X2A406 51 Dialektik i Retning af at blive Χsten.
►👤Socrates søgte ikke først at sanke nogle ►Beviser for Sjelens Udødelighed, for saa at leve, troende i Kraft af Beviserne. Lige omvendt, ►han sagde: dette med Udødeligheden, om den muligt skulde være, 107 beskæftiger mig i den Grad, at jeg ubetinget som var den det ⓘ Visseste af Alt, vover at sætte hele mit Liv ubetinget ind derpaa. Saaledes levede han – og hans Liv er et Beviis for Sjelens Udødelighed. Han troede ikke først i Kraft af Beviser og levede saa: nei, han[s] Liv er Beviset, og først i ►hans Martyr-Død er Beviset færdigt. – See, dette er Aand; det er lidt generende for Efterabere, og alle Dem, som leve paa anden, og tiende Haand, og Resultat-Jægere, og feige og ►blødagtige Naturer.
Dette har, med Forsigtighed benyttet, sin Anvendelse i Forhold til det at blive Χsten.
Først kommer rigtigt ►den ⓘ 👤Lessingske 108 Tvivl at man ikke ⓘ paa et ⓘ Historisk kan begrunde en evig Salighed.
►Altsaa her existerer et Historisk, ⓘ Fortællingen om 👤Jesus Χstus.
Men er nu ogsaa ⓘ den historisk ganske ⓘ vis? Hertil maa svares, om den saa var af al, al Historie, det Visseste, det hjælper ikke, ligefrem lader sig ikke danne nogen Overgang fra et Historisk til at begrunde en evig Salighed derpaa. Det er et qvalitativt ⓘ Nyt.
Hvorledes da nu? Saaledes. Et Msk. siger a la 👤Socrates til sig selv: her existerer et Historisk som lærer mig at jeg angaaende min evige Salighed skal henvende mig til 👤Jesus Χstus. Jeg skal nu ►vel 109 vogte mig for ►at svinge forkeert ind i ►videnskabelig Fusken og Forsken, om det nu ogsaa er historisk ganske vist; thi det er historisk vist nok, ɔ: om det ⓘ var 10 Gange ►saa vist end dets mindste Detail, det vilde alligevel ikke hjælpe mig; thi ligefrem kan jeg ikke hjælpes.
Jeg siger ⓘ da til mig selv: jeg vælger; dette Historiske er mig saa meget, at jeg beslutter, at sætte hele mit Liv ind paa dette dersom. [a] Nu lever han; han lever ene udfyldt af den Tanke, vovende sit Liv for den: og hans Liv 52 er Beviset for, at han troede. Han ⓘ havde ikke nogle Beviser, troede saa, og begyndte saa at leve. Nei, lige omvendt.
✂ [a] X2A407Dette ligger jo ogsaa i ►Χsti Ord: om Nogen vil følge min Læreɔ: leve efter den ɔ: handle efter den, han skal erfare o: s: v: Det vil sige, her gives ikke Beviser forud – og saa er Han heller ikke ►nøiet med, at Antagelsen af Hans Lære betyder: jeg forsikkrer.
110Dette kaldes at vove; og uden at vove er Tro ⓘ en Umulighed. Det at forholde sig til Aand er at være til Examen; [b] at troe, at ville troe, er at forvandle sit Liv til at være til Examen; daglig Examination er Troens Spænding. – Dog derom kan man til Verdens Ende prædike for alle feige, blødagtige, aandløse Naturer, de begribe det ikke, de ville egl. ikke begribe det. De synes egl., at det kan være godt nok at en Anden vover, og at man saa slutter sig til ham – og forsikkrer. Men at vove – nei Tak.
✂ [b] X2A408Dette kommer af, at Msket er en Synthese af ►Kjød-Sjel og Aand. Men »Aand« sætter Splid – hvorimod det blødagtige Msk i ethvert Forhold vil slæbe det Lavere med, og have dets Samtykke. Derfra denne Angest for at »vove«. Det aandløse Msk. vil altid have »Sandsynlighed«. Men »Aand« vil aldrig ►indrømme den, »Aand« er Examinationen: vil Du slippe Sandsynligheden, vil Du fornegte Dig selv, forsage Verden o: s: v:.
Dog maa i Forhold til det at blive Χsten erindres en Forskjel i det Dialektiske fra 👤Socrates. Nemlig i For111holdet til Udødelighed, forholder Msk. sig til sig selv og Idee, ikke videre. Men idet et Msk. paa et dersom vælger at troe paa Χstus ɔ: vælger at sætte sit Liv ind derpaa, saa har han jo Tilladelse til i Bøn umiddelbart at henvende sig til Χstus. Saaledes er det Historiske Anledningen, og dog tillige Troens Gjenstand.
Men alle aandløse Naturer vende Sagen om. De sige: at sætte Alt ind paa et dersom, det er en Art Skepsis, det er Phantasterie, ikke Positivitæt. Det er fordi de ikke ville »vove«. Og denne Mylder af Aandløse er det Χstd har slæbt med sig, og som tilsidst har afskaffet Χstd.