◄ Arvesynden : Dogmet om arvesynden som den oprindelige og tilgrundliggende synd, der forplantes gennem den seksuelle akt og dermed arves, efter at den ved 👤Adams syndefald er kommet ind i verden, bygger i den dogmehistoriske tradition først og fremmest på syndefaldsberetningen i ►1 Mos 3, dernæst på ►Sl 51,7 og videre på ►Rom 5,12-14. Det er dog først med 👤Augustin, at forestillingen om arvesynd gøres til et dogme, dvs. en forpligtende læresætning, der fastslår, at synden er virksom i kønsakten og derved i ethvert menneskes tilblivelse, og at ethvert menneske, fordi det er født i og med synd, har mistet evnen til at gøre det gode. Dette dogme blev antaget af hele kirken ved koncilierne i 📌Kartago i 412, 416 og 418 samt i 📌Efesos i 431. Dogmet om arvesynd blev videreført af de lutherske reformatorer og kom til udtryk i det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana art. 2, »Om arvesynden« ( 100,29).
I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 18