Kierkegaard, Søren Journalen NB13

X2A136Selv et Msk. kan dog ogsaa tilnærmelsesviis forstaae dette, at ►et Msk. lever ikke af Brød alene men af hvert Ord der udgaaer af Guds Mund – hvorvel dette Ord og den Forbindelse i hvilken det anvendes (nemlig i ►Fristelsens Historie, hvor Modsætningen er mell. ⓘ atat] , foran er slettet bogstavelig have fastet i 40 Dag[e] og Nætter), er det Overmenneskelige, thi saa reen Aand er jo ⓘ dogdog] , først skrevet det et Msk. [ikke], at han bogstaveligen kan leve af Guds Ord istedetfor af ⓘ Mad ogMad og] , først skrevet Mad. Drikke.

O, men hvorledes kan ikke et Msk. lang, lang Tid, Aar efter Aar 107 leve hen, lidende under og maaskee plagende sig selv under en bestemt Opfattelse af noget enkelt Christeligt – og saa pludselig kan der gaae et Lys op for ham, han kan komme til at see den samme Sag fra en anden Side, og nu føle en Lindring formelig som den, naar en Sulten faaer Mad, ell. en ►Afmægtig en Lindring.

Lad En, der ret er sig bevidst at være en Synder, have martret sig selv, ved bestandigt kun at kunne ⓘ forestilleforestille] , først skrevet tænke sig Χstus som den Hellige, saa han altsaa kun gyser for ham, og dog vedbliver at holde sig til ham – hvilken Forvandling, naar det ret bliver ham tydeligt, at Christus er Frelseren, er som en Læge, hvilken man jo just kalder paa i sine svageste Øieblikke, medens man jo lige omvendt kun turde vende sig til den Hellige i sine bedste Øieblikke.