Uddrag fra Journalen NB13

»Latterlighed« (...) mine Been : sigter til 👤Peter Klæstrups tegninger af SK i Corsaren, hvor man den 9. jan. 1846 (nr. 277, sp. 4), den 23. jan. 1846 (nr. 279, sp. 1 og 2), den 6. marts 1846 (nr. 285, sp. 9) og den 8. jan. 1848 (nr. 381-a, sp. 8) ser hans bukseben af forskellig længde, samt den 16. jan. (nr. 278, sp. 5), hvor man ser hans tynde ben i et par alt for store støvler. Jf. også »Den nye Planet« i Corsaren den 9. jan. (nr. 277, sp. 1-4), en fiktiv diskussion ml. prof. 👤Heiberg, astronomen 👤C.F.R. Olufsen og SK, hvor Olufsen med henvisning til sin skrædder forklarer SK, at »det ene Buxelaar er s'gu altid lige saa langt som det andet, naar jeg ikke udtrykkelig forlanger det anderledes, for at see genialsk ud« (sp. 2f.). Og »Tilbageblik paa 1845« i Corsaren den 23. jan. 1846, hvor der hentydes til SKs »Buxer« (nr. 279, sp. 11). Samt »Corsarens Logbog« i Corsaren den 27. feb. 1846, hvor SK alias den pseudonyme udgiver af Enten – Eller, 👤Victor Eremita, tillægges dette motto: »Erfaringen viser, at Buxebenene paa Klædesbuxer ere enten lige lange, eller det ene er længer end det andet« (nr. 284, sp. 13). Desuden »Catalog over et rigt og betydeligt Udvalg af de nyeste og smukkeste Pragt-Georginer, (Dadalisser) disponible i Aaret 1846, bestemte til at udstilles Tid efter anden i 'Corsarens' Blomsterhave« i Corsaren den 3. april (nr. 289, sp. 13-14), hvor den tredje af ni blomster beskrives således: »Beauty of Kierkegaard, isabellefarvet, af udmærket Bygning med to ulige Stilke forneden, brillant og imponerende Holdning; uovertræffelig i enhver Henseende; Farvespillet paa Stilkene er især ypperligt« (sp. 13). Endvidere »Udvalg af 'Corsarens' allernyeste og allerbedste Drømmebog, udgiven til Fornøielse og behagelig Underretning for Enhver, som ønsker sikker Udtydning af sine Drømme« i Corsaren den 29. maj (nr. 297, sp. 7-8), hvor man læser følgende: »Korte Buxer at see ..... bet.[yder] ..... Frater Taciturnus« (sp. 7). Endelig »'Corsarens' Almanak for Aaret 1846« i Corsaren den 1. jan. 1847 (nr. 328), hvor det hedder, at 1846 var år »0 ... siden 👤Frater Taciturnus's Buxebeen bleve omtrent eens lange« (sp. 1), og at »Frater Taciturnus – har før havt 3 Drabanter, nemlig et langt og et kort Buxebeen, samt en Paraply; har nu kuns 2 – Paraplyen og en ordentlig Buxe« (sp. 2); samt »Tilbageblik paa 1846« i samme nr. af Corsaren, hvor det erindres, at »Frater Taciturnus prostituerer Søren Kierkegaard; det Samme har hans ene Buxebeen gjort i flere Aar« (sp. 3f.).

I trykt udgave: Bind 22 side 292 linje 32