Uddrag fra Journalen NB15

min Plan ... at tage theologisk Attestats ... min afdøde Fader : SK påbegyndte sin eksamenslæsning i efteråret 1838, efter sin fars død den 9. aug., og afsluttede sin teologiske embedseksamen den 3. juli 1840. I det på latin affattede eksamenspetitum, som SK udfærdigede den 2. juni 1840 for at indstille sig til teologisk embedseksamen, skriver han straks i begyndelsen: »min Fader var den tidligere Handelsmand, nu afdøde M.P. Kierkegaard, hvis Minde jeg omfatter med Ærefrygt«. Og efter at have berettet, hvorledes han efterhånden gled mere og mere væk fra teologien og ind i studiet af filosofien, så det blev ham klart, at hverken kunne han tilfredsstille teologiens krav eller teologien hans krav, skriver SK: »Jeg indrømmer frimodigt, at jeg aldrig under saadanne Omstændigheder, hvis jeg ikke ved min Faders Død paa en vis Maade havde følt mig bundet til et Løfte, vilde have kunnet bekvemme mig til at fortsætte i den Retning, jeg for længst havde forladt, og genoptage de Studier, jeg allerede havde overgivet til Glemslen«, B&A bd. 2, s. 6f. (da. overs. af den lat. tekst i bd. 1, s. 8). Se også journaloptegnelsen JJ:81, formentlig fra april 1843, hvor SK skriver: »Naar jeg ikke er reus voti [lat. bundet af et løfte], saa vil Intet gaae for mig. Derved fik jeg theologisk Attestats«, SKS 18, 165,9f. Se endvidere journaloptegnelsen JJ:297, hvor SK fortæller: »Da Fader var død, sagde [filosofiprof. F.C.] 👤Sibbern til mig: 'Nu faaer De da aldrig theologisk Attestats', og saa fik jeg den netop; havde Fader vedblevet at leve, havde jeg aldrig faaet den«, SKS 18, 234,1-4. – theologisk Attestats: egl. attesteret eksamensbevis; teologisk embedseksamen (efter fundats af 7. maj 1788, kap. 4, § 9-10, og kgl. resolution af 13. dec. 1835). – min afdøde Fader: 👤Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838); løste i 1780 borgerskab som hosekræmmer i 📌København, opnåede otte år senere tilladelse til at importere kolonialvarer og videresælge dem en gros, trak sig i en alder af 40 år tilbage med en betragtelig formue, som han i tiden efter forøgede, formentlig som rentier og investor. Efter sin første kones død giftede han sig i 1797 med 👤Ane Lund, med hvem han fik syv børn, hvoraf SK var den yngste. Købte i 1808 ejendommen på 📌Nytorv, 📌Vestre kvarter, matrikel nr. 2, i dag 📌Frederiksberggade 1 (se kort 2, B1-2), hvor han boede til sin død.

I trykt udgave: Bind 23 side 47 linje 16