Kierkegaard, Søren Journalen NB11 : 1849-05-20

X1A359►👤Mynsters Prædiken er et Bedrag. ►Idag fE (Søndagen efter Christi Himmelfartsdag) sagde han: Derudenfor, paa Gaden, at ville forkynde dette, nei, det vilde Intet hjælpe, men her i Din Helligdom, ⓘ paa dettepaa dette] , ændret fra i det dette stille Sted der vil jeg forkynde det for hver som vil høre o: s: v:. Hvilken ►Fripostighed, saadan udenvidere ved Hjælp af Klogskab at slaae en Streeg over Χstus over 62 Apostlene, over alle ►Sandheds Vidner, der vare – ukloge, eller – phantastiske nok til ►at forkynde det paa Gaden ɔ: at gjøre Alvor af Forkyndelsen. I Sandhed, det er baade til at tabe Næse og Mund over. Nu, ►i Χstheden, hvor vi jo Alle ere Χstne, nu tør man ikke forkynde det paa Gaden, og da alle vare enten Jøder ell. Hedninger, da gjorde man det. Nu tør man det ikke, dog nei, det er for mildt talt, det var i sin Orden om 👤Mynster havde sagt: til at forkynde det paa Gaden, dertil mangler jeg Tro og Mod og Kræfter. Men saaledes taler han ikke; i fornem Klogskab taler [han] om det Høieste som var det en Ubesindighed, og Fuskeriet, (som hans Prædiken paa ►det stille Sted, hvor det Hele er Skuespilleragtigt) bliver det Høieste. Og dog til syvende og sidst, jeg troer, at 👤Mynster ikke selv aner, hvad han siger; han er i den Grad løbet fast, at Det end ikke falder ham ind, om det ikke er Blasphemie det han med saa megen Prætension disker op. – Og Tilhørerne, ja De 63 finde naturligviis denne Tale ganske fortræffelig, de vide hverken ud ell. ind, forvexle christelig Prædiken med Kunst-Forestillinger, der naturligviis fordre den betryggede Stilhed og Sikkerhed.