Kierkegaard, Søren Journalen NB17

Forvirringen i »Christenheden.«


Her et nyt Indblik ell. det samme Indblik fra en ny Side.

Lærerne i Christenhed forpligte sig til at ville lære overeenstemmende med det N. T. Fortræffeligt. Her er saa senere opstaaet vidtløftig Strid, om og hvorvidt ogsaa de symbolske Bøger forpligte o: s: v: o: s: v: Noget der har taget lang, lang Tid og hvorom der er skrevet hele Bibliotheker.

Men Herre Gud Christendommen er ingen »Lære«. Hvortil altsaa hiin Eed? Skulde der aflægges Eed, maatte den lyde: at de forpligte sig til at gjøre efter det N. T, at leve overeenstemmende med det N. T.

Eller er Meningen maaskee den, at »Læreren« han skal blot lære efter det N. T., men saa skal han forpligte Tilhørerne til at gjøre der efter. Fortræffeligt, saa altsaa det Særsyn fremkom, at Læreren i en Lære overbeviste Tilhørerne, begeistrede dem til at gjøre, hvad der ikke begeistrede ham, overbeviste dem om hvad der ikke overbeviste ham.

[a] Forresten viser det sig tydeligere og tydeligere: at det »Frivillige« egl. er det Eiendommelige for det Christelige, ligeledes Det, der giver Vanskelighederne – men Det har man reent afskaffet.

Eller skulde vi maaskee sige: det følger jo da naturligviis af sig selv, at naar der blot vaages over, at Læren foredrages reen, saa følger det af sig selv, at man gjør efter hvad man lærer. Jo jeg takker. Naar saa var, saa er egl. hele Christendommen en Grund-Vildfarelse; thi Christendommen ligger egl. i Det, at det ingenlunde følger


9. Journalen NB17, s. [194], med slutningen af NB17:101 og begyndelsen af NB17:102, begge skrevet med latinsk skrift

saa ganske med Nødvendighed at man udenvidere gjør hvad man lærer. Christendommens Paastand er egl., at der er uendelig Afstand derimellem. Men Verdens Taktik er det bestandigt, at faae bortledet Opmærksomheden fra det at gjøre, at handle, hen paa det Doctrinelle.