Kierkegaard, Søren Journalen NB17

10X2A587Om mig selv.

Dette er just det Betryggende, Garantien for Rigtigheden af min Position paa det religieuse Gebeet.

Det er ikke i Kraft af en Theorie, ei heller vilkaarligt, at jeg har besluttet ikke at ville gifte mig, eller at bestemme mit Liv ueensartet 173 med ⓘ StræbenStræben] , først skrevet de for de ►endelige Formaal. Nei, jeg er fra tidligste Tid ⓘ ii] , først skrevet en Qvaler en ►αφοϱιςμενος. Det er en høiere Magt, der tvinger mig.

Var jeg, msklig talt, frank og fri og ►conform med det Almene, saa var jeg neppe kommet ind paa alt Sligt. Men lad os antage, at det alligevel var skeet, at jeg selv theoretisk eller vilkaarligt havde lagt mit Liv saaledes an: saa vilde jeg vel kun altfor snart have ►bedaaret mig i det ►Fortjenstlige, og snarest muligt løbet vild i ►at stifte Skole.

Nei, jeg er et Memento, saa langt som muligt fra at fordre af Andre, at de skulle leve saaledes, saa langt som muligt fra at finde noget Fortjenstligt i mit Liv. Men 11 jeg er et Memento ⓘ for Tidenfor Tiden] tilføjet , at de skal være saa god taknemligen at paaskjønne at det er dem muligt og ogsaa tilladt at have denne Lindring at sysle med endelige Formaal, samt, at de skal skee Skam, hvis de frækt vende Forholdet om, og gjøre denne Formildelse til den høieste ⓘ Alvor ogAlvor og] , først skrevet Alvor. det Høieste. ►Dette er mere og mere glemt siden 👤Luther, som man har taget forfængeligt, – og her ligger jeg.

Men det Betryggende ligger just i, at det, især i Begyndelsen, er efter en kun altfor frygtelig Maalestok at jeg existentielt tvinges til at blive opmærksom (og derved til at kunne gjøre opmærksom) paa den strengere religieuse Existents, derved nemlig at jeg, lidende og tvunget, er sat udenfor det Almene.

Smerten og Qvalen har især i Begyndelsen været frygtelig – men just derfor har jeg ogsaa havt ganske Andet at tænke paa end at blive mig selv vigtig ved det »Fortjenstlige« eller at faae travlt med at danne Efterabere.