Kierkegaard, Søren Journalen NB13 : 1849

X2A79 En bedre Parodie paa ►det Antike med tredie Person kan man ikke let faae end ►👤Lamartines 📖 Talen om sig selv i tredie Person. Det er en complet Uanstændighed. ►Tilspidset paa lyrisk Reflexion optager 👤Lamartine alt Dette – og taler dog i tredie Person. Det er Affectation. Ja – og dette har en Art æsthetisk Værd – han gaaer saavidt, at han tager det Mimiske med. 14 ►Han siger: derpaa sagde 👤Lamartine med en Mine o: s: v:. Her har 👤Lamartine virkelig gjort en Art Opdagelse, han har opdaget, hvad der absolut ikke kan siges i tredie Person; thi det kan man umuligt selv vide. Det bliver aldeles comisk, og erindrer om ►Charles i den første Kjerlighed, der ogsaa fortæller sit Liv i tredie Person.

At bruge tredie Person er enten det barnlige – Barnet taler i en vis Alder i tredie Person – just fordi Barnet endnu ikke er Person, eller det er en Høide, der er mere end Person, en Person der selv er Begivenheden. Hvad der ligger der imellem bliver comisk, naar det vil bruge 3die Person.