X2A134Der var noget Sandt i et Ord af ►👤Peter, som han engang sagde, at der ⓘ religieust var den Forskjel mell. ham og mig: at han betragtede Guds-Forholdet som det at blive elsket, jeg som det at elske. Denne Bemærk101ning var mig just ikke ny, den har oftere beskæftiget mig, om Gud ikke var altfor uendelig ophøiet til at et Msk. turde elske ham – men der staaer jo dog: ►Du skal elske Herren Din Gud. Fremdeles har jeg jo ogsaa selv ►altid udtrykt, at det er Gud, der gjør Alt for mig.
Men Forskjellen mellem os To er dog alligevel ikke ganske uhel313digt betegnet derved. Sagen er, 👤Peter har aldrig været ung i aandelig Forstand; han har faaet et sygeligt Indtryk af det ⓘ Religieuse, han er blevet saa angest og bange for Gud, at han i denne ⓘ ►Pusilanimitet sidder – og Gud veed, om han ⓘ bliver ret opflammet ved at turde troe at være elsket af Gud. Jeg har i legemlig Forstand aldrig 102 været ung. Men aandelig har jeg været en ⓘ Yngling og i god Forstand. Overvældet af Gud, tilintetgjort til hvad der er ►mindre end at være en Spurv for ham, har jeg dog faaet en vis Frimodighed til ungdommeligt at turde indlade mig med ham; jeg har barnligt kunnet faae ⓘ det i mit Hoved, at Guds Uendelighed just var at han kunde bekymre sig om det Mindste, barnligt gaae ind i den min fromme Indbildning, at han ikke tog det unaadigt op, naar jeg sagde i Forhold til en redeligere Stræben: ►bitte, bitte, ⓘ forsmaae mig ikke, o, Du Uendelige, Du for hvem jeg dog i ethvert Secund i en an103den Forstand er mindre end Intet.
Dette er Ungdommelighed, det er Barnlighed; men det har hørt mit Væsen sandt til. Dette har været mig en Salighed, at det har været mig saa naturligt og ⓘ ►geläufigt at forstaae, at jeg har kunnet det paa mine Fingre: at jo Uendeligere En ⓘ er – desto mindre kan han bekymre sig om Smaating, o, nei, saa forstandig har jeg aldrig været!, nei jo uendeligere ⓘ En er, desto mere kan og vil han bekymre sig om Smaating, jeg har troet det var bogstaveligen, at ►han bekymrede sig om hver en Spurv – bogstaveligen, ja naturligviis, det var mig af yderste Vigtighed, da det for mig i en anden Forstand bestandigt har væ►ret saa, at jeg var en Spurv, ell. mindre.
Kald det Galskab, nu vel jeg vil bede Gud i ⓘ mit sidste Øieblik 104 at maatte faae Lov til endnu en Gang at takke ham, at han gjorde mig saaledes gal. I Sandhed Den, hvem Gud ikke saaledes kan gjøre gal, det er et stort Spørgsmaal, om han nogensinde ret har havt Indtrykket af at være til for Gud.
Forøvrigt er jeg jo villig til at erindre om, hvad jeg oftere har erindret om, at i Forholdet til Gud er Udviklingen i een Forstand den: at jo længere man lever med ham, jo fjernere føler man sig paa en Maade fra ham; thi jo uendeligere er han ophøiet. Som Barn lever man ►frisk væk sammen med ham; Som Yngling mener man, at naar man rigtigt stræber, saa lader det sig dog nok gjøre: ak, og som Ældre, saa mærker man, at han dog er En 105 altfor uendelig; imidlertid er det en ikke ringe Forskjel om man har været Barn og Yngling, ell. strax er kommet til at begynde med det Gammel-Mandsagtige.