X2A5781681Det er [en] egen Art Vanskelighed. For ret at bevise, at en Mand er Guds udvalgte Redskab tillægger man ham Syner og Aabenbaringer, Drømme o: s: v:.
Jeg taler nu ikke om Apostlene, for hvilke jeg altid fører en egen Conto.
Men Vanskeligheden er, at en saadan Mand saa fremstilles som Forbillede, medens han dog er ueensartet situeret, han skal være Forbillede for dem, i hvis Lod ikke noget Saadant falder.
Her kommer nu Spørgsmaalet, er det ved en Fremadstigen i Gudsfrygt at dette ►vederfores ham, ell. er det ved Hjælp af ⓘ at dette vederfores ham, at han fik det Mod, den Tro, den Uforfærdethed, ved hvilken hans Gudelighed blev saa stor. I første Tilfælde bliver jo altsaa Aabenbaringer og Deslige et ligefrem Superlativ i en ligefrem fortsat Stræben, i andet Fald er Paradigmet ueensartet, og Efterfølgelsen ikke mulig.
Man har ikke været opmærksom paa, at her let kan fremkomme paa det religieuse Gebeet en ►Differents ligesom ⓘ den mellem Genie, Talent og almindelige Msker. Det afstedkommes let, naar det Religieuse ikke stærkt nok har det Ethiske i sig.
►See det kalder man Vittighed, Spas – og Ingenting: jeg kalder det ganske simpelt, i dybeste Forstand: Forbrydelse.
►Det var det Pøbelagtigheden vilde, den vilde fremstille mig som gal for Pøbelen, for saa at bestemme dennes Adfærd mod mig derefter.
Der tilsigtedes saa enten: at jeg maatte reise – at man kunde see, at Pøbelen øver ►Ostracismen, eller at jeg virkelig var blevet svækket.
169Og under alt Dette (i ⓘ saa smaae Forhold og med en ⓘ saa uhyre Uproportionerethed i Henseende til Udbredelse) ►forvandlede den dannede Verden sig til Tilskuere – ikke ⓘ eet 3 Ord er der ymtet om denne Nederdrægtighed.
►Saa langt var Sagen bragt ud, at jeg vel endogsaa kunde være udsat for personlig Antastelse paa Gaden. Var det skeet, saa var hele min Omgivelse blevet angest, og jeg havde været knækket.
Dog faderligt, ubeskriveligt faderligt har ►Styrelsen som altid holdt sin Haand over mig. Noget har vel ogsaa hjulpet den mig forundte Klogskab og personlige Virtuositet til at styre under saa vanskelige Forhold, hvor Alt beroer paa, at jeg den Angrebne (istedetfor at finde ►Tilhold hos en Eneste) har Lethed til at gjøre Sagen saa ubetydelig, at ⓘ Vennerne (om jeg kan tale saa) dog ikke ganske forraade mig.
ⓘ Og hvad er der nu ikke vundet for at belyse Χstd; og hvilken 4 ►Pante-Obligation eier jeg dog ikke i de danske Forhold! Sandeligen dens Tid vil nok komme.
X2A580 [a] ►👤R. N.[s] Ulykke er dog egl. at han er forqvaklet ved Videnskabelighed, og endnu ingen Forestilling har om, hvad [b] det er at være en Personlighed, der rolig hviler i sin Forvisning om en Sags Rigtighed, men saa ogsaa handler som Personlighed.
✂ [a] 👤R. Nielsen.
✂ [b] Og jeg havde dialektisk ganske rigtigt lagt Sagen saaledes an, at just den Frimodighed og Sikkerhed, med hvilken En erklærede: ja, man kalde mig nu en Discipel ell. hvad man vil, jeg gaaer ind paa den Sag, der har forandret mig min Anskuelse – just denne Sikkerhed vilde vise, at den Mand var sandeligen ►ⓘ Intet mindre end en ►Schüler.
Hvor simpelt og smukt havde ikke det Hele været, istedetfor alt Det, han har bragt op.
Han var begyndt med en ganske simpel og eenfoldig Erklæring, hvori han, talende ikke uden en vis sømmelig Selvfølelse om de Studier i Philosophie, han er sig bevidst at have, erklærede: at ►disse Skrifter havde forandret ham hans Anskuelse.
Saa var han derpaa ganske rolig med en ►sluttet Personligheds Holdning begyndt at arbeide for at belyse Skrifterne.
Forsaavidt han da var blevet ►stødt over 👤Martensens 170 📖 Forord til ⓘ Dogmatik: nu vel, saa igjen en ganske simpel Replik, med Personligheds Selvfølelse og Værdighed.
Og nu – alt dette Slæng 5 af halv Videnskabelighed, som han dog fører ind med, og saa ►Diversionen mod 👤Martensen. Denne er mig for Sagens Skyld især ikke behagelig. ►Jeg har aldrig kæmpet med Nogen, hvor der var Ære at vinde ved Seiren, (thi ►Kampen med 👤Heiberg var Nødværge) slig Kæmpen er Verdslighed. Jeg har rettet mig mod det sande Onde, Pøbelen, Mængden, hvor ingen Ære er at vinde. Saaledes ønskede jeg ogsaa min Sag stillet.
Med al denne Halvhed og disse Feilgreb ►er der nu gaaet snart 2 Aar hen. Hvad er der dog ikke tabt! Hvor smukt havde ikke det Hele været, hvor reen gjennemsigtigt ⓘ Forholdet, saa ganske frit, ►hverken Discipel eller Deslige, nei, en respektabel Personlighed, der enig med sig selv, om at have fundet Afgjørelse i disse Skrifter, beslutter at virke for den Sag.
Dog maaskee er en saadan Forvandling af [en] ►forhenværende speculativ Professor for meget forlangt, idetmindste som første Løb. ⓘ Og hvor ⓘ tydelig var ikke just derved Ueensartetheden med 👤Martensen blevet, medens nu Eensartetheden ligger saa nær.
Jeg har lært saare meget i denne Taalmodigheds Prøve.
6X2A581Den nuværende Prædiken er ⓘ i Almindelighed aldeles forvirrende. »Præsten« raader i Form af Talemaade over hine Mænds Tanker og Udtryk, hvis Liv existentielt udtrykte det Tilsvarende – men Ingen af os udtrykker det. Saa bliver det lutter Selvmodsigelse.
Præsten siger »at der i Herrens Huus er saa godt at være – men Ens Arbeide ⓘ tillader En ikke at blive der o: s: v:« hvilket Arbeide? Hvor ⓘ Meget behøver vel et Msk. for at kunne leve? Ja spørg ►hine Asketer. Men vi, vi behøve ganske anderledes Meget – og dog tale vi ligesom hine Asketer, og det Hele bliver Satire over os selv.
Sagen ⓘ er, der maa gjøres Tilstaaelser; vi maae tilstaae, at vi ikke ere saa eenfoldigt aandelige, at vi ere baade mere sandselige og mere intellectuelt udviklede – og saa forresten ►henflye vi til Naaden.
X2A582171Saaledes vil Χstd. herske. Den fordrer intet Enkelt – just naar Msk. næsten i utaalmodig Lidenskab er allermeest opsat paa at ville gjøre dette Enkelte, saa siger Χstd.: det behøves ikke, det fordres ikke.
Det vil sige Χstd. vil u7betinget Lydighed som Sindelag.
Den Forestilling at behage Gud ved at gjøre ⓘ Dette ell. Hiint var en barnlig Misforstaaelse, der ikke ret opfattede Gud som den uendelige Hersker, hvis Ophøiethed ikke kan tillade et saadant Forhold, som kunde man gjøre ham en Tjeneste, istedetfor at man skal bede om Forlov til at turde vove sig i Faren, til at ⓘ have den Ære at tjene Sandheden o: s: v:
X2A583Tænk blot dette sammen: den uhyre Maalestok Du anlægger for et Mskes Liv, en evig Dom – saa skulde man da troe, at det idetmindste var ham aldeles vist ►tilsikkret at leve i en 30 Aar – og ►saa gaaer idag fE en folkerig Hovedstad under ved et Jordskjælv: tænk dette sammen, og Du vil fatte, hvor nødvendig Naaden er for at et Msk. skal kunne holde ud at leve et eneste Øieblik.
X2A584Den, der virkelig fatter sin Udødelighed ell. at et evigt Liv venter ham: han skal snart lære at flye til Naaden.
8X2A585.... Alene det i Samtidighedens Situation at tilbede et andet, et enkelt, Menneske: o, hvor Mange ere der vel i hver Generation, som have Mod og Tro og Ydmyghed dertil. Thi her gjælder det jo, hvad der er altid Maalestok for Personlighed, at kunne pakke alle de mange Tanker i en Handling; her fordres ikke Declamationer ell. Disputeren og Stigen i Superlativer – nei, taust, ordknap at falde tilbedende ned for et enkelt Msk, hvis sandselige Tilværelse af al Magt ligesom ►protesterer dette.
Forunderligt naar jeg nu tænker tilbage paa ►hiint Pennestrøg, hvorved jeg kastede mig mod Pøbelagtigheden!
Ogsaa denne Stemning var, da jeg gjorde Skridtet, i min Sjel. ►Jeg tænkte at ophøre som Forfatter med 📖 Afsl. Efterskrift, hvortil Manuscriptet heelt og holdent var indleveret til 👤Luno. Taknemlig, usigelig taknemlig for hvad der var blevet mig 9 forundt, besluttede ⓘ jeg – da Anledning gaves ⓘ ved ►hiin Artikel i 📖 Gæa – at ►gjøre et høimodigt Skridt for »de Andre«. Jeg var den eneste der havde Forudsætninger til at kunne gjøre det med Eftertryk, Forudsætninger: 1) i Retning af ►👤Goldschmidt, der havde udødeliggjort mig, og i mig saae sin Beundrings Gjenstand 2) i Retning af at være vittig Forfatter. 3) i Retning af ikke at have holdt med de Fornemme, eller overhovedet med noget ⓘ Partie 4) i Retning af personlig Virtuositet til at omgaaes Alle 5) i Retning af et hidtil straalende ►Renomee, der bogstavelig ikke havde eet eneste Stænk af Critik ell. Deslige 6) i Retning af ►uegennyttigt at have sat Penge til for at være Forfatter. 7) i Retning af at være ugift, uafhængig o: s: v:
Saa gjorde jeg det, religieust besluttet. Og see, just dette Skridt blev bestemmende for mig til at vedblive som Forfatter! O, og hvilken Betydning har det ikke faaet, hvorledes har jeg ikke lært at forstaae mig selv, lært »Verden« at kjende, og lært at forstaae Χstdommen – ja, en heel Side af Χstd., og en afgjørende Side, var ⓘ formodentlig ellers slet ikke gaaet op for mig; og Situationen til ret selv at komme i det rette Forhold til Χstd, var maaskee ellers heller ikke faldet i mit Lod.
Men hvilken Proportion: ►et fuldendt og erhvervet Forfatter-Renomee, som saa pludselig næsten begynder forfra!
Dette er just det Betryggende, Garantien for Rigtigheden af min Position paa det religieuse Gebeet.
Det er ikke i Kraft af en Theorie, ei heller vilkaarligt, at jeg har besluttet ikke at ville gifte mig, eller at bestemme mit Liv ueensartet 173 med ⓘ Stræben for de ►endelige Formaal. Nei, jeg er fra tidligste Tid ⓘ i Qvaler en ►αφοϱιςμενος. Det er en høiere Magt, der tvinger mig.
Var jeg, msklig talt, frank og fri og ►conform med det Almene, saa var jeg neppe kommet ind paa alt Sligt. Men lad os antage, at det alligevel var skeet, at jeg selv theoretisk eller vilkaarligt havde lagt mit Liv saaledes an: saa vilde jeg vel kun altfor snart have ►bedaaret mig i det ►Fortjenstlige, og snarest muligt løbet vild i ►at stifte Skole.
Nei, jeg er et Memento, saa langt som muligt fra at fordre af Andre, at de skulle leve saaledes, saa langt som muligt fra at finde noget Fortjenstligt i mit Liv. Men 11 jeg er et Memento ⓘ for Tiden, at de skal være saa god taknemligen at paaskjønne at det er dem muligt og ogsaa tilladt at have denne Lindring at sysle med endelige Formaal, samt, at de skal skee Skam, hvis de frækt vende Forholdet om, og gjøre denne Formildelse til den høieste ⓘ Alvor og det Høieste. ►Dette er mere og mere glemt siden 👤Luther, som man har taget forfængeligt, – og her ligger jeg.
Men det Betryggende ligger just i, at det, især i Begyndelsen, er efter en kun altfor frygtelig Maalestok at jeg existentielt tvinges til at blive opmærksom (og derved til at kunne gjøre opmærksom) paa den strengere religieuse Existents, derved nemlig at jeg, lidende og tvunget, er sat udenfor det Almene.
Smerten og Qvalen har især i Begyndelsen været frygtelig – men just derfor har jeg ogsaa havt ganske Andet at tænke paa end at blive mig selv vigtig ved det »Fortjenstlige« eller at faae travlt med at danne Efterabere.
12X2A588I Grunden er der noget meget Comisk i ►👤Goldschmidts hele Sidste. Han er nu den pæne Mand, næsten Aristokrat, taler med Værdighed ►siger i Anledning af 👤Schaks Artikel »han regner os uden videre blandt de ⓘ Ravne, der leve af berømte Navne o: s: v:. – og saa er det 👤G., der taler.
Jeg vil tænke mig en Situation. Et Opløb paa Gaden; en Person er blevet anholdt af en anden som Tyv; Personen er meget vel klædt, taler let og behændigt for sig, siger »saaledes udenvidere at antaste en Mand paa Gaden og udskjelde ham for Tyv« o: s: v:; Publikum er forbauset og indigneret paa hans Vegne – i det samme kommer 174 der en ►Politieofficiant ⓘ forbi; han gaaer hen for at see, hvad der er paafærde; ⓘ faaer Øie paa den pæne Mand, og siger i samme Secund: naah, er det Dig, ►👤Svend Andreas Olsen. Saaledes med 👤G. Det mere Comiske er imidlertid, at de Tilstedeværende kjendte jo ikke 👤Svend Andreas Olsen – men vi kjende jo Alle 👤G. –
Forunderlige Collision, som mit offentlige Liv indeholder.
Efter hvilken Maalestok jeg var alt hvad der den Gang havde Anseelse i Literaturen overlegen, det vidste jeg godt. I hvilken Grad jeg hemmelig var misundt af Matadorerne i Literaturen, det vidste jeg ogsaa – men de vovede ikke at sige eet Ord. – Saaledes havde jeg naaet et ⓘ Hvilepunkt; ►Positionen afgjort seirrig taget ved 📖 Enten – Eller, og bevaret uforandret.
►Da kom hiin lille Artikel af 👤P. L. Møller. Havde jeg nu blot tænkt paa mig selv, havde jeg tiet; thi for min Skyld var der sandeligen Intet som var Umagen værd at tage ⓘ fat, hvad jeg ogsaa sagde ►👤Gjødvad. ►Men, (hvad jeg ogsaa sagde 👤Gjødvad og hvad der ogsaa staaer i selve min Artikel) jeg syntes jeg burde gjøre Noget for Forholdene, for om muligt at standse den Pøbel-Opstand, under hvilken de Fornemme i Literaturen havde lidt lumpen Uret.
►Saa kaster jeg mig mod Pøbelen. Op14rigtigt talt, jeg tænkte blandt andet, at hvor forbittret end den fornemme Misundelse var paa mig, dette Skridt vilde den lade vederfares Ret, ja maaskee lade sig formilde af til at ville forstaae min hele Stræben.
Men nei, just den fornemme ⓘ Misundelse er det, der blev min Collision. Den udspredte den Opinion, at jeg var gal, at jeg vilde gjøre – Det, som alle, hver især 100 Gange havde sagt, burde gjøres.
Og nu holder jeg ud ►paa 4de Aar. Kjendt af ethvert 175►Tjeneste-Msk, enhver ►Sjouer, ethvert Barn, der i Forbigaaende ved sit Blik erindrer mig om Forhaanelsen; ►mit Navn bruges som Skjeldsord, der raabes efter mig – ►om mig og min Forfatter-Virksomhed tales der saa godt som aldrig paa Prent, min Priis noteres ikke, medens Mishandlingen daglig fortsættes.
Saa tænker den fornemme Misundelse som saa: see saa, nu tør vi nok tillade os mod ham, hvad vi saa gjerne ⓘ vilde i sin Tid. Ved Pøbelagtighedens Mishandling mener den fornemme Misundelse, at jeg er 15 saaledes svækket i ⓘ Folks Omdømme, ►at nu fE 👤Martensen nok tør slaae stort paa i et Forord.
Og see nu ►min Broder 👤Peter – ogsaa han benytter det heldige Øieblik til en piattet Anerkjendelse, i hvilken naturligviis den Mellembestemmelse er indeholdt, at jeg ⓘ vel nu er saaledes mishandlet, at man ►tør byde den Priis – og næsten opnaae selv at ansees for ædel og ⓘ ►høimodig,[a]
✂ [a] ⓘ medens paa den anden Side ►hans Udgydelse dog vel ogsaa var foranlediget af en kjerlig og »hjertelig« Bekymring for, at den seneste Vending i den theologiske Literatur skulde stille mig for høit.
Dog ►vi vilde see. Χstdommen er i ethvert Fald blevet belyst efter en virkelig Maalestok.
►Biskop 👤Mynster er, som altid, den eneste Figur ►her paa Berget, som han fra Begyndelsen var den Eneste, jeg har ►reflecteret paa. Han har været dog lidt opmærksom paa Sagens Vending. ►Han sagde engang til mig for et Par Aar siden: »men det kommer egl. til at gaae ud over Andre, end dem, ⓘ De nærmest slaaer paa.« Ja ganske rigtigt – men hvad om nu disse ved deres forræderske Taushed ere Medskyldige. Imidlertid er der i det Mynsterske rigtigt opfattet ►et Point. Hvorvidt ogsaa han i en jævn christelig Misundelse kunde have ønsket mig saadan en lille Smule knækket – det afgjør jeg ikke. Da jeg kastede mig mod Pøbelen, har han dog maaskee tænkt, at jeg kunde have godt 16 deraf. Han har saa tillige tænkt, at det ikke vilde blive videre end at jeg fik et lille Knæk. Men hvad skeer, nu kommer mine Consequentser: at jeg maa fremstille Χstd. efter dens strengere Maalestok. See, det er ⓘ fatalt for alle Dem, der beqvemt havde indrettet sig i en priisbillig og fordeelagtig Redaktion af Χstd. Og det var vel egl. det, Biskop 👤Mynster meente.
Som det ⓘ kan hænde en Qvinde just i Forhold til den virkelig Elskede, at der – fordi hun altfor stærkt beskæftiger sig med denne eneste Tanke – pludselig indtræder næsten Afskye for den Elskede, som dog i Sandhed er den Elskede: saaledes er der ⓘ en religieus Anfægtelse, hvilken man vel ogsaa finder beskrevet af ►de Ældre, hvor der indtræder en Lede ⓘ ved det Religieuse, medens dog dette alligevel er den Lidende den høieste Realitet; men han har beskæftiget sig for meget dermed. Her er Intet at gjøre uden Taalmodighed og ⓘ Stilhed, saa kommer Saligheden igjen, og desto stærkere.
17X2A591►Et Exempel (som ogsaa👤Arndt anfører i 📖 Fortalen til 3die Bog p. 667) paa at offre sin Villie ⓘ have vi i David. ►2 Sam: 23, 15: da han heftigt begjerede at drikke Vandet af Brønden ved Bethlehem, og de tre Helte trængte igjennem Fjenderne og bragte Kongen Vand: udgjød han det for Herren.
Det er jo forresten religieust et Pendant til ►Historien med 👤Alexander, der gjorde det ikke for Gud men msklig høimodigt og heroisk.
✂ [a] Det Absurde.
Den umiddelbart Troende kan ikke fastholde, at Troens Indhold er Forstanden og enhver Trediemand, der ikke er Troende, det Absurde, og at Enhver, for at blive Troende, maa blive ene med det 18 Absurde.
Den umiddelbart Troende er som umiddelbar ikke sammensat, kan ikke have en Fordoblelse i sig, ikke rumme den. Velmenende, begeistret, lægger han, idet han taler til en Anden, det Absurde ud i superlativeste Superlativer – og haaber saa at det skal lykkes ligefrem at overbevise den Anden.
Her mangler ►Spændkraften, som er Dialektisk. At forstaae, at det 177 er Forstanden det Absurde, ganske rolig tale saaledes derom til Trediemand, tilstaaende at det er det Absurde, udholdende det Tryk, at den Anden maa ansee det for det Absurde – og saa dog troe det. Medens det naturligt følger af sig selv, 19 at troende er det for ham ikke det Absurde.
Men den Umiddelbare kan ikke tage sig ud af den ligefremme ►Continuitet med Andre, han kan ikke fastholde, at Det, der er ham, det Visseste af Alt, Saligheden, at det for Andre er og maa være det Absurde.
Deraf kommer den usalige Confusion i Talen om Troen. Den Troende er ikke dialektisk consolideret som »den Enkelte«, kan ikke taale dette Dobbelt-Syn, at Troens Indhold – seet fra den anden Side er det ⓘ Absurde.
Dette er Spændingen, Troes-Livets Spænding, hvori man skal bevare sig. Men overalt tenderes til at lægge Troen ud i det Ligefremme. Et 20 Forsøg i denne Retning er ►Videnskaben, der vil begribe Troen.
X2A593 Ulykken for Christendommen
i Christenheden.
Der er ikke fremkommet een eneste Indvending mod Χstd. end ikke af den meest rasende Rationalist og Forargede, uden at den ►»virkelige Χsten« ganske roligt kan svare: ►ja, saaledes er det.
Men Sagen er; De i Χstheden, der ville være Χstne, de ere forkjelede, ere forvænte med at have og faae det Christelige paa altfor ⓘ billige Vilkaar: derfor kunne de ikke holde igjen.
X2A594 En Bemærkning angaaende Noget i
►👤Joh. de s. siger rigtigt, at for at 21udvise de forskjellige psychologiske Standpuncter hører der Concentration i Lidenskab.
Saaledes m: H: t: den Afgjørelse om jeg skal antage, at Det og Det, mskelig talt er umuligt for mig. Jeg tænker her endnu ikke paa ⓘ de høieste Collisioner, hvor det Forventede er aldeles stridende mod Naturens Orden (fE at ►👤Sara faaer et Barn skjøndt langt over den na178turlige Alder til at kunne føde Børn). Derfor er jo ogsaa ►👤Joh. d. s. bestandigt gjentagende: at 👤Abraham kan [han] ikke forstaae, da desuden Collisionen her er saa høit oppe, at ►det Ethiske er Anfægtelsen.
Nei, i mindre Forhold. Der gives mange Msker, og det er vel langt langt de Fleste, som kunne leve uden egl. med Bevidsthed at gjennemtrænge deres Liv. For dem er det da vel muligt, at det ikke i ⓘ lidenskabelig Concentration 22 kommer for Dem til Afgjørelse, om de forventende skulde forholde sig til denne Mulighed ell. opgive den, de leve saadan hen i Uklarhed.
Anderledes med de ⓘ Individualiteter, hvis Væsen er Bevidsthed. De kunne godt opgive Det og Det, selv om det er dem deres kjereste Ønske; men de maa have Klarhed, om de skulle forvente ell. ikke.
Sligt kan man i al Evighed ikke gjøre ⓘ begribeligt for umidd. ell. halvreflecterede Naturer. De komme derfor egl. aldrig til Adskillelsen mell. Resignation og Tro.
Dette er jo Det, som 👤Joh. d. s. atter og atter har indskærpet. ►Alt, siger han, dreier sig om den lidenskabelige Concentration.
►Naar saa En kom23mer og vil berigtige ham, ved Hjælp af at føre Sagen tilbage i ⓘ almindelig Aands-Uklarhed (saaledes som denne unegtelig er den almdl. blandt Msker) – saa, ja saa naaer han naturligviis at blive forstaaet af Flere.
Saaledes gaaer det altid, naar Det, en virkelig Tænker har sat paa Spidsen, berigtiges ved Hjælp af Det ►»som han vragede, førend han begyndte.«
X2A595 Et Exempel paa Tro, hvor det gjælder om at svinge af fra Reflexion.
Naar Opgaven ikke er, at holde Det og Det ud, at arbeide for, at ville Det og Det, o: s: v:, hvor jeg altsaa bedende Gud om Hjælp, ligefrem tillige tænker 24 paa Det og Det, som er Opgaven.
Nei, lad Opgaven være: at glemme Det og Det. Indre Erfaring vil lære, at der gives mange Forhold især af Anfægtelse, hvor det er det Allerfarligste, at blive ved at tænke paa ⓘ Det, som skal bort, at det slet ikke hjælper med al Villies Anstrengelse at ville have det bort, at ⓘ man saa kun løber sig fastere deri, at det gjælder om at komme bort fra det, den stille Ydmyghed, der seer at glemme.
Altsaa Opgaven er: at glemme. ⓘ Og den kæmpende Individualitet 179 er en religieus, der altsaa beder Gud om Hjælp og Bistand, og altsaa om Hjælp og Bistand til at – glemme. Nu gjælder det igjen, bliver Bønnen vidtløftig, ordrig, er Bønnen ligesom angest for, ikke ►indstændig nok at foredrage sin Bøn: ja, saa fremkommer lige det Mod25satte, saa erindres jeg jo bestandigt mere og mere om Det, ⓘ mod hvilket jeg skulde værge mig ved at glemme.
Her gjælder det om det tillidsfulde Suk, der i et Secund gjør sig forstaaelig for Gud – og saa afsted til at glemme.
Den ordrige, den vidtløftige Beden turde forresten ofte skjule i sig en Vantro; saa kan et Msk. af saadanne Tilfælde lære i største Hast at samle den intensiveste Tillid til Gud. Her er ikke Tid til at føie endnu eet Ord til Bønnen; thi saa erindres jeg jo om Det, jeg skal glemme. Her er ►Bønnen den tause, tillidsfulde Overeenskomst med Gud.
Dette er ⓘ derfor egl. Opdragelse til at bede, thi Snaksomhed er farlig. Og selv om Inderligheden er tilstede i den længere Udgydelse for Gud: Spørgsmaal 26 er og bliver det dog, om den Art Beden ikke let bliver en Dvælen fra at handle.
Bønnen har ►vistnok og skal have sin Salighed, men der kan ogsaa for meget dvæles ved denne Salighed.
Saa kan saadanne Collisioner lære et Msk. Bønnens anden Side.
X2A596 Min besynderlige Situation i Forhold til ►👤Martensen.
Der gives vel Nogle, der see lidt dybere i Sagen; men Traditionen saadan fra Mund til Mund i Handel og Vandel ►betræffende ►Differentsen mell. Prof. 👤M. og mig er: han vil hævde Tænkningen i Forhold til Troen, tænke over Troen 27 det vil jeg ikke.
Besynderligt! Betragt nu min Forfatter-Virksomhed. Paa Høiden af omtrent samme videnskabelige Dannelse som Prof. (maaskee med lidt mindre tydsk ►Erudition men saa med lidt mere græsk) begyndte jeg i sin Tid.
En heel pseudonym Literatur beskæftiger sig paa saa mange Maader og flere Pseudonymer hovedsaglig med at belyse det Problem om Troen, med [at] opdage den Sphære som er Troens, at bestemme dens ►Heterogenitet fra andre Aandens Sphærer o: s: v: o: s: v: Og hvorledes gjøres alt Dette? Ved Dialektik, ved Tænkning. Jeg drister mig til at paastaae, at der neppe findes nogen Forf., der efter en saadan Maalestok har beskæftiget sig med at tænke 28 over Troen – 180 rigtignok ikke med saadan ►frisk væk at speculere over de enkelte Dogmer; thi jeg »tænkte«, ja jeg tænkte, (det var ogsaa Tænkning) at først maatte man være paa det Rene med det hele Spørgsmaal ⓘ om Troen; jeg drister mig til at paastaae, at der i min Productivitet er ►avanceret saa nøiagtige dialektiske Bestemmelser paa enkelte Punkter, som før mig ikke have været kjendte. Altsaa det er det: ikke at ville tænke over Troen.
Tag nu Prof. 👤M. ►Han har skrevet en Dogmatik. Vel. Han afhandler i den alle de Punkter og ►Qvæstioner, som pleie at behandles i ⓘ Dogmatiker (om 29 Skriften, om Treenigheden, om Skabelsen om ►Opholdelsen, om Forløsning, Forsoning, Engle, Djævle, Msk., Udødelighed o: s: v:.) Kun er der ►eet Punkt han glider temmelig let over, det er det Punkt om Troens Forhold til Tænkning.
See det kalder man at tænke over ⓘ Troen – i Modsætning til min Stræben.
Men Sagen er: jeg har arbeidet og præsteret paa dette Punkt – ⓘ Sligt har Ingen Tid til at læse; 👤Martensen har forsikkret og forsikkret – det er Noget for Enhver at løbe med. Mine ⓘ udførlige Skrifter – ja, det afskrækker Folk, man løber fra dem; Prof. 👤Martensens ⓘ bevingede Forsikkringer, dem ►løber man med ►es gehet vom Munde zu Munde. [a]
✂ [a] Jeg vil ikke tale om andre Befordrings-Midler ►ⓘ i faveur af Prof. 👤M.: ►han er Prof., har et stort Embede, ►Fløiels-Forstykke ell. Mave, ►Ridder – medens jeg Ingenting er, og ►har sat Penge til for at være Forf. Gid dog ⓘ Een og Anden blot en halv Time vilde tænke alvorligt herover, saa kom han maaskee ogsaa paa andre Tanker om min Stræben.
30X2A597Thema til en ►Fredags-Tale.
Ved Alteret er: 1) Glemsel (for Dine Synder, det Forbigangne,) 2) Erindring (af Χsti Kjerlighed, det Evige som er det Tilkommende).
✂ [a] 👤Socrates
Det er dog klart, at ►just 👤Socrates Apologie er Det, der har forbittret Dommerne, saa de dømte ham fra Livet.
►👤Socrates har været anseet for en Særling, hvem man tildeels saadan ⓘ lod►skjøtte sig selv.
Da bliver han anklaget. Anklagen selv har ikke havt 31 stort at betyde. Men nu bliver Anklage-Situationen den Situation, der kommer til at gjøre aabenbar, hvad der egl. boer i 👤Socrates. Den ophøiede Selvfølelse, med hvilken han forholder sig ironisk til summa summarum af hele ►Folkeforsamlingen, ikke vil forsvare sig, men spøge med Dem: dette bliver egl. det Afgjørende. Hans Adfærd som Anklaget har i den Grad forbittret Folket, at han egl. dømmes for denne Adfærd, og Anklagen forvandles til Anledningen.
Dette er ogsaa rigtigt opfattet af ►👤Wieland i hans 📖 Aristipp ⓘ und seine Zeit 2den Deel p. 12 og 13. [b]
✂ [b] ⓘ ►ogsaa p. 38, 39, 40 findes gode Bemærkninger, men fra en anden Side; her kommer forresten ogsaa det Spørgsmaal frem men ganske kort: om 👤Socrates ikke af Omsorg for Athenienserne, burde være flygtet. (man tænke her paa ►👤H: H:s to Afhandlinger); ►cfr saa igjen p. 55 o: fl.
✂ [a] Dag-Pressen
Dag-Pressen er det, der har ødelagt Staterne. Saa længe den bestaaer end sige voxer og forfremmes, er Χstd. en Umulighed i Staterne (fraseet hvad der kan skjule sig [af] lidt ►Stilleben hist og her) og egl. er ⓘ Staten selv en Umulighed.
Her er det Martyrerne skulle falde; mærkede skulle ⓘ de være af Dag-Pressens Forfølgelse og Mishandling.
Det bliver ►ublodige Martyrer (thi ►Pressen slaaer jo ikke ihjel – som det hykkelsk nok hedder, skjøndt 33 Gud veed, hvor Mange Pressen allerede har ihjelslaget) – men de meest ►combinerede og maaskee de meest ►difficile, da den Lidende jo paa en Maade hver Dag har det i sin Magt at unddrage sig.
Martyren maa være saaledes bemærket af Samti182den, at man i Grunden har Forestillingen om ham og hans Sag[s] Sandhed, men Ingen vover at tale af Frygt for Dag-Pressen. Naar han saa er død, saa rører han.
Men ogsaa denne Vanskelighed har dette Martyrium, at maatte hver evige Dag løfte det samme, et heelt Liv, for i sin Død at trykke med 34 sit hele Liv. Lader han nogen Tid gaae imellem, saa svækkes Indtrykket, og det bliver ikke klart, hvorvidt hans Død bliver et Martyrium.
Her ligger for Martyren ret egl. Kategorien »den Enkelte«
Væmmeligste af alle Tyrannier: Dag-Pressens, ⓘ Udbredelsens Tyrannie.
Fra en anden Tyran kan man reise til et fremmed Sted – men her, her reiser en af Forfølgerne med; han bemægtiger sig Ens ►Renomee paa det fremmede Sted; fortæller først, at den berømte 👤N. N. lever her i 35 Byen, og nu øses der Lovtaler ud for at sikkre Opmærksomheden – og for at Mishandlingen, som kommer bag efter kan smage.
See det kan naaes ved Hjælp af Presse i ganske ►føie Tid. Sæt der ingen Presse var, sæt en af den Navnkundiges Hadere vilde reise efter ham til det fremmede Sted, og see ved mundtlig Bagvaskelse at trænge igjennem, nei det lykkes ikke. Men ved Hjælp af Pressen, disse uhyre Mundfulder, som kunne tages paa een Gang, saa lader det sig gjøre.
O, som vel en Plante maa være til mode, naar den ikke kan blive af med det ækle Utøi, der baade fortærer og skæmmer den: saaledes maa vel en Navnkundig være tilmode, 36 naar han ⓘ seer, hvorledes hiint ækle Utøi, der lever af »Navnkundighed«, ikke er til at ryste af ell. til at undgaae.
X2A601 Om ►👤Theophilus Nicolaus. [a]
✂ [a] Om Theophilus Nicolaus.
See det kommer ud deraf, naar ►Klodderagtighed ►tager Partes ligeoverfor ►Kunst-Anlæg.
►👤Joh. Climacus erklærer selv, at han ikke har Troen. ►👤Theophilus Nicolaus fremstiller den Troende.
183Han mærker nu slet ikke, at conseqvent maatte han give Sagen den Vending: at alt Det, 👤Joh. Climacus [siger], kan jo Intet bevise, da han selv siger, han ikke har Troen, ikke er Χsten.
Men Sligt aner 👤Theophi37lus Nicolaus ikke. Han indlader sig ►bona fide.
Ak, og hvor veemodigt at leve i saa smaa Forhold, at der vel saa godt som Ingen er, der egl. har Øie for et dybt gjennemført kunstnerisk Anlæg.
Hvad der koster mig mine Dages Flid, uhyre Anstrengelse, næsten søvnløs dialektisk Udholdenhed: at holde Traadene rigtigt i dette fine Anlæg – Sligt er slet ikke til for Andre. ►Jeg identificeres udenvidere med mine Pseudonymer, og saa sluddres der Noget op, hvilket – naturligviis – mange Flere forstaae; ja naturligviis!
38 X2A602 ►Guds udvalgte Redskaber.
Hvorledes bærer Gud sig ad med at sikkre sig et Redskab blandt Mskene?
Ganske simpelt saaledes, han isolerer en Saadan saaledes, at det, selv om han nok saa gjerne vilde, er ham umuligt at gjøre sig forstaaelig for Andre. Saasnart Forstaaelsen med Andre kommer, saa kommer det Pruttende, ⓘ Afslaget o: s: v: – men i denne frygtelige Isolation maa Redskabet holde ud, bestandig ene med Gud – saa kommer det nok med at notere det Religieuses Priis høit nok.
ⓘ Det kan være ved Lidelser at Gud saaledes isolerer »Redskabet«, Lidelser, i hvilke han ikke kan gjøre sig forstaaelig for nogen Anden, Lidelser ⓘ indtil Vanvid. Paa den anden Side kan det jo ogsaa være ved selve det Overordentlige 39 at »Redskabet« saaledes isoleres. fE ved Syner, Aabenbaringer o: D:. Men er det da saa isolerende? har vi nu ikke i millionsviis leve[t] flot af, at ►👤Paulus blev kaldet ved en Aabenbaring? Unegteligt! Paa Afstand, (især paa 1800 Aars Afstand) er en Aabenbaring en yderst ►confortabel Sag – men i Samtidighedens Situation med ►Medlevende selv at være Den, som har haft en Aabenbaring: det er i Grunden den absoluteste Isolation. En saadan Mand vipper i eet væk mellem det Høieste – og Galskab, egl. forstaaet af nogen Trediemand, forstaaet i at have haft en Aabenbaring: det kan han ikke blive.
40 X2A603 Har en Christen Lov til at bruge Klogskab, undtagen i omvendt Forstand, ikke for at gjøre sig Livet let, men for at gjøre sig det tungt, ikke for at undgaae Fare, men for at komme ud i den?
Antaget (som det objektivt hedder) at Χstd. er en Lære, altsaa en Sum af Læresætninger. Det er nu aabenbart, at dette Samme kan siges paa mange forskjellige Maader ⓘ og dog qua Lære blive det Samme; Forskjellen kan fE være at En (ved Hjælp af sit hvorledes han siger det) gjør glimrende Lykke, en Anden (ved Hjælp af sit hvorledes han siger det Samme) bliver forfulgt: er det saa det Samme, den samme Χstd, har en Christen Lov til at bruge sin Klogskab i Retning af det 41 første hvorledes?
Anm Man seer forresten her, hvor taabeligt det er, at kalde Χstd en Lære, thi saa var den Forskjel om den Ene gjør Lykke ved at forkynde det Samme, den Anden maa lide for det, saa var den Forskjel aldeles uvæsentlig, naar det virkelig var det Samme, de sagde. Saaledes fE i Forhold til ►👤Platos Philosophie, naar der ⓘ To virkelig forkynde den lige sand, saa er det, at den ene bruger sin Kløgt til tillige at gjøre Lykke, den Anden foragter denne Kløgt og bliver forfulgt: denne Forskjel er væsentlig ligegyldig.
Men Χstd. er ingen Lære [den] er en Existents-Meddelelse.
X2A604 Er der ikke ⓘ et nødvendigt Forhold i Henseende til hvad der følger af hvad et Msk. 42 siger og lærer, saa han med Nødvendighed drager Følgen over sig, og saa man, hvis Følgen udebliver, er berettiget til at slutte: ja, saa har han hell. ikke i Sandhed forkyndt dette?
Tag et Exempel: at forkynde christelig Selvfornegtelse. Hvis En i Sandhed forkynder den, følger det saa ikke med Nødvendighed, at Det vederfares ham, Det som han siger, saa dette er det eneste sande Beviis for Forkyndelsens Sandhed, at den frembringer det Forkyndte, maaskee ikke saaledes, at Nogen gjør efter hvad han siger, men dog, at ham vederfares efter hvad han siger, at der veder185fares den christelige Selv43fornegtelse. Hvis derimod En gjorde glimrende Lykke ved at forkynde christelig Selvfornegtelse – er dette saa ikke ligefrem et Beviis for, at han ikke forkynder den i Sandhed.
Sophisterne ville saa nødig til [at] slutte her; de holde det svævende, de sige: stundom maae Sandheden lide i denne Verden, stundom gaaer det den dog godt.
Men naar christelig Selvfornegtelse forkyndes saaledes, at Den, der forkynder den, gjør Lykke, saa forkynder ⓘ han den egl. ikke, han declamerer maaskeea, men han udtrykker den ikke existentielt, og deraf kommer det at Følgen udebliver.
✂ a paa Digter-Afstand fra Virkeligheden.
Man seer atter her, hvor taabeligt det er, at kalde Χstd. en Lære, istedetfor at den er en Existents-Meddelelse.
✂ [a] 👤Goldschmidt.
Fraseet 1) at det da egl. kun er en Frækhed (uden at han dog maaskee ret selv forstaaer det) og 2) Piat til Efterligning af hvad han [har] ⓘ hørt om ►Metamorphoser og Stadier i en ►Livs Udvikling, ►dette han har hittet paa, at »📖 Corsaren« er første ⓘ Stadium – dette fraseet, saa bliver det i psychologisk Henseende Snurrige tilbage, at han altsaa ►udviser ⓘ den ⓘ ►Merkwürdighed at det Comiske er det første Stadium. ►Ellers pleier dog det Comiske at være det ⓘ sidste – ►Comedien ender ganske rigtig 👤Hegels 📖 Æsthetik, og en ►👤Aristophanes vilde vist være blevet ►synderlig tilmode, hvis man foreslog ham, at gjøre sin Existents som comisk Digter til første Moment – for saa at blive 45 »alvorlig«. Overhovedet er det Galimathias som 👤G. sætter ind i Verden ved sin personlige Existeren ikke uinteressant i ⓘ det mig anviste ►Clinicum: Kiøbenhavn i ►sædelig Opløsning.
Jeg selv har ►som Forf. aldrig ►udvist det Comiske, ►det er blevet benyttet som tjenende af Pseudonymer, der naturligviis ganske conseqvent vilde finde det latterligt at lade dem faae et nyt Stadium, da det Comiske er en sphærisk Bestemmelse for det Høieste. Jeg selv var fra første Øieblik af opbyggelig Forf. Det Comiske i Pseudonymerne er snarere et for høit Stadium, da det er et Dæmonisk.
46X2A606►👤Socrates – Χstd.
Ogsaa dette Socratiske er af yderste Vigtighed for det Christelige: ►Dyden lader sig ikke lære, det vil sige, den er ingen Lære, den er en Kunnen, en Udøven, en ⓘ Existeren, en existentiel Omdannelsea
✂ a og derfor er ⓘ den saa langsom at lære, ikke slet saa let og nem som at lære eet Sprog mere ell. et System mere udenad. Nei i Forhold til Dyden er det med saa særlig Eftertryk bestandig: indenad, indadvendt, »den Enkelte«.
Her ligger jeg igjen med Mit: Χstd. er ikke en Lære men en Existents-Meddelelse.
Det er af saa afgjørende Vigtighed for at bestemme Begrebet »Lærer« i Forhold til det Χstlige. ⓘ Hele dette usalige Slæng af »Præster og Professorer« er det egl. der ►bona fide har forvirret »Troen«.
47X2A607En besynderlig ironisk Udmærkelse.
►Naar der er Ildløs et Sted, og der skal slaaes Allarm, saa kommer Trommeslageren først hen og slaaer udenfor det brændende Sted. Der behøvede han da allermindst at slaae. Det er som en Gjøren ►honeur for det.
En Analogie vilde det være, hvis det fE var Skik, at ►naar en Mand skulde henrettes, at da Skarpretteren, idet den Skyldige besteeg Skafottet ledsaget af Justitsens Embedsmand og Præsten, først bukkede tre Gange for Delinqventen, og saa een Gang for Øvrigheden.
Er det dog ikke ►mærkeligt, ►👤Plato vil i Republiken have »Digterne« udviste af Staten, ►ⓘ angriber ellers oftere 48 »Digterne« – og var dog egl. selv en ⓘ Digter, ell. en Tænker med et overveiende Digterisk.
Det Mærkelige er saa igjen her, at dette Stadium ikke er et tidligere saa det afgjørende ethiske er det senere. Ak, nei det er omvendt. Det er en baglænds ►μεταβασις εις αλλο γενος. Det er en Reminiscents af 👤Socrates, der virkelig selv var Ethikeren, og havde Ret i at ville have »Digteren« bort. I anden Generation (👤Plato) er vi saa komne saavidt, at 👤Plato er Digteren der vil have »Digteren« bort, han digter det, at ville have Digteren bort, saa langt er det gaaet tilbage.
Det har slaaet mig ►et Ord af 👤Aristipp (i 👤Wielands 📖 Aristipp und seine Zeit 4de B. p. 34) hvor han taler 49 om 👤Platos Republik: »Du forlanger, skriver han, min Mening om denne nye Digtning af vor erklærede Digter-Fjende.«
Ogsaa for min egen Skyld har dette med 👤Plato været mig af Betydning. Jeg har bestandigt erkjendt, at der er et Digterisk i mig. Men i mig strides der dog fremad. Jeg følger ikke umiddelbart efter en 👤Socrates og lader nu Sagen gaae tilbage. Nei i den grændseløse Forvirring af det Religieuse er jeg en Position fremad. Jeg ►udviser Svinget, der skal gjøres; men selv næsten segnende under den uhyre intellectuelle Opgave at rydde Terrainet, udviser jeg som det høiere den reen ethiske Existents.
[a] Det Christelige: at her i Verden er Alt omvendt, at jo mere jeg ►beflitter mig paa Dyd, desto værre gaaer det mig o: s: v: – alt Dette findes jo allerede i ►den hele yp188perlige Fremstilling af det Ethiske i de første Bøger af 👤Platos Stat.
✂
[a]
Og saaledes opfattede altsaa endog en Hedning Verden, han som da ikke havde det høieste det sande Ideal – hvor forfærdelig maa Χstd. opfatte den; thi Afstanden er i Forhold til Idealets Ophøiethed, og Verden derfor kun fuldkommen god for de Slette ell. for Dem, som intet Ideal kjende.
[b] Sophisterne lære: at det at gjøre Uret er det Fordeelagtige, og at det veed Enhver, dog at man for en Forsigtigheds Skyld opretholder et Skin af at ville det Gode – ⓘ 👤Socrates vil, at man skal gjøre det Gode, og undgaae Skinnet deraf, at ikke Lønnen skal friste.
✂ [b] X2A610Hvilken ypperlig ►Lovtale over denne Verden, som bliver lagt Lovtaleren over Uretfærdighed i Munden: »Den Retfærdige, han bliver pidsket, spændt paa Pinebænken, lagt i Lænker; man vil brænde Øinene ud paa ham, og efter at han har lidt alle optænkelige Mishandlinger bliver han naglet til Korset, og [maa] nu for silde indsee, at man i denne Verden vistnok skal bestræbe sig for at synes retfærdig, men da ikke være gal og være det. Hvor herligt derimod er den Uretfærdiges Lod i denne Verden, naar han har den Klogskab, at bringe den offentlige Mening paa sin Side, og medens han under Dydens Maske tillader sig Alt, ansees for en retskaffen Mand. Statens høieste Æresposter vente ham, han kan ægte hvem han vil, og udgive Sit til hvem han vil; Enhver regner sig det til Ære at komme i Forhold og Forbindelse med ham, og da intet Middel er ham for slet for at naae sin Hensigt, lykkes Alt ham; ved alle Leiligheder veed han at komme godt fra det, kort han bliver en riig og mægtig Mand, istand til at gavne sine Venner og skade sine Fjender, ja at vinde selv Guderne ved hyppige Offere og rige Gaver, saa han vil være dem kjærere end den Retfærdige, der Intet har at give.«
Her er forresten en lille Vanskelighed, som let hæves. Naar nemlig Sophisterne lære, at det at gjøre Uret er det Fordeelagtigste og at i Grunden Enhver betragter det saa – hvortil saa det Skin 51 at ansees for Retfærdig. Skal dette være en Fordeel, saa ⓘ maa jo Verden virkelig ansee Retfærdighed for det Gode, og saa kan Verden ikke være saa ond, at Proportionen er ⓘ Omvendthed. Dog ►her stikker just Hemmeligheden. Det er blot et Skin af at være den Dydige, den Retfærdige o: s: v:, i denne lette Form tækkes det Verden, vel nærmest ogsaa som et Udtryk for Snildhed, der snildt veed at conservere dette Skin. Saasnart det virkelig blev Alvor med at ville være retfærdig, saa kan Verden ikke bære det, og det gaaer ikke den Retfærdige vel; men dette Skin, denne interessante Mystification, som dog selv Verden saadan halvt om halvt ⓘ ikke troer paa, det er Profit, just dette Hyklerie hører med for ret at gjøre Lykke, medens Verden er villig til at gaae ind i Mystificationen og ære denne Mand som den Retfærdige.
52X2A611Uden just at smigre mig selv, tør jeg troe, at jeg maaskee er Den, der i vore Forhold virkelig nyder meest Agtelse. Og hvoraf veed jeg det? Det veed jeg deraf, ►at man saadan giver det Udseende af at jeg er sær, lidt gal o: s: v:. Mskene forstaae hinanden gjensidig i egoistisk Stræben for ►endelige Formaal, det er dem Livets Alvor, de ære hinanden o: s: v: Hvad der gaaer ud derover (og om det virkelig gjør det, har Verden et skarpt Øie for) er ►vistnok Gjenstand for deres Agtelse – men 189 for Gud i Himlens Skyld, det maa holdes paa en passende Afstand som Særhed og Galskab, tilgivelig men dog Særhed – ellers vilde det jo ogsaa vende op og ned paa Alt, forstyrre hele ⓘ Legen. 53 Er nu det Ideellere af særegne Grunde villig til at nøies med det Vilkaar at være en Snurrighed (og i Stilhed at agtes) saa tolereres det. Vil det ikke det, vil det angribe Verden, dømme den o: s: v: saa gaaer det paa Liv og Død, saa bliver Verden ikke rolig før denne Mand er død.
En raffineret Skjøge har i sit stille Sind megen Agtelse for en ►sædelig Pige; men udtrykkes maa dette ikke, hun vil have Lov til at spotte lidt over hendes Sædelighed, som var den en Særhed, noget Aparte Noget. Naar nu den unge Pige ikke tænker videre derover, men hviler i ⓘ sig selv – saa gaaer det; vilde hun vende Forholdet om, og dømme at Skjøgens Liv var lidt mere end Særhed, sørgelig Særhed, Fortabelse – saa er denne Piges Skjebne afgjort, saa hviler Skjøgen ikke før ⓘ hun er tilintetgjort.
54 X2A612 ►Om den Mishandling jeg har lidt.
Det interesserer mig reent psychologisk at see, hvad nu det Farligste af alle Angrebene vare – man lærer derved Verden at kjende.
Lumpen var hele Mishandlingen; der blev ⓘ øst Forhaanelse og Raahed ud over mig – det var snart Alt glemt.
►Man tog mit Fornavn og gjorde til et Øgenavn, brugde det i Comedier – jeg nævntes idelig og idelig med det paa Gaden: det er af det Farlige.
►Man gjorde mig til en Carricatur, kjendt af ethvert Barn – det er af det Farlige.
Men det Farligste var at ►man skrev, at mine Buxer vare for korte, ell. vel endog den ene Buxe 1/2 Tomme kor55tere end den anden. alt det Andet var ubetinget Noget, der Intet var at gjøre ved. Her kom Vanskeligheden, ⓘ om der da var noget Paafaldende – Paafal190dende vel at mærke efter at Pressen er blevet brugt til at rette Alles Øine derpaa.
Dette var det Farlige. Det blev sat i Forbindelse med min Charakteer, at det var Stolthed; de Anseetere syntes jeg kunde dog ⓘ give efter – de tænkte slet ikke paa, at noget egl. Paafaldende ⓘ har der aldrig været ved min Paaklædning, og paa den anden Side, gjorde jeg nogensomhelst Forandring var det jo igjen underlagt offentlig Discussion – og det skete (skjøndt jeg lod Alt være uforandret) ►i 📖 Flyveposten af 👤P. L. Møller, hvor der fortaltes, at nu vare mine Buxer 56 blev[n]e for lange. See dette var farligt, just fordi det sattes i Forhold til min Charakteer.
Hvilket Vanvid er dog det offentlige Liv!
Men sandeligen jeg gad see, hvor mange der holdt det ud: Dag ud og Dag ind at erindres af disse Tusinder og Tusinder om Eet og det Samme, af Tjenestepiger, Børn, ►Sjouere o: s: v:. Aldrig at kunne være privat, fordi selv den simpleste borgerlige Familie var vidende om det Samme, [a] og hvis man besøgte dem, i Forlegenhed forraadte at de vidste det, forraadte det ved et Blik. Og saa det Forbittrende i, at det er paa den Maade man lønnes 57 for at have arbeidet som ingen Forf, uegennyttigt som ingen, og endeligen for at have villet gjøre vel mod Samfundet. – Det Farlige var, at det sattes i Forhold til min Charakteer, og det saae ud som var der Noget at gjøre, og at det var min Pligt at gjøre det – istedetfor at hele Samfundet i dette Tilfælde udtrykte Vanvid. Det Tragi-Comiske i, at see ►min Skræders Forlegenhed, fordi han var kommet til at deeltage i det offentlige Liv o: s: v: o: s: v:; ►min Karls Medviden o: s: v: –
✂ [a] Og saa Aar efter Aar uforandret at være udsat for den Mulighed hver Dag, at et ►arrigt Msk. ⓘ en halvfuld Student en ⓘ Aftenstund, en Fortvivlet ►for at tjene 10rd begynder igjen at bruge Pressen til at skrive om min Paaklædning.
X2A613At have Ret mod en Samtid, derpaa er der ►ordentligviis sat Livsstraf, eller dog 58 livsvarigt Martyrium: Gud veed, om det ikke skulde lykkes mig, at faae Ret af den samme Samtid, som har gjort mig Uret, og mod hvem jeg har Ret.
Mit Tilfælde er et ganske eget. Jeg har ikke angrebet 191 Samtiden, men kastet mig mod et Slags ⓘ Tyrannie – det maa dog snart blive Samtiden tydeligt, hvilken Ret jeg har, hvilken Uret den har gjort mig; og Tilstaaelsen vil vel ogsaa komme, naar Arrigskaben ⓘ ret har ►sat sig.
Mit Tilfælde er just derfor ogsaa et ►eget, at jeg ikke udgiver mig for en ethisk Figur i stor Forstand, ►al59drig har brugt Myndighed, altsaa ikke lagt ►Katastrophen saa høit op.
Skeer det, da vil det være af yderste Vigtighed for at belyse Χstd.
Jeg veed Intet, jeg veed kun at forundre mig over ►Styrelsen.
X2A614►👤Psyche vilde ikke nøies med at troe; det var jo muligt, at den ⓘ Usynlige, der besøgte hende, var et Uhyre – saa saae hun, og saae, hvad hun tabte.
Saaledes ogsaa med Reflexions-Forholdet i Forhold til Gud. Det Tilbagelagte, det kan Du maaskee see er det Overordentlige, saa altsaa dette var Dig forundt: vil Du ikke nøies hermed, nøies med at leve baglænds, forud have Sikkerheden, for at være ganske ⓘ sikker paa, at den Vei Du 60 gaaer ikke er en Afvei – det var jo ⓘ muligt (som det var muligt at hiin Usynlige, der besøgte 👤Psyche, var et Uhyre, der just for at skjule dette, kun vilde sees i Mørke ɔ: ikke sees men troes –): saa er Alt tabt, Du faaer saa alligevel ikke Visheden men kun Visheden om, at nu er Alt tabt.
X2A615►Som jeg her har sagt det: hvor den virkelige Fare er, der hedder det altid »det er Ingenting.« Det er Grundløgnen. Man vil jo dog gjerne være den alvorlige, den modige Mand, Dydens Forfægter o: s: v: vedgik man nu at det var den vir61kelige Fare, ►saa maatte man jo gaae i den – og det vil man ikke, ergo lyver man.
X2A616 192 Replik til de Samtidige
Lidt ►Billighed synes jeg dog man burde vise mig.
►I Betragtning af at være den priviligerede Foragtelighed fik 👤Goldschmidt Lov til at bruge alle de Vaaben, som ingen anstændig Forf. endog blot tør røre.
Ved Hjælp af disse Vaaben, begunstiget ved at være den Priviligerede – agerede han en uovervindelig Seierherre.
Dette finder jeg i sin Orden, ell. rettere sagt, jeg finder det vel ikke i sin Orden, men jeg finder dog, at der er Mening deri, naar det staaer fast, at det er som den priviligerede Foragtelighed, han saaledes triumpherer.
Men for galt er det dog, ►at 62 han saadan en passant bliver udenvidere anstændig ⓘ Forf, og at dette saa tillades ham uden at gjøre en meget ⓘ officiel Afbigt; thi det er jo den meest oprørende Uret mod alle Dem, der maatte finde sig i hans Mishandling – fordi han nu ⓘ engang var den priviligerede Foragtelighed.
ⓘ Og galere end det Galeste er det dog, at vende Forholdet saadan om, at det endog bliver en Slags Fortjeneste, at han er saa god – at ville være anstændig, omtrent som naar ⓘ Forældre, der ikke havde Kraft til at straffe det uartige Barn, vilde takke det, naar det blev artigt.
X2A617 Χstd. ⓘ vil gjøre Evigheden let men gjør dette Liv tungt.
Χstds Forudsætning er egl. den, at det om Evigheden beskæftiger et Msk. absolut. For denne Be63kymring veed Χstd. Raad.
Men ⓘ saadan som vi i Almdl. leve, falder det os da slet ikke ind, at det med Evigheden skulde have Noget at betyde, at vi alle blive salige, det er sikkert nok.
ⓘ Nu skal altsaa Χstd. anbringes indenfor dette Liv, som kunde den hjælpe for dette Liv. Men det kan den netop slet ikke, den kan kun gjøre dette Liv saa anstrenget som det er muligt.
Χstd.s Forudsætning er at Bekymringen for at det maa gaae En vel i Evigheden, er saa stor, at man for at faae Ro i denne Henseende med Glæde ⓘ finder sig i, ja takker Gud for at faae dette Liv gjort noget mere, ja uendelig meget mere anstrenget end det er, naar man ikke indlader sig med Χstd.
Alene det at have en virkelig 64 Bekymring for sin evige Salighed 193 (som Χstd. fordrer den), alene det er jo en uhyre Vægt i Sammenligning med den ⓘ Maade at leve paa, som lader det Evige staae hen.
X2A618 Mit Forhold til de Samtidige.
Men gjør jeg ikke Uret idetmindste mod Mange af de Samtidige?
Jeg anvender hele ⓘ min Kraft for at forvandle ►den Uret og Mishandling jeg lider til Ingenting – saa troe de, at det er Ingenting, og fortsætte den.
Denne Maalestok er at fordre »Aand« af dem, at fordre af Dem, at de ved dem selv skal ⓘ tænke efter uden at der ligefrem siges dem 65 Noget.
Burde jeg ikke sige Noget ligefrem, ell. reise lidt som jeg dog af andre Grunde bestandigt har tænkt paa. ⓘ Det Sidste, at reise lidt, vilde være at give dem den tilstrækkelige Tid til at sunde sig, og de vilde maaskee blive opmærksomme, medens nu min personlige daglige Nærværelse, og Synet af, at det paa mig seer ud som var det Ingenting, er Bestyrkelse i det Gamle.
Dog skylder jeg jo ogsaa min Sag og Sandheden, at holde tilbørligt længe ud, for at jeg kan have Noget at holde mig ⓘ til, Noget at beraabe mig ⓘ paa.
Egl. har jeg ved min offentlige Existeren kjøbt mig en ►Pante-Fordring i det ⓘ offentlige her hjemme, som kan benyttes til Fremstilling af det Christelige. Man siger »Din Fremstilling er for høi« jeg svarer »det kan den umuligt være, det er jo skeet lige for Næsen af Eder; og for høit kan det da ikke være, thi 66 det svarer ganske til den Behandling, jeg qua Forf. har lidt, saa I altsaa selv har ►udfordret det, da jeg har maattet ⓘ holde mig til det Christelige for at udholde Eders Behandling.
Dog Sagen vil jo nu snart ►klare sig, da jeg jo dog ►er i det Tilfælde at høre op som Forfatter.
X2A619 Om mig selv personligt.
Msklig talt kunde man sige, at det er min Ulykke, at jeg er saa strengt opdragen i Χstd.
Fra tidligste Tid har jeg været i et oprindeligt Tungsinds ⓘ Vold.194 Havde jeg nu været opdraget paa almindeligere viis – ja, det forstaaer sig, ⓘ saa var jeg vel neppe blevet saa tungsindig – saa var det vel i en tidligere Tid blevet Opgaven for mig at gjøre Alt for at trænge ud af dette Tungsind, der næsten vilde forhindre mig at være Msk, at gjøre Alt, enten at sprænge det ell. selv at sprænges.
67Men fortrolig som jeg var fra min tidligste Tid med dette Christelige: om ►Pælen i Kjødet, at Sligt just hører med til at være Χsten – fandt jeg at derved kunde ikke være Noget at gjøre, og i hvert Fald fandt mit Tungsind et Medhold i hele denne Anskuelse.
Saa forligte jeg mig religieust dermed – det har gjort mig, mskelig talt, saa ulykkelig som mulig: men paa Basis af denne Smerte udfoldede sig saa en eminent Aands-Existents qua Forfatter.
Jeg forstod mig selv i dette Liv. Qvalen var frygtelig – men Tilfredsstillelsen var ogsaa desto større: jeg kan aldrig noksom takke Gud for hvad der forundtes mig.
Men saa – saa blev det mit Lod at være Forf. – i Danmark. En saadan Forfatter-Existents som min vilde i ethvert andet Land have været Veien til Rigdom – ►i Danmark kostede det mig Penge. ►Overøst blev jeg saa med Forhaanelser, Alt blev næsten gjort for at gjøre mig Livet utaaleligt: gjør Intet – denne Forfatter-Existents som den var og 68 er min Mulighed, den var mig en Tilfredsstillelse, saa jeg aldrig noksom kunde takke ►Styrelsen; thi jo mere Modstand jo rigere blev blot Productiviteten.
Men – Penge koster den (ja det er jo næsten vanvittige Forhold, til Jubel for den ►Kjøbstad, hvori jeg lever, omgivet af Forhaanelse, efterstræbt af Misundelse) – og jeg har ikke mere Raad dertil.
►En Embedsstilling skulde jeg med Glæde paatage mig – men her kommer mit Tungsind og gjør Vanskeligheden. Hvorledes jeg lider, efter hvilken Maalestok jeg er sat udenfor det Almene-Msklige har Ingen Forestilling om. Og dette maatte jo dog hæves for at kunne leve sammen med Mskene i Embedsstilling.
Dog Eet bliver tilbage: at jeg aldrig noksom kan takke Gud for det ubeskrivelig Gode han har gjort ⓘ mod mig saa langt mere end jeg havde ventet.
69 X2A620 195 Angaaende ►👤Goldschmidt.
►Der er vist neppe nogen her hjemme, der i den Grad som jeg, har været opmærksom paa 👤G., neppe Nogen der har meent ham det saa vel: men ►6 Aars Forbrydelse ved at være Redakteur af 📖 Corsaren, skal og bør ikke gaae af som Ingenting.
Min Tanke ved ►det Skridt jeg i sin Tid gjorde, var at lade det komme til Opgjørelse, og saa gjøre Alt for ham saa ►billigt som muligt – jeg vilde være hans ►Defensor – han gjorde mig til sin ►Aktor: derved er Sagen just ikke blevet lettere for ham.
Men havde jeg ikke gjort Indsigelsen i sin Tid, var det lykkedes ham enten at forblive upaatalt i hiin Virksomhed, ell. udenvidere at slippe fra den, naar det behagede ham engang at blive artig.
70 X2A621 Misforstaaelsen i min Situation som Forf.
Samtiden har kun verdslige Categorier; den ventede og venter da, at jeg enten skulde unddrage mig ►Mishandlingen ved at reise fE; ell. at jeg skal forsvare mig.
Jeg er imidlertid fordybet i de religieuse Forbilleder, hvis ►Kjende er at lide. Jeg veed ikke, om jeg har Lov til at gjøre mig min Stilling lettere, da det er klart, at jo mere jeg lider, desto dybere vil jeg saare Samtiden, og Virkningen af mit Liv blive desto større.
Saaledes medvirker jeg selv (ved ikke at gjøre det man venter) til at gjøre Forholdet vanskeligere.
Men man sætter sig ikke ind i mig.
Som jeg ►i sidste Afsnit af Anmeldelsen af de to Tidsaldere, har viist, at Straffen vil blive ►conform med Skylden, og derfor just den: ingen Regjering at faae, saa ⓘ Anstrengelsen men ogsaa Fremskridtet vil blive: at Enhver for Alvor maa lære det at ►være sig selv Her196re, at styre sig selv, uden at hjælpes ved det ►Aflad, at der gives Styrende og Ledende (hvad der var en Lettelse, men som ►Slægten forsmaaede): saaledes bliver religieus Fremskridtet og Anstrengelsen: at Enhver i sig maa bære den ►Duplicitet, at forstaae, at det Christelige strider mod Forstanden – og saa dog at troe det. Dette ►er Signalet til, at ►Umiddelbarhedens Tid er forbi. ►Som i det psychologiske Experiment 👤quidam ingen umiddelbar ulykkelig Elsker er (han seer selv, at Sagen er comisk og holder det dog tragisk fat i Kraft 72 af noget Andet, men altsaa med bestandig Splid, hvilket er Tegnet paa at Umiddelbarheden er forbi) saaledes med den Religieuse.
X2A623 Mit Forhold iⓘ Samtiden,forsaavidt den selv har ►forskyldt►Misligheden.
Hvilken Betydning jeg har som Forf, føler jeg Historien vil vidne for mig, at det er et Verdens Sving; fremdeles, at det Overordentlige er præsteret: det veed jeg, sandeligen uden Opblæsthed, jeg der dybt, o, saa ubeskriveligt dybt føler min egen Elendighed som et stakkels ⓘ elendig Msk og en stor Synder.
73Men Samtiden ►refuserede det Præsterede. Mine Skrifter bleve ikke læste – ►derimod forlystede Kjøbstaden sig med at aftegne og udgrine mig.
Derved gik Sagen i Baglaas. Havde man strax med sømmelig ⓘ Respekt for hvad her var præsteret, indladt sig paa Sagen, ►skjønsom for de store Offere jeg bragte som Forf: saa var Sagen blevet lettere.
Nu vil Opløsningens Forvirring vanskeligt undgaaes – og mig har man sat udenfor. Det bliver nu bestandigt dyrere og dyrere at komme ind paa hvad, der ved mig blev præsteret, fordi man nu først skal gjøre en lille Tilstaaelse ►betræffende den Maade, paa hvilken jeg er blevet behandlet.
O, der kunde synes at være noget 74 Stolt i den Tanke: sandeligen, Den, der endog blot havde en Anelse om, i hvilke Qvaler jeg er bunden til Gud, han vilde vist ikke ►falde paa, at jeg kan være stolt deraf. Elendig, som jeg følte mig, ►en Poeniterende, som jeg dybt erkjendte mig at være: ved Gud, det var ingen stor Fortjeneste af mig, men sandt er det, jeg bød for min Person det lavest mulige Vilkaar (villig til at leve sammen med ►den menige Mand, bestandig dragende en vis spøgende Belysning over mig, for ikke at virke for stærkt.) At man saa vragede mig: ja, det reiste min ⓘ Selvfølelse; men 197 dog trykker Gud bestandigt saa stærkt paa mig, at jeg hvert Secund om ikke er, saa kan ►være paa de 70,000 Favne Vands 75 Dyb. ►Ordentligviis har jeg levet saaledes, at jeg maaskee hver evige Dag jeg har levet, intensivt har lidt mere end Andre i eet Aar. ⓘ Dog det forstaaer sig, i denne Lidelse har der saa ogsaa ofte været en Salighed, som Andre maaskee aldrig have ►fornummet. Thi, kort og godt, jeg har bestandigt kun ⓘ Eet og det Samme at sige: at jeg aldrig noksom kan takke Gud for det ubeskrivelig Gode han har gjort imod mig, saa uendelig langt mere end jeg nogensinde kunde have ventet ell. turde have ventet.
X2A624 Conflicten mellem »Forstand« og »Tro«. ⓘ simpelt psychologisk.
»Forstanden« kom[mer] aldrig ind paa det Absolute.
Dan et Exempel. Jeg har jo ogsaa et Ansvar for min Forstand. Godt, tag nu et Msk, der vil vænne sig af med een eller anden dybt 76 indgroet Vane. Han siger nu: nu har Du længe nok, gaaet og ►sat ud og sagt imorgen – begynd nu idag. Saa begynder han, og ►Attakken bliver yderst voldsom. Saa siger Forstanden: det er for galt, Du maa fare med lidt Lempe, man har jo ogsaa havt Exempler paa, at et Msk. paa den Maade kan sprænge sig selv. Slaae saa lidt af og sæt ud til imorgen.
Her gjælder det nu, at i høieste ethisk Forstand: har et Msk. intet Ansvar for hvad der hænder ham, naar han kæmper mod det Onde, at han skal sætte dristigt Alt ind, kaste Ansvaret paa Gud ɔ: troe, og lade sig sige, at denne Fare med at han kunde sprænge sig selv, er en Anfægtelse, en ny Gavtyvestreeg af 77 ⓘ den onde Vane.
Dog gjælder det unegtelig alligevel, at man kan ogsaa fare vild i at ►overforcere sig i ⓘ Kamp mod det Onde. Jeg veed det af egen Erfaring; men saa slaaer man af, og gjør ⓘ Gud en Indrømmelse, og Løfte om at begynde redeligt igjen hvor man slap. Saadan Ydmygelse (at man ikke strax ⓘ kan), kan ogsaa høre med, for at frelse En fra ►stoisk ⓘ Indbildskhed. Af egen Erfaring veed jeg ogsaa, at jeg (just fordi jeg er bange for de vilkaarlige Paafund) har for Skik ►med betimelig Tillysning at undsige Det og Det, den og den Vane, som nu staaer for Tour. Det saadan pludselig at sige: idag, kan være meget farligt, være en usand Utaalmodighed.
Men som med Forstanden i hiint Tilfælde saaledes ogsaa med 78 Forstanden i Forhold til at troe Χstd. ⓘ Troens Interesse er: at slutte af, 198 absolut Afgjørelse, Forstandens Interesse er at holde »Overveielsen« i Live; som Politiet ⓘ vilde være forlegent ved ⓘ om der ingen Forbrydelser ⓘ var, saaledes Forstanden, naar Overveielsen er forbi. »Troen« vil sætte det Absolute, »Forstanden« fortsætte Overveielsen.
Hvor svært da nu ⓘ at troe, nu i det 19de Aarh., nu da Alt er blevet et Chaos af Reflexioner og Overveielser.
Sandeligen, derfor er det altid en stor Hjælp, at det ret bliver En tydeligt –: at Troens Gjen79stand er det Absurde – det forkorter ►gevaltigt. Ja man ⓘ kunde blandt Andet sige, at det er af Omsorg for Msk, at de dog kunne komme til at troe, at det er derfor, at Troens Gjenstand af Gud bestemtes til at være det Absurde, og at ►han lod det sige forud, at det var og er og skal være det Absurde.
X2A625 Replik om mig selv.
Sandt nok, jeg troede ikke at Nederdrægtighedens Magt var saa stor. ►Da jeg kastede mig mod den, ►regnede jeg dog paa, at det, med den Forestilling man dengang havde om mig, skulde lykkes mig at vende de litteraire Forhold rigtigt, at det blev en Ære at forhaanes af Foragtelighed, jeg regnede altsaa ogsaa forsaavidt paa, at Verden 80 var adskilligt bedre end den er, vel meente jeg ikke den var god, men jeg regnede dog paa, at et saa redeligt og begeistret Skridt skulde hjælpe et Skub frem ad i vore Forhold. Ak, Ulykken var just at Skridtet ikke blev forstaaet – og saaledes blev Sagen forværret, endnu mere ved min Uforandrethed.
Og hvad saa? Dersom jeg saa, uden at have gjort Skridtet, havde den udviklede Forestilling, jeg nu har, om efter hvilken Maalestok Nederdrægtighed, per Usselhed og Misundelse, regjerer: mon jeg saa ikke vilde have bedet Gud om Styrke til at gjøre det Skridt, jeg har gjort?
X2A626Jeg var villig til som Ligemand at omgaaes Alle – nu Herre Gud jeg var dog nok ikke den Ringeste. Men at omgaaes dem som Lige, naar saa de 81 samme Msker tillige ganske ugeneret ville i Egenskab af Publikum participere i Forhaanelsen: det vil jeg ikke.
X2A627199Maaskee har jeg ogsaa gjort Uret, ved bestandig i min Omgang at forvandle ►den Mishandling, jeg har lidt, til vittig Conversation; det Duperende heri (hvori tillige dog let kunde skjule sig en dyb Foragt for Msker) er dog ogsaa at vildlede dem.
X2A628 Indre Replik.
Igaar var jeg elendig – men jeg kunde dog ikke ret haabe paa Gud; idag blev jeg een Gang elendigere – det hjalp, nu kan jeg haabe igjen. O, Faren, Faren, det er dog i ⓘ aandelig Forhold, hvad legemlig Straf er i lavere Forhold.
82X2A629Blandt Andet derfor er det at Mskene saa gjerne ville at der skal tales til dem paa Forsamling, ikke enkeltviis. Den Enkelte, den dem maaskee saa langt Overlegne, som de neppe turde see paa, naar de skulle tale med ham enkeltviis – han overvældes sandseligt af Indtrykket af »Mængde«: og denne Spænding, den tilskriver saa enhver Enkelt i Forsamlingen sig, mener at det er ham, han saaledes næsten er bange for.
X2A630O, det er dog saa vanskeligt at gjøre Noget »strax«. Blot en Udsættelse af en halv Time vil man saa gjerne have, som blev det saa lettere for En, istedetfor at det saa blot bliver vanskeligere, ell. vel rettere slet ikke bliver gjort, ell. kun gjort halvt.
83X2A631..... Saa synes man, at den og den Gang, igaar ell. iforgaars da var man saa ►nær efter at det var lykkedes for En at seire i den ell. den 200 indre Kamp, at holde troende ud – dersom man saa blot ikke havde gjort det ell. det lille Feilgreb: men nu kan man ikke – istedetfor »strax« at troe, og troe, at med Guds Hjælp vil ⓘ Feilgrebet selv tjene En til Gode. Man var saa nær efter at have forvisset sig om, at naar man troer, saa forvandler sig et Uheld, en Fare til Fremgang og Vinding – men saa kom der ⓘ et lille ⓘ Feilgreb og det lykkedes ikke: nu saa anvend strax det Lærte (at naar Du troer saa tjener Alt Dig til Gode) og troe at dette Feilgreb tjener Dig til Gode.
O, men det er en uhyre Skole, der behøves for saaledes at blive sig selv 84 nærværende, istedetfor i eetvæk at komme sig selv paa Afstand.
X2A632Lær Du mig o, Gud, at jeg ikke qvæler og martrer mig selv i qvælende Reflexion, men at jeg sundt maa aande i Troen.
X2A633 Replik.
[a] O, rædsom Dyb af Forvirring, o, rædsomt ⓘ ved Hævd forhærdede Misvisning.
✂ [a] »Professoren« i Theologie.
Fra Generation til Generation disse hundrede og atter hundrede Professorer – i ►Christenheden, altsaa dog vel sagtens Χstne, ►end85sige da de vare Prof. i Theologie. De skreve Bøger, og atter Bøger om Bøgerne, og Bøger for at holde Oversigt – der bestod igjen Tidskrifter alene ved at skrive om dem, og Bogtrykkerier florere, og mange, mange Tusinder ernæredes – – – og ikke een Eneste af disse ⓘ ►Leietjeneres Liv lignede i fjerneste Maade en sand christelig Existents – ja ikke en Eneste af dem faldt ⓘ det ind, at tage det N. T. læse det ligefremt og eenfoldigt og for Gud forelægge sig selv det Spørgsmaal: 86 ligner da mit Liv paa nogen Maade end det fjerneste Christi, saa jeg turde kalde mig en Efterfølger – jeg, Prof. i Theol. ►R af D., æret og anseet, med fast Gage og fri Professor Bolig og Forfatter af flere lærde Skrifter om ►👤Pauli fire Reiser.
ⓘ At der i det N.T. findes ►Steder, hvoraf man kan bevise Rigtigheden med Biskopper, Præster Diaconer (hvor lidet end de nærværende ligne den oprindelige Tegning) ►men man finde dog i det N. T. det Sted, hvor der omtales: Professorer i Theologien. Hvorfor kommer man uvilkaarlig til at lee, naar man til ►hiint Sted, at Gud 87 beskikkede nogle til Propheter, Andre til Apostle, Andre til Menig201hedens Forstandere – hvorfor kommer man uvilkaarligt til at lee, hvis der tilføiedes: nogle til Professorer i Theologie. hvorfor kunde der næsten lige saa godt staae: ⓘ Gud beskikkede nogle til ►Cancelliraader.
»Professoren« det er en senere christelig Opfindelse – ja en senere christelig, thi den blev omtrent ⓘ gjort ved den Tid, da Χstd. begyndte at gaae tilbage, og ⓘ »Professorens« Culminations-punkt indtraf just i vor Tid – da Χstd. ganske er afskaffet.
Hvad udtrykker »Professoren«? »Professoren« udtrykker, at Religionen er 88 et lærd Spørgsmaal; Professoren er den største Satire paa »Apostelen«. At være – Professor hvori? i ►Det, som et Par Fiskere har sat ind i Verden: o, ypperlige ►Epigram. ►At Χstd. skulde formaae at seire over Verden: ja, det har Stifteren selv forudsagt, og det troede »Fiskerne«. Men den Trophæ: at ⓘ Χstd. skulde seire i den Grad, at der blev Professorer i Theologie – den har Stifteren ikke forudsagt, med mindre det skulde være ►hvor der tales om, at »Affaldet« vil indtræde.
►Funtus, her har jeg det! »Professoren« det vil egl. 89 være Analogien til ►👤Don Quixote. Maaskee vil det blive en endnu dybere comisk Figur. En, der aldeles intet Begreb ell. Mskligt har i sig, i Retning af selv at begeistres til at ville handle og leve i Lighed med Forbillederne, men som troer, at det er lærde Spørgsmaal. ►»Sandheden« bliver korsfæstet som en Røver, ►den bliver bespottet, bespyttet forinden – ►den raaber døende: følger mig efter. Kun »Professoren« (►U-Msket) forstaaer ikke eet Ord heraf, han opfatter det som et lærd Spørgsmaal
►ⓘ I »Pseudonymerne« havde jeg blot brugt »Privat-Docenten«, men »Professoren« er dog en sandere Type, just ved sit Livs Alvor, den høiærværdige Ridder.
✂ [a] Dag-Pressen.
I Forhold til enhver anden Forbrydelse er og bliver Qvaliteten uforandret, og der kan ikke saaledes blive en Forbrydelse til ved en ⓘ Qvantiteren (undtagen da ⓘ i Forhold til mundtlig Bagvaskelse o: D:) 202 men der er det ikke saaledes muligt ⓘ for en Enkelt paa een Gang at sætte Udbredelsen.
Naar Een stjæler ►10rd og en Anden 10,000rd, saa er ⓘ Qvaliteten den samme, men Qvantiteten forskjellig; Qvaliteten er den samme, begge Dele er Tyverie.
Naar en Mand en Aftenstund ⓘ i Sovekameret, idet han vil til at gaae til Sengs, siger til sin Kone, med hvem han har været ude samme Aften: jeg troer virkelig at ►👤Jfr. Hansen sminker sig, ►laae Du ⓘ Mærke til o: s: v: – da er dette den ⓘ ligegyldigste Sag af Verden. Naar derimod ►et 91 Blad med 10,000 Subscribenter siger det ⓘ Samme, saa er den stakkels 👤Jfr. Hansen tilintetgjort (thi en privat, især da en Pige, kan ikke taale Offentligheden efter den Maalestok) altsaa dog vel en Forbrydelse begaaet.
Her ⓘ er det jeg mener som den særlige Egenskab ved Presse-Forbrydelse, at Udbredelse ►qua talis (altsaa ikke Udbredelse af noget i sig selv Forbryderisk) er Forbrydelse.
Dag-Presse formaaer i ethvert Øieblik at vippe Tilværelsen og ligesom gjøre den vanvittig. Man kunde sige: mundtligt kan jo det Samme ⓘ skee, som nu hvis hiin Mand vilde anvende Alt for at fortælle i Byen at 👤Jfr. H. sminker sig. Nei, ingenlunde. Thi for at det Mundt92[lige] skal komme ud og sætte sig fast, maa der langt længere Tid, og mange flere Mellemmænd til at sætte Snakken i Gang. ⓘ Og hvor mange gider vel snakke om Sligt. Men paa Prent lader det sig gjøre, af een Eneste og saa er det sat fast, og det interessante, som gjør, at man gider snakke derom, er just, at det har staaet [paa] Prent. Superb! Noget man ikke engang gider snakke om – det kan man bruge Presse til at udbrede, og saa snakker man derom, fordi det har staaet i Pressen. Og hvorledes gaaer det til? Ganske simpelt, naar To tale sammen, er det to vir93kelige Msker deraf Undseelsen af at snakke om Sligt, de undseer dem dog at snakke om Sligt. Men Pressen – det er »Ingen«, og Ingen kan jo ikke undsee sig. Og naar det saa er sagt i Pressen, saa har man jo det at snakke om, thi nu er det jo Noget at ⓘ snakke om, nu er det jo Noget, det har jo staaet paa Prent, og det at Noget har staaet paa Prent er jo Noget at snakke om.
Saa længe Dag-Presse bestaaer er Χstd. en Umulighed.
Skal Χstd. virkelig sættes ind i Virkelighed (altsaa ikke af en ►Næringsdrivende og Embedsmand ⓘ afdeclameres i en Kirke un203der den gjensidige Reservation, at han naturligviis ikke er saa 94 udannet og personlig at mene de her Tilstedeværende, ell. overhovedet ⓘ de ►Medlevende, som vilde han forpligtige ell. dømme dem) saa er det ►eo ipso uundgaaeligt, at Forkynderen maa drage en meget betydelig Opmærksomhed paa sig. Uden at være dækket af noget Sandsebedrag (hvilket just er fornødent for i Sandhed at forkynde Χstd) maa han drage Opmærksomheden paa sin Person. I samme Secund bemægtiger Dag-Pressen sig ham. Den behøver ikke at sige eet eneste ondt Ord om ham, nei blot Piat, alt Det, der i Samtale mell. Mand og Kone i Sovekamret er det aldeles Ligegyldige, – og han skal i ganske kort 95 Tid være som fortæret. ►Lad et Blad udkomme to Gange hver Dag, med 5000 Subscribenter, og i 14 Dage 2 Gange hver Dag aftegne ham og skrive om det Allerligegyldigste hans Person betræffende: han er svækket. For at udholde denne Behandling vil der ►udfordres ⓘ Heroisme. Den antages han at have, forsaavidt er han altsaa endnu ikke svækket. Men der vil ogsaa udfordres Mere, der vil udfordres næsten Heroisme hos de Medlevende for at opretholde Forestillingen om ham. Ved paa Prent at læse alt det Piat om ham, ved at høre Byen gjenlyde hele Dagen af alt det Piat, sætter det sig uvilkaarligt fast, 96 og der ⓘ er i hver Generation saare, saare Faae, der under saadanne Omstændigheder formaae at fastholde Forestillingen om ham, uvilkaarligt udøver Piattets ►Idelighed sin Magt ogsaa over dem – og saa er han svækket.
Men paa anden Maade kan Χstd. ikke i Sandhed sættes ind i Virkelighed end af en saadan Personlighed, der vover ►at marquere saa langt ud: ergo er Χstd. en Umulighed, saa længe ⓘ Dag-Presse bestaaer; thi at en Forkynder af Χstd. selv skulde ville bruge Dag-Presse var da en Selvmodsigelse.
97Saaledes existerer Staten, den christelige Stat. ►Der er 1000 Præster – alvorlige Mænd, foruden mange andre alvorlige Mænd. De veed Allesammen mere ell. mindre tydeligt, at til Grund for det Hele ligger Piat, de veed allesammen, mere ell. mindre tydeligt, at der existerer en Magt, som hedder Dag-Pressen, der hvad ⓘ Øieblik den vil kan gjøre Miraklet liigt ►hiint med Utøiet over Ægypten: slaae i Jorden, og Piattet reiser sig slugende sit Bytte. Lad os da for Gud i Himlens Skyld ikke komme i Berøring med Det tænker saa disse 1000 alvorlige christelige Præster – Χstd. skal vi nok forkynde alli98gevel. O, I Daarer, ell. rettere ogsaa I ere ⓘ om ikke Utøi ⓘ saa Uting, ikke stort bedre end det Frygtede.
Jeg vil danne et Exempel i Retning af en saadan Mishandlets 204 Skjebne. En Mand kan jo dog ikke være Alt selv, ikke selv være sin egen Skomager, sin egen Hattemager, sin egen Skrædder o: s: v:. Lad os nu antage, at denne Mand ikke kan barbere sig selv. Skriv nu om ham, sæt hele Byen i Bevægelse, fæst hele Befolkningens Opmærksomhed paa hans Skjæg (og det lader sig gjøre, fordi det jo er en ►marqueret Personlighed, og fordi Pressen formaaer Alt i Retning af Piat.). ►Criticer hans ⓘ Skjæg, den Maade, paa 99 hvilken det sidderb. Hvad saa? Saa er eo ipso Barberen Medinteressent i Forfølgelsen. Barberen bliver fortvivlet. Hiin Mand, som jeg kalder »Apostelen« forstaaer meget godt at her Intet er at gjøre, at det Eneste er, at lade Alt uforandret (da det Vanvittige ligger i, at Sligt bliver Gjenstand for Presse-Meddelelse) medens det tillige, christeligt, er hans Pligt at blive staaende paa Stedet. Men Barberen! Ja, det kan han ikke faae i sit Hoved (thi Barberen er ikke en ►Heros). Altsaa (og blot hvilken Heroisme hører der til, for at udholde at være saaledes naglet sammen med Barberen; og at vælge en anden er jo lige saa unyttigt, da »Apostelen« 100 ved Hjælp af Dag-Pressen er kjendt af enhver Barbeer) Barberen, han kan ikke faae ⓘ i sit Hoved, at det skulde være Samfundet der var ifærd med at blive vanvittigt; han slutter, at der maa være Noget i det (siden det staaer paa Prent), at det maa være urigtigt som han barberer ham. Han beslutter, at forandre Skjæget lidt. Da »Apostelen« jo christelig forstaaer det som sin Pligt, at blive staaende, og altsaa ikke tør skjule sig, saa er det let nok at faae ⓘ ham at see. Bladets Spioner (der maaskee allerede have iagttaget ham paa Barbeerstuen, ell. bemægtiget sig Barberen) opdage da strax Forandringen. 101 Ny Artikler. Hele Byens Opmærksomhed fæstes igjen med fornyet Interesse paa Skjæget, og man finder det tillige at være en Charakteersvaghed, et sikkert Beviis ⓘ for at Apostelen ikke er Apostel, naar han vil give efter for Sligt – skjøndt det dog egl. var Barberen, der gav efter. Imidlertid ogsaa dette Snit er forkeert, – og Barberen ⓘ bliver fortvivlet. Han siger ligefrem: jeg tør ikke mere barbere den Mand; den Smule Fortjeneste af een Kunde er virkelig for lidt i Forhold til maaskee at blive saaledes latterlig, at jeg berø205ves alle Kunder. Saa gaaer da »Apostelen« til en anden Barbeer (thi 102 han kan nu engang ikke barbere sig selv) her gaaer det lige saa. Ingen Barbeer tør paatage sig at barbere ham. Saa maa han ⓘ lade sit Skjæg voxe, og indskrænke sig til at klippe det engang imellem. Nye Artikler. »Apostelen« forkynder imidlertid uforfærdet Guds-Ord – ja derom bryder Ingen sig – men om det med Skjæget tales der hele Dagen næsten ►om ikke Andet, og bestandigt siges der: det er Ingenting. Nogle Faae ere der, som dog blive opmærksomme paa hans Lære, hans mageløse Gaver o: s: v:. Men disse Faae tør ikke vove Noget. I Stilhed ville de glæde sig ved hans Overordentlighed – men at lade sig mærke med 103 Noget, nei, sige de, Heroer ere vi ikke, vi kunne ikke udholde at blive latterlige, ja de blive næsten vrede paa »Apostelen«, at han bliver staaende paa Stedet.
✂ b Og jo mindre Paafaldende der er ved det, desto bedre, desto vanvittigere bliver blot Mængdens Blik rettet derpaa, da der jo for 👤Satan maa være noget Mærkeligt, siden Pressen omtaler det.
Dette er ►Dichtung und ⓘ Wahrheit. Jeg er ingen Apostel – ⓘ forresten er det næsten mit eget Liv.
X2A635Hvad er Χstd? Χstd. er den lidende Sandhed, ell. Den Lære, at Sandheden maa lide i denne Verden.
Der tænkes, at Du ene bekymret for Din Sjels Frelse henvender Dig til Χstus. Han siger saa: vær forvisset om Din Salighed, jeg er Din Frelser og ⓘ Forsoner. Men nu maa Du ogsaa blive for dette Liv (thi det andet Liv indestaaer 104 jeg Dig for) min Efterfølger i at ville lide for Sandhed.
See det er Χstd.
Sæt nu jeg er en Χstds Forkynder – men tænk saa, at jeg er Præst. Der kommer da Bud fra en Mand, ell. han kommer for at tale med mig. Hvad vil han? Er det en ængstet Samvittighed, – nu ja, det er Opgaver for mig. Men nei, det er en kisteglad fornøielig Mand, der har forlovet sig med en uhyre riig og smuk Pige, med hvem han Dagen efter Brylluppet har isinde at tiltræde en Udenlandsreise i Europa – og jeg skal vie Dem. Men see min Replik som Χstds Forkynder er egl. een eneste: 105 ►saa tilsiger jeg Dig, Dine Synders naadefulde For206207208ladelse i Navn ⓘ Gud Faders o: s: v:. Siger jeg nu det – og ⓘ derpaa: da saaledes Deres Synder ere dem forladne og dermed Evighedens Salighed Dem ►betrygget, saa forpligter igjen Deres Frelser og Forsoner Dem, i dette Liv at leve som hans Efterfølger, lidende for Sandhed. Og dette bør da ikke være Dem noget Offer; thi er det Sandhed, at De i Sandhed er bekymret for Deres Sjels Salighed (og uden dette tager De jo Syndsforladelsen forfængelig, en Skyld der saa igjen vil være nok til at styrte Dem i en ængstet Samvittigheds dybeste Qval) saa maa alt Jordisk i Forhold ⓘ dertil være Dem et ⓘ Intet, ja Deres eneste Ønske 106

6. Journalen NB17, s. [106]-107, med slutningen af NB17:61 og begyndelsen af NB17:62. Opslaget viser den betydelige variation i SKs nygotiske håndskrift
See, det er Χstd. Og ►Det skal saa den Mand give mig Penge for, at jeg siger ham. Eet af To, enten forstaaer dette Msk, hvad jeg siger: og saa er han en ganske anden, der har Andet at tænke paa end Pigens mange Penge, Skjønhed, og Udenlandsreisen; ell. han forstaaer det ikke, og saa er det dog urimeligt, at han skal give mig Penge for slig ham saa ubehagelig og fatal Tale, ja det er en Brøde af Staten, ved at bringe ham i Berøring med Præsten, enten at friste Præsten til at ►tale af en anden Pose, ell. ⓘ ham til at tage det Hellige forfængeligt.
107X2A636 *Der gives Tilfælde, hvor den langvarige Reflecteren om at ville eller ikke at ville i Forhold til et meget afgjørende Skridt, ikke just saa lige er at forklare som Mangel paa Charakteer. Tværtimod denne fortsatte Reflecteren kan være en fornøden Udmattelse, der just er Betingelsen for ret at handle afgjørende.
ⓘ Dette gjælder dog kun i Forhold til religieuse Afgjørelser; æsthetisk og æsthetisk-ethisk gjælder det just om at benytte det første Øiebliks ►Fuldblodighed. Men religieust er Blodtab og Udmattelse et Fornødent, for at blive saaledes tilintetgjort, at Handlingen nu ret bliver ⓘ religieus. Der hører da for den Sags Skyld ogsaa en betydelig Charakteerstyrke til saaledes i eet væk at holde sig paa samme ►discrimens ►Spidse; thi at ►slaae det Hele i Glemme, ell. blive ligegyldigere det er noget Andet. Men med samme Intensitet at holde sig paa Afgjørelsens Spidse Dag fra Dag, derved udmatter man det Sandselige, den sandselige Vedhængen ved det Verdslige – og saa gaaer det.
209Man har derfor ogsaa ofte Exempler paa meget store religieuse Individualiteter, der have gaaet flere Aar og holdt sig paa den Spidse: om de skulde gaae i Kloster ell. ikke, og just det hjalp dem til at gjøre det; og Skridtet ⓘ havde maaskee ellers været en øieblikkelig Stemnings Overdrivelse, der senere 108 var blevet at fortryde, medens de nu ved Blodtabet og Udmattelsen vare i en Tilstand, der omtrent svarede til det allerede at være i Klosteret, saa tomt og ligegyldigt var alt Jordisk og Verdsligt ⓘ blevet dem. Dersom en øieblikkelig Stemnings dristige Beslutning havde bevæget dem til at gaae i Klosteret, saa var Kampen først begyndt der. Nu ⓘ derimod havde de holdt deres Liv hen paa Afgjørelsens Spidse, hver evige Dag forpligtet sig til ikke at ville slippe den Tanke, om de ikke skulde gaae i Kloster. Just dette er en Askese, der ganske godt kan danne Overgangen. Eet er nemlig, at lade det saadan staae hen som et Indfald: skulde Du ikke gaae i Kloster; et Andet, ⓘ hver evige Dag at fremkalde den Tanke med samme Intensitet, forpligtende sig til, ikke at ville lade sit Liv ⓘ midlertidigt slippe ind i nogensomhelst Adspredelse, men ene beskæftige det med denne Afgjørelse. At holde det ud 109 er i Grunden allerede at være i Klosteret.
X2A637►Og denne grændseløst opsvulmede theologisk-videnskabelige Forvirring af Χstd, den mener man endnu at kunne bekæmpe ved et nyt Værk. Nei, nei, lille Børn, Sagen er ganske simpel. Skaf een eneste virkelig Skriftefader – og forpligt saa den theologiske Professor til at møde i Skriftestolen for Gud: og jeg skal ►ein, zwei, drei faae hele Theologien skriftet ud af ham, da det Hele blot ligger i Sammenhænget med Verdsligheden og den verdslige Ugenerethed i at tale om Χstd. Samvittigheds-Forholdet til Χstd. er det, der mangler. Den »theologiske Professor« skal lære, hvad det N. T. ganske simpelt forpligter ham som enhver Χsten til: saa lærer han nok at tale et andet Sprog, saa lærer han, hvilken ►Indulgents han behøver for at turde vedblive 110 at være Professor, Embedsmand, ►Ridder o: s: v: (istedetfor at være Missionair og Martyr). See det skal han lære, saa vender han ikke Forholdet om, og gjør sin Stilling til det Vigtige.
Men videnskabeligt – ja det er sandt, videnskabeligt lader Forvirringen ⓘ sig ikke hæve.
Forunderligt nok. Tungsindig som jeg var, da jeg begyndte som Forf. i en vis Forstand 100 Aar ældre end de ⓘ Ældste iblandt os; en ►Poeniterende; en usigelig Ulykkelig; veemodig ►sympathetisk stemt især mod ►den menige Mand – mig bevidst som intellectuel Størrelse og mig min Overlegenhed bevidst, var det saa langt som muligt fra, at ►mit uheldige Ydre, mine tynde Ben o: s: v: forstyrrede mig, tvertimod det tilfredsstillede mig ironisk dette mit Incognito. Jeg forstod at jeg væsentligen havde min intellec111tuelle Opgave og mit Forhold til Dem, der da paa nogen Maade kunde gjøre Fordring paa Intellectualitet. Den menige Mand tilfredsstillede det mig at leve med deels som Hvile, deels fordi jeg syntes det var en Forsonlighedens Opgave.
Men see, ►da skulde Borgerclassen og den Menigemand o: s: v: efter Bladets Ordre til at dømme mig, nærmere min Paaklædning. Og for den menige Mand, for alle Dem, som saadan ere Ingenting, især naar de leve i Hovedstaden er Paaklædningen ⓘ det alvorligste Anliggende. Den menige Mand taaler bedre et Angreb paa hans Charakteer end paa hans Klædedragt. Den menige Mand forstaaer meget godt, at han jo ikke er noget ►Mærkeligt, at ⓘ altsaa hvad han skal gjælde for omtrent beroer paa, hvorledes han seer ud; derfor er Paaklædningen ham det ⓘ allervigtigste – og derfor var det Angreb, der i en anden Sphære 112 betydede mindst, her det allerfarligste.
Men forunderligt dog med Hensyn til Begreberne. Æsthetisk rigtigt er ⓘ Det det Comiske, at ►En, der fE har tynde Been vil skjule det, ved udstoppede Lægge og Deslige. Men da Pøbelagtigheden kom til at dømme, da blev Det det Comiske, at En ikke vil gjøre sig Umage for at skjule det. Dette kaldtes Ironie – og ►jeg troede dog jeg vidste hvad Ironie var.
ⓘ Men Ulykken var, at hele Landet var løbet vild i hvad Ironie er, at Pøbelagtigheden aldeles havde vendt Alt om. Derfor maatte der handles.
Og sandt er det, ►👤Goldschmidt var en uhyre Magt i Spidsen for 📖 Corsaren – nu er han Ingenting. Og vist er det, ►det var Cujonerie, at Alt taug. Og ikke mindre vist er det, at det er et lumpent Forræderie, de Anseete begik imod mig, ved at lade mig blive staaende, og tie. Privat har ⓘ baade 113 ►👤Heiberg og ►👤Ploug og ►👤Hage (den Gang Redak211teur af 📖 Folkebladet) og Andre takket mig. Ja, det ligner ogsaa Noget for ►Chefen i Literaturen og Redakteurerne, der egl. vare Dem, der skulde handle, saa privat at takke.
X2A639Vist og sandt er det, ►hvad jeg saa ofte har gjentaget: en død Mand er det Danmark behøver for at al Nederdrægtigheden og Misundelsens og Feighedens Sammenhold dermed kan blive aabenbar.
Saa længe jeg staaer levende, og anvender ⅔ Kraft til at forvandle det Hele til Ingenting; saa længe det just er Nederdrægtighedens og Misundelsens og Feighedens Interesse at opretholde den Forestilling, at ►den Mishandling, jeg lider, er Ingenting – naturligviis de ere jo selv de Skyldige, og hvis en Tyv skulde bestemme om Tyverie var en Forbrydelse, er Udfaldet let at forudsee; og derfor er det Ingenting Det, der ►udisputeerlig 114 er de qvalfuldeste Lidelser: de daglige, og saadanne daglige, hvor det er aldeles umuligt at ►faae Pathos. At kastes for vilde Dyr – det faaer dog en Ende; men at leve saaledes henkastet for msklig Raahed, og saa dog at være den Anseete (thi ellers hørte Mishandlingen snart op) – det er martrende. Den Frihed man har, hvilket Øieblik man vil, at unddrage sig, er saa langt fra at være en Lindring, at ⓘ det tvertimod er en Skærpelse, forsaavidt man selv altsaa frit og frivilligt hver Dag maa holde sig i Lidelse, fornyende sin religieuse Pligt, ikke som ellers, hvor der dog er en udvortes ⓘ Afgjørelse.
Seirede jeg saaledes at jeg stod triumpherende, saa var der dog ikke blevet oplyst hvad der skulde oplyses, thi saa havde min Overlegenhed skjult over de Andres Skyld, der tog sig meget mindre ud.
Nei, en død Mand ham 115 kan de ikke saaledes blive qvit.
X2A640 [a] ►Den Distinction som jeg har meent at burde gjøre, Reflexions-Udtrykket i det Christelige, at (ligesom ►de Vise først kaldtes σοφοι og saa φιλοσοφοι) ⓘ istedetfor Benævnelsen ell. Bestemmelsen ⓘ Christen maae vi indrømme, at Opgaven i ⓘ Sandhed at være ⓘ en Christen, nu er saa stor, og vi saa ufuldkomne, at vi maae nøies med den Bestemmelse: Christ-Elskere ell. Lignende, – denne Distinction ligger dog til Grund for ►det Tidligere, naar der skjelnedes mellem fides humana og fides ⓘ divina, og man dog indrømmede at ogsaa Den, der kun havde fides humana var en Χsten, skjøndt hans Tro egl. var 212 et ⓘ Proselyt-Forhold til det at være Χsten, overbeviist ved allehaande historiske Grunde o: s: v:
✂ [a] Fides humana og fides divina.
116X2A641... O, alene denne Lidelse: at selv de Faae, der have nogen virkelig Interesse for En, er Synet af En ikke glædeligt. De føle meget godt, at dette Liv har en Anstrengelse, der er som en Fordring til ⓘ Dem; de føle at enten maa de misbillige denne ⓘ Anstrengelse (og i saa Fald er Berøring dog ikke glædelig) ell. de maa prise den som noget Ophøiet men vel at mærke noget saadant ⓘ Ophøiet, at man helst ønsker det paa Dødens, Historiens Afstand fra ⓘ sig. Ak, selv de mig velmenende generer jeg egl.
X2A642Det er et evigt Billede paa den Gudfrygtiges Forhold til ⓘ Gud (at dette nemlig er Opdragelse) som er udtrykt i en Eiendommelighed ved ►det Sprog, der var Guds udvalgte Folks: det maa læses baglænds.
Det at existere baglænds er 117 egl. den strengeste Religieusitet, det stærkeste Udtryk for, hvorledes Gud trykker. Den, der er vendt forlænds, talende i høie Toner om hvad han vil i Fremtiden o: s: v: han er ingenlunde streng Religieus.
Nei baglænds – saa der maaskee neppe i ethvert Øieblik er en Dag mere for En at leve i, neppe en Time – og at leve saaledes det er Religieusitet. Men dette kan ogsaa kun læses baglænds.
►👤Moses saae Ryggen af Gud ikke hans Ansigtɔ: der er ingen Overeenskomst forud, den Religieuse er blot det ubetinget lydige Redskab – og saa bag efter seer han, hvorledes Gud har benyttet ham. At vide, at Gud bruger En: det var en farlig Tanke for et Msk; han faaer det derfor først at vide bag efter.
118X2A643Maalestokken for hvad et Msk er, er: hvor stor en Deel af en Samtid han tør blive til for og lade sit Liv dømme af dem.
213Man kunde i denne Henseende gjennemgaae en heel Scala af Relativiteter ⓘ fra dem (som kun er til for ganske [Faae] som fE Qvinden, saa dem der ere til for bestandig større og større, talrigere og talrigere Kredse, men dog bestandig Kredse,) til den høieste Bestemmelse ►Gud-Msket, der sætter Qvaliteten Msk og derfor maa og vil dømmes af ubetinget ethvert Msk, evig guddommelig forvisset om, at han just han udtrykker Qvaliteten: det at være Msk., hvorimod alle andre Msk. ikke udtrykke Qvaliteten men denne forsat med relative Tilfældigheder.
Modet er at vove at ville være til for Gjennemsnittet af en Samtid. Det 119 for Sandseligheden Beqvemme er naturligviis kun at være til for en vis Kreds, der aldeles udtrykker det Samme, saa det at være til for den betegner »Sammenholdet«, der jordisk ►betrygger Livet. Thi hvor mange ere der vel i hver Generation der vide, hvilket der er hvilket, ⓘ det der er dem det Vigtige er i enhver Mening at have et Fælledskab med Andre, nogle Andre, mange Andre. Men den Ueensartede, der vover at være til for Andre, han maa jo være ganske sikker paa sig ⓘ selv (og vel sikkrest ved Hjælp af Medviden med Gud) at han er Msk; thi ellers vil Dommen snart lyde, at denne Ueensartethed er Galskab og Deslige.
Men Modet at vove at være til for Gjennemsnittet af en Samtid, straffes ogsaa ell. rettere udmærkes derved, at den Modige maa komme galt 120 fra det. Dette er vanskeligt til at undgaae, alene fordi der om ⓘ et saadant Msk. kan fæstne sig en enkelt Dom, der saa bliver Circulationen ►ham betræffende; men da de Fleste ⓘ skulle være med at dømme, saa maa der komme en saadan Krydsen mellem Domme, at det alene er nok til at sætte Forvirring i det Hele. Anderledes i Forhold til Den, der kun er til for en mindre Kreds. Denne er i Forstaaelse med ham betræffende hvad det er at være Msk. Dette er Sammenholdet denne Dom om ham i Bevægelse. For de Andre er han væsentlig ikke til, de nøies derfor med at befordre hiin Sammenholdets Dom videre. Lad mig tage et Exempel. En Lærd, der med den yderste Forsigtighed vaager over, 121 ikke at være til for Andre end Lærde, lever yderst skjult o: s: v: om ham danner der sig blandt de Lærde en Dom. Efterhaanden faae nu mange andre end Lærde Noget at vide om ham, men da han ikke har foranlediget disse Andre, disse mange Andre til at dømme, saa indskrænke de Andre sig til at sætte hiin Dom i Circulation: ►relata referre.
At indrette sit Liv saaledes er det eneste Kloge. (Her ligger ►Biskop 👤Mynster). Om et Msk. religieust har Lov dertil, betvivler jeg, i ethvert Fald skal han gjøre Indrømmelse. Christeligt er det der214imod just Opgaven for hver Generation at faae det Spørgsmaal tydeligere og tydeligere, mere og mere ⓘ qval[ific]eret: hvad det er at være Msk; thi desto dybere vil 122 det Spørgsmaal om Forholdet mellem Gud og Msk. komme frem. Enhver der blot har sit Liv indenfor en vis Kreds, bidrager Intet til at opklare og nærværendegjøre det Spørgsmaal, hvad det er at være Msk, han hjælper blot sig selv paa bedste Maade igjennem Livet, undersøger intet dybere men griber een ell. anden ►Habit i Forhold til det saadan at være Msk. og sætter saa Alt ind derpaa. ►Primitivitet mangler han aldeles.
Da Gud-Msk. ene qvalitativt udtrykker hvad det er at være Msk, er det ham af yderste Vigtighed at være til for ethvert Msk., ubetinget ethvert Msk. Forsaavidt kunde det synes at Gud-Msk. maatte blive 123 et uhyre abstrakt Msk. Det ►er ogsaa saa: han er bogstavelig Ingenting.
Man kunde nu udførligere gjennemgaae ►allehaande msklige Relativiteter for at ►sætte hvorvidt en saadan kunde være ►commensurabel for Gud-Msk, saaledes at han kunde have været Gud-Msk. deri. Da han som Qvaliteten er væsentlig lige langt fra og lige ⓘ nær ved enhver ►sædelig Relativitet af det at være Msk., saa kunde det synes ligegyldigt ⓘ hvilken han valgte. Og man kunde jo sige: han valgte en ►Differents, da han valgte det at være et fattigt og ringe Msk. i Modsætning til det at være ⓘ Fornem. Men dette er ikke sandt, thi han var ikke et fattigt og ringe ⓘ Msk i Modsætning til Fornemhed og Rigdom, hvis saa havde han tilhørt Sammenholdet 124 med Fattige og Ringe. Han var et slet og ret Msk, der intet Tryk ►fornam ved ⓘ Intet at eie (altsaa var han hell. ikke fattig) og fandt Saligheden ved at være Ingenting (altsaa var han heller ikke ringe). Han kunde ogsaa gjerne have været riig og fornem, hvis saa ikke Sammenholdet strax havde været der, og hvis ikke Rigdom og Fornemhed var betænkelige Qvaliteter i Forhold til det at være Msk.
X2A644215At indlade sig med Gud, virkelig at være religieus, uden at bære Mærket af at man er saaret: ja, jeg forstaaer ikke, hvorledes sligt skulde være ⓘ muligt. At kunne i Forhold til Gud sige: saadan til en vis Grad vil jeg 125 indlade mig med Dig, en Følelses Plads vil jeg indrømme Dig, men saa heller ikke mere; jeg vil ikke være et ►Spektakel i Verden som den Religieuse maa være det, fordi han ved Forholdet til Dig er blevet som ueensartet med dette Liv; jeg vil leve sundt og stærkt i dette jordiske Liv, blive et complet Msk. ⓘ i verdslig Forstand – og saa i mit Inderste en Følelse. Thi Den, der i Sandhed indlod sig med Gud, han mærkes øieblikkelig deraf, ►han halter, som det hedder, eller har dog den lidende Ueensartethed i dette Liv.
Men at indlade sig med Gud paa nogen anden Maade end saa at man saares, er da ogsaa umuligt; thi Gud selv er jo dette: hvorledes man indlader sig med ham. I Forhold til sandselige og udvortes ⓘ Gjenstande, er Gjenstanden noget Andet end Maaden, der gives 126 mange Maader; ⓘ En slumper maaskee til en heldig Maade o: s: v:. I Forhold til Gud er hvorledes hvad. Den som ikke indlader sig med Gud paa den absolute Hengivenheds Maade, han indlader sig heller ikke med Gud. I Forhold til Gud kan man ikke: til en vis Grad indlade sig, thi Gud er just Modsætningen til alt Dette, som er til en vis Grad.
127X3A2
7. Journalen NB17, s. 127, med begyndelsen af NB17:71. Optegnelsen rummer adskillige marginaltilføjelser, bl.a. dato og henvisning til en senere optegnelse, NB17:76
[a]
[b]
Angaaende ►👤R. Nielsen.
►Forrige Torsdag spadserede jeg med ham, og fik da endelig en lille Smule sagt om, at jeg ansaae ►hele hans Diversion fra den store Bog til de 12 Forelæsninger som et Forsøg af en Klog, [c] der var maaskee klogest paa en Sag, ⓘ og som saa vilde ►avancere den istedetfor eenfoldigt at tjene Sagen; fremdeles, at ►den hele Sag med 👤Martensen var et ⓘ Misgreb og havde Intet med min Sag at gjøre men ►var personligt Fjendskab, ⓘ fremdeles, at 216 han forvandlede det til Doctrin, endeligen at han plagierede altfor stærkt endog mine Samtaler. [d]
✂ [c] Mine Ord vare: at den Diversion, han havde commanderet (►hans 3 Bøger) totalt betragtet ikke var religieust betjent.
✂ [d] ⓘ Og dog havde jeg af mange senere Yttringer Grund til at slutte, at han nu omtrent meente at have gjort, hvad han kunde gjøre, og vilde trække sig tilbage.
[e] ⓘ Med min Undseelse til at sige Sligt blev det sagt ⓘ formildet om der end maaskee kom lidt forbittrende ind ved ⓘ Reflexen af hans Heftighed; jeg 128 sagde ham ogsaa, at jeg her dømte med min ⓘ Maalestok.f
✂ [e] Og da han senere i Samtalens Løb sagde, at jeg gjorde ham Uret, svarede jeg, og visseligen ikke saarende: at ►hvis saa var, var jeg da ogsaa det Msk, det var værd engang at have Ret mod.
✂ f ⓘ og med mit Blik paa Sagen, hvis Sammenhæng kun han og jeg fuldkommen kjender at jeg, naar jeg talte om ham til andre, fremhævede de gode Sider ogsaa i Retning af ►hvad Offer han kan have bragt pecuniairt og ved at udsætte sig for Ubehageligheder. Jeg sagde ham ogsaa, at jeg i lang Tid havde forholdt mig saa rolig, fordi jeg bestandig kun havde ►agtet paa ham, hvorledes jeg skulde dømme om ham; han maatte vide, at ⓘ Angreb var Noget, jeg ikke pleiede at tage Hensyn [til], men at jeg desto nøiere passede paa Dem, hvor der var Tale om at ville forholde sig anerkjendende til mig, at det var mig det Vigtige, hvad Dom jeg skulde have om ham.
Han blev noget vred eller rettere ⓘ opfarende. Imidlertid svingede jeg af, førte Talen hen paa andre Ting, og vi spadserede hjem ►in bona caritate.
Jeg tænkte nu paa ►denne Torsdag at komme ind paa den Sag igjen, og ifald han var villig til at tage mod ►Raison og finde sig i hvad der er Sandhed, at saa dog maaskee det skulde lykkes med at han vilde føle sig forpligtet til ganske eenfoldigt at gjøre noget for Sagen som Anmelder ell. Deslige.
Men nei, ►jeg modtager idag et Brev hvori han renoncerer 129 paa at ville spadsere med mig om Torsdag[en].
Vel, at det er skeet. Han har misbrugt sit Forhold til mig meget. [g] Formodl. skal nu dette Brev igjen være en ⓘ Knibskhed i den Mening, at jeg skal give efter – thi min ►Hypochondrie har han da ogsaa misbrugt, foruden ⓘ at han blot har søgt Productivitet og Productivitet.
✂ [g] ►Jeg havde først tænkt dog at skrive et Par Ord til ham, men det rigtigste er nu at lade Sagen være afgjort, indtil jeg hører fra ham.
Godt, at det er skeet. Jeg bærer ingen Vrede mod ham, ikke i fjerneste Maade, er meget villig til at indlade mig med ham igjen, skjøndt det neppe er mig tjenligt, thi ►hans sandselige Haardførhed og min ⓘ ►Skropulositet passe meget ulige til hinanden.
Han er blevet udviklet, men Docenten ►stikker dog i ham.
►Forresten findes i de forskjellige Journaler og paa enkelte løse Papirer stadig væk Bemærkninger om mit Forhold til ham. Jeg har lidt ubeskrivelig130 ved den Ugenerethed med hvilken han privat forstaaer og forstaaer, og saa offentlig benytter det Skrevne, det Sagte baade som sit Eget og ⓘ misforstaaet – forsaavidt er det jo rigtignok ogsaa hans eget.
►ⓘ Jeg tænkte mig at døe, derfor ønskede jeg at ⓘ gjøre et Forsøg paa at sætte En ind i Sagen. Prof. 👤Nielsen har kun altfor tydeligt forstaaet, at han er en levende.h
✂ h Han mener, at være mig uundværlig, at være den Eneste, jeg her kan faae til ret at gaae ind paa Sagen, eller dog til at vække Opmærksomheden. Noget Sandt er der i denne ⓘ Mening – forresten misbruger han det mod mig til stundom at ville gjøre sig kostbar – men han betænker ikke, at Alt beroer paa, om det er min Idee verdsligt at ville seire, ell. gudeligt at ville ►ligge under, thi i sidste Fald er han meget undværlig, hvis han ikke vil forstaae det Samme, og i ethvert Tilfælde vil det da beroe paa, at han griber Sagen bedre og visere end ►den hidtil tilbagelagte Productivitet, ►item paa hvorvidt Sagen ikke selv snart skaffer sig nye Venner; og endeligen ligger, at jeg har accentueret her, dog væsentlig i, at jeg handlede religieust, ►da jeg drog ham til mig ell. slog til idet han inclinerede, en Vending, ►som vistnok har forbauset ham og langt overgaaet hans Forventning, fordi det var en Handling fra Centrum, en intensiv Handling, ⓘ hvis Betydning først successive bliver aabenbar. Han har vistnok tænkt saadan blot at banke paa hos mig, og at saa jeg saadan skulde lukke Døren paa Klem eller gjøre endnu mindre: ►i det Sted blev Fløidørren revet op, han indbudet at træde ind. Det var mere ⓘ end man kunde forlange. Sandt; men just denne Begyndelse forandrede dog maaskee ogsaa det Hele, fangede ham ganske anderledes til Sagen, saa han dog maaskee virkelig kommer til at tjene den, hvilket muligt slet ikke var hans Tanke; og i ethvert Tilfælde skulde det være muligt at han bandtes til Sagen, maatte vistnok Begyndelsen være en saadan, have denne ►besynderlige Overraskelse og denne qvalitative Intensitet.
217218Kun altfor ►hypochondre som jeg er, og ►i Frygt og Bæven for Gud har jeg saa bestandigt ⓘ frygtet at gjøre ham Uret, haabet og haabet – og paa den Maade er jeg blevet holdt hen, forventende, at nu »næste Gang« saa skulde jeg bare ⓘ see. Og naar saa Alt kommer til Alt, ►saa har han skrevet en stor Bog, 131 hvori han ignore[re]de mig ganske (og dertil blev benyttet et heelt Aar, og min Meddelelse ham rigeligt til Deel). ►Dernæst har han taget nogle Theses med af en Pseudonym for at angribe 👤Martensen; og ►endeligen har han gjort et Forsøg paa at gjøre det til Doctrin – og for Sagen blev der ikke gjort det allermindste.
ⓘ Maaskee har Ulykken ligget i, at Forholdet, hvori han var kommet til mig, var for ⓘ nært. Jeg behøver min Frihed. Paa et friere Vilkaar, saa jeg ikke føler mig forpligtet til at accentuere ham saa stærkt, kan han gavne Sagen, selv om det er en Misvisning, thi han leder dog Opmærksomheden hen paa den. Men ⓘ skal han være den høitbetroede ►Interpret kan jeg ikke være ►ligegyldig ved en saadan Misforstaaelse. Forresten troer jeg ogsaa, at min personlige Tilstedeværen virker forstyrrende paa ham; var jeg død, troer jeg, han vilde stille Sagen ⓘ rigtigere.
132X3A3219 [a] Med ►Tanken om Døden som nær forestaaende, i Følelsen af det var min Pligt, dog ►at gjøre et Forsøg paa om muligt at sætte et andet Msk. saaledes ind i den Sag, som jeg har den Ære at repræsentere, at han i samme Charakteer kunde repræsentere den: drog jeg ham til mig, efterat han selv havde søgt Tilnærmelsen. Jeg tillod mig ikke den allermindste directe Indflydelse paa hans Forfatter-Virksomhed, jeg ansaae det for min Pligt, at skulde det skee, maatte det skee ved selvstændig at bryde frem i ham; men jeg har sat store Meddelelsens Capitaler til hans 133 Disposition.
✂ [a] ►👤R. Nielsen.
Dette mit Haab er skuffet jeg siger ikke mere, føier intet Adverbium til for at udtrykke Graden, intet Adverbium vilde tilfredsstille mig.
Den der kunde forstaae mig, tænke sig, hvad det for mig vil sige, saaledes at holde mig selv i Uvirksomhed, ⓘ og kun spændt i Forventning ⓘ i Retning af ham – at ►holde det ud 1½ ell. 2 Aar og med en saa intensiv Existents som min, kun ►Tid efter anden ved hver hans Præstation seende, at jeg var skuffet, og dog følende mig forpligtet til at haabe, da jeg havde lagt Sagen religieust an.
ⓘ Tænk hvad jeg har lidt! Dog dette er maaskee 134 slet ikke hans Skyld, men min, at jeg havde et saadant Haab, ak, maaskee min Skyld, at jeg ►forskyldte det Ansvar, at lade Tanker, der kun vare bestemte til at passere min Personlighed med dens Tryk, finde en anden Vei.
Maalestokken der er blevet anlagt, har maaskee været uendelig langt for stor. I privat Samtale har han godt kunnet forstaae og forstaae, forstaae, at Det, han der havde gjort, var forkeert, at det Rigtige, havde været det – og saa gjorde han dog det Forkeerte igjen, ell. vel endog benyttede Bemærkning[en] som en productiv Ingredients.
Som sagt Maalestokken 135 har maaskee været uendelig, langt, langt for stor. Deraf Ulykken. Saasnart jeg dømmer efter den Maalestok er det ham som en uhyre Uret.
220Tager jeg Maalestokken bort, saa vil jeg ikke have mere Vanskelighed med ham end med ►👤Stilling, der vist aldrig har klaget over Uret. Men Sagen er, 👤Stilling har jeg heller aldrig saaledes sat Noget ind paa. Dog dette burde vel ogsaa 👤Nielsen selv nogenlunde forstaae. ⓘ Men forsaavidt har jeg dog maaskee ogsaa gjort nogen Uret ved ►hvad jeg sagde til ham den sidste Gang.
X3A4.... Jeg har meent, at det hørte med til Selvfornegtelse at tie, om hvad, msklig talt, Godt jeg har gjort, og Gud har hjulpet mig til at kunne gjøre det.
Men mit Liv vil raabe efter min Død. Og en Levende der anvender disse Par Øieblikke til at tale, hvad forslaaer det mod en Afdød, der bliver ved at raabe. 136 Om enhver Levende kan man dog med Vished vide, at hans Talen maae faae Ende – men er en Afdød (istedetfor at holde sig Skik og Brug efterrettelig og tie stille) først begyndt paa dette Besynderlige: at raabe, hvor skal man saa faae stoppet Munden paa ham.
✂ [a] Christenheden.
See det er igjen en Følge af Grund-Confusionen: at Χstd. ikke forkyndes af Vidner men af Lærere.
Hvad er et Vidne? Et Vidne er En, der umiddelbart fører Beviset for den Læres Sandhed han forkynder – u137middelbart, ja deels ved at det er Sandhed i ham og Salighed, deels ved øieblikkeligt at byde sin Person til og ⓘ siger, see nu om I kan tvinge mig til at negte denne ⓘ Lære. Ved denne Strid hvor Vidnet maaskee ►ligger sandseligt under – maa døe – seirer Læren. Modparten har ingen saadan Anskuelse, som de vovede at døe for. Dette er det stadige praktiske Beviis for Lærens Sandhed.
Men en Lærer! Han har Beviser og Argumenter – men selv holder han sig udenfor, og det Hele bliver ⓘ latterligt, alle Indvendingerne det Triumpherende.
138X3A6221Det er meget godt sagt i ►👤Rousseaus 📖 👤Emil 4de Bog, hvor Vicaren taler. Og siger: ►Jeg har nu, min unge Ven, aflagt Dig min Troesbekjendelse ... Du er den første, jeg har aflagt den for, maaskee bliver Du ogsaa den eneste, jeg nogentid vil aflægge den for.« ⓘ Nu kommer det Gode ►»Saa længe der endnu findes nogen god Tro blandt Mskene, maa man ikke forstyrre de fredelige Sjele eller forurolige de Eenfoldige i deres Tro ved at opdynge Vanskeligheder, som de ikke kunne opløse og der kun sætte dem i Uro uden at oplyse dem. Men naar Alt engang er rystet, saa maa man vedligeholde Stammen ved ⓘ Grenes ⓘ Opoffring. De foruroligede, ⓘ tvivlraadige og næsten døende Samvittigheder, der befinde sig i den Tilstand, hvori jeg har seet Din, er det, der behøve at styrkes og opvækkes, og for at befæste dem igjen paa de evige Sandheders Grundvold, er det fornødent, man fuldender Værket med at bortrive de vaklende Piller, paa hvilke de mene endnu at støtte sig.
139X3A7Angaaende ►Prof.👤Nielsen [a]
✂ [a] ►cfrp. 127.
Tungsindig og ►i megen Frygt og Bæven som jeg altid [er], ►havde jeg tænkt mig dog at skrive ham et Par Ord til, som gjorde det muligt at bringe Forholdet istand igjen.
Men nei, det er urigtigt. Jeg bør være glad ved at ►jeg fik Skilsmissebrevet. Hans sandselige Styrke tildeels ogsaa en vis Raahed og en frygtelig Lidenskabelighed er hvad der kun kan blive mig til Plage i et ⓘ personligt Forhold. Blot det, at hvis jeg nu ►skrev ham til et Par Ord, at han saa – ►og derpaa har jeg jo havt Exempler – blot fordi han veed, at jeg tungsindig og religieust ønsker Afgjørelse, at han saa ⓘ kunde faae i Sinde at beholde ►Billeten maaskee i længere Tid uden engang at lade mig vide, om han har faaet den. Alene det er nok til at vise en Grund-Forskjellighed. Forresten holder jeg af ham, vil med Fornøielse see ham og tale med ham, anerkjender hvad Dygtighed han har – 140

8. Journalen NB17, s. [140]-141, med en del af en længere optegnelse, NB17:76. De slettede dobbeltkors viser, at SK to gange har villet afslutte optegnelsen, men alligevel har videreført den
Min Tanke var det sandeligen ikke, at det skulde være skeet saaledes. Jeg havde endog ►glædet mig til den næste Torsdag, i Haab, da han nu havde taget mod Stødet, saa ⓘ at ⓘ kunne faae et sandere Forhold til ham.
222223224Han brød selv. Jeg der kun altfor let forstaaer, at jeg er bestemt til at lide, jeg havde vist ikke haft ⓘ Selvkjerlighed nok til at ⓘ bryde, hvor meget jeg end havde maattet døie, thi som en ►Poeniterende ⓘ der hader sig selv mener jeg saa strax, at det tør jeg ikke unddrage mig.
Frygtelig Lidenskabelig som han er, er det slet ikke umuligt, at han nu styrter til den modsatte Yderlighed og vil skade mig og min Sag – nu ►vi ville see. Formodentlig vil jeg ogsaa blive erklæret for en Bedrager, en ►Underfundig »det veed Ingen bedre end han, han som havde troet mig«. Ak ja.
ⓘ Havde han kunnet taget 141 * hiint Stød og troet mig lidt bedre end sin Lidenskabelighed, havde det være[t] muligt, hvad der vilde have glædet mig ubeskriveligt, at vi saa kunne være rykket saa meget videre frem, at jeg kunde have trukket mig ganske tilbage og overladt ham at fungere. ⓘ Jeg har lidt grumme meget med ham; men just ved hans ⓘ Lidenskabelighed denne Gang (uden videre at bryde hele Forholdet af) blev det mig tydeligt, hvor ⓘ langt det er fra, at det er lykkedes mig, hvad der var mit Haab ved tidligere Eftergivenhed lidt efter lidt at mildne ham, og det blev ⓘ mig tydeligt, hvor nær den Fare har ligget, at det lidt efter lidt vilde lykkes ham at verdsliggjøre mig saa jeg ►greb feil og kom til verdsligt at seire.
Det, hvorved Prof. 👤N. maaskee meest har skadet mig, er denne usalige Venten efter hans Nølen og at mit Væsen 142 er blevet berøret af dette Sinkerie der er hans Styrke. ►Jeg har holdt min uhyre Fart an i 1½ Aar – og ventet – og forgjeves: frygteligt. Ligefrem, directe sige ham hvad han skulde gjøre, hvor hans Qvalitet ligger kan jeg ikke forsvare, saa er jeg ►altereret. Indirecte naaes det ofte nok – men naar han saa handler, saa bliver hvad jeg privat har sagt saadan et lille Comma med ind i ⓘ ►Raisonements, ogsaa Det som med ►Lapidar-Stiil skulde staae ►ene og eneste som det ⓘ Afgjørende – og saa kunde han spare ►de to Bøger. O, hvis han havde været 225 en Charakteer! Dette eenfoldige Ord han kunde 143 have sagt og belyst det Hele ogsaa ►den underfundige Conspiration mod mig her hjemme.
En Forestilling om min Sags Værd har han, men det er som meente han, at i Betragtning af Conjuncturernes ugunstige Beskaffenhed kunde man maaskee offentlig faae lidt bedre Kjøb naar en saa tillige er villig til privat at gjøre Cour til mig, næsten ⓘ tilbedende, i hvilken Henseende han forresten ikke er uden Talent. Hans Verdslighed synes at sige ham: hvad vil han; jeg er dog, som han selv siger, den Kløgtigste ►paa Berget, saa bliver han dog vel nødt til at tage mod Budet. Vil han ikke være fornøiet, saa er det nok muligt, at Det, han vil sige, er 144 i en vis uendelig ophøiet Forstand sandt, men det er saa langt oppe, at Ingen her paa Berget kan gaae ind paa det, især naar ⓘ det skal gaae ud over mig, der jo var den Eneste, som kunde afgive en Slags Melleminstants. Og saaledes er jeg sikkret.« Deraf vistnok den Verdslighedens Taktik han ⓘ altid bruger, den ⓘ eneste, han veed at bruge, thi personligt ligeoverfor mig siger han ikke Noget, men naar han bliver stødt – strax hedder det, han trækker sig tilbage. See det er Religieusitet!
Dog gjør det mig ondt; thi jeg havde dog haabet at faae et religieust Indtryk frem i ham. Med min Dom 145 fra tidligere Tid om 👤N., og med Viden om hvad Andre dømte om ham: var det jo dristigt vovet just at vælge ham. Men just Det (foruden mange andre Betingelser som vare der) har begeistret mig. Selv nu haaber jeg paa ham. Døde jeg idag, saa er jeg vis paa, at min Død vilde gribe og formilde ham saaledes, at han blev brugbar. Men det Verdslige i ham har store Kræfter, denne verdslige Betragtning, at han skulde være mig uundværlig o: s: v: o: s: v:. Dertil kommer nu, ►at han af Andre maa høre, at han da er gal, at han saaledes vil offre sig for mig.
►Vistnok forklarer han det nu som en ►Underfundighed af mig, at jeg først nu (da han dog har gjort det Meste, han hidtil har gjort, hvor Meget der end er 226 mindre Heldigt) gjør Bebreidelsen; thi hvis jeg havde gjort den tidligere, saa 146 var han vel strax sprunget fra, og havde slet Intet gjort. Dog er dette ikke Underfundighed, det har været mig ►Piinagtigt nok at holde ud saa længe forventende. Havde han imidlertid havt Taalmodighed til [at] ville forstaae, at det dog var velmeent hvad der blev sagt (om det end maaskee blev lidt bittert ved hans Heftighed, saa det hellere maatte være sagt hjemme paa mit Værelse, hvor Situationen er lidt anderledes), ►var han kommet næste Torsdag: saa havde der været ►avanceret Noget.b Men ganske rigtigt, han sprang fra, og nu staaer vi der.
✂ b (Hvad jeg havde tænkt mig, var: enten at vove at paatage mig det Ansvar, at jeg ligefrem sagde ham, hvad han i det enkelte Tilfælde skulde gjøre, eller at gjøre ⓘ mit Forhold til ham ►lige saa frit som det til Stilling fE: at vi engang imellem saaes, talte ►en passant ogsaa om Productiviteten men saa ikke videre. ⓘ I