◄ de ægte Nationale (...) at være ægte national-fanatisk : I artiklen »Folkelighed og Christendom« i Dansk Kirketidende, nr. 107, den 17. okt. 1847, bd. 3, 1848, sp. 33-44, forsvarede 👤Grundtvig sig over for den påstand, der var blevet rettet imod ham i Berlingske Tidende af en landsbypræst, at han skulle sammenblande folkelighed, det nationale og kristendom, og han fastholder, at han altid har været og fortsat er af den opfattelse, at 'den danske folkelighed' først må oprejses, inden der kan tales til og med folket om levende kristendom; »anderledes,« skriver han, »har jeg bestemt ikke i mange Aar sammenblandet Danskhed og Christendom«, sp. 43. To måneder senere blev han angrebet af sin tidligere meningsfælle 👤A.G. Rudelbach i skriftet Christendom og Nationalitet. En Bibelsk-historisk Betragtning og Beviisførelse, tilegnet Danmarks hæderlige Geistlighed, 📌Kbh. 1847. Grundtvig svarede igen i jan. 1848 i artiklen »Om Folkeligheden og Dr. Rudelbach« i Dansk Kirketidende, nr. 124, den 30. jan. 1848, bd. 3, sp. 313-323. Efter at have fremsat den påstand, at Rudelbach som »svævende mellem Tydsk og Dansk« ikke kan fatte »Folkelighedens rette Forhold til Christendommen«, sp. 321, gentager han sin position, at selv om »enhver Nationalitet (...) kan vende sig fra Sandheden og forhærde sig imod den«,så må den »være levende tilstæde og blive sig bevidst, før den kan træde i et levende Forhold til den aabenbarede Sandhed«, sp. 322. Da Rudelbach får lov at komme til orde i Dansk Kirketidende, kommer Grundtvigs vrede til udbrud i artiklen »Den Danske og den Tydske Theologi« i nr. 8, den 10. maj 1848, i Danskeren, et Ugeblad bd. 1, Kbh. 1848, s. 124f.: »selv i disse den Danske Opvækkelses Heltedage, vover en Tydsk Doctor [dvs. Rudelbach] midt iblandt os at løfte Tydsketroens Herreskiold mod vor Danske Theologi, og den saakaldte 'Danske Kirketidende' lader sig bruge af ham til Vaabenplads. / Uagtet jeg derfor kun blæser ad hele den Tydske Theologi (...) saa maa jeg dog erklære, at vil den saakaldte 'Danske Kirketidende' pleie Venskab med Fienden, da maa jeg, hvor ondt det end visselig giør mig, erklære den for udansk og afbryde al venskabelig Forbindelse med den«, s. 125. Nationalitetssagen blev videre debatteret på 📌Roskilde præstekonvents ( 58,7) møder i 1848; fx holdt pastor 👤F.E. Bojsen den 7. juli 1848 et foredrag »om Forholdet mellem Dansk Folkelighed og Christendom samt om Præsternes Virksomhed i denne Henseende«, trykt i Dansk Kirketidende, nr. 158, den 8. okt. 1848, bd. 4, 1849, sp. 25-39, hvor han gjorde sig til talsmand for den opfattelse, at det er vigtigt at »fremkalde og nære Folkets Kjærlighed til dets Fædreland, dets Historie og dets Modersmaal, at Folket kommer til Erkjendelse af, at hvad vi saa end vil dømme om det Fremmede, det Danske i al Fald er det Bedste for det danske Folk, og at dets Stræben derfor maa gaae ud paa ikke at optage det Fremmede i sig, men at være et ægte Dansk Folk i Maaden, hvorpaa det tænker, handler og udtrykker sig«, hvorfor præsternes »Virksomhed for at fremme Dansk Folkelighed i vore Menigheder, maatte gaae ud paa at bringe Folket til at kjende og elske hvad der virkelig tilhører Folket som et Dansk Folk«, sp. 27. Sagen blev atter bragt frem på mødet den 12. okt. 1848, hvor 👤P.C. Kierkegaard ( 14,31) tog til orde og advarede imod »den nu grasserende Nationalitetsforgudelse« som en yderst farlig vildfarelse, og han føjede til: »Hvor den Helligaand har hjemme, der erkjende vi os for Uværdige og Udygtige i os selv, for Udvalgte i Christo, og just derfor hverken foragte eller hade vi nogen anden Nationalitet«, se Dansk Kirketidende, nr. 168, den 17. dec. 1848, bd. 4, sp. 213f. I marts 1848 havde Grundtvig udsendt det første nummer af sit ugeblad Danskeren med det udtrykkelige sigte at vinde 📌Danmark for »Danskheden« og bidrage »til Danskhedens Redning fra det store Skibbrud, der aldrig truede den øiensynligere end nu«, se forordet til nr. 1, den 22. marts 1848, Danskeren bd. 1, s. 2. Den nationalfølelse, der her kommer til udtryk, udviklede sig i de følgende numre og bind til mere og mere at tage form af 'fanatisk' nationalisme med en fjendsk holdning over for alt, hvad der er tysk, se fx »Ingen Dansk Frihed under Tydsk Trældom« i nr. 7, den 3. maj 1848, bd. 1, s. 110f.; »Danmarks og Danskhedens Dødskamp for Livsfrist« i nr. 15, den 21. april 1849, bd. 2, 1849, s. 225-238, hvor der udtrykkes håb om »at seire i den farlige Kamp« med »Tydskland og Tydskheden, som er Døden og Graven for os«, s. 227; »Folkeligheden og den fremmede Dannelse« i nr. 47, den 1. dec. 1849, bd. 2, s. 747-752; »Dansk Nytaars-Ønske« i nr. 1, den 12. jan. 1850, bd. 3, 1850, s. 1-16, hvor det er Grundtvigs ønske for gamle Danmark, at »den vægtige, deilige trefarvede Ædelsteen«, som er »det Danske Fædreneland, Modersmaal og Vennelag«, må blive reddet, vedligeholdt og fredet – og »lade alt Tyskeriet gaae Pokker i Vold«; »Folke-Aanden og de fremmede Guder« i nr. 2, den 19. jan. 1850, bd. 3, s. 17-32.
I trykt udgave: Bind 23 side 25 linje 15