↩ Sporadisk bærer NB15 også spor af SKs læsning. Den parisiske mystiker Hugues de Saint-Victor læses med udelt entusiasme – »Der er virkelig Valuta i den Mand« (NB15:24) – og bliver rost for sine skarpsindige og ypperlige bemærkninger (NB15:21). Tilsvarende grebet er SK af 👤Richard de Saint-Victor (NB15:39; NB15:44) og af den svejtsiske præst og forfatter 👤J.C. Lavater (NB15:58). Den tyske teolog 👤Julius Müllers bemærkninger om det ondes væsen og syndens ubegribelighed møder ligeledes tilslutning (NB15:73; NB15:101). Ind i optegnelsernes arabesk slynger sig nogle smukke ord af Petrarca (NB15:79) samt en skitse til en opbyggelig tale,16 hvis folie er en flig af 👤H.A. Brorsons »Svanesang« (NB15:43). Også prædikener af 👤Luther læses – almindeligvis med megen anerkendelse og bemærkninger om deres forbilledlighed (NB15:35; NB15:53), men undertiden lidt mere reserveret, fordi Luther ikke har udført de fornødne refleksioner: »Luther var dog ingen Dialektiker« (NB15:111). Forbehold har SK også over for 👤Schleiermacher, der fejlagtigt opfatter det religiøse som en »Tilstand« (NB15:83), mens 👤Victor Hugo angiveligt slet ikke formår at opfatte det religiøse overhovedet og derfor kaldes en vankundig »Nar«, som SK vil anbefale at følge et grundkursus i kristendom: »Dersom jeg maatte raade, saa skulde V. Hugo et halv Aar sættes hen og lære Lectier i Χstd!« (NB15:62).