Kierkegaard, Søren Journalen NB15 : 1850

219 X2A467 93 ⓘ ►►Rom 7. Rom 7. ] tilføjet

Den strengeste Dom over Synden, og just der begynder Forløsningen, med at sige det Samme men paa en anden Maade.

►Rom. 7. Den forfærdeligste Skikkelse af Synden er jo dog aabenbart, naar den reent har taget Magten fra et Msk, saa den mod hans Villie har ham i sin Magt. Al frivillig Synden er saaledes seet langt mindre ⓘ forfærdeligforfærdelig] , først skrevet forfærdeligt, just fordi man tillige seer, at han havde det i sin Magt at handle anderledes. Saaledes ogsaa med Individets egen Tilstand; thi deri ligger jo et stort Haab om Frelses Mulighed ved egne Kræfter, at han kunde have gjort det anderledes; men da er Fortvivlelse 220 lige for Døren, naar han kun kan sige, Synden har saadan Magt over mig at det er mod min Villie.

Og dog her, her begynder Forsoningen og Forløsningen. Den siger saa: fat Mod, det er ikke Dig, der vil det Onde, det er Syndens Magt i Dig; trøst Dig saa ved Χstus.

Forunderligt, at den frygteligste Anklage fra een Side, fra en anden er Barmhjertighedens Undskyldning.

At denne Lære kan ►tages forfængeligt, er let at see. Dog er Faren ikke saa stor, naar man husker paa Eet: at det skal skee, at Msk. kommer ud af Synden. Det frygtelige Misbrug af den er, naar det, at det er mod Ens Villie, bliver Forsvaret for – at blive i Synden.