Kierkegaard, Søren Journalen NB29

1 XI1A51 296 297 Det at have Sag – det Objektive: Hyklerie

Det er ►faldet mig paa, om ikke her atter ►stikker et Hykkelsk i denne megen Tale om at have en Sag, at være en alvorlig Mand, der har en Sag o: s: v:.

Jo ganske vist. Sagen er den, Ingen tør i vor Tid være Person; den ene er saa bange for »de Andre« at han ikke ɔ: at Ingen tør være et Jeg. Msk-Frygt er det Dominerende; og som jo allerede Oldtiden ►(👤Aristoteles etsteds i Politik eller Ethik) har sagt: Tyrannie og Demokratie hade hinanden ligesom den ene Pottemager hader den anden, ►det er, det er samme Regjeringsform, kun at i Tyranniet er Een, i Demokratiet de Mange Tyrannen.

Men tilbage til det at have Sag. Man tør ikke af Frygt for de Andre være Jeg, derfor stræber man at blive et 2 Upersonligt, blive en Sag, Sagen, et Princip o: s: v:.

Dette har saa igjen ført til Anonymitet. I saa smaa Forhold som de danske er Anonymitet næsten nødvendig, hvis Misundelsen og de Manges Tyrannie ikke altfor stærkt skal sættes i Bevægelse.

Alt ⓘ tenderertenderer] , først skrevet tender til at afskaffe Personlighed; men naturligviis skeer det under det hykkelske Opspind, at det naturligviis er et stort Fremskridt, at det er en ganske anderledes Alvor end da der var Jeg'er og Personlighed.

Hvor hykkelsk! Nei, det er Cujonerie, og tillige er det Klynkerie, for nemlig altid at kunne være Flere – og man tør aldrig være alene, aldrig være Jeg. Men naar det er »Sag«, saa er det jo strax Flere – saa man da fremfor Alt er sikkret for den Fare man i vor usle, usle demoraliserede Tid meest frygter for: at være ene, et eensomt Jeg.

3

10. Journalen NB29, s. 3, med optegnelserne NB29:3 og 4
XI1A52 Ægteskabet.

►I de symbolske Skrifter (et af dem) staaer der dog etsteds, at det er paa Grund af den overhaandtagende Sandselighed og Liderlighed, at nu Ægteskabet maa gjøres saa almindeligt.

Dette er dog virkelig en ganske anden Maade at betragte Sagen paa end som vi betragte den.

XI1A53 298 Naivitet (►👤Vinet)

►I sin ⓘ Pastoral TheologiePastoral Theologie] , < Pastoraltheologie siger 👤Vinet ganske naivt: Præst er det eneste Navn paa den Geistlige som aldeles ikke forekommer i det nye Testamente.

Ubegribelig at kunne sige det naivt! Det er i mine Tanker en ypperlig Satire.

4XI1A54Samfundets Afstand fra Christendom – og dog ere vi Alle Χstne.

Staten ►sædeligt opløses, dette er Tilstanden.

Dersom ►det nu var saa, at ►de 1000 Geistlige dog idetmindste gjorde et Forsøg paa at virke ethisk: det var dog altid Noget.

Men nei det skeer ikke – de tør det ikke, hvilket atter er et Udtryk for, hvor dybt Samfundet er sjunken.

Skete det, og blev det gjort dygtigt, saa var det dog Noget, og Staten, reent hedensk betragtet, dog hjulpen. Men alli5gevel ⓘ varvar] , først skrevet er dette da langt fra at være Χstd.

Dog dette skeer ikke engang – og saa ere vi alle Χstne.

Jeg havde en Tid tænkt mig, at virke i Retning af dette Ethiske – men saa kunde jeg jo ikke engang faae Lov dertil – for Præsterne (►Biskop 👤M.).

Saa maatte jeg dybere og dybere tage Sigte paa hvad Χstd er – og nu seer jeg, hvilken rædsom Afstand der er mellem Samfundet og Χstd.

Det er bestandigt Samtiden selv, der hjælper mig – ved at gjøre Uret mod mig – til at blive opmærksom.

XI1A55 299 300 Culturen

At Culturen ubetydeliggjør Mskene, 6 perfectionerer dem som Exemplarer, men afskaffer Individualiteter, er ikke vanskeligt at see. Her blot et Exempel, som er ►faldet mig paa.

►I første Mosebog anføres det som Mskenes Udmærkelse: at give Dyrene Navn. Er det nu ikke ganske charakteristisk, ►den menige Mand, ►Almuesmanden har endnu denne Kraft. Naar den simple Mand nogle Aar i Træk har seet en Fugl, som ellers ikke er seet, strax har ⓘ hanhan] , først skrevet e et Navn og et charakteristisk Navn. Tag 10 Professorer, hvilken ►Uformuenhed i Henseende til at give Navn! Hvilken Satire naar man læser de naturvidenskabelige Skrifter (Dyr, ⓘ Planter o: s: v:)Planter o: s: v:og saa videre)] , først skrevet Planter) og seer der Navnene, som hidrøre fra Almuen, og derimod disse usle piankede Navne, naar engang imellem en Professor skal til 7 at give et Navn. I Almdl. veed de ikke Andet end at kalde Dyret eller Planten efter deres eget Navn.

XI1A56 To Ting, jeg har haft at passe paa.

Som Tiden vil Alt til en vis Grad, saa vilde den heller ikke have været utilbøilig til at gaae (til en vis Grad) ind paa Mit, naar jeg blot havde bestemt mig eensartet med enhver anden Stræben i Tiden.

Men da Sagen er, at jeg just ved at bestemme mig eensartet med Tiden, istedetfor at komme til at gavne, var blevet nærende for Tidens Sygdom, saa har det netop været min Opgave at bevare mig ⓘ ueensartetueensartet] , først skrevet e.

Tidens Grund-Skade er nu 8 deels at verdsliggjøre, endeliggjøre enhver høiere Stræben ɔ: at negte at der i Sandhed er høiere Stræben til. – Derfor er det saa vigtigt, at jeg bevarer mig i Ueensartetheden, ikke stifter Partie, faaer Tilhængere, ►vel endog bliver ►sandselig Magt, saa det næsten bliver lige saa profitabelt at holde med mig som med det Bestaaende. Nei, nei, nei, tak. Beholder I paa Eders Side, ⓘ ProfitenProfiten] , først skrevet I, og ►Fidtet og ►Fløilet o: s: v: – jeg har at passe paa, at der ved at holde med mig ikke er det Mindste at ►profitere; jeg har at passe paa, at jeg ikke, ►gudeligt, svækker min Sag, ved, verdsligt, at styrke den.

Den anden Grund-Skade i Tiden er at den er demoraliseret ved Intellectualitet og 9 blevet charakteerløs. Det jeg derfor har at passe 301paa, er, at min Sag, da for Gud i Himlens Skyld, ikke bliver – alvorligt! – en videnskabelig Discussion, saa en ⓘ SlumpSlump] , < Slumpe Professorer og Privatdocenter o: s: v: kunde have Lyst at deeltage i den. Nei, enten indirecte Meddelelse – eller for Alvor, om det saa var, ►til paa Liv og Død. Men for Alt ikke: videnskabelig Discussion.

XI1A57 ► Et Ord af 👤Baco,

som jeg seer brugt til Motto af 👤Ritter (hans Erdkunde, det Bind, som nu staaer oppe i Athenæum, det er nok det 17de) har slaaet mig, jeg troer jeg har mere Brug for det, end 👤Ritter. ^[a] Det lyder omtrent saaledes:

►Ex errore citius emergit veritas quam ex confusione.

10 XI1A58 Det Ædle – det Simple.

Den ædle Charakteer vil man blandt Andet kjende paa, at han, forholdende sig til Idealerne, Forbillederne – hvor anstrænget end hans Stræben er, dog altid mener, at det er slet Intet i Sammenligning med ►hine Herliges Anstrængelse.

ⓘ DetDet] , < det Simple er, at den mindste Stemning er En nok til at være En »det Tilsvarende« til hvad hine oplevede.

I denne Forstand var ►Biskop 👤M. en yderst simpel ⓘ Natur,Natur,] , først skrevet Natur: og har han gjort uberegnelig Skade ved den Uforskammethed med hvilken han bruger de høieste og ►vægtfyldigste Udtryk om en ubetydelig Existeren.

11 XI1A59 Samtidigheden.

►Gud-Msket lever paa Jorden – i Samtidigheden er der ikke en Eneste, bogstavelig ikke en Eneste, der bliver ham tro: ►de Tusinde haane, bespotte, bespytte, forbande ham, de Vidende ►spænde Snaren 302for ham, Mængden hjælper dem til at faae ham styrtet som den største Forbandelse og ►hans faae Disciple flygte, selv ►den troeste forlader ham.

– – saa døer han.

Og saa Aarhundreder efter – da Χstd. vel at mærke er blevet Vane og Skik og Brug – saa ►valfarter der Millioner paa deres Knæe for at see de 12 Steder, hvor han levede – – og blandt alle disse Millioner var der naturligviis ikke een Eneste bogstavelig ikke en ⓘ Eneste udenEneste uden] , < eneste han i Samtidighed ►havde smurt Haser det bedste han kunde, og vel ogsaa været med at forhaane, bespotte, bespytte, ⓘ udgrine ham.udgrine ham.] , < udgrine.

O, væmmeligt!

Men det Væmmelige er dog egl. disse ⓘ løgnagtigeløgnagtige] SKS, løngagtige Lærere, Præster og Professorer, som bestyrke den dog uskyldigere Mængde af Msker i deres fromme Indbildning, at en fareløs Efterabelse og Legen-bag-efter at det er at være Χsten.

13 XI1A60 Tilværelsens Oeconomie.

Tænk en klog Moder. Hun har et Barn; og dette hendes Barn vil som alle andre Børn gjerne høre Historier. Nu, Moderen kan ogsaa men ikke mere end en halvsnees eller saa.

Dersom nu Barnet med heroisk Urokkelighed kunde holde fast paa blot en Dag slet ikke at ville Andet end høre Historier: saa vilde det være nok til at Mutter kom i Forlegenhed, hun vilde blive renonce.

Moderens Kunst bestaaer derfor i at adsprede Barnet. Nu har hun fE fortalt en Historie. Barnet vil »høre mere«. Men istedetfor det siger Moderen fE: see, see, 👤Ludvig, see, det var da 14 en snurrig Flue der fløi. Dette forandrer Sagen. Nu maa 👤Ludvig afsted. Saa falder han maaskee, slaaer sig o: s: v: o: s: v: o: s: v: Paa den Maade har Moderen tusinde Adspredelser, og 👤Ludvig er forvisset om, at Moderen er uudtømmelig hvad Historier angaaer.

Saaledes med ►Styrelsen, eller med Tilværelsen i Forhold til Idee.

Denne hele Tilværelse er – og ⓘ derideri] , først skrevet e just det Guddommelige, om det end tillige lader forstaae, hvorledes Styrelsen betragter os som Børn – lagt yderst oeconomisk an. Den er lagt an paa, at der er saa megen Idee, at det vil ⓘ værevære] , først skrevet til tilstrækkeligt 15 for et Individ hele hans Liv 303igjennem selv om ⓘ hanhan] , < hans, efter den størst mulige Maalestok, kunde bevare blot Idee-Interesse. Men dersom der, hvor han slap, kunde begynde af den følgende Generation et nyt Individ og aldeles lige saa udelukkende kun med Idee-Interesse, saa vilde Tilværelsen gaae Fallit.

Tilværelsens Kunst bestaaer derfor i – at narre lille ⓘ 👤Ludvig. NuLudvig. Nu] , < Ludvig. fulgt af linjeskift gaaer der fE en halvsnees Aar med en europæisk Krig, ⓘ ►Telegraph-DepescherTelegraph-Depescher] , først skrevet Telegraph-Des; først skrevet den hver Dag o: s: v: o: s: v: o: s: v: – i Ideen seet er dette det Ligegyldigste af Alt, der kommer aldeles 16 ikke Idee ind i Verden – men lille 👤Ludvig faaer Andet at tænke paa. ►Betræffende det som forholder sig til Ideen: ⓘ Guds ForholdGuds Forhold] , < Guds-Forhold til Msket og Mskets Forhold til Gud faaer man ved Hjælp af en europæisk Krig aldeles Intet at vide.

Men hvor sjeldent endog blot et Msk., der er saa udviklet, at det Numeriske ikke udøver sin Magt over ham. Saaledes lever og døer jo Millioner, de ere ►Numerus og det Numeriske er deres Synskreds, deres ⓘ Alt,Alt,] , først skrevet Alt. det vil sige, de ere Exemplarer.

Og Christendommen som – i guddommelig Kjerlighed – vilde gjøre ethvert Msk. til Individ, den har man da ogsaa faaet 17 ►kluddret msklig om til lige det Modsatte.

Dog hvad Under vel; thi det er forbundet med saa frygtelige Qvaler at skulle blive Individ, at Mskene nok helst betakke sig derfor. Det veed jeg bedst af egen Erfaring. Det er deels dybe indre Qvaler, men dog ►fornemligen en Samtids Usselhed og ►usle bestialske Adfærd mod mig der har tvunget mig til at blive opmærksom. Det er gaaet Samtiden som ►👤Josephs Brødre: de tænkte det til det Onde; men Gud har vendt det til det Gode.

XI1A61 👤►Luther.

👤L. har dog egentligen gjort uberegnelig 18 Skade derved, at han ikke blev Martyr.

Deels er det en egen Sag, at ⓘ EnEn] , først skrevet e, der i den Grad er mærket af at være Guds Mand som han, ender i jævn gemytlig Omgang med tilbedende Beundrere og Tilhængere. ►Det Fade kan her saa let fremkomme. ►Ordentligviis pleier det derfor ogsaa at være Tilfældet, at en Saadans Liv medens han lever er saa farefuldt, at det Fade ikke kan fremkomme; og naar han saa ved en voldsom Død rives bort, saa er atter det Fade undgaaet. Anderledes med 👤Luther. Og ►er det saa, at 304han i nogle Aar af sit Liv ►er Salt, saa er hans senere Liv ikke fri for det Fade, i hvilken Henseende ►Tischreden er et Exempel: en Guds Mand, der i jævn Gemytlighed sidder omgiven af beundrende Til19bedere, som troe, at blot han slaaer en Fjært saa er det en Aabenbaring eller Følge af en Indskydelse.

Men har han saaledes virket skadeligt allerede i Samtiden, da meget mere i de følgende Generationer, hvor Alt bliver tyndere og tyndere, slettere og slettere Efterabelse. 👤L. har^a nedsat Myntfoden paa det at være Reformator, og derved affødt i senere Slægter denne Stimmel, dette ►Janhagel af rare, hjertelige ►Msker, der ogsaa saadan ville være lidt Reformator, ►item har han affødt den Confusion, at være Reformator ved Hjælp af [at] tage Politiken til Hjælp.

Resultatet er blevet den dybeste Forvirring i de høieste Begreber, og den allerfarligste Demoralisation, som naturligt er, naar noget saa Fiint og Ædelt og Zart som Begrebet »Reformator« forraad20ner.

Og Eet burde 👤Luther da for ⓘ GudGud] , < Guds i Himlens Skyld have vaaget over (hvad han ikke har gjort): at det blev ►kjendeligt, indskærpet, at det paa den Maade (paa halv) at være Reformator er et Lavere. Dette har han ikke gjort, og derved uhyre forvirret. Thi ikke blot vil det fremtidigen blive vanskeligere at faae en Reformator paa ►heelt Vilkaar, nei, det er jo næsten gjort umuligt. Verdsligheden har nemlig benyttet sig af det Lutherske til at vende Forholdet heelt om, saa det at være Reformator saaledes, at man kommer godt fra det, ansees for et Høiere. O, see der brast det Hele, Nerven i Χstd.

Staaer det ikke christeligt fast, 21 at Martyriet er det Høieste, det Sande, at det at slippe godt fra det, er et Lavere, som ved ►Indulgents kan indrømmes: saa er 👤Satan ikke blot løs, men han har seiret. Som alle ⓘ NervetraadeNervetraade] SKS, Nervetraadde; først skrevet Nervetrad samles i Fingerspidsen, saaledes samles hele Χstds Nervesystem i dette om Martyriet[s] Realitet: vend Alt om, og saa har Du ►det, hvori vi nu stikke: i Grunden er det en rar Verden vi leve i, det at reformere er derfor at komme godt fra det, thi Verden (►den ligger ikke i det Onde, som Χstd lærer – og derfor Martyriet –) nei den vil det Gode, og derfor seirer Reformatoren – ja, 👤Satan seirer derfor!

ⓘ 👤L.L.] , først skrevet et dobbeltkors har ⓘ ved sin senere Levenved sin senere Leven] tilføjet ►accrediteret 22 Middelmaadigheden. Man tager sig ikke iagt for, at der jo i en vis Forstand hører en ►Heros til for første Gang at accreditere Middelmaadigheden. Denne Heros var 👤Luther. Men fra det Øieblik den er accrediteret, behøves kun Middelmaadighed – og den er vi, over al Maade, blevet velsignet med i Protestantismen.

XI1A62 305 ►Primitivitet.

Menneskene ►ere perfectible; man kan lige saa godt faae dem til det Ene som til det Andet, lige saa godt til at faste som til at leve i verdslig Nydelse – kun Eet er dem af 23 Vigtighed, at de ere ligesom de Andre, ɔ: at det er Efterabelse, at de da ikke staae ene.

Men det Gud vil have er: hverken det Ene eller det Andet – men Primitiviteten. Dog denne Anstrengelse er det Mskene meest af ⓘ AltAlt] , < alt gyse tilbage for; medens de føle dem vel i Alt hvad der hedder Efterabelse.

Man seer deraf, hvor lidet det gavner, at En maaskee anbringer et objektivt Sandere – og saa tillader Efterabelse. Derved vindes ►gudeligt ikke det Allermindste, thi, gudeligt, er det Sande: Primitiviteten.

Derfor er ogsaa Guds Ord saaledes indrettet, at der bestandigt ►lige overfor ethvert Udsagn findes ogsaa det modsatte. Dette er: at fordre Primitivitet.

Men baade Lærere og Tilhængere befinde sig bedst i ⓘ EfterabelseEfterabelse] , først skrevet P og ved Efterabelsen: derfor enes de kjerligt derom og kalde det Kjerlighed.

24 XI1A63 ►Stats-Kirke.

►Her stikker hele Hemmeligheden!

Der maae engang have levet nogle ►Gaudiebe, som 👤Holberg siger, der have bildt Staten ind, at Jesu Χsti Lidelse og Død og Evighedens Salighed var Noget, der kunde reises Penge paa.

Prægtigt! Saa overtog Staten – christeligt! – at arrangere det Hele med Χstd.

►I 📌Danmark fE lever 1½ Million Msker. Derpaa reises ►c. 600, a 700,000 rd. om Aaret. Dette bruges til at lønne Præster o: s: v:.

Men Sagen er denne, intet, intet Msk, og lige saa lidet noget Samfund har, christeligt, i fjerneste Maade Lov til at ⓘ trængetrænge] , først skrevet b sig ind mell. Jesu Χsti Lidelse og Død og et andet Msk. og pecuniairt lægge sig dem imellem.

30625I begge Former har Staten lige meget Uret, det er i begge Former, christeligt, ►Majestæts-Forbrydelse.

Dersom der lever en Mand, som føler Trang og Lyst til at høre Det om Jesu Χsti Lidelse og Død: saa har Staten ikke Lov til, at skyde sig ind derimellem og sige: godt, det koster 10rd, saa skal vi arrangere det.

Ligesaa lidet i den anden Form. Dersom der lever en Mand, som ikke har Lyst til at høre Det om Jesu Χsti Lidelse og Død, saa har Staten ikke Lov til at sige: ja, hvad enten Du nu har Lyst til at høre det eller ikke, – dette skal staae Dig frit, Du skal ikke blive tvungen til at høre det, men Du skal ►👤Satan gale mig betale ►lige fuldt 10rd, thi vi har nu engang paataget os at arrangere 26 det med Χstd.« Saaledes skal og kan Forholdet ikke være. ►Det skal ikke være, som nu, at naar saa Manden ikke vil betale, saa reqvireres Politie for at inddrive de 10rd. Tværtimod skulde Forholdet være saaledes, at hvis Nogen kommer ⓘ ogog] , først skrevet a afkræver en Mand slige 10rd, da skal han kunne sende Bud efter Politiet og forlange at blive sikkret mod dette, som mod ethvert andet Overfald, ⓘ ellereller] tilføjet mod dette som mod ethvert andet Plattenslagerie.

Χstd. er den høieste Alvor. Derfor (som altid ⓘ medmed] tilføjet det ⓘ HøiesteHøieste] , < Høeste) er den ►ⓘ kjendeligkjendelig] SKS, kjendelige paa et negativt Kriterium paa et tilsyneladende Lavere. I 27 dette Liv skal Msk., christeligt, have Lov til at bære sig ad aldeles som ►de selv ville – Staten, et langt ⓘ LavereLavere] , < lavere, kan ikke ►indrømme for sit Vedkommende den Art Frihed i det Borgerlige – men, men, men (her kommer Alvoren!): Du Enkelte, hver eneste Enkelte, Du ►gaaer et Evighedens Regnskab imøde.

Men Sagen er: ►Dommen, og Regnskabet og Evighedens Alvor er aldeles gaaet ud, og saa har man, for dog at faae en lille Smule Alvor hjulpet sig med Politie-Arrangements. Uendelige Dyb af Nonsens! Vi gaae jo dog alligevel ⓘ etet] , først skrevet i Regnskab i Evigheden imøde.

Her er det: den høieste Alvor og ⓘ Strenghed (Strenghed (] , først skrevet Strenghed.Evighedens Dom) 28 kjendelig paa den høieste Frihed: i dette Liv have I Lov til at gjøre denne Sag ►betræffende aldeles som I ville.

Dette er Χstd. ⓘ Det AndetDet Andet] SKS, Det er Andet er en msklig Opfindelse. Man tager væsentligen Evigheden bort – saa søger man at ►bringe lidt Politie-Alvor an.

ⓘ SaaledesSaaledes] , først skrevet et dobbeltkors synes det mig saa let og klart som muligt. Og er da igjen mit Forslag dog vel det mildeste af Alt, at vi dog idetmindste ere saa redelige mod Χstd., at vi ►aabent tilstaae, hvorledes det hænger sammen.

29 XI1A64 307 Menigheden.

See her igjen ►det ⓘ GavtyveagtigeGavtyveagtige] , < gavtyveagtige som da i Alt i vore Tider.

Man har en ond Samvittighed, man veed meget godt hver især: jeg er ingen Christen – men ikke sandt? en Sum af saadanne Christne det giver en christen Menighed.

Saa vil man ►disputere saaledes: Alle, hver især, vil sige: ja, jeg tør vel ikke i strengere Forstand kalde mig en Christen, men en Christen-Menighed er der dog vel til.

Altid dette Gavtyveagtige med det Numeriske, for at slippe fra hvad der vil ►gjøre Sandheden aabenbar: at hver Enkelt ikke er Christen.

Og saa for ret at sikkre sig, saa ►sminkes det om Menigheden naturligviis op til »det Objektive, det høieste Alvor« o: s: v:

30XI1A65Det Majestætiske – »det er kun en Talemaade«.

De Fleste forholde sig ►vistnok omtrent saaledes til det nye Testamente og alle de stærke Udtryk deri, de raisonere som saa: da Gud er saa uendelig ophøiet, saa maa Det han siger ikke tages saa nøie, det er ikke saa ganske bogstavelig, det er saadan Talemaader.

Dette er dog nok aldeles bagvendt. Jo ubetydeligere den Talende er, desto mere kan det have sin Gyldighed paa hans stærke Ord »det er vel blot Talemaade«, men jo betydeligere, desto mindre. Dersom fE en ►Urtekræmmersvend i de stærkeste Udtryk giver En sit Ord og Løfte – nu, ja det er vel kun en Talemaade; men naar det fE er en Konge, der gjør det, saa er man dog mindre tilbøilig til at antage at det skulde være Talemaade. Lo31ven er: jo Ubetydeligere den Talende, jo snarere er det Udsagte vel Talemaade, jo Betydeligere, desto mindre er det Talemaade.

Saaledes bliver Forholdet snarest ⓘ det,det,] , < det: at Gud er ⓘ denden] , først skrevet det Eneste, hvor 308der ubetinget ikke kan være Tale om, at det skulde være Talemaade hvad han siger; men hvor det just er at tage ganske bogstaveligt. Det Majestætiske er netop at tale bogstaveligt ⓘ sandt.sandt.] , først skrevet sandt, At overdrive (»det er vel kun en Talemaade« hvad han siger) egner sig ikke for ⓘ MajestæterMajestæter] , < Majestæteter mindst for den absolute Majestæt.

ⓘ DetteDette] , først skrevet Der viser sig ogsaa saaledes, ubetydelige Personer kan man fornærme ved at tage dem paa Ordet, de tale nemlig i Talemaader og ►regne derfor paa, at man da har Lov at ►slaae lidt om sig med Munden; Majestæter fornærmer man netop ved ikke at tage dem paa Ordet, det røber nemlig en ►Sneverhjertethed, som ikke har 32 glad Frimodighed ►lige over for Majestæten.

Men det er nok den Forbrydelse som ►vi i Millionviis forskylde mod Gud, at vi ere feige og usle nok til ⓘ ikkeikke] , først skrevet a at turde tage ham paa Ordet. Ingen, Ingen, Ingen taler med Gud, tager ham ganske simpelt paa Ordet; blandt de Faae, der dog, som de mene det, bekymre sig om at forholde sig til Gud, er der vel Ingen, uden at han først consulerer sin Nabo eller Den og Den om, hvorledes han skal tale til Gud – og saa taler han til Gud – – og det kalder man at tale med Gud.

33 XI1A66 Feilsynet.

Saaledes opfatte vi Msker det (jeg veed det af egen Erfaring.)

Selv om et Msk. er sig store Synder bevidst, saa hedder det: troe blot, at det er Dig tilgivet, vær ganske vis, saa kjerlig er Gud, just det er Χstd.; ja, just det vil glæde ham, at Du aldeles sorgløs søger at glæde Dig [ved] Livet, thi Alt, Alt er glemt, ⓘ ogog] tilføjet jo mere Du kan udtrykke det, desto mere behager det Gud.

Og naar saa det lykkes for En, og naar der saa i Alt ►slaaer sig Lykke til for En, saa er man da ganske fuld forvisset, baade at dette er Χstd. og at det behager Gud – denne christelige Frimodighed.

O, og i den hellige Skrift vises det bestandigt, at De, som Gud have elsket, de blive altid ulykkelige, maa lide, Alt mislykkes for dem o: s: v:

34 XI1A67 309 Feiltagelse.

Da der ifølge Guds Ord skal være en Qvalitæts Forskjel, ja en Modsætnings Forskjel mellem Gud og Msk, saa er det jo let at see, at man ene og alene kan faae at vide, hvad Χstd. er ved ubetinget at tage Guds Ord bogstaveligt.

Det Andet er en Feiltagelse, Det ►vi Msker ville hjælpe os med: at anbringe hvad vi selv kan hitte paa.

Det ►convenerede ikke os Msker at tage Χstd. bogstavelig, saa hittede vi paa at ville bedre den ved at lappe paa den. Men deels er nu det at lappe just ikke at gjøre Noget bedre (naar det er et Heelt man river i Stykker for at komme 35 til at lappe) og deels er det saa uheldigt, at vi Msker jo ikke har af samme Sort Tøi (der er jo et Modsætnings-Forhold mellem det at være Gud og det at være Msk.); men saa er det at lappe det aller forkeerteste.

XI1A68 ►Vogter Eder for Dem, som gaae i lange Klæder!

Saasnart Forkynderen er En, som gaaer i lange Klæder, saa er eo ipso paa een eller anden Maade Christendom ifærd med at blive officiel Χstd.

Men der er Intet, der er Χstd. mere imod end Alt hvad der endog blot smager af »officiel Χstd.« Endog det allerdesperateste Kjætterie er Χstd. ikke nær saa meget imod som officiel Χstd.

Thi Χstd. er Ueensartethed med denne Verden – i samme Secund 36 det end i fjerneste Maade begynder med officiel Χstd. i samme Secund begynder Χstd. at blive Eensartethed med denne Verden.

Officiel Χstd. er lige stik Modsætningen til sand Χstd, den vender i alle alle, end de mindste Proportioner Forholdet om: man faaer bestandigt først det Timelige, det Msklige, det Endelige – og saa lidt christelig Declameren; men Χstd er: først Χstd, og saa faaer vi at see hvad det kan blive til med det Timelige, det Endelige, det Msklige.

►Christeligt hedder det: gaae ud og forkynd Χstd – saa kommer det vel med Udkommet. Officielt hedder det: ►først sikkres en Mand Udkommet for sig og Familie og med Avancement – saa, saa kom310mer det med at præke Χstd. Og saaledes i Alt, Alt, Alt. ►Christeligt hedder 37 det (for at tage ⓘ ⓘ DetteDette] , < dette):Dette] < dette):] , først skrevet Dette) h gaae ud som Du staaer og gaaer; officielt: nei, først maa man have en Præstekjole syet, Ornatet, Costümet. Christeligt faaer man altid det Vigtigste først (det er just Χstd); officielt faar man altid det Uvigtigste først ɔ: al officiel Χstd. er eo ipso ikke Χstd, thi det ⓘ U-VigtigsteU-Vigtigste] , ændret fra Vigtigste paa første Sted er eo ipso ikke hvad Χstd er: det Vigtigste paa første Sted.

XI1A69 En moderne Geistlig.

Naar jeg tænker ⓘ paapaa] , først skrevet m, hvad der fE ►i min Faders Barndom forstodes ved en ►Kræmmersvend, en ubehjælpelig, ►klodderagtig Jydedreng – og hvad der nu forstaaes ved en Kræmmersvend: en behændig, adræt, 38 en Cavaleer o: s: v: – saa er dette jo et Slags Fremskridt.

Omtrent det Samme er nu en moderne Geistlig. Det er: ⓘ en adræten adræt] tilføjet , behændig, ►gesvind Mand, der yderst let, i en ⓘ smuksmuk] tilføjet Sprogform, med et klædeligt Væsen o: s: v: veed at anbringe lidt Χstd, men saa let, saa let som muligt. I det nye Testamente er Χstd. det dybeste Saar, der kan bibringes et Msk, efter den rædsomste Maalestok beregnet paa at collidere med Alt – og nu perfectioneres den Geistlige i at anbringe det Χstlige saaledes, at det betyder Ingenting; og naar han perfect kan gjøre det, saa er [han] ⓘ MynsteretMynsteret] , < Mønsteret. Det er dog modbydeligt! ⓘ OO] , først skrevet et dobbeltkors , om Barberer perfectionere sig i at kunne tage Skjæget saa let af, at man slet ikke mærker det, ja det kan være godt nok: men i Forhold 39 til hvad der just er beregnet paa at skulle saare, der at perfectionere sig [i] at anbringe det saaledes, ⓘ at detat det] , < at det, saavidt ⓘ muligt,muligt,] , først skrevet muligt (og aldeles ikke ⓘ mærkes:mærkes:] , først skrevet mærkes, det er dog væmmeligt.

XI1A70 En frygtelig Opdagelse – den rettroende Kirke – at lege Christendom.

►Fra Kirkens første Tider hidrører denne Modsætning: den rettroende Kirke – Kjætterier, Schismaer.

Pas nu vel paa Eet, den rettroende Kirke var virkelig troende, var et Samfund af Msker, der dog mere eller mindre ►vare i Charakteer af 311Troen, ja selv de udvortes Omstændigheder tvang dem jo i Charakteer af Troen.

Lad os see os for, om ikke, frygteligt, i vor Tid Alt er forvirret. Man vedligeholder jo 40 ogsaa ►i vor Tid denne Modsætning: den rettroende Kirke – Kjættere, Schismatikere; og man brouter af, at høre til den rettroende Kirke, man taler som var Alt prægtigt, naar der ikke var disse Kjættere og Schismatikere, hvilke da forresten, Gud veed det, endda ikke ere saa mange eller saa betydelige.

Men lad os see os for, om ikke det sande Sammenhæng er en yderst forfærdelig Opdagelse: om ikke det man forstaaer ved den sande troende Kirke, den rettroende Kirke om det ikke er et Samfund af Msker, der – ikke ►forskylde noget Kjætterie eller Schisma – nei men der: lege Christendom, er 41 den officielle Rettroenhed i vor Tid ikke det: at lege Christendom. Menigheden er ikke i Charakteer af Χstd, men skyder det over paa Præsten. Præsten er lige saa lidet i Charakteer af Χstd, men ►forkynder Læren objektivt.

Paa den Maade er jo den rettroende Kirke langt farligere for Χstd. end noget Kjætterie eller Schisma.

Man leger Christendom; man bruger hele den orthodoxe christelige Terminologie – men Alt, Alt charakteerløst. Ja, man duer ikke engang til at danne et Kjætterie eller et Schisma, hvortil dog altid fordres noget Charakteer.

Nei, det Hele bestaaer: de 42 christelige Sacramenter og Skikke, den christelige Terminologie – men det er Alt Decoration, Talemaade, Præsten ►Acteuren, Kunstneren.

Men saa er jo Χstd. Mythologie, Poesie – og Forskjellen mellem den rettroende Præst og ►Fritænkeren den: at Fritænkeren siger det, men den rettroende Præst siger: lad os for Gud i Himlens Skyld ikke tale derom, blot holde Ørene stive – ellers ►gaaer det Hele i Madskabet.

Der er noget Frygteligt i, at paa Listen af Kjætterier og Schismaer ►ⓘ føresføres] , ændret fra føies det aldrig op, det som er det Farligste af Alt: at lege Christendom. Dog 43 det forstaaer sig, det er for frygteligt til saaledes at kunne føres op med paa Listen blandt andre Kjætterier. Nei, dette Frygtelige maa have en Rubrik for sig selv. Og Spørgsmaalet er om dette ikke just er dette det nye Testamente betegner ved ►»Affaldet fra Χstd.«

XI1A71 312 ►I en af den Samling tydske Nekrologer som nu ligger i 📌Athenæum, altsaa af Aar 1854 men ⓘ noknok] tilføjet for Aar 51. 52 seer jeg i en Nekrolog over en hertugelig sachsisk Minister 👤v. Gersdorff følgende Vers citeret af en Digter, som jeg ikke kjender:

Wer nur die Wahrheit sieht, ⓘ hathat] , haat SKS ⓘ ausgelebt.ausgelebt.] , < ausgelebt,

Das Leben gleicht der Bühne; dort wie ⓘ hierhier] , < hier,

Muß, wenn die Taüschung weicht, der Vorhang fallen.

44 XI1A72 Det sande Sammenhæng.

Dersom et Msk. oprigtigt, for ramme Alvor vil det og ►af ganske Sjel – hvis han da vil bede Gud, at det maatte ⓘ forundesforundes] SKS, forrundes ⓘ hamham] , først skrevet a at finde det saligt at lide, at offres for Sandhed: ved Gud det er ham indrømmet.

Men Sagen er, der lever iblandt os, der har i umindelige Tider ikke levet et Msk., der har villet vove efter den Maalestok. Alle, Alle, ►Alle ville vi dog helst – naar det for Alvor kommer til Stykket – ville vi dog helst være fri.

At ►dette er saa, viser kun altfor tydeligt Tilstanden i Christenheden. Vi have ikke turdet vove saaledes, men derimod ►fra Slægt til Slægt ►be45tjent Χstd. med Surrogater og derved efter den frygteligste Maalestok næret Forvirringen.

Mit Forslag er saa dog vel det mildeste – ak, saa svagt det er! – mit Forslag, at vi dog idet mindste faae ►gjort det sande Sammenhæng kjendeligt.

Hvor er det dog i Grunden væmmeligt med disse Millioner, der lege Χstd, holde Pintse – og nu skal vi da ►have en Biskop ordineret paa 2den Pintsedag, og troe mig der vil blive ►declameret om »Aanden«, hvor ⓘ er deter det] SKS, det er det væmmeligt, afskyeligt, naar det sande Sammenhæng er, at der ikke blandt os er en Eneste, der turde ►bede for Alvor om den Hellig-Aand.

O, frygtelige Satire: man troer, at det er ved Aandens Bistand at Χstd. har udbredt sig, saa vi nu alle ere Χstne – Gud i Himlene! det 46 sande Sammenhæng er, at det er skeet derved, at Aanden er veget bort – og saa er Udbredelsens Phænomen let forklaret, thi Udbredelse og Aandløshed svare rigtigt til hinanden. Og det sande Sam313menhæng er, at ⓘ ii] tilføjet det samme Øieblik Aanden atter kommer igjen, vil det Hele styrte sammen, eller ⓘ det vildet vil] , foran er tilføjet og slettet at vise sig, at der ikke er en eneste Christen.

XI1A73 Criminal-Historien

Christendommen er ikke blot ikke til, nei, den er saaledes ikke til, at Det, vi paa ⓘ hverthvert] , først skrevet ethvert ⓘ evigeevige] tilføjet eneste Punkt advarer mod som det Afskyelige, det Ugu47delige – Det, just Det er det nye Testamentes Christendom. ⓘ AhaAha] , først skrevet Ah! ⓘ DetteDette] , < Detter er snildt og ►betryggende nok, men tillige ogsaa meget criminelt. I Sandhed ere der ►end Tusinder som tankeløst deeltage i dette, og Mange Mange, som ►bona fide gjøre det: der maa ogsaa baade have været og være nogle egentlige ►Gavtyve med, thi ellers kunde dette ikke være ⓘ afstedkommetafstedkommet] , først skrevet gaa ei heller ►gaaet saaledes hen.

Sagen er ganske simpelt. Det det nye Testamente forstaaer ved Χstd. er ►Kjød og Blod, ►det naturlige Msk. saa rædsomt imod, ja ham ►paa Liv og Død ⓘ imod,imod,] , først skrevet og ja der er Intet, som er ham saaledes imod; og der er Intet, som det naturlige Msk. ►krymper sig saaledes ved som just ved Det det 48 nye Testamente kalder Χstd. Det maa man lade Gud, da efter hans Mening ►det at elske Gud er at hade Verden, saa udtrykker ogsaa Χstd. i det nye Testamente dette ganske nøiagtigt, med en guddommelig Nøiagtighed.

Nu at bære sig saaledes ad, at være dog saaledes redelig (hvilket er mit Forslag) at vedgaae hvad Χstd. er – og at i den Forstand er man ikke Christen: det vil man ikke. Msket, selv det dummeste, er en meget klog Skabning, i Retning af Alt hvad der hedder Kjød og Blod; Msket har i denne Henseende et uhyre fiint Instinkt. Og dette Instinkt har lært ham: det forslaaer ikke at gjøre det paa den Maade, Du skal see, ►summa summarum bliver, at Du bliver Χsten, naar Du endog blot er saa redelig mod Χstd.

Saa ⓘ maaemaae] tilføjet vi da altsaa bedre 49 sikkres. Dette naaes derved, naar vi Msk. opfinde Noget, som ►convenerer os, Noget som vi saa ved alle mulige Kunster faaer belagt med Skriftsteder – og dette kalde vi Χstd. Men for ⓘ fuldkommenfuldkommen] , < Fuldkommen Sikkerheds Skyld, saa faae vi det nye Testamentes Χstd. vendt saaledes, at Det advarer vi mod som det Ugudeligste og Afskyeligste af Alt.

Dette er Tilfældet paa hvert evige eneste Punkt i den officielle Χstd. Det kan udføres paa ethvert Punkt, her blot eet, [som] ⓘ berører314berører] , først skrevet som er berørt ►hvad der fra en anden Side er omtalt i denne Journal i Stykket foran dette Stykke. Det at vove efter den Maalestok som det nye Testamente forstaaer ved at vove, hvis det skal ►være Alvor med at bede om den Hellig-Aand, det convenerer sandelig ikke os Msker. »Saa kunde vi jo ►tilstaae det«. Nei, det er sandeligen ikke nok, det forslaaer ikke, be50trygger ikke tilstrækkeligt mod det at blive Christen. Ergo vender vi Forholdet om: det at skaane os selv, at nyde Livet er den sande Christendom at vove efter den Maalestok er – – – er at ►friste Gud. See, nu ere vi sikkre, fuldkommen sikkre, skulde jeg formaste mig til at friste Gud – ih Gud bevare mig.

O, af alle Criminalhistorier frygteligste!

XI1A74 ►Stats-Kirke

I den Grad er det ⓘ at kalde sig Χstenat kalde sig ΧstenChristen] tilføjet ^a Betingelsen for, at komme frem i Verden, at man saa vist ikke engang kunde faae ►Lov at erhverve sit Udkomme ved at holde Horehuus naar man ikke ►godtgjør at man er døbt 51 og at man er (ɔ: kalder sig) Christen. Altsaa: det at erhverve Udkommet paa hiin Maade, det kan nok indrømmes, siger Staten, men kun under den Forudsætning og Antagelse og Betingelse, at Du da er Christen. Gud i Himlene!

Og forresten hvilken charakteristisk Modsætning: Staten, som indrømmer hiint Erhverv naar man da er Christen – og ►Christendommen som deraf at En paa slig Maade erhverver sig Udkommet, beviser, at han ikke er en Christen, selv om han saa hundrede Gange var døbt. ⓘ SaaledesSaaledes] tilføjet fordrer Staten altsaa som Betingelse at han er Christen og tillader ⓘ hamham] , først skrevet s saa Det, hvoraf Χstd. beviser, at han ikke er Christen.

XI1A75 Menneskeligt – Guddommeligt.

►Et Vers af 👤Goethe, som jeg seer citeret etsteds hos 👤Schopenhauer, lyder saaledes:

»Und wenn der Mensch in seiner Quaal verstummt,

Gab mir ein Gott zu sagen, wie ich leide«

315Dette er dog egl. ikke rigtigt. Forholdet 52 er meget mere, at det Msklige er at udtale Lidelserne, det Guddommelige at tie. Æsthetisk er det maaskee som 👤Goethe siger, ethisk er Forholdet det andet.

XI1A76 Protestantismen

Naar Protestantismen skal være Andet end et i givet Øieblik fornødent ►Correctiv, er den saa ikke egl. det Mskliges ►Opstand mod Χstdommen?

Naar Χstd. skal forkyndes som den væsentligen er i Evangelierne, forkyndes som og være: Efterfølgelse, idel Lidelse, ►Jammer og Hylen, skærpet ved ►en Dommens Baggrund, hvor der skal gjøres Regnskab for hvert ⓘ Ord:Ord:] , først skrevet Ord, saa er det en frygtelig Lidelse, Angest, Skjælven og Bæven. Ganske sandt. 53 Men hvor staaer der egl. i Evangelierne, at Gud vil have ⓘ at denneat denne] tilføjet jordiske Tilværelse skal være Andet?

Det derimod Msk-Naturen bestandigt sigter efter er: Ro; ►nil beatum nisi quietum; Ro, Ro til at kunne sysle med dette Endelige, nyde Livet her.

Er nu Protestantismen ikke egl. denne Mskets Opstand mod Χstd? Vi vil, vi maae have Ro – Ro for Χstd! Saa vender vi hele Χstd. om, og saa faae vi en fad Optimisme ud af den rædsomme ⓘ PessimismePessimisme] SKS, Pessissime som Χstd. er i det nye Testamente. Ro vil vi have – vær Du derfor ganske rolig, ved Hjælp af 54 Daaben, Barnedaaben, og Naaden, ►et Msk. frelses ene af Naade, ja det er endog ►formasteligt selv at ville hjælpe det Mindste til, ved Hjælp deraf puffe vi Χstd. reent udenfor – og nu gaaer det løs paa Næringsvei, og Børne-Avlen og endelig Travlhed og Livs-Nydelse o: s: v: o: s: v:.

XI1A77 Hvor ⓘ satirisksatirisk] , < Satirisk!

I Modsætning til Catholicismen ►drager 👤Luther Evangeliet frem – og endnu i hans levende Live maa han see, at man (ganske rigtigt!) tager denne høie Aandelighed saaledes, at han nu ⓘ ikkeikke] , først skrevet e engang er istand til at skaffe Præsterne lidt at 55 leve af. Ak, 👤Luther; paa en Maade havde Du fortjent denne Satire; og tænk Dig nu kjere 👤Lu316ther flere hundrede Aar efter hvad saa denne høie Aandelighed maa føre til for ►Gavtyvestreger.

At 👤Luther beklager sig over Sagens Vending, sees af flere af hans Prædikener; i dette Øieblik erindrer jeg fE ►den over Evangeliet paa 26de Søndag efter Trinitatis.

XI1A78►👤Heraclit: τω ουν βιω ονομα μεν βιος, εϱγον ⓘ δεδε] SKS, δε δε; < δε ϑε ϑανατος.

citeret efter 👤A. Schopenhauer: die Welt als Wille und Vorstellung 2det Bind p. 584.

56 XI1A79 Billede – Modbillede.

Engang, ►i Christendommens første Tid, var det saaledes, at det at turde kalde sig Christen var Noget, som kjøbtes med Forsagelse af Alt, og som saa saaledes holdtes i Priis, at en streng Disciplin vaagede over Sæderne, og i Maximum^a straffede med at udstødes af det christne Samfund ɔ: miste Christen-Navnet, thi de Christne havde jo den Gang ingen borgerlig Magt.

Nu er Forholdet saaledes, at man paa ingen Maade kan blive fri for at kalde sig Χsten. En ►Fritænker, der saa høit og lydt som mulig erklærer Christendommen for Løgn: 57 det hjælper ham slet ikke, han skal alligevel, siger Staten, gjælde for en Christen; her hjælper ingen kjere Moder han er sku Christen; det kan ikke føre til Noget ⓘ omom] , ændret fra at vi saaledes ⓘ lodlod] , først skrevet lader Folk slippe for at være Christne, det kunde jo let gribe om sig, og hvad gjør vi saa for ►de mange forskjellige Embedsmænd og Deslige, der ere interesserede pecuniairt i, at vi Alle kalde os Christne.

XI1A80 Udtrykkenes Historie – Demoralisation.

Som charakteristisk for en demoraliseret Tid er blandt Andet ogsaa, at just ⓘ naarnaar] , først skrevet d den veed, at visse 58 ►pathetiske Udtryk ikke mere be317tyde Noget, saa har den sin Lyst af at bruge dem [til] et Slags leflende Raffinement.

Saaledes fE i vor Tid ►det Ord Hyrde om en Biskop. Jeg har lagt Mærke til, ►at man just i den allerseneste Tid har begyndt at bruge det, og det vil vist især komme i Brug ►nu da 👤Martensen er blevet Biskop, thi ham anseer da Publikum som en for dets Souverainitet aldeles uskadelig Mand (og ganske rigtigt, thi ►han er jo Publikums ærbødige Tjenere) og just derfor kalder man ham leflende »Hyrde.«

Saaledes ►det Udtryk om 59 en Konge »Fader«. Først er der en Periode, hvor dette Udtryk bruges ganske pathetisk. Saa kommer der en Periode hvor man hader det Udtryk – og derfor ikke bruger det. Naar saa ►Folket har seiret og er blevet Souverainen de facto, medens dog man har en Konge ►de nomine: ►saa dukker pludselig det Udtryk op igjen, det bliver endogsaa det almindelige og hvorfor? fordi nu betyder det Ingenting, ja egl. betyder [det], ved en Mystification, jeg »Folket« er Souverainen og derfor morer det mig at ►lege Blindebuk med Dig lege den Leeg at kalde Dig Fader.

60 XI1A81 Den Enkelte – Mængde, ►Numerus

»Den Enkelte« er Aands-Bestemmelsen af det at være Msk; Mængde, Numerus er ►Dyre-Bestemmelsen af det at være Msk.

Operationen er nu ganske simpel: Den Enkelte rangere[r] qua Aand i Forhold til som han, aldeles uforandret, kan udholde at der kastes Numerus (ligesom Gadedrengene kaste Snavs paa En) paa ham.

►Gud-Mskets Distinction er ubetinget, ganske ubetinget i Modsætning til hele ►Slægtens talløse Millioner at være aldeles uforandret, uden et Bogstavs uden en Mines Forandring at være den Enkelte. – Apostelen behøver allerede Nogle, som holde med ham.

61 XI1A82 318Den Enkelte. ►Numerus. Guds Souverainitet.

Ingen vil være den Enkelte, Enhver gyser tilbage for den Anstrengelse.

Dog ikke blot derfor vil Ingen være den Enkelte, men ogsaa af Frygt for Omverdenens Misundelse og Modstand. Saasnart det blot er 10 Forenede saa er det et ►Abstraktum; og mod et Abstraktum retter Misundelsen sig ikke. »Tallet« gjør os alle lige. Ti forenede Navne er ⓘ ii] , først skrevet e<r> Grunden at ►værke anonymt, og det Anonyme ►hidser ikke Misundelsen.

Men Gud er ogsaa en Souverain, og naar han vil udtrykke sin Souverainitet vil han netop ydmyge den msklige ⓘ Souverainitet –Souverainitet –] , først skrevet Souverainitet. derfor vil han kun bruge en Enkelt.

At være en saadan Enkelt er saa i een Forstand selvfølgeligt den eminenteste ►Udmærkelse 62 for et Msk; men da den er »Udmærkelse« i den høieste Sphære, hvor Alt er paradox, er den ogsaa ⓘ kjendeligkjendelig] SKS, kjendeligt paa det Negative, det saaledes at være den Udmærkede er: at offres.

XI1A83 ►Kommer hid Alle I, som arbeide og ere besværede o: s: v:

For at gjøre en Ende paa den løgnagtige Maade, paa hvilken Præste-Vrælet bruger dette Ord, behøver man blot som Commentar at anbringe ►de Ord af Χstus, hvor han afviser Den, der blot bad at han først 63 maatte begrave sin Fader, og ligeledes ►de andre Yttringer af Χstus paa hiint Sted.

XI1A84►At leve stille og komme lykkelig igjennem Verden.

Maaskee siger Du: ►det er vel saa, at ►Verden ligger i det Onde, men mig lykkedes det dog hidtil ved at leve stille at slippe lykkelig igjennem.

Hertil maa svares: ⓘ seesee] SKS, see, ⓘ DigDig] , < dig vel for, om dette lader sig gjøre. Det 319hjælper ikke, at Du med Munden siger, at Verden ligger i det Onde, ved at slippe godt igjennem udtrykker Dit Liv, at det dog egl. er en ganske god Verden. Nei, ligger Verden i det Onde, er det en demoraliseret ►Slægt Du lever i, da har Du ikke Lov at slippe godt igjennem, det vil sige, det lader sig ikke gjøre ►uden Du paa een eller anden Maade er Medskyldig.

Og paa den anden Side, naar 64 ►Guds-Dom udgaaer over en Slægt, da sparer den Ingen, som ikke har lidt ondt i den onde Verden ɔ: den behandler de Andre som Medskyldige, og deres Skyld ⓘ er ikkeer ikke] , først skrevet er, at de den, at de have gjort Noget, men den, at de ⓘ ikke haveikke have] , < haver gjort Noget. Eller ►da 📌Sodoma og 📌Ghomorra gik under, troer Du, ►at Alle vare bogstaveligt Hoerkarle o: s: v:, troer Du ikke, at der var ►en heel Slump saadan skikkelige Msker: men ►Ingen blev sparet, uden Den, der havde lidt ondt. Thi at være en skikkelig Mand i en ond Verden saaledes at den onde Verden anseer en for en skikkelig Mand, er eo ipso at være paa een eller 65 anden Maade en uskikkelig; og at skjule sig saa godt som muligt for at faae Lov til at leve godt i en ond Verden, er at være Medskyldig, er at unddrage sig det Godes Tjeneste.

XI1A85 Klosteret.

►Saaledes fremstiller man det: det skal være af Feighed, at En flygter bort fra Verden ind i Klosteret.

Nu, maaskee er det ogsaa stundom saaledes, et saadant Msk. mistvivler om at kunne udholde ►den dyriske Fnisen og Grinen, den Forfølgelse og Mishandling, som maa blive Følgen af det at skulle udtrykke »Aand« blandt ►Dyre-Skabninger.

Imidlertid kan det dog ogsaa sees fra en anden Side: han flygter bort, 66 fordi han ikke nænner at forstyrre de ⓘ AndreAndre] , < andre, om hvem han meget godt veed, at heelt ud faaer man dem ikke, og saa bliver han dem kun en Plage. Eller, naar ►I skulle være oprigtige, ►I som dog helst ville glæde Eder ved dette Liv, nyde det, ⓘ avleavle] , først skrevet ag Børn, der ogsaa skulle nyde det – ville I ikke egl. helst være et Msk. qvit, der kun taler om Eet: at døe, ►at afdøe. Og var det saa ikke en Art Nænsomhed af ham, at skjule sig, da Følgen af at han blev iblandt Eder, maatte blive den, at I bleve langt skyldigere end I maaskee nogensinde havde tænkt Eder muligt, thi Følgen blev at I for at værge Eder mod et saadant Msk, bestialsk maatte forfølge ham, og derved synke 320ned til og i det Be67stialske. Thi naar ⓘ hiinhiin] , < hiint idylliske Livs-Nydelse ikke kommer ⓘ ii] , først skrevet t Forhold til »Aand« bliver den dog noget Skjønnere, ak, men i Forhold til Aand bliver den enten selv Aand eller – Bestialitet.

XI1A86 Liv – Død.

At leve er naturligt det ⓘ FornøieligeFornøielige] , < fornøieligt, at døe Rædsel.

O, men naar Fordringen er ►at leve som en Afdød, ja, da er det at leve i dette Liv den rædsomste, rædsomste Qval; men saa ogsaa igjen ►det at døe saligt, ja usigeligt saligt, ubeskriveligt saligt ⓘ da er [det]da er det] , da det er EP, Pap. at komme i sit Element.

Og hvis saa en protestantisk Præst læste dette, saa vilde han 68 maaskee finde det smukt, herligt, – og det blev saa benyttet som et herligt Sted i hans næste Prædiken.

Afskyelighed, Afskyelighed med disse protestantiske Præster, som ►i Maximum læse, hvad der har kostet Andre Døds-Kampe, og saa benytte det som smukke Steder i deres Prædikener.

XI1A87 Protestantismen

Naar Protestantismen skal være Andet end et (maaskee i givet Øieblik fornødent, derfor kun af Enkelt Mand under uhyre Ansvar anbragt, og mod al Efterabelse ►betrygget) ►Correctiv: er saa Protestantismen egl. ikke et ►Affald fra Χstd?

69Den lade, ►gavtyveagtigeMsk-Natur den vil have ►Ro, Ro til at nyde Liveto: s: v: derfor raaber den paa: jeg kan ikke, jeg fortvivler; hvis Naaden ikke anbringes saaledes, at den i Grunden afskaffer Χstd, saa fortvivler jeg.

Det er ►Gavtyvestreger, slet ikke Andet. Det [er] ligesom med ►Fruentimer, naar de gavtyveagtigt bruge Besvimelser for at faae deres Villie igjennem. Og hvad behøver et saadant Fruentimmer? Hun behøver en Mand, som ganske rolig siger »aah, Sludder« – saa besvimer hun ikke.

Og saaledes behøver Protestantismen i høi Grad en haard Mand, som kan sige, 70 naar Msket begynder paa dette Gavtyveagtige at han ellers maa fortvivle, kan sige: ja vær saa god fortvivl Du kun.

XI1A88 321 Lutter ►Gavtyvestreeg.

En theol. Candidat bliver Præst – hvorfor? Jo, for han skal giftes, og saa skal han have Noget at leve af.

Saa faaer han en Menighed. Neppe har han faaet den, før det bliver benyttet som Skalkeskjul, at det er for Menighedens Skyld han maa forkynde Χstd. som Trøst.

Sagen er ganske simpel, 71 han er jo løgnagtigt kommet ind i at være Præst – saa vogter han sig vel nok for, at han aldrig faaer at forstaae, hvad Χstd. er, han risikerer jo, at denne Forstaaelse jog ham ud af ►Levebrødet og Carrieren.

XI1A89 Præke-Selvmodsigelse.

For, som det hedder, at vinde Mskene for Χstd, vil man indynde det for dem, lokke dem til det o: s: v:

Man fremstiller fE Selvfornegtelse og saa siger Præsten: det er saa saligt, o, saa saligt, vi[d]ste Du hvor saligt det er, da vilde Du hvert Øieblik ene hige der efter o: s: v:

Menigheden sidder nu [og] hører 72 til, de Fleste vel som i Theater ell. som man hører en ►Declamator.

Men sæt nu der var en dog alvorligere Mand tilstede, som sagde til sig selv: saa vil jeg virkelig ogsaa begynde derpaa, og nu, idag.

Han gjør det; og hvad skeer? Det skeer, at han opdager, hvad Sandhed er, at det ingenlunde ⓘ just erjust er] , først skrevet just, saadan saa saligt – men uhyre smerteligt. Og hvad saa? Saa ►bliver han modbydelig mod Præstens Løgne, og taber ganske Lysten.

Nei, man skal sige hvad Sandhed er, at det er uhyre smerteligt – just det giver Mod og Udholdenhed.

73»Ja, men man afskrækker« ja, man afskrækker Dem, som kun vil ►Slikkerie – men De komme alligevel aldrig ind i Χstd.

Dog Sandheden er: »Præsten« vil helst er bedst tjent med, at det Hele bliver ved Slikkerie, at han er bedst tjent med at gjøre sig uundværlig for Msk. ved at tillave Χstd. som Slikkerie og saa forvænne Msk. til ikke at kunne undvære »Præstens Slikkerie«.

XI1A90 322 ►Biskop 👤Mynsters Alvor.

Som naar Børn lege – Forældrene eller en Foresat er tilstede for at passe 74 paa, at det da for Guds Skyld ikke bliver Alvor: saaledes sad 👤Mynster, med sin store Klogskab, styrende, passede nøie paa – det har været anstrengende nok for ham – at ⓘ detdet] , < der da for Guds i Himlens Skyld ikke blev til Alvor med Χstd. Og naar han saa havde forvisset sig om, at det ►trindt i Landet ⓘ ►retret] tilføjet var efter Ønske, saa følte han sig ret stemt og oplagt til selv at lege med, og han vidste (det var ogsaa Sandhed) med sig selv, at han var ⓘ DenDen] , < den, der bedst forstod kunstnerisk at lege: han iførte sig ►Fløilet, han fremtraadte med beundringsværdig Værdighed, han skildrede med 75 stort Talent, han var fuldendt som Taler, – han græd, han slog sig for Brystet, hans Blik var som havde det hjemme i Himlen o: s: v: o: s: v:.

XI1A91 Alvor.

Χstd. er den frygtelige Alvor: ►i dette Liv afgjøres Din Evighed.

Det som man i mange Generationer i Protestantismen, Det som Millioner kalde Χstd. er: at lege det efter, at lege ⓘ dettedette] , < det efter at der har levet Msk, for hvem dette Liv var dem afgjørende for deres Evighed – det er deres Χstd.

76Selv ►holde disse Millioner sig – ikke uden for Legen, som det hedder, nei, uden for Alvoren i Legen; de holde sig uden for, thi hvad dem angaaer, da er det jo ►afgjort, næsten før de blive født, at de ere Χstne og visse paa en evig Salighed. Ja kunde man skjære et 3 Maaneders Foster ud af den afdøde Moder, saa tænker jeg »Præsten« med Fornøielse døbte ogsaa det og erklærede det for Χsten: jo flere jo bedre, og jo tidligere jo bedre – ⓘ paa begge Maaderpaa begge Maader] , ændret fra i begge Tilfælde sikkres man bedst at Χstd. bliver en ►Narrestreg.

77 XI1A92 ►323Biskop 👤Mynster – ►👤Stephanus

►I den Prædiken over 👤Stephanus som findes i 👤Mynsters Prædikener fra hans Bispetid, stiller han Sagen saaledes: lader os i denne Time stræbe at sige 👤Stephanus det efter: jeg seer Himmelen aaben.

At sige ham det efter! Ja, Resten ligner virkelig heller ikke i fjerneste Maade det Stephaniske: En Mand ►i Fløiel, lønnet med alt Jordisk, raffineret i at nyde det – og en Martyr. Men den Fløiels Mand siger ham det efter.

Er dette ikke Theatralsk, og forholder en saadan Tale sig ikke ligefrem til – Theater-Critik.

78 XI1A93 Repræsentation – Association

Engang var det saaledes med det at være Msk: ►Slægten anstrengede Alt for at tilveiebringe og for at bære enkelte eminente Individer. I disse anskuede saa de Øvrige sig. Men ved Hjælp af disse eminente Individer (med hvilke jo dog Alle vare i Slægt) hævdedes Forestillingen om det uendelige Ophøiede at være Msk, at det virkelig var at være ►i Slægtskab med Gud.

Saa seirede efterhaanden det Lave i Slægten, Misundelsen kom op, kom oven paa. Nu forandredes Alt. Ved Hjælp af den Magt som det Numeriske er vilde ⓘ manman] tilføjet nu først og fremmest 79 have Alt Eminent bort, og ved Hjælp af det Numeriske (at man er nogle Stykker, en Slump, et Partie o: s: v:) vilde man tiltvinge sig at være mere.

Det lykkedes. Men som altid ⓘ naar Detnaar Det] , < det lykkes, over hvilket der er Forbandelse, naar man seer nærmere til ⓘ lykkedeslykkedes] , først skrevet lykkes det paa den Maade at hele Slægten blev degraderet. Af al Magt arbeides der for ved Hjælp af det ⓘ NumeriskeNumeriske] , < numeriske at avancere – totalt bevirkes derved at hele Slægten degraderes. Og det er den. Som det nu er at være Msk, er det Nonsens, Latterligt (næsten lige saa latterligt som hvis en Ko eller en Hest vilde falde paa Sligt) at ►tale om Udødelighed, Evighed, at være i Slægt med Gud.

80 XI1A94 324 Natur-Videnskaberne.

►N-Videnskabernes uhyre Opsving i vore Tider beviser at Slægten har ►fortvivlet om at være Aand, det er Adspredelse.

Analogier i Individers Liv ere let at paavise.

XI1A95 Det Ubetingedes Nat.

Msk. har naturligt en Gru for at gaae i Mørke – hvad Under at han da, naturligt, gruer for det Ubetingede, for at indlade sig med det Ubetingede om hvilket det gjælder, at ingen Nat og ►»intet Mørke er halv saa sort« som dette Mørke og denne Nat, hvor 81 alle relative Formaal (de almdl. Milepæle og Veimærker) hvor alle Hensyn (Lygterne, hvormed vi hjælpe os ellers) hvor selv de ømmeste og inderligste Følelser af Hengivenhed – ere slukkede thi ellers er det ikke ubetinget det Ubetingede.

XI1A96Christendommen forener ikke Mskene, nei, den adskiller dem, – for at forene hver Enkelt med Gud. Og naar saa En er blevet saaledes, at han kan tilhøre Gud, saa er han ►afdød fra Det, som forener Mskene.

XI1A97 Det Officielle.

Intet, Intet, Intet, ingen 82 Vildfarelse, ingen Forbrydelse er Gud saa ubetinget imod som Alt, hvad der er det Officielle; og hvorfor? fordi det Officielle er det Upersonlige, og derfor den dybeste Fornærmelse at byde en Personlighed.

Tag en svag Analogie: en ⓘ Qvinde vilQvinde vil] , først skrevet Qvinde, finde sig i den Elskendes Feil, hans Svagheder, i hvor ►klodderagtigt han end udtrykker sin ⓘ Følelse –Følelse –] , først skrevet Følelse, naar det blot er personligt, ►primitivt. Men Eet oprører hende i dybeste Grund, Eet føler hun som den dybeste Fornærmelse, Eet tilgiver hun ⓘ aldrig –aldrig –] , først skrevet aldrig, og udførtes det end med nok saa stor Virtuositet og Rou83tine – det er naar hun mærker, at hun officielt skal elskes, at det er det Officielle. Maaskee kan en Virtuos narre hende, saa hun ikke opdager det, men – og det var jo kun et Billede; og 325Gud narrer dog vel ⓘ ingeningen] , < Ingen Virtuos eller ►Routinier – opdager hun det, hun tilgiver det aldrig.

XI1A98 ⓘ Surrogat;Surrogat;] tilføjet Besynderlige Surrogater

I vor Tid er Alt Surrogat; man hjælper sig med Surrogat – og med høist besynderlige Surrogater:

... at forlange Sandhed, det var for meget, man maa ikke spænde Buen for høit, saa hjælper man sig med: officiel Løgn, som jo dog ogsaa er en Slags Sandhed. At fordre Dyd, det vilde være for meget, lad os ikke være ►ubillige, som dog fører til Intet; 84 saa hjælper man sig med: ►nitid Nederdrægtighed, hvilket jo ogsaa er en Slags Dyd. Uegennyttighed vilde man forgjeves fordre, – saa hjælper man sig med vel skjult, hykkelsk Egennytte – ogsaa et Slags Uegennyttighed, det ⓘ lignerligner] , først skrevet e ⓘ denden] tilføjet jo ganske.

Forunderlige Surrogater, selv den groveste Løgn, den ⓘ meest himmelraabendemeest himmelraabende] , ændret fra største Forbrydelse, den aabenlyseste Egennyttighed er mindre ►lastværdig end Dette.

XI1A99Samfundet antager ikke blot, ►som jeg seer Chineserne gjøre, 5 Cardinal-Dyder (Høflighed er den 5te)85 nei, Samfundet antager, etablerer kun een: Høflighed.

XI1A100 Menneske-Ædere.

Vi leve jo rigtignok i civiliserede Stater, og mener at staae uendelig høit over Canibaler – dog er det let at see, at ►vi forskylde et Msk-Æderie rædsommere og mere oprørende end ►ⓘ nogetnoget] , < nogen Canibalernes.

»Præsten« (den protestantiske Præst) Professoren de ere ⓘ Msk-ÆdereMskMenneske-Ædere] , foran er slettet ret egl., ja her er Ordet, de ere: Msk-Ædere.

Og de ere det afskyeligere og rædsommere end Canibalerne.

At de ere Msk-Ædere sees let: de leve af, at Andre 86 ere blevne ►ihjelslagne, forfulgte, mishandlede for Sandheden.

Og det er rædsommere end Canibalernes. Thi det Onde er altid rædsommere i Forhold til hvor længe det varer. Canibalen slaaer et 326Msk. ihjel og æder ham – saa er det skeet. Dette er et kortere Øieblik; og naar det ⓘ saasaa] tilføjet er skeet, er der, indtil det næste Gang skeer, som et Haab om at Canibalen kunde blive et andet Msk, forbedre sig. Men Præsten, Professoren indretter sig een Gang for alle (koldt og roligt Overlæg) paa at skulle leve af ►hine Herliges Lidelser; han gifter sig saa derpaa, avler Børn, 87 idyllisk indrettet, rigtigt nydende Livet – og han lever af ⓘ HinesHines] , < hines Qvaler; han ►regner saa paa at avancere i Indtægter – i den Grad er han med oprørende Rolighed indrettet paa at leve canibalisk: saa afskyelig var ingen Canibal. Forgjeves raabe[r] hine Herliges Stemme til os: følger mig efter, følger mig efter. Dette holder Præsten og Professoren nede, at vi ikke faae det at høre. Og saaledes ►lever han hen, efter at have bemægtiget sig sit Bytte: de Herlige, hvis 88 Lidelser han lever af.

Og ikke blot dette. Men Canibalen gjør dog ikke Fordring paa, at være Dens bedste og sande Ven, hvem han ihjelslaaer og æder. Men Præsten, Professoren nyder tillige den Ære og Anseelse af at være de Herliges sande Ven og Tilhænger.

I Sandhed, som ⓘ derder] tilføjet ►staaer i det nye Testamente: at Skjøger og Toldere før Eder (I Pharisæer) skulde indgaae i Himmeriges Rige, saa troer jeg ogsaa: at Canibalerne skulde indgaae i Guds Rige før Præster 89 og Professorer!

XI1A101 Det Officielle.

Intet, Intet, Intet, ikke den meest fortvivlede ►Fritænker og ikke en vældig Religions-Forfølger, ⓘ IntetIntet] , < intet er Χstd saa farlig som en: officiel Præst og Professor.

Det nye Testamente (og dette er jo Χstd.) hviler i, at der er Strid, paa Liv og Død, mellem Gud og Msk. En officiel Præst og ⓘ ProfessorProfessor] , < Professor, udtrykker, at Msket har franarret Gud Χstd.

Alt hvad der angriber Χstd saaledes, at det lader Χstd. være hvad den er, ⓘ kankan] , først skrevet e ikke være farligt. Kun det er farligt, som hykkelsk forfalsker Χstdommen.

90 XI1A102 327 Hemmeligheden.

Χstd. er ►Forsagelse af denne Verden – lad Staten lønne, gagere om det saa var 100,000 Mand for at ⓘ angribeangribe] , først skrevet <b> Χstd.: [det] er ikke farligt.

Men lad den lønne, gagere 10 ⓘ ––] tilføjet for at forkynde Χstd.: det er farligt. Her kommer Hemmeligheden: man faaer paa den Maade under Navn af Χstd. just Det, som Χstd. ikke er. Det Farlige er: at man faaer det under Navn af Χstd.

Enhver saadan Forkynder har en Hemmelighed, en forbistret Hemmelighed: han kan jo dog – for 👤Satan ikke ligefrem 91 sige hvad Χstd. er, thi saa anklager han jo sig selv samt sin Medskyldige: Staten. Saa maa det skjules – og det bliver saa Χstd.

Der er Eet, som Χstus ubetinget maatte frabede sig: Pengehjælp. Men 👤Satan veed, at kun paa een Maade er Χstd. tilintetgjørlig: ved Penge-Hjælp. Og desto farligere bliver det kun jo høitideligere og fornemmere Dette bliver: at det da naturligviis ikke er Pengene man bryder sig om – hvilket betyder at man hykkelsk endog vil have mere end Pengene nemlig foruden Pengene den Anseelse og Værdighed, at man ikke bryder sig om dem – Noget der ►vistnok ellers ikke forekommer i nogen92[som]helst Praxis ►uden paa det christelige Gebeet.

XI1A103 Sandheds-Vidnet og Løgnerne.

.... Og naar saa et Sandheds-Vidne udaander i ►Marter-Døden: saa ile disse Løgnere til snarest muligt, ►der skulle leve af at – fremstille ^[a] hans Lidelser. Ja, saa bagvendt er det, de ikke blot forstaae, hvad sandt er, at det for Virkningens og Profitens Skyld er det bedste at 328komme først, men de vel endog indbilde sig, at dette, at de vare ⓘ de Førstede Første] , først skrevet ham til at fremstille ham skal komme 93 dem til Gode engang i ►Evighedens Regnskab, hvor Spørgsmaalet bliver om Efterfølgelse. De Daarer, jo nærmere de have ligget ham, desto større er kun deres Skyld, at de ikke fulgte ham efter men levede af at fremstille ham.

XI1A104... Forgjeves raaber ⓘ ΧstusΧstusChristus] , først skrevet hele (den Fornedrede, den Fattige, Forfulgte, den Korsfæstede) til Mskene: følg mig efter; forgjeves raabe Apostlene det, forgjeves Martyrerne – – mellem ►Verdens Frelser og Mskene mellem Apostlene og Mskene o: s: v: trænger sig en Classe Msker ind, som med Familie leve af – at fremstille hines Lidelser altsaa forhindrende Efterfølgelsen. 94 Dem er det altsaa af yderste Vigtighed, at dette slet ikke høres om Efterfølgelsen.

Sandeligen, ►opæde disse Nedrige end ikke Enker og Faderløse, saa opæde de dog – lige saa afskyeligt – Martyre[r]ne, ⓘ dede] tilføjet æde dem.

XI1A105 Præst i ►Statskirke

Men, siger ⓘ Du maaskeeDu maaskee] , først skrevet Du,, jeg forkynder sand Χstd, og altsaa vedkommer det ikke mig, hvor ►forraadnet forresten Statskirken er.

Nei holdt. En Statskirke er overhovedet kun blevet ⓘ muligmulig] , < muligt ved den løgnagtige Maade paa hvilken man har ►fremkoglet det Skin at 95 Alle ere Christne. Dette har Du nu ikke Lov til at benytte Dig af, til at opnaae den jordiske Tryghed og Sikkerhed som et Embede i Statskirke er.

XI1A106 Protestantisk Opfindelse.

Præsten kommer dog saa let i Forlegenhed med det, at der i Samtidighed slet Ingen saadanne Χstne ere, som ►man kunne ►vise paa som Forbilleder; det kan let blive mistænkeligt.

Katholicismen har dog altid Nogle som ere Christne ►i Charakteer.

Da opfandt de protestantiske Præster dette: at der ►trindt om i Lan329det lever sande Χstne, som i al Stilhed ere ⓘ retterette] tilføjet sande Χstne – ja, ►am Ende, i ►skjult Inderlighed ere vi alle sande Christne, alle Forbilleder. ►Charmant! 96 Dersom det nye Testamente skal afgjøre, hvad der forstaaes ved at være sand Χsten, vil det i al – gemütlig, nydende – Stilhed at være sand Χsten, være lige saa umuligt som at fyre en Kanon af i al Stilhed.

XI1A107 En Vanskelighed med det nye Testamente, at det i een Forstand er som ubrugbart i det virkelige Liv.

I det nye Testamente ere alle Proportioner store; deraf følger ogsaa at Vildfarelsens Fordærvelsens o: s: v: Proportioner ere store, lagte idealt an.

97Men heraf er Ulykken, at just den størst, størst, størst ⓘ udbredteudbredte] , < udberedte den til enhver Tid meest triumpherende Vildfarelse og Misforstaaelse finder man næsten ikke advaret imod i det nye Testamente; det er som var det nye Testamente saa idealt, at det ikke engang har kunnet tænke eller villet tænke sig, at Msk. kunde synke saa dybt, blive noget saa Jammerligt.

Det nye Testamente ivrer ►mod Vranglære, ►mod Hyklerie ►mod Gjernings-Hovmod o: s: v: – – men mod den Rettroenhed som er Vrøvl, Middelmaadighed, Piat, Piank, at lege Χstd., at leve i Talemaader 98 o: s: v: findes der egl. ikke Skriftsteder i det nye Testamente; det er næsten som havde det nye Testamente fundet det under sin Værdighed at tænke paa Sligt.

Ak, men det er dog just de Millioner og Billioners og de officielle Præsters sande Χstd. og Rettroenhed. Og saa benytter man sig af at det nye Testamente ikke taler om Sligt til at gjøre sig til den sande Kirke.

Det nye Testamente indeholder det guddommelig Sande. Saa høit som ⓘ dettedette] , < det er over alle Vildfarelser ►Extravaganser o: s: v:: 99 saa dybt ligger Middelmaadigheden, Piattet, Barnagtigheden, Vrøvlet under enhver Eensidighed. Men da Vrøvlet dog har den Egenskab ikke at være eensidig, saa benytter det sig deraf til at udgive sig for det sande Gudd., der staaer høit over alle Eensidigheder.

Paa den Maade ►gaaer Historien hen – Millioner, Millioner Christne. Det er dog en underlig Bog det nye ⓘ Testamente,Testamente,] , først skrevet Testamente. den faaer dog altid ⓘ Ret,Ret,] , først skrevet Ret. selv om det Modsatte synes. Naar man betragter »Christenheden« disse Millioner Χstne – og da læser i det nye Testamen330te: ►Veien er trang, kun ⓘ FaaeFaae] , < faae finde [den]; ►I skulle hades af Alle; ►den, som ihjelslaaer Eder skal mene at vise Gud en Dyrkelse o: s: v:: saa synes 100 det virkelig som om det nye Testamente havde faaet Uret var blevet gjort usandt. O, min Ven, vær Du rolig, det har kun altfor meget Ret. Der vil gjennem Tidernes Løb blandt disse Millioner have levet en Enkelt, nogle ⓘ Enkelte –Enkelte –] , først skrevet Enkelte, Veien var trang, de bleve hadede af Alle, at ihjelslaae dem blev anseet for en ⓘ christeligchristelig] tilføjet Gudsdyrkelse – – ja ⓘ disse Enkeltedisse Enkelte] tilføjet det var de ⓘ Christne – cfr det nye Testamente.Christne – cfrconfer det nye Testamente.] , ændret fra Christne.

XI1A108O, 👤►Luther

👤Luther; Du har dog et uhyre Ansvar, thi naar jeg ►seer nærmere til, seer jeg tydeligere og tydeligere, at ⓘ DuDu] , først skrevet du styrtede Paven – og 101 satte »Publikum« paa Thronen.

Du ►altererede det nye Testamentes Begreb om »Martyriet«, lærte Mskene at seire ved det Numeriske.

XI1A109 ►»Vogter Eder for Dem, som gaae i lange Klæder«

Thi saasnart Læreren faaer lange Klæder, saa har vi eo ipso paa een eller anden Maade: officiel Χstd – og denne er altid fordærvelig.

102XI1A110Vor Afstand fra det nye Testamentes Christendom

I det n: T. er Forholdet: ►Gud-Msket, et enkelt Msk. forholder sig ganske simpelt og ligefrem uden nogen fjernende Mellembestemmelse til hvert et eneste enkelt Msk. af disse utallige Millioner, saa ogsaa han kunde, hvis Gud vilde det – og han selv, blive Apostel, Discipel.

331Nu er Forholdet dette: mellem Χstus og den Enkelte anbringes først et uhyre ►Abstraktum Staten, ⓘ ellereller] , først skrevet et ►Slægten. Denne Stat (der kun uegentlig kan kaldes christelig – thi saa maatte den jo om103vendt være dannet af Individer, som først forholdt sig til Χstus) paatager sig at lønne, efter Statens Størrelse, ►1000 eller 10,000 Præster, som – ►objektivt forkynde Χsti Lære. Objektivt! atter en uhyre Distance fra at Individet forholder sig til Christus.

»Præsten« præker saa objektiv. Og da han har fuldt op at bestille med at præke – hvor i al Verden skulde han saa faae Tid til at gjøre Noget af hvad han siger.

Menigheden fritager sig ved at sige: at man af den ikke kan fordre den Art Religieusitet, som kun kan fordres af Præsten.

Men saa er jo Χstd. Mythologie, Poesie – det er 104 ikke ►Fritænkeren, der siger det, nei det er den rettroende Kirke selv der udtrykker det – naar Du seer nærmere til.

XI1A111 ►Docendo discimus.

Fortræffeligt ►siger 👤Schopenhauer at dette dog ikke ubetinget er sandt, at der gives mange Docenter, som ved den idelige Doceren ex cathedra forhindres i selv at lære Noget.

XI1A112 Er Moralen ikke ligesom Astrologie, Alchymie en Videnskab, som befatter sig med Noget, der ikke er til? 105

►👤Schopenhauer ivrer mod at behandle Moralen som 👤Kant gjorde det: at foredrage dette ideale Du skal, de ideale Dyder og Pligter uden Hensyn til om Nogen gjør det.

Nei, ►siger 👤S., Moralen har som enhver anden Videnskab, at holde sig til det virkelige Liv at fremstille det virkelige Liv. Men – siger han saa – saa kunde man indvende, om saa Moralen ikke blev en Videnskab a la Astrologie, Alchymie, en Videnskab, som befatter sig med Noget der ikke er til.

👤S. synes ikke selv ret at mærke, hvor uendelig vittig han her er; thi [han] opkaster denne Indvending alvorligt ⓘ afviserafviser] , først skrevet bes den alvorligt – og skriver saa sin Moral.

XI1A113 332 ⓘ FremgangFremgang] , først skrevet A i Aarene.

Der gives Msker, for hvem 106 Livets Udvikling synes at betyde, eller hvis Udvikling i Livet betyder, at de blive dummere og dummere.

Man kjender dem fra tidligere Ungdom, fra Barndom – Ingen anede (saaledes pleier man ellers at tale om ►det Udmærkede) ⓘ IngenIngen] , først skrevet a anede, ►hvo kunde ►falde paa, at der i det Barn, som var ganske liigt andre, boede et saadant Fond af Dumhed, som man nu seer i Aarenes Løb udfolde sig rigere og rigere.

XI1A114 ►Msk-Slægten.

Det gaaer med Slægten som med 107 Individet; jo ældre den bliver jo mere kommer det til Syne hvilken Fordærvethed, der boer i den – Ungdommen skjuler over Meget og formilder meget.

Den Maade paa hvilken ►det Udmærkede, det Sandere nu forfølges er derfor ogsaa langt nederdrægtigere end tidligere.

►I den Tid, da man slog det Udmærkede ihjel – fordi man ikke forstod det: hvilken tilgivelig Skyld sammenlignet med som Forholdene nu oftest ere.

Nu er det som oftest den pure, klart bevidste Misundelse. De veed meget godt, at Den og Den er det Udmærkede; de forstaae, at Navnkundigheden venter ham – og det er den de ere misundelige paa. De rase i Mis108undelse, at dem venter intet udødeligt Navn – saa gjøre de dem en Glæde af at mishandle ham – –

– – o, I, Daarer, just derved er det han bliver udødelig; hver Mishandling lægger Aar til hans Navnkundighed. Misunde I ham hans Udødelighed, saa hædrer og ærer ham, forkiæler ham ved gode Dage: og han bliver ikke udødelig.

XI1A115►Min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig.

Maaskee ►er det dog ikke saa (som der ►staaer i »Til Selvprøvelse« og hvor jeg vel altfor rask 109 har gjort ⓘ detdet] , først skrevet t til Theorie) at ⓘ enhverenhver] , først skrevet eth Martyr vil svagt opleve det Lignende.

333Sagen er Forskjellen mellem ►Gud-Msk. og Sandheds-Vidnet er den, at Gud-Msk. ubetinget frivilligt overtog at lide – derfra denne sidste, frygteligste Lidelse.

Sandheds-Vidne ligger en heel Qvalitet lavere; om han er villig, saa maa Gud dog paa mange Maader tvinge ham – saa forskaanes han maaskee ogsaa for denne Lidelse.

XI1A116►►Luc: 14. Slutningen.

Slutningen af dette Capitel har altid gjort et underligt Ind110tryk paa mig, som fraraadede Χstus En at blive hans Discipel, ►anpriste ham at bruge sin Klogskab.

Men dette er ikke Meningen. Meningen er: vil Du ikke forsage Alt, kan Du ikke være min Discipel – thi Verdens Modstand vil blive Dig saa stor, at Du derfor gjør bedst i itide at underhandle med den »der kommer mod Dig med 20,000«. Verden vil rive Dig Taarnet om, ⓘ ellereller] , først skrevet dersom Du lee af Dig at Du begyndte.

Altsaa det er ikke Christus, der støder fra, nei Christus forudsiger blot, hvad Følgen 111 vil blive, hvis han ikke forsager Alt og dog vil være en Christi Discipel.

XI1A117 Vi komme Alle med.

Nogle ere ►mærkelige Mænd – ►deres Portrait udkommer: Andre blive mærkelige derved ⓘ ––] tilføjet at deres Portrait udkommer.

Der seer Du selv, Du ►vantro 👤Thomas, vi ere i Grunden alle lige mærkelige.

XI1A118 Dobbelt Nivellering. ⓘ eller en Nivellering, som krydser sig selv. eller en Nivellering, som krydser sig selv. ] tilføjet

Ved Hjælp af ►Daguereotypen vil det let naaes, at Enhver bliver portraiteret – ⓘ tidligeretidligere] , først skrevet hidtil kun for kun for ►de Udmærkede; og paa samme Tid arbeides af al Magt paa at vi alle see eens ud – – saa der ⓘ kunkun] SKS, kunde behøvedes eet eneste Portrait.

112 XI1A119 334 Tidsalderens Fordærvethed.

Det er i Grunden ikke Andet end ►Affectation og ►Skinhellighed, naar man i vor Tid siger: naar blot ikke min Charakteer bliver angrebet, saa frygter jeg intet Angreb, eller bryder mig stort derom.

Sagen er ganske simpel ⓘ etet] , < er Angreb paa Charakteren (naar dette da ikke skal betyde en Sigtelse som kunde blive criminel og saaledes skade Ens gode Navn og Rygte at man forhindredes i ►sin timelige Bedrift og i at nyde Livet) fE ⓘ at derat der] , foran er slettet at siges om En, at man skifter Mening, er uden Charakteer, benytter sin Stilling til at gjøre sig Fordeel o: s: v: – dette betyder aldeles Intet; thi vi ere Alle saaledes. Slige Angreb betyde i vor Tid ikke mere end det i ►en Straffe-Colonie vilde 113 betyde, at En sagde til en Anden: Du er jo en straffet Person.

Tidens Fordærvethed er just, at slige Angreb ikke mere betyde Noget, at ►Slægten fortvivlet har sluppet alt Høiere.

Dernæst er det Tidens Fordærvethed denne hykkelske Affectation som lagde man virkelig Vægt paa disse Angreb.

Nei, Tiden er ⓘ saasaa] , først skrevet ja demoraliseret og jammerlig, at, ganske rigtigt, det eneste Angreb der er frygtet, virkelig frygtet: er Grinet – kun, at man her omvendt, just fordi man frygter, siger: det er Ingenting.

O, jeg har dog seet rigtigt og valgt rigtigt, ►da jeg signaliserede Grinet som den egentlige Opløsning i 📌Danmark og frivilligt valgte (som høiere Politie) at udsætte mig derfor.

114 XI1A120 Genie – Talent.

Talentet rangerer i Forhold til som det vækker Sensation; Geniet i Forhold til som det vækker Modstand (religieus Charakteer i Forhold til som han vækker ►Forargelse). Talentet passer strax og ligefrem ind; Geniet passer ikke ind i det Givne. Talentet varmer det Givne op (som man siger i Kogekunsten) og giver det Udseende; Geniet bringer det Nye.

335Men som vor Tid i alle Henseender har opfundet ►lumpne Surrogater, saa ogsaa det: at lade Talenter gjælde for Genier, saa de fritagne for Geniernes Lidelser ny[d]e Talenternes ligefremme Forhold til Samtid – og tillige honoreres som Genie.

Dette hænger atter sammen 115 med ►Mskslægtens Selvforgudelse og ►Samtidighedens uhyre Magt; thi man [vil] ikke mere finde sig i den Formel: Een, som bringer det Nye. Derfor vil man egl. afskaffe Genierne, ⓘ forgudeforgude] , først skrevet og ►Genus og lade Talenterne avancere op.

XI1A121 Vrøvlet.

Vrøvlet skulde man synes man da snart kunde blive færdig med »det er jo ikke Andet end Vrøvl«.

Sandt nok, men Vrøvlet forstaaer at mystificere: det forklæder ⓘ sigsig] , først skrevet i i Skikkelse af 100,000, af Millioner forskjellige Skikkelser – og er dog det samme Vrøvl.

Du staaer og har talt med et Msk. Det var en Mand af Middelhøide, blond, i bruun Frakke 116 – det var et Vrøvlehoved; men Du er ikke langtfra at haabe at have faaet Bugt med ham. I samme Øieblik han gaaer, kommer der en Anden: en høi, svær Mand, sortsmudsig, i blaa ►Livkjole – det er dog vel ikke det samme Msk? ►Vistnok ikke; ak, men det er det samme Vrøvl.

Og saaledes i det Uendelige. Intet Dyr er saa frugtbart som Vrøvl; kun at Vrøvlet ⓘ ►kasterkaster] , < <M> 100,000, Millioner Unger – som alle see forskjelligt ud, men dog ere det samme Vrøvl.

I en ⓘ givengiven] , først skrevet T Tid lever der i et Land saa og saa mange Millioner – væsentligen sige de alle Eet og det Samme. Det der ►skuffer er at de ►sandseligt see forskjellige ud.

117Og saa er tillige igjen ved Vrøvlet den Fare at det jo ►sandselig er Magt.

»Vrøvlet« er en Illusion. Kun hvad der forholder sig til Idee og ►primitivt lever, lever. Alt det Øvrige er et optisk Bedrag. Ved Døden er det aldeles forsvundet, ligesom naar Comedien er forbi.

Det er denne ►prisede ►Tilforladelighed: at blive salig ligesom – alle de Andre.

XI1A122 336 Et Billede paa Troen.

Da i vore Tider de bibelske Historier kun er saa lidt bekjendte, og Hentydninger dertil saa lidt forstaaede: saa 118 kan jeg gjerne tage et Billede fra en ganske anden Verden, som er mere kjendt: Theateret.

►I »den hvide Dame«, der er en ung Second-Lieutenant, som, hvad han udtrykkelig selv siger, ikke eier 4 ß og som dog paa Auctionen vover at byde 40,000 Daler for et Gods – og ⓘ – da– da] tilføjet Conditionerne blive ham forelæste, at hvis han ikke kan betale, vil han strax blive sat i Arrest – derpaa byder 70,000.

Det er jo Galskab! Ganske rigtigt. Hemmeligheden ►stikker i, at der, hvad de Andre ikke see, ►bag ved ham staaer et usynligt Væsen, som blot tilhvidsker ham: byd til, byd til.

Der har Du et Exempel paa det at troe.

Saa er der kun een For119skjel, at her dog det Hele ⓘ blotblot] tilføjet beroer paa, at troe, at ⓘ dettedette] , først skrevet den Væsen nok vil skaffe Pengene. Hvor det egl. derimod ⓘ gaaergaaer] , først skrevet gjør løs paa Troen, der vil det betyde, at vove saaledes at byde, og det uagtet Følgen maa blive at man bliver arresteret.

►I Jødedommen der slap den Troende dog i det afgjørende Øieblik, det var blot Prøvelse. I Christendommen gjælder det om at gaae i Lidelsen.

XI1A123 De smaae Børn.

Man lægge dog vel mærke til, at ►det ikke er Christus der henvender sig til de smaae Børn, eller byder, at man skal bringe dem til ham. Nei, 120 men da ⓘ DiscipleneDisciplene] , først skrevet A ville støde dem bort og Mødrene – saa siger han: lader ⓘ DemDem] , < dem komme til mig.

Christus negter ikke, at Disciplene have Ret i, at Χstd. virkelig ikke er for spæde Børn – men han giver tillige Disciplene en ►Admonition om selv at blive som Børn.

XI1A124337De Flestes Christendom

bestaaer omtrent af disse to Sætninger, der ret egl. kunne kaldes Χstds tvivlsomste Yderpunkter^a: først ►den Sætning om de spæde Børn, at man bliver Χsten som spæd Barn, at saadanne høre Guds Rige til; 121 for det Andet ►Røveren paa Korset.

Man ►lever Livet hen i Kraft af ⓘ detdet] , < den Første – i Døden regner man paa Røverens Forbillede at trøste sig ved.