X2A149ⓘ Selv►Prædikeforedragets Situation, det at prædike, i den Forstand som det nu tages, er som beregnet ⓘ paa, ethisk seet, at bedrage Taler og Tilhører.
I ►ⓘ en pragtfuld Bygning, hvor Kunst og Smag har frembragt det æsthetiske Begreb af Høitidelighed; naar saa Orgelets mægtige Røst har fyldt Hvælvingerne ⓘ og den sidste Tone hendøer – da træder der en ►Taler 130 frem, som nu sætter alt i Bevægelse for i Øieblikket at virke; han selv opildnes ved at fornemme, hvorledes han virker; han potenseres o: s: v: o: s: v:
Afdøde ►👤Spang sagde engang at han havde havt nogle af sine herligste Øieblikke paa Prædikestolen. Ja, ►ach ja en saadan Stemnings og ►Phantasie-Potensation det er jo ogsaa, æsthetisk, Noget. Men mon ikke en Skuespiller taler paa samme Maade om det at frembringe en Stilhed i Theateret saa man kan høre en Knappenaal falde – og saa i næste Øieblik høre Jubelen o: s: v:; mon ikke ogsaa en Skuespiller siger, at han har haft nogle af sine herligste 131 Øieblikke paa ⓘ Scenen, ved den Potensation som det er at ►electrisere og electriseres. Og Præsten vil endnu mere, han som jo selv er det Jeg, der taler qua ►autor.
Og saa taler man rørende om, at en Præst føler Trang til at prædike; naar han i en Maaned ell. to ikke har prædiket, saa føler han en Tomhed, et Savn o: s: v: – ►jo jeg takker, hvad Under vel at Den der 323 er forvænt ved saadanne ugentlige ⓘ æsthetiske Potensationer, hvor han i begeistret Stemning exalteret rører og selv røres ved at skildre ►Tro, Haab, Kjerlighed, høie Dyder, Saligheden i det at lide o: s: v: – hvad Under vel at man føler et Savn; naar man er Forfalden er det ikke saa let at undvære Spiritus.
Men hvor bliver nu 132 i alt Dette Plads for den fattige ethiske Existeren og Handlen.
Det er ►👤Mynster lige saa umuligt som at staae paa Hovedet, ligeoverfor en blot nogenlunde Dialektiker at vise Forskjellen mell. en Prædikant i hans Stiil og en Skuespiller. Thi Forskjellen mell. en Præst og en Skuespiller er just det Existentielle, at Præsten er fattig – naar han prædiker om Fattigdom, er forhaanet, naar han prædiker om at lide Forhaanelse o: s: v: o: s: v:; medens ⓘ Skuespilleren just har den Opgave at bedrage ved aldeles at skaffe ⓘ sit Existentielle bort – har Præsten just den Opgave 133 i dybeste Forstand at prædike med sit Liv. Ja lidt paradox kunde man sige: at prædike er noget nær at holde sin Mund men existentielt at udtrykke, i Gjerning, med sit Liv at udtrykke Det, som ellers bruges Ord til. Det klangfulde Organ, de herlige Armbevægelser o: s: v: behøves egl. ikke: en Stum kan prædike, og en Krøbling, der ingen Arme har kan ogsaa prædike. [a]