Kierkegaard, Søren Journalen NB13 : 1849

X2A130 Om mit Forfatterskab.

►Heterogeniteten maa endelig fastholdes, at der her er en Forfatter, at det ikke er objektivt en Sag, men at det er en Sag, som en Enkelt har staaet ene med, lidt for o: s: v:. Men ⓘ somsom] , < Som man ikke har forstaaet, hvorfor ►Afsl. Efterskrift er lagt comisk an, at det just er Alvor – og ►som man saa mener at forbedre Sagen ved at tage enkelte Theses og sætte over i det Docerende: saaledes ender det vel ogsaa med, at man til ny Confusion behandler mig som en Sag, og sætter Alt over 94 i det Objektive, gjør det til det Ny ⓘ at herat her] , først skrevet her er en ny Lære, istedetfor, at det ⓘ NyeNye] , < nye er, at her er Personlighed.

Som ►en Poeniterende, og tillige menende at dette paa en Maade svarede til min oprindelige Bygning, har jeg ikke selv ⓘ villetvillet] , < vildet stille mig frem. Min hele Forfatter-Virksomhed og min hele Forfatter-Tilværelse er som en ⓘ FordringFordring] , først skrevet Fordring,; jeg har ►bespændt Terainnet, overalt æggende og speidende, om ►hiin Enkelte ikke skulde opstaae – og saa havde jeg øieblikkeligt indtaget Stillingen som hans Cerimonimester, ►udvisende den 95 Formation, som ►Pseydonymerne altid udvise: at den Ældre er tjenende 311 i Forhold til den Yngre, der udviser det Høiere, medens den Ældre dog er Maieutikeren.

Dette er ikke skeet. Havde ►👤R. Nielsen umidd., uden nogen personlig Hjælp af mig, kunnet ►tage en Position, saa vilde jeg i ethvert Fald have været meget opmærksom paa ham, om det end blev tvivlsomt, hvorvidt han kunde være den Enkelte. Men nu har han selv afgjort ⓘ sitsit] , < sin Forhold ved at søge personligt ►Tilhold. I Ideen seet er han nu, om man saa vil, Discipel.