Kierkegaard, Søren Journalen NB17

X3A14Stoicisme.

Dette er da forresten en besynderlig Selvmodsigelse i Stoicismen. Der læres, at jordiske Lidelser, Gjenvordigheder o: D: tager han saa let, at de ⓘ slet ikkeslet ikke] , først skrevet er saa ere til for ham – og saa anprises dog Selvmord som sidste 160 Udvei. Men Eet af To: enten bliver saa Selvmordet en Latterlighed, thi latterligt er det jo at gjøre et Noget i Anledning af Intet, ell. Selvmordet er et fornuftigt Skridt ɔ: et Skridt, hvori der dog er en Slags Mening, men saa er dermed ogsaa beviist, at Lidelserne ere til for Stoikerne og ikke ere Intet for ham.

Her seer man forresten Eenheden af Stolthed og Feighed. Man holder sig paa Stolthedens Spidse saa længe som muligt ved bestandigt at have Feighedens Udvei aaben. Stoltheden er derfor ligesom en ►Bankeroteurs Ødselhed i al den Tid hvor han veed, at han dog vil spille Fallit. Det er ikke saaledes, at Stoltheden ⓘ forvandlerforvandler] , først skrevet fa sig til Feighed, idet Selvmordet indtræder, nei i al den Tid Stoltheden opret161holdtes ved Tanken om Selvmordet var Stoltheden Feighed.

Forresten har det at have et Selvmord i Baghaanden naturligviis en vis Kraft til at gjøre Livet intensivt. Dødens Tanke fortætter og concentrerer Livet. Hvis man ikke vidste, hvor intensivt ►👤Napoleon ⓘ harhar] , først skrevet hav levet, kunde man slutte det deraf, at han altid gik med Gift.

Her sees Stoicismen igjen som en falsk Udgave af det Χstlige. Thi ganske rigtigt Χstd. gjør ogsaa Livet intensivt ved Tanken om Døden, den nære ⓘ DødDød] , < død, maaskee imorgen, maaskee idag. Hvis dette ikke leder til at sige ►»lader os æde og drikke« saa leder det til uhyre intensivt at benytte den Dag idag. Men saa faaer det Χstlige een Vægt endnu paa, at det jo dog var muligt, at Døden længe udeblev. Dette er 162 det frygteligt Anstrengende, denne ►Alterneren.