Kierkegaard, Søren Journalen NB17

151X3A10228Det er psychologisk dybt, ►en Replik i 📖 👤Emil (i den Fortælling der hedder: 📖 👤Emil og 👤Sophie ell. de Eensomme): ►jeg taler uafladeligt om at tilgive (👤Sophie var blevet ham utro) uden at betænke, at den Fornærmede tilgiver ofte, men Fornærmeren aldrig.« Og hvorfor er det saa svært for Fornærmeren at ⓘ tilgive?tilgive?] , < tilgive, fordi det er saa svært at ydmyge sig under sin egen Skyld. ⓘ DerafDeraf] , først skrevet et dobbeltkors det Had, hvormed Verden aldrig tilgiver – at have gjort Uret mod den Gode. – ⓘ DetteDette] , først skrevet et dobbeltkors har 👤Rousseau forresten ikke forstaaet, thi Forklaringen Emil tilføier gjør Sætningen ubetydelig: ►»uden Tvivl har det været hendes ⓘ ForsætForsæt] , først skrevet Hensigt at tilføie mig alt det Onde hun har tilføiet mig. Ha, hvor maa hun ikke hade mig.« Men ►heri stikker Knuden slet ikke, den stikker i, at den Skyldige dog elsker sig selv for meget til ►ret angrende at kunne hade sig selv. For ganske at kunne 152 tilgive maa den Skyldige uendeligt føle sin Skyld – ell. foretrækker han, at være vred paa den han gjorde Uret, ell. dog at ►flye ham, at undgaae hans Tilgivelse. At modtage den ⓘ ForurettedesForurettedes] , < forurettedes Tilgivelse er den Ydmygelse, han ikke kan taale – derfor tilgiver Fornærmeren aldrig.