◄ Hegel og det Hegelske ... lade det med Treenigheden staae hen : refererer til 👤G.W.F. Hegels ( 49,2) kontroversielle forståelse af den dogmatiske lære om treenigheden. If. hans idealistiske filosofi ligger 'begrebet' ('der Begriff'), bestående af den abstrakt begrebslige enhed af 'det almene' ('Allgemeinheit'), 'det særskilte' ('Besonderheit') og 'det enkelte' ('Einzelnheit'), til grund for al virkelighed. I § 163 i Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften ( 63,17) forklarer Hegel disse tre forskellige aspekter således: »Der Begriff als solcher enthält die Momente der Allgemeinheit, als freier Gleichheit mit sich selbst in ihrer Bestimmtheit, – der Besonderheit, der Bestimmtheit, in welcher das Allgemeine ungetrübt sich selbst gleich bleibt, und der Einzelnheit, als der Reflexion in sich der Bestimmtheiten der Allgemeinheit und Besonderheit, welche negative Einheit mit sich das an und für sich Bestimmte und zugleich mit sich Identische oder Allgemeine ist«, Hegel's Werke ( 15,29) bd. 6, s. 320 (Jub. bd. 8, s. 358). For Hegel betegner kristendom, refereret til som »die geoffenbarte Religion«, den højeste form for religiøs tænkning, da dens forståelse af guddommen korresponderer med det treleddede begreb: Faderen repræsenterer 'Allgemeinheit' (jf. § 567, i Hegel's Werke bd. 7,2, s. 449 (Jub. bd. 10, s. 455)), Sønnen 'Besonderheit' (jf. § 568, i Hegel's Werke bd. 7,2, s. 449f. (Jub. bd. 10, s. 455f.)) og Helligånden 'Einzelnheit' (jf. § 569, i Hegel's Werke bd. 7,2, s. 450 (Jub. bd. 10, s. 456). Jf. desuden Vorlesungen über die Philosophie der Religion, udg. af 👤Ph. Marheineke, bd. 1-2, 📌Berlin 1840 [1832], ktl. 564-565; bd. 2, i Hegel's Werke bd. 12, s. 223-247 (om Faderen), s. 247-308 (om Sønnen) og s. 308-356 (om Helligånden) (Jub. bd. 16, s. 223-247, s. 247-308 og s. 308-356). Det, at Hegel således sætter 'begrebet' i forbindelse med treenigheden, er formentlig, hvad SK henviser til med udtrykket 'Spilfægterie'. – Jo jeg takker: ironisk-foragteligt udbrud: Jo tak! – Thesis – Antithesis – Synthesis: fra gr. 'thésis', standpunkt, tese; antíthesis, mod- el. indsigelse, opposition; og sýnthesis, enhed, forening, sammenfatning. Selv anvender Hegel ikke ordene 'thesis', 'antithesis' og 'synthesis', men i mere populære og fejlagtige fremstillinger af hans dialektiske metode er denne metode ofte blevet beskrevet ved hjælp af disse udtryk. Til de tidligste fremstillinger af den art hører 👤H.M. Chalybäus Historische Entwickelung der speculativen Philosophie von Kant bis Hegel, 📌Dresden 1837, ktl. 461, hvorfra SK muligvis har overtaget denne forståelse af Hegels dialektiske metode, jf. Chalybäus Historisk Udvikling af den speculative Philosophie fra Kant til Hegel, overs. af 👤S. Kattrup, 📌Kbh. 1841, ktl. 462, s. 285f.: »Den første Cyclus er Symbolet for de følgende Cycler, eller egentlig: Væren, Ikkeværen og Tilværelse eller Vorden komme selv igjen tilsyne i alle de følgende Theser, Antitheser og Syntheser, kun at det skeer i bestemtere Skikkelser og Udtryk« (ty. udgave, s. 300). Her benyttes de tre udtryk af SKs som gengivelse af den dialektiske bevægelse: 'Allgemeinheit', 'Besonderheit' og 'Einzelnheit'.
I trykt udgave: Bind 23 side 68 linje 18