingsmand i vor Tid sige: det bliver ikke til Noget førend vi for Alvor ►faae Helvedstraffene igjen. Ak, men jeg skjælver, naar jeg tænker paa i hvilke Qvaler det Msk. maa blive martret og hærdet – der igjen skal anbringe dem. Krig forslaaer ikke mere paa Mskene, Landeplager heller ikke, mod Alt Sligt ere de aandløst væbnede ved 130 deres Aandløshed.
Men er det dog egl. ikke en Misforstaaelse af ►👤Luther, at han meente, at 👤Satan var saa forskrækkeligt efter ham. Mig synes, at 👤Satan snarere maa have været godt fornøiet med 👤Luther, at han har afstedkommet en Forvirring, som ikke er saa let at faae istand, fordi der skal en ædel og redelig Mand til at bringe den i Gang, og de ædle og redelige Msker ere som bekjendt sjeldne.
131 XI1A128 Det sande Sammenhæng.
Χstd. er i det ⓘ nye Testamente, blot msklig talt den største af alle Rædsler; ingen Rædsel hverken i Jødedom eller Hedenskab er som den – det er ogsaa det samtidige Hedenskabs og Jødedoms Dom.
Med ►Farten fra ⓘ Stifteren og Apostlene, i Kraft af dette Tryk gaaer det en liden Tid – men snart begynder den Historie, som egl. er Christenhedens Historie, Historien om paa en ►underfundig Maade at afkaste Χstd., vel at mærke: revoltere, ih Gud bevares det tør man ikke, nei, men hykkelsk at ►alterere den, 132 at ►fremkogle et Skin 341som var det Christendom man havde, uagtet det er lige det Modsatte. Alle Løgne og alle Criminalhistorier i Hedenskab og Jødedom er som ►Børneværk mod denne Christenhedens Løgne-Historie.
Christendom er den Religion hvor det at høre til den Religion er at være Præst (altsaa ingen ⓘ Lægmænd): ►det at være Christen er at være Præst.
Videre Χstd. er den Religion hvor det at være Præst tillige er at være selv Offer. (altsaa ikke en Præst, der frembærer Offer – end sige ►lever af Offer).
Og da, som sagt, det at 133 være Christen er at være Præst, saa er altsaa det at være Christen det at offres.
See, den Art Gudsdyrkelse behager slet ikke os Msk.
Og saa er det gjennem den lange, lange Historie som kaldes Christenheden, er det Skridt for Skridt lykkedes, feigt og hykkelsk at faae hele denne Religion vendt om, saa den endelig i Protestantismen er blevet: raffineret Livs-Nydelse.
Hvad der – saaledes var det ►i sit Første – var saaledes rædsomt, at selv den haardføreste mandige Natur skjælvede for at vove ud, ja – o Gysen! – som et Barn kunde tigge og bede for sig, at ⓘ maatte slippe – – medens dog Gud 134 roligt commanderede fremad; hvad der var saaledes Rædsel, at selv det redeligste Msk. dog her foretrak at svigte – – medens dog Gud commanderede ham tilbage: dette er nu – o, væmmeligt! – dette er nu en ⓘ Idyll med Børne-Avlen o: s: v:, en Idyll, hvor Præsten ⓘ selv Børne-Avler og ►Stamme-Peter accompagnerer dette idylliske Vrøvl, og ►faaer 3 Snese Æg for hvert Barn en Mutter i Menigheden avler, saa det især er fornødent at Præsten har lært Arithmetik for at kunne tælle baade Ægene og ⓘ det Andet – – – og dette skal saa være det nye Testamentes Chri135stendom.
XI1A129 Protestantismen.
Endog i sine ►Symboler er Protestantismen ►mislig.
Vi leve nu saaledes: ►Alt Dette med at faste, Coelibat o: s: v: er latterlig Overdrivelse, Galskab, ufornuftig Gudsdyrkelse.
Nei at gifte sig det er den sande fornuftige Gudsdyrkelse.
Godt. Men i selve de symbolske Bøger er der, rigtignok ganske en passant, undsluppet 👤Luther eller en af Reformatorerne den Bemærkning, ►at paa Grund af at Verden nu er blevet saa gammel og Liderligheden saa overhaandtagende – saa kan 136 man ikke leve kydsk 342uden for Ægteskabet, og derfor maa vi anbringe Ægteskabet. Men, Du gode Gud, det var rigtignok en anden Snak, ⓘ altsaa Ægteskabet er en ►Concession man har seet sig nødsaget til at gjøre Liderligheden.
Og ►paa disse symbolske Bøger aflægger Præsten Eed – og ikke en eneste har ►gjort Anskrig og sagt: paa en saadan Bog kan jeg ikke aflægge Eed, hvor to saa aldeles forskjellige Betragtninger som disse ⓘ (Ægteskabet er gudeligt et Fremskridt i fornuftig christelig Gudsdyrkelse og Ægteskabet er en Concession paa Grund af den overhaandtagende Liderlighed) staae mellem hinanden.
Overhovedet er der lige 137 fra Første af en ►Amphibolie i Protestantismen, er det Msk-Naturen der degenereret maa see at hjælpe sig da den ikke mere kan bære det Guddommelige, eller er det et Fremskridt i sand Religieusitet.
XI1A130 Maalestokken for det at være Msk.
►Deri stikker Falskneriet: ►fra Slægt til Slægt har man, galere ⓘ og galere, forandret Maalestokken for det at være Msk., slaaet af paa den.
Medens da ►i en vis objektiv Forstand Χstd. forkyndes som objektiv Lære – er der paa Grund af den forandrede Maalestok Ingen, som duer til at være Χsten: ergo er Χstd. Poesie, ⓘ Mythologie, og det er det man kalder Rettroenhed.
I det nye Testamente er 138 Maalestokken for det at være ⓘ Msk denne: det nye Testamente ⓘ indeholder Fordringen, ►Gud-Msk. Forbilledet – og ethvert ⓘ Msk ubetinget ethvert Msk. af disse utallige Millioner sorterer ganske ►simplement under denne Fordring uden Vrøvl og Mellembestemmelser.
Vi leve saaledes, at vi have faaet det Ethiske bragt paa lige Linie med ►Differentser som Genie og Talent. Med samme Ro, som En siger: jeg er ikke Genie (fordi det ganske rigtigt hverken kan eller skal falde ham ind, at han skulde være det) med samme Ro siger man: ja, ►jeg kan ikke fornegte mig selv. ►Charmant! Og ikke blot dette, men som man vil roses for Ydmyghed, naar 139 man, da man ikke er Genie, heller ikke begjerer at være det: saaledes vil man ogsaa roses for Ydmyghed, at man er ydmyg nok til at nøies med ethisk Jammerlighed.
Fortræffeligt. Tænk en Skole, hvor ►Disciplene talte om det at være flittig aldeles i samme Forstand som om det at være det gode Ho343ved, med samme Ro! Fremdeles, hvor Discipelen endogsaa vil roses for ⓘ Ydmyghed paa Grund af Mangel paa Flid, thi sagde han: jeg er ydmyg nok til at nøies med at være doven.
Maalestokken for det at være Msk. i det nye Testamente er: Evigheden, ikke et Folk, et Aarhundrede, et Land, ►ⓘ de Udmærkede i en Samtid, 140 Samtiden udenvidere, en jammerlig Samtid o: s: v: Og tænk nu paa disse rædsomme ►Falsationer i Retning af hvad jeg med et Ord vil betegne som ►det Goethiske, Hegelske at tilfredsstille Tiden.
Fremdeles er i det nye Testamente Maalestokken for det at være Msk: at være en Enkelt – og nu er Alt ►Association.
XI1A131Usle Tid.
.... Adskillige Offre har jeg bragt; og hvis jeg nu drev det til virkelig Selvfornægtelse, mon der saa i Samtiden 141 var Nogen, hvem dette begeistrede til at følge mig efter? Nei, nei. Der vilde derimod skee noget Andet. Et Par Docenter vilde bemægtige sig det intellectuelle Udbytte af mit Liv – docere; og da de nok vide at passe paa Profiten, ⓘ ville de have Profit deraf og altsaa blive forstaaet af Samtiden. Og et Par Digtere ⓘ ville bemægtige sig mit Livs Anstrengelse, og deri finde Motiv til Digter-Skildring; og da Digterne i vor Tid forstaae at passe paa Profiten, ville de altsaa have Profit deraf, og altsaa blive forstaaede af Samtiden, som maaskee ogsaa ved Indtrykket af min Væren var fjernt paavirkede. Og saaledes vilde jeg 142 endnu i levende Live blive gjort i Profit.
Digterne i vore Tider have vel selv ►længst følt, at det var ►ret ønskeligt om der en Gang i Virkeligheden viste sig en ualmindelig ►Erscheinung, det vil hjælpe Folk til at troe lidt mere paa Romanen; det er saa længe siden det Ualmindelige er ⓘ seet, at Romanen selv begynder at ⓘ lide derunder; man ønsker – som man ►tilsøes, efter længe kun at have faaet salt Kjød, kan længes efter fersk Kjød – man ønsker at faae Indtrykket af noget Ualmindeligt, ikke for at følge det efter, nei, nei, 143 for at kunne bruge det til Digt, og for at Publikum kunne være modtageligere for Digtet.
Selv Poesien, Romanen i vor Tid ⓘ tør ikke mere forudsætte hos Læ344severdenen saa megen Tro paa det Ualmindelige, at ►de endog blot kunne troe paa det – i Romanen. I den Grad er Virkeligheden flad og ►flau og jammerlig. Fordi Digterne ikke have turdet forudsætte denne Tro, derfor er det blev[et] saa almindeligt i vor Tid, at Digterne have vendt Forholdet om og søgt at virke som Virkelighed: en virkelig Historie, ►en Historie af det virkelige Liv o: s: v:
Og derfor var det – at jeg skal tage det med – at jeg atter vendte Forholdet om, og skjulte over, hvad der ⓘ i sin ►Gehalt var Virkeligt, ved altid at kalde det: ►psychologisk Experiment.
144 XI1A132 👤Jesus og ►👤Judas.
Hvis jeg et Øieblik tør tale ganske mskligt derom vilde jeg sige: det Gode havde Χstus dog, at ►👤Judas ganske simplement og bekjendt for Alle var Forræderen og derfor kan Christus ogsaa komme til at vise Ophøiethed imod ham.
Men alt som Verden bliver klogere og klogere, bliver den ogsaa nederdrægtigere og nederdrægtigere, og dens Nederdrægtighed listigere og listigere. I moderne Stiil vilde vel Forræderen være det saa snildt, at til syvende og sidst Χstus selv var den eneste, som saae, at han var Forræderen, hvorimod de Andre, Apostlene just meente at 👤Judas var hans sande Ven. 145
Derved bringes saa den Ophøiede i den Vanskelighed selv at skulle angive ham – og maaskee end ikke blive forstaaet eller troet. Og derved svækkes ligesom Indtrykket af den Ophøiede.
XI1A133 Om mig selv.
Blandt de Forskjellige, der af ►Styrelsen have været extraordinairt udcommanderede, have maaskee ikke Faae havt store Evner Gaver Mange ⓘ større Kundskaber, Alle maaskee havt større Iver og Nidkjerhed – men Ingen, Ingen har haft en vanskeligere Opgave, i Christenheden Ingen.
At stride mod Fyrster, Paver – især jo længere vi 146 komme ned i Tiden, ►hvad er det dog Lindrende i Sammenligning med at stride 345mod Massen, ►Ligmands Tyranniet, mod ►Aandløshedens Grin og Piat og Nederdrægtighed som er Bestialitet.
Udenfor Christenheden ►staaer 👤►Socrates eneste – ►Du ædle eenfoldige ⓘ Vise, Du var virkelig en Reformator.
XI1A134 Tilbagetoget.
Det er en ►Retirade af en egen Art, vi skal gjøre.
Tilbage til ►det Kloster, fra 147 hvilket 👤Luther – dette bliver nok det sande – brød ud, skal Sagen føres tilbage. Dog er dermed ikke ⓘ sagt, at Paven skal seire, det er jo ei heller ►det pavelige Politie, der skal føre Sagen tilbage dertil.
Feilen ved Klosteret var ikke Askesen, Coelibatet o: s: v: nei, ►Feilen var, at man havde slaaet af paa Χstd. ved at tillade at dette betragtedes som overordentlige Χstne – og de[t] reent verdslige Vrøvl som den ordentlige Christendom.
Nei, Askesen og Alt hvad dertil hører er blot et Første er Betingelsen for at kunne 148 være Sandhedsvidne.
Altsaa ►Svinget 👤Luther gjorde, var forkeert; der skal ikke slaaes af, der skal lægges paa.
Det har derfor ogsaa bestandigt slaaet mig, om det kunde hænge rigtigt sammen med, at Gud var med det Lutherske; thi overalt hvor Gud er med vil Fremskridtet, der gjøres, være ►kjendeligt paa, at Fordringen bliver større, Sagen vanskeligere. Derimod det Msklige er altid kjendeligt paa, at Sagen skal gjøres lettere og Fremskridtet bestaae deri.
Altsaa Feilen i Mid149delalderen var ikke Klosteret og Askesen, men Feilen var, at Verdsligheden i Grunden havde seiret derved, at Munken ►stadsede som overordentlig Χsten.
Nei, først Asket, det er ►Gymnastik, og saa Sandhedsvidne det er ganske simplement en Christen – og ►god Nat I Millioner og Trillioner og ►Qvatrillioner.
👤Luther skulde derfor enten have gjort Vendingen saaledes, eller ogsaa skulde han have ►gjort det kjendeligt, at der ved hans blev slaaet yderligere af paa Grund af ►Mskslægtens overhaandtagende Jammer150lighed.
XI1A135 346 Hvordan Sagen staaer.
Bag ved alt vort Kævl sidder der en Magt, som dog nok er uendelig klogere end vi Alle – ►Styrelsen, som visseligen ►ⓘ uendelig er Kjerlighed men ogsaa ►uendelig klog.
Der lever i et lille Land et Msk, som ►trods Nogen er ►sympathetisk endog tungsindig sympathetisk for de Andre, for det at være ⓘ Msk, selv ulykkelig.
Det er mig. Jeg har bestandigt ønsket og haabet dog at kunne gjøre Vendingen saaledes: vi bringe dog saa megen Sandhed i det vi 151 have, at vi ærlig og oprigtigt ►tilstaae at det ikke er ⓘ det nye Testamentes Χstd – og saa lad det blive som det er, saa skal jeg overalt anbringe nye Synspunkter – mskligt er der dog ⓘ vendt meget. Dette har jeg ønsket baade for min egen Skyld at jeg ikke skal paatage mig en Opgave over mine Kræfter, og tillige for de Andres Skyld, hvem jeg tungsindigt elsker.
Men sæt nu at Styrelsen ikke vilde have det saaledes, sæt den sidder bag ved det ⓘ Hele og siger: »det skal nok blive anderledes. Den Samtid, hvori det Msk. lever, skal i sin fordærvede dumme Indbildskhed forbittre ham hans Liv saaledes, at ►summa summarum 152 bliver at han – hvad jeg af Kjerlighed til ham vil have – vender sig bort fra det Hele til mig og siger: nu vel, al denne tungsindige Sympathie, og al denne min Ømskindethed tag det fra mig, jeg vil være Christen i det nye Testamentes Betydning. I samme Øieblik ⓘ er hele det Bestaaende sprængt. Til at sprænge det har han Kræfter nok og vil han til det Brug have ⓘ flere, faaer han dem med Glæde, men kun til det Brug; thi saaledes vil jeg at det skal skee, baade af Kjerlighed til ham, og fordi det hele ►forraadnede Bestaaende skal falde.« 153
Sæt dette var Styrelsens Tanke! Og jeg, raabe til de Andre, som jeg saa gjerne vilde, at de endeligen give efter, det tør jeg ikke, jeg frygter at det er et Forræderie mod Gud, maaskee for at gjøre mig Sagen lettere; og ►am Ende det hjalp vel ikke, thi jeg blev dog ikke forstaaet eller troet.
Jeg gyser! Men paa den anden Side, hvilken guddommelig ►Sindrighed, det er Mskene selv der frembringe det Hele.
Hvad der vil skee, jeg veed det ikke; kun Eet holder jeg af alle Livsens Kræfter fast, og beder Gud at hjælpe mig til at holde, at han uendelig er Kjerlighed, at hvad der saa ⓘ skeer, er det af Kjerlighed han lader det skee, saa jeg engang her eller i en bedre Verden skal juble ved at tilbede denne uendelige Kjerlighed.
er saaledes nye, at der bogstavelig i Christenhedens 1800 Aar Ingen er, af hvem jeg kan lære, hvorledes jeg skal bære ⓘ mig ad.
Thi Alt hvad der hidtil har været af Extraordinaire, have virket i Retning af at udbrede Χstd; og min Opgave er i Retning af [at] standse en løgnagtig Udbredelse, ►item vel ogsaa i Retning af at Χstd. vil ryste en Masse ►Navne-Christne af sig.
Ingen af de Extraordinaire har derfor staaet saaledes bogstaveligt ene som jeg, end mindre forstaaet det som sin Opgave at værge for at blive eensom – thi skal der standses, sees let, ⓘ at jo mindre det Personale 155 er der bruges til Standsningen, desto bedre naaes Opgavens Løsning.
►Jo, jeg takker, naar jeg engang døer, her vil blive noget for Docenter. Disse nederdrægtige Slyngler! Og dog det hjælper ikke, det hjælper ikke, om ogsaa dette blev trykt og læst atter og atter – ►Docenterne ville dog gjøre mig i Profit, docere, maaskee med Tilføiende: dettes Eiendommelighed er at det ikke kan doceres.
XI1A137Den egl.►Plebs er kjendelig paa ⓘ at være Msk. som ikke ⓘ due til Andet end til at være Tilskuer, staae og gabe og gloe, eller ►i det Høieste charakteerløst, pianket at ville ►en masse være med – men hvem det aldrig falder ind i høiere Forstand selv som Enkelt at ville være den Agerende.
156 XI1A138 ►Loven – Evangeliet.
I det nye T. er Forholdet dette: Evangelium er i Forhold til Loven ►Radical-Couren. ►Det hjælper ikke med alle disse Lovens Bud og Befalinger, det bliver aldrig til Noget, derved bliver et Msk ⓘ aldrig salig. Nei, lad det for Alvor komme til et Brud, et Gjennembrud, bryd 348med ⓘ Det i Dig, som Loven ligger og kævler med med sine mange Bud; bryd ganske med det – Alt det Forbigangne er Dig tilgivet (Naaden) Gud vil hjælpe Dig (Naaden) og ►blive saa et nyt Msk. 157 ►ⓘ fuldkom saa Sandheden (Evangeliet er Sandheden)
Men i det nye Testamente især i Evangeliet er det paa ingen Maade, som vi have lavet det om, at Naaden er ⓘ ►Aflad fra Loven.
Men vi benytte os her som altid af Ordene; det ⓘ Ord »Naade« tage vi, og see saa, hvad ►vi kunne ville kalde Naade og det kalde vi Christendommens Lære om Naade. Vi betænke ikke, at Χstd. er Guds Opfindelse, og vi maae behage at være glade ved hvad han i ⓘ Forhold til sin uendelige Ophøiethed og vor store Skyld ►item i Forhold til sin sande Kjerlighed til os kalder Naade.
158 XI1A139 Christendom – Jødedom.
Jødedommen er egl. af alle Religioner den erklærede Optimisme; selv det græske Hedenskab er vel Livs-Nydelse men dog usikkert, med Veemod ⓘ i, og fremfor Alt uden guddommelig Auctoritet. Men Jødedommen er ⓘ den gudd. sanctionerede Optimisme, idel ►Forjættelse for dette Liv.
Og just fordi ►Χstd. er Forsagelse, just derfor er Jødedommen dens Forudsætning: ►opposita juxta se 159 posita; Forsagelse kan aldrig blive mere radical end med Forgrund: gudd. auctoriseret Optimisme.
Men istedetfor at see dette, er der i hele Christenhedens Historie en bestandig Tenderen til at faae Jødedommen frem igjen som staaende paa lige Linie med Χstd., istedetfor at Χstd. bruger den til Frastødet, eller til Det, som skal forlades, idet Forsagelse forkyndes, ubetinget Forsagelse.
XI1A140 349Denne redelige Verden.
Det er i Grunden ypperligt ►hvad 👤Schopenhauer siger omtrent saaledes: de eneste redelige Msker i denne Verden ere 160 Kjøbmændene, thi de ere dog redelige nok til officielt at tilstaae – at de snyde.
XI1A141 Vor Tids Christendom.
I det nye Testamente er Sagen vendt saaledes: »slip alt dette Bag[a]tellerie, dette egoistiske ⓘ Bagatellerie, hvormed Mskene i Almdl. udfylde deres Liv, Kjøbmandskab, Ægteskab, Børne-Avlen, at blive til Noget i Verden, slip det, bryd ganske dermed – og lad saa Dit Liv være indviet til at elske Gud, til at offres paa ►Msk-Slægten, ►vær Salt!« Dette er hvad vor Herre Jesus Χstus kalder Χstd. ►Naar En Mand staaer og vil gifte sig, saa kommer (cfr. Evangeliet) Indbydelsen til ham: slip dette – og bliv 161 Christen. Naar en Mand har kjøbt 6 Par Oxer og vil ud at prøve dem, kommer Indbydelsen: slip dette – og bliv Χsten o: s: v:
Nu er Χstd. blevet lige stik det Modsatte, den er blevet den guddommelige Velsignelse over hele Endelighedens Bagatellerie og ►ⓘ Nittengrynerie og timelige Livs-Nydelse. ⓘ De Elskende sende Bud efter Præsten – saa velsigner han dem: det er Christendoma. Hvis En, der havde kjøbt ⓘ 6 Par Oxer vilde førend han gik ud at prøve dem, sende Bud efter Præsten og ►betale ham 10rd for at velsigne ham og Oxerne: saa vilde denne Mand blive fremstillet som en saa mageløs 162 og overordentlig Christen at det var tilbedelsesværdigt.
✂ a og det tiltrods for ►►Luc: 20, 34.35. (hvilket Sted passende kunde bruges til ►Text ved Brudevielser)
Især er det naturligviis Protestantismen der er totalt Nonsens.
Derfor har ogsaa Protestantismen faaet Qvinden saa langt frem eller rettere allerforrest. Alt dreier sig om Qvinden. ►Charmant, saa kan man igjen være sikker paa, at Alt dreier sig om Piat, Bag[a]tellerie, og paa en fiin Maade om Kjøns-Forholdet. Forsaavidt kan hun ogsaa siges at have forædlet Selskabs-Livet, nemlig vi ►slaaes ikke mere drikker og svirer heller ikke som hine gamle Helte – 163 men raffineret Vellyst, eller dog en omhyggeligt skjult fiin Hentydning til ⓘ Kjøns-Forholdet det er det – christeligt! – forædlede Samfunds Liv.
Det er som ►adskillige af mine Pseudonymer have fremstillet det, og som jeg nu ogsaa seer at paa sin Maade ►👤Schopenhauer raser derimod, Qvinden kan ikke gjøre for det, men hun er bestemt til at yd350myge Manden og ubetydeliggjøre ham. Tilværelsen er ogsaa en Souverain, og veed som enhver Souverain ypperligt Beskeed om, hvorledes man bedst sikkrer sig ►Regimentet, nemlig ved at ydmyge og knække Dem man 164 hersker over.
Hertil er Qvinden ►duelig, naar Manden for Alvor indlader sig ⓘ med hende. Først og fremmest ydmyges han ved Hjælp af hende. Man kan ►ordentligviis antage, at enhver Ægtemand er i sit Indre slukøret, fordi han føler han har været til Nar, naar Alt Dette Høitravende fra ⓘ Forelskelsens Dage, alt Dette om ►denne Juliane som et Indbegreb af Deilighed og Ynde og hendes Besiddelse som den høieste Salighed opløser sig i – ►blind Allarm. Det er det første Knæk Manden faaer; og allerede dette vil ikke sige Lidet, thi en Mand 165 kan ikke godt taale saaledes at maatte tilstaae sig selv at han har været til ⓘ Narb. Den anden Svækkelse er saa den, at saa Manden og Juliane (der forresten paa sin Side har gjort samme Erfaring) blive enige om at ►holde ⓘ Ørene stive og at skjule det for alle Andre, de blive enige om, at lyve, at Ægteskabet er den sande Lyksalighed, og de især lyksalige.
✂ b , at baade han og Juliane maae have været i en Forryktheds Tilstand.
Naar vi saa har det i Orden, saa veed ►Styrelsen: den Fyr han er let at regjere, han er en af Dem, som ikke gjøre Erobringer i Ideernes ⓘ Verden. For Manden er nemlig en 166 saadan fortsat Lyven yderst degraderende. Med Qvinden er det en anden Sag, hun er engang for alle født Virtuos i at lyve, er egl. aldrig lykkelig uden hvor der er lidt Løgn med, ligesom man ogsaa kan være apriorisk sikker paa, at overalt hvor Qvinden er med, er der lidt Løgn med. Hun er paa en Maade uskyldig deri, hun kan ikke gjøre derfor; man kan aldrig ►falde paa at blive vred derover, ⓘ jo man kan tværtimod finde det i høi Grad elskværdigt, hun er i en Natur-Bestemmelses Magt, som yderst ►underfundigt bruger hende for at svække Manden.
167Saa kommer da i Historiens Fremgang, jeg mener i Ægteskabets, med Qvinden hele Endelighedens Vrøvl, og Nittengryneriet, og en Egoisme, som kun Qvinden ⓘ har. Thi som Hustrue, som Moder – ►hu! det er en Egoisme som Manden ingen Anelse har ⓘ om. Samfundet har privilegeret den under Navn af Kjerlighed, ja ►god Nat, nei, det er den voldsomste Egoisme, i hvilken hun ►vistnok ikke først elsker sig, men ⓘ gjennem, egoistisk, at elske Sine og Sit, elsker sig. Fra nu af kan Ideer ►skyde en hvid Pind efter Manden, enhver høiere, uendelig Stræben ligeledes, ja om vor Herre og hans Engle 168 vilde søge at røre Manden, det hjælper ikke, Mutters Egoisme er en saa uhyre Magt, at hun kan holde ⓘ ham fast.
351Qvinden har, ganske anderledes en[d] Manden, den farlige ►Rapport til Endeligheden, hun er, som ►Forføreren siger, en Mystification, der er et Øieblik i hendes Liv, hvor hun skuffende seer ud som var just hun ⓘ Uendeligheden – og der er det Manden bliver fangen. Og som Hustrue er hun ganske udenvidere: Endeligheden.
Deraf kommer det igjen, at Kirken har lagt mere Vægt paa Qvindens ►Virginitets Bevarelse end paa Mandens, ►hædret Nonnen mere end 169 Munken; thi Qvinden opgiver meget mere end Manden, idet hun giver Afkald paa dette Liv og paa Ægteskabet.
XI1A142►Berlingske Tidendes Anmeldelse af 👤Martensens ⓘ Bispe-Prædiken.
Naar man hos en Bager bestiller en ►Julekage fE til ►4rd, saa faaer man ikke blot en Kage som er meget større end til 1rd, men Bageren mener til den Priis tillige at ⓘ burde tage af det fineste Smør, meget ⓘ Kryderie o: s: v:, ⓘ saaledes at hvis ⓘ man skar ⓘ tvende Stykker af en Julekage til 1rd og en til 4rd saa vilde en Kjender, fE en Bager, kunde smage, hvilket der var af den til 4rd. – Naar man hos en Præst bestiller ►en Ligtale til 25rd, saa faaer man ikke blot en som er et godt Stykke længere 170 end en til 10 eller 5; men Præsten mener tillige til den Priis at burde tage af de[t] fineste Smør og de meest udsøgte Kryderier, saa hvis man tog tvende Punktumer eet af en Tale til 5rd og eet af den til 25rd og forelagde en Kjender (en ►Bedemand fE), saa vil han strax kunne skjønne, hvilket der var af Talen til 25rd.
Saaledes ogsaa med den Berlingske Tidendes Critik. Naar en ⓘ Forfatter avancerer i det borgerlige Liv, saa avancerer han ogsaa i ►Grosserer 👤Nathansons critiske Institut, det vil sige, ⓘ der bliver saa fremtidigen til Critiken over hans Præstationer taget af en finere Art Smør eller i ethvert Tilfælde der bliver smurt tykkere paa, 171 saa atter her en fiin Kjender ⓘ naar man ⓘ viste ham en saadan Critik hvor dog Navnet paa den ►criticerede Forfatter ⓘ er udeladt, han ⓘ da strax af Tillavningen, af ►Svinget paa Stilen o: s: v: vilde kunne slutte, omtrent til ►hvilken Classe i Rangforordningen Forf. hører.
►Prof.👤M. er som bekjendt blevet 📌Sjellands Biskop – øieblikkeligt avancerer han ogsaa gevaltigt hos Grosserer 👤N. ►Læs denne Anmeldelse; der seer Du hvad Grosserer 👤N. kan præstere, det fineste og delicateste Smør, det er den sande høie Stiil, den om hvilken ►👤Mette352ⓘ taler naar hun siger til 👤Johan v. Ehrenpreis: tael i den høie Stiil. Det er ⓘ det sande officielle Sprog, saa der, hvis det ikke af en ⓘ anden Grund aldeles ⓘ vilde 172 ►forstyrre Virkningen, burde staae under den: efter Ordre.
XI1A143►Christendommen i det nye Testamente er ⓘ Forsagelse;
vi have derimod faaet Χstd. vendt saaledes, at den, hvad jeg oftere har viist, er Livs-Nydelse, at det [at] Evighedens Salighed engang for alle er os Alle vis, maa ret give os Lyst til at ville nyde og glædes ved dette Liv.
Og ikke blot dette, men mangen Gang har vel ogsaa denne Betragtningsmaade gjort i Tankeløshed eller i virkelig Fordærvethed de Χstne haardere mod Lidende, Fattige, Forladte kort Alt hvad der ikke kan komme med i deeltage i at nyde Livet, end Hedninger og Jøder ere, fordi man har ⓘ ►afspiist dem og trøstet sig selv paa deres Vegne ved 173 den Tanke, at det jo da kun er nogle faae Aar – saa bliver den Fattige, Lidende o: s: v: lige saa salig som alle Andre.
11. Journalen NB29, s. 173. Begyndelsen af NB29:95, en af flere optegnelser om Schopenhauer
XI1A144
Om 👤►Arthur Schopenhauer
👤A. S.a er unegteligt ⓘ en betydelig Forfatter, han har interesseret mig meget, og det har forbauset mig, at finde, trods en ⓘ total Uenighed, en Forf. der berører mig saa meget.
✂ a Anm. Forunderligt nok ►jeg hedder: 👤S. A. Vi forholde os nok ogsaa omvendt.
Mod ►hans Ethik har jeg især to Indvendinger.
►Hans ethiske Anskuelse er: enten gjennem Intellecten, altsaa intellectuelt, eller gjennem Lidelser (δευτεϱος πλους) naaer Individet at gjennemskue hele denne Tilværelse[s] Elendighed, og beslutter nu at dræbe eller 174 mortificere Livs-Lysten; her Askesen; og der vindes saa en gjennem den fuldkomne Askese naaet Contemplation, Qvietisme. – Og ►dette gjør Individet af Sympathie (her ligger 👤A. Ss Moralprincip) af Sympathie, fordi han sympathiserer med hele den ⓘ Jammer som er Tilværelse, altsaa sympathiserer med de Andres Jammer som er den at være til.
Herimod maatte jeg indvende. At jeg næsten snarere kunne fristes til at vende Sagen omvendt, og vel at mærke just ogsaa af – Sympathie. Hvad enten nemlig En ved oprindelig Intellectualitet naaer Askesen, fordi han gjennemskuer Alts Jammerlighed eller 353354rettere Jammer175ligheden af det at være til, eller han ved Lidelser bringes til det Punkt, at det for ham viser sig som en Lindring at lade det totalt komme til Gjennembrud, bryde med Alt, med Tilværelsen selv ɔ: med Lysten til Tilværelsen (Askesen, Mortificationen) hvilket, i Forhold til de mangfoldige Smaa-Plager og atter og atter Plager, kan være lindrende ligesom naar Sveden brister ud sammenlignet med den ►piinagtige Hede, naar man ikke kan komme til at svede: i begge Tilfælde vilde jeg vende Spørgsmaalet, kunde ikke just Sympathie forhindre ham i, afholde ham fra at gaae saa yderligt, Sympathie med ►disse 176 Tusinder og Tusinder, som umuligt ville kunne følge ham, disse Tusinder og Tusinder, som leve i den glade Indbildning, at Livet er Glæde – og hvem han derfor blot vil forstyrre, gjøre ulykkelige, uden at kunne hjælpe dem ud til sig? Kan Sympathie ikke ogsaa stille Sagen saaledes, om jeg end villigt indrømmer, at her saa saare let ⓘ kan skjule sig ►det Gavtyveagtige, som ikke selv vil vove det Yderste, og saa giver det Udseende af Sympathie.
For det Andet, og dette er en Hoved-Indvending. Naar man saa har læst 👤A. Ss Ethik igjennem, 177 saa erfarer man da – saa ærlig er han naturligviis – at han ikke selv er nogen saadan Asket. Altsaa han er ikke selv den ved Askese naaede Contemplation, men en Contemplation, som forholder sig contemplerende til hiin Askese.
Dette er yderst ►misligt, her kan endogsaa ⓘ skjule sig det allerforfærdeligste, en fordærvelig Art tungsindig Vellyst, ►item et dybt Mskhad o: s: v:.
Ogsaa saaledes er det misligt, at det altid er mislig at ►foredrage en Ethik, som ikke øver den Magt over Læreren, at han selv udtrykker det.
►👤A. S: gjør dog det Ethiske til Genialitet – men det 178 er netop en uethisk Betragtning af det Ethiske. Han gjør det Ethiske til Genialitet, og uagtet ►han selv bryster sig nok af at være Genie forresten, saa har det dog ikke behaget ham (eller Naturen) at lade ham blive Genie i Retning af Askese og Mortification.
Her kommer jeg ind paa ►et Punkt, som 👤S. haanligt affærdiger, nemlig dette: Du skal, item Evighedens Straffe o: s: v:. Spørgsmaalet er, om den Art Askese og Mortification egl. er et Msk. muligt, naar han ikke respekterer: Du skal, 179 og bestemmes af et Evigheds ⓘ Motiv, dog ikke genialt men ethisk. ►👤S. som egl. opgiver Christendommen, anpriser altid ⓘ Indien Bhramanismen. Men ►hine Asketer, det maa jo han selv tilstaae, bestemmes jo af et Evigheds-Hensyn, religieust, ikke genialt, men det stiller sig for Dem som religieus Pligt.
355Som sagt 👤A. S. har interesseret mig meget. Og da naturligviis ogsaa ►hans Skiebne i 📌Tydskland.
►👤S. har rigtigt lært at sande, at der (ligesom i Religionen Præsterne) at der saaledes i Phi180losophien er en Classe Msk, som under Skin af at lære Philosophie leve af den, hvis Næringsvei den er, conspirere med hele Verdsligheden, der anseer dem for de sande Philosopher, da de jo ere af Faget ɔ: det er deres Næringsvei. Dette er ganske sandt, Tilstanden er overalt i Christenheden en saadan Nedværdigelse og Demoralisation, at Hedenskabet er guddommelig Ophøiethed i ⓘ Sammenligning hermed. 👤S. seer rigtigt at disse ærede Herrer er: Professorerne. I denne Henseende er nu 👤S. uforlignelig grov.
181Men her kommer det igjen; 👤S. er ingen Charakteer ingen ethisk Charakteer, ikke en græsk Philosoph i Charakteer, endnu mindre en christelig ►Politie-Officiant.
Hvis jeg kunde tale med ham, jeg er vis paa han vilde gyse eller lee, naar jeg anlagde ham Maalestokken.
►👤S. har rigtigt seet, at ⓘ denne Professor-Nederdrægtighed især holder sig ved eet Middel: at ignorere hvad der ikke er af Faget. 👤S. er charmant, fortræffelig uforlignelig i rammende Grovhed.
Men see nu! Hvorledes lever 👤S. ►Han lever tilbage182trukken, og udsender saa engang imellem en Torden af Grovheder – som ignoreres. Ja, see der har vi det.
Nei, grib Sagen anderledes an. Gaae til 📌Berlin, ►forlæg disse Slyngler Scenen til Gaden, hold ud at blive det meest kjendte ⓘ Msk. af alle, kjendt af Enhver. Vedligehold saa personligt en Slags Omgangs-Forstaaelse med disse Slyngler, saa man seer dem sammen paa Gaden, og om muligt Enhver veed, at de kjende hinanden. See det er at 183 underminere denne Nederdrægtighed med at ignorere. Det har jeg, ►vistnok paa et mindre Terrain, praktiseret her i 📌Kiøbenhavn: de ere til Nar med deres Ignoreren. Og saa har jeg endda vovet endnu een Gang – fordi jeg nemlig religieust er udcommanderet – ►jeg har vovet frivilligt at udsætte mig for at blive Carricatur og udgrint af hele den simple og fornemme Pøbel: alt for at sprænge Sandsebedragene, og Alt for at de skal faae at ►formærke, at det ikke er en profan Indsigelse, som her bliver gjort der derfor tager Pøbelen til 184 Hjælp men ►gudelig Indsigelse, der derfor endog vover at ►vise den fra sig da den vilde tiljuble en Seiren.
356Men saaledes er 👤A. S. slet ⓘ ikke, i denne Henseende ligner ⓘ han slet ikke S. A. ⓘ Han ⓘ er dog en tydsk Tænker, forhippet paa Anerkjendelse. Ja, det er mig det Ubegribelige, at et saa betydeligt Hoved som S:, en saa fortræffelig Forf., dog i Retning af Charakteer (thi stilistisk har han meget) har saa lidt Ironie, saa lidt Overlegenheds Lethed som han.
Der kan ingen Tvivl 185 være om, at ►Sagerne nu staae saaledes i 📌Tydskland, at – man kjender det let paa at de litteraire Sjouere og Dragere, Journalister og Smaa-Forfattere have faaet travlt med 👤S. – nu skal han til at slæbes frem paa Scenen og ⓘ proclameres. Og jeg vedder 100 mod 1, han – han bliver kisteglad; det falder ham slet ikke ind at sable det Skidt ned, nei, han bliver lykkelig.
Ja, er det dog ikke uforklarlig. Han, repræsenterende og saa talentfuldt, en saa mskfjendsk Livs-Anskuelse ⓘ som han, ►han er saa yderst glad over virkelig for Alvor glad over at Videnskabernes Selskab 186 i 📌Tronhjem (Du gode Gud, i 📌Tronhjem) har kronet hans Priisskrift – det falder ham ikke ind, om ikke maaskee ⓘ hiint ⓘ Videnskabernes Selskab har ►skatteret det som en sjelden Lykke, at en Tydsker har sendt dem en Afhandling. ►Pro dii immortales! Og ►da 📌Kiøbenhavn ikke kroner et andet Priisskrift af 👤S., saa larmer han, ganske alvorligt, derover i Fortalen, som ledsager dets Udgivelse.
Det er mig uforklarligt. Jeg kunde forstaae, om 👤S. for at have ►Commerce med disse ⓘ Videnskabers Selskaber, havde besluttet sig at være med – moret sig over at blive 187 kronet i 📌Tronhjem, ikke mindre, over ikke at blive kronet i 📌Kiøbenhavn. Ak, men ikke saaledes som 👤S. tager Sagen.
Saaledes forholder det sig dog, og det er sørgeligt. 👤S. forholder sig ligefrem til Anerkjendelse, det har han ønsket, higet efter – lumpent er han blevet behandlet, hvilket ikke ⓘ har knækket ham, ⓘ nei, det har udviklet ham til en meget betydelig Forf. Men det at være ethisk, eller religieus Charakteer – det er slet ikke til for ham. Den ethiske og religieuse Charakteer forholder det sig nemlig anderledes med. Det begynder med, at Anerkjendelsen efter den størst mu188lige Maalestok bydes ham – men han vil ikke have den; og her ⓘ kommer saa Collisionen.
Dette ►udviser fremfor Alt »Forbilledet«, det eneste, ►Verdens Frelser. ►Han begynder med at de ville gjøre ham til Konge; men det vil han ikke, han vil – korsfæstes. Og dog maa han have det Første med, just for afgjørende at kunne udvise det Religieuse, og for afgjørende at kunne saare Samtiden i Retning af det Religieuse. Har han ikke havt det Første i sin Magt, saa bliver det dog altid tvivlsomt, om 189 357han dog ikke var et Msk, der dog helst vilde have været Konge, maaskee endog En, som i Higen derefter var uheldig nok til, istedetfor at blive Konge, at blive korsfæstet.
I Forhold til ethisk og religieus Charakteer, er Forgrunden af uhyre Vigtighed. Men det forstaaer sig, derfor vil Du ogsaa, naar Du løber Historien gjennem, saa saare sjeldent finde en ethisk ⓘ eller religieus Charakteer.
Eet er dog unegteligt: en verdslig Higen, som man kommer galt fra – et Andet, at ⓘ afvise Verdslighedens Triumph som bydes, og saa at offres. Kun dette Sidste er det: at offres.
👤S. kan derfor vistnok siges paa en lumpen Maade at være et Offer 190 for hele denne Professor-Nederdrægtighed, men ethisk, religieust er 👤S. ikke et Offer – thi han vilde hellere end gjerne proclameres.
Som sagt Forgrunden er saa uhyre vigtig, er det afgjørende for Bestemmelsen af ethisk, religieus Charakteer. Det gjælder om, at det kommer til at staae tydeligt, at Lidelsen er det frivillig ⓘ Valgte.
Dette er det sande ophøiede Tragiske. Men ►i Handel og Vandel hjælper man sig med dette Tragiske: at han vil noget jordisk Stort – og kommer uheldigt fra det. Det er her med det Tragiske som med det Comiske. ►Det rene Comiske, det ophøiede Comiske eller det luttrede Comiske er 191 altid saaledes, at man da ikke leer af Noget, som i Grunden i anden Forstand er det Ynkelige. O, men i Handel og Vandel, og ⓘ de fleste comiske Digtere hjælpe sig med at lee – af det Ynkelige. Og de speculere rigtigt, idet de eftertragte Udbredelse; thi kun altfor almindelig er dette Fordærvede, Misundelsen, Skadefryden o: D:, som lee af det Ynkelige.
XI1A145 Klogskab – og Klogskab.
Tænk en uhyre klog Mand; lad ham nu ville fortælle sit Liv, eller et betydeligt Afsnit af det, hvorledes han fE for at naae hiint jordiske Store som han naaede, maatte holde 192 ud paa den ►underfundigste Maade at være med i Alt, saa han maaskee ikke havde levet en Time, uden at han var i Intrigues Tjeneste, lad ham afsløre dette enorme og dog saa fiint skjulte Maskinerie: ikke sandt, der ville være ikke saa Faae, der dog, uden selv at kunne gjøre noget Saadant, ville være kloge nok til at kunne forstaae ham, og Alle, selv de der mindst kunne kaldes kloge, ville dog nysgjerrigt lytte til, for358di Alle forstode ham i: at bruge Klogskab til at naae Det, han naaede.
Tænk Dig derimod en lige saa eminent Klogskab anvendt med sam[m]e Virtuositet for Intrigue med samme List, Underfundighed, 193 Aar efter Aar for endeligen at naae – at naae, ja at naae det Tilsigte[de]: at blive Martyr, men vel at mærke Martyr nøiagtigt paa rette Sted som Sandhedens Idee maatte fordre det: troer Du egl. at der har levet et Msk., der var saa uproportioneret i Forhold til hvad man ellers forstaaer ved at være Msk, eller troer Du blot, at der gives Msk, som kunne forstaae et saadant Msk, troer Du ikke snarere, at de i eetvæk ville misforstaae ham, fordi de ►vistnok kunne forstaae hans Maskineries Klogskab og beundre det, men ikke forstaae 194 ham i hans Ende Maal, det Tilsigtede.
Og dog turde det være muligt, at Mskheden efterhaanden demoraliserer ved Hjælp af Klogskab i den Grad, at kun en saadan Martyr kan anbringe Sandheden igjen.
ⓘ Det Opvækkende er og bliver en Martyr, at Msk. blive gjort skyldige ved at faae Lov at slaae ham ihjel.
Naar nu en Tid er slet og ret demoraliseret, saa slaaer den udenvidere Sandheds-Vidnet [ihjel]: dette er ikke saa vanskeligt at naae; en saadan Tid er derfor heller ikke saa dybt demoraliseret, og der195for ⓘ Frelsen heller ikke saa langt borte.
Men naar en Tid er demoraliseret saaledes, at den tillige (o, dette er uhyre ►graverende!) er meget klog, saa den egl. er demoraliseret (ikke ved Lidenskaber, Lyster o: s: v:) men ved Klogskab, idet den ved Klogskab er blevet (o, farligste Art Demoralisation, langt farligere end Raahed og Vildhed!) charakteerløs: saa har den eo ipso Klogskab til at forstaae, at man da ogsaa maa være forsigtig nok til at passe paa, at det Sandere da ikke kommer En saaledes ►paa tvert, at man kommer 196 til at slaae det ihjel, thi (hør her Klogskaben i Demoralisationen!) det kunde ⓘ blive farligt, det kunde blive altfor alvorligt. Altsaa i den ved Raahed o: s: v: demoraliserede [Tid], der behøver Sandheds-Vidnet ikke at gjøre Kunster for at blive slaaet ihjel thi de gaaer frisk paa; men i den ved Klogskab demoraliserede Tid, der veed man klogt Beskeed ogsaa om ⓘ Det, at man aldrig maa lade det komme til en saa marqueret Afgjørelse.
Paa den Maade ⓘ bliver dog maaskee nødvendigt, at der 197 maa en Martyr til med saadan ⓘ Klogskab som den omtalte. Thi En, der blindt stormer frem – selv om han blev slaaet ihjel (skjøndt en ved Klogskab demoraliseret Tid altid har en vis Utilbøilighed til at lade det komme ⓘ saavidt, er bange for Blod, og klogt foretrækker det som kan 359gjøres uden Blods-Udgydelse, at behandle ham som gal) han udretter Intet, han kommer ikke til grundigt at saare Tiden.
Altsaa maa Martyren have den eminente Klogskab, for saa Aar efter Aar i den fineste Intrigues Tjeneste at kunne ►bespænde hele ►Terainnet, 198 og saa faae dem gjort skyldige ved at de slaae ham ihjel. Han maa have et uhyre Kjendskab til msklige Lidenskaber, for saa derpaa at faae dem sat saadanne sammen, at Tiden – et Secund glemmer sig selv, bliver lidenskabelig, slaaer ham ihjel: og saa er Tiden narret.
Tag et ved Klogskab demoraliseret Individ. Et saadant Individ har altid en stor Klogskab i Retning af at passe paa, at han da ikke kommer til at handle afgjørende, ikke kommer til at marquere afgjørende. Han veed klogt at tvinge ⓘ Nederdrægtigheden i sig, saa han afstedkommer det Nederdrægtige, men saa forsigtigt saa langsomt, saa snigende, 199 at der naaes en vis Ukjendelighed. For en saadan Slyngel er Intet farligere end en Mand, der har Mod til at udsætte sig for at faae denne nederdrægtige Slyngel til – at forløbe sig. Men dertil fordres en Eenhed af Klogskab i det Godes Tjeneste og Mod. Saa lader det sig gjøre. Vant som en saadan Slyngel gjerne er til at være frygtet og skyet, øvet i nederdrægtigt klogt dog at kunne tvinge Nederdrægtigheden ►inden kloge Grændser ⓘ (o, grændseløse Nederdrægtighed!) gjælder det nu om, ved en uventet, original Vending ⓘ irriterende at berøre ham saaledes, at han et Øieblik forvexler sig selv med en Anden, forvexler sig selv med en ligefrem Nederdrægtig 200 (istedetfor at han jo er en klog Nederdrægtig) nu i Følelse af sin Nederdrægtigheds Magt styrter sig over denne ►Irritator: i samme Øieblik har han tabt; han kan ikke mere komme tilbage i den ved Klogskab ►betryggede Nederdrægtighed. Man kan sige han ►faldt ud af Charakteren; i en vis Forstand blev han egl. noget Bedre end han hidtil var, thi han blev en lidenskabelig Nederdrægtig, istedetfor en klog Nederdrægtig. Men derfor vil dette ogsaa være Veien til hans Frelse. Først og fremmest: ud af Klogskaben maa han.
Og saaledes ogsaa med en heel Tid.
201O, men er det ikke her, som med Alt, hvad jeg kommer til at have med at gjøre: det er som verdensforskjelligt fra hvad man pleier at tænke derved.
En Martyr! Derved tænker man saa paa Begeistring, Enthusiasme, paa det Mod til at vove Livet, man tænker beundrende paa at han vovede det!
Men som man taler om, at en Soldat skal have fuld Oppakning, 360saaledes kommer jeg her pludselig slæbende med en Oppakning, som Martyren fremtidigt har at bære: en lang, lang, møisommelig Opereren ⓘ – for at blive Martyr.
Saaledes har man hidtil ikke forestillet sig det. Man har deelt: Martyren har Mod til at 202 ville lade sig slaae ihjel: det Andet sørger Contra-Parten for.
Ja, men naar en Tid er demoraliseret ved Klogskab, saa er den netop klog nok til at ►entholde sig derfra. Derfor maa der denne eminente Klogskab til for at faae dem gjort skyldige, faae dem til at falde ud af Charakteren. Rigtigt, at falde ud af Charakteren, saa den klogt nederdrægtige Tid bliver lidenskabeligt ⓘ nederdrægtig, i Følelse af sin Magt slaaer ham ihjel, ham Martyren – der seirede han, og Tiden tabte. Den kan nemlig ikke komme tilbage i Charakteer af klog Nederdrægtighed, der 203 ►blev noget aabenbart; og dette er den første Betingelse for Frelsen.
Og hvis ►Prof.👤Nielsen kunde faae fat i dette, saa fik vi – ny Nederdrægtighed – ►en tyvstiaalet Doceren, men som ganske vist vilde blive modtaget med uhyre Interesse. Og franske Roman-Forfattere ►ville ►slikke deres Fingre efter dette, thi som Roman vilde det gjøre enorm Lykke i den demoraliserede Tid.
Men det forstaaer sig, hverken Prof. 👤N. eller franske Roman-Forfattere ere Politie, de ere meget ⓘ mere, især den første, af Politiets mistænkelige Personer. Og hvad Politiet angaaer, det vogter sig nok.
204 XI1A146 En ved Klogskab demoraliseret Tid
har naturligviis Klogskab nok til at kunne skjønne hvad der er det Sandere, det Sande. Men den værger sig mod dette Sandere og Sande, ikke i Oprør o: d:, nei, klogt, ved at tage ⓘ en vis Dosis af det Sande, ved at lade det Sande være sandt til en vis Grad, og saa ►fremkogle det Skin, at det er jo det Samme man lærer og siger og udtrykker som det Sande, uagtet det paa en listig Maade er lige stik det Modsatte som fE Nydelse er det stik Modsatte af Forsagelse og dog har man behændig faaet vendt Χstd. saaledes, at man egl. faaer Nydelse ud af den.
361Det Sande, det ubetinget Sande, det Ubetingede har som sit Modsatte Alt hvad der hedder: til en vis Grad.
Det Ubetingede ligger ikke 205 i en ►Approximeren, men er et ►frastødende ⓘ Punkt, ikke det der ligefrem ligger det Sande, om man saa vil, nærmest, er det Sandeste nærmest, nei, det just det er det – farligste Bedrag, det farligste, just fordi det ligger Sandheden saa nær uden at være Sandheden.
XI1A147 Et i en vis Forstand sandt Ord af ►Prof.👤R Nielsen.
►Han sagde engang til mig: »dersom Samtiden anede, i hvilken Grad De er den overlegen, og hvorledes De gjennemskuer den, saa slog den Dem ihjel.« Ganske sandt – ja, hvis Prof. 👤N. selv ►ret forstod, i hvilken Grad jeg gjennemskuer hans 206 Charakteerløshed for ikke at sige værre, saa tænker jeg han gjorde det. – Men han bilder dog tilsidst sig selv ind, at han ved at smigre mig privat skulde ►bedaare mig, saa jeg ikke kunde see hans offentlige Optræden. Dog det lykkes ikke, thi jeg seer det meget ►grant. Men det har et ganske eget Sammenhæng, hvorfor jeg lader det med ham saaledes ►gaae hen.
Dog tilbage til hans Replik. I hiint Udsagn er der noget Sandt, dog troer jeg neppe, at Prof. 👤N. selv ret vidste det.
Sagen [er] ⓘ her kunne ligge en afgjørende Collision: en nivellerende Tid vil da for ingen Priis taale det Overordentlige, hvilket er, at en Enkelt er det Overordentlige; paa den anden Side, ►Styrelsen vil just ⓘ fordømme 207 denne oprørske Nivelleren, vil just der anbringe den Overordentlige og for ingen Priis tillade ham at slaae af. Her ligger Collisionen. ⓘ Katastrophen vil altsaa ikke blive i Retning af at Samtiden negtede den Overordentlige at være det Overordentlige, ikke kunde see, at han var det, men i Retning af, ikke at ville taale ham, det rette afskyelige Oprør, som ikke formildes ved nogen Undskyldning i Retning af Uvidenhed, Uforstand o: D:.
er dog ⓘ som uadskilleligt fra det at være Msk, ligesom ►Sliim fra det at være Fisk.
Det er saaledes dog oprørende og af208skyelig den hykkelske ⓘ Maade, paa hvilken man idelig og idelig ved Hjælp af at anlægge den ideale Fordring – fritager sig for enhver Stræben.
»Naar En af Frygt for ►Evighedens Straf gjør det Gode« hedder det »saa er det dog alligevel ikke det Gode« – ergo, ergo kan han lige saa godt gjøre det Onde. Ubetinget forsage Alt, ubetinget, er et Msk. umuligt, eller har dog aldrig noget Msk. ►fuldkommet, Mske[t] er jo kun en Relativitet – ergo, ergo, kan man lige saa gjerne hige om muligt efter Alt. Fuldkommen, ganske fuldkommen var Ingen – ergo, ergo kan man ligesaa godt være en Slyngel.
Det er dog afskyeligt! Vilde det ikke ogsaa være afskyeligt, om 209 man vilde sige til et Barn, naar Du dog kun af Frygt for Straf er flittig – saa kan Du lige saa gjerne være doven? Eller er det ikke Opdragerens Tanke, at Straffen er som en Hjælp der behøves indtil han ikke mere vil behøve ⓘ Straf.
En ganske anden Indvending som kunne gjøres mod den christelige uendelige Fordring til den Enkelte, vil jeg dog her engang fremstille. Gjør Χstd. mig ikke til en uhyre Egoist, eller udvikler den ikke ganske abnormt min ►Egoitet, idet [den] forfærdende et Msk. ved den største Rædsel bringer ham til at bekymre sig ene og alene om sin Frelse, aldeles hensynsløs til alle Andres mu210lige Svaghed, Ufuldkommenhed? Det er jo let at see, at hvis et Msk. for Alvor skal stræbe efter det Ubetingede, og blot gjør nogen Alvor dermed, saa vil han snart leve i en Omgivelse af Msker, der ere langt tilbage i Sammenligning med ham, men er det saa ikke som vilde Χstd. gjøre ham til en uhyre Egoist, naar den forbyder at sinke sig med at ville hjælpe dem, og derimod bestandig commanderer ham længere og længere ud, hvorved han vel endog vil gjøre hine ►Medlevende forvirrede, maaskee endog 211 bringe dem til at slaae ham ihjel, saa de endog faae den største Skyld paa sig?
Hertil maa svares: anderledes kan »Sandheden« ikke bære sig ad. Dersom Nogen af Hovmod eller Stolthed ►formaster sig til at drive dette Spil med Svagere: ja, da bliver det hans Ansvar. Men hvis ⓘ Det, der bestemmer ham, er Bekymring for sin Sjels Frelse, saa bærer han intet Ansvar, saa hviler Ansvaret paa Χstdommen, paa ►Styrelsen, som saa ogsaa vil føre Alt til det Bedste.
XI1A149 363Protestantismen især ►det Grundtvigske.
212Det er paa alle Maader naaet, at det man nu kalder Χstd. er netop Det, som Χstus kom for at fortrænge. Det er naaet især i Protestantismen, især blandt Grundtvigianerne.
Grundtvigianerne ere nemlig ganske strikte: Jøder. Jeg forpligter mig til at godtgjøre, at de troe i den Grad jødisk paa Ægteskabet, at de ikke blot, som Χstd. lærer, betragte det som tilladeligt (i Modsætning til Coelibat) ikke blot som ⓘ ►αδιαφοϱον, nei, ►de troe, at man ikke kan være en ret Christen uden at være gift, ⓘ item at en Børne-Flok og talrig Afkom er Guds Velsignelse, Kjendet paa at være Gud velbehagelig: ►ganske jødisk.
Fremdeles istedetfor: ►Omskærelsen har de (ligeledes 213 et Objektivt): ►Daaben, som de beraabe dem paa, aldeles som Jøderne paa Omskærelse.
Fremdeles: ►en ægte jødisk Overtroe paa Nedstammelsen.
Fremdeles: ►ⓘ Indbildning at være Guds udvalgte Folk; enten blot saaledes, at de Christne (de Døbte) ere Guds udvalgte Folk, eller at ►de Danske ere det.
Det er jødisk Optimisme, den ⓘ farligste Art af ►Epicuræisme, den, hvor Nydelse af dette Liv bliver – Gudsdyrkelse.
Og dette skal være det nye Testamentes Christendom.
Det er afgjørende for enhver religieus Opfattelse af Livet, for enhver Religion, hvorledes den betragter Ægteskabet, hvorved jeg her forstaaer ⓘ det ►sædelige Udtryk for ►Slægtens Forplantelse.
Foruden Driften og ⓘ Alt hvad dertil hører, hvilket kan bestemme Msk. til at gifte sig, er der ⓘ en anden Betragtning, som jeg her vil fremhæve. Saa vel ►hos 👤Plato som ►👤Aristoteles finder jeg det udtalt, ogsaa ►hos de ældre Kirkefædre finder jeg det Samme (hos 👤Böhringer anføres ⓘ det leilighedsviis, og er bemærket i mit Exemplar): at det at efterlade 215 Slægt er Trøst for det ikke at være udødelig, at Slægtens Forplantelse er Surrogatet for Individets Udødelighed; at der364for Msk, der saa fast hænger ved Livet, naar han ikke antager sin Udødelighed, stræber dog saaledes at forlænge sit Liv, at han efterlader en ⓘ Slægt.
See, dette har nu aldrig fundet sit Udtryk saa stærkt som i ⓘ Jødedommen, hvor Alt dreier sig om dette: ►formerer Eder og ⓘ vorder frugtbare, Alt dreier sig om Slægts-Følgen, er ►Slægt-Register – og dette guddommeligt sanctioneret. Derfor ►havde Jøden heller ikke Udødeligheden.
216Saa ►kommer Χstd. og anbringer: Virginiteten – ɔ: Aandens Religion.
Det vil bestandig svæve mellem: Individet, udødeligt – eller Individet ⓘ ikke udødeligt men trøstende sig ved Slægt; herimellem ⓘ eller heri ligger ⓘ den kjendelige Forskjel mellem alle Religioner.
XI1A151 Jødedom – Χstd.
Det kan ikke gjøres tydeligt nok, ikke ofte nok gjentages, at ►vistnok forholder Χstd. sig til Jødedom, men vel at mærke saaledes, at Jødedom217men er for Χstd. Det, ved Hjælp af hvilket den negativt gjør sig kjendelig, er ►Fora[r]gelsens Frastød, men hører dog med, netop fordi dette [a] Frastød hører med, thi ellers taber Χstd. sin dialektiske ►Elevation.
✂ [a] XI1A152»Aand« kan overhovedet aldrig anbringes ligefrem, der maa bestandigt først en ⓘ Negation; og jo mere »Aand«, jo mere der nøiagtigt er passet paa, at Negationen er lige det stik Modsattes Negation.
Tag Exempler. ►Christd. er Forsagelse – derfor er Jødedommen eller derfor er den anbragt paa Jødedommen, som just er alle mulige ►Forjættelser for dette Liv, Alt sat ind paa dette Liv. Netop for at gjøre Forsagelsen desto dybere, er den anbragt der, hvor ⓘ just det Modsatte er ►udviist, altsaa for at gjøre Forsagelsen desto dybere. Ingen føler dybere og smerteligere hvad han maa slippe, 218 end just ⓘ Den, hvem det var tilsagt at faae det.
Videre. ►Jødedommen er: Ægteskab, Ægteskab, forplanter Eder og vorde[r] frugtbare, ►Velsignelser over Slægten o: s: v: – netop derfor anbringes Χstd. her, ►Χstd, som er Virginiteten; men den skal have Forargelsens Frastød, og det faaer den sikkrest her.
365Videre. I Jødedommen er Alt Forjættelse for dette Liv, ►at leve længe paa Jorden, ⓘ deraf igjen Forestillingen om ►et Theokratie her paa Jorden – netop derfor anbringes Χstd. her; thi Χstd. 219 er: ►mit Rige er ikke af denne Verden. Dette er Forargelsens Frastød, som Χstd. maa have til sit Første. Det er Forargelsens Frastød, om muligt endnu mere, naar det udgiver sig for – det er jo næsten Ironie – at ►være Opfyldelsen af Spaadommene og Forventningerne.
Og saaledes paa ethvert Punkt.
Dette kan man ikke noksom ⓘ indskærpe, thi i Χstheden vil man finde, at næsten alle, om man saa vil, ►gudeligere Vildfarelser, hænger sammen med at man faaer det gl. Testamente trukket frem paa lige Linie med det nye ⓘ Testamente, istedetfor 220 at det nye Testamente bestandigt forudsætter det gl. Testamente for negativt at gjøre Sit kjendeligt. I den Forstand kan det nye T. ikke ret forstaaes uden det gl., thi Forargelsens Frastød er dens dialektiske ⓘ Kjende og dens ►aandige Høides Betegnelse.
Men ►Mskene ville langt hellere være Jøder: ►sandseligt hænge fast ved dette Liv, og ovenikjøbet med guddommelig Sanction, end være Χstne ɔ: være Aand.
221 XI1A154 Det nye Testamente.
Det som gjør det saa vanskeligt for os Msk. at faae det rette Indtryk af det nye Testamente er, at den Fordoblelse som er det Guddommelig-Majestætiske er os saa ganske fremmed, at vi Msker ingen Maalestok have for den ►Egoitet, der bestandig er lige stor i ►Sæt366ning og Contra-Sætning, lige stor i guddommelig Ødselhed og ganske nøiagtigt lige saa stor i ►guddommelig Oeconomie, lige stor i at give og lige stor i at holde igjen.
Naar En siger: ►kommer hid Alle; ►item: ►jeg er kommen til Verden ikke for at dømme den men for at gjøre Verden salig: øieblikkelig løber det surr for os Msk, vi forestille os strax Millioner, Millioner Frelste, hele Verden o: s: v: 222 Det undgaaer os, at paa samme Tid staaer denne ►Verdens Frelser saaledes fast paa Sit, er Guddommen denne uhyre Egoitet, at ►summa summarum ►kun meget Faae blive frelste, uden at han dog, selv om det skete, at ikke en Eneste blev frelst, ⓘ vilde forandre sit Første: kommer hid Alle, jeg er kommet til Verden ikke for at dømme men for at gjøre Verden salig.
I »Christenheden« er derfor Χstd. blevet omtrent hvad man kunde kalde ►Barbeer-Sludder, man har taget enkelte Sætninger (uden at tage deres Contra-Sætninger) og især ⓘ saadanne Sætninger, der syntes at egne sig til at 223 løbe med – og paa den Maade er dette uendelige Vrøvl med ⓘ »Christenhed« blevet til. I Sandhed er ►Columbus skeet Uret at America ikke er blevet opkaldt efter ham, det er en ganske anden Art Uret mod Jesus Christus, at Christenheden kalder sig efter ham.
Men som sagt det nye Testamente er det guddommelig Majestætiske, og derfor er der altid Sætning og Contra-Sætning, hvilket ogsaa betyder: at fordre Tro, og at forhindre ligefrem ►Nærgaaenhed og Kameratlighed.
224XI1A155Saaledes kunde maaskee En tænke sig det Hele med Χstd.
Det nye T. er med guddommelig Hensigt just indrettet saaledes, at, med samme Gud velbehagelige Redelighed de forskjellige Msker (hvert Msk) kan forstaae det paa sin Viis. Saaledes vil Gud netop at det skal være, thi ►han er Aand og han vil dyrkes som Aand, derfor vil han Msket, den Christne skal være Individualitet, og saaledes igjen udholde den uhyre Anstrengelse ikke at kunne faae Beskeed hos andre Msk. men ►primitivt at maatte indlade sig med Gud, fattende for Gud sit An225svar at han nu forstaaer det nye Testamente saaledes; Gud vil ikke disse Exemplar-Msker, som ►piatte Li367vet hen som Exemplarer og Efterabere, ⓘ skulkende sig fra den Anstrengelse, som ⓘ dog ikke er over noget Msk.s Kræfter, thi ethvert Msk. er lagt an paa at blive Individ ɔ: primitivt forholdende sig til Gud, ikke participerende i Generations og Million-Vrøvlet, ikke dækket deraf eller undskyldende sig dermed, men ene, sig sit Ansvar bevidst, forholdende sig til Gud, uden al ►Omklædning og Forklædning og Undskyldning ►Gud ansvarlig for, hvorledes han nu har forstaaet 226 det at være Christen.
Men saasnart et Individ saaledes primitivt forholder sig til Gud ►per det nye Testamente, ⓘ og nu forstaaer det paa sin Viis, vil han ogsaa, naar han ikke slipper dette, collidere. Heri ligger, at den Christne, ►som det staaer i det nye T:, maa lide for Læren.
Naar man saa gjennemløb Christenhedens Historie, saa vilde disse Enkelte, der primitivt forholdt sig til Gud per det nye Testamente, derpaa komme til at lide for deres ⓘ Christendom: det var saa ►summa summarum, det var de Christne.
Paa hver enkelt Saa227dan gaaer der maaskee Tusinder eller efter Omstændighederne Millioner og Trillioner af Exemplar-Msker. For den Sags Skyld gives der jo ogsaa Exemplar-Martyrer, ⓘ ɔ: Martyrer som ►ⓘ paa et andet Mskes Ord og Kjole vove ►Liv og Blod, altsaa uden den primitive Anstrengelse, hvilken just er det Afgjørende.
O, det er saa nemt at rende med som Exemplar i Flokken, som Tal med i Millionen, som Eftersnakker og Efteraber, der lade[r] et andet Msk i de rædsomste Qvaler erkjende noget Sandt – og derpaa ►lege[r] det efter, ►tager 228 ham hen som et ⓘ Resultat og en ►Betryggelse, at de kan faae travlt med at udfylde deres Liv med alle mulige jordiske Formaal.
Og er dette ikke det uhyre Falsknerie, at man, for at blive den qvit, har forvexlet Primitivitetens Anstrengelse – og den kan ethvert Msk. have, thi han er lagt primitivt an, lagt an paa, at forstaae, at han staaer ene, ene, ene med Gud – ⓘ forvexlet den med ►Differentsen: Genie, Talent?
Og tager man feil, naar man betragter omtrent hele Christenhedens Historie (fraregnet 229 den allerførste Tid) som en uhyre ►Gavtyvestreeg af »Msket«, at man, forstaaende hvor uhyre anstrenget (om ogsaa høit) det var som Gud fordrede og tilbød: det at blive Discipel – at man for at blive det qvit, gavtyveagtigt ►forvexlede Discipel, Apostel med: Genie, Talent, og nu – ydmygt nøiedes med ikke at begjere noget saa Høit som at være Discipel eller Apostel.
►Christus valgte Mænd af Folket, af den menige Classe til Apostle og Disciple – for at ⓘ udtrykke: ethvert Msk. kan være det. Men seer 368vi, »Msket« er klog, han vendte snart Sagen om igjen og sagde: jo, godt nok; men det er forbistret anstren230gende at være Apostel, eller Discipel, saa jeg, for mit Vedkommende, ønsker mig helst fritaget for den store Udmærkelse. Men foruden at være klog er Msket tillige feig og hykkelsk, derfor sagde han dette ikke høit, nei, han forfalskede det at være Apostel og Discipel til det at være Genie o: D: – og saa var vi ⓘ lykkelig vel paa en fiin Maade Χstd. qvit. Og da det rigtigt kom i Gang, ⓘ da begyndte det for Alvor med disse Millioner, Millioner Christne.
Hvad er der ikke gjort (ved at opføre uhyre ►Pragtbygninger til ⓘ Minde om hine Apostle, ved uhyre lærde Undersøgelser om deres Liv 231 og Levnet, ved ►Mindedage med ►talløse ⓘ Skarer i Procession o: s: v:) hvad er der ikke gjort ⓘ – for at skjule over Det, som nu engang generer os ⓘ Msk.: at jo enhver af os ogsaa kunde være en Discipel en Apostel – – men det er saa forbandet anstrengende.
Der gives saa vidt jeg veed ►Dyr som leve i Vandet, og som ikke har anden Maade at forsvare sig paa ⓘ end at plumre Vandet og saa slippe bort; formodl. gives der ogsaa Landdyr, som værge sig ved at reise Støvskyer: saaledes er »Christenheden« dette Mesterstykke i Retning af at plumre Vandet, at reise Støvskyer for ved Hjælp deraf – at slippe fra 232 det nye Testamente. Kun at Msk er ⓘ tillige en Hykler, hvad ⓘ Dyrene ikke ere, og derfor har givet dette store Foretagende Udseende af at være: ►Iver for Χstd.
Og er det ikke ogsaa Iver, sand Iver for Χstd: at skaffe Millioner, Millioner Χstne – og saa i denne Mylder at kunne smutte bort fra det nye Testamentes Maalestok og Fordring til det at være Χsten?
Er det ikke Iver, sand Iver for Χstd: at opføre herkuliske Bygninger til Minde for en Apostel, en Discipel – og derved bringe det ganske i Glemme, at man jo selv kunde være en Apostel, en Discipel?a
✂ a og at det, der forhindrer En dog nok egl. ⓘ ikke er Ydmyghed, men er hvad der jo kan tilgives, naar man er ærlig nok til at ►tilstaae det sande Sammenhæng, men hvad jo ikke kan tilgives, naar man hykkelsk skjuler det.
233 XI1A156 369 Christenheden.
Det kan man a priori sige: der lever i dette Øieblik i hele Christenheden ikke een eneste ►Officiant (Præst, Prof., Lærer o: D:) uden at han jo paa een eller anden Maade benytter sig af den usande Udbredelse, Χstd. har faaet.
I Retning af at standse og modarbeide denne falske Udbredelse var det der skulde arbeides. Den er nemlig en lumsk og hykkelsk eller tankeløs og dum ►Falsation. Det at være Christen er i det nye Testamente et polemisk Begreb, ►kjendeligt ogsaa paa, at være det meest muligt anstrengende Liv i Lidelse, et Msk. kan føre. Saa ►kunne vi Msk. sige aabenlyst: det ►ville vi ikke ⓘ indlade os paa, vi ville ikke være Christne. Men dette tør vi ikke, og ere ei heller ærlige nok til. 234 Saa lader det Samme sig ogsaa naae paa en anden Maade. Naar vi alle ere Christne, saa er ogsaa det Polemiske og det deraf følgende Anstrengende hævet. Naar vi Alle ere Christne bliver det at være Christen ikke en Kamp, men en Leeg, alle Kjendetegnene paa det at være Christen ikke polemiske men ⓘ ligefrem: jo mere Christen, jo mere jordisk Profit.
Altsaa i Retning af [at] standse denne løgnagtige Udbredelse var det der skulde arbeides. Og naar jeg saaledes tænker derpaa, synes det mig, at det ikke ►tilgavns lader sig gjøre uden at Χstus selv kommer igjen, skaffer igjen ►12 Apostle ⓘ – for at cassere hele Χstheden og ►in ef[f]igie saa omtrent Christenhedens 1800 Aar.
Men dette seer Ingen. Nei. De blive ved som sædvanligt: nu bliver der et nyt 235 Sæt Præster og Professorer, som gifte sig og avle Børn, af hvilke nogle igjen skulde være Præster ⓘ og Professorer engagerede for at virke i Retning af Χstd.s (ɔ: christelig Vrøvls) yderligere Udbredelse: lyse, smilende, glade, ►livssalige Udsigt – ►fra Vrøvl til Vrøvl!
Og dog maa det engang komme hvad jeg ⓘ forestiller mig: Χstd. vil blive krævet tilbage fra Staten, fra Generationen. Som engang ⓘ de dog ►redelige Officianter have henvendt sig [til] Staten bedende, stundom ogsaa 370med Myndighed bydende, at den vilde at den skulde tage sig af Χstd.: saaledes vil der nu komme Officianter, der ville sige til Staten: ►ⓘ manum236 de tabula; vov det ikke, ikke at give paa den Maade ⓘ protegerende ►4 ß, veed Du vel, at det er ►Majestæts-Forbrydelse mod Χstds ⓘ guddommelige Majestæt; har Du vel betænkt det de mange Sjele, hvis Velfærd Du har paa Din Samvittighed, fordi Du ved at ►gagere ►forlokkede dem til at blive Præster.
Denne Sag vil blive just saaledes alvorlig som Mskene kunne forstaae det; thi ►Levebrødet og Alt hvad dertil hører vil jo her komme paa Spil.
Forøvrigt kunde jeg gjerne lee, naar jeg tænker paa den tragi-comiske Situation, at ►Theologien, som hidtil var anseet for den sikkreste Vei, ophører at være 237 – Levevei (thi ►Veien til Livet er som bekjendt en anden). Man siger jo om En: han har Ingenting lært, og forstaaer derved at han ikke har gjort sig duelig til noget bestemt Fag, Levebrød. Tænk nu en Fader, som har en 24 Aarig Søn, der er theologisk ⓘ Candidat – og hør saa den bekymrede Fader sige: »👤Ludvig er jo en ►Døgenicht, som Ingenting har lært.« »hvorledes Ingenting ⓘ lært? han har jo studeret, er theologisk Candidat« »Men veed De da ikke, at det er saa ►viel wie nichts, da der ikke mere er theologiske ⓘ Levebrød!«
Med en Skarpsynethed, som kun er forbeholdt den guddommelige Majestæt, er Χstd. i det nye Testamente (altsaa: Christendommen) beregnet paa saa forbittrende at saare ►det naturlige Msk, at Intet, Intet, Intet kan ophidse ham saaledes som just dette. Derfra den aldeles rigtige, sande, eneste ►tilforladelige Dom om Χstd., det samtidige Hedenskabs: ►at Χstd. er Msk-Fjendskab, ►ⓘ odium generis humani – thi ifølge Χstd. er der Kamp og Strid paa Liv og Død mellem det at være Gud og det at være Msk, og det ►at elske Gud er at hade sig selv og denne Verden og 239 Alt Det, som det naturlige Msk elsker, elsker med hele sin Sjels Lidenskab. Intet er derfor vissere end, hvad det nye Testamente ogsaa forudsiger, at ►den sande Χsten vil blive hadet, afskyet, ihjelslaget og med en Lidenskab som ingen Anden bliver ihjelslaget.
371Men Sagen er, at siden Martyrernes Tid, har Gud ikke haft en eneste ikke engang ⓘ blandt de extraordinaire ►Officianter (de ordinaire Næringsdrivende, Præster og Professorer kan naturligviis ikke regnes til Officianterne uden forsaavidt de ere Officianter paa Contra-Partiets Side, imod Gud under Navn af at være for Gud) ikke en eneste, uden at 240 han jo i det afgjørende Øieblik dog blev lidt msklig blød om Hjertet i msklig Sympathie, eller ►blinkede med Øiet og blev lidt bange, kort uden at han paa een eller anden Maade slog lidt af paa hvad Χstd. egl. er, derved hjalp til – at Flere og Flere bleve Χstne.
Tilsidst har »Msket« i den Grad ►cujoneret Χstds Forkyndelsen, at nu Χstd. er lige det Modsatte af hvad den er i det nye Testamente.
ⓘ Tag Exempler som vi nu leve. Ingen redelig Mand kan med det nye Testamente i sin Haand 241 (og ►en Præst er jo ved Eed forpligtet paa det) ►holde Brudevielse, som det nu gjøres. Nei! Husk paa, det ⓘ nye Testamente er med gudd. Skarpsynethed ⓘ beregnet paa at saare det naturlige Msk. efter den størst mulige Maalestok. ⓘ Hedningen prisede det som den største Lykke at blive forelsket og lykkelig forelsket; msklig er det det skjønneste Syn et Par lykkeligt Elskende. Men christeligt! Christeligt er det en Sørge-Fest – skal der endelig være Fest, saa maa det være ►ⓘ som nu ved Begravelse. Hvor sørgeligt, siger Χstd, at der nu igjen ere Tvende, 242 som paa den Maade ville forenes for fastere at tilhøre denne syndige Verden, og for ved Afkommet at forplante denne syndige ►Slægt yderligere.
Altsaa den Art Festlighed som nu bruges – og ⓘ hvor Præsten er med, er, christeligt, ⓘ en Løgn, den lumpneste Løgn. Ingen redelig Mand kan faae det ud af det nye Testamente – og Præsten er jo ved Eed forpligtet paa det nye T.
Med det nye T. som ►Instrux maatte Præsten bære sig saaledes ad. Han maatte først kalde de Elskende for 243 sig, formanende dem, ►at det eensomme Liv behager Gud mere, er sandere for den Christne, ►hvis Liv jo er og skal være en Korsfæstelse. ⓘ Derpaa kan han forelæse dem ►👤Pauli Ord, at det dog alligevel er bedre, altsaa Gud velbehageligere, at gifte sig end at lide Brynde.
►Dette bliver saa Texten til Vielsen – og en stille Sorg bør christeligt være Grundtonen ved denne sørgelige Leilighed.
Omvendt, Ingen redelig Mand kan med det nye Testamente i sin Haand – og Præsten er jo ved Eed forpligtet paa det nye T – deeltage i den Art Festlighed som 244 nu ved Begravelse. Nei, christeligt, skal her være lyst og oprømt, her ►skulle vi være ►hvidklædte – saa 372var det ogsaa i den ældste Kirke ⓘ istedetfor hvilket vi nu bruge det ved Brudevielsen – her skal ►Frydens Tone istemmes, saligt, saligt, saligt, som nutildags paa en ►Fødselsfest (men saaledes betragtedes jo ogsaa Dødsdagen i den ældste Kirke) eller som ved en ►Brudevielse (men saaledes omtrent betragtes jo ogsaa i den ældste Kirke Ens Dødsdag, ved Døden forenes Sjelen med den ⓘ 245 Elskede).
Og saaledes paa alle mulige Punkter er den nuværende Χstd. en nederdrægtig Løgn forsaavidt den udgiver sig for at være det nye Testamentes Χstd.
XI1A158 Efterfølgelse.
Χstus kommer til Verden som Forbilledet ►ideligt indskærpende: følger mig efter.
Snart vendte man Forholdet oma, og fik det endog tilsidst i Protestantismen gjort til ►Formastelse at ville ligne Forbilledet – Forbilledet er kun Forsoneren.
✂ a man foretrak at tilbede Forbilledet
Apostelen følger saa Χstus ⓘ efter 246 og indskærper: følg mig efter.
Snart fik man Apostelen vendt anderledes: man tilbad Apostelen.
Og saaledes rutscher det ned.
Hos os levede ►den nu afdøde Biskop 👤M. – christeligt ⓘ ganske simpelt: en Criminal-Forbryder. Imidlertid var han jo i en anden Forstand en mere end almindelig dygtig Mand: jeg er vis paa, der iblandt os have levet Flere, som meente at det var dem for høit at følge 👤M. efter, og som derfor nøiedes med 247 at tilbede.
Der er Eet som er den gudd. Opfindelse, den eneste Art Tilbedelse Gud fordrer: Efterfølgelse. Msket er kun villig til Eet: at tilbede Forbillederne.
►Christus er det eneste Offer; der behøves intet Offer mere.
Den sande Christen er Den, som bliver Offer for at gjøre opmærksom paa, at Christus er det eneste Offer.
Heri ligger paa den ene Side, at det at være Christen er at offres, og paa den anden Side ►Subordinations Forholdet i Forhold til Christus.
Naar man tager ►den hele næsten Literatur i vor Tid, hvilken man kunde kalde: ►ⓘ Jøde-Fortællingen eller -Romanen, hvor den gamle orthodoxe Jødedom fremstilles: mon da Nogen vil paastaae, at disse Bøgers Forfattere have religieus Interesse? eller er dette ikke meget mere just det meest afgjørende Beviis for, at ⓘ Dem ⓘ mindst af Alle beskjeftiger Jødedommen som Religion, siden ►de æsthetisk kunne sidde [og] sysle med den, ja den orthodoxe Jøde maa vel ⓘ ansee den Art Frembringelse ret egl. for ⓘ Ugudelighed. Og dog vil det ►vistnok for Mange stille sig anderledes: at fremstille en ⓘ bestemt Religion er jo 249 at beskjeftige sig med en Religion, men naar man beskjeftiger sig med en Religion, saa har man jo religieus Interesse.
Forresten skal vi formodentligen nu til at opleve det Samme med Χstd. Inden man veed et Ord af det, styrter vel Roman-Forfattere og Digtere over den ældre Christendom, fremstiller, skildrer, Alt æsthetisk – det bedste Beviis for, at Χstd. for dem og deres Læsere ikke mere er til som Religion. Og disse Asner af Præster man har, ►de ville vel endogsaa ►anprise det som ⓘ Tegn paa en vaagnende christelig Interesse.
XI1A161 374 Christendommens Fjender.
Det er da forsaavidt godt, at Christend. dog endnu har Fjender, thi disse ere da ►længst de Eneste, hos hvilke man [kan] faae nogen ►tilforladelig 250 Efterretning om ⓘ hvad Chrstd. er. [a] De Christne forbeholde sig naturligviis Ret til at tilpasse den efter deres Smag.
✂ [a] XI1A162Dette ligger i, at Fjenderne hade de Christne, og derfor ►kunne de fremstille hvad Χstd. er, dette Had hjælper dem til at see, hvad Χstd. er i det nye ⓘ Testamente ►Had til det naturligt at være Msk; men den Christne nutildags hader sandeligen ikke sig selv, derfor veed han heller ikke, vil ikke vide, hvad Χstd. er.
Dog snart maa vel Chrstd. det vil sige naar Chrstd. repræsenteres af hvad man nu kalder Christne, blive saa ubetydelig, at den ikke engang kan faae Fjender; og Grunden hvorfor Christendommen dog endnu har Fjender, er vel hovedsagelig dens Fortids Historie, dens historiske Betydning.
XI1A163 En Præst; min Sag.
Lad mig tænke mig en Præst; jeg forpligter mig til i Privat Samtale at gjøre ham det aldeles tydeligt, at Χstd. ikke er til. Og hvad saa? Ja lad mig gjøre det novellistisk.
Saa tager han da (det var en Landsbypræst) han tager hjem. Nu er han kommet hjem, har hilst 251 paa sin Familie, expederet hvad der kan ligge og vente paa ham af ►Forretninger – og det er nu Aften, efter Bordet, han taler med sin Kone og siger: det er dog i Grunden et mærkeligt Msk. den ►Mag.👤Kierkegaard; jeg talte med ham igaar, meget længe, jeg troer et Par Timer. Og han gjorde det aldeles indlysende for mig, ►at Χstd. i Grunden slet ikke er til. Ja det er et mærkeligt Msk.
– Og paa ⓘ Løverdag tager Hr Pastoren ganske roligt den Prædiken frem som er for Tour (thi han er ⓘ af de ►skikkelige Præster, som først hver 6te Aar holder de samme Prædikener igjen) memorer[er] den, holder den paa Søndag. Og i Aarets Løb skaffer han sin Kone en ny Pode; og da det er en Dreng, ►gjør Moderen Paastand at han skal være Theolog, og deri istemmer Faderen, seer ham 252 allerede ⓘ i Aanden som Præst for den Menighed, hvor hans Fader nu ⓘ er – –
375– – og det er ganske indlysende, at Christendommen slet ikke er til.
O, I Asener, man skal have med at gjøre! Og af Saadanne er der Millioner, eller rettere det er det at være ⓘ Msk.
En saadan Præst falder det ikke i fjerneste Maade ind, at det paa nogensomhelst Maade skulde betyde Noget for ham, at Χstd. slet ikke er til. Saa længe blot ►Staten bliver ved at lønne det Sludder, som Præsterne udskjenke og udsælge under Navn af Χstd., saa er han ganske rolig.
Og hvis hans Kone, da 253 han fortalte hende, hvor indlysende Mag. 👤K. havde gjort ham det, at Χstd. slet ikke er til, hvis hans Kone havde været naiv og qvindelig nok til at sige til ham: men Gud, 👤Ludvig, hvorledes kan Du saa være Præst, naar Χstd. slet ikke er til – saa behøvede han blot at svare: ja, min gode 👤Sophie, det bliver nok det rigtigste at jeg ikke indlader mig paa at forstaae Sagen saaledes; thi jeg veed ikke, om Du kan ernære mig og Børnene. Og visseligen mere behøves ikke, i samme Secund er 👤Sophie forvandlet; hun erkjender selv, at hendes Replik var en barnagtig Reminiscentts fra hendes ►ⓘ Jomfruestands Dage; og nu er der Ingen, som mere bestyrker Præsten i at lade som Ingenting end hun.
Qvinden kunde man kalde »Lysten til Livet.« I Manden er ►vistnok Lysten til Livet; men han er væsentligen lagt an paa at være Aand, og dersom han var ene, ene overladt til sig selv, saa vilde han (►her har 👤Assessoren Ret) han vilde ikke vide, hvorledes han skulde ►376fange den 255 Sag an, og han vilde aldrig ret komme til at begynde derpaa.
Men da viser »Lysten til Livet«, som ubestemt er i ham, den viser sig uden for ham i en anden Skikkelse, i Skikkelse af Qvinden, som er Lysten til Livet: og nu vaagner Livslysten.
Saaledes bliver der ogsaa meget sandt i ►det »👤Forføreren« (i »Stadierne«) siger om at Qvinden er Lokkemad. Og hvad der kunde synes underlig det er dog saaledes, just hvad der gjør Forføreren saa dæmonisk, ⓘ og hvorfor ikke let nogen Digter kunde udstyre en saadan Skikkelse, er, at han i Viden raader over hele ►den christelige Askeses Anskuelse af Qvinden – kun at han praktiserer paa sin 256 Maade. Han har Viden tilfælleds med Asketen, Eremiten; men de svinge yderst forskjelligt af fra deres Viden.
XI1A165 👤►Arthur Schopenhauer.
Som man ►i Epidemier tager Noget i Munden, for at forhindre, om muligt, at man ikke inficeres ved at indaande den forpestede Luft: saaledes kunde man anbefale de theologiske Studenter, som ►skulle leve her i 📌Danmark i denne ►nonsentialske (christelige) Opti[mi]sme, at indtage hver Dag en liden Dosis af ►👤Ss Ethik for at ►bevare sig mod at inficeres af dette Vrøvl.
Med mig er det en anden 257 Sag, jeg er paa anden Maade sikkret.
Men som den naturlige ►Eudaimonisme maa ansee Χstd. for at være Gift, det at ville være Χsten liig det at indtage Gift, saaledes maa Χstd. ansee denne eudaimonistiske protestantiske, især ⓘ den danske ►Epicuræisme for Gift; og derfor var det jo hensigtsmæssigt at indtage en Contra-Gift, for at kunne modstaae, om muligt, Inficeringen.
XI1A166 Protestantismen i 📌Danmark.
I 📌Danmark er da de religieuse Forhold saaledes, at hvis En for Alvor besluttede sig til at gjøre Alvor af det med den christelige Fordring om ►at afdøe o: s: v:: 258 saa kan han – i et christeligt Land! – formelig ikke faae Lov dertil, hele Befolkningen vilde og ►bona fide – vee, over disse Løgne-Præster, som bære Ansvaret for, at Folket slet 377ikke veed, hvad Χstd er – ansee det for noget Galskab, som det Msk. selv havde hittet paa.
Forholdet er saaledes, at hvis En christeligt vilde trøste sig ved Tanken om Døden, saa kan han ikke faae Lov dertil: Verdsligheden vil fordre, at ogsaa han skal levere sit Bidrag til gjensidig at bestyrke hinanden i dette: Fryd Dig ved Livet – og ⓘ at det 259 er Christd.
Den religieuse Tilstand i 📌Danmark er saaledes, at man skulde troe, at Stifteren af den danske Religion har været en ►gemütlig Vertshusholder, der hjertelig har villet samle Mskene til en Vrøvle-Forening: Fryd Dig ved Livet – og nokengang Fryd Dig ved Livet, betænk, Du har en heel Evighed for Dig.
Skade, at ►👤Georg Carstensen har forladt os, og at nu ogsaa ►👤Bournonville forlader os: disse tvende ville bedst egne sig til at betjene og arrangere Religionen i ⓘ 📌Danmark.
Det der farligst ødelægger Alt er just dette hjertelige Vrøvl, der »saa smaat stræber og stræber« – nei, det er ►Gavtyvestreg.
Der er i en Skole Intet farligere end naar Skulkeriet, Klynkeriet faaer Medhold, Intet vanskeligere at udrydde.
Og derfor hører det just med til god Disciplin ved Straffens Størrelse at qvalificere Skulkeriet og Klynkeriet for at kunne faae Ram paa det.
261I Forhold til Trods, Opsætsighed, Dovenskab o: s: v: behøver Disciplinen ikke videre end at decretere Straffen, i Forhold til Klynkeriet, Skulkeriet maa Disciplinen først ret gjøre det til Skyld.
XI1A168»Christenhed« – ►Verdens Frelser.
Dersom en Mand fE her i Landet, en Mand født her i Landet, af christelige Forældre, døbt som Barn, confirmeret – dersom han for Alvor fik ⓘ den Idee, for Alvor at opkaste det Spørgsmaal, om han ogsaa virkelig var Christen: saa vilde Indtrykket, det frembragte 378paa omtrent hele Befolkningen 262 være dette, at de ►bona fide tænkte som saa: den Mand er noget nær gal.
Alene heraf beviser jeg, at ►Christendommen ikke mere er til, idetmindste ikke i »Christenhed«, men at det er en afskyelig Løgn med ►denne Tale om et christent Folk ɔ: en Samling af Χstne, som ikke engang have en Anelse om hvad det er at være Christen.
Men man har aldeles omdannet hele det nye Testamentes Χstd.
I det nye T. ⓘ fremtræder Χstus henvender sig til Msk., indbyder Alle siger til hver Enkelt: vil Du frelses. Nu derimod har man faaet lavet et ►ⓘ nonsentialsk ►Dogma om, 263 at Christus frelser ►Slægten. Dette er Sludder. Ja, jeg maatte sige, at, om Χstus end havde villet det, det formaaede han ikke. ►»Slægt« er nemlig just Fordærvelsens Bestemmelse, og at frelses er just at frelses ud af Slægt. Ved Slægt kan jeg tilhøre den fordærvede Slægt, men i Kraft af Slægt kan jeg ikke frelses, ei heller, naar jeg frelses, frelses jeg ind i Slægt.
Men man har faaet det at være Χsten gjort omtrent til ►eenstydigt med det at være Msk.; man er ikke langt fra at antage, at Χstne avle 264 Christne. Og saaledes har man overalt anbragt Slægtens Kategorie, derved degraderet Individerne til Exemplarer, og saa ogsaa aabnet Veien for et jordisk lystigt og fornøieligt Liv, som ►Exemplarer kunne føre det.
Formodentlig hænger det ogsaa sammen med denne Theorie om Χstus som Slægtens Frelser, at Taknemlighedens ►Pathos for sin Frelse er aldeles afskaffet. Oprindeligen var det saaledes: Individet, den Enkelte, forstod, at hans Frelse havde kostet 👤Jesu Liv og Død. Hvilken 265 Pathos! Saa hvilede hans Taknemlighed heller ikke, førend han til Tak havde bragt sit Liv til Offer. Men naar Frelsens Omsætning gaaer for sig i saa uhyre Partier, hele Slægten disse Millioner Millioner: saa falder formodentlig denne Passus, og det bliver vel allerede meget om hver Enkelt ►en passant siger Tak. Istedetfor hiin christelig[e] Pathos indtræder saa en Analogie til hvad ►Marks-Subscription eller ►4 ßs Subscription er.
O, det er et Dyb af Nonsens. Og disse forbandede 266 Præster, som benytte sig af dette, for at faae ►de 1000 Levebrød istand, og for ►til godt Kjøb at være en sjelden alvorlig Christen.
Inden man faaer Mskene purret ud af dette! Det har for det ►sandselige Msk. noget saa forførerisk ved sig denne ►Betryggethed at tilhøre et christent Folk, hvor vi alle ere Χstne. Christeligt er naturligviis denne Sikkerhed ►»ligerviis som Huset bygget paa skøren Iis«, men dermed er Mskene ikke vækkede.
267 XI1A169 ►379Et christent Folk.
Med denne Sludder hænger det da ogsaa sammen, at hele Børne-Avlingen paa en, christeligt, aldeles uanstændig Maade er trukket frem som noget saa værdifuldt man tænke sig i Modsætning til – eenlig Stand.
►ⓘ Christeligt er Ægteskabet ganske simplement bedre end at lide Brynde, ikke videre, altsaa tilbage Mutter, tilbage min gode ►Madame!
Men de bilder dem ind, at de avle Χstne – og derfra dette Børne-Vrøvls Vigtighed.
Og derimod hvad Χstd. tager 268 sig af, som altid af det Forladte, det Tilsidesatte: den ugifte Pige, som ikke er saa heldig at blive gift, hun oversees og forsmaaes. Nei, nei min gode Madamme, see hun bare at komme lidt til Side med sin Børneflok; vi er jo ikke ►Jøder, ei heller har Χstd. udsat Præmie for hvem der kan avle fleest Børn, ei heller troer Χstd. paa den Historie man fortæller Børn, at Storken bringer Børnene, Χstd. veed ypperligt, hvorfra Børnene komme, og at det kun er høitidelige Talemaadera, hvormed man ►omklæder Lysten; men som sagt, hellere gifte sig end lide Brynde.
✂ a (dette om at gifte sig i den rene Hensigt at avle Børn)