Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen NB 25

Vil man forstaae dem, maa man da ►vel erindre, at saaledes som de ⓘ fremstillesfremstilles] , ændret fra vare i 👤►Plato var de ikke, i 👤Plato er jo just Vrangen vendt ud af dem, deres Væsen og Indre gjort aabenbart, medens deres Virkelighed just var ►Underfundighed, Skin, Hyklerie. Det vilde da ogsaa være en taabelig, en dum – og dumme vare Sophisterne ikke – Selvmodsigelse om Den, hvis Hemmelighed var: Opgaven er ►at synes retfærdig, god, men ikke at være det – thi det at være det det er den visse Elendighed¹: det vilde 52 være en ►synderlig Selvmodsigelse, ►saa selv ligefrem at ►foredrage dette, saa var jo Skinnet umuliggjort og de gjorte uskadelige. Nei, i Virkeligheden kæmpe de just for at bevare Skinnet: de prise det Gode o: s: v:. (derved naaede de Skinnet af at være det – men de vare det ikke: derved opnaaede de alle jordiske Fordele.) ►👤Meiners i Geschichte der Wissenschaften Lemgo ⓘ 17821782] tilføjet 2den Deel p. ⓘ 208208] tilføjet ►oplyser, efter 👤Philostratus, om deres Liv. Saaledes tilskrives jo ►hiin skjønne, moralske Fortælling om ►👤Hercules paa Skilleveien, den tilskrives ⓘ 👤Prodikus,Prodikus,] , først skrevet Prodikus. en Sophist. ►👤Gorgias opmuntrede Grækerne ved de pythiske og olym53piske Lege til Eenighed. ►👤Hippias skildrede Heltenes Slægter og Gjerninger, de berømte Mænd, de vise Raad som 👤Nestor gav 👤Neoptolemus efter Troias Erobring. Ogsaa forandrede Sophisterne sig efter Omgivelserne: i Theben og Sparta declamerede de om Dyden, prisede den og dydige Mænd – thi det behagede der. I Athen udbredte de sig over Armods og Landflygtigheds Fordele, fordi saadanne Declamationer behagede der. (cfr. ►👤Meinersl: c:p. 209. Han citerer ►i Noten til det Sted om Athen: 👤Isocrates in Helen. Encom. – Kort de vare ►Declamateurs.