◄ Psyche vilde ikke nøies ... hvad hun tabte : sigter til den antikke myte om 👤Amor og 👤Psyche, der blev gendigtet af den rom. forf. 👤Lucius Apuleius (f. o. 125) i romanen Metamorphoses (»Det gyldne Æsel«). Her fortælles, hvorledes Amor – trods sin mors, dvs. 👤Venus', advarsel – forelskede sig i den underskønne Psyche, og hvordan han bragte hende til sin overdådige bolig for i usynlig skikkelse at gøre hende lykkelig som ægtemand. Psyche, der havde fået påbud om ikke at se sin mand, når han om natten sov ved hendes side, blev dog forledt af sine onde søstre til en nat at liste sig ud af sengen, gribe en lampe og en dolk for at dræbe manden, der formentligt var et uhyre. Da så hun imidlertid selveste Amor, blev grebet af heftig kærlighed, men spildte en dråbe olie på ham, så han vågnede og opdagende forræderiet. Snart efter blev Psyche udstødt, forfulgt og plaget af den rasende Venus, men endte dog til sidst med at blive lykkelig blandt guderne. Se 4.-6. bog i Æslet eller Forvandlingen, en Fortælling i 13 Bøger af Apuleius fra Madaura, overs. af 👤Fr. Schaldemose, 📌Kbh. 1842, s. 128-187. SK ejede lat. og ty. udgaver af værket, jf. ktl. 1215-1217.
I trykt udgave: Bind 23 side 191 linje 14