Kierkegaard, Søren Journalen NB17

👤Socrates.

[a] 👤Socrates


Det er dog klart, at just 👤Socrates Apologie er Det, der har forbittret Dommerne, saa de dømte ham fra Livet.

👤Socrates har været anseet for en Særling, hvem man tildeels saadan lodskjøtte sig selv.

Da bliver han anklaget. Anklagen selv har ikke havt stort at betyde. Men nu bliver Anklage-Situationen den Situation, der kommer til at gjøre aabenbar, hvad der egl. boer i 👤Socrates. Den ophøiede Selvfølelse, med hvilken han forholder sig ironisk til summa summarum af hele Folkeforsamlingen, ikke vil forsvare sig, men spøge med Dem: dette bliver egl. det Afgjørende. Hans Adfærd som Anklaget har i den Grad forbittret Folket, at han egl. dømmes for denne Adfærd, og Anklagen forvandles til Anledningen.

Dette er ogsaa rigtigt opfattet af 👤Wieland i hans 📖 Aristipp und seine Zeit 2den Deel p. 12 og 13.

[b] ogsaa p. 38, 39, 40 findes gode Bemærkninger, men fra en anden Side; her kommer forresten ogsaa det Spørgsmaal frem men ganske kort: om 👤Socrates ikke af Omsorg for Athenienserne, burde være flygtet. (man tænke her paa 👤H: H:s to Afhandlinger); cfr saa igjen p. 55 o: fl.


#