Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 23

X2A33091r *Angaaende ►📖 Texter til Fredags-Prædikener►cfrⓘ detdet] , < den

rene Blad foran i Journalen NB14.

X2A3331011121 Thema til en Prædiken:

Ordets Forkyndelse

her lægges det an efter hiint ►Psalme-Vers i den gl. Psalme (📖 o store Gud vi love Dig)

: Propheterne kundgjorde ham,

Apostlene forkyndte ham,

Og Martyrskaren priste ⓘ DigDig] , < ham

I Dødens Stund høitidelig.

Det er den egl. Prædiken, det er det at vidne, Søndags-Passiaren har ikke stort at betyde.

Forøvrigt er det formdl. et Tilfælde men Noget, som lod sig benytte, at der i hiint Vers staaer: kundgjorde ham og forkyndte ham, kun i Forhold til Martyrskaren er Χstus selv tilstede, saa det hedder: den priste Dig^a.

X2A334 Proportioner.

►👤Luther siger rigtigt, at egl. skulde der slet ikke prædikes i Kirker,^a det er en Accomodation med den Art Gudsdyrkelse, den er for vor ⓘ Svaghed –Svaghed –] , først skrevet Svaghed <·> ak, og ►vi er saa langt tilbage, at der neppe ret Mange gaae i Kirke – og ⓘ dogdog] , først skrevet det er det ►Christenheden.

2X2A335►Orthodoxe som Grundtvigianerne, der ►ere indbildske nok af, at de ere de eneste sande Χstne – naar de saa handle i Livet, saa er deres Handlen aldeles conform med ⓘ VerdslighedenVerdsligheden] , ændret fra Virkeligheden. ►De ere ogsaa Tilbedere af Ballotation og Majoritet o: s: v:.

Og da der nu i ►den moderne politiske Røre ere ►per 13 abusum Elementer af Religieusitet, saa finde de det er herligt – ►gjøre næsten Compagnie ⓘ medmed] SKS, med den ⓘ Verdsligheden,Verdsligheden,] , først skrevet Verdsligheden. ⓘ istedetforistedetfor] , < istedetfor, at De især under saadanne Omstændigheder burde være ivrige over al Maade for at sikkre med Forskjellighed.

Men disse orthodoxe Christne, om man saa vil, de ere da saa langt som muligt fra at være indviede i det Christelige: at det at tjene Sandheden er at lide; de ere herskesyge, og tragte efter Magten fuldt saa vel som noget andet ►politisk Partie.

3X2A336Som det ⓘ historiskhistorisk] , < Historisk er skeet – at der har været hele Tider, hvor man per Phantasie alene var fortabt i den christelige Objektivitet og ganske glemte sig selv, medens [man] dybsindigt udviklede Læren, kunstnerisk malede Χstus o: D: – saaledes skeer det endnu de ⓘ FlesteFleste] , < Fleste, af Dem, der dog have noget Forhold til Χstd; de mærke ikke, at de egl. Vanskeligheder først begynde, naar ⓘ dennedenne] , først skrevet den hele Objektivitet skal existentielt omsættes i den Enkeltes Liv. For en Forsigtigheds Skyld vedblive de saa at raabe paa, at det Objektive er det Høieste, det Subjektive det Ufuldkomne. Og dog er hele Χstd. Subjektivitet. Χstd. er ingen Lære, den er en Lære existentielt omsat i eet eneste Msk, i ►Gud-Msket.

Men naar faaer man Magt med den Confusion, som Mskene da ikke gjerne ville ud af; thi de ville ikke gjerne til de existentielle Opgaver, til den virkelige Fornegtelse, til at handle 4 christeligt, til at have Gud og Forbilledet saa nær paa Livet, at det bogstavelig dreier sig ene og alene om mig, den Enkelte.

Og disse Feighedens og Verdslighedens og ►Blødagtighedens Udflugter, dem har man sminket op til at være det Høieste – ►det at være subjektiv er Ingenting, ja er en Vildfarelse. Hvilken det Ondes dybe ►Underfundighed er der dog ikke altid i Verdslighed! ⓘ Det skal være beskedent, ydmygt, at være objektiv – i det Mindste er det det Nemmeste.Det skal være beskedent, ydmygt, at være objektiv – i det Mindste er det det Nemmeste.] tilføjet

X2A33714►Grundtvigianerne strede saaledes: ►de paastode, at de Andre ikke vare Christne, og vilde nu have dem ud af deres Embedsstilling.

Men det hele Begreb ►ⓘ omom] , en Pap. Statskirke og dertil svarende betryggende Embeds-Stilling, er baseret paa det Sandsebedrag, at vi Alle ere Χstne. Saa vilde ►de Orthodoxe vel endog have havt en Slags Profit af, at der vare saa faae Christne. Alt, hvad Kirken eiede, burde jo ogsaa vel tilfalde 5 de faae sande Christne-Præster.

Hvilken Verdslighed midt i ⓘ HellighedenHelligheden] , først skrevet s!

►ⓘ DogDog] , først skrevet et dobbeltkors bør ►👤Grundtvig holdes udenfor. Forresten veed jeg saa ikke, at ►Partiet har været paa nogen Maade villig til at bringe Offer. 👤Grundtvigs Feil var, at han ikke strax forstod Sagen dybt nok, at det Begreb han skulde angribe var Χstheden. ►Som han stillede Sagen, fik det Udseende af, at naar 👤Clausen blev fjernet fra Embedet, saa blev Alt ⓘ godt,godt,] , først skrevet godt. saa var vi Alle Χstne, og Statskirken et Samfund af Christne. Først da denne Bevægelse strandede, var det han besluttede, at nedlægge sit Embede. I Ideen seet var det da ►en Lykke, at Sagen vendte sig ⓘ saaledes,saaledes,] , < saaledes; thi ellers kunde let det Meningsløse være indtraadt, at ved [at] fjerne 👤Clausen saa var det Hele sikkret at være Χsthed.

Snart kan forresten Spørgsmaalet 6 om Χstd. blive et Penge-Spørgsmaal. Syllogismen bliver: Alt, hvad Kirken eier, ⓘ tilhørertilhører] , først skrevet er naturligviis kun de sande Χstne – vi ere en halvsnees Stykker som ere sande Χstne: ergo overtager vi ►Godset. Det bliver saa ⓘ rigtigstrigtigst] , < rigtigt at antage en Jurist, der [har] at føre denne Sag – og saa declamerende forsikkre, ►at det er at vende tilbage til den apostoliske Kirke.

Til en vis Grad vil denne Taktik endogsaa blive populair; det Populaire er naturligviis, at den er saa uchristelig som mulig og saa verdslig som mulig.

X2A338Den Maade, paa hvilken ►👤Peter værgede sig, da man vilde fjerne ham fra Embedet, er strengt taget heller ikke christelig men er juridisk. ►Hans saa vel som alle Grundtvigianernes tause Paastand er, at De ere de eneste sande ⓘ Χstne – ergoΧstneChristne – ergo] , først skrevet ΧstneChristne. Nu 7 har de at protestere mod hele Begrebet ►Χsthed og ►Statskirke. ►Nu siger Statskirken: Du skal enten gjøre det – eller nedlægge Embedet. ►Han svarer: ingen af Delene; vil I afskedige mig, det bliver Eders Sag. Men derved aner15kjender han indirecte Stats-kirkens og Χsthedens Begreb: at vi Alle saadan ere Χstne. Det vil sige, han klamrer sig lige saa fast til Begrebet Statskirke som nogen af dets Forfægtere, hvis det hændte denne paa et enkelt Punkt ►at være ueens med den.

X2A339At forstaae mig faaer jeg dog Ingen til. Thi forstaae Det, jeg siger, nu ja det lod sig vel gjøre. Men naar det saa kommer til Stykket og det skal realiseres, saa forvirres det. De ere ikke som jeg i ethvert Secund tvungne i en høiere Magt, der med ubøielig Strenghed tvinger til nøiagtigt at efterkomme det Forstaaede indtil det Mindste og i det Mindste.

Tænk en Hest, der beundrende 8 saae ►den Hest som kaldes »Dandseren«, og nu ogsaa vilde gaae i Dandsetrin – men der var i Forhold til denne Hest ingen Beridder, der med Pidsk og Spore ⓘ med skarptmed skarpt] , foran er slettet hvert Secund ►Mundbid hvert Secund tvang den til at gjøre Dandsetrinnet: troer Du, at en saadan Hest saadan for egen Regning ⓘ lærtelærte] , først skrevet vilde at gaae paa den Maade, der i Forhold til det at være Hest er som en Grusomhed?

Og som det vilde gaae hiin ⓘ Hest (derHest (der] , < Hest, der forresten maaskee var lige saa godt skabt havde alle Forudsætningerne) i Forhold til »Dandseren«, saaledes gaaer det den Anden i Forhold til mig: han ►tager paa og gjør et Slags Hop – og saa en Slump Kludderie, og saa igjen et Hop; i eet Øieblik tages Tilløb til at ville handle ethisk religieus, og næsten i samme Nu plumpes der ned i Brugen af utaalmodige, ►endelige, lurvede Midler. – ⓘ Det der mangler er Beridderen og Pidsken og Sporerne og det skarpe Mundbid.Det der mangler er Beridderen og Pidsken og Sporerne og det skarpe Mundbid.] tilføjet

9X2A340►Med »Intet« begynder Systemet, med »Intet« ender Mystikken altid. ►Det sidste er det gudelige Intet, ligesom ►👤Socratess Uvidenhed var Gudsfrygt, hans Uvidenhed, med hvilken han atter ikke begyndte, men endte, eller til hvilken han bestandig kom.

X2A34116Der er saa ofte talt om ►det Sted af Skriften: Alt er aabenbaret i Mysteriet, og ►en vis Speculation har saa gjort det gjældende at den ikke var profan Speculation, men i Mysteriet.

Jeg vilde i Forhold til Χstd. drage en anden Side af det Begreb Mysterium frem: den ethisk-religieuse. Χstd. kom ind som et Mysterium, der søgtes den størst mulige msklige Garantie inden man optog Nogen – hvor profan har man ikke nu gjort Χstd ved den skjødesløse Maade, paa 10 hvilken man udenvidere gjør Enhver til Χsten, og lader Enhver være det!

Χstd. forstod meget godt, at i Forhold til at tjene Sandheden komme[r] det især an paa den Individualitetens Omdannelse, hvorved den bliver skikket til at være Redskab for Sandheden. Men Sligt tænker Ingen paa i vore objektive og travle Tider. Deraf denne usalige Forkyndelse af Χstd – og objektivt ganske rigtigt – af Msker, der egl. ikke have Anelse om Χstd. Og Intet, Intet har i den Grad forvirret ja afskaffet Χstd, som just den uchristelige Maade paa hvilken den forkyndes.

►Vistnok har Χstd. aldrig været, ja afskyet at være Mysterie i den Forstand at den kun var for enkelte udmærkede Hoveder, som bleve Indviede. Nei, ►Gud har udvalgt det Ringe og Foragtede – men Indvielsen manglede dog ikke. Det er ikke den intellectuelle, men 11 den ethiske Indvielse, Personlighedens uhyre Respekt for at blive optaget i de Christnes ⓘ ►Samfund,Samfund,] , først skrevet Samfund. og denne Respekt ikke udtrykt i Forsikkringer og Dikkedarer, men existentielt, i Handling.

Erfarer jeg et stakkels ringe Msk i mine ►Smule Forhold ikke noget Lignende. Forvandl mig til nogle Læresætninger, og lad saa enhver ►Bønhas docere dem, og hans Liv være en Satire over hvad han siger: er dette ikke meningsløst. Og hvilken er saa min Forskjellighed? Mon ikke den, at jeg dog stræbende har omdannet min Individualitet til existentielt at tjene disse mine Tanker. Det er, jeg har havt en Indvielse. Derfor har det Lidet i mig været en Magt, doceret er det blot lidt Vrøvl mere med i al det andet Vrøvl.

Derfor glemme[r] jeg aldrig, at i Forhold til Χstd. er en Skomager, en Skrædder, en Haandværksmand lige saa meget en Mulighed, som den største Lærde og det bedste Hoved. Ja 12 ►ordentligviis maa Kirken vel altid vente sin Frelse fra Lægmand, just fordi han har ►nærmere til den ethiske Indvielse.

X2A342 17 Bøn

Fader i Himlene! O, ►Du, der bekymrer Dig om Spurven, og ikke saaledes, at Du grusomt ►fordrer af Spurven, at den skal være ⓘ somsom] tilføjet Du, nei Du der kjerligt bekymrer Dig om Spurven saaledes, at Du faderligt bekymret sætter Dig i dens Sted: ⓘ DuDu] , foran er slettet o, bekymrer Dig jo ogsaa om Mennesket. Og fordrer Du end af ham en Stræben efter Lighed ⓘ medmed] , først skrevet t Dig, som Du ikke kan fordre af Spurven: grusomt fordrer Du den jo dog ikke af ham. Nei faderligt bekymret sætter Du Dig i hans Sted, og selv er Du Den, der giver Kraft til 13 at ⓘ stræbe.stræbe.] , først skrevet stræbe,

X2A343 Bøn

Herre Jesus Christus! Et heelt Liv holdt Du ud at lide for at frelse ogsaa mig: ak, og dog er Din Lidelses Tid [ikke] forbi; men ikke sandt, ogsaa denne Lidelse vil Du frelsende og forløsende udholde, denne Taalmodigheds-Lidelse ⓘ at haveat have] , først skrevet af med mig at gjøre, jeg som saa ofte foer vild fra den rette Vei, eller om jeg end blev paa den rette Vei, dog saa ofte snublede paa den rette Vei, eller dog gik saa langsomt saa krybende frem ad den rette Vei. Uendelige Taalmodighed, uendelige Taalmodigheds Lidelse! Hvor mangen Gang blev jeg ikke utaalmodig, vilde ►forsage, vilde opgive Alt, skyde den frygtelig lette Gjenvei, ⓘ Fortvivlelsens:Fortvivlelsens:] , først skrevet Fortvivlelsens, men Du tabte ikke Taalmodigheden. Ak, ikke passer paa mig, ►hvad Din udvalgte Tjener 14 siger: at han fuldendte Dine Lidelser; nei paa mig passer kun, at jeg forøgede Dine Lidelser, føie[de] nye til dem, Du een Gang leed for at frelse ogsaa mig.

X2A344 Bøn.

►Kun i et skrøbeligt Lærkar bære vi Msker det Hellige; men Du, o ►Hellig-Aand, naar Du boer i et Msk, da boer Du jo i hvad der er uendelig Ringere: ⓘ Du ►Hellighedens Du Hellighedens ] , foran er slettet i Ureenhed og Besmittelse Aand Du boer hos Ureenhed og Besmittelse; Du ►Viisdommens Aand hos Daarskaben; Du ►Sandhedens Aand hos Selvbedraget! O, bliv boende; og Du der ikke beqvemt søger den ►ønskelige Bopæl, som Du vel forgjeves vilde søge, Du, der skabende og ►gjenfødende selv gjør Dig Din Bolig, o, bliv 18 boende, at det 15 engang maatte ende med, at Du fandt Velbehag i den Bolig, hvilken Du selv beredede Dig i mit besmittede, og ►daarlige og ►bedragelige Hjerte.

X2A345 ^[a] Titlen:

►Et Bidrag til Christendommens Indførelse i Christenheden

^[b] er ►categorisk ⓘ rigtigrigtig] , < rigtigt; der tales ⓘ ikke[,] Intetikke, Intet] , ikke, Intet EP; , Intet Pap. hverken om Danmark eller Tydskland eller Sverrig o: s: v: ei heller om det er den nu værende eller en forbigangen, nei, det er den rene dialektiske Begrebsbestemmelse: Forholdet mellem de to Begreber Χstd – og Χsthed med Bestemmelsen at indføre Χstd.

Det er ►Aandefægtning.

16X2A347►►Luc: 24, 28 »... og Han lodsom Han vildegaae længere. Og de nødte Ham meget og sagde: bliv hos os; thi det er mod Aften og Dagen helder; og Han gik ind for at blive hos dem.«

Dette er som en billedlig Betegnelse af Χsti Forhold qua Forbilledet til den Troende. Med eet eneste Skridt er Forbilledet saa langt forud, at den Troende er tilintetgjort. Men dog skal jo den Troende stræbe. Derfor maa Forbilledet taalmodigt give lidt efter; saa gaaer det da, trods den uendelige Ufuldkommenhed, dog saa ⓘ smaatsmaat] , først skrevet S fremad. Men da hænder det vel ofte, at det [et] Øieblik seer ud som vilde Forbilledet nu »gaae længere«, og saaledes længere at Efterfølgeren er ⓘ tabt –tabt –] , først skrevet tabt. da beder han for sig: bliv hos mig. Dette er den Dvælen, der er 17 ⓘ MsketMsketMennesket] , først skrevet F en Trang, om den end er en Taalmodigheds Lidelse for Forbilledet.

X2A34819►At blive ædrue! Christeligt taget er denne Tanke saa gigantisk i sin Eenfold, at man næsten kan blive ganske fortumlet derved. Hvor Mange have der vel overhovedet existeret, der, existentielt i deres eget Liv – naar de selv vare udrustede med de overordentlige Evner – have forstaaet, at den mindste virkelige Selvfornegtelse, om det saa var det daglige Livs største Ubetydelighed er mere værd end en verdenshistorisk Bedrift, der endog, udvortes forstaaet, religieust omskaber et heelt Land ell. en Verden! Hvor Mange have der vel existeret, der, existentielt i deres eget Liv – 18 naar de selv vare Millionairer – have forstaaet at ►Enken gav mere end De, naar de gave 900,000rd! I Grunden er det for et Msk. Gysende, at tænke den uendelige Aandens Uforandrethed, med hvilken Gud gjør denne Forskjel, Gud, for hvem det Ethiske og Ethisk-Religieuse er det Eneste, der har Cours.

En Vanskelighed er ofte ►faldet mig paa i Henseende til det Eenfoldige. Jeg vil tænke mig et ungt Msk, der fE er Studerende; han bliver sygelig, kan Intet bestille, hans Aand lider. Naar jeg nu skulde trøste – o, og hvor gjerne vil jeg ikke det! – saa siger jeg: betænk: Dit Liv er alligevel i 19 Guds Øine ubetinget lige saa vigtigt og betydningsfuldt som Dens, der forbauser en Verden og omskaber den ved sin Tænkning. Men see, for i Sandhed at hvile i denne ►Opløftelse: behøves dertil ikke dog igjen en stærk Hjerne, betydelige Aandskræfter? Saa ere vi jo lige nær.

Dog slippe denne Tanke, at ethvert Msk. ubetinget ethvert Msk, hvor eenfoldig han end er ell. hvor lidende, dog kan fatte det Høieste, nemlig det Religieuse, det kan jeg ikke. ►Er det ikke saa, saa er Χstd. egl. Nonsens. Det er for mig frygtelig at see, den Letsindighed, med hvilken ►Philosopher o: D: anbringe ⓘ Differents-KategorierDifferents-Kategorier] , ændret fra Kategorier som Genie, Talent o: s: v: paa det Religieuse. De ane ikke, at saa er det Religieuse af20skaffet. Kun een Trøst har jeg haft, den salige: at jeg veed Noget, som kan trøste, saligt trøste ethvert Msk, ubetinget ethvert Msk. Tag denne Trøst bort, saa gider jeg ikke leve, saa har jeg ►Spleen.

Tænk det Høieste, tænk Χstus – tænk, at Han var 20 kommet til Verden for at frelse nogle gode Hoveder, thi andre kunde ikke forstaae Ham. Afskyeligt, væmmeligt! Han væmmedes ikke ved nogen msklig Lidelse, ikke ved Nogens ⓘ IndskrænkethedIndskrænkethed] SKS, Indskrænkeethed – men Selskabet af gode Hoveder: ja det vilde have ►væmmet Ham.

Der har i min Sjel 21 været en Sympathie for det slet og ret at være Msk, især lidende, ulykkelig, ►indskrænket o: D:. Jeg har lært at takke Gud for denne Sympathie som for en Naadegave. Gud veed, jeg er blevet et Offer just for denne min Sympathies Skyld; thi uden den havde jeg aldrig indladt ⓘ migmig] , først skrevet s saa meget med ►menig Mand og aldrig ►udsat mig for Pøbelagtigheden, hvad jeg gjorde i Sympathie for de Mange, Mange, der lede uskyldigt paa den nederdrægtigste Maade. – Dog er det min stadige Bøn, at Gud vil bevare i mig denne Sympathie, og forøge den mere og mere.

Her seer man strax et Exempel paa, hvilket Sludder 22 det er, at det frivilligt at udsætte sig for Fare er at ►friste Gud, og at man da ikke maa bede Gud om at ►forsøges i Livet. Har jeg da heller ikke Lov til at bede Gud, at han vil give mig, at jeg i sand christelig Forstand, i sand christelig Forstand maa elske Mskene, elske Næsten. Det skulde jeg dog vel troe. Men nu er det evig vist, at lykkes det mig blot ►nogenledes i sand christelig Forstand at elske Næsten, saa er Lidelse uundgaaelig (dette er Χstds egen Lære, og jeg har havt Leilighed til evigt sikkert at forvisses om Sandheden); men saa vil jo min Bøn23 føre det med sig, at jeg kommer i Fare.

X2A349Det Frygtelige, man, naar man staaer udenfor Χstd., ⓘ opdager (►Forstandens opdager (Forstandens ] , < opdager: Forstandens Korsfæstelse og Lidelsernes Con[se]qvents, den uundgaaelige Conseqvents i Forhold til Omverdenen) dette Frygtelige, der kunde virke saa stærkt, at man opgav Haabet og Beslutningen om at blive Χsten – dette Frygtelige er dog et Andet, seet indvendig fra. For det Første er Lidelse blot for en Forelsket noget Andet end Lidelse for Den, som iagttagende staaer udenfor og seer den samme Lidelse; men en Troende er mere end en Forelsket. Dernæst bliver det saa den Troende ►ret ⓘ indlysende,indlysende,] , < indlysende: at alle disse Lidelser i Forhold til Verden, ikke i fjerneste Maade er Χstds Skyld, som var den saa streng ell. grusom – nei, 24 det er Verdens Skyld, fordi den er ond. Men dette er en uhyre Forskjel. Dersom en Pige skulde lide Meget med en Mand, fordi han var streng – nu vel hun fandt sig vel deri, naar han var den Elskede. Men naar det er hende uendelig klart, at Han er Kjerligheden selv, at Lidelserne ikke ere Hans Skyld, 21 men Andres, onde Mskers, som just ere hadefulde paa Ham, fordi Han er Kjerlighed: saa er Sagen en anden.

Dette er rigtigt. Det Urigtige er, at man har gjort Χstd. saaledes mild, at man reent har taget Lidelse bort. Nei Χstd. er ikke Lære om, at der ingen Lidelse [er], den er Lære om, at der er uhyre Lidelse, men ►at denne uhyre Lidelse dog er let – ikke saa let, 25 at det betyder, at der ingen Lidelse er, nei let, skjøndt det er lige saa sandt, at Lidelsen er uhyre, altsaa paa een Gang: uhyre Lidelse – og dog let.

X2A350►Det er en ypperlig Comentar af 👤Hugo d. St. Victore til de Ord: Mange ere Kaldede ⓘ FaaeFaae] , < faae Udvalgte. (cfr 👤Helfferich 📖 Mystik 2den Deel p. 319.)

►Historien om 👤Ahasverus, der forskyder Dronningen 👤Vasthi for hendes Stolthed.

Nu giver han Ordre til, at fra hans hele Rige skal der sammenbringes unge, smukke Piger. De skulde føres til Chefen for hans qvindelige Personale. Derpaa smykkes i pragtfulde Klæder; derpaa i 6 Maaneder salves med Balsom og Myrrha, og derpaa med ⓘ andreandre] , først skrevet Andre Spezerier i 6 Maaneder. Saa ⓘ skuldeskulde] , først skrevet skull de forestilles for 26 Kongen, at han kunde vælge Een. ►»Saaledes bleve Mange valgte, for at Een kunde vælges. ... Kongens Tjenere vælge Mange, for at smykke dem; Kongen vælger kun Een for sit Gemak. Det første Valg traf ⓘ Mange efterMange efter] , først skrevet Mange. Kongens Befaling; det andet kun ⓘ EenEen] , < een, efter Kongens Villie.«

►Historien findes i ►Esthers Bog Cap II.

X2A351Sand Religieusitet kan ikke danne noget Partie eller ►Coterie; thi det bliver en Forening af Mennesker, der hverken hver især eller forenede attraae Noget, men hver især ere villige til at offre, og nu blot forene sig til [den] Ende, saa den ene animerer ⓘ den Andenden Anden] , først skrevet til til at offre mere og mere. Saasnart En vil have Noget er han eo ipso ude af Foreningen.

27X2A35222Veemodigt at have det Blik som jeg har! Jeg saae ►👤R. Nielsens ideale Mulighed – men sige det ligefrem til ham tør jeg ikke, kan hell. ikke hjælpe; thi saa bliver det jo noget ganske Andet og ikke i strengeste Forstand Idealitet. Han saae den ikke. Jeg seer ►👤Stillings Mulighed; her er det Samme. Og saaledes er det med Flere. Længse[l]sfuld imødeseer jeg det Øieblik, da en existentiel Idealitet vil vise sig i vore Forhold. O, og dersom det nu endda var Noget, som kun var forbeholdt fortrinligt Begavede; men Sligt er en Mulighed for Enhver – og at det dog er en saadan Sjeldenhed!

X2A353 ►👤Hugo de Sct. Victore.

Ligeledes er det en fortræffelig Opsats af ham den lille: ►den hellige Aands syv Gaver (cfr. 👤Helfferich 📖 2det B. p. 332 o: fl.) 28 Der er virkelig Valuta i den Mand. Hans enkelte Sætninger ere saa fyndige, at de næsten ligefrem ere ►Themata. fE. ►»Beder Du for Din Aand saa beed om Aand (nemlig den Hellig-Aand).

Skildringen af, hvorledes den Hellig-Aand som Lægemidlet frelser fra Sygdommen er fortræffelig. ►»Vær ikke bange ⓘ forfor] , < for, at bruge Lægemidlet mod Sygdommen: Sygdommen fordærver ikke Lægemidlet, men Lægemidlet bryder Sygdommen.« ►Naar Du bruger Lægemidlet, saa kommer Lidelsen egl. af, at Du ikke ret tilgavns vil bruge Lægemidlet. ►»To Modsætninger kæmpe med hinanden: Lægemidlet og Sygdommen; Lægemidlet for Dig, Sygdommen mod Dig. Uden Modstand mod Sygdommen ingen Helbredelse; uden Modstand mod Lægemidlet ingen Besværligheder. Modsætningernes Kamp er, Besværligheden, Du lider under« – 29 ►men hvorfor vil Du ogsaa gjøre Modstand mod Lægemidlet. ►»Dog anklag ⓘ desuagtetdesuagtet] , først skrevet ikke ikke Lægemidlet men Sygdommen. Lægemidlet vil gavne, Sygdommen skade. Derfor har Sygdommen for sig alene vel Ro men ikke Velbefindende; Lægemidlet alene har Velbefindende og ingen Besværlighed. Men komme de begge sammen, saa er ⓘ ModsætningernesModsætningernes] , først skrevet Modsætningen Kamp Besværligheden, af hvilke den ene vil komme for at hjælpe, den anden ikke gaae, for at skade. Men i denne Besværlighed er Sygdommen Skyld ikke Lægemidlet.« ►ⓘ VedVed] , først skrevet Aanden kommer Aandens Komme bliver Du oplyst og oplivet, Du der var blind og død; oplivet, at Du maa fornemme. Eet seer Du, et Andet seer Du forud; Eet fornemmer Du, et Andet fornemmer Du forud. Du seer det Onde og seer det ⓘ forud,forud,] , < forud; det nærværende seer Du, det tilkommende seer Du for23ud. Du fornemmer Skylden og forud fornemmer Du Straffen. Før Aandens Komme ⓘ saaesaae] , ændret fra var Du ikke 30 som blind, og fornam ikke som død; og derfor saae Du ikke, fordi Du ikke saae tilbage, og fornam ikke, fordi Du ikke gav Agt. – ►Deraf udspringer den helbredende Straf, naar Du, gjort empfindlich for det Onde, Du lider, fornemmer Smerte, for at forbedre det. Følte Du ingen Smerte, vilde Du ikke forbedre det; følte Du ingen Frygt, vilde Du ikke tage Dig iagt. Nærmest bliver Du altsaa oplyst om Skylden, at Du maa ⓘ see densee den] , først skrevet see;; dernæst om Straffen, at Du maa frygte den; at Du tilsidst, gjort empfindlich formedelst Skylden maa fornemme Smerte og bedre Dig. Saa man ikke Straffen, som man frygter, saa vilde Ingen føle Smerte over Skylden, som behager En. Derfor vises Dig den paa Skylden følgende Straf, at Skylden, i hvilken Du i Virkeligheden har Velbehag, naar det kniber maa mishage Dig, 31 saa at Du endelig mærker, at ogsaa Det, hvad der synes behageligt ved den, er Ondt, da det Bittre, som smages formedelst den eller efter den, er et saa stort Onde. Saaledes bliver Du oplyst og bekymret, fordi Du seer, hvad der skrækker, og besidder, hvad der smerter.« ►»Hver Straf er vel et Onde, men ikke enhver Straf er ond; thi hvad der hjælper og gavner til noget Andet er et Gode. Ved Straffen befries vi fra Straffen, nemlig den evige.«

X2A354Det er en rigtig Sætning af ►👤Hugo d. St. Victore (👤Helfferich 📖 Mystik 1ste Bind p. 368)

»Ved de Ting, som gaae over Fornuften, bliver Troen vel egl. ikke understøttet ⓘ ved nogen Fornuftved nogen Fornuft] tilføjet , fordi Troen ikke fatter, hvad Troen troer; men der gives dog ogsaa her et ⓘ NogetNoget] , først skrevet E, hvorved Fornuften bliver bestemt eller 32 bestemmes til at holde Troen i Ære, som den dog ikke formaaer fuldkommen at begribe.«

►Dette er hvad jeg har udviklet (fE i 📖 Afsluttende Efterskrift) at ikke ethvert Absurd er det Absurde ell. Paradoxet. Fornuftens Virksomhed er just ⓘ negativtnegativt] , først skrevet at at kjende Paradoxet – men saa ikke mere.

►Jeg har i en ældre Journalell. paa løst Papir fra en tidligere Tid (da jeg læste 👤Aristoteles 📖 Rhetorik) meent, at der ⓘ istedetforistedetfor] , først skrevet <f> Dogmatik skulde indføres en christelig Talekunst. ►Den skulde saa forholde sig til πιστις. πιστις i ⓘ detdet] , < den classiske Græsk er den Overbeviisning (mere end δοξη, Mening) som forholder sig til det Sandsynlige. Men Χstd. der altid vender op og ned paa det naturlige Mskes Begre24ber og faaer det Modsatte ud, 33 lader πιστις forholde sig til det Usandsynlige.

Dette Begreb det Usandsynlige, ⓘ det Absurdedet Absurde] , først skrevet dett skulde saa udvikles; thi det er kun Overfladiskhed at mene, at det Absurde ikke er et Begreb, at i det Absurde høre ►allehaande ►absurda ligeligt hjemme. Nei det Absurdes Begreb er just at begribe, at det ikke kan og ikke skal begribes. Dette er en negativ Begrebsbestemmelse men lige saa dialektisk som ⓘ hvilkensomhelsthvilkensomhelst] , < hvilkensomhest positiv. Det Absurde, Paradoxet er saaledes sammensat, at Fornuften ingenlunde i Kraft af sig kan opløse det i Nonsens, og vise, at det er Nonsens; nei, det er et Tegn, en Gaade, en Sammensætningens Gaade, om hvilken Fornuften maa sige: løse den kan jeg ikke, den er ikke til at begribe, men deraf følger slet ikke, at det er Nonsens. Dog det forstaaer sig, afskaffer 34 man aldeles »Troen«, lader den hele Sphære gaae ud, saa bliver Fornuften indbildsk, og saa slutter den maaskee ergo er Paradoxet Nonsens. Men hvad vilde man vel bryde sig om, hvis i et andet Forhold de Kyndiges Classe var uddød, og nu de Ukyndige fandt, at Det og Det var Nonsens – men Troen er den Kyndige i Forhold til Paradoxet. Den troer Paradoxet; og nu kan, for at erindre om hiint Ord af 👤Hugo d. St. Victore, Fornuften vel bestemmes til at holde Troen i Ære, nemlig derved, at Fornuften fordyber sig i ⓘ ParadoxetsParadoxets] , først skrevet Ne negative Begrebsbestemmelser.

Overhovedet er det en Grund-35Vildfarelse at der ikke gives negative Begreber; ►de høieste Principer for al Tænkning ell. Beviset for dem er jo negativt. ►Den msklige Fornuft har Grændse; der ligger ►de negative Begreber. ►Grændsefægtningen er negativ, tilbagetrængende. Men man har et sluddervorrent og indbildsk Begreb om den msklige Fornuft især i vor Tid, da man aldrig tænker en Tænker, et fornuftig Msk, men ►den rene Fornuft o: D:, som slet ikke er ⓘ til,til,] , først skrevet til. da dog vel Ingen, han være Professor ell. hvad han være vil, er den rene Fornuft. Den rene Fornuft er et Phantastisk, og der hører ogsaa det Phantastisk Grændseløse hjemme, hvor der ingen negative Begreber [er], ⓘ menmen] , måske fejl for men den [suggestedConjecture] ; men [hvor man] EP, men man Pap. begriber Alt som ►Hexen, der endte med at æde sin egen Mave.

36X2A355I Grunden beroer dog al Forstaaelse paa, hvorledes man er sindet derinde. Er man en Dag ►ret troende og tillidsfuld – om der da 25 hænder En noget Ulykkeligst, ja – er man ret troende og tillidsfuld – selv om det var det allerfataleste: man kan strax paa forskjellig Maade forklare det ind i det Glædelige, at Gud just nu lader det En hænde, fordi man just nu har Styrke til at bære det, at man nu skal benytte Leiligheden til at lære sig selv at kjende i at overvinde det o: s: v:. – Er man forsagt, nedbøiet, tungsindig – blot den mindste Ubetydelighed er nok for at man aner det Uheldiges, det Fatales Lov i hvad der skeer.

Man seer deraf, at Ens hele Betragtning af Livet egl. er en ►Selvangivelse af, hvorledes det ►staaer sig derinde.

37X2A356Det var aabenbart ►et Moment med i Χsti Død, at han negtede Nationaliteten, at ville have med den at gjøre. Nu ere ►de Orthodoxe – ►de ægte Nationale; ►man laver nu Theorier om christelige Stater og christelige Folk. Skulde noget Folk qua Folk paastaae at have en Adkomst til som saadant at forholde sig til Χstd, da var det dog vel ►Guds udvalgte Folk – og det gik under og er forblevet et evigt Memento om, at Χstd. ikke forholder sig til Nationalitet. Men hvor ⓘ beqvemtbeqvemt] , herefter er slettet og hvor christeligt – netop naar Nationalitet er Dags-Ordenen kniber det her at stille det Religieuse: og saa bliver Orthodoxie just kjendelig paa, at være ægte national-fanatisk.

►👤Grundtvig, der altid har været en Hader af Tugt og Strenghed, har ►ogsaa lavet en Theorie om, at den sande Χsten deeltager i Alt – han har nok glemt ►Lignelsen om Dem, som løbe paa 38 Banen og ere afholdne i Alt. ►Det er utroligt, ⓘ tiltil] tilføjet hvilket Nonsens man har benyttet Historien om Brylluppet i 📌Cana. Conseqvent maatte da Grundtvigianerne stødes over, at Χstus ikke var gift, ell. vel endog flere Gange. Denne »Deeltagen i Alt« er i Grunden en Indbildskhed; man vil ikke tilstaae, hvad en Anden tilstaaer, at det er over et Mskes Kræfter, at være Alt ligeligt.

X2A357Altid det Samme. ►For nogle faae Aar siden havde Præsterne travlt for at »faae Kjolen vendt, saa den næsten saae ud som en Professor-Kjole«, det var det Videnskabelige. ►Nu, trække de ud og skal paa Rigsdagen – at være Præst, det er ikke Noget at være. Og dette ►smin26kes op under det høittravende Navn at virke for det 39 Hele – det vil sige, ►at ligge i 📌Kiøbh. og more sig, ►tære Diæterne, være med at ►ballotere o: D:. – Og det er Alvor! Hvis En for egen Regning ►gav Afkald paa Embeds-indtægter ⓘ arbeidedearbeidede] , først skrevet A Nat og Dag for en Idee: saa er det Phantasterie.

X2A358Aldrig er det Onde, Middelmaadigheden, farligere end naar den udpyntes som ►»Hjertelighed.«

X2A359Angaaende ►Artiklen af 👤Frater Taciturnus mod 👤P. L. Møller.

Hvad jeg i sin Tid godt selv forstod, har vist neppe ellers Nogen tænkt paa. En Pseudonym pleier blot at være Forfatteren. Men min Pseudonym var en digterisk Person i Charakteer. Hele Artiklen er derfor ogsaa holdt i hans Charakteer. Det var en ganske ►egen Opgave for Polemik. Og saa maatte jeg naturligviis finde mig i, at ikke en Eneste havde Øie derfor.

40X2A360►Evangeliet siger: søger først Guds Rige;

Erfaring lærer: at naar Msk. have

søgt deres Fred og Glæde alleandrevegne saa søge de endeligen tilsidst hen til Gud.

Skal det lykkes et Msk. at komme til at søge Guds Rige først, maa han begynde angrende.

X2A361Det er dog ganske klart, at det er ►Χstus som Forbilledet der nu dialektisk skal drages frem, just fordi det ⓘ DialektiskeDialektiske] , < Dialektisk (Χstus som Gave) hvilket 👤Luther drog frem er blevet ►taget aldeles ⓘ forfængeligt,forfængeligt,] , først skrevet forfængeligt. saa »Efterfølgeren« aldeles i Intet ligner Forbilledet, men er absolut ueensartet, og saa ⓘ blotblot] tilføjet skyder Naaden imellem.

Med Hensyn til Samtidig41heden med Christus som Maalestok 27 maa man dog huske paa, ►hvad ogsaa i andre Journaler er anført, at Χsti Død jo er Forsoningen, og herfra daterer sig egl. [Naaden] ⓘ i eeni een] , foran er slettet Naaden Forstand; saa længe Χstus levede var Naaden ikke saaledes ⓘ til,til,] , < til og ►hans eget Liv er jo ogsaa for ham en ⓘ Prøvelse,Prøvelse,] , < Prøvelse: han forsøgtes selv. – I en anden Forstand er hele hans Liv Naaden, som ►Skriften siger, at Naaden og Sandheden blev aabenbar i Χsto.

X2A362Det ►»Slægten« tenderer til, er aabenbart at sætte Naturvidenskab istedetfor Religion.

42X2A363Siden ►👤Visby er faldet igjennem til Valget, synes ►Χstianshavnerne slet ikke at ville høre ham. Saa tomt som ►idag er dog for galt.

De Daarer forstaae sig naturligviis ikke just christeligt paa Pointer. ►Naar En er Hofprædikant og har uhyre mange ⓘ Tilhørere –Tilhørere –] , først skrevet Tilhørere, saa rende Alle derhen. Christeligt er der Sandsynlighed [for] at der faaer man maaskee verdslig Kunst men ikke Χstd. Naar en Mand er forfulgt, er der, christeligt, ⓘ SandsynlighedSandsynlighed] , < sandsynlighed for, at der faaer man dog maaskee lidt Χstd.

►Han prædikede idag (Χstus 12 Aar i Templet) over det Thema:

►»leder saa skulle I finde«

1) ⓘ hvorefterhvorefter] , ændret fra hvorledes man skal lede

2) hvorledes man skal lede

3) hvor man skal lede.

Denne Prædiken var snuppet 43 lidt kort af, ellers kunde den være blevet ypperlig. Han forstod da ogsaa selv at benytte ►Dagens Evangelium som Oplysning. Det gjorde han ret smukt, men det kunde være gjort smukkere. 👤Maria søgte Noget, som ikke var hendes Eget, Noget, som var hende betroet – og af Gud, Noget som hun havde ⓘ haft:haft:] , < haft – saaledes vi, vi skulle søge den tabte Uskyld, ►som Børn komme ind ⓘ i Gudsi Guds] , foran er slettet igjen Rige. Hun søgte det ►utrættet. Hun søgte det i Templet.

X2A36428►I Prædiken over 📖 Epistelen paa 3die Søndag efter Paasken i Begyndelsen viser 👤Luther rigtigt, at det Jødiske er at hænge fast ved dette Liv, ►at det maa gaae En vel og man maa leve længe i Landet; ►det Christelige er at betragte sig som Pillegrim her i denne Verden, ►om 👤Luther end finder det For44nødent med Hensyn til Middelalderens Overdrivelse at advare mod at løbe i Kloster o: D:.

Conseqventsen ⓘ af detaf det] , først skrevet d Jødiske er en potenseret Nationalitets Iver – og nu, (ja som i alle Henseender Χstd. er blevet vendt om) ►nu er det blevet just den sande Orthodoxie, at være national-ivrig trods nogen Politiker.

Dette er Pendant til ►hvad jeg andetsteds har viist: Χstd anpriser ugift Stand – nu er Ægteskab Livets Alvor, ugift Stand Phantasterie. ⓘ Χstd.Χstd.Christendom] , først skrevet Nu forkyndtes af Mænd, der ingen Løn forlangte – nu hedder det i ⓘ ►ΧsthedenΧsthedenChristenheden] , først skrevet ΧstdChristendommen, naar en Mand har en Søn, der ikke duer til Andet, saa lad ham ►blive Theolog, det er dog den sikkreste Vei til et ⓘ Levebrød,Levebrød,] , først skrevet Levebrød. det egl. ►Brød-Studium.

45X2A365►Ved Transfigurationen var ⓘ 👤MosesMoses] , først skrevet Chr og 👤Elias tilstede – ►saaledes gjælder det i Forhold til enhver Henrykkelse o: D:, at Loven og Propheterne er med, at det ikke er phantastisk. Dette er omtrentelig sagt af 👤Richard d. St. Victore.

X2A366Angaaende ►en Yttring af 👤Anti-Climacus etsteds i 📖 Indøvelse i Christendom No 3.

Det er en »Opvækkelsens« Skærpelse, at han etablerer, at der i den stridende Kirke kun er Enkelte, altsaa ikke erkjender Menighed.

46X2A367Christus vedblev da indirecte Meddelelse indtil det Sidste; thi det at han var incognito,►i Tjeners Skikkelse, det gjør, (►som 👤Anti-Cl. rigtigt bemærker etsteds i 📖 Indøvelse i Christendom No 2) at al hans li29gefremme Meddelelse dog er indirecte. Men saa har hans Liv en Phase, som ⓘ ellersellers] , ændret fra det er negtet: Opstandelsen, Himmelfarten; der er egl. først ligefrem Meddelelse.

X2A368Det er meget godt sagt af ►👤Richard d. St. Victore: 👤Eva skulde ladet sig nøie med at være 👤Adams Ledsagerinde, ikke paataget sig at føre an.

47X2A369Det Dialektiske i mit polemiske Forhold.

Andre angribe i Spidsen for Mængde den Enkelte; jeg angriber qua Enkelt Mængden, og har aldrig fundet det forsvarligt ell. Umagen værd at angribe en Enkelt. Men det at angribe en Enkelt i Mængdens, Publikums Navn, det er feig Verdslighed. Saa feig har da overhovedet aldrig nogen Kamp været som Dagpressens. ►Da Regjeringen var den mægtige i en længst svunden Tid, da hørte der Mod til at angribe den; men nu veed man godt, at Mængden er Magthaveren i Staten, og dog vedbliver man at ►lege den Leeg at det er det modige at angribe Regjeringen eller endnu bedre en enkelt Regjeringsmand.

Hvilken ⓘ Løgn;Løgn;] , < Løgn! hver Gang 48 Pressen angribes, naar man saa siger ►👤Grüne, ►👤Ploug o: s: v: saa blive de vrede, og forklare, at de er et Princip, fordre at benævnes med abstrakte Navne. Saasnart de derimod angribe, saa tager de bestandigt kun en enkelt Embedsmand, og paa ham sigte de nu med det uhyre uproportionerede Vaaben som Dag-Pressen er. ⓘ HvilketHvilket] , < Hvilken Dyb af Feighed, hvis En vilde kalde det at duellere, naar ⓘ denden] , < det ene Part mødte qua Enkelt med en Pistol, den anden sad bag et ⓘ Batterie,Batterie,] , først skrevet Batterie af eller bag et Regiment.

ⓘ MinMin] , først skrevet et dobbeltkors Polemik seer man let er i Sandhedens Tjeneste; thi den er eo ipso lidende. Derfor – forstaaes den ikke, det vil sige, de Fleste forstaae den virkelig ikke, nogle Faae ville ikke forstaae den.

49X2A37030Ogsaa det er ►en Tagen-forfængelig af det Hellige, naar fE►Politikere, efterat have paa alle mulige Maader søgt at faae Magten og Fordelen, ►ligge under, at de ⓘ saasaa] SKS, saae ►sminke dette op til et Martyrium. Der seer man, at det aldrig er Enden men Begyndelsen, der afgjør hvad Noget er. Det Frivillige det afgjør egl. ⓘ Martyriet iMartyriet i] , først skrevet Martyriet. strengeste Forstand, det at have haft det Modsatte i sin Magt og saa at have opgivet det for frit at vælge Fornedrelsen.

Saaledes forstaaet gjør jeg maaskee endogsaa Skade, ved ►min Bestræbelse for at forherlige Martyriet og skaffe det lidt af dets Anseelse igjen; thi nu faaer verdslig Klogskab ⓘ eeteet] , < et Mere: man ►styrer ud for verdsligt at seire – men siger man til sig selv, skulde det mislykkes saa sminke vi det op til et Martyrium.

50X2A371Betingelsen for et Mskes Frelse er Tro paa at der overalt og i ethvert Øieblik er ⓘ absolutabsolut] tilføjet Begyndelse. Naar Den, der egoistisk har tjent sig selv i Sandsebedragenes Tjeneste, skal begynde en renere Stræben, da er det det gjælder om, at han troer absolut paa ⓘ den nyeden nye] tilføjet Begyndelse, thi ellers ►kluddrer han Overgangen ind i det Gamle. – Saaledes ogsaa ved Omvendelse i strengere Forstand, Tro paa den nye ⓘ absoluteabsolute] tilføjet Begyndelses Mulighed, ellers ►bliver det væsentligt det Gamle. Det er dette uendelige Intensive i Troens Anticipation, der har Frimodighed til at vove at troe det, at forvandle det Gamle til absolut glemt – og nu troe absolut paa Begyndelsen.

Forøvrigt vil dog Kriteriet paa denne Troens Sandhed være 51den Frimodighed der omvendt har Mod til ►ret dybt at fatte sin tidligere Usselhed. Saaledes svarer det Ene til det Andet; Den, som ikke rigtigt dybt føler det og har Mod dertil, han faaer hell. ikke ret den nye Begyndelse, thi Grunden hvorfor han ikke føler det saa dybt er vel just, at han lønlig nærer den Forestilling, at hvis han ret saae paa det, kunde det være saa slemt, at for ham ingen ny Begyndelse var. Derfor formilder han det lidt, og ►seer ikke ganske nøie til i den Hensigt desto sikkrere at naae den nye Begyndelse – og just derfor naaer han den ikke.

En Begyndelse har altid dobbelt ►impetus i Retning af det Tilbagelagte og i Retning af det Nye, med samme Grad som den støder fra i Retning af det Gamle, begynder den det Nye.

52X2A372Kunde benyttes til en Tale.

De to sidste Linier af hvert Vers i ►No 45 af 👤Brorsons 📖 Svanesang, til en Tale om »Troen« eller om »Taalmodighed«.

53X2A373Det er ypperligt sagt af ►👤Richard d. St. Victore. Han viser, at man ikke skal være ⓘ travltravl] , først skrevet <t> som 👤Martha, men »ledig« som 👤Maria. ►Nu tilføier han, at der dog ere Mange, hvem det heller ikke hjælper, fordi de vel ere uden Arbeidets Travlhed, ikke beskæftigede: »men dog ikke forstaae at gjøre Sabbat af Sabbat«.

X2A374Det er et mærkeligt ►Ordspil der ligger i: Frugt og Frygt, ►man siger: det frugter ikke, naar et Msk. ikke frygter.

X2A375 32 Om min »Heterogenitet«

►Vistnok har jeg havt en Heterogenitet i Forhold til det Almindelige, og væsentligen begrundet i ⓘ oprindeligoprindelig] tilføjet Lidelse og atter senere fordoblet ved dialektisk Lidelse, som gjorde mig i Taushed end mere ueensartet.

Men deels har jeg aldrig forstaaet 54min Heterogenitet som min Fuldkommenhed tvertimod som min Ufuldkommenhed, deels har jeg aldrig forstaaet mig absolut i den, men kun relativt.

►I Consequents hermed er det, at ►jeg kan i ligefrem Meddelelse vise Medlevende den indirecte Meddelelse, der er brugt.

Saaledes forstaaet har ⓘ ethvertethvert] , først skrevet etv dybere Menneske til en vis Grad Heterogenitet. Thi saalænge han fE gaaer og grunder i sig selv over Noget og kun lader indirecte Yttringer falde, er han heterogen. Med mig er det skeet efter en større Maalestok, idet jeg har hele ►den prentede Meddelelse. Dog ►forstaaer jeg jo igjen ogsaa hele Forfatter-Virksom55heden som min Opdragelse.

Den absolute Heterogenitet bliver indtil det Sidste i indirecte Meddelelse, da den absolut benegter at være ►i Contexten med det Almene. Men denne Heterogenitet er ogsaa overmenneskelig, dæmonisk eller guddommelig.

Al Heterogenitet ligger i ►Enkelthedens Udgangspunct; men søger saa tilbage igjen til det Almene. Der ►avanceres paa den Maade et Skub fremad. Absolut Heterogenitet bliver indtil det Sidste i Udgangspunctets Ueensartethed. Virkningen er saa igjen et Qvalitativt større.

Consequentsen af dette er ►den Kategorie jeg bruger: 56 at jeg har at gjøre opmærksom. Jeg er aldrig ►traadt i Charakteren af ⓘ Heterogeniteten,Heterogeniteten,] , først skrevet Heterogenitet, just fordi jeg har forstaaet den som min Ufuldkommenhed (derfor heller ►ikke »Myndighed«) og fordi ►Forfatterskabet er min egen Udvikling.

Men det at gjøre opmærksom er en Categorie, der endnu har Contexten med det Almene. Den absolute Heterogenitet ►har Intet med at gjøre opmærksom, den er i Charakteren og negter Contexten. Forskiellen er let kjendelig. ►Det at jeg digterisk og pseudonymt meddeler det Sidste, er Concessionen. Forholdet bliver et andet, naar et enkelt Menneske 57 i eget Navn meddelte det, og paastod at hans Liv udtrykte det.

Den absolute Heterogenitet maatte omtrent begynde der hvor jeg nu ⓘ ender,ender,] , først skrevet ender. det er, med den udviklede ►Bevisthed, som jeg har naaet ved det Tilbagelagte. Men just fordi jeg har naaet den ved det Tilbagelagte, har jeg jo ogsaa forstaaet, at jeg ikke kan træde i dets Charakteer, men har et digterisk Forhold.

Havde jeg ikke forstaaet dette, og var jeg ikke blevet ⓘ hjulpethjulpet] , først skrevet f til at for33staae det, da havde jeg formodentlig ►svinget forkeert i Retning af at blive en Sværmer.

Nu kunde En sige: ja, men just det at der er Pseudonymer, just det er jo ind58directe Meddelelse.« Dertil maa svares: Du har nok ikke ret seet Dig for; ►der er bestandig i »Udgiverens Forord« anbragt Kategorien: jeg ⓘ stræber,stræber,] , først skrevet stræber. samt at jeg erkjender det for den idealere christelige Fordring. Det indirectes Maximum vilde være at levere en saadan Meddelelse, og lade det aldeles, absolut dialektisk tvetydigt, om det var et Angreb paa Christendommen eller et Forsvar. Den absolute Heterogenitet vilde være at gjøre det ganske til ligefrem Meddelelse, men saa selv træde i Characteren deraf. Thi skete dette, saa er ►et Bestaaende absolut 59 ⓘ sprængt paasprængt paa] , først skrevet sprængt. denne ueensartede Enkelte.

Kategorien: at gjøre opmærksom, og nærmere udviklet i ►mine Forord, og ►betrygget ved mit Existentielle, er derimod beregnet paa lige det Modsatte, at lade hele det Bestaaende bestaae indtil den mindste Trævl – og blot forsøge at indaande Inderlighed, overladende til hver især ⓘ hvorvidthvorvidt] , først skrevet hvorvit han vil bruge det.

Mere er mig ubetinget umuligt; thi saa maatte jeg have Myndighed, som jeg fra Første af har benegtet at have og hvorfor? Fordi jeg ikke saaledes tør beraabe mig paa Gud, at jeg paa nogen Maade, turde sige, ⓘ at hanat han] SKS, er at han har udvalgt mig til noget Særligt; ►hvad jeg atter 60 og atter kan sige og aldrig, i Forhold til Trangen ⓘ i migi mig] , først skrevet im, ⓘ noksomnoksom] , først skrevet k, er kun, hvorledes jeg har følt mig hjulpet af ham i Forhold til hvad jeg efter fattig Leilighed selv har begyndt. Jeg er ikke begyndt med hiin uendelige Vished, der hviler i ►et Guds-Valg, og giver Myndighed; jeg er omvendt begyndt med, at være den Ulykkelige, den Lidende – og saa begyndte jeg. Saa svulmede det successive op, og jeg er selv Den, der med meest Forbauselse seer, hvad mig er forundt.

Men dette Forhold giver umuligt Myndighed. Indirecte Meddelelse har derfor bestandig været mig det con61sequente. Kun er Forskiellen den, at da Productiviteten ogsaa er min Opdragelse og Udvikling, ender det med en ►Pseydonymitet, der stiller det Christeliges Fordring idealt, ⓘ ogog] , først skrevet i i Forhold til hvilken jeg selv bestemmer mig som Stræbende.

Havde jeg blot været en Digter, var jeg vel kommet til det Galimathias, ganske ►simplement at digte Christendommen, uden at mærke, at det ikke lader sig gjøre, at man maa tage sig selv med, og enten selv existentielt udtrykke ⓘ IdealetIdealet] , < idealet (hvilket nu ikke lader sig gjøre) eller bestemme sig selv som Stræbende. Havde jeg ikke været Digter, var jeg vel gaaet hen og ►forvexlet mig selv med Idealet, og var blevet Sværmer. Hvad 62 er det da, der har hjulpet mig, foruden, hvad der er Hovedsagen, at ►en Styrelse har hjulpet mig? Det er, at jeg er Dialektiker. 34

X2A376 Angaaende ►de Par Sider som paa halve Pagina skulle trykkes ⓘ foranforan] , først skrevet før »📖 Regnskabet«

Det vil vist forekomme Mange altfor ►submis. De betænke ikke, og de have vel ingen Forestilling om hvad det vil sige, at tale ►»for Gud«. Men dette hørte jo dog ogsaa med til Regnskabet, at jeg noterede mit Forhold til Gud, og der forstaaer jeg det Hele som min ⓘ OpdragelseOpdragelse] , først skrevet personligt.

Derfor bliver det trykt med forskiellig Skrift, paa halve Pagina for at antyde, at dette er Sagen for Gud.

X2A377See det er en Situation i ►»Christenheden.«►Der fortælles om 👤Bernhard af Clairvaux, at Forældrene holdt deres Børn tilbage, Konerne deres Mænd – at 👤Bernhard ikke skulde overtale dem til saaledes at blive Χstne, at de virkelig forlode Alt. ►Og saa er det altid med den væsentlige Χsten, han er ligesom Oldtidens ►πεισιϑανατος, i den Grad kalder han En bort fra det sandselige Menneskes Lyst og Liv og Glæde – og saa ere vi dog i Χstheden Alle Χstne. Og nu i vor Tid hvor der ikke engang lever saa meget som en πεισιϑανατος.

63 X2A378 35 64 Angaaende Udgivelsen af et Par af Skrifterne om mig selv.

►Jeg havde atter taget Sagen frem jeg havde tænkt mig: 📖 Regnskabet, de 📖 tre Noter og første Afsnit af 📖 Synspunktet. Jeg modificerede paa et Par enkelte Puncter.

Imidlertid, alle mine gamle Tvivl kom op igjen, væsentligen samlede i dette: det er inconsequent og utaalmodigt saaledes ►at anbringe mig selv ⓘ med i levende Live og især ►nu strax, da jeg vil standse, og saa derved snarere risiquerer at faae ny Fart, om jeg end ⓘ ►ved en tidligere Redaction fra engang i 1849ved en tidligere Redaction fra engang i 1849] tilføjet havde gjort Alt ved at anbringe de tvende Bestemmelser: at hele Forfatter-Virksomheden er ⓘ mig selvmig selv] tilføjet min Opdragelse og at den er for at gjøre opmærksom.med i levende Live og især nu strax, da jeg vil standse, og saa derved snarere risiquerer at faae ny Fart, om jeg end ved en tidligere Redaction fra engang i 1849] tilføjet havde gjort Alt ved at anbringe de tvende Bestemmelser: at hele Forfatter-Virksomheden er mig selv] tilføjet min Opdragelse og at den er for at gjøre opmærksom.] , < med. fulgt af et dobbeltkors

X2A3793665Ogsaa Dette er da en mig uforklarlig Form af Aandløshed, hvorledes et Msk. saadan paa Dato og Klokkeslet kan have et bestemt Indtryk af det Religieuse: ►ved Juletid være juleglad og saa slet ikke tænke paa Langfredag, paa Langfredag være dybt sørgende og saa slet ikke have noget andet Indtryk. Det er det bedste Beviis for, at det Religieuse er En noget aldeles Udvortes.

X2A380►Der tales for at forsvare ⓘ Kunsts RealitetKunsts Realitet] , ændret fra Kunst ogsaa i Forhold til religieus Aand saaledes: Aanden ⓘ gjennemtrængergjennemtrænger] , først skrevet for et Msk. saaledes, at man seer hvilken Mand han er; fE det at ►👤Lutherⓘ sagdesagde] , ændret fra at sagde: Gud hjælpe mig Amen det har han tillige sagt saa man fik at see i hans Skikkelse, hvilken Mand han var. Dette 66 er ogsaa at indrømme til en vis Grad, om end maa erindres, at det ⓘ dada] , først skrevet t ikke maa tages altfor nøie; thi dersom det saaledes forvandlede et Msk, saa maatte jo hans Fjender ogsaa umiddelbart see det Samme. Og dernæst maa erindres, at i Forhold til »Troens« Gjenstand gjælder det ikke; thi just for at prøve Troen, og for at Troen kan være Tro er den umiddelbare Ligefremhed negtet, det vil sige, en msklig ►Forklarethed kan der vel have ⓘ væretværet] , < være (om det end altid bliver at erindre, at Fjenderne saae den ikke – thi for at tage et ringere Exempel, ►ⓘ DeDe] , < de, der stenede 👤Stephanus, saae dog ikke hans ⓘ Ansigt somAnsigt som] , først skrevet En 67 en Engels Ansigt) men ⓘ derder] , < den svarer ganske rigtigt ingen ligefrem Umiddelbarhed som det Kjendelige til det at være Gud. Og saaledes er Troens Gjenstand ikke til at fremstille for Kunst. Og selv allerede i Forhold mell. Msk. og Msk, i samme Grad som et Msk. i Forhold til Noget maa være Gjenstand for en Slags Tro, i samme Grad kan han i dette Forhold ikke males ell. afbildes; thi at der maa være Tro med betyder just den ikke ligefremme Umiddelbarhed, ellers maatte jo Enhver see det Samme, ogsaa hans Fjender, som dømme lige modsat.

Men midt i ►Χstheden er 68 da man neppe ⓘ engangengang] tilføjet opmærksom paa ►det Socratiske: at ⓘ Sædelæreren (denSædelæreren (den] , < Sædelæreren, den Rene, den Ædle) var den styggeste Mand med synlige Anlæg til ⓘ altalt] , først skrevet at Ondt – og det er i Χstheden, som jo forholder sig til ►Gud-Msk, »Troens« Gjenstand – og dog mener man, at enhver Inderlighed er malerisk ɔ: ligefrem kjendelig. Hvad er saa »Tro«? Ja det forstaaer sig, nutildags er jo »Tro« saa37dan Dit og Dat, Mening o: D: – og Kunst en høiere Sphære; og tillige ere vi alle Χstne.

69X2A381Man forstaaer ikke blot ikke min Tanke; men hvad der for mig er en langt større Ulykke, man forstaaer ikke, man har ingen Forestilling om den Overbeviisningens Grad, med hvilken jeg har min Tanke. At et Msk. kan falde paa at tvivle om han har Lov til at meddele sig ligefrem, om Gud ikke har Noget derimod, fordi han fordrer en strengere Udholden af ham, at han maa trænge igjennem: ja hvo tænker paa Sligt. Naar man blot har en halv fordøiet Pialt af en Halv-Tanke strax lyksaliggjør man ligefrem Alle; har selv Profit o: s: v:: men at kunne docere den – og saa at lide ved [at] holde strengt ud!

Nu virker det forresten, at jeg har trukket mig lidt tilbage, ak 70 ►desto ⓘ værreværre] SKS, være en ►Accommodation som jeg maatte gjøre; ►nu sees jeg sjeldnere, omgaaes meest de Fornemme: min Anseelse stiger. ⓘ AkAk] , først skrevet O,, ►mundus vult decipi, og kun Χstd. veed hvad Sandhed er.

X2A382At det da aldrig kan falde en Præst ind en Søndag istedetfor selv at prædike ►at læse en Prædiken op fE af 👤Luther! Men det er et Vrøvl med ►Dette om det levende Ord; og saa er det vel ogsaa Angest for, ►at Nogen skulde ansee ham for en Degn!

X2A383Vor Tids Afgud, Tyran er: »Mængden« det Numeriske. Som den Religieuse i en ældre Tid med Sorg og med Forestillingen »han er tabt« maatte betragte Enhver,71 der sluttede sig fE til den ugudelige »Keiser«, den »ugudelige Pave«, det »ugudelige ⓘ BureaukratieBureaukratie] SKS, Baureaukratie« og logrede for det, ell. som fromm[e] Forældre ⓘ betragtedebetragtede] , ændret fra betragte det, at deres Barn gaaer til Hoffet: saaledes maa man dybt sørge over ►Enhver, der gaaer til Ballotation; hvor megen Dygtighed han end forresten har, ja havde han en eminent, kun desto værre: thi formelt bestyrker han det Onde: Ballotationen.

Og denne Afgudsdyrkelse den dyrker Ballotationen, omtrent, 38 aandeligt forstaaet, ligesom ►hiin afskyelige Lingams Tjeneste, thi Ballotation det er jo den productive Kraft i Forhold til det Numeriskes ►Deification.

72Ak men hvor længe, længe vil det vare, inden her kommer Enkelte, som staae imod.

X2A384»Angest« er dog egl. ikke Andet end Utaalmodighed.

X2A385 ^[a] ►👤Stilling er ►catastrophisk stillet. Det der egl. beskæftiger ham er den Stolthed at realisere Idealiteten i Forhold til sin ►afdøde Kone, at blive hende tro, ►ikke gifte sig. Ak, og selv i Forhold til denne Stolthed, har den ikke gjort ham taus ell. ►ⓘ retret] , først skrevet rettere besluttet; han forsøger sig i [at] pynte sig ud med denne Idealitet, han anticiperer.

Han er religieust en Mulighed; men det kan ogsaa slaae ud til en anden Side. Han gifter sig igjen – og bliver nu en fortvivlet Angriber af det Religieuses ►»umenneskelige Strenghed.« Og hvis saa, hvis er saa 73Skylden, uden hans egen; han bød ikke religieust paa det Religieuse – derfor blev det kun umenneskelig Strenghed.

^[b] Dog en Mulighed er han endnu. Og Skade paa det ⓘ ReligieuseReligieuse] , religieuse EP; , Religieuses Pap. Gebeet kan han ikke gjøre, naar han blot erkjender sin Grændse: at han som Forf. har med ►Pathos at udtrykke at han trænger til det Religieuse, og at ►det Videnskabelig-Religieuse, der bydes, det kan ikke holde ham.

X2A387Dette er jo som en Analogie til det Prophetiske (hvad da enhver genialere Natur har erfaret) at man siger Noget, som man selv forstaaer paa sin Viis – og langt om længe forstaaer man, at der laae noget langt Dybere deri. Deri ligger et ►Analogon til det Prophetiske: at ►Propheten talte om et maaskee Nærværende, ell. om et 39 Noget, som stod for ham i en dunklere Fremtid – og saa først da Χstus kommer, viser det sig at det er ham, de have talet om. Saaledes hører Opfyldelsen ikke blot 74med for at Prophetien skal være Prophetie; men egl. er Prophetien først fuldendt i ⓘ Opfyldelsen –Opfyldelsen –] , først skrevet Opfyldelsen. og dog sagde den det forud.

X2A388Det er smukt ►sagt af 👤Lavater i Anledning af Magernes Spørgsmaal om, hvor den nyfødte Jødernes Konge er: »Det første Spørgsmaal efter ham kalder ham: Jødernes Konge; og det sidste Ord over ham var: Jødernes Konge, begge Gange af Hedninger; Jødernes Konge bliver søgt af Hedninger som Konge, og korsfæstet af Hedninger som Jødernes Konge.«

75X2A389Forargelses Mulighed – den Enkelte.

Det man almdl. kalder ►Χsthed (disse Tusinder og Millioner) har da gjort Χstd. aldeles til Vrøvl.

Men ogsaa den bestaaende Χstheds Orthodoxie har egl. forvandlet Χstd til Hedenskab.

Χstus er Paradoxet; alt Χsteligt er derefter mærket, ell. ved ►Synthesen et saadant, at det er mærket af Forargelsens Mulighed som det Dialektiske. Det tager nu ►Orthodoxien (især den rørende og rørige Grundtvigianisme; thi ►👤Grundtvig er der dog Kraft i) bort og sætter overalt istedet: ►det Vidunderlig-Deilige, det Deilige, det mageløs Deilige og Dybe o: s: v: kort ligefremme Kategorier.

76Saaledes faaer Χstus den ligefremme Kjendelighed; men den ligefremme Kjendelighed, saa er ►Χstus ikke »Tegnet«, med den ligefremme Kjendelighed er Χstd. Hedenskab.

40Saa en passantⓘ ►vrøvlervrøvler] , ændret fra vrøvler man det om Tegnet og Forargelsen ind med skjøndt yderst sjeldent – hjælper Intet; thi Forargelsens Mulighed er det dialektisk Afgjørende, er »Grændsen« mellem Hedenskab, ⓘ Jødedom –Jødedom –] , < Jødedom, Χstd.

At denne Grundforvirring hænger sammen med, at der fra Barn opdrages i Χstd, er mig klart. Alt faaer77 derved den ligefremme Fart, Modstands Frastødet faaes ikke.

Man seer forøvrigt ved dette om Forargelsens Mulighed, at Χstd. kun har med Enkelte at gjøre^a som det Dialektiske; thi Forargelsens Mulighed udsondrer og ⓘ isolererisolerer] , ændret fra isolerer Enhver som Gjennemgang til ⓘ detdet] tilføjet at blive Χsten.

X2A390Forskjellen mellem »Mængde« »Publikum« – og ⓘ »Menighed.«»Menighed.«] herefter er tilføjeten skillestreg

I »Publikum« o: D: er den Enkelte Intet, der er ingen Enkelt, det ⓘ NumeriskeNumeriske] , < Numeriskes er det Constituerende og Loven for Tilblivelse en ►generatio æqvivoca; løsrevet fra »Publikum« er den Enkelte Intet og i Publikum er han, dybere for78staaet, egl. heller Intet.

I Menighed er den Enkelte; den Enkelte er dialektisk afgjørende som ⓘ ►PriusPrius] , først skrevet Anticip for at danne Menighed, og i Menighed er den Enkelte qvalitativ et Væsentligt, kan ogsaa hvert Øieblik blive høiere end »Menighed«, saasnart ⓘ nemlignemlig] , ændret fra nemlig »de Andre« ►falde af fra Ideen. Det Sammenbinde[nde] for Menighed er, at hver er en Enkelt, og saa Ideen; Publikums Sammenføien ell. dets ⓘ LøshedLøshed] , først skrevet Løshed er: at det Numeriske er Alt. Hver Enkelt^a garanterer Menigheden; Publikum er en ►Chimaire. Den Enkelte er i Menighed Mikrokosmen, 79 der qvalitativt gjentager Makrokosmen; her gjælder i god Forstand ►unum noris omnes. I Publikum er ingen Enkelt, det Hele er Intet; her er det umuligt at sige ⓘ unumunum] , først skrevet unum noris, omnes, thi her er ingen: Een. »Menighed« er vel mere end en Sum; men er dog i Sandhed en Sum af Enere: Publikum er Nonsens: en Sum af negative Enere, af Enere, som ikke ere Enere, som blive Enere ved Summen, istedetfor at Summen skal blive Sum ved Enerne.

X2A391Man forstaaer Alt politisk (uden at »man« just derfor forstaaer sig stort paa Politik) deraf følger, at den Religieuse bliver hadet som Stolt, Aristokrat ⓘ o: D:.o: D:og Deslige.] , først skrevet og Den Religieuse udtrykker, at der er en Gud til; 41 den Religieuses 80 Liv udtrykker ►i Første: behag at gjøre Plads, det er Respekts-Udtrykket. Naturligviis det er just ikke ⓘ RespektsRespekts] , først skrevet Respet Udtrykket for »Publikum« og saadanne Begreber, lige det Modsatte. Men dog er det ⓘ Respekts-UdtrykketRespekts-Udtrykket] , < Respekts-Udtykket – nemlig for Gud. Dog det har man ikke Tid til at see, dette Næste, at den Religieuse er saa langt som muligt fra at være den Stolte, Aristokrat o: D:, at han bøier sig, i sand Ydmyghed og Tilbedelse, 70 Gange dybere end nogen Politiker. Men som sagt det Næste seer man ikke, forstaaer man ikke; og saa raaber man over den Religieuse: en Stolt, en Aristokrat!

81X2A392Denne ►👤Victor Hugo! Forvænt naturligviis i mange Aar til, en indøvet i den Art Udsvævelse, som Roman-Forfattere bedrive med digterisk at lefle med Følelser, hvilke deres Liv udtrykker det Modsatte af: skal han da nu ►ⓘ i eti et] , først skrevet an »glimrende Foredrag« angribe Klærke-Partiet.

Man kan forestille sig hans Vellyst forud ved Tanken om den Situation: saaledes at lege »Sandheds-Vidne« og blive hædret og æret og beundret.

►Jo, jeg takker►Klærke-Partiet – dets Sag er i Minoritet: og Natur-Videnskaberne de feirede. Og nu disker han op. Hvo negter, ►at Natur-Videnskaben ogsaa har havt sine Martyrer; men 👤Victor Hugo 82 synes reent at glemme, at det er saa langt som muligt fra, at Navnene paa disse ere fra en senere Tid, da tværtimod just disse Videnskaber triumphere.

Og hvilken Tyran, hvilken Afgud er det han dyrker ved denne sin ⓘ Tale?Tale?] , < Tale: det er »Mængden«, ►»Ballotationen« o: D: Og den har maaskee ingen Offre krævet? ►Den krævede Χstus og ►👤Socrates og ►ⓘ »Martyr-Skaren«»Martyr-Skaren«] , < »Martyrer.

Og nu de ►Exempler paa hvad christelig Religieusitet er? Den Nar, at ville tale om Ting han slet ikke forstaaer. De Exempler, han anfører er almindelig ►store og gode Handlinger, ingenlunde specifik-religieuse 83 end sige specifik-christelige, Hedenskabet har aldeles saadanne Exempler. Saadanne ⓘ storestore] , først skrevet christe og ædle Handlinger de æres i Verden – men Χstus og hans Efterfølgere, de vare dog nok lige saa praktiske i ►det Høimodige o: D:, men de bleve forfulgte og ihjelslagne derfor.

Dersom jeg maatte raade, saa skulde 👤V. Hugo et halv Aar sættes hen og lære Lectier i ⓘ Χstd!ΧstdChristendom!] , først skrevet ΧstdChristendom,

4243ⓘ MenMen] , først skrevet et dobbeltkors som sagt, hvilket Fund for »Digteren«! Man kan tænke sig de andre Digtere ere blevne misundelige paa ham, at de ikke ere Medlemmer af ►Kamret. Man tænke ►👤Eugen Süe, der har skrevet sig til ⓘ Millionær –Millionær –] , først skrevet Millionær. ved at skildre Armoden og Elendigheden i Virkeligheden: jo jeg takker 84

2. Journalen NB15, s. 84. Midt på siden begynder optegnelsen NB15:63, der er en afskrift af to ældre lapper. SK har tilføjet ordene »Dette Papir er af følgende Indhold:«

X2A393►To Lapper som laae ved »📖 Fra Høiheden vil han drage Alle til sig«.

►Dette Skrift kan ikke gjøres pseudonymt fordi det ⓘ ivrerivrer] , først skrevet i<ng> mod, at man har gjort Prædikeforedraget til Betragtning, ⓘ ɔ:ɔ:det vil sige] tilføjet upersonligt – og en Pseudonym er jo ogsaa et Upersonligt.

NB Denne Indvending er besvaret paa et hosliggende Papir, og Bogen gjort pseudonym

d. 9 Oct 49.

ⓘ ⓘ DetteDette] , først skrevet Denne Papir er af følgende Indhold: Dette] først skrevet Denne Papir er af følgende Indhold: ] tilføjet

►Der bliver paa en Maade et dialek85tisk Kjætterie etsted i denne Bog; der nemlig, hvor der ⓘ visesvises] , < viser, at Prædikeforedraget er blevet upersonligt, at det meddeles af En, som Ingen er. Inconseqventsen er, at det saa gjøres af en ⓘ Pseudonym,Pseudonym,] , først skrevet Pseudonym. som jo altsaa selv Ingen er. Dog her er min Grændse: jeg kan gjøre opmærksom – ikke mere. Og paa den anden Side, jeg er dog med som Udgiver, og vil jo bære Ansvaret, og Alt vil jo dog blive forstaaet som om jeg selv sagde det. Altsaa er der dog et meget væsentligt ⓘ FremskridtFremskridt] , først skrevet Forhold: baade ved at faae det sagt, og ved at man faktisk vil henføre det til mig. Det Mere her ⓘ er,er,] , < er: er egl. dette: at medens vistnok den Talende er Ingen, en Pseydonym, er Udgiveren en virkelig Person, og som erkjender, at han dømmes ved denne Tale af en Pseudonym.

86X2A394Ved Christendommen er Alt ført ind paa Aandens Gebeet; Scenen er nu bestandigt paa Aandens Gebeet.

Men Χstd. er nu egl. forvandlet til en universaliseret Tradition, er en Atmosphære.

44Der fremkommer nu en Analogie til Oldtiden. Det negative Princip var ►Skjebnen, Natur-Princip. Skjebnen var misundelig paa den Enkelte, især den ⓘ fremragendefremragende] , først skrevet fremtr Enkelte; den ubetydelige Enkelte ⓘ levedeleve<de>] , først skrevet <d> uefterstræbt af Skjebnen. I Tragedien knuser Skjebnen Helten, men ►Choret mærker Intet til Skjebnens Slag.

Paa Aandens Gebeet vil nu Analogien vise sig. Almeenbegrebet, et ►Abstraktum, Publikum og Deslige er Skjebnen, negativ mod den Enkelte, men kun mod den fremragende Enkelte. ►Chorus er i en vis Forstand ikke mere, thi Chorus er egl. Publikum. Den ubetydelige Enkelte lever lykkeligt i Publikum, medens ►det Abstraktum 87 ►nivellerer den fremragende Enkelte.

Dette er Fremtidens Kamp. Kun at det ikke vil blive den Enkelte i Retning af Tyran, men den religieuse Enkelte, hvis Intention netop er at frigjøre de Enkelte, hvilket dog Publikum ikke forstaaer.

Men en Tvetydighed er der tillige i »Publikum«; thi medens det selv er den nivellerende Magt, er det paa en Maade selv Tilskuer tillige, Chorus. Dette ligger i Ansvarløsheden.

X2A395Det farlige er at leve ►i Tider, hvor Verdens-Omsving gjøres. Det varer saa gjerne een Generation ell. to, inden man bliver opmærksom paa, hvor det Onde nu ligger, og at Angrebet maa forandres. Saa ►profitere ⓘ DeDe] , < de, der repræsentere en lidt ædlere lidende Form, thi nu ere de faktisk de seirende og nyde dog tillige Ære som Martyrer. Saaledes Oppositionen i Staterne, der lidende engang kæm88pede mod den Mægtigere »Regjeringen« i Spidsen for det den Gang svagere: »Mængden.« Nu har allerede i længere Tid »Mængden« egl. været det Dominerende i Staten. ►De, der staae i Spidsen for den, ⓘ ereere] , først skrevet kæ langt de Stærkere, og dog profitere de Martyr-Ære og Anseelse. – ►Saaledes med Natur-Videnskaberne, der endnu saa gjerne ville lege den Leeg tillige at nyde Martyr-Ære og Anseelse, medens faktisk Natur-Videnskaben er det Dominerende, og Theologien længst dethroniseret.

X2A39645Virkelig Selvfordoblelse uden et Tredie, der staaer udenfor og tvinger, er en Umulighed, og gjør al saadan Existeren til en Illusion ell. til en Experimenteren.

►👤Kant meente at Msket var 89 sig selv sin Lov (Autonomie) ɔ: selv bindende ⓘ sig undersig under] tilføjet den Lov, han selv gav sig. Derved er ⓘ egl.egl.egentlig] , ændret fra ikke egl.egentlig i dybere Forstand sat: Lovløshed, ell. Experimenteren. Dette bliver lige saa lidet streng Alvor, som det bliver kraftige ►Slag, dem 👤Sancho Pansa anbringer egenhændig paa sin egen Bag. Det er umuligt at jeg i A kan være ⓘ virkeligvirkelig] tilføjet strengere end jeg i B er ell. ønsker mig selv at være. Tvang maa ⓘ der tilder til] SKS, dertil, hvis det skal blive Alvor. ⓘ NaarNaar] , først skrevet Idet intet høiere Bindende er end jeg selv, og jeg skal binde mig selv, hvorfra skulde jeg da som A den Bindende faae den Strenghed, jeg ikke har som B, den, der skal bindes, naar dog A og B er det samme Selv.

Dette viser sig nu især paa alle religieuse Gebeter. Den ►Omsætning som egl. [er] fra Umiddelbar90hed til Aand, ►denne Afdøen bliver ikke Alvor, bliver en Illusion, en Experimenteren, naar der ikke er et Tredie, det Tvingende, som ikke er Individet selv.

Derfor tvinges ogsaa alle de fremragende Individualiteter, de egl. »Redskaber.«

Der er ikke blot ikke en Lov, jeg selv giver mig, som Maximum; men der er en Lov, som er mig givet af en Høiere. Og ikke blot dette; men denne Lovgiver, tager sig den Frihed tillige at spille med i Egenskab af Opdrager, og anbringe Tvangen.

Naar nu et Msk. aldrig i sit Liv vil handle dog engang saa afgjørende, at denne Opdrager kan faae fat i ham: ja, saa skeer det vel, at det Msk. 91 faaer Lov til at leve hen i ►selvbehagelig Illusion og Indbildning og Experimenteren – men dette betyder tillige: allerhøieste Unaade.

Saa streng kan et Msk. være mod sig selv, at han kan forstaae, det med min Strenghed bliver til Intet, jeg maa have en Anden til Hjælp der kan være Strengheden, om han end ogsaa er Mildheden.

ⓘ MenMen] , først skrevet Men uden linjeskift at indlade sig med denne Anden betyder ikke, at forsikkre og forsikkre, det betyder: at handle.

Saasnart En handler afgjørende, og kommer ud i Virkeligheden, saa kan Tilværelsen faae fat i ham, og ►Styrelsen opdrage.

Vel sandt, om En endogsaa nok saa meget skaaner sig selv, 92 saa kan det alligevel vel falde Styrelsen ind at tage ham i Skole. Men dette behager den ikke, det er næsten Vrede. Den vil, at et Msk. skal ⓘ troe ogtroe og] , først skrevet troe troe paa den. Styrelsen er ikke Ven af dette ►Kjællingerie, at En vil lege at være Autodidact, naar der samtidigt lever en 46 saa udmærket Opdrager og Lærer som vor Herre, til hvem han kan henvende [sig].

Men i det almindelige msklige Forhold er det at [jeg] bliver sat i Skole og søger at komme i Skole, det er, at jeg gaaer hen der og der, hvor Læreren boer. Aandeligt er det, at jeg handler engang afgjørende: der boer saa strax Læreren. Thi hvad er det jeg vil, jeg vil opdrages 93til Aand – og saa vil jeg dog ikke handle afgjørende? Nonsens.

X2A397Jo ⓘ MereMere] , < mere et Msk, vænner sig til at participere i, indtil at være med i Alt: desto mere afstumpes Aand i ham – og desto mere Lykke vil han saa gjøre i denne Verden.

X2A398O, det er dog en frygtelig qvalitativ Afgjørelse, at faae Indtrykket af en Samtidig. Man er historisk vidende om, at hundrede og andre hundrede forundes det Overordentlige – og det kan man saa let forstaae, og det finder man ⓘ ii] tilføjet sin Orden. Men, at denne Samtidige, at det forundtes ham: nei, det kan man ikke faae i sit Hoved, det maa være hans Indbildning.

Ja saaledes er det gaaet enhver ⓘ Samtidighed.Samtidighed.] , < Samtidig.

Den ⓘ SamtidigeSamtidige] , < samtidige, der ube94tinget kan faae Indtrykket af, at en stridende Samtidig er det Overordentlige, han er selv noget Overordentligt.

X2A399 ►Min Forfatter-Virksomheds Betydning for mig som ⓘ minmin] tilføjet Opdragelse i Christendom.

►I »Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed« har jeg forklaret, at ⓘ jegjeg] , først skrevet det havde forstaaet det som min Opgave at tjene Χstds. Sag, at faae det fremstillet, hvad Χstd. er; men at ⓘ Styrelsen (forStyrelsen (for] , < Styrelsen, for at da ikke ⓘ ForholdetForholdet] , først skrevet f skulde vende sig om, saa det blev Χstd. der trængte til mig, istedetfor mig, der trængte til Χstd) tillige har hjulpet i Henseende til at lade mig forstaae, at det var mig, 95der trængte til Χstd.

Sagen er ganske simpel. Jeg havde religieust, og i ubetinget Pietet for Χstd., indviet mig til at faae det klart, hvad Χstd er – dette for 47 min egen Skyld, og tillige forstod jeg, at det var dette Tiden behøvede.

Det var lagt an efter den Maalestok og med den Risico fra Begyndelsen af, at hvis ⓘ detdet] , først skrevet n nu viste sig, at jeg saa ikke kunde antage Χstd: saa vilde jeg tage det Stød. Det vil sige: Χstd. skulde ikke ►accommoderes efter mig, men ubetinget ►hensynsløst skulde det sees, hvad Χstd. er.

Men hvis nu Χstd. havde viist sig saaledes for mig, at jeg saa ikke selv kunde antage den? Ja saa vilde jeg, ⓘ maaskee (imaaskee (i] , < maaskee, i Pietet for Χstd, og menende at tjene den) ⓘ havehave] , < havde offentlig vedgaaet – men forresten 96uforandret vedblevet at beskæftige mig med Χstd. og forholde mig til den. Min Mening var ikke, ►om saa var skeet, saa at ►slaae den Sag i Glemme: nei Χstd. og det at blive Χsten var mit Livs Opgave, fordi jeg, i dyb Pietet, forstod, at selv det længste Liv ikke var for lang en Tid for den Opgave.

Jeg veed kun een Analogie til dette Forhold, nemlig ►min Plan i sin Tid at tage theologisk Attestats. Det besluttede jeg af Pietet for min afdøde Fader. Nu havde det vel været muligt, at jeg til en bestemt given Tid, uagtet jeg dog ►havde læst flittig, paa Grund af ►Hypochondrie havde meent, ikke at kunne gaae op endnu – men hvad saa? Ja saa var jeg bleven ved at læse til theo97logisk Examen; selv om jeg aldrig havde faaet Examen: ubetinget Eet vilde være skeet, jeg var vedblevet at læse til theologisk Examen.

Saaledes med mit Forhold til Χstd. Det er ikke, som naar En ⓘ engangengang] , først skrevet g gjør et Overslag, saa vælger enten – eller: nei, jeg havde valgt: Χstd. Det at jeg ikke turde kalde mig Χsten, vilde blot være, en ►Idealitets Bekymring.

I Grunden er den hele Ængstelighed mere et Udtryk for min Idealitet, om det end stikker betydeligt [af] i vor Tid, hvor der er Eet, som Enhver veed sig udenvidere at være: Χsten.

Overhovedet er det Det, ►Χstheden mangler: ►pathetisk Situation for at udtrykke, at man vil være Χsten. Confirmationen for98slaaer kun lidet.

Men Styrelsen har især hjulpet mig ved Situation i Forhold til det ►ret at faae Indtryk af Χstd.

1) ►Min hele indre oprindelige Liden.

2) ►Mit Forhold til »hende«.

3) ►Hvad jeg har lidt ved Pøbelagtighedens Forfølgelse og den msklige Utaknemlighed. I Sandhed uden det, var jeg dog reent ⓘ gaaetgaaet] , først skrevet ga Glip af en Side af Χstd. At opleve ►en høimodig Handling af Kjerlighed til Andre, at see den lønnet saaledes, at opleve, at ►jeg blev 48 erklæret for Egoist, just fordi jeg var uegennyttig, at see hele denne Egoisme, som i Grunden 99er Livskraften i Samfundet, at see den forenet om at erklære mig for Egoisten just i det Øieblik, hvor jeg ubetinget var ►sympathetisk: ja, det ⓘ varvar] , først skrevet er egl. til at blive gal over. Heldigviis var jeg ►vel oplært i Χstd. fra Barn af. Det hjalp. Men sandelig jeg lærte ogsaa Χstd. fra Grunden af.

X2A400Hvor uendelig dybt er dog ikke dette, og ►stikker ikke egl. deri baade min og Alles Ulykke, at vi ►ingen ret Forestilling have om ⓘ hvadhvad] , ændret fra at hvad Synd er i Guds Øine!

►👤Arndt (og saaledes de gl. 📖 Opbyggelsesskrifter) siger i Anledning af Χsti Lidelse og Død, at man skal see paa ⓘ denden] , den EP; , dem Pap., for at faae en Forestilling om, hvad Synd har at betyde for Gud. Jeg gaaer og ►tosser i det, og har ingen ret ►pathetisk Forestilling om, ►hvad Synd 100 er afskyelig i Guds Øine – det skal jeg see paa Χsti Lidelser for Synden.

Her er atter det Dialektiske, hans Lidelse er ikke først for at berolige, men først for at ⓘ forfærde, forforfærde, for] , foran er slettet og at forfærde mig. Saaledes lærer Χstus fra sig først Sønderknuselsen – just for saa at berolige. Men ved sine Lidelser gjør han mig opmærksom, at jeg ret dybt maa føle Syndens Rædsel.

Det Religieuses Sandhed lader sig ved en ikke uheldig Analogie belyse, naar man seer paa Begrebet af det Fornemme, en ►Hofmand, og saa da forresten glemmer, hvad der skal glemmes. Tænk den Tanke, at have ►insulteret Kongen: hvis Fortvivlelse vil være størst derover, over at have gjort det, en Bondes ell. en Hofmands? Aldeles uden Sammenligning Hof101mandens? Og saaledes med det Religieuse. Den Hellige han forstaaer, hvad Synd har at betyde – jeg, en Synder, gaaer og tosser i det; just denne Tossen i det, hører med til min Synd.

X2A40149See ogsaa i denne Henseende bliver jeg da slet ikke forstaaet. Alle de dybere Tænkere ►(👤Hegel, 👤Daub – og for at nævne en mindre berømt men yderst agtværdig: 👤Julius ⓘ MüllerMüller] , < Müller) ^[a] o: s: v:) de ere alle enige i at sætte det Onde i den isolerede Subjektivitet – Objektivitet er det Frelsende.

Dette er nu længst igjen blevet en Phrase; og ►enhver Student veed jo, at jeg er en isoleret Individualitet – ergo er jeg næsten det Onde »den rene Negativitet, uden Alvor o: s: v:«.

O, dybe Forvirring. Nei, 102det hele Begreb af Objektivitet, der er blevet gjort til det Frelsende, er blot en Næring af Sygdommen, og at det ►anprises som Helbredelsen, viser just, hvor irreligieus Tiden er i dybeste Grund; thi ►det Frelsende er egl. en Tilbagevenden til ⓘ HedenskabetHedenskabet] , først skrevet O.

Nei, just for at faae Ende paa Subjektiviteten i dens Usandhed, maa vi heelt igjennem, til »den Enkelte« – lige overfor Gud.

Men man veed slet ikke, hvad ⓘ ReligieusitetReligieusitet] , først skrevet Relige er. Man aner ikke, at baade Χstus og alle Troens Heroer i een Forstand vare isolerede Individualiteter – ►aber de tilhørte absolut Gud.

Tag ►👤Socrates! ►I 103hiin Tid ⓘ erer] , først skrevet har naturligviis den ene Sophist traadt frem efter den anden og har viist, at Mangelen paa tilstrækkelig Kundskab var Ulykken, man maatte forske dybere og dybere, Uvidenhed var det Onde. – og saa kommer gl. Fatter 👤Socrates og siger: nei ►Uvidenhed er just Helbredelsen.

Mon det nu ikke er gaaet 👤Socrates i sin Tid aldeles som mig. Han er blevet anseet for at repræsentere det Onde; thi Uvidenhed var i Tidens Øine det Onde – og dog var 👤Socrates i Sandhed Lægen.

Der maa en lykkelig Genialitet ⓘ til (ell.til (ell.eller] , < til, ell.eller en uendelig ⓘ DybdeDybde] , < dybde og et uendeligt Gehør for at alle dæmoniske Phænomener bestandigt, omvendt forstaaet, selv forkynde, hvad de ⓘ behøve)behøve)] , < behøve, for paa saadanne Gebeter at gribe ⓘ rigtigtrigtigt] , først skrevet i. Jeg roser mig ikke 104 af Noget.

Det er ganske rigtigt, den isolerede Subjektivitet i Tidens Forstand er ogsaa ⓘ detdet] , < et Onde; men Helbredelsen ved »Objektivitet« er ikke et Haar bedre.

50Den skal frelses ved Subjektivitet, ɔ: ved Gud, som den uendeligt tvingende Subjektivitet.

X2A403Ogsaa et Exempel paa Dialektik.

Χstd. gjør Synden til det Frygtelige, – og vil saa have den bort. En mildere Anskuelse (►👤Leibnitz fE o: s: v:) vil gjøre Synden mildere, forsvarer den – og saa, saa bliver vi ganske rigtigt hængende i den; ►den ►bliver en fra det at være Msk. i al Evighed uadskillelig 105 Ufuldkommenhed. Det er at ⓘ skilleskille] , < skilles os af med Synden.

X2A404Det er et ypperligt ►Svar af 👤Julius Müller paa den Forklaring at Synden er Svaghed: om da ikke ogsaa just det Onde sees at give en potenseret Energie. Og til den Ende beraaber han sig paa ►👤Plato: betegner [a] η αδιϰια som τον εχοντα (την αδιϰιαν) μαλα ζωτιϰον παϱεχουσα, ϰαι πϱος γ' ⓘ ετιετι] SKS, επι ζωτιϰῳ αγϱυπνον. (cfr. 👤Julius Müller 1ste Deel af 📖 Læren om Synden p. 119 ⓘ AnmærkningAnmærkning] , < Anmækning.)