»Uden Myndighed« ... p. 5 : se NB16:8.

I trykt udgave: Bind 23 side 98 linje 1

Om Udgivelse af Skrifter om mig selv ... p. 68 o: fl. : se NB16:42.

I trykt udgave: Bind 23 side 98 linje 2

Angaaende Skrifter om mig selv ... p. 82 o: fl. : se NB16:46.

I trykt udgave: Bind 23 side 98 linje 3

Om de »tre Noter« ... p. 118 : se NB16:61.

I trykt udgave: Bind 23 side 98 linje 4

Texter til Fredags-Prædikener : dvs. bibelske tekster til prædikener ved altergangen om fredagen. På SKs tid blev der hver fredag kl. 9 holdt skriftemål og altergang i 📌Vor Frue Kirke i 📌København, hvor der foruden skriftetalen under skriftemålet blev holdt en kort prædiken mellem skriftemålet og altergangen. SK havde selv tre gange prædiket ved fredagsaltergangen i 📌Vor Frue Kirke, første gang den 18. juni 1847 over Matt 11,28, anden gang den 27. aug. 1847 over Joh 10,27, tredje gang den 1. sept. 1848 over Joh 12,32. Prædikenerne er trykt dels som anden og tredje tale i »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, fjerde afdeling af Christelige Taler (1848), i SKS 10, 277-292, dels som nr. I i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom, af pseudonymet 👤Anti-Climacus, udg. af S. Kierkegaard, 📌Kbh.1850, s. 163-169 (SV2 12, 173-179).

I trykt udgave: Bind 23 side 99 linje 1

cfr det rene Blad foran i Journalen NB14 : jf. NB14:3, i SKS 22, 343.

I trykt udgave: Bind 23 side 99 linje 1

»Arvesynden« ... p. 2. 11; 13 n: : se NB16:5; NB16:13; NB16:15.

I trykt udgave: Bind 23 side 99 linje 3

Christelig »Menighed« ... p. 7 : se NB16:11 og 11.a.

I trykt udgave: Bind 23 side 99 linje 4

»Den Enkelte« – »Slægt« ... p. 23 : se NB16:21.

I trykt udgave: Bind 23 side 99 linje 5

Text til en Faste-Prædiken ... p. 81 : se NB16:45.

I trykt udgave: Bind 23 side 99 linje 6

Christenhedens Ulykke ... p. 97 : se NB16:54.

I trykt udgave: Bind 23 side 99 linje 7

Punktet i Christenhedens Confusion ... p. 130 : se NB16:68.

I trykt udgave: Bind 23 side 99 linje 8

Reduplikationen ... p. 160 : se NB16:88.

I trykt udgave: Bind 23 side 99 linje 9

en meget rigtig Form, Julius Müller ... Arvesynden (peccatum originale) er Skyld : sigter til 4. bog, kap. 3 »Die kirchliche Lehre von der Erbsünde«, i 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde bd. 1-2, 3. udg., 📌Breslau 1849 [1839], ktl. 689-690; bd. 2, s. 417-494; s. 418f.: »Die Erbsünde ist aber keinesweges bloß als ein Uebel zu betrachten, welches an sich keine Verschuldung dessen, an dem sie haftet, mit sich führe, sondern wie sie wahrhaft Sünde ist, so macht sie jeden Menschen von Anfang seines Daseins an vor Gott schuldig und der ewigen Verdammniß würdig. Die Erbsünde ist zugleich wesentlich Erbschuld.« – Julius Müller: ty. evangelisk teolog (1801-78); fra 1834 ekstraordinær prof. i 📌Göttingen, fra 1835 ordinær prof. i dogmatik i 📌Marburg og fra 1839 i 📌Halle. Han er mest kendt for sit værk Die christliche Lehre von der Sünde, bd. 1, Vom Wesen und Grunde der Sünde. Eine theologische Untersuchungen, Breslau 1839 (der udkom kun 1 bd.; 2. udvidede udg. udkom i 2 bind og uden særtitel på bd. 1, Breslau 1844; 3. forøgede og forbedrede udg. udkom ligeledes i 2 bind og uden særtitel på bd. 1, Breslau 1849. SK erhvervede sig denne 3. udg. den 11. feb. 1850, jf. kvitteret regning af 31. dec. 1850 fra 👤C.A. Reitzel (KA, D pk. 8 læg. 1)). – Arvesynden: 100,18. – peccatum originale: lat. den oprindelige synd. I Die christliche Lehre von der Sünde bd. 2, s. 417, omtaler Julius Müller 'peccatum originale' som den kirkelige betegnelse for menneskets 'Sündhaftigkeit', som han derpå analyserer og diskuterer under bestemmelsen 'peccatum haereditarium', 'arvet synd'.

I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 2

Han viser, at Skyld og Synd ere Correlater : se følgende kommentarer.

I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 3

rigtigt den Form ... at Arvesynden er Synd ... Grund og Følge : gengivelse af følgende afsnit i Die christliche Lehre von der Sünde bd. 2, s. 419: »Gehen wir nun von der letzten der so eben mitgetheilten Bestimmungen des Dogmas [von der Erbsünde] aus, so beruht sie offenbar auf der Voraussetzung, daß, wo Sünde ist, auch Schuld sein muß, und ferner, daß eine Beschaffenheit der menschlichen Natur, aus welcher mit Nothwendigkeit Thatsünden aller Art entspringen, selbst schon als Sünde zu beurtheilen ist. Die zweite Voraussetzung beweist sich unmittelbar durch die logische Natur der Kategorien: Grund und Folge; die erste aber, das Korrelatverhältniß zwischen Sünde und Schuld, müssen wir nach den Ergebnissen unsrer Untersuchungen über den Schuldbegriff (in der zweiten Abtheilung des ersten Buches) als nicht minder wohlgegründet anerkennen.« – Sætningen: det at sætte.

I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 6

Rigtigt viser han ... Syllogismen om Skyld og Synd ... ere Correlater : gengivelse af følgende afsnit i Die christliche Lehre von der Sünde bd. 2, s. 419-421: »Allein wenn dieses Korrelatverhältniß feststeht, so wird sich auch rückwärts aus ihm folgern lassen: wo in Beziehung auf Handlungen und Zustände, die als sündlich erscheinen, eine Selbstverschuldung des Subjektes schlechterdings unmöglich ist, da können diese Handlungen und Zustände auch nicht wirklich sündlich sein. (...) Wo keine Persönlichkeit, also überhaupt keine Willensfreiheit ist, da fehlt die Macht eines ursprünglichen Selbstbestimmens; was hier zunächst als Selbstbestimmen erscheint, löst sich, auf seine wahren Ursachen zurückgeführt, ganz in Bestimmtwerden auf. Als Verschuldungen werden sich demnach verwerfliche Thätigkeiten und Zustände nur insofern betrachten lassen, als sie ihren letzten entscheidenden Grund in der Selbstbestimmung ihres Subjektes haben. Ist dagegen das Subjekt in ihnen bloß Durchgangspunkt für Bestimmungen, die es von einer andern Macht – sei es eine Naturmacht oder eine persönliche – erhält, so sind diese seine Zustände und Thätigkeiten auch nicht seine Schuld, es wäre denn, daß es dieser Macht solchen bestimmenden Einfluß auf sich selbst durch eine vorangehende Selbstentscheidung eingeräumt hätte. Nun lehrt das Dogma von der Erbsünde, daß die in unsre Natur eingewurzelte Sündhaftigkeit, wie sie (...) wirkliche Sünden aller Art mit Nothwendigkeit hervortreibt, nach ihrer allgemeinen, überall gleichen Wesenheit lediglich als Folge der ersten Versündigung unsrer Stammältern in uns sei. Ist aber diese Sündhaftigkeit in uns lediglich durch das Handeln andrer Individuen ohne unser eignes Zuthun, so kann sie uns auch nicht als Urhebern zugerechnet werden, sondern nur jenen Individuen; sie ist dann nicht als Schuld in uns, sondern lediglich als Uebel und Mißgeschick. (...) So bedroht der unauflösliche Zusammenhang von Sünde und Schuld, der von dem für fest genommenen Begriff der Sünde aus den der Schuld stützen sollte, vielmehr von dem sich auflösenden Begriff der Schuld aus auch den der Sünde mit Zerstörung. (...) Dieser Gegenstoß des Schuldbewußtseins in der Sünde gegen den Begriff der Erbsünde ist so augenfällig, daß ihn schon von Pelagius an die Gegner des Augustinischen Dogmas in der Regel als eine ihrer Hauptwaffen betrachtet haben. Aber eben so augenfällig ist es, daß nur diejenigen ein Recht haben das Dogma deßhalb zu tadeln, welche selbst vermögen die Allgemeinheit der Sünde und ihr Verwachsensein in unsre Natur mit der Verantwortlichkeit der einzelnen Person, in der sie ist, durch eine bessere Erklärung zu vermitteln. Wissen sie sich dagegen nur so zu helfen, daß sie, um die Schuld des Sündigenden festhalten zu können, jene Thatsachen leugnen, oder daß sie, um den Thatsachen nicht untreu zu werden, die Sünde aus dem Begriff der menschlichen Natur herleiten und so die Begriffe: Sünde und Schuld, mit Einem Schlage vernichten, so ist gegen sie das kirchliche Dogma, indem es den scheinbaren Widerstreit jener beiden festgehaltenen Momente durch eine Erklärung lösen will, aus deren Grundbegriff (Erbsünde als Erbschuld) sofort derselbe Widerstreit in seiner ganzen Schärfe wieder hervorbricht, offenbar im Uebergewicht der Wahrheit.« – Syllogismen: logisk følgeslutning, hvor konklusionen udledes af to præmisser (forudsætninger). – pelagiansk: sigter til 👤Pelagius, af britisk herkomst, virkede o. 400 som asketisk vækkelsesprædikant i 📌Rom, hvorfra han o. 410 drog til 📌Afrika, men snart derefter til 📌Palæstina, hvor han i 418 forsvandt ud af historien. Han benægtede læren om arvesynden (syndens forplantelse) og hævdede viljens frihed til at leve et syndfrit liv efter Guds vilje. Han opfattede synd som en handling og ikke som en tilstand; ethvert menneske fødes lige så godt og ufordærvet som det menneske, 👤Adam, Gud oprindeligt skabte. Skønt Pelagius var af den opfattelse, at mennesket selv kan udvirke sin frelse, afviste han dog ikke tanken om Guds nåde; den kommer især mennesket i møde gennem Kristus, som ved sit lysende eksempel opflammer mennesket til at bryde med syndens vanedannende magt og til at efterfølge ham. Pelagius' lære blev fordømt af to nordafrikanske synoder i 416 og 418 (på 👤Augustins foranledning) og af et edikt udstedt af den vestrom. kejser i 419; den gr. kirkes biskopper tilsluttede sig dog ikke fordømmelsen.

I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 10

Arvesynden : Dogmet om arvesynden som den oprindelige og tilgrundliggende synd, der forplantes gennem den seksuelle akt og dermed arves, efter at den ved 👤Adams syndefald er kommet ind i verden, bygger i den dogmehistoriske tradition først og fremmest på syndefaldsberetningen i 1 Mos 3, dernæst på Sl 51,7 og videre på Rom 5,12-14. Det er dog først med 👤Augustin, at forestillingen om arvesynd gøres til et dogme, dvs. en forpligtende læresætning, der fastslår, at synden er virksom i kønsakten og derved i ethvert menneskes tilblivelse, og at ethvert menneske, fordi det er født i og med synd, har mistet evnen til at gøre det gode. Dette dogme blev antaget af hele kirken ved koncilierne i 📌Kartago i 412, 416 og 418 samt i 📌Efesos i 431. Dogmet om arvesynd blev videreført af de lutherske reformatorer og kom til udtryk i det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana art. 2, »Om arvesynden« ( 100,29).

I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 18

in uno : lat. i ét, som ét og det samme.

I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 20

saa vil: således.

I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 26

det Mesterlige i den augsburgske Confession ... ved en Aabenbaring maa oplyses derom : sigter til art. 2, »Om Arvesynden«, i Confessio Augustana (lat. Den augsburgske Bekendelse), det første lutherske bekendelsesskrift fra 1530, der hører til Den danske Folkekirkes bekendelsesskrifter, se Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse med sammes, af Ph. Melanchton forfattede, Apologie, overs. af 👤A.G. Rudelbach, 📌Kbh. 1825, ktl. 386, s. 46f.: »Iligemaade [ligeledes] lære de [reformatorerne], at efter 👤Adams Fald alle Mennesker, som naturlig fødes, undfanges og fødes i Synden; det er: at de alle fra Moders Liv af ere fulde af ond Lyst og Tilbøielighed, og kunne ikke af Naturen have nogen sand Gudsfrygt eller nogen sand Troe til Gud, og at denne medfødte Syge eller oprindelige Brøst er i Sandhed Synd, hvilken fordømmer og paafører ogsaa nu den evige Død saa mange, som ikke formedelst [ved] Daaben ved den Hellige Aand vorde gjenfødte. / De fordømme Pelagianerne [ 100,10] og andre, som nægte, at denne oprindelige Brøst er Synd, og for at forkrænke Christi Værdskylds [fortjenestes] og Velgjerningers Ære, paastaae, at Mennesket ved sin Fornufts egne Kræfter kan vorde retfærdiggjort for Gud.« Med »o: s: v:« kan der være tænkt på 3. del, art. 1, 3, i De schmalkaldiske Artikler (et bekendelsesskrift, udarbejdet på ty. under titlen Artikel christlicher Lehre af 👤Martin Luther i 1536, overs. til lat. Articuli christianae doctrinae i 1541), se 👤K.A. Hase Libri symbolici, 2. udg., 📌Leipzig 1837 [1827], ktl. 624, s. 317: »Hoc peccatum haereditarium tam profunda et tetra est corruptio naturae, ut nullius hominis ratione intelligi possit, sed ex Scripturae patefactione agnoscenda et credenda sit« (»Arvesynden er en så dyb og hæslig fordærvelse af naturen, at den ikke kan indses af noget menneskes fornuft, men må erkendes og tros ud fra Skriftens åbenbaring«) (Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche. Herausgegeben im Gedenkjahr der Augsburgischen Konfession 1930, 11. udg. [ty./lat.], 📌Göttingen 1992, s. 434). Dette sted citerer SK i Begrebet Angest (1844), i SKS 4, 333,13-16.

I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 29

ikkun : kun, blot.

I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 33

loves der ogsaa Msk. at blive Guds Barn : se fx Matt 5,9; Joh 1,12-13; Rom 8,14-17; Gal 3,26; Fil 2,15; 1 Joh 3,1.

I trykt udgave: Bind 23 side 100 linje 35

kydsk : afholdende, ren, uberørt.

I trykt udgave: Bind 23 side 101 linje 6

ϰατα δυναμιν : gr. (kata dýnamin) som mulighed; potentielt.

I trykt udgave: Bind 23 side 101 linje 9

Penge-Offere : afkald på indtjening af penge.

I trykt udgave: Bind 23 side 101 linje 20

jeg bestandigt har talt om, at jeg er uden Myndighed : sml. det opr. manuskript til de to særskilte sider, formentlig skrevet i 1849, i slutningen af »Regnskabet«, hvor SK skriver: »'Myndighed' har jeg aldrig brugt; jeg har tværtimod fra første Øieblik (Forordet til to opbl. Taler 1843), og stereotypt gjentaget, indskærpet, at 'jeg er uden Myndighed'« (Pap. X 5 B 148, s. 350, jf. de to sider i »Regnskabet«, der udgør hoveddelen af Om min Forfatter-Virksomhed ( 123,2), s. 13-14; s. 14 (SV2 13, 535)). I forordet til sin første samling af opbyggelige taler, To opbyggelige Taler (1843), bemærker SK, at han »ikke har Myndighed til at prædike«, SKS 5, 13,3. Dette gentages uforandret i forordene til de følgende samlinger af opbyggelige taler (1843-44, se SKS 5, 63, 113, 183, 231 og 289) og i varieret form i forordene til Tre Taler ved tænkte Leiligheder (1845, se SKS 5, 389) og til de to første afdelinger af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847, se SKS 8, 121 og 257). Se også II.B i første følge af Kjerlighedens Gjerninger (1847), i SKS 9, 54,31-35.

I trykt udgave: Bind 23 side 101 linje 23

Gud-Msket : Gud-Mennesket, dvs. Kristus, der som det menneske, i hvem Gud åbenbarede sig, forener den guddommelige og den menneskelige natur i sig.

I trykt udgave: Bind 23 side 101 linje 30

allehaande : al slags, alskens.

I trykt udgave: Bind 23 side 102 linje 4

»ikke for min Dyds Skyld« : citat fra »'Salig Den, som ikke forarges paa mig.' En bibelsk Fremstilling og christelig Begrebs-Bestemmelse«, skrevet i 1848 og optaget som nr. II i Indøvelse i Christendom ( 99,1), s. 149: »Jeg er paa en besynderlig Maade, og ikke just for min Dyds Skyld, snarere for mine Synders Skyld, blevet reent formelt vidende om Existents-Hemmeligheder og Existents-Hemmelighedsfuldhed« (SV2 12, 160). Indøvelse i Christendom blev averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 225, den 25. sept. 1850.

I trykt udgave: Bind 23 side 102 linje 5

Plato : 👤Platon (427-347 f.Kr.), gr. filosof, elev af 👤Sokrates ( 123,24), grundlagde i 387 f.Kr. Akademiet i 📌Athen; blandt hans elever var 👤Aristoteles.

I trykt udgave: Bind 23 side 102 linje 8

Ikke saa: således.

I trykt udgave: Bind 23 side 102 linje 10

Χsti Fortjeneste : dogmatisk udtryk for, at Kristus ved sin lidelse og død har gjort fyldest for menneskenes synd ( 104,27).

I trykt udgave: Bind 23 side 102 linje 18

sans comparaison : fr. uden sammenligning (i øvrigt).

I trykt udgave: Bind 23 side 102 linje 23

Samfundet blandt: fællesskabet.

I trykt udgave: Bind 23 side 102 linje 33

Kjende : kendetegn.

I trykt udgave: Bind 23 side 103 linje 5

Msk-Slægten : menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 23 side 103 linje 13

god Nat Ole! : talemåde (undertiden med forskellige tilføjelser), der udtrykker, at man må opgive noget, at det er forbi. I sin lange form 'God nat, 👤Ole! Pengene ligger i vinduet, smørret står i skorstenen' findes talemåden optegnet af 👤J.F. Fenger »Danske Ordsprog og Mundheld« i For Litteratur og Kritik, bd. 6, 📌Odense 1848, s. 274-308; s. 296. Jf. også 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, 📌Kbh. 1879; bd. 2, s. 66.

I trykt udgave: Bind 23 side 103 linje 14

end deres Livs: selv, endda.

I trykt udgave: Bind 23 side 102m linje 5

de almindelige Msk-Rettigheder : hentyder formentlig til de politiske bestræbelser, der opstod med den fr. nationalforsamlings 'erklæring om menneskerettighederne' fra 1789, og som siden hen, især efter 1830 og 1848, gjorde sig gældende i de europæiske lande med stadige krav om frihed og lighed.

I trykt udgave: Bind 23 side 103m linje 10

Det er ypperligt sagt af Julius Müller ... som et Andets Modus eller Affection : kort gengivelse af følgende afsnit i 4. bog, kap. 3 »Die kirchliche Lehre von der Erbsünde«, i 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde ( 100,2) bd. 2, s. 429f.: »Soll dieses Dringen auf eine Selbstentscheidung der Person als Bedingung der Schuld sittliche Atomistik sein, so wird der heiligen Schrift selbst diese Atomistik zur Last fallen. Denn sie betrachtet den Menschen in der Sünde keinesweges bloß als Gattungsmasse, sondern macht innerhalb derselben Species [lat. art] einen offenbar durch Selbstentscheidung der Einzelnen bedingten specifischen Unterschied zwischen Kindern des Lichts und Kindern der Finsterniß und geht in letzter Instanz, insofern das Weltgericht doch gewiß die letzte Instanz ist, ganz auf die einzelnen Persönlichkeiten und den Werth ihres Lebens vor Gott zurück. Soll es nun der christlichen Dogmatik möglich sein, in ihrer Eschatologie nach diesem Vorgange der Schrift den Begriff der Schuld in seiner ganzen Strenge, wie er die Selbstverursachung der verdammlichen Sünde durch die einzelne Persönlichkeit in sich schließt, festzuhalten, so darf sie ihn nicht in ihrer Anthropologie entnerven. Das persönliche Individuum [lat. egl. 'hvad der ikke kan deles', enkeltvæsen, individ] ist, wenn irgend etwas in der Welt, wie schon sein Name besagt, ein Untheilbares, ein in sich geschlossenes Ganzes, in diesem Sinne ein ἄτομον, was, als Grundstoff der Welt, sich durchaus nicht will als Modus oder Affektion eines Andern ansehen lassen.« – Atomistik: det at betragte noget som adskilte enkeltheder (atomer). – ατομον: gr. (átomon) akkusativ af ἄτομος (átomos), udelelig enhed, grundstof. – Modus: lat. måde; fremtrædelsesmåde. – Affection: tilbøjelighed, indtryk.

I trykt udgave: Bind 23 side 103 linje 19

At »Arvesynden« er »Skyld : 100,10.

I trykt udgave: Bind 23 side 103 linje 28

Julius Müller ... maa erfares ... Vanskeligheder med Syndens Almindelighed : hentyder formentlig til følgende afsnit i 3. bog, 1. afdeling, kap. 4 »Die Freiheit als Möglichkeit der Sünde«, i 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde ( 100,2) bd. 2, s. 219f.: »Bis zu diesem Punkte nun vermögen wir auf dem Wege der Nothwendigkeit – freilich keinesweges bloß einer rein metaphysischen, sondern einer durch sittliche Ideen vermittelten – zu gelangen, bis zur Einsicht, daß das Böse den persönlichen Geschöpfen möglich sein und daß ihnen diese Möglichkeit zum Bewußtsein kommen muß. Was darüber hinausgeht, die Verwirklichung dieser Möglichkeit, ist zunächst ein bloß Thatsächliches und nur durch Erfahrung zu erkennen; es läßt sich aus den ihm vorangehenden Momenten durch keinerlei Nothwendigkeit ableiten, wiewohl es, insofern es vorhanden ist, aus dem Zusammenhange mit ihnen natürlich ein tieferes Verständniß empfängt.« Se også følgende afsnit i 4. bog, kap. 3 »Die kirchliche Lehre von der Erbsünde«, bd. 2, s. 444f., hvor der henvises til ovenstående citat: »Auch vermag sie sich aus dieser Stellung nicht zu befreien durch die schon früher (B. 2, S. 219 f.) von uns erkannte Wahrheit, daß nach der Natur des Bösen die Entstehung desselben sich nur nach ihrer Möglichkeit, wie sie im Wesen der kreatürlichen Freiheit liegt, begreifen läßt, nich nach ihrer Wirklichkeit, nach welcher sie nur Sache der Erfahrung ist. Hier gilt es ja nicht bloß die Thatsache zu erklären, daß überhaupt der Mensch sich verschuldet, sondern dieß soll erklärt werden, daß alle die Millionen Menschen, die zum Bewußtsein erwachen, sich auch mit Schuld behaftet finden mit einer einzigen durchaus eigenthümlich bedingten Ausnahme. (...) / Nehmen wir nun noch hinzu die eigenthümliche Art, wie die Allgemeinheit menschlicher Verschuldung uns zum Bewußtsein kommt. Daß überhaupt Sünde und Schuld vorhanden ist im menschlichen Leben, das können wir aus Erfahrung wissen; daß aber alle Menschen daran Theil haben, das vermag uns die bloße Erfahrung nicht zu lehren, weil sie dazu immer viel zu beschränkt ist. Widerstrebt nun der Begriff der freien Willensentscheidung, durch welche allein Schuld entsteht, für sich genommen, auf's Stärkste der Allgemeinheit der Verschuldung, und hat die hier berücksichtigte Ansicht für diese Allgemeinheit keine andere Begründung als die dazu objektiv unzureichende Erfahrung, so wird sie genöthigt sein diese Allgemeinheit als Behauptung aufzugeben und sie nur als problematische Annahme hinzustellen; womit es denn freilich für sie auch nur eine problematische Annahme wird, daß Christus der Versöhner des ganzen menschlichen Geschlechtes ist.« – har allerede yngre Fichte gjentaget indskærpet: hentyder formentlig til § 46 i I.H. Fichte Sätze zur Vorschule der Theologie, 📌Stuttgart og 📌Tübingen 1826, ktl. 501, s. 117-119; s. 117f.: »So wie wir in der Hingebung der Freiheit an Gott ohne Zweifel den Quell alles Trefflichen und Guten, das Element innerer Vollendung und Seeligkeit der Kreatur gefunden haben; so wird in dem Abfall und der Verkehrung der Freiheit der Ursprung alles Nichtigen, Unseeligen, überhapt des Bösen liegen müssen; dessen primitive Entsthehung demzufolge nicht aus Gott, sondern aus der Kreatur als freibewußster herzuleiten wäre. Und so wäre im Obigen zugleich die allgemeine Möglichkeit des Bösen erkannt worden. – Da wir indeß den Ursprung desselben nur in der Freiheit finden konnten, so bleibt es überhaupt für die reine Spekulation ein bloß mögliches, keinesweges aber als wirklich abzuleitendes: denn was aus Freiheit entspringt, läßt überhaupt keine apriorische Begründung zu, kann in keinem Sinne als nothwendiges nachgewiesen werden. Noch in höherer Bedeutung müßte dies aber vom spekulativen Erkennen des Bösen gelten. Spekulativ die Dinge erkennen heißt nämlich nur sie in ihrem Ursprunge aus Gott oder der absoluten Idee betrachten; und so wäre im Versuche, etwa die Wirklichkeit des Bösen zu begründen, die widersprechende Aufgabe gesezt, das Böse aus Gott selbst oder dem Guten abzuleiten.« – yngre Fichte: 👤Immanuel Hermann Fichte (1796-1879), ty. filosof, søn af 👤J.G. Fichte, derfor oftest omtalt som 'den yngre Fichte'; fra 1836 ekstraordinær og fra 1840 ordinær prof. i filosofi i 📌Bonn, 1842-63 prof. i Tübingen. SK ejede adskillige af hans værker (jf. ktl. 501-511 og 877-911). – cfr de philosophiske Smuler: jf. følgende afsnit i § 1 i »Mellemspil« i Philosophiske Smuler (1844): »Tilblivelsens Forandring er Virkeligheden, Overgangen skeer ved Friheden. Ingen Tilblivelse er nødvendig; ikke før den blev til, thi saa kan den ikke blive til; ikke efter at den er bleven til, thi da er den ikke bleven til«, SKS 4, 275,8-11.

I trykt udgave: Bind 23 side 104 linje 7

Prof. Levy skriver i en Afhandling om Fødselsstiftelsen (...) stikholdig : sigter formentlig til C.E.M. Levys afhandling »Om Navlevenebetændelsen og den derved fremkaldte Pyæmie hos spæde Børn« i Hospitals-Meddelelser. Tidsskrift for praktisk Lægevidenskab, udg. af Overlæger ved 📌Kjøbenhavns Hospitaler, bd. 2, 📌Kbh. 1849, s. 317-379. Efter at have beskrevet 14 tilfælde, alle med dødelig udgang, af navlevenebetændelse hos spæde børn, født på Fødselsstiftelsen i 📌København mellem 1838 og 1849, og efter at have anført statistiske oversigter og en tabel over sygdommens symptomer skriver Levy i en foreløbig konklusion: »Vi have hidtil seet, hvor lidt stikholdige de Navlevenebetændelsen som saadan tillagte Symptomer ere; det gjælder nu om, til Støtte for vor tidligere udtalte Anskuelse, at fremhæve Hyppigheden af de deuteropathiske Localaffectioner, hvis Udspring af en purulent Infection er umiskjendelig nok«, s. 363. – Prof. Levy: 👤Carl Edvard Marius Levy (1808-65), da. læge; dr.med. 1833, fra 1841 ekstraordinær prof. i fødselsvidenskab ved 📌Københavns Universitet og overaccouchør (overfødselshjælper) ved Fødselsstiftelsen, fra 1842 stadsaccouchør i København, fra 1850 ordinær prof. – Fødselsstiftelsen: insitution el. hospital, hvor kvinder (især ugifte el. gifte med udsigt til en svær fødsel) blev hjulpet og plejet under en fødsel. Her tænkes på 📌Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse i København, oprettet med fundats ved kgl. reskript af 23. marts 1785, beliggende i 📌Amaliegade. – stikholdig: fra ty. stichhaltig, som holder stik; holdbar.

I trykt udgave: Bind 23 side 104 linje 19

hvad Joh. Climacus ... ethvert andet Individ ... kun forstaae i Mulighed : sigter formentlig dels til kap. 1 i anden dels andet afsnit i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), hvor 👤Johannes Climacus skriver: »For at studere det Ethiske, er ethvert Menneske anviist sig selv. Han selv er sig i denne Henseende mere end nok, ja han er det eneste Sted, hvor han med Sikkerhed kan studere det. Allerede et andet Menneske, med hvem han lever sammen, kan han kun blive klar over gjennem det Udvortes, og forsaavidt er allerede Opfattelsen forbunden med Mislighed [betænkelighed, tvivlsomhed]«, SKS 7, 132,13-18. Dels til kap. 3, § 1, i anden dels andet afsnit i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, hvor Climacus skriver: »Den eneste Virkelighed der er for en Existerende er hans egen ethiske; al anden Virkelighed er han kun vidende om, men den sande Viden er en Oversætten i Muligheden«, SKS 7, 288,11-13. Og dels til kap. 3, § 2, i anden dels andet afsnit i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, hvor Climacus skriver: »at der ethisk intet ligefremt Forhold er mellem Subjekt og Subjekt. Naar jeg har forstaaet et andet Subjekt, er dets Virkelighed for mig en Mulighed, og denne tænkte Virkelighed forholder sig qva Mulighed ligesom min egen Tænken af Noget, jeg endnu ikke har gjort, forholder sig til at gjøre det«, SKS 7, 293,1-5; se også 294f. – Joh. Climacus: Johannes Climacus, den pseudonyme forfatter af Philosophiske Smuler (1844) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846). Navnet Climacus hentyder formentlig til den gr. teolog og munk 👤Johannes Klimax el. på lat. Climacus (o. 525-616), der levede 40 år som eneboer ved foden af 📌Sinajbjerget og var forfatter til værket Κλίμαξ τοῦ παϱαδείσου (gr. (Klímax toû paradeísou), på lat. Scala paradisi, Paradisstigen), heraf hans tilnavn. Se i øvrigt den fyldigere kommentar i SKS K4, 197.

I trykt udgave: Bind 23 side 104 linje 21

Arvesynden ... en Troes-Artikel : 100,18 og 100,29.

I trykt udgave: Bind 23 side 104 linje 25

en Forsoner, der har gjort Fyldest for hele Slægten : hentyder til den dogmatiske lære om Kristi stedfortrædende satisfaktion, at han som Guds egen Søn med sin frivillige lidelse og død har tilfredsstillet el. forsonet Guds dømmende vrede over menneskenes syndefald og således gjort fyldest for den straf, de ellers var skyldige at lide for deres synd, og dermed gjort soning for Guds krænkede retfærdighed. – Slægten: menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 23 side 104 linje 27

Kludderie : noget kludder, roderi.

I trykt udgave: Bind 23 side 105 linje 1

kommer stikkende med : (uopfordret) fremkommer med, fremsætter.

I trykt udgave: Bind 23 side 105 linje 3

Sagleriet : dvs. savleriet.

I trykt udgave: Bind 23 side 105 linje 20

Dyrebestemmelsens: se andet afsnit, kap. 3, B. B, i Sygdommen til Døden (1849): »Skal der holdes Orden i Tilværelsen – og det vil dog Gud, thi han er ikke Forvirringens Gud – saa maa der først og fremmest passes paa, at ethvert Menneske er et enkelt Menneske, bliver sig bevidst at være et enkelt Menneske. Faae Menneskene først Lov til at løbe sammen i hvad 👤Aristoteles kalder Dyre-Bestemmelsen: Mængden; bliver derpaa dette Abstraktum (istedetfor at det er mindre end Intet, mindre end det ringeste enkelte Menneske) anseet for at være Noget: saa varer det ikke længe inden dette Abstraktum bliver Gud«, SKS 11, 229,21-28. Heraf fremgår det, at SK har sin opfattelse af mængden som en »Dyre-Bestemmelse« fra Aristoteles, der i tilknytning til en drøftelse af mængdens overlegenhed i 3. bog, kap. 11, i Politikken sammenligner mængden med dyrene (1281b, 15-20). Jf. Aristoteles graece, udg. af 👤I. Bekker, bd. 1-2, 📌Berlin 1831, ktl. 1074-1075; bd. 2, s. 1281, 2. sp. Sml. i øvrigt »Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle«, anden del af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), i SKS 8, 287,32-42.

I trykt udgave: Bind 23 side 105 linje 27

hys : lyd, hvormed man påbyder tavshed, specielt tilkendegiver mishag med noget, der fremføres, fx i teatret el. i en forsamling.

I trykt udgave: Bind 23 side 105 linje 31

qua talis : lat. som sådan, i egenskab af (at være forsamling).

I trykt udgave: Bind 23 side 105 linje 34

Commerce : fr. samkvem; kommers, sjov.

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 3

Abstraktum : af lat. 'abstractum', noget abstrakt, abstraktion.

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 5

daarligste : tåbeligste.

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 6

Journalen: tidsskrift, uge- el. dagblad, avis.

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 10

nøiedes (...) med : tog til takke med, stillede sig tilfreds med, lod sig fornøje med.

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 16

Tivoli : folkelig sommerforlystelsessted grundlagt af J.B. 👤G. Carstensen i 1843 på voldskråningen uden for 📌Vesterport (se kort 3, C3).

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 16

salige : herlige, opløftende, berusende.

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 19

med i Stats-Styrelsen : If. § 34 i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 skulle den da. folkerepræsentation Rigsdagen bestå af to kamre, dels Folketinget, dels Landstinget. Valget til Folketinget fandt sted den 4. dec. og til Landstinget den 29. dec. 1849. Rigsdagen trådte første gang sammen den 30. jan. 1850, se kommentarerne til journaloptegnelserne NB15:28 og NB15:82.

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 19

som nu i Landsthinget ... Præsidentens Deeltagen i at stemme ... skaffede ham Roes og Lov : sigter til første og anden behandling i Landstinget af § 36-39 i forslag til tingets forretningsorden, hhv. onsdag den 6. feb. 1850 (tingets sjette møde) og tirsdag den 12. feb. 1850 (tingets ottende møde). Se referatet af mødet den 6. feb. i Fædrelandet, nr. 31, den 6. feb. 1850, s. 124: »§§ 36-39 handle om Afstemning og Stemmemaade; her foreslaaes, at til hvert Valg skal udfordres over Halvdelen af Stemmerne, og at den Valgseddel, der ei blot indeholder et større, men og [også] et mindre Antal Navne, end der skal stemmes paa, er ugyldig. 👤[A.S.] Ørsted [ 112,21] kom atter tilbage til at tale mod den absolute Majoritet, og viste, at den sidste Bestemmelse er for rigorøs, da det let kan skee af Feiltagelse. [Direktør for borger- og almueskolevæsenet i 📌København 👤V.A.] Borgen fandt det urigtigt, at naar Stemmerne ere lige, Formanden da skal stemme; den Upartiskhed, som man saa meget maa ønske Formanden i Besiddelse af, kan derved lide et Skaar; det burde snarere hedde, at 'Formanden ei bør deltage i Afstemningen, og at naar Stemmerne ere lige, er Andragendet forkastet'. Man lagde i modsat Fald vist ofte en for tung Byrde paa Formanden. Pastor 👤[A.A.] Sørensen talte imod den tilsigtede Forandring af Valglovens § 68. [Professor i botanik 👤J.F.] Schouw hævdede det Hensigtsmæssige i, at Comiteer vælges efter absolut Pluralitet. [Industridrivende 👤F.V.] Schytte henholdt sig til ham og bemærkede til Borgen, at Afstemningen dog ei kunde være sværere for Formanden end for enhver anden. Skoleforstander [S.] Sørensen henholdt sig til Borgen og Ørsted, og vilde have Kugleafstemnings Tilstedelse afgjort af Forsamlingen. Schouw viste, at medens i sidste Rigsforsamling ⅙ af Medlemmerne kunde fremtvinge Kugleafstemning, fordredes her næsten ⅓ af Medlemmerne; det vil altsaa ei blive saa let at fremkalde dette Resultat. [P.C.] Kierkegaard talte imod Borgen: 'ligesom alle Landsthingsmændene ere Hædersmænd, saaledes er Formanden den af Hædersmændene valgte Tillidsmand, og den, der er alle Partiers Mand, er intet Parties Mand.' Schouw understøttede dette Foredrag og henviste til et Tilfælde i forrige Rigsforsamling.« Se også referatet af mødet den 12. feb. i Fædrelandet, nr. 36, den 12. feb. 1850, s. 144: »Ved § 37 dreiede Debatten sig især om det af Borgen stillede Forslag: 'At Formanden ei bør deltage i Afstemningerne.' Det bekæmpedes af [højesteretsadvokat, generalfiskal O.C.] Blechingberg, Schytte, medens det understøttedes af Formanden, [højesteretsassessor P.D.] Bruun, som for at understøtte det, forlod Præsidentpladsen. Det maatte være saameget ubehageligere for Formanden at stemme, som han jo ikke maatte motivere sin Stemme. Desuden var Spørgsmaalet jo afgjort i Forveien, thi naar der var ligemange Stemmer for og imod, saa var der jo ikke Pluralitet for det foreliggende Spørgsmaal. Hans Foredrag bekæmpedes af Kierkegaard, som mindede om, at Formanden fremfor Alt var Landsthingsmand, og som saadan pligtig til at stemme; [grosserer, medlem af Nationalbankens direktion] 👤H.P. Hansen henholdt sig til ham, medens [dispachør 👤A.] Wessely forsvarede det stillede Forslag. Ved Afstemningen forkastedes Borgens Forslag med 31 mod 14 St.[stemmer]. / I Landsthinget deltager altsaa Formanden, naar Stemmerne ere lige, i Afstemningen, medens dette ikke skeer i Folketinget.« På mødet den 13. feb. blev forretningsordenen oplæst og vedtaget uden afstemning, jf. Fædrelandet, nr. 37, den 13. feb. 1850, s. 148; jf. også »Forretningsorden for Landsthinget vedtagen af Landsthinget den 13de Febr. 1850« i Danmarks Riges Grundlov. Valgloven. Bestemmelser angaaende Forretningsordenen i begge Thingene, 📌Kbh. 1850, hvor det i § 37 fastsættes: »Ere Stemmerne lige, saa deeltager Formanden i Afstemning, hvilket ellers ikke finder Sted«, s. 144. Hvad angår afstemning ved brug af kugler, fastsættes følgende i § 39: »Afstemning ved Kugler finder Sted, naar 25 Medlemmer forlange det; dog kunne [kan] 25 Medlemmer fordre Thingets Afgjørelse. Navnene paa de Medlemmer, som forlange (...) Kugleafstemning, optages i Protokollen«, s. 146. – Præsidentens: Den første formand for Landstingets præsidium var højesteretsassessor 👤P.D. Bruun. Efter at forretningsordenen var endelig vedtaget den 13. feb. 1850, blev der foretaget nyvalg til formandsposten, hvor P.C. Kierkegaard opstillede, men ikke blev valgt, jf. Fædrelandet, nr. 37, den 13. feb. 1850, s. 148: »Man gik derpaa over til at vælge Embedsmænd for de næste 4 Uger, og gjenvalgtes Højesteretsassessor Bruun til Formand med 40 St. [stemmer] af 42. ([H. baron] Stampe og Kierkegaard hver 1 St.)«. – min Broder: SKs ældre bror, 👤Peter Christian Kierkegaard (1805-88), da. teolog og præst; cand.theol. i 1826, dr.phil. i 📌Göttingen i 1829 og lic.theol. ved 📌Københavns Universitet i 1836; manuducerede til teologisk embedseksamen frem til 1842, da han blev kaldet til sognepræst for 📌Pedersborg og 📌Kindertofte ved 📌Sorø. Han var nært knyttet til 👤N.F.S. Grundtvig og et respekteret medlem af kredsen omkring ham, herunder som medlem af 📌Roskilde præstekonvent. Den 29. dec. 1849 opnåede han valg til Landstinget som repræsentant for Bondevennerne (el. Venstre), men indmeldte sig den 11. feb. 1850 i Centrums landstingsafdeling, jf. hans Dagbog for 1828-50 (NKS 2656, 4o, I), s. 158. – Atakke: ældre form for attak, angreb, angrebsmåde. – blev Vind: blev til ingenting. – Lov: rosende omtale, berømmelse.

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 21

Ballotation : egl. det at vælge el. træffe afgørelse ved brug af (sorte og hvide) kugler (i stedet for stemmesedler), se foregående kommentar; herefter blot afstemning.

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 28

Peter : 👤Peter Christian Kierkegaard ( 106,21).

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 31

saa declamerer han ... enhver Rigsdagsmand er en Hædersmand ... Folkets Tillid ... o: s: v: : 106,21. – Rigsdagsmand: mand, der er valgt medlem af Rigsdagen ( 106,19).

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 33

risum teneatis amici : lat. »dy jer for latter, venner!«, »pas på, I ikke kommer til at le, venner!« Citat fra 👤Horats De arte poetica (Om digtekunsten), 5, jf. Q. Horatii Flacci opera, stereotyp udg., 📌Leipzig 1828, ktl. 1248, s. 274. I Q. Horatius Flaccus' samtlige Værker, overs. af 👤J. Baden, bd. 1-2, 📌Kbh. 1792-93; bd. 2, s. 451, gengives udtrykket således: »Kan I mine Herrer (...) bare eder for at lee?«

I trykt udgave: Bind 23 side 106 linje 36

eh bien! : fr. vel så! godt!

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 2

Phraseologie : sprogbrug, udtryksmåde, brug af fraser.

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 3

Coterie : klub, sluttet selskab (ofte fjendtligt vendt mod udenforstående), klike.

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 4

gemütlig : af ty. 'gemütlich', hyggelig, rar, venlig, gemytlig.

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 6

Riden-Herre-Dage ind : fast udtryk om det festlige optog af herolder og ridende gardere, der fra gammel tid havde kundgjort mødet mellem kongen og rigsrådet, og som i årene 1661 til 1849 markerede åbningen af 📌Højesteret første torsdag i marts måned.

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 6

en Landsbypræst : hentyder til, at 👤P.C. Kierkegaard var landsbypræst i 📌Pedersborg landsogn og annekset 📌Kindertofte landsogn ( 106,21).

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 7

Intriguanter : de, der iværksætter intrige ( 106,21).

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 8

Omhæng : hvad der er hængt omkring noget til dækning el. pynt, især om gardiner o.l., hængt omkring en seng.

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 9

Michel Perrin ... vedbliver at være Landsbypræsten : sigter til 👤Mélesville [pseudonym for Anne H. Joseph Duveyrier] og 👤Charles Duveyriers vaudeville i to akter Michel Perrin, eller: Politiespionen, uden at vide det, bearbejdet af 👤Th. Overskou, 📌Kbh. 1835 [fr. 1834] (Det kongelige Theaters Repertoire, nr. 75). Vaudevillen finder sted i 📌Paris i foråret 1800. 👤Michel Perrin har tidligere været præst i et lille landsbykald i 📌Normandiet, men blev fordrevet fra sit embede under revolutionen. Efter tre år på flugt nåede han til Paris og fandt ophold hos sin forældreløse niece 👤Therese. Her lever de fattigt. Uventet bliver Perrin opsøgt af sin gamle ven og skolekammerat 👤Joseph Fouché, som er politiminister; under deres samtale dukker politiinspektør 👤Desaunais op, og det ender med, at Perrin får en velbetalt stilling hos Desaunais, uden at det dog går op for den distræte Perrin, at der er tale om en ansættelse som spion i det hemmelige politi. Da Fouché har opdaget, at der er indgået en sammensværgelse mod førstekonsulen, general Bonaparte 👤Napoleon, beordrer han Desaunais til at opklare sagen. Den uduelige Desaunais giver forfærdet sine betjente ordre til at finde og arrestere de sammensvorne. I mellemtiden er Perrin mødt op på Desaunais' kontor i ministerpaladset, stadig uden at ane, hvad det er, han er blevet indviklet i. Kort efter vender nogle af betjentene tilbage og meddeler, at de har arresteret tre af de sammensvorne. Ved misforståelser og forviklinger tror Desaunais, at det er Perrin, der har afsløret sammensværgelsen, og da Desaunais skal til ministeren for at aflægge rapport, sætter han Perrin til at afhøre arrestanterne (2. akt, 10. scene). Perrin aner ikke, hvad han skal stille op, men Desaunais siger til ham: »Gjør dem ikke bange – lov dem – Benaadning – med et tvetydigt Smiil. som vi altid gjøre.« Perrin misforstår og svarer: »De har Ret – det er smukt gjort.« Og Desaunais fortsætter: »Siig, at Ministeren vil lade dem gaae, hvis de fortælle Dem alt – hvis de ikke dølge noget for Dem.« Perrin er stadig desorienteret; han løber efter Desaunais, som iler til ministeren, men døren bliver lukket for næsen af ham, og da han står alene tilbage, siger han: »En Sammensværgelse! – Arrestanter! – Hvad skal jeg gjøre ved det? – O, nu forstaaer jeg det – jeg skal være Fredens og Naadens Sendebud – jeg skal frelse de fortabte Faar. – Det er skjønt! det slaaer just ind i mit forrige Embede!« (s. 23). I den følgende scene bliver de tre arrestanter ført ind, og Perrin taler nu indtrængende til dem som præst om anger og Guds tilgivelse og lover dem, at ministeren vil lade dem gå, hvis de fortryder og opgiver deres sammensværgelse. Herpå sender Perrin de tre arrestanter ud gennem en hemmelig dør og ønsker dem held og lykke. Efter endnu en del forviklinger og misforståelser ender det i 15. scene med, at de tre bortsendte sammensvorne meddeler, at de under indtryk af Perrins tale har opgivet deres beslutning om at dræbe førstekonsulen. Perrin ender med at være helten og får af Fouché sit gamle embede i Normandiet tilbage. – Vaudevillen havde premiere på 📌Det kgl. Teater den 9. juni 1835 og blev i alt opført 27 gange frem til den 17. sept. 1843; den blev genoptaget i sæsonen 1849-50 og opført den 15. og 28. okt., 8. og 17. nov. og 7. dec. 1849 samt 5. feb. 1850.

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 11

»Slægt« : menneskehed.

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 23

den Bemærkning af Göschel ... (citeret af Julius Müller ... p. 467.) : forkortet gengivelse af følgende afsnit i 4. bog, kap. 3 »Die kirchliche Lehre von der Erbsünde«, i 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde ( 100,2) bd. 2, s. 467: »Göschel findet die wahre, der Scholastik selbst noch nicht zum Bewußtsein gekommene Bedeutung des Realismus darin, daß dem Gattungsbegriff des Menschen wirkliche, selbstständige Persönlichkeit vor und unabhängig von seiner zeitlich successiven Verwirklichung in den persönlichen Individuen zukomme*.« I noten henvises til Göschel Beiträge zur spekulativen Philosophie von Gott und dem Menschen und von dem Gottmenschen. Mit Rücksicht auf Dr. D.F. Strauss Christologie, 📌Berlin 1838, s. 58f. – Göschel: Karl el. 👤Carl Friedrich Göschel (1784-1861), ty. jurist, forfatter og kirkepolitiker; udgav en lang række juridiske og historiske samt teologiske og filosofiske skrifter af højrehegeliansk observans.

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 24

Det er hvad jeg oftere har udviklet ... et lavere Sammenbindende : sml. kap. 3 »Styrelsens Part i mit Forfatterskab« i andet afsnit i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, skrevet i sommeren og efteråret 1848, udg. posthumt af 👤P.C. Kierkegaard, 📌Kbh. 1859, s. 68f., noten, hvor SK skriver: »Jeg har stræbt at udtrykke, at det at anvende Categorien 'Slægt' paa det at være Menneske, især som Udtryk for det Høieste, er Misforstaaelse og Hedenskab, fordi Slægten: Menneske ikke blot ved Slægtens Fortrin er forskjellig fra en Dyre-Slægt, men ved dette Menneskelige, at i Slægten er hver Enkelt (ikke en enkelt Udmærket men hver Enkelt) mere end Slægten, hvad der ligger i Guds-Forholdet (og hvad der er Christendom, hvis Categorie just er den af en høistæret christelig Samtid som saa sær udleete: den Enkelte), da det at forholde sig til Gud er langt høiere end at forholde sig til Slægt eller gjennem Slægt til Gud. Dette har jeg stræbt at udtrykke« (SV2 13, 613, noten). – Dyre-Slægt: 105,27. – det Overgribende: det, som ligger over og går ud over noget underliggende, med bibetydning af det stærke, betydningsfulde og højere, det overordnede.

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 28

Msket er i Slægtskab med Gud : spiller på ApG 17,28-29, hvor 👤Paulus siger til athenerne: »For i ham [Gud] lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: 'Vi er også af hans slægt.' Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde.«

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 35

Gud er Aand : hentyder til beretningen om 👤Jesu samtale med den samaritanske kvinde ved brønden i Joh 4,7-26, hvor han siger til hende: »der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed«, v. 23-24. Se også 2 Kor 3,17-18.

I trykt udgave: Bind 23 side 107 linje 36

Læren om Arvesynden : 100,18.

I trykt udgave: Bind 23 side 108 linje 7

Dyre-Bestemmelsen : 105,27.

I trykt udgave: Bind 23 side 108 linje 9

Synthesen : enheden, foreningen, sammensætningen.

I trykt udgave: Bind 23 side 108 linje 15

Uddunstning : det at udsende dunster (damp, røg, lugt osv.).

I trykt udgave: Bind 23 side 108 linje 29

en masse : fr. i mængde, i fællesskab, i massevis.

I trykt udgave: Bind 23 side 108 linje 36

Dyre-Raseriet : 105,27.

I trykt udgave: Bind 23 side 108 linje 38

ausser sich : ty. ude af sig selv.

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 1

Scenerne paa Bloksbjerg : If. folkelig overtro var »Bloksbjerg« el. »Blocksberg« det sted, hvor heksene og de onde ånder samledes Valborgsnat (Valpurgisnat, dvs. natten til 1. maj) for at feste. SK hentyder formentlig til scenerne på 📌Bloksbjerg i første del af 👤Goethes Faust (v. 3835-4398), hvor 👤Mefistofeles lærer 👤Faust den kåde sanselighed at kende. I en tidligere journaloptegnelse, BB:11, dateret den 22. okt. 1836, i SKS 17, 91, har SK bemærket, hvordan disse scener i Faust erindrer om de folkelige sagn om 📌Venusbjerget, hvor unge mænd blev forført af sanselighed og frataget deres sjæl. Navnet 'Bloksbjerg' henviser til 📌Brocken, det højeste bjerg i 📌Harzen; det har også været brugt om andre bjerge i 📌Tyskland, 📌Ungarn og 📌Sverige.

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 1

fordunste : forsvinde som dunst, fordampe; svinde (som damp), forsvinde.

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 3

Potensation : forøgelse, intensivering.

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 3

hvo : hvem.

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 4

sagt af Julius Müller. »Ved at skabe Msket ... i sit Billede.« (... p. 491 : forkortet gengivelse af følgende afsnit i 4. bog, kap. 3 »Die kirchliche Lehre von der Erbsünde«, i 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde ( 100,2) bd. 2, s. 490f.: »'Den Menschen erschaffend, theomorphisirte Gott'; darum, fahren wir fort, anthropomorphisirt der Mensch nicht, wenn er Gott als menschenähnliches Wesen, als erkennenden und wollenden Geist denkt. Fänden wir uns subjektiv genöthigt mit dem Pantheismus und Deismus Alles, was der menschliche Geist Uebereinstimmendes mit seinem eignen Wesen von Gott aussagt, für bloßes Anthropomorphisiren zu halten, so hätte Gott den Menschen gar nicht unfähiger machen können ihn selbst zu erkennen als grade dadurch, daß er ihn nach seinem Ebenbilde erschuf.« – theomorphiserer: guddommeliggør mennesket. – anthropomorphiserer: opfatter og beskriver det guddommelige i menneskelig skikkelse el. med menneskelige egenskaber; menneskeliggør Gud. – skabe ham i sit Billede: hentyder til 1 Mos 1,26-27: »Gud sagde: 'Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! (...).' Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.«

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 10

en Kjøbstad : egl. en by i provinsen, i modsætning til en hoved- og residensstad, provinsby; her nedsættende om 📌København.

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 21

priisgivet til Raahed : se følgende kommentar.

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 22

Goldschmidt ... vil sige: Mag. K. gav ... Lov til at udskjælde ham : hentyder til, at SK selv bad om 'at komme i Corsaren', da han ikke kunne acceptere, at han som den eneste da. forfatter ikke hidtil var blevet skældt ud, men kun lovprist af bladet, se artiklen »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« under pseudonymet Frater 👤Taciturnus i Fædrelandet den 27. dec. 1845 (nr. 2078, sp. 16653-16658 (SV2 13, 459-467)). Corsaren svarede med at bringe en række satiriske artikler om, allusioner til og tegninger af SK (se SKS K20, 41-44, illustration 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 15), første gang den 2. jan. (nr. 276) og herefter regelmæssigt frem til den 17. juli 1846 (nr. 304); efter M.A. Goldschmidts afgang som redaktør i okt. 1846 fortsatte drillerierne, sidst den 16. feb. 1849 (nr. 439). Efter den anden Corsar-artikel den 9. jan. 1846 (nr. 277) svarede SK, igen alias Frater Taciturnus, i Fædrelandet den 10. jan. 1846 (nr. 9, sp. 65-68) med »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« (SV2 13, 468-471); heri skriver han, at han har gjort »Skridtet for Andres Skyld«, nemlig det skridt »selv at begjere at blive udskjeldt« (SV2 13, 468). Corsarens angreb medførte, at SK blev chikaneret på gaden. – Goldschmidt: 👤Meïr Aron Goldschmidt (1819-87), da.-jødisk journalist og publicist, bl.a. forfatter til En Jøde. Novelle af Adolph Meyer. Udgiven og forlagt af M. Goldschmidt, 📌Kbh. 1845, ktl. 1547; grundlagde i 1840 det satiriske ugeskrift Corsaren og var dets egentlige redaktør til okt. 1846, da han afhændede bladet og tiltrådte en ét-årig udenlandsrejse; udgav fra dec. 1847 månedsskriftet (fra sept. 1849: ugeskriftet) Nord og Syd, hvortil han selv var hovedleverandør af stof. – Mag. K.: Magister Kierkegaard, som forsvarede sin afhandling Om Begrebet Ironi for magistergraden den 29. sept. 1841.

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 24

han er og var en Dreng : sml. især journaloptegnelsen NB11:199, fra juni el. juli 1849: »Skulde 👤Goldschmidt vilde forsvare sig med, at jeg jo selv gav ham Lov til at udskjelde mig [se foregående kommentar], da vilde jeg svare: 'Med den Forklaring er jeg aldeles tilfredsstillet. I Sandhed, at Hr. G.s Opførsel var drengeagtig, det vidste jeg nok; men at han i den Grad selv vilde vedgaae, at han i Forhold til mig kun var en Dreng eller rettere en Pog: det havde jeg ikke ventet. (...) Jeg gav ham selv Lov, det er [det vil sige], han betragtede sig selv i Forhold til mig som en Dreng, en Pog; thi en Mand handler altid paa eget Ansvar, en Mand kan man ikke saaledes give Lov, allermindst som in casu, hvor jeg altsaa skulde overtage Ansvaret for alle de Drengestreger, han for det hele Publikum, vilde tillade sig mod mig, saa jeg paa een Gang var Gjenstanden for Angrebet og Ansvaret«, SKS 22, 122f. Se desuden optegnelsen NB6:7, fra juli 1848, i SKS 21, 14.

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 27

Jeg takker Dig Gud ... nogensinde ... turde have ventet : sml. det opr. manuskript til de to særskilte sider i slutningen af »Regnskabet« ( 101,23), hvor SK skriver: »Og i Sandhed vigtigere end hele Forfatterskabet er dette mig dog, og ligger mig mere paa Hjerte, at udtrykke saa oprigtigt og saa stærkt som muligt, hvad jeg aldrig noksom kan takke for, og hvad jeg, naar jeg engang har glemt det hele Forfatterskab, uforandret, evigt vil erindre: hvor uendelig meget mere Styrelsen har gjort for mig, end jeg nogensinde havde ventet, kunde have ventet, ell. turde have ventet« (Pap. X 5 B 148, s. 349, jf. de to sider i »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed ( 123,2), s. 13-14; s. 13 (SV2 13, 534f.)). Sml. også Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed ( 107,28): »Og nu da jeg skal tale om mit Forhold til Gud; om hvad der hver Dag er gjentaget i min Bøn, som takker for det Ubeskrivelige han har gjort for mig, saa uendelig meget Mere end jeg nogensinde havde ventet«, s. 51 (SV2 13, 597).

I trykt udgave: Bind 23 side 109 linje 30

»leed os ikke ud i Fristelse« : sjette bøn i Fadervor, Matt 6,13: »Og leed os ikke ind i Fristelse!« Versionen med 'ud i' i stedet for 'ind i' forekommer også i 👤S.B. Hersleb Lærebog i Bibelhistorien. Udarbeidet især med Hensyn paa de høiere Religionsklasser i de lærde Skoler, 3. opl., 📌Kbh. 1826 [1812], ktl. 186 og 187, s. 196: »Leed os ikke udi Fristelse«.

I trykt udgave: Bind 23 side 110 linje 1

perhorrescere : gyse for, forfærdes over.

I trykt udgave: Bind 23 side 110 linje 2

ligge under : falde til jorden; være den svage i kampen med overmagten, bukke under.

I trykt udgave: Bind 23 side 110 linje 6

falder paa : får det indfald, den tanke, finder på.

I trykt udgave: Bind 23 side 110 linje 7

matter sig selv : svækker, afkræfter, udmatter sig selv.

I trykt udgave: Bind 23 side 110 linje 16

gaae hen : skride frem; henleves, tilbringes.

I trykt udgave: Bind 23 side 110 linje 33

in concreto : lat. i det konkrete, konkret, virkeligt.

I trykt udgave: Bind 23 side 110 linje 34

Gud er Kjerlighed : allusion dels til 1 Joh 4,8: »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed«, dels til 1 Joh 4,16: »Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.«

I trykt udgave: Bind 23 side 110 linje 35

in abstracto : lat. i det abstrakte, modsat 'in concreto', i det konkrete.

I trykt udgave: Bind 23 side 110 linje 40

formenende : idet de er af den formening, antagelse.

I trykt udgave: Bind 23 side 111 linje 9

Frygt og Bæven : allusion til Fil 2,12, hvor 👤Paulus skriver til filipperne: »Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær.«

I trykt udgave: Bind 23 side 111 linje 13

»70,000 Favne Vand.« : tilbagevendende formulering i SKs forfatterskab, introduceret i Stadier paa Livets Vei (1845), hvor pseudonymet Frater 👤Taciturnus skriver: »Aands-Existents, især den religieuse, er ikke let; den Troende ligger bestandigt paa Dybet, har 70,000 Favne Vand under sig«, SKS 6, 411,6-8. – Favne: Indtil metersystemet blev indført i 📌Danmark i 1907 og de tidligere måleenheder ved lov afskaffet i 1916, var 'favn' en officiel måleenhed, svarende til 1,88 m.

I trykt udgave: Bind 23 side 111 linje 16

M. begyndte ... paa Høiden af den Speculation : sigter formentlig til, at H.L. Martensen som privatdocent holdt en forelæsningsrække »Prolegomena ad dogmaticam speculativam« (»Indledning til spekulativ dogmatik«), én time to gange om ugen, i vintersemestret 1837-38 (et vintersemester løb fra 1. nov. til 31. marts det følgende år); at dømme efter referaterne, se Not4:3-12, i SKS 19, 125-143, overværede SK de første ti af disse forelæsninger. Efter at Martensen den 21. april 1838 var blevet ansat som lektor ved Det Teologiske Fakultet under 📌Københavns Universitet gentog han denne forelæsningsrække under titlen »Den nyere Philosophies Historie fra 👤Kant til Hegel i dens Forhold til Theologien« i sommersemestret 1838 (et sommersemester løb fra 1. maj til 30. sept.) og igen i vintersemestret 1838-39. Herom beretter Martensen i sine erindringer Af mit Levnet bd. 1-3, 📌Kbh. 1882-83; bd. 2, 1883, s. 3f.: »Allerede før min Ansættelse, i Vinteren 1837-38, havde jeg holdt denne Forelæsning for en blandet Kreds, som dertil særlig havde opfordret mig, og hver Gang den blev gjentagen, var den besøgt paa det Talrigeste af Tilhørere, der hørte til de forskjellige Faculteter, ja selv af Mænd, der vare i Embedsstillinger. Det var en Verden af nye Ideer, med hvilken man her blev bekjendt.« Og videre s. 5f.: »Virkningen af mine Forelæsninger kan vistnok [helt sikkert] uden Overdrivelse betegnes som stor og ualmindelig. Et nyt Liv og Røre viste sig iblandt de theologiske Studerende. Philosophiske Studier udøvede deres fængslende Magt, og de Studerende samtalede stadigt om de høieste Problemer.« Om sit daværende forhold til 👤G.W.F. Hegel, hegelianismen og den spekulative filosofi skriver Martensen i Af mit Levnet bd. 2, s. 4: »Idet jeg nu foredrog Dogmatiken som den, der kunde forudsætte Kjendskabet til den nyere Philosophie og dens Indvirkninger paa Theologien, kom jeg i et eget Forhold til Hegel, der var Tidsalderens store og berømte Philosoph, af 👤J.L. Heiberg indført hos os og i mange Henseender Gjenstand for min Beundring og Kjærlighed. Jeg maatte føre mine Tilhørere gjennem Hegel, vi kunde ikke blive staaende hos ham, men maatte, som det kaldtes, ud over ham.« Og videre s. 5: »Naar der ofte er sagt, at jeg i denne min første Universitetstid var Hegelianismens Repræsentant, da er dette en meget ucritisk Paastand, der allerede ignorerer mine udtrykkelige og motiverede Erklæringer i min Dissertation, og som er bleven gjendrevet ved ethvert af mine litteraire Arbeider.« Og s. 6: »Hegel var jo Tidsalderens Mand, og naar man havde hans Stempel, stod man paa Tidens Høide. Andre toge det alvorligt med Hegel og fordybede sig i ham. Men af disse vare der dem, som ikke kunde skikke sig i [affinde sig med], at jeg ikke skulde være Hegelianer.« Se i øvrigt tekstredegørelsen hhv. til notesbog 4 i SKS K19, 180f., og til journalen KK i SKS K18, 483-488. – M.: 👤Hans Lassen Martensen (1808-84), da. teolog og præst; cand.theol. i 1832, før en udenlandsrejse i 1834-36 privatdocent for bl.a. SK, atter privatdocent i 1837-38, lic.theol. i 1837, fra 1838 lektor, fra 1840 ekstraordinær (fra 1. sept. 1850 ordinær) prof. i teologi ved 📌Københavns Universitet. Han blev udnævnt til æresdoktor i 📌Kiel i 1840, medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab i 1841, hofprædikant i 1845 og Ridder af Dannebrog i 1847. Hans store værk Den christelige Dogmatik, Kbh. 1849, ktl. 653, var blevet averteret som udkommet i Adresseavisen, nr. 167, den 19. juli 1849 (if. boghandlerregning af 31. dec. 1849 fra 👤C.A. Reitzel anskaffede SK sig bogen allerede den 18. juli). – Speculation: den (hegelianske) spekulative filosofi og teologi.

I trykt udgave: Bind 23 side 111 linje 18

med Haan næsten ... ikke er sandt i Philosophien og omvendt : sigter formentlig til § 1 i 👤Martensens licentiatafhandling De autonomia conscientiæ sui humanæ, in theologiam dogmaticam nostri temporis introducta, 📌Kbh. 1837, ktl. 648, overs. til da af 👤L.V. Petersen Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie, Kbh. 1841, ktl. 651, hvor han om »den Anskuelse, at der skulde være to Sandheder om det samme Object«, skriver, at »dette stærkt smager af en slet Scholasticisme, der fingerer sig tvende Sandheder, en theologisk og en philosophisk, hvilke ikke sjelden modsige hianden«, s. 3 (i både den lat. original og den da. oversættelse). Heri ser SK en reference til »den gamle Sætning: at Noget var sandt i Theologien som ikke er sandt i Philosophien og omvendt«. Om denne sætning, jf. 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, 📌Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826; bd. 8,2, 1811, s. 456ff., hvor der redegøres for striden mellem det teologiske og det filosofiske fakultet ved universitetet i 📌Paris om forholdet mellem teologi og den aristoteliske filosofi og for den koalition, der blev opnået med kompromiset: »daß Manches in der Philosophie wahr und in der Theologie falsch seyn könne, und es also eine doppelte Wahrheit gebe«, s. 460. Denne teori om den dobbelte sandhed blev forkastet i prologen til den kætterfordømmelse af den radikale aristotelisme, som Paris' biskop 👤Stefan II (Étienne Tempier) udstedte i 1277 (i 219 teser), men fik dog stor succes i skolastikkens sidste periode. Jf. Geschichte der Philosophie bd. 9, 1814, s. 298, hvor det om den ital. munk og filosof 👤Thomas (el. Tommaso) Campanella (død 1639) hedder: »Er hat unstreitig Recht, wenn er behauptet, es sey eine durchaus falsche Behauptung, daß, was in der Philosophie wahr ist, es darum nicht in der Theologie sey, als wenn eine zweifache widerstreitende Wahrheit denkbar wäre; er hat auch das Wesen und Unwesen der Scholastik mit scharfen Blicken durchschaut«. SK kan også have kendt påstanden fra 👤A. Günther Der letzte Symboliker. (...) in Briefen, 📌Wien 1834, ktl. 521, s. 315, hvor der erindres om »die scholastische Behauptung von einer doppelten Wahrheit«, if. hvilken: »Etwas philosophisch wahr und zugleich theologisch falsch, und vice versa theologisch wahr und philosophisch falsch seyn konnte«.

I trykt udgave: Bind 23 side 111 linje 19

Han ender sin Dogmatik ... αποϰατασταςις er uholdbar i Videnskaben ... i det populaire Foredrag : sigter til § 283-289 i det afsluttende afsnit om »Herrens sidste Tilkommelse og alle Tings Fuldendelse« i Den christelige Dogmatik, s. 555-582; 565-577. I § 283 skriver 👤Martensen: »at jo mere den christelige Tænkning fordyber sig i dette Spørgsmaal [hvorledes læren om den evige fortabelse forholder sig til læren om en almindelig apokatastasis], desto mere føres den her ind i en Antinomie [(fornuftsmæssig) modstrid, modsætning], der, som det synes, ikke skal bringes til en fuldkomment afsluttende og tilfredsstillende Løsning paa det nærværende Erkjendelsestrin«, s. 566. Og han indleder § 288 således: »Vi lade derfor Antinomien blive staaende som et Kors for Tanken, hvilket ikke skal og ikke tør borttages paa den stridende Kirkes Standpunct«, s. 575. – αποϰατασταςις: dvs. ἀποϰατάστασις, gr. (apokatástasis) tilbagevenden til det forrige sted el. tilbageførelse til en tidligere tilstand; genoprettelse. Læren om den alm. apokatastasis udtrykker den dogmatiske anskuelse, at der er en endegyldig genoprettelse, restitution af alle mennesker, så Gud bliver alt i alle og alle frelses; modsætningen hertil er læren om den dobbelte udgang, der udtrykker den dogmatiske opfattelse, at der både er frelse til evig salighed og fordømmelse til evig fortabelse.

I trykt udgave: Bind 23 side 111 linje 21

er han blevet sin første Kjerlighed tro cfr Forordet til hans Dogmatik : jf. »Forord« i Den christelige Dogmatik, hvor 👤Martensen med henvisning til sin ungdoms licentiatafhandling skriver: »Kun maa det være mig tilladt at sige, at jeg i den Vending, de philosophiske Bevægelser have taget i det sidst forløbne Tidsrum, ikke har fundet nogen Anledning til at opgive den Tanke, som ligger til Grund for mit første theologiske Skrift: 'Om den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i den nyere Tids dogmatiske Theologie', den Tanke, 'at det ingenlunde er Religionen, der skal laane sin Vægt og sin Betydning af den speculative Tænkning, men at det er den speculative Tænkning, der trænger til Religionen, til Guds Aabenbaring, som til sit Princip'«, s. I.

I trykt udgave: Bind 23 side 111 linje 26

streng religieus Opdragelse : Oplysningen er ikke verificeret.

I trykt udgave: Bind 23 side 111 linje 30

i Arndt (... af Weigel): »Det er ganske sandt ... ikke selv ved at bede siger ham det.« : fri gengivelse af begyndelsen af det 12. kap. i 2. bog, kap. 34, i 👤Johann Arndt Sämtliche geistreiche Bücher Vom Wahren Christenthum, Welche handeln Von heilsamer Buße / herzlicher Reue und Leid über die Sünde / wahrem Glauben / auch heiligem Leben und Wandel der rechten wahren Christen, 2. udg., 📌Tübingen 1737 [1733], ktl. 276, s. 479f.: »MIr lernen hieraus, (1) daß GOtt nicht seinethalben das Betten gebiete, weil er alles zuvor weiß; sondern daß wir dadurch erweket, erkennen, wie er zuvor alles wisse. Denn so sorgfältig ist GOtt für uns, daß er ein Ding nicht ehe will wissen, wir habens denn auch erfahren in uns, daß er alles wisse. Darum, wenn wir nicht fleißig betten, dünket uns gleich, als wüste es GOtt nicht: Wenn wir uns aber im Gebett üben, so lernen wir bald, daß GOtt alles wisse, was uns anliege, daß auch unsere Haare des Haupts gezehlet, ehe wir gebohren waren.« Se også det 2. kap., i 2. bog, kap. 34, s. 464: »Denn daraus folgen diese Lehren: (1) Daß GOtt heisse, treibe und vermahne zum Gebett, nicht seinethalben, als wüste er unser Anliegen nicht; sondern unsertwegen, daß wir durchs Gebett erweket, auch solches erkennen und wissen. (2) Daß GOtt unsers Gebetts und langer Erzehlung nicht bedürfe; sondern komme uns zuvor mit seiner gegenwärtigen Allwissenheit, Ps. 139:2. Esa. 65:24.« Sml. Fire Bøger om den sande Christendom. Paa ny oversatte efter den ved Sintenis foranstaltede tydske Udgave, 📌Kristiania [📌Oslo] 1829, ktl. 277, s. 304 og s. 296f. – Kap. 34 i 2. bog består af 12 kapitler; om deres herkomst oplyses det i en apologetisk note, forfattet af den ty. teologiprof. og præst J.G. Dorsch el. Dorsche (1597-1659), s. 456: »Diese zwölf Capitel, so Weigelius geschrieben, hat Arndt seinem Buche, als die von dieser Materie auferbaulich handelten, einverleibet, unwissend, mit was Irrtum deroselben Autor behaftet, so noch damalen verborgen war: Daher er aus Liebe, so nicht argwöhnig ist, die von dem Autore selbs auch nicht wolgemeynte Redens-Arten in gutem und gesundem Verstande gebrauchet, die auch in ihm also zu verstehen seyn. Dorsch.« Sml. Fire Bøger om den sande Christendom, s. 294. – Arndt: Den ty. lutherske teolog og præst Johann Arndts (1555-1621) opbyggelseskrift Vier Bücher vom wahren Christenthum udkom i 📌Magdeburg o. 1605-10 og blev første gang oversat til da. i 1690. Vier Bücher vom wahren Christenthum, ofte udvidet med sammendrag af andre af Arndts skrifter til Sechs Bücher vom wahren Christenthum, vandt stor udbredelse; de indeholder ikke blot Arndts egne opbyggelige betragtninger og 'iagttagelser', men også en mængde excerpter fra anden kristelig opbyggelseslitteratur, fx af 👤Thomas a Kempis, 👤Johann Tauler og 👤Valentin Weigel. Arndt var en forløber for pietismen og forbandt ortodoks protestantisk bodsfromhed med middelalderlig mystik. SK ejede skriftet i en senere ty. udg., Sämtliche geistreiche Bücher Vom Wahren Christenthum (se nærmere ovenfor), og i en forkortet da.-no. oversættelse, Fire Bøger om den sande Christendom. Paa ny oversatte efter den ved Sintenis foranstaltede tydske Udgave (se nærmere ovenfor). – Weigel: Valentin Weigel (1533-88), ty. luthersk teolog, præst og mystiker; fra 1567 til sin død præst i Zschopau. Weigel forfattede en lang række filosofiske og teologiske skrifter, som han ikke selv lod trykke, men videregive i håndskrevet form; de blev først udgivet i trykt form i perioden o. 1609 og 1619. Han forbandt reformatorisk teologi med nyplatonisme, den ty. mystik og 👤Paracelsus' naturfilosofi og kom til at øve indflydelse på bl.a. Arndt, der overtager dele af hans Gebetbuch fra 1572/75, på 👤Jacob Böhme, 👤G.W. Leibniz og pietismen.

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 1

Jernbane-Manien : Jernbanerne var samtidens store anlægsprojekt. De udvikledes i 📌England fra o. 1830 for derefter at brede sig til det europæiske kontinent. I de ty. stater blev jernbanenettet af bl.a. politiske årsager senere udviklet end i England. De første, spredte banestrækninger blev åbnet i midten af 1830'erne – og i 1838 blev den første preussiske bane taget i brug, fra 📌Berlin til det nærliggende 📌Potsdam; i 1840'erne blev de strækninger indviet, der senere placerede Berlin som knudepunkt i ty. jernbanetrafik, herunder strækningen ml. Berlin over 📌Angermünde til 📌Stettin (her kørte SK med tog i maj 1843 (kun til Angermünde) og i maj 1845). Den første da. jernbane blev anlagt i hertugdømmet 📌Holsten på strækningen ml. 📌Altona og 📌Kiel (»Kong Christian den Ottendes Østersø Jernbane«) og taget i brug i sept. 1844. Dernæst fulgte i juni 1847 strækningen ml. 📌København og 📌Roskilde (»Sjællandske Jernbaneselskab«), der blev udbygget i 1850'erne. Allerede i midten af 1840'erne var der planer om at føre en jernbane gennem 📌Nordsjælland, men det skete først i 1860'erne, da også den første bane blev anlagt i 📌Jylland. De to første da. jernbaner var aktieselskaber, hvilket gav anledning til omfattende spekulation med aktiehandel. I 📌Frankrig førte anlæg af jernbaner i midten af 1847 til en politisk skandale, hvor flere ministre stod anklaget for korruption (se journaloptegnelsen NB9:42, i SKS 21, 222,1-13).

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 11

a la Babel : sigter til beretningen om 📌Babelstårnet i 1 Mos 11,1-9. Her fortælles det, at hele jorden havde ét sprog, og at menneskene besluttede at bygge en by med et tårn, der skulle nå op til himlen, for at skabe sig et navn og for ikke at blive spredt ud over hele jorden. Men da Gud indså, at det ville sætte dem i stand til at gennemføre alt, hvad de forsøgte sig med, besluttede han at forvirre deres sprog, så de ikke kunne forstå hinanden. Og Gud forvirrede deres sprog og spredte dem ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen.

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 11

det Nye, 1848 : 📌Europa var i begyndelsen af 1848 præget af en række revolutioner og politiske omvæltninger, som i 📌Danmark kulminerede med enevældens fald den 21. marts. Den 23. okt. 1848 trådte Den grundlovgivende Rigsforsamling sammen; den afsluttede sit arbejde den 25. maj 1849 med vedtagelsen af Danmarks Riges Grundlov, underskrevet af kongen den 5. juni.

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 14

disjecta Membra : lat. 'adsplittede lemmer', efter den rom. forfatter og stoiske filosof L. Annaeus 👤Senecas tragedie Phaedra, v. 1256: »disiecta (...) membra laceri corporis« ('en sønderreven krops adsplittede lemmer').

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 16

I Statsstyrelsen ... stode ældre ... Mænd i Spidsen : sigter formentlig til gehejmestatsministrene, dvs. medlemmerne af Det kgl. Gehejmestatsråd (den enevældige konges statsråd): justitsminister og præsident for Det kgl. danske Kancelli (den enevældige konges administrative kollegium for landets indre anliggende) 👤P.C. Stemann (f. 1764), finansminister 👤A.W. Moltke (f. 1785), generalprokurør (kongens øverste juridiske rådgiver) 👤A.S. Ørsted (f. 1778), chef for departementet for de udenlandske sager og præsident for Det kgl. slesvig-holsten-lauenborgske Kancelli (den enevældige konges administrative kollegium for hertugdømmernes anliggende) 👤J.C. Reventlow-Criminil (f. 1797). De blev alle afskediget den 21. marts 1848, da Gehejmestatsrådet blev opløst, jf. Ny Collegial-Tidende, nr. 14, den 31. marts 1848, 8. årg., 1. kvartal, s. 229.

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 21

Heiberg : 👤Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), da. forfatter, redaktør og kritiker; fra 1828-39 ansat som teaterdigter og oversætter ved 📌Det kgl. Teater, herefter dets censor, indtil han i 1849 blev dets direktør; 1829 titulær prof., 1830-36 docent i logik, æstetik og da. litteratur ved Den kgl. militære Høiskole. På andet årti var Heiberg tidens øverste æstetiske instans, om end han i alt væsentligt havde indstillet sin kritiske virksomhed.

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 29

»Fædrelandet« ... føler, at det ... maaskee maa høre op : Fædrelandet var det yngste af de to førende liberale blade (det andet var Kjøbenhavnsposten), grundlagt 1834, fra dec. 1839 ændret fra ugeblad til dagblad; fra midten af 1841 bestod dets redaktion af SKs ven 👤J.F. Gjødwad og af 👤Carl P. Ploug. I 1840'erne var bladet den liberale oppositions vigtigste talerør; det kæmpede således for frihed og for folkets deltagelse i statslivet – i opposition mod enevælden – og søgte desuden at fremme de nationale forhold, 📌Slesvigs danskhed og 📌Nordens enhed. I denne periode, hvor det havde o. 1.500 abonnenter, greb regeringen flere gange ind over for det med bøder og beslaglæggelser. Med udbruddet af Treårskrigen ( 113,6) i marts 1848 og de følgende politiske omvæltninger med enevældens fald ligeledes i marts og nedsættelsen af Den grundlovgivende Rigsforsamling i oktober ( 112,14), fik bladet et betydeligt opsving og stigende oplag. Det havde nu o. 1.000 postabonnenter (udenbysabonnenter), men næppe under 2.000 abonnenter i alt. Herefter tabte det i betydning og fungerede nærmest som organ for de nationalliberale ministre; i lange, ofte akademiske og polemiske artikler fortsatte det kampen for liberalismens og skandinavismens principper og for danskheden i Slesvig. Jf. 👤Jette D. Søllinge og 👤Niels Thomsen De danske aviser 1634-1989 bd. 1-3, 📌Odense 1988-91; bd. 1, s. 156-158, og bd. 2, 1989, s. 109.

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 32

Det var (...) saa : det forholdt sig således.

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 34

Slutningen af Christian 8des Regjering : 👤Chr. VIII (1786-1848) var konge fra 1839 til sin død den 20. jan. 1848.

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 35

ligesaa nu igjen efter ... Opsving i 1848 : 112,32.

I trykt udgave: Bind 23 side 112 linje 36

prognosticere : stille en prognose (ved en sygdom, både af dens forløb og udfald), forudsige, spå om.

I trykt udgave: Bind 23 side 113 linje 3

Krigen : sigter til den slesvig-holstenske borgerkrig ml. det da. monarkis da. og ty. dele, Treårskrigen el. Den første Slesvigske Krig, fra april 1848 til feb. 1851, hvor de tysksindede slesvig-holstenere fik støtte fra 📌Preussen for at få hertugdømmerne 📌Slesvig og 📌Holsten indlemmet i et samlet 📌Tyskland.

I trykt udgave: Bind 23 side 113 linje 6

den opblussende Nationalitet : sigter til den højstemte nationalfølelse som følge af krigen, se foregående kommentar.

I trykt udgave: Bind 23 side 113 linje 6

Pathos : lidenskab.

I trykt udgave: Bind 23 side 113 linje 12

»Flyveposten« : konservativt dagblad, grundlagt 1845 og indtil 1852 redigeret af 👤Eduard Meyer; fik som folkelig nyheds- og underholdningsavis stor udbredelse og havde 1848-50 o. 7.000 abonnenter, jf. 👤Jette D. Søllinge og 👤Niels Thomsen De danske aviser 1634-1989 bd. 2, 1989, s. 114f.

I trykt udgave: Bind 23 side 113 linje 13

Alternation : foranderlighed, omskiftelighed.

I trykt udgave: Bind 23 side 113 linje 15

Navnkundigheden: det at være kendt (ved navn) og omtalt viden om, berømt.

I trykt udgave: Bind 23 side 113 linje 21

jo jeg takker : ironisk-foragteligt udbrud: Jo tak!

I trykt udgave: Bind 23 side 113 linje 27

R. Rothe angriber ... Julius Müller ... forskyldt fra vor Side.« : referat med overs. citat af følgende afsnit i et tillæg til 4. bog, kap. 4 »Der Ursprung der angebornen Sünde«, i 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde ( 100,2) bd. 2, s. 553-561 (heraf s. 554-558 om Rothes angreb); s. 557, hvor Müller skriver »Und in der That scheint Rothe sich dem Gefühl nicht entziehen zu können, daß das Moment der Schuld in der Sünde nicht die starke Seite seiner Ansicht von der Letztern ist. Darum richtet er seine Polemik zugleich gegen die Betonung dieses Momentes in der Dollmetschung unsers sittlichen Abscheus von der Sünde. 'Worauf der rechte Abscheu gegen das Böse beruht, ist ja die objektive Qualität desselben, nicht die subjektive Beziehung des Menschen zu ihm. – Der einzig rechte Haß gegen das Böse ist der, welcher es deßhalb verdammt und verabscheut, weil es böse ist, d. h. weil es im Gegensatz mit Gott und unserm eigenen Wesen steht, und nur deßhalb, nicht aber deßhalb, weil es von unsrer Seite verschuldetes ist,' S. 214. 215.« Sidehenvisningerne er til bd. 2, 1845, i Rothes Theologische Ethik bd. 1-3, 📌Wittenberg 1845-48. Rothe forholder sig både til 1. og 2. udg. af Die christliche Lehre von der Sünde; om udgaverne, 100,2. – R. Rothe: 👤Richard Rothe (1799-1867), ty. luthersk teolog og præst; fra 1823 præst for det preussiske gesandtskab i 📌Rom, fra 1828 prof. i teologi (hhv. NT, dogmatik og praktisk teologi), først ved præsteseminariet i Wittenberg, fra 1837 i 📌Heidelberg, fra 1849 i 📌Bonn og fra 1854 atter i Heidelberg. Påvirket af bl.a. 👤Fr. Schleiermacher, 👤G.W.F. Hegel og teosofiske tænkere formulerede han sin spekulative teologi, der ikke hører under dogmatikken, men under etikken; Theologische Ethik betragtes da også som hans hovedværk og i øvrigt som et klassisk værk i den ty. akademiske kulturprotestantisme.

I trykt udgave: Bind 23 side 114 linje 2

usædeligere : mere uetisk.

I trykt udgave: Bind 23 side 114 linje 12

J: M: afviser det rigtigt ... ikke qvalitativt ethisk nok : forkortet gengivelse af følgende afsnit i Die christliche Lehre von der Sünde bd. 2, s. 557f.: »Trennen wir dennoch in Gedanken (...) die Verantwortlichkeit und Schuld von dem Bösen gänzlich ab, nun so bleibt das Böse eben als bloßes Uebel und Leiden für uns übrig; wir mögen uns auch dann wohl eine abstrakte Vorstellung machen von Grauen vor dem Bösen; aber es könnte nur das Grauen sein, was wir etwa vor Pest und Gift empfinden, einen sittlichen Abscheu vor dem Bösen gäbe es dann nicht mehr. Ja je stärker unter dieser Voraussetzung das Grauen vor der Sünde in uns und vor ihrer zerstörenden Wirksamkeit wäre, desto furchtbarer müßte unser Bewußtsein der Gedanke zerreißen, daß der Gott, welcher die heilige Liebe ist, durch seinen Weltplan der Wesensstufe, welche Mensch heißt, eine solche unerträgliche Last aufgelegt haben soll.«

I trykt udgave: Bind 23 side 114 linje 15

Dorner. Han forekaster J. M: ... overseer Slægts-Begrebet : kort referat af følgende afsnit i et tillæg til 4. bog, kap. 4 »Der Ursprung der angebornen Sünde«, i 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde bd. 2, s. 553-561 (heraf s. 558-561 om Dorners anmeldelse); s. 558, hvor Müller skriver: »Ein andrer theurer Freund, Dr. Dorner, findet in einer eingehenden Beurtheilung dieser Schrift, Reuters Repertorium, 1845, Bd. 1, S. 156 ff. Bd. 2, S. 140 ff. den Grundfehler meiner Ansicht darin, daß ich vom atomistisch gefaßten persönlichen Bewußtsein ausgehe und das Gattungsbewußtsein beeinträchtige, S. 152.« Den anmeldelse af Dorner, der henvises til, er »Dogmatik und Ethik. Die christliche Lehre von der Sünde, dargestellt von Julius Müller. Erster Band. Neu Ausarbeitung. 518 u. XX. S. Zweiter Band 589 u. XX. S. 📌Breslau bei Josef Max u. Comp. 1844« i Allgemeines Repertorium für die theologische Literatur und kirchliche Statistik. Neue Folge, udg. af Lic. Hermann Reuter, Privatdocenten der Theologie an der Universität 📌Berlin, bd. 1, Berlin 1845, s. 156-167 (»Erster Artikel«), og i bd. 2, Berlin 1845, s. 140-153 (»Zweiter Artikel«). I bd. 2, s. 152, som Müller henviser til, skriver Dorner: »Alle Dogmatiker, welche bewußter verfahren, wollen in unserer Lehre das persönliche und das Gattungsbewußtsein vereinigen. M. [Müller] versucht dies so, daß er ausgeht vom atomistisch gefaßten persönlichen Bewußtsein; aber wir haben gesehen, daß das Gattungsbewußtsein auf diesem Wege etwas Nachträgliches, Aeußerliches bleibt und mit dem persönlichen Bewußtsein nicht zusammengehen kann.« – Dorner: 👤Isaak August Dorner (1809-84), ty. luthersk teolog; fra 1862 til 1883 prof. i teologi i 📌Kiel, 📌Königsberg, 📌Bonn, 📌Göttingen og i Berlin. Påvirket af 👤Fr. Schleiermacher, 👤G.W.F. Hegel og 👤I. Kant udviklede han sin teologi, der har troen som grundlag, men i sig selv er en spekulativ videnskab, der kan begribe troens grund som objektiv sandhed. – forekaster: fremhæver (noget for en), indvender; bebrejder.

I trykt udgave: Bind 23 side 114 linje 18

Jo jeg takker : ironisk-foragteligt udbrud: Jo tak!

I trykt udgave: Bind 23 side 114 linje 21

μεταβασις εις αλλο γενος : gr. (metábasis eis állo génos) overgang til en anden art el. (begrebs-)sfære.

I trykt udgave: Bind 23 side 114 linje 25

Bemærkning af Dorner: ... ikke ... afgjør et Mskes Total-Værd« : forkortet gengivelse af følgende afsnit i Die christliche Lehre von der Sünde bd. 2, s. 559, hvor 👤Müller om 👤Dorners opfattelse skriver: »Erst Christo gegenüber, erfahren wir S. 151, trifft der Mensch mit vollem wirklichem Bewußtsein und gereiftem Urtheil die über seinen Werth und sein Schicksal entscheidende Entscheidung. Da ist – im Fall der Verschmähung – 'der entscheidende Urfall zu suchen; alle andern Sünden sind vorläufige, noch nichts über den Gesammtwerth des Menschen entscheidende, für sich, und wenn sie nicht zum Unglauben an den Erlöser werden, noch nicht verdammende.'« I bd. 2, s. 151f., som Müller her henviser til, skriver Dorner: »Da werden wir den Punkt aufzusuchen haben, der allerdings in jedes individuelle Leben fallen muß, wo der Mensch mit vollem, wirklichem Bewußtsein und gereiftem Urtheil die über seinen Werth und sein Schicksal entscheidende Entscheidung trifft. Dieser Punkt kann aber nur da liegen, wo Christus für den Einzelnen erscheint und ihn zur Krisis bringt. Da ist der entscheidende Urfall, auf den für die dogmatische Betrachtung das Hauptgewicht zu fallen hat, zu suchen; alle andern Sünden sind vorläufige, noch nichts über des Menschen Gesammtwerth entscheidende, für sich, und wenn sie nicht zum Unglauben an den Erlöser werden, noch nicht verdammende.«

I trykt udgave: Bind 23 side 114 linje 27

Herom har ... Anti-Climacus Oplysninger : sigter til andet afsnit, kap. 3, B. B, i Sygdommen til Døden (1849): »Et Selv lige over for Christus er et Selv potentseret ved den uhyre Indrømmelse af Gud, potentseret ved det uhyre Eftertryk, som falder paa det derved, at Gud ogsaa for dette Selvs Skyld lod sig føde, blev Menneske, leed, døde. Som der i det Foregaaende blev sagt: jo mere Guds-Forestilling jo mere Selv, saa gjælder det her: jo mere Forestilling om Christus jo mere Selv. Et Selv er qvalitativt hvad dets Maalestok er. At Christus er Maalestokken, er det fra Guds Side til Vitterlighed bekræftede Udtryk for, hvilken uhyre Realitet et Selv har; thi først i Christo er det sandt, at Gud er Menneskets Maal og Maalestok, eller Maalestok og Maal. – Men jo mere Selv, jo intensivere Synd«, SKS 11, 225,25 - 226,3. – Anti-Climacus: den pseudonyme forfatter af Sygdommen til Døden og siden af Indøvelse i Christendom (1850 ( 99,1)). 👤Anti-Climacus er med præfikset 'anti' dannet som en modstilling til pseudonymet 👤Johannes Climacus ( 104,21).

I trykt udgave: Bind 23 side 114 linje 36

det Urigtige hos Dorner ... den Enkelte ... er blevet Masse : jf. følgende afsnit i Die christliche Lehre von der Sünde bd. 2, s. 559, hvor 👤Müller om 👤Dorners opfattelse skriver: »daß 👤Dorner in der Gemeinsünde der Gattung auch schon die volle Verschuldung des Individuums eingeschlossen findet«. Jf. også følgende afsnit i bd. 2, s. 560, hvor Müller skriver: »Dorner findet eben darum, weil ihm die Bedingungen jener persönlichen Selbstentscheidung erst Christo gegenüber gegeben sind, weil ihm bis dahin der Einzelne ganz verflochten ist in das Geschlecht, im natürlichen Zustande der Menschheit auch keine wirkliche Schuld, keine Sünde, die den Menschen verdammlich machte vor Gott, sondern nur 'vorläufige' Sünden.«

I trykt udgave: Bind 23 side 114 linje 38

usaligste : ulykkeligste, mest fordømte.

I trykt udgave: Bind 23 side 115 linje 8

slet Papir : almindeligt papir uden vandmærke.

I trykt udgave: Bind 23 side 115 linje 14

stemplet Papir : papir med påtrykt stempel el. med påklistret stempelmærke, som bruges til udfærdigelse af stempelpligtige (skattepligtige) dokumenter, fx pantebreve.

I trykt udgave: Bind 23 side 115 linje 15

det er saa : det forholder sig således.

I trykt udgave: Bind 23 side 115 linje 23

at alle Synder ... et Foreløbigt ... de Enkelte ikke ere rigtigt skyldige : jf. følgende afsnit i Die christliche Lehre von der Sünde bd. 2, s. 560, hvor 👤Müller skriver: »👤Dorner findet eben darum, weil ihm die Bedingungen jener persönlichen Selbstentscheidung erst Christo gegenüber gegeben sind, weil ihm bis dahin der Einzelne ganz verflochten ist in das Geschlecht, im natürlichen Zustande der Menschheit auch keine wirkliche Schuld, keine Sünde, die den Menschen verdammlich machte vor Gott, sondern nur 'vorläufige' Sünden.«

I trykt udgave: Bind 23 side 115 linje 23

Vistnok : ganske vist.

I trykt udgave: Bind 23 side 115 linje 36

Slægten : menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 23 side 115 linje 38

gjøre Fyldest for Slægten : 104,27.

I trykt udgave: Bind 23 side 115 linje 38

J. M. har opfundet den Theorie: ... tidløst Fald : hentyder til indledningen af det tillæg til 4. bog, kap. 4 »Der Ursprung der angebornen Sünde«, i 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde ( 100,2) bd. 2, s. 553-561; s. 553, hvor Müller diskuterer nogle af de indvendinger, der er blevet rettet mod hans synspunkter, bl.a. af 👤R. Rothe og 👤I.A. Dorner (se foregående optegnelser og kommentarerne dertil): »Die Zurückführung des peccatum originale auf einen dem Zeitleben aller Menschen auf zeitlose Weise vorangehenden Fall hat von den beachtenswerthesten Stimmen so lebhaften Widerspruch erfahren, daß ich mich gedrungen fühle hier einige Bemerkungen beizufügen«. – Arvesynden: 100,18. – peccatum originale: 100,2.

I trykt udgave: Bind 23 side 116 linje 10

Joh. Cl. ... med sit Problem: ... Forhold til noget Historisk : hentyder til mottoet på titelbladet til Philosophiske Smuler (1844): »Kan der gives et historisk Udgangspunkt for en evig Bevidsthed; hvorledes kan et saadant interessere mere end historisk; kan man bygge en evig Salighed paa en historisk Viden?« SKS 4, 213. Se også s. 305,14-18. I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) citeres og diskuteres disse to steder, se SKS 7, 24; 92-103 og 329-533. – Joh. Cl.: 👤Johannes Climacus ( 104,21).

I trykt udgave: Bind 23 side 116 linje 13

J. Müller mener ... Synden og Skylden ind ... i ethvert Msk : hentyder til følgende afsnit i tillæg til 4. bog, kap. 4 »Der Ursprung der angebornen Sünde«, i 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde bd. 2, s. 553: »Die Sache ist hier auf der einen Seite die Allgemeinheit der Sünde im menschlichen Geschlecht, ihre Einwurzelung in die Natur der Gattung, auf der andern Seite die persönliche Schuld und Verantwortlichkeit, der Ursprung der Sünde aus willkürlicher Selbstverkehrung der Kreatur, nicht aus einer sei es von der göttlichen Intelligenz freigeordneten oder für Gott selbst gegebenen Nothwendigkeit.« Og videre s. 554: »Die Gründe, die mich von hier aus nöthigen den Ursprung unsrer Gattungssünde in einer intelligibeln Selbstverkehrung unsers freien Willens zu suchen, habe ich in dem Vorstehenden so einfach und deutlich, wie mir möglich war, dargelegt. Sie liegen vornehmlich in dem oben angeführten Doppelpaar einander zunächst widerstreitender Thatsachen unsers sittlichen Seins und Bewußtseins.«

I trykt udgave: Bind 23 side 116 linje 16

Speculationens: 111,18.

I trykt udgave: Bind 23 side 116 linje 31

Mislighed : misforhold, betænkelighed, tvivlsomhed.

I trykt udgave: Bind 23 side 116 linje 31

var Kant redeligere med sit radicale Onde ... det christelige Problem : Kants lære om det radikale onde, dvs. at mennesket har en naturlig og medfødt, men alligevel selvforskyldt hang til at handle ud fra slette maksimer (subjektive regler), er udviklet i hans Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft, 📌Königsberg 1838 [1793], s. 19-45. Her diskuterer Kant det radikale onde i menneskets natur: »so werden wir diesen einen natürlichen Hang zum Bösen, und da er doch immer selbstverschuldet sein muß, ihn selbst ein radikales, angebornes, (nichts destoweniger aber uns von uns selbst zugezogenes) Böse in der menschlichen Natur nennen können«, s. 25. Da menneskets hang til onde handlinger er selvforskyldt, grunder denne hang i den menneskelige frihed, og dets oprindelse kan ikke erkendes teoretisk; det »bleibt uns unerforschlich« (s. 43). Mennesket har en vilje til det onde og kan ikke forstå det. – Kant: 👤Immanuel Kant (1724-1804), ty. filosof, privatdocent 1755-69, fra 1770 prof. ved universitetet i Königsberg.

I trykt udgave: Bind 23 side 117 linje 1

speculative : på en spekulativ måde ( 111,18).

I trykt udgave: Bind 23 side 117 linje 17

Seminarist : elev på et lærerseminarium el. seminarieuddannet lærer; nedsættende om en halvdannet person, halvstuderet røver.

I trykt udgave: Bind 23 side 117m linje 16

et System : refererer til SKs tidligere polemik, ikke kun specifikt mod det filosofiske system, som den ty. filosof 👤G.W.F. Hegel selv udfolder i Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften, men også mere generelt mod hegelianismen, herunder især den da., bl.a. 👤J.L. Heibergs ( 112,29) og 👤Rasmus Nielsens ( 138,17) søgen efter at opbygge et altomfattende logisk system (se fx Begrebet Angest, i SKS 4, 356,26-33, og Forord, i SKS 4, 478,18, og 525,19-21, med tilhørende kommentarer). Med 'et System' el. 'Systemet' synes SK altså mere generelt at hentyde til det filosofiske forsøg på at forstå og forklare verden i dens enhed ved hjælp af abstrakte logiske kategorier el. diskursiv tænkning; undertiden synes det nærmest at stå som synonym for objektiv viden. Den mest omfattende polemik mod 'Systemet' fremsætter SK i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, se fx SKS 7, 22-26 og 103-120.

I trykt udgave: Bind 23 side 117 linje 18

Gud-Mennesket : dvs. Kristus, der som det menneske, i hvem Gud åbenbarede sig, forener den guddommelige og den menneskelige natur i sig.

I trykt udgave: Bind 23 side 118 linje 8

simplement : fr. simpelt, ubetinget.

I trykt udgave: Bind 23 side 118 linje 18

Høiheden : højden.

I trykt udgave: Bind 23 side 118 linje 32

Min Karl Anders : 👤Anders Christensen Westergaard (1818-67), SKs tjenestekarl siden maj 1844.

I trykt udgave: Bind 23 side 119 linje 2

denne idelige Piatten om mig : hentyder formentlig til følgerne af det satiriske ugeskrift Corsarens angreb på SK ( 109,24), nemlig at han blev chikaneret på gaden, og at der blev snakket om ham.

I trykt udgave: Bind 23 side 119 linje 4

Msk-Slægten : menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 23 side 119 linje 26

Bogtrykker-Kunstens Opfindelse : Opfindelsen af bogtrykker- el. bogtrykkunsten, der først og fremmest omfatter støbningen af løse typer, blev gjort o. 1450 og tillægges normalt den ty. mekaniker og metalarbejder 👤Johann Guttenberg (d. 1468).

I trykt udgave: Bind 23 side 119 linje 36

Hurtig-Pressen : en trykkemaskine med cylindrisk tryk af en flad trykform og med mekanisk føring af papirarkene; dens opfindelse blev gjort o. 1810 og tillægges normalt den ty. typograf 👤Friedrich König. Den første hurtigpresse blev indført i 📌Danmark i 1825 til trykning af Adresseavisen; i 1841 fulgte fx Fædrelandet efter. Allerede i 1835 havde indførelsen af hurtigpressen givet anledning til, at typograferne (forgæves) krævede en begrænsning af dens anvendelse for at undgå overflødiggørelse af deres arbejde.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 1

Jernbaner : 112,11.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 3

de frie Forfatninger : fx den fr. forfatning af 4. nov. 1848 med en lovgivende nationalforsamling og den da. forfatning if. Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 ( 112,14) med Landstinget og Folketinget.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 3

febrilt : feberagtigt, uroligt.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 8

hele Forfatningen : 120,3.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 10

Msk-Slægtens: menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 16

uskateerlige : dvs. 'uskatteerlig', uvurderlig.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 17

indspærrede : dvs. indespærrede.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 23

Locum : lat. akkusativ af locus, sted; på da. også eufemisme for latrin, toilet.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 23

Kjøbstaden : 109,21.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 24

Forfængelighed af : det at tragte efter tom ære af, indbildsk optagethed af.

I trykt udgave: Bind 23 side 120 linje 24

hans Velærværdighed : alm. titulatur i omtale af en gejstlig person. Til de enkelte rangklasser i rangforordningen af 14. okt. 1746 (med ændringer ved bekendtgørelse af 12. aug. 1808) var knyttet særlige tiltaleformer, if. hvilke 'Deres Velærværdighed' blev benyttet ved titulering af gejstlige personer, der var af laveste rang el. slet ikke omfattet af rangforordningen.

I trykt udgave: Bind 23 side 121 linje 1

den Collision ligger: at hade Fader og Moder o: s: v: : henviser til Luk 14,26, hvor 👤Jesus siger til folkeskaren: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.«

I trykt udgave: Bind 23 side 121 linje 13

allehaande : alle slags, alskens.

I trykt udgave: Bind 23 side 121 linje 25

det maa jo saa være : det må jo forholde sig således.

I trykt udgave: Bind 23 side 121 linje 27

Prædikeforedraget : den holdte prædiken.

I trykt udgave: Bind 23 side 121 linje 30

ballotere paa : holde afstemning ( 106,28) vedrørende.

I trykt udgave: Bind 23 side 122 linje 1

de Medlevende : de samtidige.

I trykt udgave: Bind 23 side 122 linje 8

Mengeleren : dvs. mingeleren, det at sammenblande forhold, der bør holdes adskilte.

I trykt udgave: Bind 23 side 122 linje 26

fra Slægt til Slægt : fra generation til generation.

I trykt udgave: Bind 23 side 122m linje 1

Skrifter om mig selv : se følgende kommentar.

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 1

»Regnskabet« : Da SK i 1849 overvejede at udgive »Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed«, »Tre 'Noter' betræffende [angående] min Forfatter-Virksomhed« ( 138,4), »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed« med tilhørende følgeblad »Den bevæbnede Neutralitet eller Min Position som christelig Forfatter i Christenheden« og »Det Hele med eet Ord« i én bog under titlen Om Forfatter-Virksomheden el. Om min Forfatter-Virksomhed skrevet i 1848, ændrede han titlen på »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed« til »Regnskabet«. Senere kom »Regnskabet« til at udgøre hoveddelen af Om min Forfatter-Virksomhed, 📌Kbh. 1851, s. 3-14 (SV2 13, 525-535), og blev ledsaget af »Min Position som religieus Forfatter i 'Christenhed', og min Taktik« som følgeblad, s. 17-20 (SV2 13, 539-543). »Regnskabet« er dateret »Kbhavn i Marts 1849«, s. 5 (SV2 13, 527), mens følgebladet er dateret »Kbhavn i Nov. 1850«, s. 17 (SV2 13, 539).

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 2

μεταβασις εις αλλο γενος : 114,25.

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 5

jeg ikke har Raad til at være Forfatter længer : 124,2.

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 10

usigelig Taknemlighed ... end jeg kunde have ventet : 109,30. – Styrelsen: Guds styrelse.

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 10

mine Finantzer : 124,2.

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 15

»Synspunctet for min Forfatter-Virksomhed« ... ligger skrevet : »Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed« er oprindelig skrevet i løbet af sommeren og efteråret 1848 ( 123,2). Posthumt udkom skriftet som Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien ( 107,28).

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 17

Jeg har fra Begyndelsen ... arbeide for Udkommet : sigter formentlig til, at SK allerede efter udgivelsen af Enten – Eller (1843), igen efter udgivelsen af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) og derefter ganske hyppigt overvejede at holde op som forfatter og søge præsteembede på landet. Se fx journaloptegnelserne JJ:415, fra feb. 1846 (i SKS 18, 278), NB:7, fra marts 1846, NB:57, fra nov. 1846, og NB2:136, fra aug. 1847 (i SKS 20, 19, 51 og 194), NB10:16, fra feb. 1849 (i SKS 21, 264), NB12:110, fra aug. 1849 (i SKS 22, 205), samt NB13:35, fra okt. 1849, og NB14:137, fra dec. 1849 (i SKS 22, 296 og 422). Se også kap. 3, »Styrelsens Part i mit Forfatterskab«, i anden del af Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, s. 66 (SV2 13, 611).

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 19

mengelere : dvs. mingelere, sammenblande forhold, der bør holdes adskilte.

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 22

Socrates : 👤Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af 👤Platon og 👤Aristoteles den berømteste gr. filosof. Han udviklede sin filosofi i dialog med sine samtidige og har intet skriftligt efterladt, men hans karakter og lære er blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig 👤Aristofanes i komedien Skyerne, 👤Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og Platon i dialogerne. Sokrates blev af en folkedomstol i 📌Athen dømt til døden for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve ungdommen; han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro.

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 24

at gjøre opmærksom paa det Christelige : sml. det opr. manuskript til de to særskilte sider, formentlig skrevet i 1849, i slutningen af »Regnskabet«, hvor SK skriver: »'At gjøre opmærksom' i Forhold til det Religieuse nærmere det Christelige er egentligen Categorien for min Forfatter-Virksomhed« (Pap. X 5 B 148, s. 350, jf. de to sider i »Regnskabet«, i Om min Forfatter-Virksomhed ( 123,2), s. 13-14; s. 14 (SV2 13, 534f.)).

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 25

usalige : ulykkelige, fordømte.

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 26

en Poeniterende : en angrende el. bodgørende.

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 29

Gjenstand for en Pøbel-Forfølgelse : sigter til, at SK angiveligt blev chikaneret på gaden som følge af det satiriske ugeskrift Corsarens angreb på ham ( 109,24).

I trykt udgave: Bind 23 side 123 linje 30

en 7aarig Forfatter-Virksomhed : SK tidsfæster almindeligvis sin forfattervirksomheds begyndelse til udgivelsen af EntenEller, der udkom den 20. feb. 1843, men som han skrev fra okt. 1841 til jan. 1843, se tekstredegørelsen til Enten – Eller i SKS K2-3, 58.

I trykt udgave: Bind 23 side 124 linje 1

lidt Formue : SKs far, 👤Michael Pedersen Kierkegaard, døde i 1838 og efterlod sig en formue, der i marts 1839 blev opgjort til o. 125.000 rigsdaler ( 128,37), som SK og hans ældre bror 👤Peter Christian ( 106,21) arvede; SKs andel udgjorde 31.335 rigsdaler, til dels i fast ejendom, aktier og obligationer (jf. 👤F. Brandt og 👤E. Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., 📌Kbh. 1993 [1935], s. 67-69). SKs formueforhold i 1846-50 lader sig kun fastlægge omtrentligt; men af sine arvede aktier solgte han den sidste i marts 1847, mens den sidste kgl. obligation blev afhændet i dec. 1847 (jf. Søren Kierkegaard og pengene, s. 69-71). Ved juletid samme år solgte SK sit barndomshjem på 📌Nytorv 2. Salgsprisen var 22.000 rigsdaler. Heraf lod Peter Christian sin første prioritet på 7.000 rigsdaler blive stående i ejendommen, hvorimod SK fik en anden prioritet på 5.000 rigsdaler med 4% rente, en bankhæftelse på 753 rigsdaler (solgt i dec. 1849 for 757 rigsdaler) og i jan. 1848 en kontant udbetaling på 10.000 rigsdaler. Udbetalingen blev delvis investeret i aktier og kgl. obligationer; på obligationerne mente han at have tabt 700 rigsdaler, se journaloptegnelsen NB7:114, fra nov. 1848, i SKS 21, 138,30 (jf. Søren Kierkegaard og pengene, s. 83-90).

I trykt udgave: Bind 23 side 124 linje 2

Ødselhed : If. en meget skønsmæssig beregning i Søren Kierkegaard og pengene, s. 154f., havde SK fra sin fars død i 1838 til sin egen død i 1855 et samlet forbrug på ca. 45.000 rigsdaler, svarende til ca. 2.600 rigsdaler i gennemsnit om året.

I trykt udgave: Bind 23 side 124 linje 4

mod ham har jeg jo dog altid Uret : sml. »Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret«, temaet for »Ultimatum«, der afslutter anden del af Enten – Eller, i SKS 3, 320 og 326.

I trykt udgave: Bind 23 side 124 linje 9

Fortjenstligt : fortjenstfuldt ( 144,11).

I trykt udgave: Bind 23 side 124 linje 12

lykket : lykkedes.

I trykt udgave: Bind 23 side 125 linje 2

p. C. : procent.

I trykt udgave: Bind 23 side 125 linje 4

ret : virkelig, for alvor.

I trykt udgave: Bind 23 side 125 linje 14

tage (...) forfængeligt : anvende noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting.

I trykt udgave: Bind 23 side 125 linje 15

»Velsigner Dem, som Eder forfølger« : frit citat fra Matt 5,44, hvor 👤Jesus siger: »Men jeg siger Eder: elsker Eders Fiender, velsigner dem, som Eder forbande, giører dem Godt, som Eder hade, og beder for dem, som giøre Eder Skade og forfølge Eder« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 125 linje 18

Samfund : fællesskab.

I trykt udgave: Bind 23 side 125 linje 20

denne Salighed overgaaer al Din Forstand : spiller på Fil 4,7, hvor 👤Paulus skriver om »Guds Fred, som overgaaer al Forstand« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 125 linje 21

Socrates: ... sagde er det tilladt at libere : se 👤Platons dialog Faidon, 117b, hvor det fortælles, at 👤Sokrates ( 123,24) spurgte den mand, der rakte ham bægeret med gift: »num licet de hac potione alicui libare, necne?« Platonis opera quae exstant, udg. på gr. og overs. til lat. af 👤Fr. Ast, bd. 1-11, 📌Leipzig 1819-32, ktl. 1144-1154; bd. 1, s. 617. I Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af 👤C.J. Heise, bd. 1-3, 📌Kbh. 1830-38, ktl. 1164-1166; bd. 1, s. 123, gengives spørgsmålet således: »Tør man vel af denne Drik udgyde noget til Offer? Er det tilladt, eller ikke?« – libere: af lat. 'libare', udgyde offergave af noget flydende.

I trykt udgave: Bind 23 side 125 linje 27

i Eventyret ... som var hun den kjerligste Moder : Et sådant eventyr er ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 23 side 125 linje 33

kysser (...) paa Fingeren af hende : sender fingerkys til hende.

I trykt udgave: Bind 23 side 125 linje 36

Text til en Faste-Prædiken : dvs. bibeltekst til en prædiken ved en hverdagsgudstjeneste i fastetiden. I 2. bog, kap. 4, art. 5, pkt. 4, i Danske Lov (1683) bestemmes det, at præsterne skal forrette gudstjeneste på alle onsdage el. torsdage i fastetiden; denne bestemmelse blev på SKs tid stadig efterkommet ved kirkerne i 📌København.

I trykt udgave: Bind 23 side 126 linje 13

Lidelses-Historien : sigter til sammenskrivningen af de fire evangeliers forskellige beretninger om Kristi lidelseshistorie, jf. »Vor Herres 👤Jesu Christi Lidelses Historie« i Forordnet Alter-Bog for Danmark, 📌Kbh. 1830 [1688], ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 263-288.

I trykt udgave: Bind 23 side 126 linje 14

ogsaa Forræderen kjendte Stedet : frit citat fra »Vor Herres Jesu Christi Lidelses Historie« i Forordnet Alter-Bog, s. 264: »Men og [også] 👤Judas, som ham forraadte, vidste Stedet«. I sit håndeksemplar, der findes i KA på 📌Det Kgl. Bibliotek, har SK med blyant understreget følgende ord: »som ham forraadte, vidste Stedet«, og på foden af siden skrevet: »Saaledes altid: Forræderen veed ogsaa Stedet, ellers kunde han jo ikke forraade; han er i Viden en Discipel – og saa Forræderen.«

I trykt udgave: Bind 23 side 126 linje 15

»Χsthedens«: dvs. »det hele Samfund af Christne, alle af Christne beboede Lande«, 👤C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, 📌Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 1, s. 149, sp. 1.

I trykt udgave: Bind 23 side 126 linje 16

Skrifter om mig selv : 123,2 og 123,17.

I trykt udgave: Bind 23 side 126 linje 23

at jeg skulde være ved Døden afgaaet ... den hele sidste Produktivitet ... efter min Død : sml. journaloptegnelsen NB10:200, dateret den 25. april 1849, hvor SK skriver: »Det staaer nu saa tydeligt for mig, Alt hvad jeg forstod ifior, om hvorledes Gud har ført mig just til denne Opgave: at belyse Christendommen, at fremstille Idealet af en Christen. At jeg skulde være det, tænkte jeg mig heller ikke den Gang; jeg meente, at jeg skulde døe. / Da det saa ikke skeete, og jeg ikke døde, saa var jeg et Øieblik ifærd med at misforstaae mig selv. Jeg syntes at forstaae, at Verden ell. 📌Danmark behøvede en Martyr. Skrevet havde jeg Alt færdigt, og tænkte saa virkelig paa, om muligt at understøtte det Skrevne paa den meest afgjørende Maade ved at blive ihjelslagen. / Her var Misforstaaelsen, ell. dette skulde jeg vel have med for at saare mig derpaa: at det formaaede jeg ikke«, SKS 21, 367,23-31 (se kommentarerne dertil). – den hele sidste Produktivitet: sigter formentlig til Sygdommen til Døden (1849); til de tre skrifter »Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile«, »Salig Den, som ikke forarges paa mig« og Fra Høiheden vil han drage Alle til sig, hvoraf de to første er skrevet fra o. april til nov. 1848 og den tredje formentlig i begyndelsen af 1849 (og senere sammenbragt til Indøvelse i Christendom (1850 ( 99,1)); til En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger, der blev tilrettelagt i sommeren 1848, men skrevet i 1846-47, og som bestod af fem afhandlinger fra Bogen om Adler og en nyere afhandling »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?« (se journaloptegnelsen NB10:3, fra feb. 1849, og kommentarerne dertil), hvoraf nr. 3 »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?« og nr. 6 »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« blev udgivet pseudonymt i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger ( 139,5) den 19. maj 1849 (i SKS 11, 49-111). Samt til følgende skrifter om forfatterskabet ( 123,2): »Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed«; »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« ( 138,4); »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed« med tilhørende følgeblad »Min Position som religieus Forfatter i 'Christenhed', og min Taktik« ( 123,2); og »Det Hele med eet Ord« (jf. Pap. X 5 B 144). Og endelig også til »Hr. Phister som Captain Scipio (i Syngestykket 'Ludovic'). En Erindring og for Erindringen« (jf. Pap. IX B 67-73, s. 383-407), fra slutningen af 1848 (se herom journaloptegnelsen NB12:133, fra o. 1. sept. 1849, i SKS 22, 223,6, og kommentaren dertil).

I trykt udgave: Bind 23 side 126 linje 24

staaer (...) hos : står ved siden af (især for at hjælpe, bistå).

I trykt udgave: Bind 23 side 127 linje 3

Styrelsens: Guds styrelse.

I trykt udgave: Bind 23 side 127 linje 7

ringere end den ringeste, neppe et Msk: : spiller formentlig på Ef 3,8, hvor 👤Paulus omtaler sig selv som »den Allerringeste af alle Hellige« (NT-1819); se også 1 Kor 15,9.

I trykt udgave: Bind 23 side 127 linje 12

Forklarelse : omdannelse, forvandling (til en ny og herligere skikkelse); i teologisk sprogbrug om Kristi forklarelse, herliggørelse.

I trykt udgave: Bind 23 side 127 linje 15

vistnok : helt sikkert.

I trykt udgave: Bind 23 side 127 linje 29

den potenserede Fart fra 1848 : Om SKs produktivitet i 1848, 126,24.

I trykt udgave: Bind 23 side 127 linje 29

til Vitterlighed : til bekræftelse, til bevidnelse. Udtrykket benyttes om personer, der underskriver et juridisk dokument 'til vitterlighed', dvs. som bekræftelse af, at de har set det blive oprettet, eller at hovedunderskriveren er den, han giver sig ud for.

I trykt udgave: Bind 23 side 127 linje 37

restringere : sammentrække; begrænse, hæmme.

I trykt udgave: Bind 23 side 128 linje 8

reclamere : klage, gøre indsigelse.

I trykt udgave: Bind 23 side 128 linje 8

Giordano Bruno (...) blev Martyr for en Idee : Filippo, som munk kaldet 👤Giordano, Bruno (1548-1600), it. filosof og præst. Som den polske astronom 👤Nicolaus Kopernikus bestred Bruno den opfattelse, at jorden udgør verdens midtpunkt, og han hævede forestillingen om universets uendelighed. Allerede i 1576 modtog han en officiel anklage for kætteri; i 1592 blev han stævnet for inkvisitionsdomstolen i 📌Venedig og senere dømt til bålet i 📌Rom, hvor han blev brændt den 17. feb. 1600.

I trykt udgave: Bind 23 side 128 linje 24

socratiske Replikker : 123,24.

I trykt udgave: Bind 23 side 128 linje 30

nedslagen : nedslået, modløs, forknyt.

I trykt udgave: Bind 23 side 128 linje 32

vistnok : helt sikkert.

I trykt udgave: Bind 23 side 128 linje 34

250rd: rigsdaler. Den da. møntfod var ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsbankdaler (forkortet rbd., i samtiden ofte blot kaldt 'rigsdaler' og forkortet 'rd'), mark og skilling; der gik således 6 mark på en rigsdaler, 16 skilling på 1 mark og 96 skilling på 1 rigsdaler. I Hof- og Stadsretten havde en dommer 1.200-1.800 og en fuldmægtig 400-500 rigsdaler i årsløn. En pige i huset fik højst 30 rigsdaler om året foruden kost og logi. Et par sko kostede 3 rigsdaler og et pund rugbrød 2-4 skilling.

I trykt udgave: Bind 23 side 128 linje 37

Testament : dvs. testamente.

I trykt udgave: Bind 23 side 129 linje 1

Mislighed : misforhold, betænkelighed, tvivlsomhed.

I trykt udgave: Bind 23 side 129 linje 4

ordentligviis : i henhold til forskrifter, anordninger el. sæd og skik; sædvanligvis.

I trykt udgave: Bind 23 side 129 linje 15

Sindssvaghed : sindssyge.

I trykt udgave: Bind 23 side 129 linje 16

en lille Afhandling af Kant »Besvarelse ... hvad er Oplysning« : henviser til 👤Kants ( 117,1) afhandling »Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?« (1784) i Imanuel Kant's vermischte Schriften, [udg. af 👤J.H. Tieftrunk], bd. 1-3, 📌Halle 1799 (et 4. bd. udkom i 📌Königsberg 1807), ktl. 1731-1733; bd. 2, s. 687-700.

I trykt udgave: Bind 23 side 129 linje 19

foreslaaer K. ... qua Forfatter kan han fremstille sine Tvivl om Troen : referat af følgende passage i 👤Kants »Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?« i Imanuel Kant's vermischte Schriften bd. 2, s. 692-694: »Welche Einschränkung aber ist der Aufklärung hinderlich? welche nicht, sondern ihr wohl gar beförderlich? – Ich antworte: der öffentliche Gebrauch seiner Vernunft muß jederzeit frei seyn, und der allein kann Aufklärung unter Menschen zu Stande bringen; der Privatgebrauch derselben aber darf öfters sehr enge eingeschränkt seyn, ohne doch darum den Fortschritt der Aufklärung sonderlich zu hindern. Ich verstehe aber unter dem öffentlichen Gebrauche seiner eigenen Vernunft denjenigen, den jemand als Gelehrter von ihr vor dem ganzen Publicum der Leserwelt macht. Den Privatgebrauch nenne ich denjenigen, den er in einem gewissen ihm anvertrauten bürgerlichen Posten, oder Amte, von seiner Vernunft machen darf. (...) Hier [dvs. ved at udøve et embede] ist es nun freilich nicht erlaubt, zu räsonniren; sondern man muß gehorchen. (...) Eben derselbe handelt demohnerachtet der Pflicht eines Bürgers nicht entgegen, wenn er, als Gelehrter, wider die Unschicklichkeit oder auch Ungerechtigkeit solcher Ausschreibungen öffentlich seine Gedanken äussert. Eben so ist ein Geistlicher verbunden, seinen Catechismusschülern und seiner Gemeine, nach dem Symbol der Kirche, der er dient, seinen Vortrag zu thun: denn er ist auf diese Bedingung angenommen worden. Aber als Gelehrter hat er volle Freiheit, ja sogar den Beruf dazu, alle seine sorgfältig geprüften und wohlmeinenden Gedanken über das Fehlerhafte in jenem Symbol, und Vorschläge wegen besserer Einrichtung des Religions- und Kirchenwesens, dem Publicum mitzutheilen.« – Mislighederne: misforhold, betænkelighed, tvivlsomhed.

I trykt udgave: Bind 23 side 129 linje 20

et Udbrud af Kant ... Urimelighedernes Forevigelse« : referat med overs. citat af følgende udsagn af 👤Kant i »Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?« i Imanuel Kant's vermischte Schriften bd. 2, s. 695: »als Gelehrter, der durch Schriften zum eigentlichen Publicum, nämlich der Welt spricht, mithin der Geistliche im öffentlichen Gebrauche seiner Vernunft, genießt einer uneingeschränkten Freiheit, sich seiner eigenen Vernunft zu bedienen, und in seiner eigenen Person zu sprechen. Denn daß die Vormünder des Volks (in geistlichen Dingen) selbst wieder unmündig seyn sollen, ist eine Ungereimtheit, die auf Verewigung der Ungereimtheiten hinausläuft.«

I trykt udgave: Bind 23 side 129 linje 33

længe : for lang tid siden, for længst.

I trykt udgave: Bind 23 side 130 linje 1

indløbet : indtruffet.

I trykt udgave: Bind 23 side 130 linje 2

Grækerne sige: at en Mand skaber selv sine ... Omstændigheder : sml. 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde ( 100,2) bd. 1, s. 296-298, noten, især slutningen, s. 298: »Die griechische Philosophie (...) bekämpft ausdrücklich die Zurückschiebung der Schuld auf die Götter, besonders Plato a. a. O.« I begyndelsen af noten er henvist til 👤Platons Staten, 2. bog, 380. Her siger 👤Sokrates, 380c: »at Gud, som er god, bliver Skyld i noget ondt for nogen, det maa man absolut forbyde nogen at sige i ens eget Samfund, hvis der da skal herske god Orden i det, og heller ikke maa nogen høre dette, hverken ung eller gammel, og saadanne Fabler maa hverken fortælles paa Vers eller uden Vers, da det hverken vilde være stemmende med Gudsfrygt, hvis det blev sagt, eller gavnligt for os eller konsekvent i sig selv.« Og videre: »Det skal altsaa, sagde jeg, være den første af de Regler og Normer, der gælder Guderne, efter hvilken de, der taler, skal være forpligtede til at sige, og de, der digter, være forpligtede til at digte, at Gud ikke er Skyld i alt, men kun i det gode.« (Platons Skrifter, udg. af 👤C. Høeg og 👤H. Ræder, bd. 1-10, 📌Kbh. 1992 [1932-41] (forkortet Platons Skrifter); bd. 4, s. 94f.)

I trykt udgave: Bind 23 side 130 linje 5

Ordsproget siger: Enhver er sin egen Skjebnes Smed : sml. det ty. ordsprog 'Jeder ist seines Schicksals Schmied', optegnet som nr. 7 under 'Schicksal' i Deutsches Sprichwörter-Lexikon. Ein Hausschatz für das deutsche Volk, udg. af 👤K.F.W. Wander, bd. 1-5, 📌Leipzig 1867-80; bd. 4, 1876, s. 159. Sml. også det da. ordsprog 'Enhver er sin egen lykkes smed', optegnet under nr. 5794 i 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat ( 103,14) bd. 1, s. 639.

I trykt udgave: Bind 23 side 130 linje 6

udtrykt af Julius Müller: at et Mskes Valg bliver hans Skjebne : fri gengivelse af et udsagn i følgende afsnit i 5. bog »Die Steigerung der Sünde in der Entwickelung des Individuums« i 👤Julius Müller Die christliche Lehre von der Sünde bd. 2, s. 571: »Nicht bloß sein eignes Innere, auch die Außenwelt hält den Menschen bei seinen Verirrungen fest; die Erzeugnisse seiner Freiheit werden zu Fesseln für seine Freiheit; seine Wahl wird sein Schicksal.«

I trykt udgave: Bind 23 side 130 linje 7

Kant ... en Konge skal sige: Raisonerer ... – men adlyder : fri gengivelse af et udsagn i følgende afsnit i 👤Immanuel Kants ( 117,1) afhandling »Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?« i Imanuel Kant's vermischte Schriften ( 129,19) bd. 2, s. 700, hvor der har været tale om en 'Monarch' (formentlig den preussiske konge 👤Frederik II el. den Store): »Aber auch nur derjenige, der, selbst aufgeklärt, sicht nicht vor Schatten fürchtet, zugleich aber ein wohldisciplinirtes zahlreiches Heer zum Bürgen der öffentlichen Ruhe zur Hand hat, kann das sagen, was ein Freistaat nicht wagen darf: räsonnirt so viel ihr wollt, und worüber ihr wollt; nur gehorcht!«

I trykt udgave: Bind 23 side 130 linje 15

indirect : på indirekte måde.

I trykt udgave: Bind 23 side 130 linje 18

Lidt tidligere ... K. sagt ... kun er een Herre, der kan sige det: raisonerer ... – kun adlyder : fri gengivelse af følgende udsagn af 👤Kant i »Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?« i Imanuel Kant's vermischte Schriften bd. 2, s. 692: »Nur ein einziger Herr in der Welt sagt: räsonnirt, so viel ihr wollt, und worüber ihr wollt; aber gehorcht!«

I trykt udgave: Bind 23 side 130 linje 21

Hjertelighed : hentyder måske til begrebet 'hjertelighed' hos 👤N.F.S. Grundtvig, se kommentaren til journaloptegnelsen NB15:29.

I trykt udgave: Bind 23 side 130 linje 34

Springfjedrene : egl. spiralfjedre af form som to mod hinanden vendte kegler, benyttet i madrasser; drivfjedre.

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 1

Forargelse : anstød.

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 3

De, der sloge Apostlene ihjel ... gjøre Gud en Dyrkelse dermed : hentyder til Joh 16,2, hvor 👤Jesus siger til sine apostle: »De skulle [skal] udelukke Eder af Synagogerne; ja den Tiid skal komme, at hver den, som ihielslaaer Eder, skal mene, han viser Gud en Dyrkelse« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 5

indulgerer : tillader, giver efter for; ser igennem fingre med.

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 8

Tyve-Sprog : indforstået sprog, som bruges af tyve og indsatte for at kunne føre hemmelige samtaler i andres påhør; klikesprog, jargon.

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 11

naar En paataler den faktiske Nederdrægtighed : hentyder formentlig til, at SK i artiklen »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« ( 109,24) under pseudonymet Frater 👤Taciturnus påtaler Corsarens »foragtelige Næringsvei« og skriver, at bladets »faldne Aandrighed« og dets hjælpere »bør literairt ignoreres, ligesom borgerligt de offentlige Fruentimmer« (SV2 13, 470 og 468f.).

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 11

det Verdenshistoriske : hentyder formentlig til 👤N.F.S. Grundtvig, som i årene 1812-17 udsendte tre verdenskrøniker, hvori han fortolkede historien ud fra et stærkt bibelkristent grundsyn. If. dette havde historien sit midtpunkt i Kristus, ligesom folkeslagenes op- og nedgangstider var bestemt af deres tro på Gud. I Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum, 📌Kbh. 1817, ktl. 1970, hedder det om selve anskuelsesmåden, at den magtesløse, skyggeagtige historiebetragtning, som knytter sig til hukommelsen og kun løseligt sammenknytter fortidens hændelser, »den har i Kirken paa underfuld Maade opnaaet en Klarhed, hvori den forvandles til Beskuelse, og med dette nyskabde, poetiserende Øie skue vi Skyggen af Menneske-Slægten i sin gaadefulde Udvikling, kan med Øiet følge den fra Guld-Alderens Glands til vor Jern-Tids Mulm«, s. 601. Senere tales igen om anskuelsesmåden, idet hele verdenshistorien, kunsten og filosofien opfattes som én sammenhæng, der er inspireret af Guds ord (s. 662). Og videre: »Den levende historiske Anskuelse, som vi med et Ord kan kalde Mindeblik, bestaaer da deri, at vi betragte hele Slægten som eet Menneske, hvis Liv vi ere kaldte til at fortsætte, og hvis Kraft vi i Kjærlighed tilegne os, levende og virkelig bliver Anskuelsen, kun for saavidt vi hjertelig troe paa dens Sandhed, men Skyggen af den kan fremkomme uden synderlig Troe, naar Fornuften bliver sig aandig bevidst, og borger derved sig selv for Forestillingens Rigtighed«, s. 664.

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 17

det Speculative : 111,18.

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 18

Apologetik : hentyder til den kristelige 'apologetik', der blev fornyet i begyndelsen af det 19. årh., og som modsat den kristelige 'polemik' indeholder en metodisk tilrettelagt fremstilling af det relevante stof til forsvar for den kristne religions specifikke væsen, jf. 👤Fr. Schleiermachers fremstilling i Kurze Darstellung des theologischen Studiums, 📌Berlin 1811 (2. udg., Berlin 1830), og 👤K.H. Sacks i Christliche Apologetik, 📌Hamborg 1829, ktl. 755.

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 18

Mynsters: 👤Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. teolog, præst, forfatter og politiker; fra 1802 sognepræst i 📌Spjellerup, fra 1811 residerende kapellan ved 📌Vor Frue Kirke i 📌København, fra 1826 hofprædikant, fra 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst ved 📌Christiansborg Slotskirke, fra 1834 biskop over 📌Sjællands stift. Som 📌Sjællands biskop var Mynster den da. kirkes primas og kongens personlige rådgiver; i årene 1835-46 var han medlem af stænderforsamlingen i 📌Roskilde og i 1848-49 medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling; han havde sæde i en lang række styrende organer og var primus motor i udarbejdelsen af den autoriserede oversættelse af Det Nye Testamente af 1819, af Udkast til en Alterbog og et Kirke-Ritual for Danmark, 📌Kbh. 1839, og af et autoriseret Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog, Kbh. 1845.

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 22

betryggede : sikrede.

I trykt udgave: Bind 23 side 131 linje 24

Mislighed : misforhold, betænkelighed, tvivlsomhed.

I trykt udgave: Bind 23 side 132 linje 2

Paradigma : lat. paradigme, mønstergyldigt eksempel, bruges i grammatikken om det eksempel, der anføres som bøjningsmønster.

I trykt udgave: Bind 23 side 132 linje 3

uparadigmatisk Bøining : el. uregelmæssig bøjning, grammatisk betegnelse.

I trykt udgave: Bind 23 side 132 linje 4

Stilling : 👤Peter Michael Stilling (1812-69), da. filosof; opgav teologistudiet kort før eksamen, men fik senere dispensation til at disputere for magistergraden med afhandlingen Den moderne Atheisme eller den saakaldte Neohegelianismes Conseqvenser af den hegelske Philosophie, 📌Kbh. 1844, ktl. 801 (forkortet Den moderne Atheisme). Han havde i begyndelsen af 1840'erne gjort sig til talsmand for en konservativ hegelianisme, som han i slutningen af årtiet tog stærkt afstand fra. Efter en studierejse virkede han i årene 1846-50 som privatdocent. I slutningen af dec. 1849 udgav Stilling Om den indbildte Forsoning af Tro og – Viden med særligt Hensyn til Prof. Martensens »christelige Dogmatik.« Kritisk-polemisk Afhandling, Kbh. 1850 (forkortet Om den indbildte Forsoning af Tro og – Viden), som er stærkt påvirket af SK, der fik tilsendt et eksemplar med dedikation, jf. ktl. 802; stridsskriftet blev averteret som udkommet i Berlingske Tidende, nr. 303, den 22. dec. 1849.

I trykt udgave: Bind 23 side 132 linje 10

par tout : dvs. partout, fr. overalt; for enhver pris, absolut.

I trykt udgave: Bind 23 side 132 linje 13

vil realisere den Idee at forblive ugift, sin Kone tro : sml. journaloptegnelsen NB15:56, i SKS 23, 38. – sin Kone: 👤Frederikke Marie Larsine Jacobine Stilling, f. Larsen, blev gift med Stilling den 1. dec. 1846 og døde 33 år gammel den 22. dec. 1847, jf. dødsannoncen i Adresseavisen, nr. 305, den 28. dec. 1847, hvor Stilling skriver: »Hun døde i Begyndelsen af sit Ægteskabs andet Aar, faae Dage efter at hun havde skjænket mig en Søn.«

I trykt udgave: Bind 23 side 132 linje 13

Dette lider han nu under ... frygtelig Selvplagelse, siger han : Dette og de følgende udsagn af og om Stilling har ikke kunnet verificeres. – Selvplagelse: det at plage sig selv (med noget), volde sig selv plage (åndeligt set).

I trykt udgave: Bind 23 side 132 linje 15

Underfundighed : listighed, snedighed.

I trykt udgave: Bind 23 side 132 linje 39

Noget beskæftiger han sig ... med Χstd ... historisk Betragtning : sigter til Stillings stridsskrift Om den indbildte Forsoning af Tro og – Viden ( 132,10).

I trykt udgave: Bind 23 side 133 linje 4

saa beskæftiger han sig med Fritænkerne, for at fremstille dem : sigter til Stillings magisterafhandling Den moderne Atheisme ( 132,10); heri 'fremstiller' han 👤C.L. Michelet, 👤D.F. Strauß og 👤L. Feuerbach.

I trykt udgave: Bind 23 side 133 linje 8

Naar det Msk. ret vilde, hvilken Mulighed var han ikke : sml. journaloptegnelsen NB14:112, fra dec. 1849, hvor SK har indført den opr. afslutning på den takkeskrivelse, han sendte til Stilling for modtagelse af Om den indbildte Forsoning af Tro og – Viden (jf. konceptet til det afsendte brev i B&A bd. 1, s. 265); i denne afslutning skriver SK: »Saaledes gjør jeg mig en Glæde af at betragte Dem, ikke som en Tilhænger af mig men som en erklæret Tilhænger af en Forklaret, Deres Hustrue. Og saaledes forstaaet – lad mig sige Dem det – er De en Mulighed; det veed jeg at vurdere, ingen Kjender af Ædelstene har et skarpere Blik for Straalebrydningerne end jeg for den existentielle Muligheds ædle Kostbarhed«, SKS 22, 411. Efter den indførte afslutning skriver SK i samme optegnelse om Stilling: »Hans Liv er lagt ham saaledes an, at han kan blive en religieus Existents af ualmindeligere Art.« – ret: virkeligt, for alvor.

I trykt udgave: Bind 23 side 133 linje 15

Et geistligt Institut : Hvad der sigtes til, har ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 23 side 133 linje 18

det Første ... digterisk af Pseudonymer : sigter formentlig først og fremmest til 👤Anti-Climacus ( 114,36) som den pseudonyme forfatter af Indøvelse i Christendom (1850 ( 99,1)), hvor SK som udgiver skriver i forordet: »I dette Skrift (...) er Fordringen til det at være Christen af Pseudonymen tvunget op til et Idealitetens Høieste. / (...) Høres bør Fordringen; og jeg forstaaer det Sagte som sagt alene til mig – at jeg maatte lære ikke blot at henflye til 'Naaden', men at henflye til den i Forhold til Benyttelsen af 'Naaden'«, s. 5 (SV2 12, 17).

I trykt udgave: Bind 23 side 133 linje 21

det Andet personligt af mig selv : sigter især til den opbyggelige del af SKs forfatterskab, jf. dog også hans udgiverforord til Indøvelse i Christendom i foregående kommentar og journaloptegnelsen NB14:34, fra nov. 1849, i SKS 22, 363f.

I trykt udgave: Bind 23 side 133 linje 22

taget (...) forfængelig : anvendt noget på en sådan måde, at det misbruges el. gøres til ingenting.

I trykt udgave: Bind 23 side 133 linje 23

Lefleriet: koketteri; letfærdighed.

I trykt udgave: Bind 23 side 133 linje 26

det ... Johannes de silentio ... skal man tie ... ikke meddele : sigter til »Problema III. Var det ethisk forsvarligt af 👤Abraham, at han fortiede sit Forehavende for 👤Sara, for 👤Elieser, for 👤Isaak?« i Frygt og Bæven (1843), i SKS 4, 172-207; især afsnittet om 👤Faust, s. 195-200. Her skriver bogens pseudonyme forfatter 👤Johannes de silentio i en note om ironikeren: »Lad os tænke os en saadan Aristophanes, en saadan 👤Voltaire lidt forandret; thi han er tillige en sympathetisk Natur, han elsker Tilværelsen, han elsker Menneskene og han veed, at om end Latterens Fordømmelse maaskee vil opdrage en frelst ung Slægt, saa vil der i den samtidige gaae en Mængde Mennesker til Grunde. Han tier da, og glemmer saavidt muligt selv at lee«, s. 196-197, noten. Og om Faust hedder det, at han ved, han med sin tvivl formår »at skrække Menneskene forfærdede op, at lade Tilværelsen vakle under deres Fødder, at splitte Menneskene ad, at bringe Angestens Skrig overalt til at lyde. (...) Men Faust er en sympathetisk Natur, han elsker Tilværelsen, hans Sjæl kjender ingen Misundelse, han indseer, han kan ikke standse den Rasen, han vel kan vække, han attraaer ingen herostratisk Ære – han tier (...) han søger saa godt som muligt at gaae i Tridt med andre Mennesker«, s. 197. – de silentio: lat. af tavsheden el. om tavsheden.

I trykt udgave: Bind 23 side 133 linje 29

svinge ind i Pøbel-Martyriet : 109,24 og 131,11.

I trykt udgave: Bind 23 side 134 linje 6

en Kjøbstad : egl. en by i provinsen, i modsætning til en hoved- og residensstad, provinsby.

I trykt udgave: Bind 23 side 134 linje 10

ikke engang saa meget som et Smule Tidsskrift : Der tænkes formentlig på litterære tidsskrifter, sml. journaloptegnelsen NB10:96, fra o. marts 1849, hvor der i en tilsvarende sammenhæng er tale om »et Land, der er saa lille, at det ikke engang har eet eneste literairt Tidsskrift«, SKS 21, 305,4f.; sml. endvidere nr. 2 af »'Den Enkelte'. Tvende 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« ( 138,4), bilag til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed ( 107,28), s. 102 f.: »'📌Danmark er et lille Land'; (...) de literaire Forhold saa smaae, at der end ikke existerer eller i lang Tid har existeret et literairt Tidsskrift« (SV2 13, 645). – Der var i 1849 og 1850 intet da. litterært tidsskrift. Det sidste bind af det fynske tidsskrift For Litteratur og Kritik, grundlagt i 1843, var udkommet i jan. 1848, og Nordisk Literatur-Tidende, udg. af 👤J.F. Giødwad og 👤P.C. Ploug (som tillægsblad til Fædrelandet om søndagen, hvor selve avisen ikke udkom) i 1846, eksisterede kun i ét år. De øvrige store litterære tidsskrifter Maanedsskrift for Litteratur, Tidsskrift for Litteratur og Kritik samt Journal for Litteratur og Kunst var ophørt i hhv. 1838, 1842 og 1844.

I trykt udgave: Bind 23 side 134 linje 15

falder paa : får det indfald, finder på.

I trykt udgave: Bind 23 side 134 linje 22

Kræmmersvendene: person, der forhandler kram, dvs. varer, som sælges en detail fra en butik (krambod).

I trykt udgave: Bind 23 side 134 linje 32

aarvaagen over : meget på vagt over for, anspændt opmærksom på.

I trykt udgave: Bind 23 side 135 linje 5

Patriotismen : 113,6.

I trykt udgave: Bind 23 side 135 linje 6

en masse : fr. i mængde, i fællesskab.

I trykt udgave: Bind 23 side 135m linje 3

at sætte Penge til : Indtil 1847 havde SK været sin egen forlægger, dvs. han havde selv forestået og finansieret produktionen af sine bøger, der blev solgt i kommission. Men efter udgivelsen af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, der udkom den 13. marts 1847, indgik han i august en aftale med forlagsboghandler 👤C.A. Reitzel om, at Reitzel dels overtog udgifterne ved trykning af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand og betalte SK et engangshonorar på 225 rigsdaler ( 128,37) herfor, dels for 1.200 rigsdaler købte restoplaget af Gjentagelsen, Frygt og Bæven, Philosophiske Smuler, Begrebet Angest, Forord, Stadier paa Livets Vei, Tre Taler ved tænkte Leiligheder, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift og En literair Anmeldelse, som Reitzel alle havde haft i kommission; Enten – Eller var på det tidspunkt udsolgt. Jf. Reitzels protokol over Forhandlinger med Forfattere, Redacteurer &c: 1835-[1858], s. 28 (i arkiv hos C.A. Reitzels Boghandel). For de bøger, der i 1847, 1848 og 1849 udkom på Reitzels forlag, modtog SK engangshonorar: for Kjerlighedens Gjerninger (1847) 270 rigsdaler, se tekstredegørelsen i SKS K9, 95; for Christelige Taler (1848) 220 rigsdaler, se tekstredegørelsen i SKS K10, 75; for Enten – Eller, 2. udg. (1849), 550 rigsdaler, se tekstredegørelsen i SKS K2-3, 64; for Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen (1849) 31 rigsdaler 5 mark 4 skilling, se tekstredegørelsen i SKS K11, 29; Sygdommen til Døden (1849) 85 rigsdaler, se tekstredegørelsen i SKS K11, 178; »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden« (1849) 26 rigsdaler 1 mark 8 skilling, se tekstredegørelsen i SKS K11, 274. For Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger modtog SK ikke honorar; da bogen udkom i kommission hos Gyldendalske Boghandling (1849), finansierede SK selv produktionen, der beløb sig til 53 rigsdaler og 1 skilling, se tekstredegørelsen i SKS K11, 97.

I trykt udgave: Bind 23 side 135 linje 23

det bliver Dommen: det jeg skriver er Jadsk : I journaloptegnelserne NB:14 og NB:194, fra hhv. marts og maj 1846, omtaler SK den samme beskyldning, i SKS 20, 25f. og 20, 117; men en konkret beskyldning for jask har ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 23 side 135 linje 24

Saa bliver Dommen: det er Stolthed, Aristokratie : I sine journaler refererer SK flere gange til, at hans store anstrengelser som forfatter bliver forklaret som stolthed, se fx optegnelsen NB9:57, formentlig fra jan. 1849, i SKS 21, 233; men en konkret beskyldning for stolthed og aristokrati har ikke kunnet identificeres.

I trykt udgave: Bind 23 side 135 linje 31

Raahedens Oprør mod mig : 123,30.

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 2

de Smaa-Artikler, jeg henkaster : se fx de mange udkast til artikler vedr. den teologiske strid i anledning af 👤H.L. Martensens Den christelige Dogmatik fra 1849 ( 111,18), herunder 👤Rasmus Nielsens ( 138,17) Mag. S. Kierkegaards »Johannes Climacus« og Dr. H. Martensens »Christelige Dogmatik.« En undersøgende Anmeldelse, 📌Kbh. 1849, ktl. 701 (Pap. X 6 B 103-143, s. 129-193).

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 6

Dem maa jeg nu henlægge : se fx »Polemika / 👤R. Nielsen / af / 👤Joh. Climacus / Stiiløvelser i Charakteer; som ikke skulle bruges« (Pap. X 6 B 83-96, s. 91-106).

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 8

Et Ord paa Prent om min Paaklædning : sigter især til 👤Peter Klæstrups tegninger af SK i Corsaren ( 109,24), hvor man den 9. jan. 1846 (nr. 277, sp. 4), den 23. jan. (nr. 279, sp. 1 og 2) og den 6. marts (nr. 285, sp. 9) ser SKs lapsede påklædning og bukseben af forskellig længde, mens man den 16. jan. (nr. 278, sp. 5) præsenteres for hans tynde ben i et par alt for store støvler. Jf. også »Den nye Planet« i Corsaren, den 9. jan. (nr. 277, sp. 1-4), der former sig som en fiktiv diskussion ml. 👤J.L. Heiberg ( 112,29), astronomen 👤C.F.R. Olufsen og SK, hvor Olufsen med henvisning til sin skrædder forsikrer SK, at »det ene Buxelaar er s'gu altid lige saa langt som det andet, naar jeg ikke udtrykkelig forlanger det anderledes, for at see genialsk ud« (sp. 2f.). Se illustration 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 15 i SKS K20, 41-44. Klæstrup fremstillede igen SK med ulige lange bukseben på tegningen »Søren Kierkegaard og 'Aftenbladet' i en theologisk Tarantella med Castagnetter« i Corsaren, nr. 381-a, den 8. jan. 1848; se tegningen i Kierkegaard: The Corsair Affair and Articles Related to his Writings, overs. og udg. med noter af H.V. Hong og E.H. Hong (bd. 13 i Kierkegaard's Writings), Princeton 1982, s. 137, og i 👤Peter Tudvad Kierkegaards København, 📌Kbh. 2004, s. 384.

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 11

det Ord af Paulus ... maa være Retfærdighed til – hisset : sigter til Rom 3,5-6, hvor 👤Paulus skriver: »Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle [skal] vi da sige? mon Gud være uretfærdig, i det han fører Vreden over os? (Jeg taler efter menneskelig Viis.) Det være langt fra!« (NT-1819). – Paulus: den betydeligste skikkelse i den ældste kristendom, formentlig henrettet o. 65 i 📌Rom. De 13 breve, der i NT er overleveret under Paulus' navn, blev på SKs tid almindeligvis alle anset for ægte; i dag regnes normalt kun de syv eller ni for ægte, heriblandt Romerbrevet, de to Korintherbreve og Galaterbrevet. – Syllogisme: logisk følgeslutning, hvor konklusionen udledes af to præmisser (forudsætninger).

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 16

jeg kan dog aldrig noksom takke Gud ... mere end jeg havde ventet : 109,30.

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 24

Vistnok : rigtig nok, sandt nok.

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 27

for at spire maa Sædekornet døe : allusion til Joh 12,24, hvor 👤Jesus siger: »Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden [hvis ikke] Hvedekornet falder i Jorden, og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 27

Smerten, som Qvinden føler ... men naar Barnet er født! : allusion til Joh 16,21, hvor 👤Jesus siger: »Qvinden, naar hun føder, haver Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun haver født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel ihu for Glæde, at et Menneske er født til Verden« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 29

»Punktet udenfor Verden,« ... bevæger hele Verden : hentyder til den gr. matematiker, fysiker og opfinder 👤Arkimedes (287-212 f.Kr.) fra 📌Syrakus📌Sicilien, der tillægges bemærkningen: »Giv mig et fast punkt, hvor jeg kan stå, så skal jeg bevæge Jorden«. Jf. 👤Marcellus-biografien 14, 7, i 👤Plutarks Vitae parallelae (De parallelle liv), hvor det om Arkimedes' faste overbevisning om de geometriske loves mekaniske anvendelighed fortælles, at han sågar hævdede, »at man med en given Kraft var i Stand til at kunne bevæge enhversomhelst given Byrde, ja skal endog, i overdreven Tillid til sit Bevises Styrke, have paastaaet at kunne bevæge selve vor Jord, saafremt han imidlertid kunde have en anden Jord at træde over paa«, Plutark's Levnetsbeskrivelser, overs. af 👤S. Tetens, bd. 1-4, 📌Kbh. 1800-11, ktl. 1197-1200; bd. 3, s. 272.

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 32

Hiin Syllogisme ... at bevise at der er Retfærdighed til : 136,16.

I trykt udgave: Bind 23 side 136 linje 36

Omsætninger : forretninger, ombytninger (af værdier).

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 7

Frygt og Bæven : allusion til Fil 2,12 ( 111,13).

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 11

i en senere Tid ... bevise at Χstd.s Første er Mythe : hentyder til den mytologiske tolkning af NT, som indledtes med 👤D.F. Strauß' skelsættende værk Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet bd. 1-2, 📌Tübingen 1835-36, efter hvilket fortællingen om 👤Jesus hverken er noget overnaturligt el. noget faktisk historisk, men skal forstås som en myte. I 📌Danmark var 👤Fr. Beck i afhandlingen Begrebet Mythus eller den religiøse Aands Form, 📌Kbh. 1842, ktl. 424, stærkt inspireret af Strauß.

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 14

Øltapper : ølhandler el. krovært, der tapper el. udskænker øl.

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 20

Knabrostræde : gade i 📌København (se kort 2, B2).

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 20

Redupplicationen: dvs. reduplikation, egl. 'gen-fordobling'; gentagelse, fordoblelse. Udtrykket benyttes ofte af SK om refleksionsforhold, hvor noget abstrakt el. indholdet af noget gentages (virkeliggøres) i konkret praksis el. eksistens.

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 29

i en Tjeners Skikkelse var Χstus Gud : hentyder til v. 6-7 i Kristushymnen i Fil 2,6-11, hvor 👤Paulus skriver om 👤Jesus Kristus: »hvilken, der [da] han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud liig; men han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 32

Gud-Mskets: dvs. Kristus, der som det menneske, i hvem Gud åbenbarede sig, forener den guddommelige og den menneskelige natur i sig.

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 33

Χstheden : 126,16.

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 33

Fei saa først for Jer egen Dør : spiller på de to ordsprogsagtige talemåder: »At feje for sin egen dør« (dvs. rette fejl og mangler hos sig selv) og: »Det var godt, om enhver ville feje for sin egen dør« (dvs. rette sine egne fejl i stedet for at være optaget af andres). Men modsætningsvist spilles der formentlig også på det ordsprogsagtige mundheld: »At feje for andres dør og glemme sin egen« (dvs. laste andre og glemme sine egne fejl). Jf. 👤C. Molbech Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog, 📌Kbh. 1850, ktl. 1573, s. 308 og s. 311.

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 36

ret sees: virkelig, for alvor.

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 38

contrademonstreres : modbevises.

I trykt udgave: Bind 23 side 137 linje 41

de »tre Noter« : »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« ( 123,2), bestående af: nr. 1 »Til Dedicationen: 'hiin Enkelte'«, opr. skrevet i 1846 (jf. Pap. IX B 63,4-5, s. 350-357); nr. 2 »Et Ord om min Forfatter-Virksomheds Forhold til 'hiin Enkelte'«, opr. skrevet i 1847 (jf. Pap. IX B 63,6-13, s. 357-374); nr. 3 »Forord til 'Fredags-Talerne'«, opr. skrevet i 1847 (jf. Pap. IX B 63,14, s. 375-377). Da SK i 1848 besluttede at føje de tre noter som bilag til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed ( 107,28), gav han dem titlen »Tre venskabelige 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed«, men slettede igen ordet 'venskabelige' (se Pap. IX B 58); senere blev nr. 3 i stedet benyttet som forord til To Taler ved Altergangen om Fredagen (1851), mens nr. 1 og nr. 2 posthumt blev trykt under titlen »'Den Enkelte' / Tvende 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, s. 83-112 (SV2 13, 627-653).

I trykt udgave: Bind 23 side 138 linje 4

Theses : lat. teser.

I trykt udgave: Bind 23 side 138 linje 5

om »Mængde« og »den Enkelte« : det gennemgående tema for nr. 1 af »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed«.

I trykt udgave: Bind 23 side 138 linje 7

R. Nielsen : 👤Rasmus Nielsen (1809-84), da. teolog og filosof; cand.theol. 1837, lic.theol. 1840; i vintersemesteret 1840-41 privatdocent, fra 1841 ekstraordinær og fra 1850 ordinær prof. i moralfilosofi ved 📌Københavns Universitet. Han docerede især den spekulative, hegelianske filosofi, men kom i midten af 1840'erne under indflydelse af SK, med hvem han sluttede venskab i 1848 (se journaloptegnelserne NB7:6 og NB10:32, i SKS 21, 78f. og 273). SK synes at have overvejet at gøre Rasmus Nielsen fortrolig med sine tanker om forfatterskabet, jf. et udkast til en artikel »Angaaende mit Forhold til Hr. Prof. R. Nielsen« fra o. 1849-50: »I Midten af Aaret 1848 blev det mig ved forskjellige Overveielser, alle førende til det samme Punkt, tydeligt, at jeg burde[,] at det var min Pligt, idetmindste at gjøre et Forsøg paa ved personligt Forhold at sætte en Anden ind i mine Anskuelser, saa meget mere som jeg meente at skulle høre op at være Forfatter. / Jeg valgte Prof. Nielsen, der iforveien allerede havde søgt en Tilnærmelse. / Siden den Tid har jeg i Regelen talt med ham een Gang hver Uge« (Pap. X 6 B 124, s. 164). Om SKs påtænkte polemik mod Rasmus Nielsen, 136,6 og 136,8.

I trykt udgave: Bind 23 side 138 linje 17

ved hans Fastholden af eet eneste Punkt : I Mag. S. Kierkegaards »Johannes Climacus« og Dr. H. Martensens »Christelige Dogmatik.« En undersøgende Anmeldelse ( 136,6) opstiller 👤Rasmus Nielsen det afgørende 'principspørgsmål': »Vil Christendommens Sandhed efter sin Natur være Gjenstand for objectiv Viden?« s. 4. Og da han forstår Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) »som en energisk Protest imod Nutidens objective Christendomserkjendelse«, besvarer han på Johannes Cliamcus' vegne spørgsmålet med »et ubetinget afgjørende Nei«, s. 6. I det følgende gør han rede for, at 👤Johannes Climacus har »dialektisk skjærpet det christelige Problem«, s. 9-21, idet han fremhæver følgende tre punkter: »Sandheden, Inderligheden er Subjectiviteten«, s. 21-26; »For den existerende Subjectivitet er den høieste Sandhed Paradoxet«, s. 27-34; og »I Modsætning til Speculationens objective Viden er Christendommen at betegne som en Existens-Meddelelse«, s. 34-42. Om det andet punkt skriver han: »Paradoxet! Ja, her er Punktet, det kildne Stridspunkt, Problemet, den gordiske Knude, som 'Videnskaben' ikke kan løse«, s. 27. Og føjer kort efter til som en ny personlig erkendelse: »Altsaa: Sandheden er Paradoxet«, s. 28.

I trykt udgave: Bind 23 side 138 linje 18

Basilius den Store, Biskop af Cæsarea ... † 379 : frit citat fra 👤H.N. Clausens Det Nye Testamentes Hermeneutik (se følgende kommentar), s. 164: »Basilius den Store (...) Biskop i Cæsarea i Cappadocien († 379)«. – Basilius den Store: el. 👤Basilios den Store (o. 330-79), biskop i 📌Kæsarea i 📌Kappadokien i 📌Lilleasien, en af den gr. kirkes mest berømte kirkefædre.

I trykt udgave: Bind 23 side 138 linje 27

Han siger imod Allegoristerne: ... deres egen Sindrighed.« (cfr. Clausens Hermeneutik p. 165.) : citat fra H.N. Clausens Det Nye Testamentes Hermeneutik, 📌Kbh. 1840, ktl. 468, s. 165. Indledningen frem til kolon skyldes SK, der udelader 'Men' foran 'hvad' og tankestreg efter 'Evangelium.' Han skriver 'søgt' i stedet for 'forsøgt' og udelader komma efter ordet. Imellem de to gr. ord, hvis accenter han udelader, skriver han 'og' i stedet for det gr. 'ϰαί' ('kaí'), der betyder 'og'. Fremhævelsen skyldes SK. – Allegoristerne: Clausen kalder dem »Origenisterne«, dvs. tilhængere af 👤Origenes og hans allegoriske fortolkning af de bibelske skrifter. Kirkelæreren Origenes (o. 185 - o. 255) blev leder af Alexandriaskolen i 202, men i 231 afsat pga. anklage for kætteri. – παϱαγωγαι: gr. (paragēgaí) falske og urigtige afledninger. – τϱοπολογιαι: gr. (tropologíai) billedlige el. uegentlige, allegoriske udlægninger. – forskaffe: tilvejebringe; hjælpe med at få, skaffe. – Clausens: 👤Henrik Nicolai Clausen (1793-1877), da. teolog og politiker; dr.theol. 1826, fra 1821 lektor, fra 1822 ekstraordinær og fra 1830 ordinær prof. i teologi ved 📌Københavns Universitet. Fra 1840-46 deputeret i østifternes stænderforsamling i 📌Roskilde (i tre omgange valgt til præsident), fra 1848-51 medlem af novemberministeriet som minister uden portefølje og fra 1849-53 medlem af Folketinget ( 106,19).

I trykt udgave: Bind 23 side 138 linje 29

Det som H: H: har udført ... over i andre Kategorier : sigter til følgende passage i »Om Forskjellen mellem et Genie og en Apostel« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger (1849) af pseudonymet 👤H.H.: »Tvivlen og Vantroen, der gjør Troen forfængelig, har blandt Andet ogsaa gjort Menneskene generede ved at lyde, ved at bøie sig under Myndighed. Denne Oprørskhed sniger sig ind selv i de Bedres Tankegang, dem maaskee ubevidst, og saa begynder alt dette Forskruede, som i Grunden er Forræderie, om det Dybe og det Dybe, og det Vidunderlig-deilige, som man kan skimte o. s. v. Skulde man derfor med eet bestemt Prædikat betegne det christelig-religieuse Foredrag, som det nu høres og læses, da maatte man sige, det er affecteret. (...) det Fordærvelige er, naar Prædike-Foredragets Tankegang er affecteret, naar dets Rettroenhed naaes ved at lægge Accenten paa et reent forkeert Sted, naar det i Grunden opfordrer til at troe paa Christus, prædiker Troen paa Ham paa Grund af Det, som slet ikke kan blive Troens Gjenstand. Dersom en Søn vilde sige 'jeg lyder min Fader, ikke fordi han er min Fader, men fordi han er Genie, eller fordi hans Befalinger altid ere dybsindige og aandrige': saa er denne sønlige Lydighed affecteret. Sønnen accentuerer noget reent Forkeert, accentuerer det Aandrige, det Dybsindige ved en Befaling, medens en Befaling netop er ligegyldig mod denne Bestemmelse. Sønnen vil lyde i Kraft af Faderens Dybsindighed og Aandrighed; og i Kraft deraf kan han netop ikke lyde ham, thi hans critiske Forhold i Retning af, om nu Befalingen er dybsindig og aandrig, underminerer Lydigheden«, SKS 11, 107,21-108,10. – Det om det Høie og Dybe, og Vidunderlig-Deilige: Disse o.l. udtryk blev ofte anvendt af 👤N.F.S. Grundtvig i hans skrifter og prædikener, sml. journaloptegnelsen NB15:59, i SKS 23, 39f. Sml. også en ubrugt kladde til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), hvor det i en karikerende karakteristik af Grundtvig hedder: »Overalt hvor det Dialektiske og den egentlige Udvikling gjennem Tanke mangler, der skyder man beqvemt en Gjenvei hen til det meest fortvivlede Modsatte: den dybsindige Tankes Dybsindighed gjøres indlysende ved at rynke Brynet, at jodle med Stemmen, at skyde Pandehuden op, at stirre hen for sig, at tage det dybe F i Bas-Scalaen« (Pap. VI B 29, s. 110).– Affectation: forstillelse, påtaget væsen. I journaloptegnelsen JJ:497, fra sommeren 1846, oversætter SK udtrykket med »Tillyvelse«, idet den affekterede »tillyver sig Noget«, der dybest set er hans væsen fremmed, SKS 18, 305 (se kommentaren dertil).

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 5

da Romerne følte at Augustus Aag ... digtede de, at han var en Gud : 👤Augustus (63 f.Kr. - 14 e.Kr.), rom. kejser, hed oprindelig Gajus Octavianus, men fik af senatet tillagt hædersnavnet Augustus ('ophøjet, hellig'). Augustus var adopteret af sin morbror Cæsar; så da Cæsar to år efter sin død ophøjedes til gud, blev Augustus således 'divi filius' (lat. 'søn af en guddommelig'). Senere tillod han dyrkelse af 'Genius Augusti' (lat. 'Augustus' Skytsånd') og nærmede sig dermed den guddommelige status, han fik tillagt efter sin død. Se fx kap. 5, kap. 7-8 og kap. 97 i 👤Svetons biografi af Augustus i De vita Caesarum, jf. Caji Svetonii Tranqvilii Tolv første Romerske Keiseres Levnetsbeskrivelse, overs. af 👤Jacob Baden, bd. 1-2, 📌Kbh. 1802-03, ktl. 1281; bd. 1, s. 87f., s. 89-91 og s. 191. En kilde for SKs oplysninger, der ikke findes hos Sveton og heller ikke hos andre af de antikke forfattere, er ikke identificeret. Se dog artiklen »Augustus (Cajus Julius Cæsar Octavianus)« i 👤O. Wolff Historisk Ordbog eller kortforfattede Levnetsløb over alle Personer, som have giort sig et Navn ved Evner, Dyder, Misgierninger, Opfindelser, Vildfarelser, eller nogenslags mærkværdig Daad, fra Verdens Skabelse indtil vore Tider, bd. 1, Kbh. 1815, s. 461-469. I forbindelse med sin beskrivelse af Oktavians triumftog ved tilbagekomsten til 📌Rom år 29 f.Kr. fortæller Wolff: »Man overdrog Titelen Keiser for evig til den, som havde ladet Strømme af Blod flyde, for at erholde dens Magt. Man forøgede Legene, og Festerne, til hans Ære. Man opreiste ham Templer og Altere. Senatet gav ham Navnet Augustus«, s. 466. Mod slutningen af artiklen, hvor Wolff også har skildret Augustus både som en blodig, barbarisk kriger og som en hård, snedig tyran, hedder det: »Til denne Mand var det imidlertid, man opreiste Altere i hans levende Live, fordi han ved at holde Overfloden, Fornøielserne, Freden, vedlige i Rom, bragte den til, at glemme hans Fredløserklæringer«, s. 468.

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 8

»Fatalitet« : skæbne; vanskæbne, uheld, ulykke.

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 12

Christian d. VIII : (1786-1848), konge fra dec. 1839 til sin død den 20. jan. 1848.

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 19

første Gang jeg talte med ham : sigter til SKs første audiens hos kong 👤Christian VIII lørdag den 13. marts 1847 på 📌Amalienborg Slot, jf. »Allerunderdanigst Rapport fra Adjudant du jour den 13de Marts 1847«, hvor »Magister Kirkegaard« er anført som nr. 21 af i alt 31 (Audiens-Rapporter 1846-1848 på Rigsarkivet).

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 22

Forholdene ere altfor smaae ... at arbeide saa strengt : I den tilbageskuende journaloptegnelse NB9:41, fra januar 1849, har SK givet et længere referat af sin første samtale med 👤Christian VIII under den første audiens; her skriver han: »jeg sagde: Deres Majestæts eneste Ulykke er at Deres Viisdom og Klogskab er for stor og Landet for lille; det er en Ulykke at være Genie i en Kiøbstad. Hvortil han svarede: saa kan man gjøre destomere for de Enkelte«, SKS 21, 219,29-32. – Du har ikke mere Raad: 124,2 og 135,23.

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 22

huldsaligt : nådigt; venligt, indladende; lyksaligt.

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 26

er det (...) saa : forholder det sig således.

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 29

at Udgifterne (...) dækkes dem af det Offentlige : »Finansdeputationen«, der var oprettet i 1816, ydede støtte til forfattere. 👤H.C. Andersen, der siden 1838 havde modtaget 400 rbd. ( 128,37) årligt, fik således i 1845 forøget denne understøttelse med 200 rbd. årligt på initiativ af 👤Christian VIII, der samme år også bevilligede 👤Adam Oehlenschläger 600 rbd. årligt, så han fortsat kunne udgive sine værker. – dem: dvs. Dem.

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 30

er (...) i Fordelen : indtager den gunstigste stilling (af to parter).

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 31

Prellerie : snyderi; optrækkeri; plageri om penge.

I trykt udgave: Bind 23 side 139 linje 38

Pøbelen raser mod mig : sigter til, at SK angiveligt blev chikaneret på gaden som følge af det satiriske ugeskrift Corsarens angreb på ham ( 109,24).

I trykt udgave: Bind 23 side 140 linje 8

gaaer langt over Præstens Forstand : spiller formentlig på talemåden 'Det går over min forstand, og langt ind i Præstens', optegnet under nr. 2344 i 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat ( 103,14) bd. 1, s. 248.

I trykt udgave: Bind 23 side 140 linje 12

som jeg altid har sagt: Forhold til Aand er Examen : se journaloptegnelserne NB15:75 og 75.b, fra jan. 1850, i SKS 23, 52,4-13 og 52m,13-17. Se endvidere journaloptegnelserne NB5:48, fra juni 1848, i SKS 20, 392,15f., og NB7:99, fra nov. 1848, i SKS 21, 129; samt nr. IV i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom ( 99,1), s. 194-213 (SV2 12, 203-22).

I trykt udgave: Bind 23 side 140 linje 15

lamenterer : klynker, klager.

I trykt udgave: Bind 23 side 140 linje 25

Commerce : fr. samkvem; kommers, sjov.

I trykt udgave: Bind 23 side 140 linje 26

Øltapper : ølhandler el. krovært, der tapper el. udskænker øl.

I trykt udgave: Bind 23 side 140 linje 29

»Indersterne« : betegnelse for gifte el. ugifte personer af landalmuen, der boede til leje hos en gårdmand el. en husmand, og som havde sin egen husstand.

I trykt udgave: Bind 23 side 140 linje 35

yderste Venstre : sigter til den yderste venstrefløj af 'Bondevennerne' el. 'Venstre'. Måske hentydes der til politikere som 👤J.A. Hansen; han var uddannet og havde ernæret sig som skomager, undertiden i ganske kummerlige kår, men i 1842 var han med til at stifte Almuevennen, der blev hovedorganet for bondebevægelsen. Han tilhørte Bondevenneselskabet og blev i 1849 valgt ind i Folketinget, hvor han politisk placerede sig på Venstres yderste venstrefløj, bl.a. under forhandlingerne i den første rigsdagssamling om landboreformerne, især lovforslagene om 'afløsning af gårdmands- og husmandshoveriet', 'afløsning af fæsteforholdet' og 'sammenlægning og udstykning', jf. 👤N. Neergaard Under Junigrundloven. En Fremstilling af det danske Folks politiske Historie fra 1848 til 1866 bd. 1, 📌Kbh. 1892, s. 622-630. Dele af landboreformen og af landbokommissionens forhandlinger blev i begyndelsen af 1850 løbende trykt i Almuevennen, først om »Fæstegaardenes Overgang til Selveie« (nr. 1, den 4. jan., til nr. 10, den 4. feb.), derpå »Om Sammenlægning og Udstykning« (nr. 11, den 8. feb.). Et forsøg på at bedre kårene for de lavest stillede i almuen, herunder 'indersterne', indgik ligeledes i disse reformer. Således indeholdt landbokommissionens indstilling det forslag fra den tidligere indenrigsminister 👤P.G. Bang, at der burde gives tilladelse til »at udstykke Lodder til Bebyggelse, naar de blot udgjøre 1 Skpe. [skæppe, som markmål lig med ⅛ tønde land el. ca. 690 m2] Land boniteret Jord eller circa 2 Skpr. [skæpper] Land Middeljord«, med følgende begrundelse: »nægter man den Arbeider, der vil etablere sig, at erholde en passende Bygge- og Haveplads, som han kan og vil tilkjøbe sig, forøger man kun derved Indersternes Antal til største Skade for Kommunen og tildeels for Staten, idet man derved efterhaanden vil skabe et virkeligt Proletariat paa Landet, som for Tiden lykkeligviis næsten slet ikke findes der.« Almuevennen, nr. 11, den 8. feb. 1850, s. 42. Første og anden behandling i Landstinget af forslag til »Provisorisk Forordning angaaende Jords Afstaaelse til Opførelse af Fattighuse og Boliger for husvilde Personer paa Landet, samt om Indskrænkning i Forbudet for Fæstere og Leiere mod at tage Inderster tilhuse« blev fyldigt refereret i Fædrelandet, nr. 45, den 22. feb. 1850, s. 175, og nr. 49, den 27. feb. 1850, s. 196 (tredje behandling fandt først sted i begyndelsen af marts).

I trykt udgave: Bind 23 side 140 linje 36

Pæderastie : mænds kærlighed til drenge el. unge mænd.

I trykt udgave: Bind 23 side 141 linje 2

vistnok : rigtig nok, sandt nok.

I trykt udgave: Bind 23 side 141 linje 3

Det Intellectuelle anbragtes ... elske unge Msker ... i uskyldig Forstand : hentyder måske til 👤Platons dialog Symposion, 211b-c, i Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af 👤C.J. Heise ( 125,27), bd. 2, 1831, s. 80, der indgår i 👤Sokrates' ( 123,24) gengivelse af sin samtale med 👤Diotima (Platons Skrifter ( 130,5) bd. 3, s. 134). Der kan også være tale om en forveksling med en udtalelse af 👤Pausanias i hans tale i Symposion, 184c-e, i Udvalgte Dialoger af Platon bd. 2, s. 27f. (Platons Skrifter bd. 3, s. 103). Sml. Begrebet Ironie (1841), i SKS 1, 104,1-5, og Stadier paa Livets Vei (1845), i SKS 6, 38,1-6, og se kommentarerne hertil.

I trykt udgave: Bind 23 side 141 linje 8

Christenheden : 126,16.

I trykt udgave: Bind 23 side 141 linje 12

per abusum : lat. urigtigt, lovstridigt; ved misbrug.

I trykt udgave: Bind 23 side 141 linje 17

»Christenhedens« : 126,16.

I trykt udgave: Bind 23 side 141 linje 21

μεταβασις εις αλλο γενος : gr. (metábasis eis állo génos) overgang til en anden art el. (begrebs-)sfære.

I trykt udgave: Bind 23 side 141 linje 35

Convenients : overensstemmelse; sømmelighed; stiltiende overenskomst, skik og brug.

I trykt udgave: Bind 23 side 142 linje 12

naar saa er: det forholder sig således.

I trykt udgave: Bind 23 side 142 linje 14

ikke mere har Raad dertil : 124,2 og 135,23.

I trykt udgave: Bind 23 side 142 linje 21

hver Dag at lide Bestialitetens Mishandling : sigter formentlig til det satiriske ugeskrift Corsarens angreb på SK ( 109,24 og 136,11) og de chikaneringer på gaden, der fulgte heraf ( 123,30).

I trykt udgave: Bind 23 side 142 linje 22

vüe : fr. udblik, udsyn; perspektiv.

I trykt udgave: Bind 23 side 142 linje 27

fægtet i Luften : kæmpet forgæves; udtrykket spiller på 1 Kor 9,26 i 👤Luthers oversættelse, hvor 👤Paulus om sig selv skriver: »ich fechte also, nicht als der in die Luft streichet«, Die Bibel, oder die ganze Heilige Schrift des alten und neuen Testaments, nach der deutschen Uebersetzung D. Martin Luthers. Mit einer Vorrede vom Prälaten Dr. Hüffell, 📌Karlsruhe og 📌Leipzig 1836, ktl. 3.

I trykt udgave: Bind 23 side 142 linje 30

Styrelsen : Guds styrelse.

I trykt udgave: Bind 23 side 142 linje 32

rask sagt af Kant ... hun gaaer foran og bærer Faklen : fri gengivelse af følgende udtalelse i andet afsnit af 👤Kants ( 117,1) afhandling »Vom Verhältnisse der Facultäten« i Imanuel Kant's vermischte Schriften ( 129,19) bd. 3, s. 490-93; s. 491: »Auch kann man allenfalls der theologischen Fakultät den stolzen Anspruch, daß die philosophische ihre Magd sey, einräumen (wobei doch noch immer die Frage bleibt: ob diese ihrer gnädigen Frau, die Fackel vorträgt oder die Schleppe nachträgt)«.

I trykt udgave: Bind 23 side 143 linje 2

Litera gesta docet ... quo tendas Anagogia : lat. »Den bogstavelige betydning lærer det, der er hændt, allegorien, hvad man skal tro / den moralske betydning, hvad man skal gøre, anagogien, hvad man skal tragte efter«. Middelalderligt huskevers, formentlig citeret efter 👤H.N. Clausen Det Nye Testamentes Hermeneutik ( 138,29), s. 242, hvor det om prologen til det store værk Postillæ perpetuæ s. Commentaria brevia in universa Biblia (Fortløbende tekstudlægninger el. korte kommentarer til hele Bibelen) af den lærde, bibelske ekseget og øverste foresatte for alle de fransiskanske klostre i provinsen 📌Burgund, kirkelæreren 👤Nicolaus Lyranus (Nicolaus fra Lyra, død 1341/1349) oplyses: »Vel har han her optaget Adskillelsen af Scriptura exterior [Skriften set udefra] eller 'sensus litteralis, qui est patentior' ['den bogstavelige betydning, der er den mere åbne'], og Scr. interior [Skriften set indefra] eller 'sensus mysticus v. spiritualis, qui est latentior' ['den mystiske eller åndelige betydning, der er den mere skjulte'], og ligeledes Adskillelsen af de tre forskjellige Arter af denne: den allegoriske, den moralske eller topologiske, og den anagogiske (ifølge Verset: 'Littera gesta docet, quid credas allegoria; moralis quid agas, quo tendas anagogia'). Men desuagtet er denne Postil, ved sit hele Anlæg, bleven et Hoved-Bolværk imod den allegoriserende Fortolkning.«

I trykt udgave: Bind 23 side 143 linje 8

skaber almægtigt af Intet : hentyder til den dogmatiske lære om Guds skabelse af intet. Siden det 2. årh. har det været en stadigt mere udbredt kristen opfattelse af skabelsesberetningen i 1 Mos 1, at Gud skabte alt af intet. Jf. i øvrigt 2 Makk 7,28: »Jeg beder dig, mit Barn! at naar du seer op til Himmelen og Jorden, og seer alle de Ting, som ere udi dem, at du skal vide, at Gud haver giort dem af intet, og at den menneskelige Slægt blev saaledes til« (GT-1740). Jf. endvidere Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler (af 👤N.E. Balle og 👤C.B. Bastholm, oftest omtalt som Balles Lærebog), 📌Kbh. 1824 [1791], ktl. 183, kap. 2, »Om Guds Gierninger«, afsnit 1, § 1: »Gud haver fra Begyndelsen skabt Himmel og Jord af intet, ved sin egen almægtige Kraft allene, til Gavn og Glæde for alle sine levende Skabninger«, s. 17.

I trykt udgave: Bind 23 side 143 linje 11

falder man (...) paa : falder det en ind, kommer man på den tanke.

I trykt udgave: Bind 23 side 143 linje 27

1 Cor. IX, 14 siger Paulus ... Forkynder skal leve af Evangeliet.« : frit citat fra 1 Kor 9,14, hvor 👤Paulus ( 136,16) skriver: »Saaledes haver og [også] Herren forordnet for dem, som forkynde Evangelium, at de skulle [skal] leve af Evangelium« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 143m linje 1

gav (...) til : lagde til, føjede til, gav i tilgift.

I trykt udgave: Bind 23 side 143m linje 11

Yppighed : overdådighed, luksus.

I trykt udgave: Bind 23 side 144m linje 3

ladet Anti-Climacus ... Angrebet rettes paa Menigheden : sigter formentlig til nr. V i »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, nr. III i Indøvelse i Christendom ( 99,1), hvor den pseudonyme forfatter 👤Anti-Climacus ( 114,36) skriver: »Et saadant Begreb som 'Menighed', hvormed man ogsaa i disse Tider har havt saa travlt, er, anvendt paa dette Liv, egentligen en Utaalmodighedens Forudgriben af det Evige. Til det at stride svarer 'den Enkelte', det vil da sige, naar det at stride er i aandelig og christelig Forstand, ikke i sandselig Forstand, det at levere Feltslag, hvor det ikke saameget kommer an paa den Enkelte, som paa hvor mange Tusinder der ere, hvor mange Kanoner de have o. D. Christelig strides der bestandig af Enkelte; thi det er just Aand, at hver er en Enkelt for Gud, at 'Fælledsskab' er en lavere Bestemmelse end 'den Enkelte', hvad Enhver kan og skal være. (...) Menigheden tilhører derfor egentligen først Evigheden; 'Menigheden' er i Ro hvad 'den Enkelte' er i Uro. Men dette Liv er jo just Prøvens, Uroens Tid, derfor har 'Menigheden' ikke hjemme i Tiden, men først i Evigheden, hvor den er, i Ro, Samlingen af alle de Enkelte, der bestode i Striden og Prøven«, s. 237f. (SV2 12, 246f.).

I trykt udgave: Bind 23 side 144m linje 17

det at gjøre opmærksom : 123,25.

I trykt udgave: Bind 23 side 144 linje 6

saaledes Formue ... at være Forf. hele mit Liv : 124,2 og 135,23. – kunde vedblevet: dvs. kunne have.

I trykt udgave: Bind 23 side 144 linje 7

kunde tvinge: dvs. kunnet.

I trykt udgave: Bind 23 side 144 linje 10

det Fortjenstlige : det fortjenstfulde, det prisværdige; i den lutherske dogmatik udtryk for den fejlagtige opfattelse, at man kan gøre sig fortjent over for Gud (til retfærdighed og frelse) i kraft af sine egne handlinger og præstationer, se fx art. 4 og 6 i Den augsburgske Bekendelse ( 100,29).

I trykt udgave: Bind 23 side 144 linje 11

Betryggende : sikrende.

I trykt udgave: Bind 23 side 145 linje 2

Ligelighed : ligestillethed, gensidighed.

I trykt udgave: Bind 23 side 145 linje 11

Reduplikationen : 137,29.

I trykt udgave: Bind 23 side 145 linje 16

for intet at arrogere sig selv : ikke for at tilskrive sig selv noget, ikke for på nogen måde at rose sig selv.

I trykt udgave: Bind 23 side 145 linje 19

1000 christelige Præster : If. registrene i Geistlig Calender for Aaret 1848, 📌Kbh. [1848, afsluttet den 18. jan. 1848], ktl. 378, var der o. 890 hovedsogne i kongeriget 📌Danmark (dvs. uden hertugdømmerne 📌Slesvig, 📌Holsten og 📌Lauenborg) og o. 1.050 ansatte præster, herunder biskopper og provster; hertil kommer o. 120 personlige kapellaner.

I trykt udgave: Bind 23 side 145 linje 22

bogstavelig Pøbelagtighed ... florerede i Danmark : hentyder formentlig til følgerne af det satiriske ugeskrift Corsarens angreb på SK ( 109,24), nemlig at han blev chikaneret på gaden ( 123,30), og at der blev snakket om ham ( 119,4).

I trykt udgave: Bind 23 side 145 linje 23

Menten : i regning: tallet, som beholdes i mente, mentetallet; i overført betydning: det, der skal huskes som forudsat, for glemmes det, bliver det hele fejlagtigt.

I trykt udgave: Bind 23 side 145 linje 34

det at elske Næsten : hentyder bl.a. til det dobbelte kærlighedsbud, se Matt 22,37-39; se også Matt 19,19, som indgår i 👤Jesu samtale med den rige unge mand, og Luk 10,25-37, som indeholder lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

I trykt udgave: Bind 23 side 146 linje 4

begrint : grint (spottende) ad, gjort nar af.

I trykt udgave: Bind 23 side 146 linje 4

mellem den rige Mand og Lazarus ... Afstand : hentyder til 👤Jesu lignelse om den rige mand og den fattige 👤Lazarus i Luk 16,19-31. Her fortælles det, at da den rige mand var død og slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, så han 👤Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Da den rige mand råbte til Abraham og bad ham sende Lazarus derover for at dyppe sin finger i vand og læske hans tunge, svarede Abraham: »Søn! kom ihu, at du haver annammet dit Gode i din Livstiid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines. Og foruden alt dette er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville [vil] fare herfra ned til Eder, kunne [kan] ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os«, v. 25-26 (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 146 linje 32

styrede ud paa : spiller formentlig på et maritimt udtryk for at styre skibet ud af havnen på havet (med kurs mod et bestemt mål).

I trykt udgave: Bind 23 side 146 linje 35

Blussel : gl. form for: blusel.

I trykt udgave: Bind 23 side 147 linje 6

»Corsaren« : det satiriske ugeskrift Corsaren ( 109,24).

I trykt udgave: Bind 23 side 147 linje 14

eneste : enestående.

I trykt udgave: Bind 23 side 147 linje 19

i Pausa : hentyder formentlig til udtrykket 'in pausa' (lat. 'i en pause', ved et ophold), som benyttes i den hebr. grammatik, hvor det betegner et ords position umiddelbart før et større ophold i teksten. Ved oplæsning forlænger man ofte vokalen i den betonede stavelse i et ord i denne position. Jf. 👤J.C. Lindberg Hovedreglerne af Den Hebraiske Grammatik Tilligemed Conjugations- og Declinations-Tabeller, 2. opl., 📌Kbh. 1835 [1831], ktl. 989, s. 12.

I trykt udgave: Bind 23 side 147 linje 20

eet heelt Numer ... ene indeholdende Forhaanelse mod mig : Der var ikke et helt nummer af Corsaren, der alene indeholdt 'forhånelser' af SK; se dog nr. 278, den 16. jan. 1846, hvor forskellige angreb på SK, alias Frater 👤Taciturnus ( 109,24), fylder de 8 af i alt 14 spalter, og hvortil de 6 af i alt 8 karikaturtegninger er knyttet.

I trykt udgave: Bind 23 side 147 linje 20

Goldschmidt : 109,24.

I trykt udgave: Bind 23 side 147 linje 22

beordret af mig : hentyder til, at SK, alias Frater 👤Taciturnus, selv bad om 'at komme i Corsaren' ( 109,24).

I trykt udgave: Bind 23 side 147 linje 28

Goldschmidt (...) sin tidligere Lovtale : Da Om Begrebet Ironi (1841) var blevet anmeldt af en af Corsarens løse medarbejdere, mente 👤Goldschmidt, at anmelderen var gået for let hen over afhandlingens indhold og tilføjede følgende efterskrift: »Naar vi nu herefter indrømme, at Hr. Kierkegaards Afhandling uagtet dette forbausende Sprog er interessant for dem, som have Taalmodighed til at gjennemlæse den, saa bevise vi formeentlig ved denne Tilstaaelse – vel at mærke, naar den er sat i Forbindelse med Ovenstaaende, Hr. K. al den Retfærdighed, der bør vederfares ham«, Corsaren, den 22. okt. 1841, nr. 51, sp. 8. Senere anmeldte Goldschmidt også Enten – Eller (1843) og roste SK til skyerne: »Denne Forfatter er en mægtig Aand, han er en Aandsaristocrat, han spotter over den hele Menneskeslægt, viser dens Jammerlighed; men han har en Berettigelse dertil, han er en usædvanlig Aand«, Corsaren, den 10. marts 1843, nr. 129, sp. 1. Endelig blev SK omtalt positivt i nov. 1845, hvor hans pseudonym 👤Victor Eremita fremhæves på 👤Orla Lehmanns bekostning: »da Lehmann vil døe og blive glemt, men Victor Eremita aldrig døer«, Corsaren, den 14. nov. 1845, nr. 269, sp. 14.

I trykt udgave: Bind 23 side 147 linje 28

byder (...) Spidsen : egl. rækker spidsen af sværd el. lanse frem mod; talemåde med betydningen: sætter sig til modværge; træder op imod; tager kampen op med. Jf. 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat ( 103,14) bd. 1, s. 104.

I trykt udgave: Bind 23 side 147 linje 37

den allegoriske Fortolkning : se 👤H.N. Clausens karakteristik af perioden »Fra Apostlenes Tid til Slutningen af det sjette Aarhundrede« i hans »Oversigt over den Ny-Testamentlige Hermeneutiks Historie« i Det Nye Testamentes Hermeneutik ( 138,29), s. 97: »Den subjektive Fortolkning under Form af Allegorisering er i disse Aarhundreder at ansee som den forherskende [fremherskende, dominerende].« Se også udsagnet s. 107f.: »Det er indlysende, hvorledes den allegoriske Fortolkning har sin Rod i en religiøs Aandsretning, næret ved en phantasiefuld Betragtning, der, overspringende de forbindende Mellemled, fører de sandselige Phænomener umiddelbart tilbage til Ideens Rige.« Se endvidere udsagnet om »den typisk-allegoriske Behandling af de hellige Bøger«, s. 143f., at den er »ligesaa eensformig og aandqvælende midt i en overvættes Fylde af phantastiske Combinationer og Digtninger, som den, midt i sin Stræben efter Aandelighed og fremgaaet af Omhu for Skriftens Hellighed, er vildledende og nedbrydende for al positiv Autoritet af Skriften«.

I trykt udgave: Bind 23 side 148 linje 5

tilgaaet : gået til, foregået, hændt.

I trykt udgave: Bind 23 side 148 linje 7

Reformationen (...) indførte en sundere philologisk Fortolkning : se 👤H.N. Clausen Det Nye Testamentes Hermeneutik, s. 267: »Hvad den allegoriserende Fortolkning angaaer, da var den udsprungen af fordomsfulde Forestillinger om Skriftens Hellighed, som maatte vige for klar Eftertanke over de hellige Bøgers Beskaffenhed. Den almindelige Brug af Allegoriseringen, som havde vedligeholdt sig indtil Reformationens Tid, skyldtes for en stor Deel den Mangel paa philologisk Dannelse, som nu blev mere og mere afhjulpet«.

I trykt udgave: Bind 23 side 148 linje 12

tildeels tidligere var gjort gjeldende i Principet ... at det blev udtalt : se indledningen til afsnittet »Fra Reformationens Begyndelse indtil Slutningen af dens Aarhundrede« i 👤H.N. Clausens »Oversigt over den Ny-Testamentlige Hermeneutiks Historie« i Det Nye Testamentes Hermeneutik, s. 262: »Det vilde være historisk urigtigt og uretfærdigt, om man tillagde Reformationen den Fortjeneste, at have først kaldt de sande Grundsætninger for Skriftfortolkningen paa ny til Live, eller at have (...) gjort den første Anvendelse af disse, understøttet ved humanistisk Lærdom. Hvad enten man betragter Fortolknings-Værket fra den negative Side – som Indsigelse og Opposition imod fremmedartet Fortolkningslov, navnlig imod det kirkelige Diktatur –, eller fra den positive, som Arbeiden i Skriften ud af Skriften selv, have vi fundet disse Principer erkjendte og udtalte af den kirkelige Friheds og den theologiske Videnskabs Repræsentanter før Reformationen, og af Erasmus bragte i Anvendelse paa tilfredsstillende Maade, med en philologisk Lærdom og en Smagfuldhed i Formen, som stiller ham ved Siden af 👤Melanchthon og 👤Calvin.« Se også s. 43f. og især s. 309: »Den philologiske Undersøgelse af de hellige Bøger var tidligt bleven et Særkjende for den protestantiske Skriftfortolkning, i Modsætning til den historisk-traditionelle Behandlingsmaade i de katholske Commentarer«. – »i Overeensstemmelse med den catholske Kirke«: Citatet er ikke identificeret. – Erasmus: 👤Erasmus af Rotterdam (1466/1469-1536), holl., katolsk teolog og filolog; højt berømmet for sin lærdom og videnskabelighed; en ledende skikkelse i den nordeuropæiske humanisme. Hans udgave af NT på gr. med filologiske forklaringer fra 1516, ledsaget af en lat. oversættelse med kommentarer, fik grundlæggende betydning for reformationen og for tekstkritikken.

I trykt udgave: Bind 23 side 148 linje 13

nu drukner vi ... i sund videnskabelig Philologie : henviser formentlig til afsnittet »Philologisk Fortolkning« i 👤H.N. Clausen Det Nye Testamentes Hermeneutik, s. 389-463, der er opdelt i 21 paragraffer og indeholder et væld af eksempler på filologiske forhold i den gr. tekst i NT.

I trykt udgave: Bind 23 side 148 linje 21

snart glemt, at Bibelen er hellig Skrift : se afsnittet »Fra Midten af det 18de Aarhundrede indtil vore Dage« i 👤H.N. Clausens »Oversigt over den Ny-Testamentlige Hermeneutiks Historie« i Det Nye Testamentes Hermeneutik, s. 356f., hvor Clausen omtaler den påstand, der har præget de hermeneutiske og eksegetiske skrifter fra sidste halvdel af det 18. årh., »at ingen Forskjel tør gjøres imellem den hellige Skrift og enhver anden Oldtidsbog«, en påstand, der kan stå i »Conflikt med den theologiske Interesse og den christelige Aabenbaringstro«. Se også s. 505, hvor det om 'den historiske fortolkning' i tiden derefter siges, »at Navnet 'hellig Skrift' meest stod tilbage som forfængelig [tom] Ærestitel«.

I trykt udgave: Bind 23 side 148 linje 22

Agilitet : det at være adræt, hurtig, virksom.

I trykt udgave: Bind 23 side 148 linje 26

»Breve i Hast« : Udtrykket er ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 23 side 148 linje 28

I det 17de Aarh. ... den hellige Skrift som Doctrin ... Inspirations Begreb : se afsnittet »Fra Begyndelsen af det 17de indtil Midten af det 18de Aarhundrede« i 👤H.N. Clausens »Oversigt over den Ny-Testamentlige Hermeneutiks Historie« i Det Nye Testamentes Hermeneutik, s. 294f.: »Paa dette Begreb ['om Skriften som hellig Skrift'], paa at give det mere Indhold, større Fylde og Fasthed arbeidedes der saalænge, indtil Dogmet om en verbal Inspiration, der gjorde ethvert Ord i Skriften til et reen guddommeligt Orakel, stod fuldfærdigt, udarbeidet med den scholastiske Dialektiks hele Konst. Dette supernaturalistiske Begreb om Skriften maatte ikke alene indvirke lammende og bindende paa Exegesen, men ogsaa – da den menneskelige Charakteer af Skriften derved i Virkeligheden blev ophævet – paa Fortolknings-Theorien selv, bringe mere eller mindre fordækt Modsigelse ind i Undersøgelserne om Princip og Methode for Skriftfortolkningen; og denne Beherskelse af Inspirations-Dogmet bliver saaledes at ansee som det charakteristiske Særkjende for Hermeneutiken i denne Periode.« Se også s. 334.

I trykt udgave: Bind 23 side 148m linje 1

substituere : sætte i stedet (for noget andet).

I trykt udgave: Bind 23 side 148m linje 12

jo jeg takker : ironisk-foragteligt udbrud: Jo tak!

I trykt udgave: Bind 23 side 148m linje 22

Religionslærerne : præsterne.

I trykt udgave: Bind 23 side 149 linje 3

aber : ty. men.

I trykt udgave: Bind 23 side 149 linje 11

qui timide rogat, docet negare : lat. »den, der anmoder frygtsomt, tilskynder til afvisning«. Citat fra 2. akt., 3. scene, i den rom. forfatter og stoiske filosof L. Annaeus 👤Senecas tragedie Phaedra, v. 393-394, som dog ikke findes i de lat. udgaver af Senecas værker, SK ejede, jf. ktl. 1274-1279. SKs kilde er ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 23 side 149 linje 16

det saa: således.

I trykt udgave: Bind 23 side 149 linje 19

Tanken om en evig Straf : sigter til den dogmatiske lære om evig fordømmelse af de ugudelige, der skal straffes med evigt varende pine i 📌Helvede. Som bibelsk belæg for læren, se fx Matt 25,41, hvor 👤Jesus siger: »Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for 👤Djævelen og hans engle«, og 2 Thess 1,9, hvor 👤Paulus skriver om dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om Jesus Kristus: »De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt.« Om den dogmatiske lære, se § 39, afsnit tre »Om den evige Fordømmelse og Helvedstraffene«, i SKs referat af 👤H.N. Clausens »Dogmatiske Forelæsninger« i notesbog 1:6, i SKS 19, 31f.; og artikel 17 i Den augsburgske Bekendelse ( 100,29); samt 👤K.G. Bretschneider Handbuch der Dogmatik der evangelisch-lutherischen Kirche, 4. udg., bd. 1-2, 📌Leipzig 1838 [1814], ktl. 437-438; § 174, bd. 2, s. 456-472.

I trykt udgave: Bind 23 side 149 linje 20

de Orthodoxe : 👤N.F.S. Grundtvig og grundtvigianerne refererede jævnligt til sig selv som 'de ortodokse', dvs. som dem, der stod for og repræsenterede den sande og rette kristne tro og lære; fx kan Grundtvig i Om den Clausenske Injurie-Sag, 📌Kbh. 1831, s. 15, omtale sig selv og sine tilhængere som »Hyper-Orthodoxerne og de gammeldags Christne« og i Tale til Folkeraadet om Dansk Kirkefrihed savnet, Kbh. 1839, s. 13, som »os saakalte overdrevne Rettroende (Ultra-Orthodoxer)«.

I trykt udgave: Bind 23 side 149 linje 27

Løgn i Jer Hals : variation af talemåden: 'Det er Løgn i Jer Hals' (dvs. I lyver), som bl.a. bruges i 👤Ludvig Holbergs komedie Henrich og Pernille (1731), 3. akt, 7. scene, jf. Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, 📌Kbh. 1758 el. 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 4. Bindene er uden årstal og sidetal.

I trykt udgave: Bind 23 side 149 linje 31

vaager Politiet over, at »Gifter« ikke udleveres uden stor Forsigtighed : se kancelliplakat af 19. april 1843, »indeholdende nærmere Bestemmelser i de gieldende Anordninger ang. Handel med Gift«, litra 4.a-c: Efter at det i a. er fastsat, at materialisterne skal opbevare giftstofferne i »et særskilt rummeligt, tillaaset Værelse eller Aflukke«, bestemmes i b. følgende om udlevering af giftstofferne: »Indpakning af Gift, som de [materialisterne] udsælge, bør skee i bemeldte (...) Værelse eller Aflukke, og Giften bør ikke udleveres uden i tilbørlig stærke Kar eller Emballager, der omsnøres, forsegles med Vedkommendes Signet, og betegnes med Ordet 'Gift'.« Og videre i c.: »Gifterne maae ikke udleveres til Fabrikanter, Kunstnere og Haandværkere, uden skriftlig Reqvisition fra disse, hvilken, underskreven af Reqvirenten selv og forsynet med dennes Segl, skal indeholde Giftens Navn, Mængde og Anvendelse samt Datum.« – Gifter: gl. flertalsform af 'gift'.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 7

Socrates : 123,24.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 12

slaae saa høit paa : skrue prisen så højt op.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 13

Frygt og Bæven : allusion til Fil 2,12 ( 111,13).

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 15

fremlyse : offentligt bekendtgøre (fund el. opdagelse af noget stjålent el. bortkommet).

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 19

oplyse : underrette om, meddele; ordet kan også have samme betydning som 'fremlyse', se foregående kommentar.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 21

hvo : hvem.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 23

de Orthodoxe : 149,27.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 28

at indvende mod mig ... er altfor streng o: s: v: : Indvendingen er ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 28

pC. : procent.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 32

hvis saa var: det forholdt sig således.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 32

Stigen : stigning i grader, skærpelse.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 34

tage (...) Partes: lat. 'dele'; (taget) del, (påtaget sig deres) opgave.

I trykt udgave: Bind 23 side 150 linje 36

Comentator : dvs. kommentator, en der skriver kommentarer (fx til de bibelske tekster).

I trykt udgave: Bind 23 side 151 linje 11

contra naturam : lat. 'imod naturen', dvs. imod Den hellige Skrifts natur.

I trykt udgave: Bind 23 side 151 linje 22

Enhver er sine egne Ords bedste Fortolker : talemåde, optegnet som nr. 683 i 👤N.F.S. Grundtvig Danske Ordsprog og Mundheld, 📌Kbh. 1845, ktl. 1549, s. 26.

I trykt udgave: Bind 23 side 151m linje 12

Pereat Commentatorerne: lat. lad (kommentatorerne) dø; ned el. væk med (kommentatorerne).

I trykt udgave: Bind 23 side 151m linje 16

Klangfiguren (...) Det Lydlegeme, som Luftsvingningerne frembringe : symmetrisk mønster, der dannes i tørt sand e.l. strøet på en vandret glas- el. metalplade, når kanten stryges med en violinbue og sættes i svingninger. Fænomenet blev opdaget i 1787 af den ty. fysiker 👤E.F.F. Chladni og studeret af bl.a. 👤Ørsted, der i 1807 påviste, at en ren tone frembringer en hyperbel i sandet. I 1808 fik Ørsted Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs sølvmedalje for afhandlingen »Forsøg over Klangfigurerne«, udg. i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter for Aar 1807 og 1808, bd. 5, 📌Kbh. 1810, s. 31-64.

I trykt udgave: Bind 23 side 151 linje 27

Luther : 👤Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk (1505-24), prof. i 📌Wittenberg; som protestantisk reformator den centrale skikkelse i det opgør og brud med den middelalderlige teologiske tradition, pavemagten og romerkirken, som bl.a. førte til en nyordning af gudstjenesten og det kirkelige liv og til dannelse af en række evangelisk-lutherske kirkeordninger, især i 📌Nordeuropa. Forfatter til en lang række teologiske, eksegetiske, opbyggelige og kirkepolitiske værker, talrige prædikener og salmer; desuden oversatte han Biblen til tysk ( 142,30).

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 1

Fortjenstlighed : 144,11.

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 7

gudeligt : hvad gudsforholdet angår.

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 8

eensformigt : som har samme form, ligedannet, ensartet.

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 10

Luther : 152,1.

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 13

Mislighed : misforhold, betænkelighed, tvivlsomhed.

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 15

taget forfængeligt : anvendt noget på en sådan måde, at det misbruges (el. gøres til ingenting).

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 16

Confinium : lat. grænse, grænseområde.

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 17

gik med Partie : formentlig i betydningen: fulgte en sammenslutning (af ligesindede), flokken.

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 33

Jo jeg takker : ironisk-foragteligt udbrud: Jo tak!

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 34

Commerce : fr. samkvem; kommers, sjov.

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 35

Socrates : 123,24.

I trykt udgave: Bind 23 side 152 linje 37

Heros : gr. helt.

I trykt udgave: Bind 23 side 153 linje 3

Martyr : sigter til, at 👤Sokrates af en folkedomstol blev dømt til døden ( 123,24).

I trykt udgave: Bind 23 side 153 linje 3

Reduplication : 137,29.

I trykt udgave: Bind 23 side 153 linje 7

hvo : hvem.

I trykt udgave: Bind 23 side 153 linje 30

Da jeg havde udgivet Enten – Eller ... den meest glimrende Lykke : Enten – Eller. Et Livs-Fragment, udgivet af Victor Eremita, som udkom i 525 eksemplarer den 20. feb. 1843, vakte stor opmærksomhed og var allerede udsolgt i 1845, jf. tekstredegørelsen i SKS K2-3, 7 og 61.

I trykt udgave: Bind 23 side 153 linje 33

continuere : fortsætte.

I trykt udgave: Bind 23 side 153 linje 35

efter Enten – Eller ... To opbyggelige Taler : To opbyggelige Taler udkom den 16. maj 1843, jf. tekstredegørelsen i SKS K5, 9.

I trykt udgave: Bind 23 side 154 linje 2

Tidens Fordring : en på SKs tid hyppigt benyttet vending i forbindelse med krav om politiske forandringer (fx de liberale), kirkelige forandringer (fx grundtvigianerne ( 149,27) el. mere almene fordringer til åndslivet. I sidste henseende talte 👤J.L. Heiberg ( 112,29) ofte om 'tidens fordring', fx i indbydelsesskriftet Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, 📌Kbh. 1833, ktl. 568, hvor det hedder: »Og ligesom det er denne Bestræbelse [at popularisere filosofien], hvorpaa det hidindtil har skortet i Philosophiens Fremstillinger, (...) saa er det nu, da Tidens Fordringer gjøre sig meer og mere gjældende, just denne Bestræbelse, paa hvilken vor Virksomhed især maa være henvendt«, s. 52f. En mere generel udredning af forholdet mellem tidens fordring og det evigt gyldige værk findes i artiklen »Gjensvar paa Herr Professor Hauchs Svar« i Kjøbenhavns flyvende Post, udg. af J.L. Heiberg, nr. 37, den 26. marts 1830, fodnoten (jf. ktl. U 55).

I trykt udgave: Bind 23 side 154 linje 5

at jeg styrter mig i al Forhaanelsens Farer : sigter til, at SK, alias Frater 👤Taciturnus, selv bad om 'at komme i Corsaren' ( 109,24).

I trykt udgave: Bind 23 side 154 linje 7

R. Nielsen : 138,17 og 138,18.

I trykt udgave: Bind 23 side 154 linje 12

lægger (...) ud i : udlægger, dels i betydningen: forklarer som, dels: omdanner til.

I trykt udgave: Bind 23 side 154 linje 12

sagt af Gregor af Nyssa ... »ved at forandre Sted ... ikke Gud nærmere.« : overs. citat af 👤Gregor fra Nyssa, skrevet efter tilbagekomst fra en rejse til 📌Jerusalem, citeret på ty. af 👤A. Neander i Denkwürdigkeiten aus der Geschichte des Christenthums ( 157m,1) bd. 2, 1823, s. 155. – Gregor af Nyssa: Gregorius Nyssenus el. Gregor fra 📌Nyssa (o. 335-394), en af de tre store kappadokiske kirkefædre, retor, fra 372 biskop i Nyssa i 📌Kappadokien (østlige 📌Lilleasien); deltog i den anden økumeniske synode i 📌Konstantinopel i 381.

I trykt udgave: Bind 23 side 154 linje 15

Det Socratiske, »at Folk kunde blive saa vrede ... vilde bide ham« : frit citat fra 👤Platons dialog Theaitetos, 151c. Efter at 👤Sokrates ( 123,24) har skildret sin jordemoderkunst for 👤Theaitetos, tilbyder han at forløse ham således: »Und wenn ich bei der Untersuchung etwas, was du sagst, für ein Mondskalb und nichts ächtes erfunden habe, also es ablöse und wegwerfe: so erzürne dich darüber nicht, wie die Frauen es bei der ersten Geburt zu thun pflegen. Denn schon Viele, mein Guter, sind so gegen mich aufgebracht gewesen, wenn ich ihnen eine Posse abgelöset habe, dass sie mich ordentlich hätten beissen mögen, und wollen nicht glauben, dass ich das aus Wohlmeinen thue«, Platons Werke, overs. af 👤Fr. Schleiermacher, 1. del, 1-2 (bd. 1-2), 2. forbedrede udg., 📌Berlin 1817-18 [1804-05], 2. del, 1-3 (bd. 3-5), 2. forbedrede udg., Berlin 1818-26 [1805-09], 3. del, 1 (bd. 6), Berlin 1828, ktl. 1158-1163; 2. del, 1 (bd. 3), s. 204. (Platons Skrifter ( 130,5) bd. 6, s. 105f.)

I trykt udgave: Bind 23 side 154 linje 20

frede derom : værne derom.

I trykt udgave: Bind 23 side 154 linje 25

»Artighed« : dannelse; velopdragenhed; føjelighed, lydighed.

I trykt udgave: Bind 23 side 154 linje 31

ret er opmærksom: virkelig, for alvor.

I trykt udgave: Bind 23 side 154 linje 32

Gud skaber af Intet : 143,11.

I trykt udgave: Bind 23 side 155 linje 4

Augustin gjør opmærksom paa ... at der ikke skete en ny Uret : fri gengivelse af en udtalelse af 👤Augustin mod en bogstavelig forståelse af Matt 5,39 og Luk 6,29, citeret på ty. af 👤A. Neander i Denkwürdigkeiten aus der Geschichte des Christenthums ( 157m,1) bd. 2, 1823, s. 227f.: »Diese Vorschriften beziehen sich vielmehr auf die innere Gesinnung als auf die äußerliche That, so daß im Inneren der Seele die Geduld und Liebe immer bleibe, in Rücksicht der äußeren That aber das geschehe, was für diejenigen, welche wir im Herzen lieben, am nützlichsten zu seyn scheint. Dieses erhellt deutlich aus dem Beispiele des Herrn 👤Jesus, des außerordentlichen Musters der Geduld, der, da ihm ein Backenstreich gegeben wurde, sprach: [']Habe ich übel geredet, so beweise es, daß es böse sey; habe ich aber recht geredet, was schlägst du mich?' Er erfüllte also seine eigene Vorschrift nicht, wenn wir bloß bei den Buchstaben stehen bleiben. Denn er reichte dem Schlagenden nicht die andere Backe hin; sondern hinderte vielmehr, daß der, der ihm das Unrecht zugefügt hatte, neues Unrecht beging«. – Augustin: 👤Aurelius Augustin(us) (354-430), retoriker, filosof og teolog, født i 📌Nordafrika, siden 383 virksom i 📌Italien, biskop i 📌Hippo fra 395; en af de fire rom.-katolske kirkefædre. – »naar En slaaer Dig ... da vend den venstre til«: frit citat fra Matt 5,39, hvor Jesus siger: »dersom Nogen giver dig et Slag paa dit høire Kindbeen, vend ham det andet ogsaa til« (NT-1819). – »da en af Ypperstepræsternes Tjenere ... hvi slaaer Du mig da«: fri gengivelse af Joh 18,22-23, hvor det fortælles: Da Jesus havde svaret ypperstepræsten på et spørgsmål, »gav een af Svendene, som stode derhos, Jesu et Slag paa Munden, og sagde: svarer du saaledes den Ypperste-Præst? Jesus svarede ham: haver jeg talet ilde, da beviis, at det er ondt; men haver jeg talet vel, hvi [hvorfor] slaaer du mig?« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 155 linje 15

betænkt : overvejet, tænkt på.

I trykt udgave: Bind 23 side 155 linje 22

cfr. mine Taler »Lidelsernes Evangelium : jf. nr. II i »Lidelsernes Evangelium«, tredje afdeling af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand (1847), i SKS 8, 344f., hvor SK også citerer Matt 5,39.

I trykt udgave: Bind 23 side 155 linje 23

Düperen : fra fr., verbalsubstantiv af dupere: narre, bedrage, vildlede.

I trykt udgave: Bind 23 side 155 linje 30

süperbt : fra fr. superbe: supert, ypperligt.

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 1

Augustin ... non benefacere prohibet militia, sed malitia : hentyder til afsnittet om 👤Augustins udtalelser om det at være kristen og soldat, citeret af 👤A. Neander i Denkwürdigkeiten aus der Geschichte des Christenthums ( 157m,1) bd. 2, 1823, s. 226-232, hvori indgår citatet af Augustin, både på ty. og lat., s. 229: »Nicht der Soldatenstand – sagt Augustin an einer andern Stelle, indem er dieselben Worte [ 155,15] anführt in seiner 302. Predigt – sondern die schlechte Gesinnung in diesem Stande hindert das Gute zu thun (non benefacere prohibet militia; sed malitia).« – non benefacere prohibet militia, sed malitia: lat. »ikke soldatertjeneste, men ondsindethed forhindrer at gøre noget godt.«

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 1

beraaber han sig ogsaa paa ... lader Eder nøie med Eders Sold : fri gengivelse af en del af 👤Augustins udtalelse om det at være kristen og soldat, citeret af 👤A. Neander i Denkwürdigkeiten aus der Geschichte des Christenthums bd. 2, 1823, s. 229: »Wenn das Christenthum alle Kriege als sündhaft verdammt; so würde den Soldaten, da sie Rath des Heils im Evangelium verlangten, vielmehr gesagt werden, daß sie die Waffen wegwerfen, und sich dem Kriegsdienste ganz entziehen sollten. Es ist ihnen aber gesagt worden: 'Thut Niemand Gewalt noch Unrecht, und laßt euch begnügen an eurem Solde.'« – Døberen: 👤Johannes Døber. – gjører Ingen Vold ... nøie med Eders Sold: frit citat fra Luk 3,14, hvor de soldater, der spørger Johannes Døber, hvad de skal gøre, får følgende svar: »giører ikke Vold, bruger ikke Underfundighed [list]; og lader Eder nøie med Eders Sold« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 3

misligt : betænkeligt, tvivlsomt.

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 8

Ambrosius ... at beraabe sig paa ... skal være tro i Embedet : fri gengivelse af følgende afsnit af 👤A. Neander i hans Denkwürdigkeiten aus der Geschichte des Christenthums ( 157m,1) bd. 2, 1823, s. 226: »👤Ambrosius beruhigt einen christlichen Richter, bei welchem Gewissensbedenken über die Verwaltung seines Amtes entstanden waren, durch die Berufung auf Römer 13, 4.« – Ambrosius: (o. 339-397) rom.-katolsk kirkelærer og helgen; fra 374 biskop i 📌Milano; efterlod sig talrige breve og taler samt adskillige skrifter af bl.a. etisk og dogmatisk indhold. – hvad den Gang beskæftigede saa høiligt: se Denkwürdigkeiten aus der Geschichte des Christenthums bd. 2, s. 225f., hvor Neander skriver: »Wir sahen, daß in den ersten Zeiten die Meinungen der Christen über die Frage, ob ein Christ ein obrigkeitliches Amt übernehmen oder Kriegsdienste thun dürfe, getheilt waren. Jetzt erklärte sich die allgemeine Stimme der Kirche für die Bejahung dieser Frage.« Sml. også anden del, separat pagineret, af bd. 1, s. 136-138. – saa høiligt: i så høj grad. – den der har et Embede skal være tro i Embedet: sigter formentlig til 1 Kor 4,1-2, hvor 👤Paulus skriver: »Saaledes agte hvert Menneske os, som Christi Tienere og Huusholdere over Guds Hemmeligheder. I øvrigt udkræves af Huusholdere, at de maae findes troe« (NT-1819). I Rom 13,4 skriver Paulus: »Thi den [øvrigheden] er Guds Tiener, dig til Gode. Men dersom du giør det, som er ondt, da frygt dig, thi den bærer ikke Sværdet forgieves; den er Guds Tiener, en Hevner til Straf over den, som giør det Onde« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 8

anpriser : lovpriser, anbefaler.

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 13

hvad Gud har sammenføiet skal Msker ikke adskille : sigter til Matt 19,4-6, hvor 👤Jesus giver de farisæere, der har spurgt, om det er tilladt en mand at lade sig skille, følgende svar: »have I ikke læst, at den, som giorde dem af [fra] Begyndelsen, giorde dem Mand og Qvinde? (...) derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru; og de To skulle [skal] være til eet Kiød. Saa at de ere ikke længere to, men eet Kiød. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 13

Forskrivelse : forskrift, regel, pligtbud.

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 16

Sædelæren : morallæren.

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 17

etsteds har læst »i saa Henseende ... skal man endnu mindre.« : Citatet er ikke identificeret.

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 24

bedærvet : mangelfuld i moralsk henseende, (moralsk) fordærvet.

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 32

detesterer : protesterer imod; forbander, afskyr.

I trykt udgave: Bind 23 side 156 linje 35

i de første Aarhundreder ... holde sig til de gamle Guder : referat af indledningen til 👤A. Neanders anmærkning til s. 16 i Denkwürdigkeiten aus der Geschichte des Christenthums ( 157m,1) bd. 2, 1823, s. 254: »Aus der Vermischung des Christenthums und Heidenthums, einer Folge der durch äußerliche Triebfedern hervorgebrachten Bekehrungen, floß jene Vorstellung, daß man die heidnischen Götter als untergeordnete Wesen neben dem allmächtigen, höchsten Gott, den das Christenthum kennen lehrte, verehren könne, bei diesem müsse man die ewige Seligkeit und die geistigen Güter, bei jenen die irdischen Güter suchen«. Herefter følger et længere citat på lat. af 👤Augustin, s. 254f. – betræffende: angående.

I trykt udgave: Bind 23 side 157 linje 13

Neanders Denkwürdigkeiten 2det Bind ... Anmærkningerne : Denkwürdigkeiten aus der Geschichte des Christenthums und des christlichen Lebens, udg. af A. Neander, bd. 1-3, 📌Berlin 1823-24, ktl. 179-180 (forkortet Denkwürdigkeiten aus der Geschichte des Christenthums); bd. 2, 1823, s. 254f., anmærkning 4 til s. 16. »Anmerkungen« strækker sig over s. 249-302. – Neanders: 👤Johann Wilhelm August (opr. David Mendel) Neander (1789-1850), ty. protestantisk teolog; konverterede i 1806 fra jødedom til kristendom; fra 1812 prof. i kirke- og dogmehistorie i 📌Heidelberg, fra 1813 i Berlin. Neander udviklede den kirkehistoriske monografi, forstod kirkehistorie som fromhedshistorie og søgte at afdække den kristne fromhed i dens individuelle historiske fremtrædelsesformer.

I trykt udgave: Bind 23 side 157m linje 1

Corsaren : det satiriske ugeskrift Corsaren ( 109,24).

I trykt udgave: Bind 23 side 157 linje 21

Bajadsstreger : narrestreger.

I trykt udgave: Bind 23 side 157 linje 21

sædelig : moralsk.

I trykt udgave: Bind 23 side 157 linje 25

de Medlevende : de samtidige.

I trykt udgave: Bind 23 side 157 linje 26

fornemlig : fornemmelig, især, først og fremmest.

I trykt udgave: Bind 23 side 157 linje 29

bedærvet : (moralsk) fordærvet, dårlig.

I trykt udgave: Bind 23 side 157 linje 31

Goldschmidt : 👤M.A. Goldschmidt som udgiver af Corsaren ( 109,24).

I trykt udgave: Bind 23 side 157 linje 35

Statstjener : person, der står i statens tjeneste (som embedsmand).

I trykt udgave: Bind 23 side 158 linje 8

falder paa : tænker på.

I trykt udgave: Bind 23 side 158 linje 13

Commerce : fr. samkvem; kommers, sjov, spilopper.

I trykt udgave: Bind 23 side 158 linje 16

tegn (...) af : aftegn, afbild, tegn.

I trykt udgave: Bind 23 side 158 linje 17

nervesvækket : som er nervesvag, dvs. har en nervøs lidelse; nervøs.

I trykt udgave: Bind 23 side 158 linje 21

Moses : den centrale figur i 2-5 Mos, førte på Guds befaling israelitterne ud af 📌Egypten til Det forjættede Land og formidlede på 📌Sinaj Guds åbenbaring til folket.

I trykt udgave: Bind 23 side 158 linje 23

hans Mission: at sætte et trællesindet Folk i Frihed : hentyder til, at 👤Moses af Gud blev sendt tilbage til 📌Egypten for at udfri israelitterne fra deres trældom under 👤Farao, jf. 2 Mos 3,1-4,31.

I trykt udgave: Bind 23 side 158 linje 25

Dette trællesindede Folks Bestialitet ... daglig udholde : hentyder til, at israelitterne under de første 40 års vandring i ørkenen efter udfrielsen fra 📌Egypten gang på gang rettede anklage mod 👤Moses, fx for mangel på vand (2 Mos 15,22-27 og 17,1-7), for sult (2 Mos 16) og mangel på kød (4 Mos 11), og da Gud straffer israelitterne, fordi de efter de 40 år gør oprør mod Moses og nægter at indtage Det forjættede Land, så de atter skal vandre 40 år i ørkenen (4 Mos 13-14), anfægter de Moses' ledelse og gør flere gange oprør imod ham (4 Mos 16-17) og klager endnu engang over mangel på vand (4 Mos 20,1-13).

I trykt udgave: Bind 23 side 158 linje 26

den hellige Skrift kalder ham den meest plagede Mand : sigter formentlig til 4 Mos 11,11-15 og 11,17, der indgår i beretningen i 4 Mos 11 om, at israelitterne under vandringen i ørkenen begyndte at græde og klage over, at de kun havde manna og ikke kød at spise. Det tog 👤Moses sig nær og sagde til Gud: »Hvorfor handler du ondt mod din tjener? Hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne? Du har jo besværet mig med hele dette folk! (...) Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De plager mig med deres gråd og siger: Skaf os kød at spise! Alene kan jeg ikke klare hele dette folk; det er for stor en byrde for mig. Er det sådan du vil behandle mig, så slå mig hellere ihjel, hvis du vil vise mig velvilje; lad mig slippe for at se min ulykke!« v. 11.13-15. Gud befalede Moses at udvælge 70 mænd af 📌Israels ældste og sagde til ham: »Jeg vil stige ned og tale med dig dér, og noget af den ånd, som hviler på dig, vil jeg tage fra dig og lægge på dem; så skal de hjælpe dig med at bære det besvær, folket er, så du ikke er alene om at bære det«, v. 17. Se også 5 Mos 1,12.

I trykt udgave: Bind 23 side 158 linje 29

i Mythologien Natten er Alts Moder : se fx artiklen om 'Natten' (lat. 'Nox', gr. 'Νὺξ' ('Nyx')) i Paul Fr. A. Nitsch neues mythologisches Wörterbuch, 2. udg. ved 👤Fr. G. Klopfer, bd. 1-2, 📌Leipzig og 📌Sorau 1821 [1793], ktl. 1944-1945; bd. 2, s. 333f. Her oplyses det bl.a., at den er »eines der Wesen, welche die Uralten als die Grundursache aller Dinge betrachteten«, og at den undertiden opfattes som »die Mutter der Götter und Menschen«. Se også Karl Philipp Moritz's Gudelære, oversat og tilligemed et Omrids af den nordiske Mythologie udg. af 👤Chr. Winther, 📌Kbh. 1847, ktl. 1946, s. 9f. og især s. 29: »Natten skjuler, tilhyller; derfor er den Moder saavel til alt Skjønt som alt Frygteligt. / Af dens Skjød fødes Dagens Lys, hvori alle Former udfolde sig.«

I trykt udgave: Bind 23 side 158 linje 34

det er saa: forholder sig således.

I trykt udgave: Bind 23 side 159 linje 1

frister : tilbringer, henlever.

I trykt udgave: Bind 23 side 159 linje 7

Rigsdagsmanden: mand, der er valgt medlem af Rigsdagen ( 106,19).

I trykt udgave: Bind 23 side 159 linje 8

denne fri Forfatnings : Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 ( 112,14).

I trykt udgave: Bind 23 side 159 linje 12

ret godt: rigtig, virkelig.

I trykt udgave: Bind 23 side 159 linje 24

Folke-Forsamlinger : politiske forsamlinger, der repræsenterer folket.

I trykt udgave: Bind 23 side 159 linje 31

balloterende: holde afstemning ( 106,28).

I trykt udgave: Bind 23 side 159 linje 32

Hys : lyd, hvormed man påbyder tavshed, specielt tilkendegiver mishag med noget, der fremføres, fx i teatret el. i en forsamling.

I trykt udgave: Bind 23 side 159 linje 33

Dyre-Fægtningernes: d.s.s. dyrekamp, (rom.) skuespil bestående af kamp mellem (vilde) dyr og mennesker el. mellem (vilde) dyr indbyrdes.

I trykt udgave: Bind 23 side 159 linje 34

at hele Livet er en Opdragelse : en forestilling, der ofte findes fremført i den pietistiske fromhedslitteratur, og som har sin baggrund i Hebr 12,4-13, hvor det fremhæves i v. 7: »For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far?« Og videre i v. 10: »Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed«. Forestillingen har sin oprindelse i GT, jf. Ordsp 3,11-12, som citeres i Hebr 12,5-6.

I trykt udgave: Bind 23 side 161 linje 6

vi skulle: skal.

I trykt udgave: Bind 23 side 161m linje 1

abgesmackt : ty. smagløst, flovt, dumt.

I trykt udgave: Bind 23 side 161m linje 3