Kierkegaard, Søren Journalen NB17 : 1850

40 X2A603 Har en Christen Lov til at bruge Klogskab, undtagen i omvendt Forstand, ikke for at gjøre sig Livet let, men for at gjøre sig det tungt, ikke for at undgaae Fare, men for at komme ud i den?

Antaget (som det objektivt hedder) at Χstd. er en Lære, altsaa en Sum af Læresætninger. Det er nu aabenbart, at dette Samme kan siges paa mange forskjellige Maader ⓘ og og] , først skrevet blandt an dog qua Lære blive det Samme; Forskjellen kan fE være at En (ved Hjælp af sit hvorledes han siger det) gjør glimrende Lykke, en Anden (ved Hjælp af sit hvorledes han siger det Samme) bliver forfulgt: er det saa det Samme, den samme Χstd, har en Christen Lov til at bruge sin Klogskab i Retning af det 41 første hvorledes?

Anm Man seer forresten her, hvor taabeligt det er, at kalde Χstd en Lære, thi saa var den Forskjel om den Ene gjør Lykke ved at forkynde det Samme, den Anden maa lide for det, saa var den Forskjel aldeles uvæsentlig, naar det virkelig var det Samme, de sagde. Saaledes fE i Forhold til ►👤Platos Philosophie, naar der ⓘ ToTo] , < to virkelig forkynde den lige sand, saa er det, at den ene bruger sin Kløgt til tillige at gjøre Lykke, den Anden foragter denne Kløgt og bliver forfulgt: denne Forskjel er væsentlig ligegyldig.

Men Χstd. er ingen Lære [den] er en Existents-Meddelelse.