X1A29719►👤Luthers Prædiken over Evangeliet paa Helligtrekongers Dag fortjener atter og atter at læses, især sammes første Deel.
X1A298►»Wer ist, der sichⓘ wider den Herrn gesetzt hat, und der Ruhe hat haben können?«
►Hiob 9, 4. citeret efter ⓘ 👤Fenelon 2det Bind p. 66.
X1A299Og medens Forholdene ere saa afsindige smaae, at ►jeg der ikke engang ⓘ endnu er blevet ordentlig anmeldt i dansk Literatur, er ►Pøbelens Bytte: ►saa plyndrer imidlertid Digtere o: A: mig; de gjøre Lykke dermed, men mig nævne de ikke, nei, saa smaat fryde de dem over Pøbel-Forfølgelsen.
I Sandhed det er msklig talt den største Straf Gud kunde udtænke over et Msk: at gjøre ham til det Overordentlige – i en ►Kjøbstad.
Mig tilfredsstiller Sagen religieust, ►jeg kan aldrig nok som takke ⓘ Gud for det ubeskrivelig Gode, han har gjort imod mig, saa langt mere end jeg havde ventet.
X1A300 2 10 ►Skulde der siges Noget om Forfatter-Virksomheden, kunde det ogsaa gjøres saaledes, at der dannedes en tredie Person, Forfatteren, der var Eenheden af mig selv og Pseudonymen, og han talte ligefrem derom. Der behøvedes saa blot en Introduction, hvori denne Forf. introduceredes og saa kunde han sige Alt i første Person. I Introductionen blev at vise, at det hele Forfatterskab var en Eenhed; men jeg var ikke Pseudonymen og Pseudonymen ikke mig; derfor var denne, »Forfatteren« Eenheden af Pseudonymen og mig.
X1A301311Al msklig, ogsaa jødisk, Religieusitet culminerer i de ►Ord af 👤Salomo (ell. 👤David): jeg har været ung og er blevet gl., men aldrig har jeg seet den Retfærdige forladt af Gud.
Forbarmende Gud – og saa er det ►Χstus, der siger: min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig; og saa er det Χstd. der gjør hele denne jordiske Tilværelse til Lidelse, Korsfæstelse.
See, saa hvor I faae den milde Sædelære ud af Χstd!
ⓘ Der har dog været skrækkelig meget Tungsind i alle de mange Tanker angaaende min Forfatter-Virksomhed, hvormed jeg har plaget mig i den senere Tid.
Men Tingen er, jeg har villet være saa skrækkelig klog – istedetfor at troe og at bede. ►Jeg skulde betrygge mig min Fremtid, og saa sidde i Fjernhed og – digte. O, ►pfui! Nei ►Gud sørger nok. Og en »Digter« mere er det sandeligen ikke Tiden behøver. Og paa den Maade vilde jeg glemme: ►at tragte først efter Guds Rige: først ►et Levebrød, en ⓘ Stilling (som jeg maaskee slet ikke duer til) – og saa digte.
Derfor har jeg lidt saa forskrækkeligt. Det er min Straf. Jeg har ogsaa lidt, fordi jeg ikke har villet binde mig, men holde mig løs, og gyse tilbage for det Afgjørende.
Deraf saa ►al denne hypocondre Sludder, om at jeg skulde i noget Skrift have sat mig selv for høit, Noget som er min Sjel saa fremmed. 5
Og ►hvortil denne Reisen? Mit Liv er dog engang mærket saaledes, at et ⓘ Forsøg paa at blive glemt, er ⓘ frugtesløst; og naar jeg var kommet til Udlandet, vilde jeg vel plages af den Tanke, at min Reise var en Flugt, en Feighed.
Nu er just Øieblikket – jeg kan lade det ►gaae over; men saa er der en Evighed til at angre, at jeg lod det gaae over; og saa bliver jeg saaledes svækket, at jeg ikke bliver Menneske mere.
►Nu udgaaer de to Afhandlinger: har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? og om Forskiellen mellem et Genie og en ⓘ Apostel, men anonymt. ⓘ ►Idag d. 5te Mai bleve de sendte til 👤Gjødvad.
Før har jeg dog været lettere; men denne Gang har Klogskaben ►spillet slemt op med mig. Det forstaaer sig, ⓘ mit Livs Gang bliver ogsaa sværere og sværere – ►især piner det Oeconomiske mig.
Lader jeg dette »Øieblik« gaae forbi, saa er hele Productivitetens ►Point og Stilling ⓘ tabt, saa overvælder ►anden Udgave af »📖 Enten – Eller« det Hele.
Men jeg har villet spille Herren, selv styre, ved hypochondre Udflugter retfærdiggjøre mig for Gud, og saa tage det mig Forundte næsten som en blot Nydelse.
X1A303613►►5te Mosebog 33, 9 »som sagde til sin Fader og sin Moder: jeg saae ham ei, og ei vedkjendte sig sine Brødre, og ei kjendte sine Sønner.« Her omtales jo dog en Religieusitet, der svarer til den christelige: ►at hade Fader og Moder for Χsti Skyld.
Stedet selv er jeg blevet opmærksom paa ►i 👤Luthers Prædiken over Evangeliet om Brylluppet i 📌Cana.
X1A304►»Troen gjør os til Herrer, Kjerligheden til Tjenere.« siger 👤Luther i Prædikenen over Evangeliet paa 3die Søndag efter Helligtrekonger.
►I samme Evangelium (det om den Spedalske) staaer, at Χstus siger til den Spedalske: gak ⓘ hen, betee Dig for Præsterne, dem til et ⓘ Vidnedsbyrd.►I dette sidste Ord ligger ⓘ virkelig et Dobbelt, hvad 7 👤Luther ogsaa slaaer paa. »Dem til et Vidnedsbyrd« ɔ: at de maae bevidne det; men ogsaa, at det maa blive til et Vidnedsbyrd mod dem, at de selv burde troe paa Χstus.
X1A305 [a] Den Collision som er stillet i den Afhandling (📖 ►»har et Msk. Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?«) er den intellectuel-ethiske. Noget Andet er jo, om fE man vil tvinge et Msk. til at begaae en Forbrydelse, at gjøre noget Ulovligt o: s: v:. Collisionen er en Tænkers Collision med Verden og Mskene, og for ret tydeligt at vise det Intellectuelle, er [b] det jo indrømmet at ►et Msk. har Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden, naar Forholdet er: Hedning – Χsten. Men i Forholdet Χsten – Χsten, hvor altsaa Grund-Sandheden maa være dem fælles, hvor altsaa Intellectualitets Differentsen maa træde desto stærkere frem: der benegtes han at have Lov dertil.
✂ [a] NB. Noget om den Afhandling: 📖 har et Msk. Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?
✂
[b]
Dette
8X1A30614 [a] Skulde den Afhandling (►📖 har et Msk Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?) ende aldeles ubetinget humoristisk: saa blev der til 👤H. Hs sidste Tilføiende endnu at tilføie:
✂ [a] NB. ⓘ Noget angaaende den Afhandling: 📖 har et Msk. Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?
Og ⓘ hvad Spørgsmaalet angaaer, der volder eller voldte hiint Msk. saa mange Bryderier, da er mit Svar let: ih, nei Gu har et Msk ikke Lov dertil!
X1A307 [a] Grunden, ⓘ hvorfor det lille humoristiske ►Slutnings-Sving ⓘ af 👤H. H: i den Afhandling (har et Msk Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?) skal blive, er just for Alvorens Skyld. [b] Et Digt bilder sig ind at være Alvor; og søger at holde Læseren i det Indtryk; det er just det mindre Alvorlige ved Digtet. Det humoristiske ⓘ Slutningssving viser netop, at det er bragt til Bevidsthed, at en Digtning aldrig er Alvor – det er kun Virkeligheden. Det er mere ell. mindre ⓘ en Spøg at digte Sligt; Alvoren er at ⓘ være det.
✂ [a] Dto.
✂ [b] X1A308Dette er ⓘ tildeels en Overdrivelse, en Rigorisme; desuden vil saa ogsaa ►Pseudonymen for meget erindre om ►de gl. Pseudonymer, uden dog at være dem liig. ⓘ Den hele Passus kan derfor gaae ud. Skulde der staae noget Saadant, skulde det være blot et Par Ord, og ikke humoristisk, men eenfoldigt ►pathetisk.
X1A309915O, ►Pfui, Pfui, at jeg dog af Frygt for Farer, af Hypochondrie, af Mistroiskhed mod Gud, har villet gjøre mig til langt mindre end hvad mig forundt er. Som var det blot at besvige Sandheden: at anmasse sig Noget; som var det ikke at besvige Gud og Sandheden, at gjøre sig til mindre. Og dog syntes det mig saa ydmygt. O, Hy[po]chondrie, Hypochondrie!
Msklig talt, lysteligt ell. glædeligt er det sandeligen ikke, at skulle i saa smaae Forhold som Danmark være det Overordl.; det bliver en ►Marter. Men nu, nu, efterat ►Gud har overøst mig med Velgjerninger, forundt mig saa ubeskriveligt langt mere end jeg havde ventet, nu, da han (baade ved ►den Rigdom som er mig forundt i det sidst forløbne Aar – og dets Lidelser) har ladet mig ⓘ min Bestemmelse ⓘ forstaae (sandt nok, den er anderledes end jeg oprindelig har tænkt mig den, men saaledes er det jo allerede tidligere skeet, hele ►den religieuse Produktivitet, ja ►hele Produktiviteten efter Enten – Eller er jo ikke hvad jeg oprindeligen har tænkt mig, og Alt kunde jeg vel ikke have forstaaet strax) saa skulde jeg ►glippe, jeg skulde af ►Frygt for Udkommet klogt tage ⓘ det Hele tilbage i mig, blive en Digter ɔ: religieust forstaaet en Bedrager. Nei, nei saaledes har jeg jo hell. aldrig oprindelig tænkt mig det: enten Forf: i Charakteer – ell. Landsbypræst og saa aldrig et Ord mere fra mig, men ikke Digter, ikke tillige Forf.
Mørkt seer det ud; og dog er jeg saa rolig.
►Denne min Geburtsdag vil blive mig uforglemmelig!
X1A3101016Hvilken Dumhed! ►I en lille Afhandling om 📖 Mskers Tilbøielighed til at agte paa Varsler som jeg [finder] ved at bladre i 👤Jens Møllers 📖 Tidsskrift (den staaer i 6te Bind p. 118 o: fl), seer jeg at han siger: at Lodkastningen er blevet sanctioneret i en evangelisk Menighed, nemlig: Brødremenigheden.
►Aber. I Brødre-Menigheden er det blandt andet ogsaa just brugt for at kjøle Kjød og Blod. ⓘ ►Giftermaal ⓘ afgjøres saaledes ved Lodkastning. Der kan ikke, erotisk talt, tænkes nogen grusommere og mere oprørende Behandling, ikke nogen Behandling, der mere ⓘ er beregnet paa at tilintetgjøre det erotiske Sværmerie. Imidlertid mener jeg at i en vis Forstand ⓘ har Brødre-Menigheden truffet det Christelige. Det Christelige er nemlig at nedsætte det Erotiske til det Ligegyldige og gjøre Ægteskabet til Pligt: derfor er det, det aldeles ⓘ Ligegyldige, hvilken Pige, Du faaer. Det er Din Pligt at giftes.
11X1A311Ogsaa dette ⓘ var da Dobbelt-Feighed af ►👤Goldschmidt. ►Skulde der ⓘ have været Tanke af Idee i hans Blad, saa maatte han da først og fremmest have sigtet paa mig. Det gjorde han ikke. Nei dertil var han for feig; han smigrede – og viste, hvor ⓘ ideeløst ⓘ hans Blad var. Og da han saa fik Lov til at angribe mig, saa gjorde ⓘ han det. Ny Feighed, at et saadant Blad vil forsvare sig med: ⓘ han har selv forlangt det.
I Sandhed for at ►👤G. skulde betragtes som et anstændigt Msk. igjen, maatte man fordre en offentlig Afbigt, og af en egen ⓘ Art, en som blev et Aar igjennem hver ottende Dag aftrykt i et Blad. ►Man kunde ogsaa billigt fordre, at han dog gjorde et Forsøg paa at tilbage[be]tale de Blod-penge, han har fortjent, ⓘ at han gav dem til veldædige Øiemeed – saa ærlig var selv ►👤Judas, han gav Pengene igjen.
12X1A31217Saaledes ere Mskene og vi Msker, det tilfredsstiller saa let, at finde et nyt og sindrigere Udtryk for den msklige Slethed, Selviskhed o: s: v:; men selv ikke at være selvisk – det udsætter man saa gjerne.
X1A313Mskligt talt maatte man sige: naar blot Gud ikke var med, saa kunde man sagtens; thi saa hjalp man sig med sin Klogskab, men Gud tvinger En til at gjøre lige det Modsatte.
Hvor ofte har jeg ikke sagt mig selv, at det Klogeste jeg havde at gjøre, var ene og alene: at nedlægge Pennen, at reise, at more mig, at lade Mskene mærke, at jeg blæste dem et Stykke – saa vilde jeg blive paaskjønnet. Det Afsindigste er netop at blive ved som Forf. 13 thi Msk. ere Børn og blive kjede af ⓘ En, naar man ikke ►behandler dem som Børn. Egl. er det det 👤Heiberg gjør; men det lykkes ikke ret, fordi jeg staaer ved Siden og udtrykker lige det Modsatte.
Jeg har seet at hiin Methode er den rigtigste. Det var ►et Par Msker, som jeg holdt af, og som jeg frygtede var i en Misforstaaelse i Forhold til mig, jeg synes at de bleve kolde mod mig, hvad gjorde mig ondt; jeg kom der oftere, var ret ►omhyggelig for dem: hjalp ikke. Saa forandrede jeg Methoden: blev fornem, kom sjeldent, converserede dem fornemt – det hjalp, de bleve Opmærksomheden selv.
O, Mskene!
X1A314►I den Prædiken af 👤Luther over Evangeliet: Χstus gaaer i Skibet, findes ypperlige Ting, blandt Andet ogsaa med H: t: den Indbildning, om denne Fromhed der har saa travlt med »Fred« og deri søger et Beviis for Gudsfrygt.
Hele ►Biskop 👤Mynsters Styrelse er hverken mere ell. mindre end verdslig Klogskab og han har forsaavidt skadet meget.
X1A315 14 18 ►Alt Det om, at jeg skulde løbe den Fare at blive slaaet ihjelo: s: v. er væsentlig Hypochondrie, og dog Noget, som Hypochondrien hittede paa, fordi jeg var ifærd med at ⓘ blive træt, og nu vilde til at handle klogt.
Men sandt er det, veemodigt er ►mit Lod: at oppebære et Par Fornemmes Misundelse (der stundom udtrykker sig raat nok) og saa forresten ►daglig Pøbelens Forhaanelse. Og saa at det ⓘ for Alvor at leve for en Idee i Verden maa tage sig ud omtrent som et ►forulykket Subjekt. Der er menneskelig talt noget velgjørende i, at have en fast Stilling, dens Tryghed, der er noget fornøieligt i at tjene ved sit Arbeide – og saa er der kun to Classer af Mennesker som ⓘ ►enes i det modsatte Liv: de forulykkede Subjekter, ►forfaldne Personer – og saa dem, der i Alvor og Sandhed leve for en Idee. Ak og i Verdens Øine ligger Forvexlingen kun altfor nær. 15
Vist er det, at jeg denne Gang, løfter en større Byrde, ►idet jeg igjen skal til at trykke, end nogensinde. Jeg er ogsaa stillere og høitideligere, men dog maaskee væsentligere besluttet end tidligere. Vist, Byrden, Vægten er større; men saa er Productiviteten ogsaa rigere end nogensinde.
Saaledes lokker Styrelsen mig faderligt lidt efter lidt. Da ►jeg tog Vægten af Pøbelagtighedens Forhaanelse paa mig, da blev ogsaa Productiviteten rigere. Nu da jeg til denne Vægt har faaet en endnu tungere: ►Bekymring for Udkommet, nu er ogsaa Productiviteten saa riig, som den aldrig har været. Der er i ►Det, som nu skal frem Ting saa afgjørende for Christendommen, at det ⓘ ligefrem er: Opdagelse.
Men saa nær maatte det komme i Henseende til ►Tanken om at standse, inden jeg igjen fik Fart.
►Saa gjerne havde jeg jo ønsket mig et stille Liv til at takke Gud for Alt det Gode, han har gjort mod mig; men denne Stilhedens Situation naaer jeg maaskee først i Evigheden. Nu – dette Liv er jo ogsaa Arbeidets Tid. Give da Gud, at jeg i dette Liv maa takke ham ved den Lydighed, med hvilken jeg holder ud i Arbeidet.
X1A316 16 19 Eet har jeg ►for Alt at vogte mig for, at ►bedrøve Aanden. Det seer ell. det saae saa kløgtigt ud, at jeg jo ligesaa godt ►i stille Betryggethed paa Landet i et Embed tillige kunde som Digter virke qua Forf. Men Spørgsmaalet er, om det ikke, hvis jeg nu havde gjort det, ►vilde blevet min fuldkomne Lammelse til Straf for, at jeg klog og feig trak [mig] tilbage, og skruede Prisen ned. Ogsaa i denne Henseende ►lader Gud sig ikke spotte.
Og mere, msklig talt, afgjørende, indtager jeg ikke, ved ►det ⓘ Skridt, jeg nu gjør qua Forf, Stillingen, end ⓘ at det ogsaa menneskelig talt er muligt, at just nu et lykkeligere Vilkaar kan smile til mig qua Forf.
17 Jeg holder mig nøiagtigt i Egenskab af at være: en Digter og Dialektiker, jeg udgiver mig hverken for en overordl. Christen end mindre for Apostel og Deslige, end ikke det Mindste deraf (►jeg som just kæmper for, at indsætte igjen »Apostelen« i sin Ret); men jeg unddrager mig ikke Virkelighedens Fare. Det er det ⓘ Mere, pointerer end en Digter, men det Mere, hører ogsaa mit Væsen til. Skal jeg være ►Embedsmand, saa skal jeg væsentligen høre op at være Forf.
18X1A31720►En Gang havde jeg tænkt at lade Skriftet »📖 Kommer hid alle I som arbeide og ⓘ ere besværede« ledsage ⓘ andet Oplag af 📖 Enten – Eller. I saa Fald vilde omtrentelig ►det »📖 Forord« være blevet brugt, som nu staaer i »📖 ⓘ Tre gudelige Taler.« ►Kun var der tilføiet et Par Linier. »– – Derom vil den erindre ham; men tillige vil den vel ⓘ lade ham mærke og forstaae, at det denne Gang er det Opbyggeliges anden Gang.«
X1A318Et Forord til ►»📖 en Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger«, en Bog som ikke ⓘ blev til, fordi den deeltes i mindre Dele.
Denne Bog er skrevet før 48. Dette er da forresten det ⓘ Ligegyldige, alt i Forhold til hvorvidt Bogen har Noget af hvad man kan kalde Sandhedens ►Ligegyldigheda for al Tid. Thi enten har den ⓘ Noget deraf, og saa er det jo ligegyldigt, at den er skrevet før 48, 19 eller den har ikke Noget deraf, og saa var det jo dog ligegyldigt, om den var skrevet før 48, med mindre Aar 48 i den Grad, ⓘ og umenneskeligt, skulde have forandret ⓘ alle Forhold, at hvad der hidtil var Viisdom, nu blev Passiar, og derimod selv den dummeste Passiar blev Viisdom, naar den er sagt i eller efter ►det mærkværdige Aar, 48, der i sit »store Hurlumhei« har faaet Løst og Fast, hele Landstormen, forklædt som »Tænkere«, anbragte ved Discussionen, og forundt »Tænkerne« nogen Leilighed til at feriere.
X1A319Christeligt er det ligefrem Pligt, at søge Lidelse, i samme Forstand som det, blot mskligt, er Pligt at søge Nydelse.
X1A320Saadant et Stykke som ►»📖 Verden vil bedrages«ell. dets ►Tilværelse er dog en rædsom Dom ell. ►Selvangivelse af Tidens Fordærvethed. 20 Fordærvede Tider, har man seet før, og enhver Tid er det da mere ell. mindre. Men saa var der dog Een og Anden, som dybt saa Tidens Fordærvelse – og han frigjorde sig derfra, stemmede sig derimod, blev maaskee Offeret, ►eh bien, men tillige Udtrykket for, at der dog er nogen Sandhed endnu tilbage.
21Men at den skarpsindige, sande aldeles naturtro Opfattelse af Tidens Fordærvethed, at den bliver – ikke en Bodsprædiken, men ⓘ et vittigt Theaterstykke, hvis Grundtanke er den, saadan er Verden nu engang, saadan er vi Alle, den Ene skal ikke lade den Anden noget høre, qvit, lad os more os derover: retfærdige Gud, hvilken Rædsel!
Og at saa et saadant Samfund skal have Lov til at kalde sig ►Χstdenheden. Dog det forstaaer sig, ►det er 21 vel som alt det Andet en Løgn (som 👤Scribe siger) hvilken Enhver benytter og Ingen bedrages ved, da Enhver veed, at det er en Løgn – det er en Løgn, det eneste Sande er at ►Præsterne have et Levebrød.
O, og at jeg saa kunde blive saa tungsindig, at jeg af Frygt for Gud, af Frygt for at jeg skulde ►anmasse mig Noget, vilde være – en Digter. En Digter! I Sandhed nu en Digter mere, det er da lige saa afsindigt, som om En vilde benytte just det Øieblik til at gifte sig, just det Øieblik, da en Ildebrand rasede i det Huus, hvor han boede. Nu, en Digter! Nu, da der behøves om muligt i tusindviis Martyrer, de egl. ►Redningsfolk. Dog, jeg har frygtet for, at ville noget for Høit, og saa bag efter at skulle skade, ved ikke at kunne. Men det er Tungsind. 22 ►Blive mishandlet kan jeg jo, yderligere mishandlet – men Andet forlanger jeg hell. ikke.
Og hvor let, at dog ogsaa jeg havde tosset mit Liv hen i den usle Slendrian, med blot at sørge for sig ⓘ selv, at leve i hæderlig Ubemærkethed – sandeligen en hæderlig Ubemærkethed, naar ⓘ man uhæderligt ved Ubemærketheden unddrager sig Farerne. Derfor, hvad det end skal koste, jeg takker og takker min Gud, at jeg blev opmærksom, at jeg ►kom paa første Pleie ⓘ hos Nederdrægtigheden, at jeg da ikke skulde engang ankomme i Evigheden og saa forstaae – hvorledes jeg i min hæderlige Ubemærkethed havde tosset Livet hen.
Stundom kan jeg næsten blive angest og bange paa Mandens Vegne, naar jeg tænker paa ►Bi23skop 👤Mynster. ►Han er nu 72 Aar. Snart gaaer han ind til – Dommen. Og hvad har han dog ikke skadet Χstd, m: H: t: at ►fremkogle et løgnagtigt Skin – for at han kunde sidde og herske. ►Han[s] Prædikener ere meget ordentlige – men i Evigheden skal han ikke prædike, der skal han – dømmes.
Kun Eet tænker jeg bestandigt paa, at jeg da aldrig maa faae saa travlt, at jeg glemmer at sørge over mine Synder og betænke hvad jeg personligt forbrød. O, det er for ►en Poeniterende, saa vanskeligt, at træde afgjørende frem, thi han føler sig bestandigt lammet i Tanken om, at han er en Poeniterende.
24X1A32122At Verden ikke forstaaer sig paa det Gode, kan man egl. ikke sige; just ►Verdens-Msker have oftest en meget udviklet Iagttagelse for hvad der virkelig er Ædelmod, Uegennyttighed o: s: v:. Saasnart de da bemærke et Msk, hos hvem de maae tilstaae, at denne Stræben er, saa anspænder Misundelsen al deres ⓘ Iagttagelse, for at bedømme ham saa strengt som muligt, ja de søge at ►lægge ham al mulig Modstand, at han maatte snuble og blive egennyttig o: s: v: –; thi sige ⓘ de: hvorfor skal han være bedre end vi. De hade saaledes egl. ikke det Gode, men misundeligen ville de ikke at Nogen maa være det, ⓘ de selv ikke ere.
Dette er omtrent ►👤Scribes Sindstilstand: han hader ikke det Gode, tvertimod, han formeentligen holder det ⓘ høit i Ære, endog med et vist abstrakt Sværmerie, men han vil, at Ingen maa være god, Sligt vil hans Misundelse ikke, da han ikke selv er i det Gode.
Naar Englene bemærke et Msk, der dog ærligen vil det Gode om end i Svaghed, da ile de til for 25 at hjælpe ham frem ad. Gud hjælpe det Msk, om hvem Verden opdager, at han virkelig vil det ⓘ Gode, ell. dog stræber.
Verdens-Bevægelsen, om man saa vil, Conflikten mellem de to Forestillinger er i ⓘ Forhold til mit Forfatterskab: ►Det Interessante – det Eenfoldige. Tiden var, er løbet vild i det Interessante; Bevægelsen skulde gjøres til det Eenfoldige.
Derfor var jeg eminent i Besiddelse af det Interessante (det var Det, Tiden forlangte). Der er vanskeligt nogen Forf., ubetinget ingen i Danmark der paa nogen Maade kan gjøre mig den Rang stridig, i Betydning af væsentlig eneste i den ⓘ Art: ►at være ⓘ quaForf. den Interessante.
Ved at forfalske min Opgave var jeg blevet Øieblikkets Helt og Afgud; i saa Fald havde jeg nemlig opgivet Bevægelsen hen til det Eenfoldige, og converteret al min Kraft ind i det Interessante og ind i Øieblikket. Jeg blev, evig forstaaet, min Opgave tro, og blev Øieblikkets Martyr, og just dette beviser, at jeg blev Opgaven tro.
Gud være lovet, ham skyldes dog Alt.
Noget ►Fortjenstligt er der fra min Side ikke i det Hele; jeg har deels været et Genie, der ofte først forstod sig selv bag efter i at have gjort det Rigtige; og deels har jeg været bunden som i en høiere Magts Tjeneste, saavel ved et oprindeligt Tungsind og en qvalfuld ►Pæl i Kiødet, som ved at være mig personligt ►en Poeniterende.
X1A3232624Det var maaskee rigtigst engang at skrive ►en Bog betitlet:
Χsti Liv
fremstillet
ⓘ ►👤Joh: de cruce, Et Øienvidne.
ⓘ En Pseudonym lod sig her maaskee ikke engang saa godt bruge.
X1A324Netop naar det Religieuse er allersandest, er det paa en Maade næsten saaledes, at Forstanden maa smile deraf – og lade være at troe. Hvor velgjørende og styrkende er ikke hvad ►👤Luther taler om, at man skal være uforskammet i at bede, rigtig trygle og plage Gud – det kan han godt lide, det behager ham særdeles. Forstanden maatte her sige: ja, det er nu godt nok, men saa er det jo farligt at bede paa den Maade, hvis det overhovedet er mit 27 Ønske at faae Noget; thi da det behager Gud selv, saa kunde han jo lade være at give mig hvad jeg beder om, blot for at jeg kunde blive ham mere og mere ⓘ til Behag, forsaavidt min Tryglen blev inderligere og inderligere.
Hertil maa svares: ►Sludder. Ogsaa dette er en ⓘ af 👤Luthers udødelige Fortjenester, og det sikkreste Vidnedsbyrd om, hvor forsøgt i Anfægtelse han var, at han har opfundet denne Kategorie: Sludder, som det eneste Svar, man skal give Tvivlen, med mindre man da ⓘ vil foretrække ►med 👤Hamann at sige: bæ! Dog foretrækker jeg det Lutherske, der ganske anderledes udtrykker en Stræbens Fart, der i ►Frygt og Bæven ingen – Sludder vil høre. 👤Hamanns er mere humoristisk, men ogsaa mere sorgløst, forsaavidt mindre Alvor. Thi man troer maaskee, at det er Spøg, at man siger: Sludder til Tvivlen – o, i Sandhed, Den ⓘ der har maatte værge sig med 28 dette Svar, han veed, hvad Alvor er. At indlade sig med Tvivlen det er Spøg; dog at høre lidt paa den, er ogsaa Spøg: men ikke at sige Andet end Sludder, det viser, at Sagen er En alvorlig, og at man tager den alvorlig.
X1A32525Der existerer vistnok ►etsteds en Aphorisme af mig omtrent saa lydende:
Det at der i Sproget er saa mange Ord som Vrøvl, Vaas, Passiar, Snik-Snak, Sladder, Sludder o: s: v: er dog en Slags Trøst; thi var der i Sproget slet intet saadant Ord, saa maatte man jo befrygte, at Alt var Sladder. Det Betænkelige er ikke, at der er mange Ord i Sproget til at betegne Sligt; det Betænkelige vilde være, ⓘ om der ikke var eet eneste Ord derfor.
29X1A326►»Men Sligt er skrevet os til Trøst, at vi skulle vide: ⓘ hvor een Djævel frister os, skulle ⓘ mange Engle tjene os.«
👤Luther i Prædiken over Evangeliet Χsti Fristelses Historie.
X1A327Det Jordiske ved de jordiske Goder, hvad derfor beviser, at de ikke ere Goder i og for sig, er ⓘ at de ⓘ kun ere Goder ved Andres ⓘ Forestilling om, at de ere Goder. Det første Kjende paa Aandens Goder, ⓘ hvorpaa igjen kjendes, at disse ere Goder i og for sig, er: at det er ligegyldigt, om Andre ansee dem for et Gode ell. ikke. Tag Penge, tag hvilket som helst jordisk Gode, lever Du i et Land, hvor det ikke ansees for et Gode, var der slet intet Sted, Du kunde reise hen, hvor de ansaaes for ⓘ et Gode: saa er Penge hell. intet Gode. Og saaledes 30 med alle jordiske Goder. Lever da En i Besiddelse af et, ►si ita dicere licet, jordisk Gode paa et Sted, hvor Ingen anseer det for et Gode, saa ansees han for gal, og egl. er han ogsaa gal. Anderledes med Den, der besidder et Aandens Gode, som Ingen anseer for et Gode: det er alligevel og fuldt saa vel et Gode; han ansees vel for gal, men han er just den Vise.
X1A32826►Det [a] Docerende i Forhold til Χsti Liv, ►at inddele Christi Liv i Paragrapher, ►det Systematiske og alt hvad dertil hører er Nonsens. Der maa og der maatte altsaa brydes en ny Vei. Dertil har jeg meent at benytte det Digteriske. Msklige Analogier, naar da vel at mærke den qvalitative Forskjel mell. ►Gud-Msk og Msk agtes, mener jeg ⓘ kunne bidrage at belyse det, bidrage 31 til at faae friskere Indtryk af Evangeliet igjen. Χstd. ell. Evangeliet er blevet Msk. trivielt, fordi de nu saa længe have kjendt det og lært det uden ad. Naar Msk.b skulde dømme ganske ugeneret om Χsti Liv og Apostlernes, maatte de egl. dømme, at de vare Phantaster.
✂ [a] Noget om ►den første Afhandling i »📖 tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger.«
✂ b , som de nu ere,
Det gjælder altsaa for Alt om, at gjøre dog Noget for at gjøre Χsti Liv nærværende. ⓘ Dette mener jeg er ►den lille Afhandlings Fortjeneste. Ved Hjælp af en msklig Analogie og digterisk bringes der Mulighed istedetfor Facticitet; men Mulighed er just det Opvækkende.
Fremdeles er ►i denne lille Afhandling opdaget og belyst: den sympathetiske Collision, uden hvilken Χstus er forfængelig og mskliggjort.
Af Begreber ere: ►»Ansvaret«, ►»Offeret« og flere andre ►releverede.
Endelig er der i denne 32 lille Afhandling ført et indirecte Beviis for, at Χstus er Gud. Eminent Reflexion og dertil svarende eminent Bevidsthed i et Menneske gjør at han maa ►protestere det at blive ►slagen ihjel. ►Kun Gud-Msk. har kunnet bære Bevidstheden fra første Øieblik af, uden at denne blev ham til Hinder i at det blev Enden, at han blev ihjelslagen. Det at blive ihjelslagen er i en vis Forstand af den Sort Ting, som maa gjøres strax. De fleste Msker, der ere blevne ihjelslagne, have derfor ogsaa manglet denne ⓘ uendelige Bevidsthed. Kun i Gud-Msk. er den uendelige Bevidsthed ►enet i absolut Vished og absolut Beslutning.
I Almdl. vil man vel antage, at ⓘ De, der bleve ihjelslagne, 33 dog, forsaavidt Msker kunne det, meest lignede Χstus. Derved maa dog erindres, at saaledes er det umidd. Men i Reflexionen, er dette just Udtrykket for den størst mulige menneskelige Lighed med Gud-Msk, at tilstaae, at intet Msk har Lov til at lade sig slaae ihjel.
27Der er i denne Afhandling afgjørende nye Tanker; det hele Problem er vendt paa en aldeles original Maade.
Skulde Nogen vilde mene, at der ►i denne Afhandling var en Hentydning til min Forfatter-Existents: saa maa dertil svares. 1) Digterisk har jeg dog vel Lov til at fremstille Sligt; og dersom det ell. er saa, at mit eget Liv har nogen Lighed dermed, saa er det dog vel ⓘ netop Beskedenhed, istedetfor at gjøre Paastand paa virkelig at være det, at fremstille noget Saadant digterisk. 34 Det Ubeskedne er, at et Msk. digter sig at være mere end han er; det Beskedne er just, at han fremstiller Det, han dog maaskee virkelig er, som Digt. Naar jeg har givet ►10rd til de Fattige, saa er det ubeskedent, at digte En, (hvis nogen Forvexling kunde blive mulig) der gav 1000rd. Men hvis man selv virkelig har givet 1000rd, saa er det beskedent, at digte det, istedetfor at sige: det har jeg virkelig gjort.
Forøvrigt er ⓘ Alt Dette ligegyldigt; thi jeg er fuldkommen i min Ret med at digte, og det er Dumhed af Læseren at ►komme i det Vrøvl, hvo nu Forf. er, og om han mener sig selv.
Desuden har ►ⓘ 👤H. H. i Forordet sagt: denne Bog vil væsentlig kun kunne interessere ⓘ Theologer. saa altsaa Accenten er lagt paa det theologiske Udbytte. Og endeligen indeholder ►en Anmærkning i den anden ⓘ Af35handling det meest Afgjørende for at vise, at jeg bestandigt har holdt mig udenfor Prætension paa at være saaledes det Overordentlige. Jeg er »uden Myndighed«, jeg er et Genie – ikke en Apostel, end mindre da vanvittigt hvad der er uendeligt høiere end en Apostel.
Men Sligt maa fremstilles. Jeg har gjort alle mulige Anstrengelser for at undgaae dette Endelighedens Vrøvl; men Mskene kunne jo alligevel vrøvle sig ind deri.
Jeg [c] kunde gjerne sætte ►det humoristiske Sving tilsidst paa, det vilde meest tilfredsstille mig; men det er en ►Accommodation at jeg ⓘ lader det være. Thi Mskene ere tossede nok, og Eenheden af Spøg og Alvor humoristisk maa jeg derfor bruge forsigtigt, for ikke at gjøre dem reent confuse.
✂ [c] X1A329Det er saaledes i denne lille Afhandling selv gjort, hvad der staaer i den: ►man bør give lidt efter, slaae lidt af – her nemlig ved ►at borttage ⓘ det dobbelt-reflecteret Humoristiske, som gjør Meddelelsen til ⓘ Gaade. Dette var hell. ikke i det oprindelige Manuscript, men blev senere tilføiet, og saa tilsidst igjen borttaget. Selv gav jeg i hele [min] Forf. Virksomhed lidt efter, ved at sætte ►ene ligefrem religieus Meddelelse fra 📖 Afsl. Efterskrift af.
X1A33028►Christus siger til 👤Paulus: jeg vil vise Dig hvad Du skal komme til at lide for min Skyld.
Saaledes er det overalt i Umiddelbarheden. Men i Reflexionen er 36 det anderledes. I Reflexionen er Msk taget ud af det umidd. Forhold til Gud; og derfor maa der ⓘ først en Reflexions Bevægelse til, ved hvilken Msk. kommer saa langt ud, at Styrelsen ►ret kan faae fat i ham.
I vor Tid blive Mskene i den første Reflexion, i den Reflexion, ved hvilken de ere udenfor det ⓘ umidd Forhold til Gud; Gud og Msk. komme derfor slet ikke til at berøre hinanden.
Det følger forøvrigt af sig selv, at naar jeg nævner 👤Paulus, maa bestandig erindres, ►det Paradox-Forskjellige fra ethvert Msk., at han er Apostel.
X1A331 37 Et Ord om 📖 ►Afhandlingen No 1 i »tvende ethisk-religieuse ⓘ Smaa-Afhandlinger .«, og om en Pendant til samme.
Væsentligen er der da end ikke det Mindste til Oplysning af mit Liv. Pointen i mit Liv er just: at jeg er ►en Poeniterende, der mener ⓘ ved at lide saaledes at gjøre Poenitentse, og mener, at kun en Poeniterende ordl. ⓘ kun er grusom og haardfør nok til at tjene Sandheden; da i andet Fald der vilde kræves en saa ophøiet Reenhed, at den vel sjelden fandtes blandt Msker. Men det at være en Poeniterende muntrer op.
En saadan Fremstilling kunde blive et Pendant til hiin Afhandling: just en Poeniterende (altsaa i een Forstand saa langt fra Reenhed og ►Fuldk. som muligt) der frivilligt tjener Sandheden indtil at blive Offeret.
Dog Sligt lod sig ikke gjøre digterisk. Alvoren fordrer, at skal 38 der tales om Sligt, maa det gjøres ligefrem og i mit eget Navn, og ligefrem sigende: dette er mit Liv. Saaledes har jeg jo ogsaa bestandigt tænkt mig det, og gjort det i ►alle de ligefremme Meddelelser betræffende min Forf: Virksomhed, der ligge færdige.
X1A33229At ⓘ sand Ydmyghed og Stolthed ere Eet, kan man ogsaa see deraf, at der jo ligger noget meget Stolt i at sige: jeg frygter ene Gud – ellers Intet. Og dog er kun dette Gudsfrygt; thi at frygte Gud og saadan tillige ogsaa Andet, det er ikke sand Gudsfrygt.
39 X1A333 Forholdet mell. ►📖 to Smaa-Afhandlinger af 👤H. H.
At lade sig slaae ihjel for Sandheden, er Udtrykket for, at have absolut Sandhed; dertil svarer: en qvalitativ Forskiel [a] fra andre Msker: – der har vi Apostelen.
ⓘ Derfor har intet Msk. Lov dertil – der har vi Geniet.
Myndigheden er det just der behøvedes; men Geniet har ingen Myndighed.
X1A334 ►Slutningen af den første Afhandling af de 📖 to Smaa Afhandlinger
blev staaende, men formildet saaledes, at ►det Humoristiske er borttaget, og Dobbelt-Reflexionen, hvorved Forf. af Digtet trækker sig uden for. Den er nu mild og simpel. Et 40 Øieblik havde jeg tænkt at tilføie:
►Havde han levet i 48, havde han vel forstaaet, ata »Opvækkelse« ⓘ ikke just [b] det der nu behøves; han kunde saa, hvis han ikke allerede formeentlig udtømmende havde besvaret Spørgsmaalet, sat sig hen og overveie: om et Msk. har Lov til at lade sig sig slaae ⓘ ihjel – for at standse det ⓘ vilde Oprør.
✂ a msklig talt er
✂ [b] X1A335Der stod ogsaa: ►ⓘ Dog det er sandt, Eet har jeg allerede sagt om ham, at han er død – der staaer jo paa Titelbladet hans »Efterladenskab. Saa er han død – med mindre man foretrækker at sige, at han aldrig har været til; thi der staaer jo paa Titelbladet »digterisk Forsøg.«
Dette blev udeladt; thi det bortleder Opmærksomheden fra det dogmatiske Indhold: har et Msk., hvilket er et reent dogmatisk ell. religieust Problem, lige saa godt i 48 og 47 at besvare.
Hele Problemet er jo egl. for at belyse ►Gud-Msk.
41X1A33630Hvor dog ►Trykfeil kunne være vittige! I den anden af de 📖 to Smaa-Afhandlinger stod, istedetfor: den Gave at kunne gjøre Mirakler: den Gene.
X1A337Det hele►📖 Postscriptum til Afhandlingen No 1. (i 📖 to ethisk-religieuse Smaa-Afh.) gaaer bedst ud. Thi egl. indvikler det mig i ⓘ Vrøvl. Naar jeg kalder det ►»et digterisk Forsøg« har jeg jo ikke Ret til ►bag efter at sige, at det Novellistiske det [a] Digteriske er det Ligegyldige; og siger jeg bag efter at jeg er ⓘ væsentlig en Tænker, saa bliver Vanskeligheden med den digteriske Form.
✂ [a] Dog Nei, lad det blive staaende.
Det er nok, at der staaer ►paa Titelbladet: digterisk Forsøg – eenligt Mskes Efterladenskab.
42 X1A338 ►📖 Den første Afhandling (af de 📖 to Smaa-Afhandlinger)
er digterisk, men i samme Forstand som en ►platonisk Dialog. For at undgaae det reent Abstrakte, det Docerende, for at faae Personlighed frem, digtes en saadan Personlighed. Men hell. ikke mere. ►Det Novellistiske ved ham forresten har ⓘ intet Værd, kun hans Tanke-Gehalt. En saadan Frembringelse svarer til Eenhed af: »Tænker« og »Digter«. En ⓘ Saadan er forsaavidt forskjellig fra de abstrakte Tænkere, at han har ⓘ et digterisk Moment til sin Tjeneste; men forsaavidt forskjellig fra en Digter, at han væsentligen accentuerer Tanke-Indholdet.
X1A339En god comisk Figur vilde være:
31paa Grund af den Objektivitet med hvilken han ►samtræffer med andre Mskers Subjektivitets meest følsomme Øieblik fE. Død ⓘ Bryllup ⓘ o: s: v:
43X1A340►Pøbelagtighedens Redskaber vidste meget godt, at de med al deres Skriven ikke formaaede at forandre en eneste af Deres Dom, som virkelig kunne dømme. Men de vidste, at der er ⓘ en anden Classe af Samfundet, skikkelige og godmodige Msker, men som naturligviis ikke befatte sig med Literatur; det er disse Msker, som Pøbelagtigheden bruger, eller misbruger ►contra naturam. ►Pøbelagtighedens Redskab veed meget godt, at det er Løgn og Afskyelighed, men han tjener disse Mskers Penge – for at bedrage og misbruge dem.
Hvad Under saa at ►Staterne demoralisere.
X1A341I en ældste Tid var det ►Dommere og Propheter, der vaagede over ►Sædeligheden i et Land. Senere var det dog Skik at Geistligheden gjorde det.
►Saa ⓘ fortvivlede Kirken over Verdsligheden – og nu blev »Bladene« 44 – og Publikum Sædelighedens Instantser! Endeligen blev igjen ►den dybest sjunkne Deel af Dag-Pressen den Instants, der under Navn af Satire vogtede paa Sædeligheden!
ⓘ omtrent som naar man vil sende en ung Pige hen i et ►Rufferie – for at sikkre hendes Uskyldighed.
X1A342 Min Ulykke, msklig talt
har ganske simpelt været: at jeg har været Genie, at jeg er strengt opdraget i Χstd., at ►jeg har haft Penge.
Uden det Første, var jeg naturligviis ikke begyndt med et gigantisk Sæt, men saa smaat, var kluddret 45 ind i ⓘ Hensynene; uden det andet havde jeg ikke haft den Forestilling om at lide som bestemte mig til [at] handle mod Klogskab; uden det Tredie havde jeg ikke formaaet at faae Positionen.
32Alle disse tre Ting, hvoraf da især de to første ere virkelige Goder, ere blevne min Ulykke; thi Sandhed og Gudsfrygt troer Msk. er Stolthed og Forfængelighed.
X1A343►👤R. Nielsens Bog er udkommet. Altsaa med den Forestilling som han havde, om hvilken Uret jeg har lidt og i Egenskab af Sandhed, tillige med Forestilling om, hvilken Overlegenhed jeg havde over Forholdene: ►har han dog, som jeg nok fattede en Mistanke om, meent, at det kunde lade sig 46 gjøre, naar han sikkrede sig mig, og jeg holdt lidt paa ham: endog faae Betydning, maaskee gjøre Lykke.
Det var Begeistringen for min Sags Rigtighed.
I Sandhed han kom til [den] Rette.
►Skrifterne ere plyndrede paa mangfoldig Maade; just Pseudonymerne meest, hvilke han derfor aldrig citerer, maaskee, ganske snildt beregnet, som de mindst læste.
Og nu mine Samtaler!
X1A344Blot i dette kan man see, hvor sandt det er, at den Χstne strax maa lide for sin Tro.
Lad et fattigt Msk. virkelig for Alvor troe ►Miraklet om de 5 Brød og de 2 smaa Fiske; lad ham leve saa: saa bliver han udleet af hans Naboer og Gjenboer; og ►kommer han 47 saa dog til for kort, bliver han haanet og spottet.
Sagen er, dersom et Msk. har en lykkelig Umiddelbarhed, som tænker ►lad 5 være lige, det gaaer nok, og (dette er kun en Talemaade) Gud hjælper nok: det synes Msk om. Men at En, der har Forstand ►trods Nogen til at vide hvad Udkommet betyder, at han – og han først »troer«, hvis han gjør det – at han vil troe: det er Galskab, det er til at lee af.
X1A346Msklig talt var det dog en Slags Trøst, om et ►Sandheds-Vidne i sin Død turde sige til de Kjere: see nu har jeg lidt – nu skulle I have det godt. Ak, nei, han maae sige: nu kommer Touren til Eder.
Og saaledes maa og skal 48 det gaae, saa længe denne Verden bestaaer.
Denne Verden er Usandhedens, Løgnens: og at leve christeligt i den er at lide.
En af de vanskeligste Opgaver er derfor just: fra ►»Digter« at blive Χsten: thi Digteren hænger fast ved denne Verden, selv om han lider i den. En Digter kan holde meget ud i denne Henseende: det Eneste han ikke kan er at slippe Verden som Χstd. fordrer det. Digteren kan blive ulykkeligere og ulykkeligere, men vedbliver dog ved Phantasien at forholde sig til Verden: den egl. Forsagelse kommer han aldrig til.
ⓘ Ak, dette er dog paa mange Maader, som var det skrevet om mig. Dog saa meget af det Bedre er der dog maaskee i mig: at jeg idetmindste vover mig saa langt ud, at Styrelsen kan faae fat i mig.
49X1A347►Christus forbyder Dem, han havde helbredet, at tale derom; men jo mere han forbød dem det, desto mere gjorde ⓘ de det. – I Christus var Dette Sandhed, at Han ikke ønskede ►Bram og Opsigt; i de Andre var det dog ogsaa Sandhed, just fordi der var Fare forbunden med at forkynde hans Priis. Havde de Helbredede (ell. for at tage et Exempel ►de 9 af de Spedalske [a] var det jo Tilfælde med) været feige og kloge: saa havde de sagt, Herren forbyder os det selv – ergo tie vi, det er jo hans Villie.
✂
[a]
X1A348Christus gjør dem saaledes ganske frie; det er saa langt som muligt fra, at han forlanger, at de skulle prise ham, tvertimod han aabner dem endog den modsatte Udvei, at de kunne undgaae Faren, som var forbunden med at prise ham, og sige »det er hans egen Befaling, at vi skulle tie«: just derfor bliver det ret aabenbart, hvad der boer i dem.
Saadanne Collisioner forekomme endnu bestandigt 34 i Livet. Det kan være den ene Parts Pligt, og Selvfornegtelse at give Afkald – men deraf følger ikke, at det ikke er Usselhed at benytte sig deraf, og sige, at det er hans egen Villie.
X1A349 ⓘ Ved ►👤R. Nielsens 📖 Bog
er der ikke vundet, men snarere tabt en Position. Han har dog hverken Dialektik eller Blik og Conduite nok for at kunne ►commandere paa Strømmen.
Position[en] er netop den ubetingede 50 qvalitative Lidenskab med hvilken Troen forstaaer sig selv i at være, i at skulle være, at skulle bevares som en Hemmelighed, og derfor, ikke for nogen Verdens Priis, ►end med eet eneste Ord vil indlade sig med ell. stilles lige overfor Tvivlen, eller indlade sig paa nogen somhelst gaaende i det ⓘ Enkelte. Thi at gaae i det Enkelte er just Tvivlen.
Det er Hemmeligheden i den christelige Taktik. Men ►👤R N. som er en middelmaadig Taktiker, han hitter paa ►at stille Tvivlen og Troen ligeoverfor hinanden og saa debattere.
Ak, han er dog i samme Vildelse som Resten: en Art Forfængelighed, at man ►sku kan give meget fornuftige Grunde o: s: v: – istedetfor at Opgaven er den ethiske Selvfornegtelse til at sige: det er det Ubegribelige – ikke eet Ord mere.
Hvorledes bevarer man 51 en Hemmelighed? Det Simpleste og eneste Sikkre er at bevare den ethisk. Gjør man det saa indlader ⓘ man sig aldeles ikke paa nogen Klogskab, men siger: det er ⓘ en Hemmelighed, ⓘ mig betroet som en Hemmelighed, det er min ►sædelige Pligt at bevare den, indtil Døden agter jeg at bevare den. Jeg siger ⓘ det ikke for at ophidse Eder til at sætte mig paa Prøve, om jeg nu ogsaa har Mod til at tie indtil Døden, nei snarere beder jeg Eder at lade mig fare med Fred – men skal saa være, i Guds Navn: jeg tier. – Den anden Maade er Klogskab. Saa spiller man den Kloge, der saa overordl. snildt veed at gjemme den. Dette 35 vil sige, saa lader man sig Hemmeligheden franarre. ►I Begrebet seet er Klogskab altid narret. Thi Klogskab er just Endelighedens Kløgt, men Endelighedens Kløgt er, evig forstaaet, et Bedrag. Det 52 kan stundom hænde, at En tilfældigviis er klogere end Andre – men i Begrebet er Klogskab altid narret.
Positionen er og var: den absolute, qvalitative Lidenskab, med hvilken ⓘ Troen ethisk betragter det, som sin Opgave: for ingen ⓘ Priis at ville indlade sig end det mindste paa at begribe. Som Troen afskyer at sige en Blasphemie, saa siger Troen: Gud forbyde at det Ord nogensinde skulde gaae over mine Læber: jeg kan begribe.
Men hvad gjør 👤R. N.? Stolende paa mig og min Dialektik, at den har strammet nok, ►flankerer han temmelig løst og stundom overmodigt. Efter derpaa at have sat sig hen og grundet en heel Deel over Enkelthederne, mener han sig istand til at ►tage det op med Tvivlen – og han indlader sig paa Enkeltheder.
Nu er Positionen tabt. 53 Og jeg, som er en født Dialektiker, jeg har ikke vovet dette – men han mener at kunne vove det. Ak, Sagen er, han er hverken en Dialektiker ⓘ ei heller har han Begreb om Troens Lidenskab. ►Ikke mere end Mag. 👤Adler havde opgivet 👤Hegel, ►ikke mere har væsentligen 👤R. N. sluppet det Gamle. Det seer nok ud som, men mit Politie-Blik seer strax ►Falsationen.
Hans hele ⓘ Position er uden den absolute dialektiske Lidenskab – og Frugten vil blive, at forsyne en Slump præstelige Vrøvlehoveder med nyt Apparat til at vrøvle op og ned om paa den ene Side og den anden Side.
ⓘ Jeg kunde fristes til paa Prent at sige til ham: ►»kommer De næste Gang saaledes, saa maa jeg falde Dem i Flanken; og jeg troer jeg gjør det strax.«
54X1A35036Det er dog virkelig saa. Ønsker Du at mindske Uendelighedens Fart, er Du bange for at den fører Dig forvidt: saa ⓘ antag blot een Tilhænger: for hver een Tilhænger Du antager, mindsker Du den mere og mere. Endeligt gjælder det omvendt, Mskene mene at deres Sag faaer mere og mere Fart jo flere Tilhængere de faae – det er ogsaa sandt, men den Art Fart er blot Udbredelse i Øieblikket, den ►dvælende Fart, ikke den ⓘ hastende Fart, saaledes saa langt fra egl. at være Fart, at den er Sinkerie. Og saaledes er det ogsaa Mskenes Travlhed er Sinkerie.
X1A351 ►Hele Productiviteten med Tilføiende af de 📖 to Afhandlinger af 👤H. H.
Opfattelsen af hele Forfatterskabet (som den findes saa vel i: ►📖 een Note be55træffende min Forf. V, som i ►tre Noter betræffende min Forf. V, og i ►📖 Synspunktet for min Forf. V.) sigter definitivt paa ►Taler ved Altergangen om Fredagen.
Saaledes er ogsaa hele Structuren. De ►📖 3 gudelige Taler ere senere og ere bestemte til at ledsage andet Oplag af 📖 Enten – Eller for at marquere Forskjellen mell. ►hvad der bydes med Venstre og hvad der bydes med Høire.
De ►📖 tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger høre ikke saaledes med til Forfatterskabet, de ere ikke et ►Moment i den men ere et ►Point de vüe. Skulde der standses saa ville de være som et Punkt man projekterer forud for at standse derpaa. De indeholde ogsaa den ►apparente og den virkelige Høide: en Martyr ⓘ ja ►en Apostel – og et Genie. Men forsaavidt der i Afhandlingerne selv søges noget til Oplysning om mig, saa er jo Oplysningen den: at jeg er et Genie – ikke en Apostel, ikke en Martyr. Den ap56parente Høide er taget, for ⓘ desto nøiagtigere at bestemme den virkelige. Bestemmelsen: Genie er for de fleste Msker saa vidtløftig, at det kan betyde ►Allehaande; just derfor var det af Vigtighed at bestemme dette Begreb, som i disse to Afhandlinger er blevet bestemmet ved Hjælp af at bestemme Det, som er uendelig qvalitativt Høiere.
Saaledes har de 📖 to Smaa-Afhandlinger rigtigt Charakteren af et Signal. Men det er dialektisk. Det kunde betyde: her er Standsningen; og det kan betyde: her er Begyndelsen, bestandigt dog saaledes, at det jeg ►for Alt har at vogte paa, er, at jeg ikke afstedkommer Begrebs-Forvirring, men bliver mig selv tro i at være hverken mere ell. mindre end et Genie, ell., at være en Digter og Tænker med 37 et qvantitativ Mere af at være det man digter og tænker end ell. en Digter og Tænker ⓘ har. Et qvantitativt Mere, ikke et qvalitativt Mere; thi det qvalitative Mere er: ►Sandheds-57Vidnet, Martyren, hvad jeg ikke er. Og endnu qvalitativt Høiere er Apostelen, hvad da ikke mere er faldet mig ind at være end at jeg var en Fugl; jeg skal vel vogte mig for Blasphemier, og for bespottelig at forvirre den religieuse Sphære, hvilken jeg just af yderste Evne stræber gudfrygtigt at ⓘ hævde og betrygge mod en forvirret og formastelig Tænknings Løsagtighed.
X1A352Det er et deiligt ►Vers, med hvilket hver Station i den saakaldte 📖 Kreuzweg-Andacht af 👤A. Liguori (p. ⓘ 654 – og fl.) ender:
Süßer 👤Jesus, um zu sterben,
Gehst Du hin, aus Lieb' zu mir;
Um das Leben zu erwerben,
Laß mich sterben, Herr! mit Dir!
og derpaa forandret ►fra 12te Station af:
Süßer 👤Jesus, schon gestorben
Bist Du nun, aus Lieb' zu mir:
Hast das Leben mir erworben,
Ach laß sterben mich mit Dir.
58X1A353Grunden, hvorfor der saa sjeldent ►prædikes om Næringssorg, er vistnok den, at De, der selv lide under den, ⓘ genere sig ved at tale derom; og dernæst, at Evangeliets Tale forekommer dem ►for haard en Tale. Digterisk (ɔ: naar man selv har sit Udkomme betrygget) saa er Evangeliets Tale ubeskrivelig opløftende. Men naar det ►ret skal være Alvor, det er, naar man selv er i Nød og Trang, saa at skulle opbygges ved ►Lilien og Fuglens Sorgløshed ell. ved Χsti gudd. Ophøiethed, det er for ⓘ høit, og, msklig talt, for strengt.
X1A35438►Χstus blev svøbt i Klude lagt i en Krybbe; men ►begravet blev han dog i en ny Grav.
(►Og i en Grav, som tilhørte anden ⓘ Mand, hvori 👤Luther finder en Hentydning til det Sindbilledlige: at Χstus er død for os.)
Begravelsen er saaledes dog paa en Maade en Undtagelse fra For59nedrelsen.
Begravelsen i den nye Grav og med størst mulige Omhyggelighed forholder sig til Opstandelsen. Tænk, at man fE ►havde brændt Χsti Legeme – da han jo var en Forbryder – strøet Asken ud til alle fire Hjørner: ja, ligegyldigt er det naturligviis, thi væsentligen bliver Opstandelsen det samme Mirakel, men der bliver dog noget Stødende for den Svagere.
X1A355Erindres bør det dog, ►at Χstus ikke afviste 👤Nicodemus, saa han dog altsaa taalte ham – men Discipel blev han rigtignok ikke, skjøndt ►Johannes kalder ham: en ⓘ hemmelig Discipel, men hvor? jeg kan ikke huske Stedet, jeg veed jeg har læst det ►anført hos 👤Luther i ⓘ Evangeliet-Prædikenen paa Langfredag.
60X1A356Det at næsten al Meddelelse er ved Pressen har forvirret Alt. Alt er blevet upersonligt. Derfor have Staterne samlet et uorganisk Bundfald, et uhyre Bundfald: Mængden, som Ingen indlader sig med, fordi ⓘ ►Lærerne ikke ere Personer, men Forf., der skjult for Alles Øine, sende nogle Tanker ud i Verden.
►Conflikten med Regjeringen har været den eneste, fordi Regjeringen kunde dømme Pressen; men Sandhedens egl. Conflikt, den med Mængden, med Publikum, Abstraktionerne (det Onde ⓘ Løgnens Tilhold) er som ganske ►gaaet af Minde.
X1A357►Biskop 👤Mynster har et stort Ansvar baade mod mig og vore Forhold, ved at side saadan og lade som Ingenting i Forhold til et Phænomen, som han aldeles ikke magter. Han skulde redeligt og 39 sandhedskjerligt ►pointeret min Forf-Virksomhed, saa 61 havde han idetmindste gjort Sit.
X1A358Frygter Du, at Uendelighedens Fart i Dig skal ►rive Dig for stærkt hen, see her er Raadet: tag en Tilhænger, mad ham, indbild ham, at han alligevel er selvstændig – saa vil han foredrage det Samme, som Du siger, og Du vil blive saa kjed deraf, at Du ikke vil see det. Parodien (ikke den stridende af en Angriber, men af ►en beundrende Efterligner) er mættende.
X1A359►👤Mynsters Prædiken er et Bedrag. ►Idag fE (Søndagen efter Christi Himmelfartsdag) sagde han: Derudenfor, paa Gaden, at ville forkynde dette, nei, det vilde Intet hjælpe, men her i Din Helligdom, ⓘ paa dette dette stille Sted der vil jeg forkynde det for hver som vil høre o: s: v:. Hvilken ►Fripostighed, saadan udenvidere ved Hjælp af Klogskab at slaae en Streeg over Χstus over 62 Apostlene, over alle ►Sandheds Vidner, der vare – ukloge, eller – phantastiske nok til ►at forkynde det paa Gaden ɔ: at gjøre Alvor af Forkyndelsen. I Sandhed, det er baade til at tabe Næse og Mund over. Nu, ►i Χstheden, hvor vi jo Alle ere Χstne, nu tør man ikke forkynde det paa Gaden, og da alle vare enten Jøder ell. Hedninger, da gjorde man det. Nu tør man det ikke, dog nei, det er for mildt talt, det var i sin Orden om 👤Mynster havde sagt: til at forkynde det paa Gaden, dertil mangler jeg Tro og Mod og Kræfter. Men saaledes taler han ikke; i fornem Klogskab taler [han] om det Høieste som var det en Ubesindighed, og Fuskeriet, (som hans Prædiken paa ►det stille Sted, hvor det Hele er Skuespilleragtigt) bliver det Høieste. Og dog til syvende og sidst, jeg troer, at 👤Mynster ikke selv aner, hvad han siger; han er i den Grad løbet fast, at Det end ikke falder ham ind, om det ikke er Blasphemie det han med saa megen Prætension disker op. – Og Tilhørerne, ja De 63 finde naturligviis denne Tale ganske fortræffelig, de vide hverken ud ell. ind, forvexle christelig Prædiken med Kunst-Forestillinger, der naturligviis fordre den betryggede Stilhed og Sikkerhed.
X1A36040►Umiddelbarheden lader sig vistnok naae igjen; men deri laae »Systemets« Vrøvlerie, at det meente, at den naaedes igjen uden et Brud.
Umiddelbarheden naaes kun igjen – ethisk; Umidd. selv bliver Opgaven, Du skal naae den.
Midt i ►det meest intellectuelle Folks meest udviklede Periode naaede ►👤Socrates Uvidenhed (Uvidenhed, hvormed man jo begynder, for saa at blive mere og mere vidende) og hvorledes? fordi han absolut ethisk fattede det som sin Opgave at bevare sig i Uvidenheden, saa ingen Verdslighedens Fristelse ⓘ skulde narre ham til at tilstaae, og ingen indre Fristelse narre ham til at tilstaae sig selv, at han var vidende, ⓘ han som dog i en anden Forstand var vidende.
Msker, som ingen Forestilling have om Aand tale saaledes. Naar det U64middelbare er tabt, kan man aldrig faae det igjen; og for ret at oplyse det (derved tillige visende, hvorledes ⓘ de forvexle det Aandelige og det Sandselige) tilføie de: en Pige kan tabe sin Uskyldighed, men hun faaer den aldrig igjen. Men aandeligt gjælder det just: at kan jeg ikke faae Uskyldigheden igjen, saa er ►fra Første af Alt tabt, thi ►det Første er just, at jeg og Enhver har tabt Uskyldigheden.
Naar jeg et Øieblik vil see bort fra alle de nærmere dogmatiske Bestemmelser om Aandens Medvirken o: s: v:, saa kan jeg definere Gjenfødelse saaledes: det er Umiddelbarhed vundet ethisk.
Ethiken ell. rettere det Ethiske er Vendepunktet, og saa svinges der derfra ind i det Dogmatiske.
X1A361►I Prædiken over Evangeliet: Paaske-Mandag gjør 👤Luther, i den sidste Udgang, ⓘ Distinctionen han siger: i Forhold 65 til 📖 Bibelen har Du Lov til at disputere; i Forhold til 📖 den hellige Skrift har Du ikke Lov dertil. Det er det Gamle: ►Eet er sandt i Philosophien som ikke er det i Theologien. ►📖 Bibelen og 📖 den hellige Skrift er jo den samme Bog; men Maaden, paa hvilken den betragtes, gjør Forskjellen.
Her som allevegne maa man passe paa ►det qvalitative Spring, at der ingen ligefrem Overgang er (som fE fra at læse og studere i 📖 Bibelen som en almdl. msklig Bog til – at antage, at det er Guds Ord, hellig Skrift) men overalt en ►μεταβασις εις ►αλλο γενος, et Spring, hvor jeg bryder hele Raisonements Rækken af, og bestemmer et qvalitativt Nyt, men et ⓘ αλλο γενος.
X1A362 ►41Den lille 📖 Bog af 👤H. H.
var aldeles rigtigt. Udenvidere kan man dog ikke selv indtage en saa vanskelig Stilling, der tillige er saa ansvarsfuld. Saa spiller man en lille ►Invite, for at gjøre Samtiden til Makker. Snubler En 66 over den lille 📖 Bog, saa gjør han et uhyre Anskrig – og han har Ret; thi det er en yderst mærkelig lille 📖 Bog. Men saa er det ham, der gjorde Anskriget; nu er jeg den Anden. Derfor maatte den lille 📖 Bog udgives: enten med mit Navn paa og saa ►marqueret ⓘ saa stærkt som muligt, ell. ►som det skete.
X1A363►👤Lessings hele Skrift »📖 om Fabelen« maa atter læses. Det er som Alt af ham mesterligt. Det findes i Samtl. W. 18de B. Især ►p. 204, 205 o: fl. findes Noget angaaende 👤Aristoteles Lære om Virkelighed og Mulighed, og 👤Lessings Lære desangaaende. ►Det stemmer saa ganske med hvad jeg i flere Pseudonymer har udviklet, hvorfor ►jeg har foretrukket »Experimentet« for det ⓘ Historisk-Virkelige.
X1A364Man har næsten villet ►forekaste Χstus det som noget Uforsvarligt, ►at sætte et Msk som 👤Judas, der havde Hang til Tyvagtighed, til Kassemester – man kunde da snarere sige: hvilken Tro og Kjerlighed fra Χsti Side; thi det dristigste men det bedste Middel 67 ⓘ til at frelse et saadant Msk er gjerne just at vise ham ubetinget Tillid, hjælper det ikke, saa er han ordentligviis ikke til at hjælpe.
X1A365►Ofte har jeg sagt: at man bør anstrenge sig for at vise sig mild og venlig, selv om man indvortes lider, thi man opnaaer dog at see Andre milde og stundom mildnes ogsaa Ens Lidelse, men ved at see fortræden ud gjør man Andre fortrædne. Det er sandt nok, men man glemme dog ikke, at just Følelsen af den Afmagt ikke at kunne see mild og smilende ud naar man lider, at just den kan gjøre at et Msk. seer fortræden ud.
X1A36642At »bedrage« er en uendelig Virtuositet i at bedrage. Man troer nu bestemt at ⓘ vide Beskeed om Bedraget, og nu skal man da næste Gang ganske bestemt gribe Bedrageren – man tager sig ikke iagt for, at næste Gang er hans Bedrag et Nyt. Han er det ⓘ Omvendte af ►den dumme 👤Gottlieb, stundom er det som var det den dumme 👤Gottlieb der skulde fange ham. Den dumme 68 👤Gottlieb ⓘ gjør pligtskyldigst, troskyldigt og lydigt, næste Gang Det, som man forrige Gang sagde til ham at han skulde gjøre. Mskene ere saa i Forhold til Bedrageren som den dumme 👤Gottlieb de mene at han nu næste Gang vil gjøre det Samme – og de blive bedragne.
Dette er i Ideen seet ►Maieutik, som netop tjener til at udvikle den Anden.
X1A367Troens Kamp med Verden er ikke en ►Tanke Kamp med Tvivlen Tanke mod Tanke. Dette var Forvirringen, der tilsidst endte i Galskaben: Systemet.
Troen, den Troendes Kamp med Verden er Charakteer-Kamp. Den msklige Forfængelighed ligger i at ville ⓘ begribe, denne Forfængelighed ikke at ville lyde som ⓘ et Barn , men være saadan et voxent Msk, der ogsaa kan begribe, og som da ikke vil lyde naar det ikke kan begribe ɔ: som væsentligen ikke vil lyde.
69Den Troende er saa Charakteer-Msket, beder, Gud ubetinget lydig, fatter det som Charakteer-Opgave, at man ikke skal ville begribe.
Nu kommer Conflikten. At ville troe hvad man ikke kan begribe, en saadan blind Lydighed det er jo ►Obscurantisme, Dumhed o: s: v:. Det vil sige Verden vil ængste den Troende ved Msk-Frygt til at blive forfængelig, saa han ogsaa kan begribe. Her er Conflicten. Det er ⓘ Opgaver for Charakteren. Eller paa en anden Maade. En saadan Troende er maaskee tillige en eminent begavet Aand. Verden bliver da opmærksom paa ham, og forstaaer i Grunden nok, at skulde der være Tale om at begribe, da maatte det være ham, der kunde. Den opfatter da hans Troes-Eenfoldighed som Ironie, raser mod ham for at gjøre ham angest og bange – at han saa dog skal sige: jo jeg kan begribe ɔ: ►frygte Mskene mere end Gud.
Saadanne og alle 70 ⓘ lignende Conflikter det er Troens.
Dette er min Opfattelse.
X1A36843Hvad [a] er det at troe? Det er at ville (hvad man skal, og fordi man skal): gudfrygtigt og ubetinget lydigt værge sig mod den forfængelige Tanke, at ville begribe, og mod den forfængelige Indbildning, at kunne begribe.
✂ [a] En Definition paa Tro, det vil sige, paa det christelig[e] Begreb af Tro.
X1A369Meningen af ►det Ord: at Qvinden blev givet Manden til Selskab, er ►vistnok ikke den, at Forholdet til Qvinden blot som saadant blot var Selskabet, der er vistnok tænkt paa Slægts-Forholdet, Afkommet, og i denne eenfoldige Forstand sagt om Qvinden hun er Selskabet og hun bringer Selskabet med sig.
Hvad er ►i Ideen »Selskab«. Det er ikke denne Forening 71 af flere Jævnaldrende, det er snarere en Eenhed, der i den inderligste Forbindelse tillige udviser ⓘ de forskjellige Aldere. Saaledes: Bedsteforældre, Mand og Hustrue, Børn i de forskjellige Aldere, det er egl. Selskabet.
Dette er »Selskabet« og ogsaa den skjønne Eenhed. Enhver Alder for sig har en excentrisk Mulighed – derfor afgiver de forskjellige Aldere ►Correctivet til hinanden. Hvor gavnligt er i denne Henseende ikke allerede Barne-Alderens Correctiv, at man da ikke gaaer hen og bliver reen Aand, ell. at man da ikke bliver altfor alvorlig o: s: v:
Det kunde for en Psycholog ⓘ være en skjøn, en rørende Opgave ligesom ►i en Tabel at udregne og opstille de mulige Combinationer i Henseende til hvorledes den ene Livs-Alder væsentligen supplerer og afgiver Correctivet for den anden.
72X1A370Det er meget rørende, hvad ►👤Luther i Prædiken ⓘ over Evangeliet paa anden Søndag efter Paaske (»Jeg er den gode Hyrde«) ⓘ udvikler om, hvorledes den sande Χsten ved al den Forfølgelse og Mishandling o: s: v: han lider, jo bliver ligesom ukjendelig – men at Χstus dog kjender ham og kjender ham som sin.
►Hvad der i samme Prædiken findes om »Leiesvenden« fortjente at aftrykkes; det passer ⓘ saa ganske – og saa er det da en Afdød der har sagt det.
X1A37144Det [er] ypperligt sagt af ►👤de la Motte om 👤Æsops 📖 Fabler: hans Foredrag har den yderste Præcision; han opholder sig intetsteds ved Beskrivelser; han kommer strax til Sagen, og iler med hvert Ord nærmere til Enden; han kjender intet Tredie mellem det Nødvendige og det Unyttige.
ⓘ Anført af 👤Lessing i det 📖 om Fabelen« Stl. W. 18de B. p. 242.
73X1A372ⓘ Den sidste og meest imponerende Tanke til at holde Menneskene i Ave – naar det ikke ►frugter med de ►endelige Hensyn og Straffe – er: ►Udødeligheden – og dette har man gjort til et Problem, til et Noget, som skal bevises. Det er, som hvis [En] løftede en ⓘ Stok for at slaae sigende: ⓘ nu skal Du have en Dragt Prygl – dersom det ellers er en Stok, jeg har i min Haand – og derpaa – istedetfor at slaae – gav sig til ►af 3 Grunde at bevise, at det ⓘ var en Stok, og derpaa sagde ⓘ Amen, ɔ: reent glemte at slaae. O, frygtelige Galimathias; men saaledes er ►Prædikeforedraget.
X1A373Det er dog i Grunden lige meningsløst: enten (og det gjør selv ►👤Lessinga) ►at anvende al sin Skarpsindighed paa at vise det Urimelige i et Under, og saa deraf (ⓘ af at det er urimeligt) slutte ergo er det ikke et Under – men ⓘ var det da et Under, hvis det var rimeligt. Eller ⓘ (og det er ►Speculationens Viisdom) at anvende al sin Dyb74sind og Skarpsind paa at begribe Underet, paa at gjøre det begribeligt, og saa sluttes ergo er det et Under, og hvorfor, fordi det er begribeligt – men saa er det jo ikke noget Under.
Nei, lad Underet blive hvad det er Troens Gjenstand.
Men hele Ulykken er, at Χstd. i al Magelighed er ⓘ blevet en Tanke-Opgave for kløgtige Hoveder og ►Speculanter – hvilke aldeles Intet have væsentligen med Χstd. at gjøre – istedetfor at den er Trøst for den Lidel45se, for hvilken ingen msklig Viisdom har Trøst, Trøst for Syndsbevidsthedens Qval og Smerte, og i ethvert Tilfælde kun er til for – Lidende.
Hvad vilde man vel dømme om et Medicaments Skjebne, hvis det, ved en besynderlig Feiltagelse, istedetfor 75 at blive brugt af en Syg, for hvem det var bestemt, blev Gjenstand for en Chemikers Analyse, der saa udfandt at det intet Lægemiddel var – og blot tog forsaavidt feil, at han skulde sige: jeg er ikke syg.
Det er det dybe Syndefald at man har tilladt sig at betragte og behandle Χstd. saaledes, og at Troen egl. er længst uddøed, Troen som paa Liv og Død ⓘ vilde værge sig. Men hvad er vel denne hele nuværende afsjelede ►Χsthed. Og hvor mærkeligt er det ikke ogsaa, at derfor ►Missions-Væsenet i hele den nyere [b] Tid fører til Intet – hvorfor? fordi Χstd. selv væsentligen ikke mere er til. Denne Bemærkning om Missionsvæsenet finder jeg i de »📖 wolfenbuttelshe Fragmenter«, og i den er jeg enig.
✂ [b] At Missions-Væsenet nu skulde skaffe Χstd. Tilhængere er lige saa utroligt som at ►en Olding havde Avlekraft.
76X1A374Dersom man, fraseet Guds-Forholdet, vilde spørge mig, hvorledes jeg da opdroges til den Forfatter, jeg blev, da svarer jeg: af en Olding, hvem jeg takker meest, og af ►en ung Pige, hvem jeg skylder meest – deraf, hvad der vel ogsaa som en Mulighed maa have ligget i mit Væsen, en Eenhed af Alderdom og Ungdom, af Vinterens Strenghed og Sommerens Mildhed –; den ⓘ Første af dem opdrog mig ved sin ædle Viisdom, den Anden ved sin elskelige Uforstand.
X1A375 At det er umuligt for en sand Χsten at blive noget Stort i Verden.
Eet er det jo at En ved Fødselen er fE Prinds, Greve, Millionair o. D: – et Andet at blive noget Stort. Det Første lader sig vel forene med det at være Χsten; thi egl. er 46 han det Store – og han 77 bliver Χsten. Men naar man ikke er fra Fødselen det Store – og derimod er Χsten: saa er det umuligt at blive noget Stort. For at blive noget Stort i Verden, maa man hænge sammen paa mangfoldig Maade med Verdsligheden, og det vil det, at man er Χsten forhindre En i.
►Saaledes fandt min Fader al Opbyggelse i 👤Mynster – men ►min Fader var en ubetydelig Borgermand, en af ►de Stille i Folket, ►levende ukjendt. Men ►👤Mynster som er blevet noget Stort – hvor ofte har han ⓘ maattet gjøre et uchristeligt Sving for at blive det. Naar man skal ►leve bemærket og saa være Χsten, og der er Spørgsmaal om at blive: saa ⓘ bliver man ved at være Χsten intet mindre end det Store i Verden.
78Det er ⓘ derfor en Sviig ►i Prædikeforedraget dette: stundom bliver den Χstne noget Stort i Verden, nyder Ære og Anseelse, stundom forfølges han. Lutter Løgn, fordi man ikke vil ud med Sproget, der forpligter En selv.
Nei, begynder Du med at være Intet (saa Du altsaa ikke er det Store forud, som Noget, Du ikke ved egen Stræben har naaet) og Du saa er Χsten – saa er det umuligt at blive noget Stort i Verden.
Præsterne beraabe sig derfor ogsaa altid paa det gl. Testamente – som var det det N. T., og som var ikke Χsti eget Liv, Apostlenes, samt alle hans og deres Liv lige stik imod. Men Præsterne kluddre. 79 Fra det N.T. tage ⓘ de en Art Mildhed, fra det gl. en anden og det Hele bliver lutter Mildhed – og Sludder.
X1A376►Slutningen af 👤Luthers Prædiken over Evangeliet »Jeg er den gode Hyrde« fortjente at aftrykkes, for om muligt engang at gjøre en Ende paa al det Vrøvl om, at ⓘ der skal blive lutter Χstne, og altsaa ►Χstd. ophøre at stride.
X1A377 Noget om ►»📖 Søstrene paa Kinekullen«
►Forf. siger i Forordet, at Ideen ikke er laant fra et Eventyr – men dog hell. ikke er hans egen. Det er nu en besynderlig Redelighed og dog maaskee Uredelighed. Det er redeligt at sige, at det ikke er hans egen; det er uredeligt 80 ikke at sige mere. Thi angav han sin Kil47de og hele det nærmere Sammenhæng – maaskee, ⓘ hvo veed, maaskee baade skyldte han en Anden mere end man tænker, og maaskee havde han benyttet det Laante slet.
►En Pige bliver, istedetfor at gifte sig gjerrig – sidder saa i Bjerget og spinder Guld – det sees ⓘ 25 Aar efter paa den anden Søsters Sølvbryllup (det kunde forøvrigt været ⓘ snurrigt at ⓘ benytte 50 Aar, for Guldbrylluppets Skyld). Og ►derpaa forklarer Bjergmanden: at det gjælder ikke blot om denne Pige men om saa mangen, at han saaledes fortabt i et Abstrakt (ell. ⓘ Deslige) egl. ikke lever, men blot spilder sit Liv. ►Ideen er altsaa den at der gives en Abstrakt-Leven som blot er at tabe Livet.
Godt. Dette maa vel saa være det Laante, dette om den Abstrakte-Leven. Hvad har saa 81 Digteren gjort? Han har taget et enkelt Exempel, og hvilket? Gjerrighed – hvor tankeløst. Naar man i dybere Forstand vil belyse det Usande i den abstrakte Leven skal ⓘ man da vælge noget i og for sig uskyldigt. Den gjerrige Piges Feil er ikke den abstrakte Leven – men er Gjerrighed.
Saaledes har ⓘ Digteren grebet et forkeert Exempel. Og ►derpaa udvider han, som det hedder, Exemplet til den almdl. Tanke i ⓘ hine Bjergmandens Ord. Men det er jo netop ikke det der blev oplyst ved Exemplet, thi Exemplet er valgt forkeert.
ⓘ Men paa den anden Side. Vil man i Modsætning til en Abstrakt-Leven gjøre det Concrete gjældende, saa ⓘ passe man dog vel paa, at man ikke gaaer for vidt. Thi just det sande religieuse 82 Liv er ⓘ – i Modsætning til hvad Mskene i Almdl forstaae ved Concretion og ►vistnok ogsaa denne Digter forstaaer derved – en Abstrakt-Leven: det at lide, at »offres«.
Dette har Digteren slet ikke ahnet. Han har saaledes hverken fattet, hvorledes Opgaven skulde stilles rigtigt i Forhold til det Ethiske, der vil forbyde ikke blot Synden men ogsaa en Abstrakt-Leven, ei hell. i Modsætning til det Religieuse, der i en ganske anden Forstand hævder ⓘ den abstrakte Leven. Digterens Arbeide er, categorisk seet, i enhver Henseende forqvaklet; han er confus i Kategorierne.
Tænk nu paa ►Pseudonymerne. Forvisset om, at i den ⓘ Forstand som de fleste Msk. »leve« og leve concret, at i den 83 Forstand af Concretion er Livet ogsaa spildt: kæmpes her for at naae den berettigede Abstrakt-Leven. Dertil bruges: ►a) den æsthetiske Excentriciteta – ⓘ b) og Ethikeren, ►dog saaledes, ⓘ at han igjen udviser det Religieuse.
✂ a hvis Feil just er en forkeert Leven Abstrakt, uden at det just er ►vitterlig Synd
Dette er Processen i hele Pseudonymernes Stræben.
48Men det forstaaer sig en saa storartet Stræben det er formodentlig ogsaa en Abstrakt-Leven – saa er ⓘ det mere concret, categorisk-sluddervorrent at gribe en enkelt Tanke, at gjøre det Hele forkeert, forvirre alle ⓘ Sphærer, – og saa ⓘ i »Øieblikket« ►gjøre Lykke som Dybsindig.
Vil jeg ⓘ tage et enkelt Exempel af Pseudonymerne, saa kunde jeg tage ►det ⓘ Sted i 📖 Enten – Eller, hvor Æsthetikeren ⓘ deler Msk. i to Classer dem som arbeide for at leve, og dem som ikke behøve det, og nu viser, at det vilde være en Selvmod84sigelse: at det skulde være Livets Bestemmelse at arbeide for at leve, da Bestemmelsen af det at leve jo ikke kan ⓘ være at frembringe Betingelsen for at leve.
Her lod Digtet sig opføre. Men saa maatte Digtet tillige udvise det Religieuse. ►At afrunde Livet paa ⓘ Ægteskabet, gjorde Ethikeren i 📖 Enten – Eller, men det hele Værk er ogsaa kun Moment i Stræben. [b]
✂ [b] ell. en ►»👤Anna« (Taalmod i Forventning) for at vise det religieuse Livs Abstrakthed som det Sande. ⓘ Her har ►det psychologiske Experiments 👤Quidam store Fortjenester af at oplyse at »Ønsket« skal bevares i Lidelse. Æsthetisk excentrisk er det at forvente ⓘ Phantasterie og at spilde Livet, saaledes dømmer det Ethiske og har Ret; men bag det Ethiske kommer saa det Religieuse frem igjen: at just det at leve (ideelt) abstrakt er at leve. Kun et Msk. har levet saaledes absolut ideelt abstrakt: ►Gud-Msk. O, men hvad veed disse Digtere, som saa agere dybsindige!
Der burde aabenbart have været 3 Søstre, en tredie, en christelig ►»👤Maria«: saa havde Stykket muligt havt Værd.
X1A378Det er det veemodige ved at forkynde det Christelige. Man maa først være streng mod sig selv. Herre Gud, man er jo ogsaa selv ►Kjød og Blod, vilde 85 gjerne nyde; men christeligt er Livets Bestemmelse at lide. Og naar man saa har været streng og er streng mod sig selv, saa skal man igjen være forhadt næsten forbandet af Msk. være dem en Plage; thi de ville naturligviis ikke gjerne høre Talen om det at lide.
Det var dog en Trøst, om man ved selv at lide, fik Lov til at være mild mod Andre: ak, men det er ikke Χstd.
O, ►👤Mynster, 👤Mynster hvor fik Du Lov til at forvandle Χstd. til en saadan næsten blødagtig Mildhed!
X1A37949Det er dog ogsaa vist, at det Kjendetegn har Χstus aldrig opstillet: ►Orthodox – ell. ►Heterodox – men ►paa ⓘ deres Gjerninger skulle I kjende dem.
Dette læser jeg ►i de 📖 wolfbl. Fragmenter etsteds. 📖 von dem Zwecke der Lehre 👤Jesu §. 6. Slutning.
86X1A380Hvor staaer det ►i Visdommens Bog, en Tale som de Ugudelige føre om den Retfærdige overhovedet:
►Lasset uns den armen Gerechten uberwältigen, lasset uns der Wittwen nicht schonen, noch für des Alten graue Haare uns schämen. Laßt uns auf den Gerechten ⓘ lauren, denn er ist uns verdrieslich: er giebt für, daß er Gott kenne, und nennet ⓘ sich Gottes Knecht oder Kind. Wohlan lasset uns sehen, ob seine Worte wahr seyn, und versuchen, wie es mit ihm ein Ende nehmen will. Denn so der Gerechte Gottes Sohn ist, so wird er sich sein ⓘ annehmen und ihn erretten von der Hand der ⓘ Widersacher. Wir ⓘ wollen ihn zum schandlichen Tod verdammen; dann es wird eine Aufsicht auf ihn geschehen nach seinen Worten.
Anført i de 📖 wolf. Fragmenter, von dem Zwecke der Lehre Jesu § 10 Slutning.
Jeg erindrer ikke at have læst 87 disse Ord; men de ere ypperlige, betegne ganske Verdens Opfattelse af den Gode. ⓘ Verden hader ikke ⓘ det Gode, men er misundelig paa den Gode, vil have det udtrykt, at han dog ikke er bedre end de Andre.
X1A381Det har for mig bestandigt været Vanskelighed med H: t: at fremstille Χstd. i dens sande Strenghed, at jeg har meent, om det ikke var saa blot for mig, og for mig, fordi jeg har syndet mere end Andre. Streng mod mig selv havde jeg saa bestandigt ønsket at maatte være desto mildere mod Andre. Men dette er dog kun en Misforstaaelse; thi allerstrengest var den jo just i ►den Hellige selv. Men som en Ældre i Forhold til et Barn synes at den Smule Skyld et Barn kan have er ikke 50 værd at tale om: saaledes har ogsaa bestandigt andre Msker forekommet mig uskyldige i Sammenligning med mig.
88X1A382Ogsaa saaledes seer man, at det at være Christen er et Martyrium, er at være offret. De andre Msker opdage snart, at den Religieuse er bundet paa en anden Maade end de, ►han tør ikke blive ⓘ vred, ikke skjende, ikke hævne sig, ikke gjengjelde Lige med Lige, thi han er for Gud, der strax jo kunde gjøre mod ham hvad han gjorde mod en Anden. Dette benytte de Andre sig af. Ved at være for Gud er den Religieuse, msklig talt, priisgiven til at lide enhver Krænkelse og Uret og Tilsidesættelse og Bedragen af de Andre, der ►give Gud en god Dag og ►blæse ham et Stykke. Ja, msklig talt er det ikke saa stor en ⓘ Lidelse og Qval at være indsat i en ►Straffe-Anstalt, naar man dog har Lov til at værge sig og bruge sin msklige Klogskab ell. Kraft, som det er en Qval at være den Religieuse i denne Verden, den Religieuse, der, ved at være for Gud, er værgeløs, medens de Andre stikke og plage ⓘ ham, og medens han dog tillige endnu ⓘ bestandigt lider den Qval (fordi han er for Gud) om han nu ogsaa er god nok mod de Andre, om han virkelig ►gjengjelder dem alt det Onde, de gjøre mod ham, med alt det Gode han kan optænke – thi hvis ikke, saa kunde 89 jo Gud slaae Haanden af ham.
X1A383Saasnart det Religieuse kommer udenfor det existentielle Præsens, hvor det er ►idel Actuositet, saa bliver det strax mildere. At det bliver mildere og derved usandere, kjendes saa strax paa, at det Religieuse bliver en Lære. Saasnart det bliver Lære, saa haster det Religieuse ikke absolut.a I Christus er det Religieuse absolut præsentisk; ►i 👤Paulus er det allerede ifærd med at blive en Lære.
✂ a Anm ⓘ Der bliver saa mere og mere Sinkerie, inden jeg kan komme til at gjøre det; og tilsidst (naar det Religieuse absolut er blevet Lære) bliver det Hele absolut Sinkerie.
51Man tænke sig! Og med den Retning væsentligen at blive Lære begynder den fuldkomne Vildfarelse fra det Religieuse – og den Retning har man nu fulgt i Gud veed, hvor mange Aarhundreder.
X1A384Der er den christelige Definition paa ⓘ Synd,►som Χstus selv siger: den Hellig-Aand skal overbevise Verden om Synd, at den ikke har troet.►Synd er ikke at troe. Saaledes er det ogsaa frem90stillet i 📖 Sygdommen til Døden.
X1A385Der er noget Bedrøveligt i at høre ►👤Mynster (som nu idag 1ste Pintsedag til Aftensang) der trods Nogen har holdt sammen med Verdsligheden – nu at begynde paa den Text om den lille Hjord, som det behager min Fader at give Riget o: s: v: Væsentligen er det ikke Andet end ►da 👤Heiberg, Publikums Opklækker, blev polemisk, fordi han kom i Strid med Publikum.
Ogsaa var der ►i den samme Prædiken som en Grund-Stemning af, at han har været dog consequent nok til at gaae i Minoriteten paa Rigsdagen. Men Herre Gud, er det da Noget at gjøre Allarm over; selv tiende og i Selskab med de største Navne. Nei, ►👤Mynster har dog aldrig anet hvad christelig Polemik er, han er forkjelet, og væsentlig forkjelet ved at være Taler. Der er maaskee 91 Intet der saaledes forkjeler og fordærver et Msk. Det strax at blive ►pathetisk paa en Prædikestol – istedetfor at handle i Virkeligheden – og saa at det næsten er En selv og Tilhørerne som havde den Mand handlet! Ja, ►👤Plato og 👤Socrates havde Ret: ud af Staten med Digterne og lige saa med Talerne.
Overhovedet svarer da ►det græske Begreb af en Philosoph (ɔ: vil sige en Tænker i ethisk Charakteer) meget mere til Meddelelsen af det Christelige, end dette ynkelige Begreb: en Taler, en Declamator – istedetfor ►en Executor.
X1A38652Endog blot saaledes er jeg ►👤Mynster et ukjert Phænomen. At ►en Privatiserende ⓘ skulde kunne præstere i Alvor noget Overordl: nei det maa ikke taales. Der maa udtrykkes, at det at være en Privatiserende er Phantasterie, paa Grændsen til at forfalde. Kun at slutte sig til 92 ►det Bestaaende er Alvor, at have en fast Ansættelse, et ►Embede – ellers er det jo hell. ikke Noget at være ►øverste Styrer. Den Høitstaaendes Egoisme ⓘ qua Høitstaaende kræver naturligviis, at kun det at slutte sig til det Bestaaende er Alvor.
X1A387Verden hader ikke ⓘ detOverordentlige; o, nei, men ⓘ dens Misundelse er med hver Den, der samtidigt vil være den Overordentlige.
X1A388At bede sig ud som man siger at ►græde sig ud.
Og naar Du da ganske har bedet Dig ud, da bliver der kun Eet tilbage: Amen.
X1A389Thema til en ⓘ opbyggelig Tale. [a]
✂ [a] X1A390Hvor nær ligger dog ikke altid just ved det høieste ►Pathetiske det Comiske; man kunde jo her komme til at tænke paa ►👤Peer Degn, der engang havde kunnet hele Litaniet paa Græsk, men nu blot kunde huske, at det sidste Ord var: Amen.
Den Kunst at komme til Amen.
Det er ikke saa let. Der synes be93standigt at være mere at tilføie. En Beslutning, Troens Beslutning.
X1A391For mig er der Intet at gjøre og Intet at sige, selv Sproget er som forud optaget. Der ere Adskillige, der bestandigt tale om at de offre sig for en Sag, og efterhaanden faae dog en Deel til at troe det. Ganske sandt er det imidlertid ikke. Ved at offres og gjøre Opoffrelser forstaae de, at den samme Sag kunde være profitablere, 53 men at de desuagtet holde fast ved den – og vel at mærke uden paa nogen Maade at kunne oplyse, at der stod dem andre langt profitablere Udveie aabne. See, det kalder man at gjøre Opoffrelser.
Naar saa er, saa er mit Liv ikke Opoffrelse, thi mit Liv svarer temmelig nøiagtigt til Begrebet. De Andre beholde da den relative Profit de have og nyde saa tillige Anseelse som ædel Selvfornegtelse: jeg maa nøies med at ansees for gal. Godt, just dette Sidste gjør Opoffrelsen, som forøvrigt er paa Begrebet, complet.
94X1A392►Alt hvad der ikke er af Tro er Synd, siger 👤Paulus. ►Synd mod den Hellig-Aand bliver saaledes i en vis Forstand med Forsæt at handle mod sin Overbeviisning.
Forøvrigt er det mærkeligt nok, at naar alt hvad der ikke er af Tro er Synd, saa skulde man synes, at Alt hvad der [er] af Tro (subjektiv Overbeviisning) ikke er Synd. Forsaavidt blev dog i een Forstand ►Synd socratisk Uvidenhed – dersom nemlig En kan have en saa vildfarende Overbeviisning at ⓘ hans Handling objektivt bliver Synd. Men forresten lægger 👤Paulus (netop modsat 👤Socrates) Accenten paa Bevidstheden. ►Synd er ikke Uvidenhed men er at ⓘ gjøre hvad der ikke er af Tro.
Her vilde Stridspunktet blive mell. 👤Paulus og 👤Socrates, at 👤Socrates vil sige det er umuligt, at En virkelig kan have forstaaet, fattet, indseet det Gode og saa gjør det Onde; thi Beviset for, at man virkelig har fattet det Gode er jo just, at ⓘ Forstaaelsen øver den Magt over En, at man gjør det, ell. viser jo det, at man ikke gjør det, at man ikke har forstaaet det. Dette er den rene Intelectualitet, ud 95 af hvilken 👤Socrates ikke kommer; han faaer ikke ►Spatiet for Villien, ell. Spatiet, indenfor hvilket Villien kan røre sig.
X1A39354Som det, æsthetisk vurderet, kommer an paa Kraft til at ønske, Mod, Dumdristighed til at ønske (derfor [er] ►Aladdin Digterens Helt, og Digteren selv er en Aladdin – thi ⓘ giv en Anden ►Ringen, og han har ikke ►Mod til at ønske) saaledes er det ethisk Maalestokken for Individualitet: Kraft til at fordre ⓘ Virkelighed, Kraft til at gjøre nærværende, Kraft til at forsmaae Phantasie-Mediet, og kun ville have Existents-Mediet.
De fleste Msker have ogsaa Forestilling om det Store; men hvordan de vende og dreie det, saa ►underskyder der sig ⓘ et falsk Billede, det var saadant i fjerne Tider, ell. det var Den og Den, ell. det er Den og Den – men at det er En selv, at Opgaven er beregnet paa Existents det undgaaer dem.
En væsentlig ethisk Individualitet gjør strax det Store til Samtidighed. Han siger – til sig selv – det er det jeg vil. Vel muligt, at jeg ikke naaer 96 det, men det er det jeg vil. Kan jeg ikke strax, saa kryber jeg; kan jeg maaskee ikke i mit hele Liv drive det til mere end til krybe, saa kryber jeg hele mit Liv – men Retningen er hen dertil. Han slipper det ikke, han er som en ►Pillegrim, der maaskee havde lovet paa Knæerne at gaae til Jerusalem – og døde underveis; men i Ideen seet har han naaet det. Og saaledes maa nødvendigviis den sande ethiske ⓘ Individualitet naae det Høieste – han maa naae det, om ikke før saa i Evigheden.
Men derfor have alle æsthetiske og sandselige Msker en Angest for at leve samtidigen med en saadan ethisk Individualitet – just fordi han forvandler Alt til Virkelighed: hvad han forstaaer, det gjør han.
X1A394Det er gribende: ►Gud siger 97 til 👤Moses: hvorfor raaber Du saa stærkt – og 👤Moses taug. ⓘ Saa himmelraabende kan Taushed være.
Dette har jeg læst ►i 👤Luthers Prædiken over det Evangelium: hidtil have I ikke bedt i mit Navn, paa een ⓘ af ⓘ Søndagene efter Paaske.
X1A395►Naar Fjendernes Antal er mange mange Gange det største, og næsten hver Dag bliver større – naar Forsvarerne længst have seet det, og naturligviis ere fuldt og fast overbeviste om, at kun et nyt Forsvar kan frelse: og der da træder et Msk frem som siger: I feile, det at I forsvare er Alts Tab, angrib, og om I saa blot var Een tilbage, 55 een Angribende er nok medens Forsvarerne, hvad enten de i Tal ere Fjenderne overlegne ell. ikke, fordærve og tabe Sagen. Dersom dette ikke er at bringe et nyt Udgangspunkt, saa veed jeg ikke hvad dette overhovedet vil sige.
Og saaledes forholder jeg mig til den hele bestaaende christelig[e] Taktik.
Som min Tale bestandig er om Troen, saa er ogsaa denne min hele Stilling ►redupliceret Troens. Thi der hører virkelig 98 Tro til, for at antage, at ⓘ en Sag, der noget nær er tabt af dens Forsvarere, at den samme Sag er seierrig, naar den blot angriber istedetfor at forsvare sig.
X1A396Hvad vil det sige Χstds Historie? Det vil sige: Indbegrebet af de Undskyldninger og Udflugter og Overeenskomster, som den Portion af Mskheden, der ikke aabenbart har villet bryde med Χstd, men nok villet opretholde Skinnet af at være Χsten, Indbegrebet af alle disse Undskyldninger Udflugter og Overeenskomster, hvormed man bliver Χsten uden dog just saadan ganske bogstaveligen at ⓘ bryde med Verden. Χstds Historie er Tilbagegang, Svogerskab mell. Verden og Χstd.
Sagen er ganske sim99pel. Tag det n: T: for Dig – ►luk Din Dør, tal med Gud, beed – og gjør saa Du Det, som ganske simpelt og ligefrem staaer i det N.T., gjør Du det til Virkelighed ved existentielt at udtrykke det – det er Χstd.
Men ►Χstd.s Historie – »man maa jo dog først vide, hvad andre oplyste Χstne have tænkt, alvorlige, prøvede Χstne; man maa kalde ⓘ Historiens Erfaring til Hjælp« aah, Herre Gud, hvor det er ►flaut, at høre et Msk. ►lapse sig saaledes, han vil have Historiens Erfaring til Hjælp for at handle som enkelt Msk. Og dernæst. Alle disse Millioner af saa kaldte alvorlige, prøvede Χstne, ⓘ har da nogen af dem ell. de alle tilsammen forstaaet Sagen bedre end ►Gud-Msk, bedre vidst hvad sand Χstd. er end 👤Jesus Χstus. Dersom En ⓘ vilde lære en Tænkers Lære at kjende og til den Ende henvendte sig til hans Tjener – istedetfor til ham selv, hans Tjener, der rigtignok vidste 100 Beskeed om Meget, hvad der angik denne Tænkers Levemaade o: s: v: – men netop Intet om hans Lære, end sige bedre end Tænkeren selv. Og saaledes med den hele lærde Theologie – istedetfor at holde sig til det N.T., eenfoldigt, ɔ:, at gjøre hvad der staaer deri.
X1A39756Det er et meget godt Ordsprog som ►Conf.👤ⓘ H: C: Ørsted har fortalt mig: ►naar en Lærke vil fjerte som en Elephant, maa den revne.
Og saaledes maa ogsaa hele den lærde Theologie revne, fordi den istedetfor at blive hvad den er ⓘ et beskedent Ligegyldigt har villet være den høieste Viisdom.
101X1A398Fra een Side (den blot msklige) kunde det jo synes som var Religionen, især Χstd. den allerfarligste Forførelse. Χstd. maa jo vide hvorledes Verden er; og nu drager og lokker den et Msk. til sig, indtil han endelig, med Forsagelse af det blot Msklige, gjør Alvor af at ►ⓘ søgeførst Guds Rige – og saa veed Χstd. jo forud, at han paa Grund deraf, maa ►komme paatvært med Mskene. Det hvorfor Χstd. egl. forfølges, ell. den sande Χsten, er fordi han ikke vil være klog, ikke klogt indrette sit Liv, saa han først sikkrer sig det Jordiske – og saa gjør lidt for det Aandelige. Enhver Lære som ⓘ lærer at skaffe sig jordisk Fordeel vil ⓘ Verden antage.
X1A399Det er da ogsaa en ⓘ sørgelig Følge af den reent forkeerte omvendte Betragtning som er aldeles uchristelig, den Betragtning om Mængden, at 102 Sandheden er, hvor Mængden er, – det er en sørgelig Følge deraf, at man bestandig taler, som var Χstd. blevet sandere, fordi der nu er saa mange Millioner Χstne. ►Man siger, da Χstd. kom ind i Verden, da behøvedes der Mirakler, fordi der vare saa faae Χstne; nu da der er saa mange Χstne, – da, noget nær Alle ere Χstne – nu behøves der ikke Mirakler. ►Jo, jeg takker; mig synes der nu fremfor nogensinde behøves Mirakler. Men man fastholder ikke at ►Χstd. er en stridende Lære, er Polemik, ⓘ at den sætter evigt ►Fjendskab mell. Gud og Verden – og saa ►vender man i Betragtningen bestandigt Forholdet ⓘ frem, og ►lader den – en polemisk Anskuelse – seire (som der seires i Mskers temmelig tankeløse Forestilling) derved, at Mange antage den.
Forøvrigt er der for mig Noget 103 ⓘ mod hele denne Tale om, at den Gang behøvedes Mirakler, ret som var den msklig[e] Forstand 57 istand til nu bag efter at gjennemskue Guds Taktik, hvilket Forstanden hverken forstaaer før ell. bagefter. Men man er forfængelig, man vil saa gjerne begribe, ell. lade som begreb man, man vil saa gjerne fraternisere med Gud.
Der skal siges ganske simpelt: der skete den Gang Mirakler; saa maa de vel have været fornødne – men jeg indlader mig ikke paa at ►raisonere om, hvorledes de vare fornødne.
Det er denne ulyksalige Næsviished af Videnskaben mod Gud, som man kun altfor vanskeligt vil faae udryddet.
X1A400►👤Thomas a Kempis siger 📖 3die Bog 23 Capitel, hvor Herren selv lærer En, hvorledes man skal faae Fred:
3. »Lad det være Dig magtpaaliggende, hellere at udføre en Andens Villie end 104 Din egen.« Det har slaaet mig. Men Sagen er, hvor finder man nu ⓘ saadanne Geistlige, som i hine Tider. Vilde jeg nu underkaste mig een ell. anden Geistlig, saa er jeg vis paa, han verdsliggjorde mig min hele Stræben, ved strax at skaffe mig ind i ►det Bestaaende, ind i Øieblikket, i ⓘ et ►Embed, i ►Titel o: s: v:.
Forøvrigt er der Noget deri, som ganske tiltaler. En Tungsindig har i Almdl. en Tilbøielighed til saaledes at ville gjøre sig selv umyndig – thi saa er det som blev Ens Ansvar mindre; men det maa da ikke glemmes, at desto større bliver Ens Ansvar for, at man saaledes gjorde sig umyndig.
I andre Forhold kan man see noget Lignende. En Tungsindig har i Ægteskabets Forhold ⓘ stor Tilbøielighed til at drive det til at komme til at ►staae under Tøflen, det ønsker han, han finder en Tilfredsstillelse deri. Her seer 105 man forresten igjen, hvor nær Ironie og Tungsind kan ligge hinanden; thi en væsentlig Ironiker vilde ogsaa altid i Ægteskabets Forhold staae under Tøflen.
X1A401 Forsøg i den vanvittige Comik.
►Apostelen 👤Paulus►examineret i Theologie af en Professor i Theologien.
Han ►gaaer naturligviis reject; thi det er, om ikke ganske sandt, saa er der dog noget sandt deri, som der staaer i de ►📖 ⓘ wolfenb: Fragmenter (von dem Zwecke ⓘ Jesu und seiner Jünger § 24 Slutning): Nun 58 aber bekennt man (i Daaben) eine Dreieinigkeit in Gott, eine Menschwerdung der anderen Person in Gott, und ein Haufen mehr andere Catechismus-Artikel dabey, worauf die ersten Christen und vielleicht die Apostel selbst zum Theil nicht würden haben zu antworten wissen. ►Anvendelsen paa Daaben er det Usande, men ellers er det sandt, nemlig i Forhold til ⓘ Theologien, ja at mangt et Catechismus-Spørgsmaal vilde en Apostel ikke vide at svare paa.
106X1A402►Digterne her hjemme fik ⓘ hver et Exemplar af 📖 Enten – Eller. Det syntes jeg var min Pligt; og nu kunde jeg gjøre ⓘ det, thi nu er der da ikke Tale om ⓘ muligt paa den Maade at gjøre ►Cotterie for en Bog – thi Bogen er jo gl. dens ►Crisis forbi. ⓘ Det fik naturligviis Exemplaret fra ►Victor Eremita. Hvad ►👤Øehlenschläger og ►👤Winther angik da glædede det mig meget at sende dem Exemplaret; thi dem beundrer jeg. Hvad ►👤Hertz angaaer, da var det mig ogsaa kjert, thi baade er han af Betydning og hans Existents har noget Elskværdigt.
X1A403Det kunde maaskee ⓘ være ret hensigtsmæssigt, engang at lære ►en ⓘ Prædiken af 👤Luther udenad ordret – og saa holde den, uden at lade sig mærke med Noget – og saa see, hvor rasende ►Clerus vilde blive – og saa sige: det er ordret en Prædiken af 👤Luther. For en Forsigtigheds Skyld kunde man forud sikkre sig ►to eedsvorne Medvidere, der kunde bevidne, at det var oprindeligen Ens Hensigt – at det Hele da ikke skulde ►falde ud til et Plagiat.
NB.
Reflektere mere over og om Udgivelsen ⓘ af ►de færdige Bøger tør jeg ikke, og kan jeg ikke forsvare. Det der ængster mig er ►min oeconomiske Bekymring for Fremtiden; det Tungsindige, ►at jeg skulde stille mig selv for høit; det jordiske at jeg muligt forhindrer mig selv i ►at faae en Embeds Ansættelse.
Nu; tvinge mig mod min Villie, det er Gud ►vistnok saare langt fra, jeg kan gjerne blive frie – men jeg maa nok snarere ydmyget næsten angrende skamme mig ved, at jeg nu i saa lang Tid har fortæret mig selv i Tungsind og Reflexion, og saa gjerne villet have at Gud næsten skulde bruge Magt mod mig, at jeg ufrit kom til at gjøre, hvad han vil have frit.
Og takke Gud, ret inderligt, skal jeg dog nok, at han ikke har ladet mig slippe, men holdt mig ved den ene og samme Tanke; thi de jordiske Udflugter og ⓘ Undskyldninger (jeg kan ikke, det er mig for høit, for meget, o: s: v: o: s: v:) det tager sig jo saa godt ud i Øieblikket, især i Selskab med Tusinder og Tusinder, som formodl. ere af samme Mening. Men i Evigheden, for Erindringen, – hvis jeg døde i Morgen – o Fortrydelsens Tid vil blive saa lang. At have nydt Øieblikket, at have været klog i Øieblikket lader sig ikke erindre – i Evigheden, nei umuligt, det er jo Evigheden det meest Fremmede; men at have fornegtet sig selv i Øieblikket det lader sig erindre i Evigheden.
108X1A40560Ogsaa det har da hørt med til ►Χsti Lidelse, at Han fra Begyndelsen ikke turde sige Apostlene sin sande Mening, at det gik løs paa, at det skulde, maatte, at det var Hans Hensigt, at det skulde gaae løs paa, at blive forfulgt, bespottet, bespyttet, korsfæstet. Havde han sagt ⓘ Apostlene det strax, saa havde formodentlig ogsaa de opgivet ⓘ Ham. Hvilken Taalmodighedens Lidelse! ►at være »Sandheden« og saa at være i ⓘ den Forlegenhed at skulle bruge et Par Mennesker, endelig langt om længe finde et Par – og saa dog maatte ►hjælpe efter med en lille Smule Usandhed (en ►Reticents) hvilken Taalmodighedens Lidelse! O, »Sandheden« – og »Mskene« hvad passe de ogsaa for hinanden; hvilken Lidelse derfor at være ⓘ Sandheden hvilken Lidelse, ikke den at slaaes ihjel, nei en større, den at maatte behøve et Par Msker og saa at maatte være lidt usand! Man mener dog, at Christus har haft lidt ►Tilhold og Opmuntring 109 hos Apostlene: ja ►paa det Lav, det var jo ►at komme fra Regnen i Tagdryppen – thi i Forhold til Apostlene var om muligt Veemodet større, da Han elskede dem og saae, at de elskede Ham. Men Han skal bruge et Par Msker – og alene dette Forhold er en fuldstændig ►Lidelses-Historie; Han er som den meest Trængende, ⓘ Han som er Sandheden, Han som dog – ikke kan undvære et Par Msker (der altsaa næsten kunne gjøre sig kostbare), Han som ikke kan undvære et Par Msker (thi ellers bliver det Hele jo til Intet, og Χstd. gaaer tilbage i sig selv igjen), og Han er Sandheden, som alle trænge absolut til. Og hvilken Taalmodighedens Lidelse: at opdrage Apostlene, og selv, hvis vi ville tale mskligt, selv om han var blevet ⓘ utaalmodig og havde tænkt: det er jo dog vel ikke ⓘ mig der behøver dem – jo i en vis Forstand; han maa have et Par Msker. ⓘ Han søger de bedste Han kan finde, endelig finder Han de bedste – og ►de misforstaae Ham absolut.
110X1A406Gud veed, om jeg dog ikke har været lidt for ømskindet med ►ikke at ville have een eneste Tilhænger! Thi selv om jeg nu virkelig døde, ell. sæt endog, at jeg blev slaaet ihjel for min Idee – og var saaledes undgaaet den Vanskelighed med at faae Tilhængere: det maa jo 61 saa dog komme i en anden Generation, dersom ikke det Hele skal gaae tilbage i sig selv; og er jeg da paa nogen Maade selv for ⓘ god til at lide og bære det Besværlige i at have ⓘ Tilhængere, som jo rigtignok altid mere ell. mindre forqvakle Ideen.
Det er, som havde jeg blot ell. dog fortrinsviis elsket mig selv i Ideen: at mit Liv maatte udtrykke Ideen, uden at tænke paa, at skal det Sande ell. noget Sandt ind i Verden, maa det finde sig [i], at meddele det til Andre, og saa finde sig [i], at det just derved bliver mindre sandt, at Alle de som have det paa anden Haand, forringe det. Men skal man dog ikke elske dem saa høit, at man alligevel siger dem det ligefrem.
Tag det Høieste: vilde ►Χstus, som var Sandheden, absolut holdt 111 paa slet ikke at ville udsætte Sandheden for nogen Misforstaaelse, slet ingen ►Accommodation indlade sig paa: saa var hele hans Liv blevet een eneste Monolog.
Sagen er, at jeg har for dybt forstaaet, at Sandheden ikke vinder ved Tilhængere, men bestandigt taber jo flere den faaer. Den yderligste Consequents deraf var mit Livs Tanke.
Noget Egoistisk troer jeg dog ikke har ligget deri. For det Første maa man betænke mit Tungsind – min Tanke at jeg er ►en Poeniterende. Fremdeles, at Modtanken, (om at accommodere) hidtil slet ikke er faldet mig ind. For det Tredie: hvorfor opretholder man det Skin, ►at Alle saadan ere Χstne? Et saadant Skin kan kun tilintetgjøres ved indirecte Polemik, og dette var min ⓘ Tanke, derfor maatte jeg være saa consequent, og i at være ⓘ consequent saa ubevægelig.
X1A407►Det »Bestaaende« er overhovedet et aldeles uchristeligt Begreb. Men ⓘ endnu 112 latterligere er det, at høre ►det Bestaaende bryste sig i Sammenligning med »Sekterne« – da der dog er uendelig meget mere christelig Sandhed i Sekternes Vildfarelse, end i det Bestaaendes Dvaskhed og Døsighed og ⓘ Træghed. Og endnu latterligere, at det Bestaaende beraaber sig paa det N. T. Ja, ►da Χstd. selv var »en Sekt« (saaledes ⓘ kaldtes den jo den Gang) selv havde (og her tillige »Sandhedens«) Opvækkelse: saa gjaldt det om at advare mod Sekter. Men nu har en Sekt altid ►det forud for det Bestaaende, at have Sandhedens Opvækkelse ɔ: det Sande, som ligger i »Opvækkelse«, selv om der, i hvad Sekten anseer for Sandhed, er Usandhed og Vildfarelse.
X1A40862►Christus behøvede i en vis Forstand ikke at indskærpe det som Pligt at den Største er den Tjenende: dette ligger i den sande Overlegenheds Forhold. Naar et Msk. er et andet lidt overlegen, saa er han ⓘ Herre og 113 hersker. Er han ham absolut overlegen, saa er han Tjenende; thi saa vil hana i Forhold til ham kun have med sit Guds-Forhold at gjøre, og saa bliver han den Tjenende. Jo mindre den Anden er, jo mere bliver den Overlegne den Tjenende. ⓘ Derfor kan en ydmyg Qvinde (just ved sin Ydmyghed) gjør[e] den hende langt overlegne Mand til den Tjenende, medens han i Forhold fE til en anden, en stærkere Mand er Herre; thi her kommer Guds Forholdet ikke ⓘ ret frem. Havde Χstus ikke været Gud, saa var han hell. ikke absolut blevet den Tjenende.
✂ a (den absolut Overlegne)
X1A409Det Fordærvelige og Demoraliserende i ⓘ Dag-Presse-Meddelelse ligger maaskee endda ikke saa meget i, at den meddeler noget Falsk, som i den fordærvelige Garantie den ⓘ afgiver, at der sagtens er en ►Slump der sige og dømme det Samme; thi Det at det staaer i et Blad er jo Garantie nok derfor. Og det Msk. frygte er ►desto værre ikke Det, om de sige noget sandt ell. noget usandt, men om det skulde hænde at komme til at staae ene med en 114 Mening. Hiin Garantie er derfor et demoraliserende ►Ledebaand der gjør Msk. uslere og uslere; og denne Ulykke er langt større end den, at Pressen meddeler Usandhed. Dag-Presse er som al Presse mere ell. mindre upersonlig Meddelelse og just beregnet paa at afgive Garantien: at der er Mange der ere af samme Mening. Dette behøver nemlig ikke at staae i Bladet, thi det at Meddelelsen er i et Blad er Garantien.
X1A410 Den »bekymrede Sandhed«
er den Sandhed, der evig vis med sig selv at være Sandheden, væsentligen er beskæftiget med at meddele Andre den, bekymret for at de til Deres eget Bedste maa antage [den], uagtet Sandheden sandeligen ikke trænger til dem.
Her er det Dialektiske. Fuskere og ►Halvmænd, ⓘ de trænge til at meddele for selv at blive visse. Den reent intellectuelle Stræben er 63 ene alene beskæftiget med at udfinde Sandheden. Den bekymrede Sandhed, er sikker nok i at være Sandheden, men er bekymret for at meddelea. Dette er Χstd.
✂ a fordi den veed, hvorledes de Andre trænge til Sandheden.
Det følger af sig selv, at saa 115 længe et Msk. kæmper for selv at finde Sandheden, kan hans Liv ikke udtrykke den bekymrede Sandhed, thi hans Bekymring er ene og alene at finde Sandheden.
Dette gjælder om min Stræben, der for en stor Deel ogsaa er reen intellectuel, men ikke har kunnet bekymre sig om at meddele Andre, fordi jeg selv var Stræbende og let indsaae, hvad der kun er altfor sandt, at faae de Andre med er blot Sinkerie. At ville have de Andre med for at finde Sandhed, det røber et Vrøvlehoved. I Χstd. er Forholdet et ganske andet: af Bekymring for de Andre at ville udholde den Lidelse og Pinsel at meddele dem Sandheden.
X1A411Det er en rigtig ►Bemærkning i 📖 ⓘ wolfb. Fragmenter (vom Zwecke Jesu und seiner Jünger ⓘ § 30) at Christus brugte det Ord: Himmeriges Rige, som Jøderne forstode om et jordisk Rige. Der er altsaa som en Art Tvetydighed deri, da Χstus forbandt et ganske andet Begreb dermed. Hvorledes dette ⓘ er at forstaae har jeg viist ►i den første af de to Afhandlinger af 👤H. H., at dette hører med til Begrebet af ⓘ »Offer«, denne Dobbelthed, der just hidser Lidenskaben mod ⓘ ham, da ⓘ det viste sig, at han forstod Sagen aandeligt.
116X1A412Der [er]egl. noget meget sandt i hvad ►👤Lessing etsteds (i 📖 Brevene til 👤Mendelsohn) udvikler, at man egentligen ikke kan beundre det Heroiske – man føler sig fremmed derved. Det er ganske sandt. Det, hvori Beundringen ►insinuerer sig, hvor den saa at sige seer sit Snit, er ►det Lidende ved det Store; men det Heroiske har jo netop ikke det Lidende. Beundringen bliver derfor paa en Maade til Nar. Den menneskelige Beundring er Selvkjerlighed: naar det Store – lider, saa kommer Beundringen ret frem. Men det Heroiske sees ikke at lide, det er stærkere end Lidelse – derfor udebliver Beundringen; Msk. blive næsten kolde derved, naar det er samtidigt, og fremmede derved, naar det er et forbigangent.
(Mit eget Liv kan til en vis Grad oplyse dette. Var jeg, lidende, ble64vet ⓘ en ►Gjenstand for Pøbelagtighedens ⓘ Angreb: hvad vilde Beundringen for mig ikke have tiltaget. Men det, at jeg selv forlangte det, det stødte Mskene, de følte sig fremmede ved noget Saadant, det gik over deres Begreb. Hvad jeg med ►Billighed kunde forlangt, at man skulde paaskjønne det Noble, det Uegennyttige, det Opoffrende deri – nu det var dog maaskee ubilligt forlangt; thi det Hele ligger over deres Begreb, ligger for dem ►i Confiniet til Galskab.)
Et andet Spørgsmaal er, 117 ►hvorvidt det Christelige har det Heroiske. Det benegter ⓘ jeg, og har andetsteds paaviist (fE i en Tale i Lidelsernes ⓘ Evangelium No VII). ►Vistnok har nemlig den lidende Christen Heroisme, ell. sees saaledes ikke at lide; men hans Guds-Forhold gjør, at han dog bliver seet lidende. Han strider ►i sidste Grund med Gud – Ansvaret – og der er han lidende, lidende i ►Frygt og Bæven. Var Guds-Forholdet der ikke, saa var det Christelige det Heroiske. Dog saaledes er det Christelige ikke under det Heroiske men over ⓘ det, er først det Heroiske og saa dog igjen lidende. ⓘ Men dette Dialektiske maa der passes paa, ellers vrøvler man det sammen, som Præsterne gjerne gjøre, der gjør Χstd. til Klynkerie og Tuden.
X1A413Den Tanke, at naae sit Høieste – og saa, saa bryde absolut af, som nu for at blive ved Mit, at naae mit Høieste qua Forf. og saa absolut bryde af og aldrig sætte Pen mere til Papiret,a denne Tanke (selv om jeg kunde realisere ⓘ den) er ingenlunde en religieus Tanke, men ⓘ en verdslig-stolt Tanke. Religieust er Opgaven: lidende at holde ud. At meddele Sandhed er religieust, ⓘ fordi man anseer det for Pligt at udsætte sig for den Lidelse, som er forbunden med at forkynde 118 det Sande. O, ⓘ at tænke det er min Lyst, at producere er mig Livets Ophold; men at ⓘ give det fra mig, ja det ⓘ piner mig. Jeg seer meget ⓘ godt (om end mit Tungsind maaskee gjør Alt sortere) at jeg mere og mere udsætter mig for Modstand. ►Det pecuniaire Offer bliver mig tungere og tungere; at meddele, for selv at lære Noget, kan der ikke være Tale om, dertil er jeg selv for meget udviklet. Desto tydeligere maa Trangen i mig, og Pligten gjøre Udslaget: ►at jeg ikke kan anderledes.
X1A41465Min Ulykke i Danmark quaForf. var, at jeg er altfor uhyre uproportioneret. Dette gjentog ►👤R. Nielsen for mig atter og atter at han havde forstaaet. Nu skulde han da være behændig. Hvad gjør han saa? ►Han opfører en Slags stor Bygning ved Siden af, hvortil han benytter hele min Productivitet foruden hvad han har faaet i Overflod ved Samtaler – han næsten fortier det første Forhold og fortier ganske det andet Forhold: og nu er Sagen om muligt endnu stærkere gaaet i Baglaas.
Noget Bedrag troer jeg dog ikke finder Sted fra hans Side, at han selv skulde egl. forstaae, hvor bedragerisk denne Ad119færd kunne være. Men han synes ikke at være istand til at fatte et vüe.
X1A415►Held Den, der kan mene og altsaa begeistres ved den ⓘ Mening,►at Χstd mere og mere har seiret fra Aarhundrede til Aarhundrede, ⓘ Held Den der kan begeistres saaledes, uden engang at forstyrres af den Indvending om da den nuværende ►Χsthed er Udtrykket for, hvor langt mere Χstd. har seiret end i Begyndelsen! Ak, jeg kan kun forstaae, at Χstd. var sandest i første Slægt, ►i Samtidigheden, blev usandere med hver Slægt. Overhovedet kan jeg ikke forstaae Andet end at enhver Tanke (hvor Sandhed bestemmes som Inderlighed) er sandest i den, i hvem den først opkom, og derpaa ved den fortsatte Meddelelse bestandigt bliver mere og mere usand.
120X1A416At et Msk. frivilligt skulde udsætte sig for en Fare med den Tanke at han vil komme til at lide, kan Mskene da ikke begribe. De mene, at naar en udsætter sig for en Fare, da er det i den Tanke, at han skal seire. Naar da han, hvis Tanke var at han vilde komme til at lide, virkeligt kommer ⓘ til at lide, saa ⓘ faae Mskene travlt med at sige: ►det var hans egen Skyld, hans Overmod o: s: v:.
Ogsaa denne Lidelse udviser Χsti Liv. Den Maade det blev sagt ⓘ paa: ►han har ⓘ villet nedrive Templet ⓘ og opbygge det i 3 Dage – det er erindrende om det Store han har sagt om ⓘ sig selv. Men ⓘ de toge dog feil – thi han nedrev virkelig Templet, hans Død paa Korset var ►Jødedommens Undergang, han nedrev altsaa Templet just i det samme Øieblik; og ⓘ han opbyggede det ogsaa igjen i tre Dage, thi ►hans 66 Opstandelse (tredie Dagen) var jo Χstd.s Begyndelse, ell. paa den som paa Grundvolden hviler ⓘ den christelige Tempel-Bygning.
X1A417►Hvad var det dog egl., der forklarer den Forandring, at de faae Dage iforveien forsagte og modløse Apostle, nu pludseligen 121 fik Tro og Mod og Behjertethed til at vove Liv og Alt for Χsti Skyld? Man svarer: den Hellig-Aands-Meddelelse paa Pintsefesten, og vil netop af denne Forandring bevise, at der maa ligge et Under imellem.
Imidlertid maa dog ogsaa en anden Side af Sagen fremdrages. Saa længe Χstus var hos dem, kunde de ikke ret opgive ►de jordiske ⓘ Forventninger (som ►Χstus siger – at han maatte gaae bort, for at Aanden kunde komme). Da Han saa døde Korsets-Død og blev begravet: da blev det Alvor for dem; ethvert jordisk Haab var nu tabt – og her ligger deres Gjenfødelse. ►Χsti høitideligste Forsikkringer om sin Lidelse og Død, det hjælper ikke, det, at det er ham der siger det, at han ►staaer personligt hos, just det, gjør at de ikke ►ret ⓘ kan troe det. Det maa blive Alvor. Her seer man Forskjellen mell. directe og indirecte Meddelelse; da han virkelig var død, da var det indirecte Meddelelse.
Man seer deraf, hvor urimelig ►den Indvending ⓘ er (som findes ogsaa i de 📖 wolfl. Fragm:a ⓘ I, § 32 og 33) at Apostlene havde forandret deres Anskuelse, og først efter hans Død gjort ham til en Verdens-Forløser, istedetfor at han var dem først 122 en jordisk 👤Messias. Dette er nemlig ganske sandt, men Skylden er ikke Χsti; han havde tydeligt nok sagt dem det, ►men ⓘ de kunde ikke forstaae det.
Det vil sige: Aand kan kun meddeles indirecte. Saalænge han var personlig hos dem, hvor tydeligt han end sagde det, de misforstode det dog – først da han var død, da blev de selv Aand og forstod ham. Situationen maa til.
Og saaledes gaaer det ethvert Msk. Det er Forskjellen mell. at forstaae i Mulighed (en Forstaaelse der altid er Misforstaaelse) og at forstaae i Virkelighed. Om et Msk. har fattet en nok saa opoffrende Plan, saa længe det ikke er blevet Virkelighedens Alvor, kan ⓘ han ikke sikkre sig mod, at der ►underskyder sig et jordisk Haab, som kunde han dog maaskee seire i denne Verden. Han er endnu ikke blevet Aand. I »Mulighed« er 123 det umuligt at blive Aand. Først naar det bliver Virkelighed, og virkeligt ethvert jordisk Haab er tabt: saa gjenfødes han til ganske sandt at forstaae, hvad han vel fra 67 Begyndelsen havde ligesom forstaaet dog saaledes, at en Misforstaaelse slumrede deri.
Saa ►slutter Aanden sig sammen som Aand, og har nu de rene Aands-Kræfter. Det saae maaskee lettere ud i Muligheden, men virkeligen er det blevet lettere i Virkeligheden, fordi Aanden nu er i væsentlig reen Enighed med sig selv.
X1A418Ogsaa det hører med til Vrøvlet som en ►besluttet Mand maa lide, at hvis han blot lader sig mærke med, at han en Smule ømmer sig: saa forkorter man ham strax det Hele rhetorisk og siger: at naar det er hans Beslutning, saa maa han jo have den indre Tilfredsstillelse. Som var det saa let i ethvert Øieblik at være Aand; og som 124 var det dog ikke et ganske sandt: totalt betragtet at have og fastholde sin Beslutning, om man end ►i et enkelt Øieblik lider – hvad der endog var Tilfældet med Χstus.
Det er derfor væsentligen Misundelsen der hitter paa den Art ⓘ Indvending, hvilken rigtignok Mskene ogsaa forvænnes til ved ►Søndags-Sluddren, hvor Alt er afgjort: ►han fattede den store Beslutning og udførte den – Amen. Det skeer i Løbet af ►48 Minutter.
X1A419Det er rigtigt som ►👤Luther siger (i Prædikenen over dette Evangelium) det er et stærkt Ord af Gud: saa elskede Gud Verden – thi »Verden« er jo Guds Afskye; men det er netop for at vise, at Ingen er udelukket, uden Den, som udelukker sig selv.
X1A420Derimod er den ►en egen Sprogbrug af ⓘ 👤Luther:ⓘ Troener ikke ⓘ Enhvers Sag, hvilket er hans Oversættelse af ►2 Thess. 3, 2. Derved be125stemmes letteligen Troen som en Art Genialitet. Saaledes erindrer jeg ogsaa, at ►Schelling i hans Forelæsninger sagde det i Betydning af, at Troen er en Genialitet og citerede 👤Luther.
✂ [a] ►cfr denne Journal p. 217 o: fl.
Nei, nei, jeg kan ikke, og det er jo ogsaa som en Umulighed at jeg skulde nu kunne svinge mig høiere ⓘ og dristigere end ►ⓘ da jeg var begunstiget ved at have Formue. Nei, nei naar jeg ikke har Formue, maa jeg ►sikkre mig ved en Embedstilling ell. paa anden Maade, hvad jeg altid har tænkt mig – mere formaaer jeg ikke ɔ: ⓘ at gaae længere ud er for mig at ►friste Gud.
Det er ganske sandt ►Alt hvad jeg har fremsat i Journalen NB10 om mig selv. Jeg behøver en Begunstigelse for at kunne hæve mig aldeles hensynsløs. Jeg er væsentlig Digter, Genie. Det er ikke mig der styrer det Hele, ikke min Hensigt o: s: v: men jeg bruges, medens jeg er bunden i den høiere Magts Haand ved mit Tungsind og min Syndsbevidsthed. Jeg er selv som ►idel Reflexion ɔ: lutter Baglænds. ⓘ Det er stridende mod Selvfornegtelsen at ville overtage det Hele ligefrem. Derfor er det det har gyset og atter gyset i mig, og trods alle mine religieuse Anstrengelser er vedblevet at gyse i mig, at træde saaledes i Characteer af Forfatter at jeg paa nogen Maade forpligtede [mig] for længere Tid maaskee for mit hele Liv efter en bestemt Maalestok, og just i det Øieblik da jeg skal til at begynde at øve mig i tillige at ►bære Sorg for det Oeconomiske.
127X1A42270
1. Journalen NB11, s. 127, med den indlagte lap, NB11:124, hvortil der er henvist i NB11:123 med en indvist blyantbemærkning: »cfr Hoslagte« (NB11:123.a). På lappen læses øverst: »ad Journalen NB11 p. 127.«
Altsaa. ►Som den Flod Guadalquibirⓘ
etsteds styrter sig under Jorden og saa atter kommer frem: ►saaledes maa jeg nu styrte mig i ⓘ
Pseudonymitet, men jeg har nu tillige forstaaet, hvor jeg vil komme frem igjen med Navn. Og væsentligen bliver der saa at gjøre Noget i Retning af ►Embedssøgen og saa ►Reisen.
1) ►📖 De tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger blive anonyme; det var allerede Bestemmelse. 2) ►»Sygdommen til ⓘ Døden« bliver pseudonym og forsaavidt at løbe igjennem, at mit Navn ikke staaer deri ell. Deslige. 3) ►De tre Skrifter: Kommer hid alle I; salig Den som ikke forarges; fra Høiheden vil han drage Alle til siga blive pseudonyme. Enten alle tre i eet Bind under fælleds Titel: Indøvelse i Christendom. Forsøg af –; ell. hver for sig. De blive at gjennemsee, ►at min Person ell. mit Navn ell. Deslige ikke er med, hvilket er Tilfældet i det tredie af dem. 4) Alt hvad der hedder: ►📖 Synspunktet for min Forf-Virksomhed, ►en Note, ►tre Noter,b ►den bevæbnede Neutralitet kan der ikke være Tanke om at udgive.
Denne Productivitet bliver rigtigt pseudonym. Den er nemlig det dialektisk Spændende og Strammende i Forhold til Læren om Synden og Forløsningen; og ►der begynder jeg saa selv med Navn i simpel opbyggelig Tale. Men Eet er det naar et saadant Dialektisk bliver pseudonym, et andet naar det bliver med mit Navn, i Charakteer, som Finale for en heel Stræben.
Det har forsaavidt ingen Hast med at udgive. Skulde det nemlig være i Charakteer og som Finale maatte det skee saa snart som muligt, Noget der har piint mig frygteligt, og Noget som nu næsten faktisk 128
2. Journalen NB11, s. 128-129, med et indlagt løst ark på blåt papir, NB11:125. Øverst står: »Skal skrives paa tvert i Journalen«; Det skete ikke, hvilket SK noterer sig i det sidste afsnit i optegnelsen NB11:123. Arket har været foldet som indstiksmærke
Det er et Idee-Slag her har staaet. I Virkelighedens Forhold ⓘ vilde det Hele maaskee være en Bagatel hvad enten jeg ►gav det ud med Navn ell. ikke. Men i min Idealitet er det et uhyre anstrengende Problem, at jeg da for Alt, hverken usandt holder ⓘ mig tilbage ell. usandt gaaer forvidt, men i Sandhed forstaaer mig selv og ►bliver mig selv.
Frygteligt har jeg stridt og lidt. Dog Den, der saaledes som jeg fægter for dette »Du skal«, han maa ogsaa lide paa dette Punkt. Men vist er det dog, at jeg stundom ikke har været langt fra at forcere dette Du skal paa en næsten tungsindigt-afsindig Maade. Men nu forstaaer jeg mig. Du skal, det er evigt 129 * sandt; men ⓘ dette er ikke mindre sandt ⓘ og er ogsaa et Du skal, Du skal forstaae med Gud Din Grændse, og ud over den skal Du netop ikke gaae, ell. skal Du lade være at ville gaae.
Men forbarmende Gud, hvad jeg har lidt og hvad jeg har stridt. Dog er det min Trøst, at Kjerlighedens Gud ogsaa vil lade dette ►tjene mig til Gode; og i en vis Forstand trøster det mig, at jeg har holdt ud at lide dette, thi just i denne Lidelse er jeg blevet forvisset om, hvorledes jeg skal ►svinge.
Ulykken for mig har bestandigt været, at det for mig er saa vanskeligt at paatage mig et ►Embede; mit Tungsind, som næsten er en stille Sindssvaghed er mig bestandigt til Hinder; min Syndsbevidsthed ligesaa. Dette har bestandigt hjulpet mig til at vove, thi det har forvisset mig om, at det dog ikke var Forfængelighed o: Deslige, der bestemte mig. Men i Guds Navn jeg maa nu svinge i den Retning.
71Forunderligt nok forresten. Saa meget har jeg nu ►i 📖 Journalen NB10 og ►i denne Journal optegnet; men paa ►et løst Stykke Papir ⓘ ⓘ er der fulgt med, hvad jeg ikke har villet indføre i Journalen, ⓘ Det, som jeg dog egl. ansaae for det meest Afgjørende og som ogsaa er blandt det Tidligste: og det just er Det, hvorved jeg nu ender.
X1A4231r74ⓘ ad ►Journalen NB11 p. 127.
Naar ►»Fra Høiheden vil han drage Alle til sig« bliver pseudonym, saa maa jo den første Tale gaae ud, da den er faktisk holdt af mig i Frue Kirke. Eller ogsaa en Anmærkning saa lydende: lige saa godt strax og uforbeholdent tilstaae Sandheden. Denne Tale er et Art Plagiat. Det er en Tale, som ►Mag.👤Kierkegaard har holdt i Frue Kirke. Jeg troer, den er nogenlunde nøiagtigt gjengivet, og jeg beder ⓘ Magisteren om Tilgivelse, at jeg har udgivet den; men denne Tale har væsentligen bestemt hele Skriftet – saa den paa en Maade hører med. ►Hr Mag. der saa tidt har maattet finde sig i at blive benyttet, vil vel sagtens ogsaa finde sig i dette. – Saa kunde jeg svare, 1v at derimod havde jeg egl. Intet, kun var Talen ►ved at komme i den Forbindelse, dog egl. blevet en anden.
Dog maaskee gaaer den bedre ud, en saadan Spøg kunde let misforstaaes.ⓘ
X1A424 1r 75 * ⓘ Skal skrives ►paa tvert i Journalen.
►Dersom jeg havde Formue, vilde jeg vove mig videre ud, vel ►ikke for at blive slaaet ihjel, (dette er jo syndigt) men dog med den Mulighed for ⓘ Øie, menende, at Tiden maatte medføre at mit Liv tog et høiere ►Sving endnu.
Nu kan jeg ⓘ det ikke, og kan ikke forsvare at vove i den Stiil, der vilde give ⓘ mit Liv et Sving, hvori jeg egl. ikke gjenkjender mig selv, medens jeg ganske gjenkjender mig selv i ►den Art Forfølgelse, om man saa vil, jeg har lidt; ja fra min tidligste ⓘ Barndom har ⓘ denne Anelse været i min Sjel, at det vilde gaae mig saaledes, at jeg vilde i en vis Forstand blive betragtet endog med en vis Høitidelighed som noget Overordl, og dog vilde man lee af mig og ansee mig for lidt gal.
Nu kan jeg ikke. Nu stiller alt mit ►Oprindelige sig imod mig: det blot at være Forf. i nogle Aar, det saa ►at søge Embede, det at øve den Kunst at kunne bryde ⓘ af, saa meget mere som det, aldrig saa bestemt, som ►ifior, da jeg havde solgt Huset og tjent Lidt derpaa, var min Agt, nu at gjøre Alvor af at bryde af (jeg leiede ikke engang Værelser – det gjorde jeg først langt henne) og reise; og ►Fredags-Talerne har bestandigt tiltalt mig som der at ⓘ ende. Maaskee skulde 1v jeg have gjort det; jeg har lidt meget i 48, men jeg har ogsaa lært meget, og havde i saa Fald neppe lært at forstaae mig selv saaledes.
Nu kan jeg ikke. Dette pludselig maaskee som jeg var ifærd med at gjøre det meest afgjørende Skridt, at skulde faae meget følelige Pengetab – og saa maaskee ikke engang at blive slaaet ihjel, og saa at have ⓘ forqvaklet den hele Sag og mig selv: nei det kan jeg ikke. I mine Tanker er det at ►friste Gud, naar jeg, med min Forvænthed ved ►at have havt Formue, nu med denne nye Fare vilde vove efter en Maalestok som ikke hidtil.
Dertil kommer jeg har en Mistanke til mig selv nu, som jeg ikke vilde have, hvis jeg hav[d]e Formue: om ikke denne næsten Martyr Utaalmodighed skulde hænge sammen med en anden Art Utaalmodighed, den at jeg mere ømmer mig ved det ydmygende Arbeide at gjøre Skridt for ►at søge Ansættelse, og det Ydmygende i alt Sligt og den hele Leveviis. 2r Fremdeles har jeg maaskee lidt Livslede. Maaskee er det ogsaa en Overdrivelse i Retning af at udtrykke, at jeg har lidt Uret, saa jeg kunde ville, at de skulde slaae mig ihjel.
Endeligen er det et stort Spørgsmaal, om jeg, just med mine ►Aands-Differentser ikke netop er beregnet paa at skulle leve; thi jo mere ⓘ Videnskabelighed og alt Sligt desto mindre svarer dertil at virke paa den Maade.
Endeligen hører dog ogsaa det med til et Menneske, ikke ganske at blive det Høieste, han havde anet – Taalmodighed og Ydmyghed i denne Henseende. Men saares skal han paa dette Høieste, og det er jeg blevet, ved i Tanken at have været det saa nær.
Altsaa gjør jeg ⓘ idetmindste Skridt i den Retning. [a]
2vX1A42513076Det var dog et sandt ►Motto om min Stræben, der findes optegnet i een af de sidste Journaler, og som bestemtes til at skulle staae paa Udgaven af de [a] Skrifter (📖 Indøvelse i Christendom): Jeg føler mig ikke stærk nok til at ligne Dig saaledes, at jeg døer for Dig eller Din Sag; jeg nøies med det Mindre, med tilbe[de]nde at takke Dig, at Du ⓘ vilde døe for mig.
✂ [a] Et Motto, som forholder sig til ►de tre Skrifter: 📖 Indøvelse i Christendom.
X1A426Man tager fra Jødedommen Alt hvad der hedder jordiske Forjættelser, Forjættelser for dette Liv, man lærer, at man, jødisk, skal tragte derefter, og, jødisk, see deri Beviset for Guds Naade, at man saaledes er riig, lykkelig gift, i jordisk Forstand ⓘ velsignet – skulde det slaae feil, saa tager man den anden Dosis: Χstds Forjættelser for Evigheden. Og denne Blanding det er Χstd! Man glemmer reent, at derfor er Χstds Løfte om Evigheden saa glødende, 131 fordi den fordrer saa fuldstændig Forsagelse af Timeligheden; fremdeles, at Χstd. lærer, at just det at lide i Timeligheden er Kjendet paa Guds Naade. Man glemmer, at derfor var Jødedommens Forestilling om Evigheden saa svag, fordi den lovede saa meget i dette Liv.
Man tage ►Evangeliet om den rige Mand. Det manglede blot – men paa den anden Side behøver det vel at vises, for at belyse det Χstlige – at ►han har fuldkommet følt sig forvisset om, at være i Naade hos Gud – og hvorfor? fordi Alt lykkedes for ham. ⓘ Denne Bemærkning er da ogsaa 👤Luther opmærksom paa i ⓘ Prædikenen over Evangeliet om den rige og fattige Mand.
Sagen er, Jøderne og Mskene i Almdl. gjør Gud for smaalig, og ikke Aand nok. Den Svage, og den Sandselige han lønner strax, udtrykker strax Vrede og Uvillie – den Overlegne han strider ikke paa den ⓘ Maade, og »Aand« kan ikke stride paa den Maade. »Aand« maa ⓘ udtrykke, at det Jordiske er det ►Indifferente, og udtrykke dette just derved, at den Gudfrygtige kjendes 77 paa, at han lider; den 132 Ugudelige paa, at Alt lykkes for ham her i Verden. Som i en fortryllet Tilstand lykkes Alt ham, han bliver tryggere og tryggere, tilsidst ganske tryg i den Indbildning at være i Naade hos Gud, hans Yndling – ►saa døer han, og farer til Helvede. Det er næsten, msklig talt, som var Gud for ⓘ grusom mod den Ugudelige ved saaledes at lade Alt lykkes for ham.
X1A427At forstaae Χstd. er ikke vanskeligt for Mskene; men det Vanskelige for dem er at forstaae, hvilken Grad af Selvovervindelse og Fornegtelse Χstd. fordrer. I denne Henseende hjælper den bestaaende ►Χsthed, der godtgjør glimrende, at man kan være Χsten – og tillige verdslig ►trods Nogen.
Farligt er det at skulle ►sætte denne Fornegtelsens Skrue paa det Χstlige – og saa stride med Mskene, som paastaae, at de meget godt vide, hvad Χstd. er.
133 X1A428 ►Text til en Fredags-Prædiken
Blot det Vers af ►Evangeliet om Tolderen og Pharisæeren:
►men Tolderen stod langt borte for sig selv, og vovede end ikke at løfte sine Øine, men sagde: Gud være mig Synder naadig. [a]
✂ [a] Den Χstne ⓘ staaer i Syndsbevidsthedens Inderlighed (og denne Inderlighed afgjør Afstanden) ⓘ endnu længere borte – og dog er han ved Alterets Fod Gud det nærmeste, det er muligt at være. Dette langtborte og nærved, medens Pharisæeren i ⓘ formastelig Nærgaaenhed var nærved – og langt borte.
I ere dog nu nærmere – ►I gaae jo nu op til Alteret, om I end dog ere langt borte. Men ved Alteret er jo i en Forstand det Sted, hvor man er Gud nærmest.
►»Han gik retfærdiggjort hjem.« Dette benyttes saa til Slutning.
X1A429Hvorvidt kan et Msk i Forhold til det Høieste i Retning af Selvfornegtelse (hvor der altsaa ikke er Spørgs78maal om Naturforudsætning, Genialitet, det at kunne o: s: v:) have Lov til at sige: længere kan 134 [jeg] ikke, ell. saa langt kan jeg ikke gaae ud?
Sagen er ganske simpel. Da ethvert Msk.s Liv dog maa opfattes som Stræben, og man ikke ein zwei drei kan gjøre Alt: saa kan det være aldeles sandt, og være gudfrygtigt sandt (ja det modsatte just formasteligt) at et Msk. siger: i dette Øieblik kan jeg ikke gaae længere ud. Men dette skal han saa tilstaae sig selv, ikke søge at glemme det, ikke adsprede sig derfra; det skal blive en ►Braad, som hjælper ham videre, ved at holde ham vaagen og i Stræben.
X1A430Paa Genialitetens Gebeet, Naturbestemmelsens Gebeet, paa det Æsthetiskes Gebeet gjælder det: at kunne. Paa det Ethiskes Gebeet: at skulle. Derfor forholder det Ethiske sig til det Almeen-Msklige, medens det Æsthetiske forholder sig til Differentsen mell. Msk og Msk. Det var en Selvmodsigelse af det Ethiske at tale om at skulle, hvis ikke ethvert Msk. var i Besiddelse af 135 Betingelserne til at kunne, dersom han blot selv vil.
I Forhold til det Ethiske er der derfor ingen Betingelser, det er den ubetingede Skullen, som ingen ⓘ Betingelser taaler, fordi den ingen Betingelser forudsætter.
Det Æsthetiske forudsætter Betingelserne og er kun ubetinget, hvor Betingelsen ubetinget er; medens det Ethiske er ubetinget derved, at der ingen Betingelse er, og saaledes overalt ubetinget ell. ubetinget ubetinget.
Meget af det ►jeg har plaget mig selv med, om at det ikke var tilladt at være en Digter, turde dog nok være at see fra en anden Side som en tungsind[ig] Fordring til mig selv at være mere end Menneske.
►Jeg har havt den Begunstigelse at have Formue, derfor har jeg ►selv erkjendt at jeg ikke var noget Sandhedsvidne i strengere Forstand – nu har jeg ikke mere den Begunstigelse: derved er Sagen ikke blevet forandret, Begunstigelse er jo ikke et plus men et minus.
Jeg mener nu (hvad der fra første Øieblik har været min Tanke) paa en anden Maade at maatte see at sikkre mig mit Udkomme. Det er ganske consequent. I Characteer af det Overordentlige kan jeg ikke træde, det kan jeg ikke forsvare – ►jeg er en Betjent og en Digter. Altsaa mit Incognito bliver dog mere ell. mindre at holde.
137 Til min ⓘ Individualitets Grændse er jeg ⓘ kommet, derfor er Striden saa vanskelig: at jeg ikke gaaer forvidt og at jeg gaaer langt nok. Dette er jeg nu af den Mening er naaet: naar jeg selv ►søger Embede og ►gjør den færdig liggende Productivitet pseudonym.
Dog alt Dette er saa nøiagtigt udviklet ►i Journalen NB10 til hvilken jeg atter kommer tilbage, efterat have næsten villet gaae over min Grændse, ⓘ men denne Lidelse er just Grændsestriden, som ethisk bør være saa alvorlig som mulig.
Jeg har fra allerførste Øieblik af, aldrig aldrig nogensinde tænkt mig at skulle væsentligen noget Øieblik længer væsentligen være Forfatter end saa længe som jeg havde Formue nok dertil.
138X1A43280Det er ikke det Digteriske at leve som ►Lilien og Fuglen (hvilken Dumhed, naar Spidsborgerligheden bebreider »Digteren« at han formeentlig gjør det – istedetfor at have en Næringsvei) o, nei det er just det Sande. Men Ulykken er, at »Digteren« gjør det ikke; det gjør kun Apostelen. Det Digteriske er selv paa een ell. anden Maade at have sit Udkomme og saa at præke, tale, digte om at leve som Lilien og Fuglen ell. som Apostelen.
Spidsborgerlighedens Indvending mod det Digteriske kunde da kun forsaavidt have en Slags Skin af Ret, forsaavidt det Digteriske skal være den rene Letsindighed. Thi det Apostoliske er at leve som Fuglen og Lilien i Henseende til Udkommet – og saa være fyldt med Tanken om det Evige, arbeidende for de evige Formaal.
139X1A433Det gaaer med Synderens Forhold til Χstus som ⓘ i Elskov med Qvindens til Manden. Det første er en ⓘ Smerte, en Lidelse – thi det Qvindelige har endnu ikke hengivet sig, det har det Selviske i sig, og gyser derfor ved Tanken om Mandens Overlegenhed. Saaledes med Synderen først gyser han ved Tanken om, at komme den Hellige saa nær, at være for ham hvert Øieblik. Endnu er der altsaa Selviskhed i ⓘ Synderen; og her ligger væsentligen Forargelsen. Saasnart han giver sig ganske hen, saa bliver det just hans saligste Trøst, at han hvert Øieblik har Χstus hos sig – sin Frelser og Forsoner.
X1A434De Aldere man ⓘ i Henseende til Idealitet kan lære af er: Barnet, Ynglingen, den unge Pige, Oldingen – af den virksomme Mand, af den travle Husmoder 140 lærer 81 man i denne Henseende ikke, og hvorfor ikke? fordi de væsentligen ere beskæftigede med Endelighedens Formaal. Dette [a] beviser saaledes, at Idealiteten er et abstraktere Forhold til Virkeligheden, er Tangenten.
✂ [a] X1A435►I en af mine allerældste Dagbøger (før jeg blev Candidat) staaer: Χstus er en Tangent. Dette er en ikke uheldig Bemærkning. Hvad er en Tangent? Det er en lige Linie der berører Cirklen i eet eneste Punkt. Men saaledes er ogsaa ⓘ det Absolute det Punktuelle.
X1A436Qvindens Reflexion er hende næsten altid ►overmægtig, derfor er det en Qvinde saa farligt at faae Reflexion. En Qvindes Reflexion vil det som oftest gaae saaledes: har hun seiret ⓘ paa eet ell. andet Punkt, overvundet sig selv saa kan hun ikke lade være at see efter, at hun har seiret – og saa snubler hun.
Manden er væsentligere Charakteer; og Charakteer er endda ikke saa meget det at seire som 141 det at bestaae efter at have seiret, at bevare sig i Charakteren. Qvindeligt holder man Noget ud, og regner saa paa Øieblikket, som skal komme, da man kan puste ud. Dette Øieblik er just det Farlige. Charakteer er egl. Continuerlighed.
X1A437►👤Visby slumpede i Søndags til en ikke uheldig Bemærkning. Det var Evangeliet om 👤Nicodemus. ►Veiret blæser hvorhen det vil, og Du fornemmer dets Susen. Han prædikede nu om at man ikke skulde ville begribe, og sagde da omtrent saa: jo mere man anstrenger sig for at begribe, jo mere suser det blot En for Øret. Dog ►👤Visby er ingen Kjender, han siger saadan Løst og Fast, men just det er det Velgjørende ved ham som den Præst, man stadigt skal høre.
142X1A438Mskligt talt seer ⓘ det saaledes ud. Dette jordiske Liv har Sorger og Gjenvordigheder i stor Mængde (Sygdom, Armod o: s: v:) lader os hjælpe hinanden saa godt ►vi kunne, lovet og priset være Den, som hitter her 82 paa nye Midler og Veie – og saa kommer Χstd, og bringer blot en ny ⓘ Anledning til Nød og ⓘ Elendighed: Sandheden – at skulle lide for Sandheden.
X1A439►Evangeliet om den store Nadvere (2 Søndag i Trinitatis) begynder med at en af Gjesterne siger: salig Den, som kommer tilbords i Himmeriges Rige – og deraf tager Χstus Anledning til Lignelsen, der viser, at han kommer nok neppe tilbords i Himmeriges Rige. Det er, msklig talt, noget haardt. ►👤Luther selv gjør i sin Prædiken opmærksom paa det Uhøflige.
►I samme Evangelium fremstilles da ogsaa det at gifte sig – som 143 en Undskyldning i Forhold til ⓘ at lade være ►at søge Guds Rige.
►ⓘ I sin Prædiken over dette Evangelium fører 👤Luther egl. et mærkeligt Beviis for Sjelens Udødelighed, som han dog ikke selv ret fremhæver. Han forklarer at Χstus selv er Spisen, er Nadveren, er Maaltidet. Dersom vi nu spise af dette Maaltid, da, selv om vi døe, vi kunne dog ikke forblive i Døden, thi – vor Spise lever. Ellers slutter man at man lever, fordi man spiser, her sluttes at ⓘ man maa leve, fordi Spisen lever. Der er noget Mærkeligt ved den Syllogisme.
X1A440►Middelalderen foer vild og troede, at det var en hellig Brøde, om en Præst giftede sig. ►Saa kom 👤Luther – og giftede sig Nu er det kommet saa vidt, at det ansees som en Brøde, naar en Præst ikke gifter sig. ►Man kan dog ikke godt ⓘ være Præst, naar man ikke er gift; 144 Menigheden vil ingen ret Tillid have til En som ⓘ Sjelesørger o: s: v:, naar man ikke er gift. – Og det siger man aabenbart i samme Forstand som man siger om en Læge, at »Familierne« helst ville have en gift Mand til Læge, de frygte nemlig, at den Ugifte skal være en liderlig Person.
Altsaa i Middelalderen var Ugifthed svarende til Hellighed (dette ►i Begrebet, fraseet om der ogsaa var en Liderlig iblandt) nu er det at være ugift en Mistanke om at være ⓘ en liderlig, for hvem Koner og Døttre ikke kunne være sikkre.
I Sandhed Verden er gaaet frem i Aandelighed. I Middelalderen havde man meest Tillid til den Ugifte, man meente i hans ugifte Stand at have en Garantie – dette er Aan145dens Syllogisme. Nu har 83 man meest Tillid til den Gifte, man mener deri at han er gift at have en Garantie for at han ikke vil forføre Ens Kone og Døttre: dette er Kjødets Syllogisme.
X1A441Det er Rystende og et uhyre fortættet Melancholie, der staaer i et eneste Ord i ►den første Afhandling af 👤H. H. lige i Begyndelsen af Introductionen. Som ⓘ Barn var han allerede en Olding. – – Saa levede han hen, han blev aldrig yngre. Dette næsten vanvittige Omvendte, et Barn, der aldrig blev yngre; et Barn, der allerede var Olding og aldrig blev yngre. O, frygtelige Udtryk for frygtelig Lidelse.
O dog, den Forskjel er der jo dog, at naar han, hvis vi antage det, er blevet [Olding] saa er han ikke slet saa gammel. Thi som Olding at være gammel som en Olding, er ikke saaledes at være gammel som som Barn at være gammel som en Olding.
146X1A442O, hvor tungt! ►Som jeg saa tidt har sagt om ⓘ mig ⓘ selv: liig hiin Prindsesse i 📖 1001 Nat frelste jeg Livet ved at fortælle ɔ: ved at producere. At producere var mit Liv. Et uhyre Tungsind, indre Lidelser af ►sympathetisk Art, Alt, Alt kunde jeg magte – naar jeg fik Lov at producere. Saa stormede Verden ind paa mig, Mishandling, som vilde have gjort en Anden uproductiv – mig gjorde den kun mere productiv; og Alt, Alt var glemt, havde ingen Magt over mig, naar jeg blot fik Lov at producere.
Og nu, nu maa jeg opgive det; jeg har ikke mere Raad dertil, jeg har ikke ⓘ Raad til at være flittig, endsige til at være meget flittig! O, afsindige Collision. Men det, at jeg ikke mere har Raad, det kan gjøre mig uproductiv, thi jeg anseer det nu for min Pligt at blive 147 uproductiv, jeg maa bruge ethiske Midler for at forhindre mig i at blive productiv.
Men hvad jeg lider derunder! Mit Tungsind reiser sig mod mig, de indre Qvaler faae Liv og Magt, Verdens Mishandling og Modstand synes mig utaalelig – kort jeg mangler hvad der har kunnet byde over alt Dette, jeg mangler det at producere. Tilsidst maa jeg saa, for dog at dulme lidt, tillade mig selv at producere en lille Smule. Men det bliver ikke til Noget, ⓘ thi et større Værk tør jeg ikke be84gynde paa, og saaledes har Beroligelsen ingen ►Art; den egentlige Beroligelse var nemlig naar jeg gik med en stadig Productivitets jævne Fart.
X1A443Hvad bryder dog Den sig om alle Indvendinger mod Χstd, Den, der i Sandhed var sig bevidst at være en Synder, og nu oplevede ⓘ i Sandhed at troe paa Syndernes Forladelse i dette Navn og i 148 denne Tro at frelses fra sin tidligere Synd.
Den eneste Indvending her bliver tænkelig, vilde være den: ja, men det var jo dog ogsaa muligt, at Du paa anden Maade kunde være blevet frelst. Men hertil kan han ikke svare. Det er som naar En er forelsket – dersom En vilde sige, ja men Du kunde maaskee ogsaa været blevet forelsket i en anden Pige: saa maa han svare: derpaa kan jeg ikke svare, thi ⓘ jeg veed kun Eet, at denne er min Elskede. Saasnart en Forelsket kan svare paa den Indvending, saa er han eo ipso ikke forelsket. Og saa snart en Troende kan svare paa den Indvending, er han eo ipso ikke ⓘ Troende.
X1A444Ogsaa her sees Martyriet i at være Χsten. ►Toldere og Syndere ere jo Msker, der egl. ikke kunne gjøre Gjengjeld, at elske dem er altsaa i Sandhed Kjerlighed: og 149 dog bebreides Χstus ⓘ derfor, altsaa han maa lide, fordi han i Sandhed er kjerlig.
►At elske dem, som kunne gjøre Gjengjeld, Fornemme og Anseete, der udbrede Anseelse over En, det kalder Verden Kjerlighed. Relativiteterne kunne være forskjellige; men paa een eller anden Maade maa der være lidt Profit forbunden med Kjerligheden ellers anseer Verden den ikke for Kjerlighed og gjør den end mindre profitabel ved at straffe den som var den ⓘ en Skyld.
X1A445►►1 Timoth: 5, 11 synes at stride med ►14. I første Sted staaer, at de unge Enker, naar de af Kaadhed opsætte sig mod Χstum, ville de giftes; paa det andet Sted: derfor vil jeg (👤Paulus) at de unge Enker skulle giftes. Men saa synes jo Alt i Orden, naar de selv ville.
Jeg forstaaer ikke ganske dette Sted, medmindre jeg her pludselig skulde faae det meest evidente Argu150ment mod det ⓘ Erotiske, saa 85 det at ville giftes (Forelskelsen, det Erotiske) dadles og i Modsætning dertil stilles det Christelige: de skulle giftes; men vel at mærke ikke som en Eenhed af at ville og skulle, ikke som var der Harmonie mell. dette ville og skulle, men saaledes at dette skulle er den stærkeste Modsætning til dette ville.
X1A446Jeg negter ikke, det har berørt mig smerteligt, at bemærke den Maade, paa hvilken ►👤Mynster pludseligt har hittet paa at ville protegere 👤Goldschmidt, uagtet han dog baade anseer ham for ⓘ En der har ⓘ gjort stor Skade, og for en charakteerløs Person – blot fordi ►han har angrebet visse Folk, som 👤Mynster ikke ⓘ ynder. Det er dog ogsaa Charakteerløshed. Men saadan er det med alle herhjemme, det Øieblikkelige 151 bestemmer aldeles deres Dom. Af et saadant Tossehoved som ►Sibbern er blevet i de senere Aar, kunde man vente Sligt – men ikke af 👤Mynster.
Det at ►👤Mynster har nævnt hans Navn og Egenskab: Jøde i Rigsdagen er da det Ligegyldige; thi paa den Maade at omtale gjør hverken fra ell. til. Men see til ►👤Goldschmidt, han bliver kisteglad blot fordi hans »Eminents« har nævnet ham, og ►👤G. har ogsaa faaet det sagt: at 👤Mynster er en saa eminent Stilist. Og Gud veed, hvad 👤G. har læst af ham – maaskee ►hans Prædikener? Og det er den samme ►👤G., der ⓘ hidsede Pøbelen paa ⓘ mig, fordi jeg havde takket Firmaet 👤Kts for hvad det havde sagt om Frygt og Bæven!
X1A447Den hele Vanskelighed med at ►Χsti Gjenkomst forudsiges som nærforestaaende, og dog endnu ikke er indtraadt, forklarer jeg ⓘ ved at gjøre opmærksom paa, at det er en subjektiv sand Replik. ⓘ Og saaledes maa ►ikke blot Χstus sige, og dernæst, hvad 152 jo ogsaa er faktisk, Apostlene, men saaledes maa enhver sand Christen sige. Det vil sige, det er i den Grad qvalfuldt at være den sande Χsten, at det ikke var til at holde ud, hvis man ikke bestandigt ventede Χsti Gjenkomst som forestaaende nu. Qvalen, Lidelsen føder en nødvendig Illusion. Man kan derfor sige omvendt, Enhver som ikke taler saaledes men anderledes, forventer Χsti Gjenkomst om mange Aarhundreder, ►engang i Tiden, ell. Enhver der vel endog har travlt med at vise, at det ikke er skeet som Χstus sagde, han er ingen sand Χsten. Man er ingen sand Christen uden i den Pine og Qval som det 86 er at være sand Χsten i denne Verden; og er man i den Pine og Qval saa er denne Illusion en Nødvendighed.
Tag en elskende Pige, der er skilt fra den Elskede; jo mere hun er forelsket og altsaa jo mere hun føler Adskillelsens Smerte jo nærmere bringer denne Smerte hende Gjensynets Haab, hun haaber Gjensynet snart forestaaende, lever 153 saa maaskee dog mange Aar, men haaber bestandigt Gjensynet nær forestaaende. Saasnart hun begynder at tale om et Gjensyn engang, om mange Aar o: s: v:, saa betyder dette, at hun ikke mere er forelsket, det betyder ordentligviis, at hun vil til at arrangere et nyt Giftermaal.
O, det er saa skjønt i Sproget at ►»Næring« er beslægtet med nær: i samme Grad som Trangen er større i samme Grad er Næringen nærmere, ⓘ Næringen er i Trangen, om den ⓘ end ikke er Trangen er den dog det Nærmeste. Er den elskende Pige virkelig forelsket saa er Gjensynet hende nær forestaaende; er hun ikke ganske forelsket – saa har det lange Udsigter med Gjensynet.
Dette er den eneste Form af Polemik, som man kan bruge mod Indvendinger: at anfalde Indvenderen bag fra. Naar en Pige giver sig Mine af at være forelsket, og siger jeg længes efter den Elskede, efter 154 Gjensynet med ham, men det har lange Udsigter ⓘ – saa disputerer man ikke med hende, men siger: tak min Pige, jeg seer heraf, at Du er ikke forelsket. Saaledes ogsaa, naar En gjør Indvendinger m: H: t: Χsti Udsagn om den nær forestaaende Gjenkomst. Man siger ham: enten ⓘ maa Du sige Dig selv ikke at være en Troende, ell. at være en Troende. Siger Du det første, saa svarer jeg: ►hvad kommer saa den hele Sag Dig ved, den vedkommer Dig lige saa lidet som Elskov Trediemand. Siger Du, at Du er en Troende, Du som dog gjør saadanne Indvendinger: saa siger jeg Dig, at Du ikke er Troende; ⓘ det beviser jeg af den Maade, paa hvilken Du taler.
155X1A448Der er Noget i den omvendte Syllogisme som ►👤Fenelon etsteds opstiller. Man siger: der ere saa mange falske Under, alle hedenske Religioner have ogsaa Under o: s: v: ergo er de christelige ogsaa falske. Han vender om: deraf slutter han, at de ⓘ christelige Under ere saadanne. Til Grund nemlig for en saa almindelig msklig Vildfarelse maa der ligge noget Sandt; dette Underets Sandhed er det christelige Under. Saaledes har ogsaa, ►ni fallor, ►👤Frantz Baader, af alle He87denskabets Incarnationer sluttet: ergo er den christelige Incarnation sand.
Og deri ligger ogsaa det Sande, at ⓘ Usandheden er en Sandhedens ⓘ Trang, en ►nisus.
Det er som jeg ►et andet Sted har gjort opmærksom paa, at det er trøsteligt, at der i Sproget ere saa mange Ord, som betegne Vrøvl, Sludder, Vaas o: s: v: ell. maatte man frygte, at Alt var Vaas, nu er der dog Haab om, at der er Noget, hvori der er Mening. Man kunde nemlig 156 ogsaa af de mange Ord paa Vrøvl, Vaas o: s: v: slutte ergo er Alt Vaas. Men den anden Slutning er rigtigere. –
X1A449Det er ikke uvittigt hvad der staaer i ►de 📖 wolfb. Fragmenter (📖 vom Zwecke 👤Jesu und seiner Jünger § 54. p. 235) i Anledning af Petri Fornegtelse: de tolv Stole, paa hvilke de havde forlangt at sidde, vare nu med Eet omstødte, og Ingen forlangte mere hverken at være ved hans høire ell. ved hans venstre Side.
Overhovedet er ►denne § og det Følgende af en Spotter at være ikke uden Dristighed og Opfindsomhed.
X1A450 157 88 Den ►»bevæbnede Neutralitet« ⓘ kan, ►naar de tre Skrifter blive udgivet som eet (📖 Indøvelse i Christendom. et Forsøg) ⓘ gjerne udgives med som et Appendix, men naturligviis pseudonymt af ►samme Pseudonym.
En Pseudonym er just ypperlig til at ►marquere et ►Point, en Stilling, en Position. Han er ⓘ en digterisk Person. Det er altsaa ikke som naar jeg personligen siger: det er det jeg vil kæmpe for – som jo næsten kunde blive en Forpligtelse for hele mit ⓘ Liv, og en Forpligtelse, som ydre Omstændigheder kunde gjøre mig det umuligt at indfrie fE naar jeg bliver nød til at anvende min meeste Tid til at arbeide for at existere.
X1A45115889►Hvor langt lettere og mildere Χstd er naar den ikke er den stridende Lære men Forholdet er til Χstne, seer man jo allerede af ►Pastoralbrevene, hvor 👤Paulus jo blot fremstiller en christen Lærers Forhold til Medchristne. Væsentligen er Opgaven og Tonearten derfor den milde formanende.
Men det der maa bemærkes er deels, at den Gang i Forhold til de Faae var Alt i Orden, thi de vare ⓘ vel sande Χstne ell. dog nogenledes. Desuden var den christne Kirke selv endnu saa lille en ►Plantning, at den var som en Sekt i Verden, hvilket hjælper til Aarvaagenhed.
Men fra det Øieblik at Χstd verdsligt har seiret, og alle blive Χstne paa den latterlige Maade som nu ved at ►en geistlig-verdslig Øvrighed vaager over, at Enhver døbes som Barn: 159 fra det Øieblik er ubetinget det polemiske Sigte at tage paa den Indbildning at vi saadan ⓘ Alle ere Χstne, og dette polemiske Sigte maa kun tages strengere og strengere for hvert Aarhundrede ►»den ⓘ bestaaende ⓘ Χsthed« bestaaer; thi med hvert Aarhundrede bliver Sandsebedraget større.
X1A452Her er et Dialektisk. Det kan være en Anfægtelse ⓘ men det kan ogsaa være sandt: at et Msk. forlanger for meget af Gud, vil være altfor meget Aand, og saaledes i en vis Forstand ligesom ⓘ elske Gud mere ell. anderledes end Gud kan tillade og vil taale det, naar han i Forhold til al sin Lidelse og Fristelse bestandigt vil hjælpes blot aandeligt. Der gives uskyldige msklige Hjælpemidler (Adspredelse, legemlig Forfriskelse o: s: v: o: s: v:) hvilke et Msk. ikke tør oversee uden at forlange for meget af Gud.
Men det er et Dialektisk. Thi 160 stundom er ⓘ det, ell. i eet Msk. er det en ⓘ msklig Dvaskhed, der ⓘ ikke gjerne vil være Aand, og nu strax griber til de lettere Hjælpemidler, og saa siger, at det er fordi han ikke tør fordre for meget af Gud. Men stundom kan det ogsaa være en ⓘ aandelig Stolthed, ell. det kan være en overspændt ►Pusilanimitet, der virkelig fordrer for meget af Gud og af sig selv. Til den Første maatte man sige: nei, spar Dig ikke selv, hold kun ud. Til ⓘ den Anden: formast Dig ikke, ell. bliv ikke en ►Selvplager.
Vist er det, mangen mangen Lidelse og Anfægtelse, der kan blæ90ses bort ved de msklige Hjælpemidler, kan blive næsten en Verdensbegivenhed naar den skal udholdes ell. beseires ene ved Aand. Det Anstræn161gende er den uendelige Gjennemsigtighed for Gud. De msklige Hjælpemidler ere alle beregnede paa at trække ⓘ Opmærksomheden ud efter. Hvad er ikke i mange Maader en Hustrue fE et ypperligt ►Derivationsmiddel, saaledes ogsaa mechaniske Forretninger, Omgang med Andre. Men ⓘ farlige ere alle disse som alle Derivationsmidler; thi det ►gaaer egl. løs paa Idealiteten.
Idealitetens Sandhed er: hvert Msk. er det eneste ⓘ Msk – men hvilken Lindring at vide, at man er een iblandt Ti, Tusinder, Millioner. Hvor let bliver tilsidst ikke Livet, – næsten Ingenting.
Dog som sagt, Derivations-Midlerne kunne være fornødne. Men det forstaaer sig, den hovmodige og den pusilanime ►blive saa dog let igjen hængende i det Sidste, om de aandeligt have Lov dertil.
Lad os tage ⓘ en Saadan. Han 162 siger: men naar jeg nu ubetinget vil finde mig i Alt, tilsidst maa jo dog Aanden hjælpe, ell. er Aand ikke det Absolute? Jo ⓘ vist, men tag Dig iagt, Du er ikke absolut Aand. Paa den anden Side pines han bestandigt af den ⓘ Forestilling: men dersom jeg nu blot holdt ud et Øieblik endnu, saa maaskee kom dog Hjælpen i det ⓘ Aandelige – og det var dog hvad jeg ⓘ saa gjerne vilde. Men dertil maa svares: ►vistnok har Du nogen Ret, det er ikke ►det Priselige, at et Msk. strax siger: naar jeg blot bliver hjulpen, bliver fornøiet o: s: v:, saa er det ligegyldigt om det er ved Hjælp af Aand ell. ved Derivationsmidlerne ⓘ bort fra Aand; men vist er det dog, at absolut har intet Msk. Lov til at sige: jeg vil absolut kun 163 hjælpes ved Aand; thi havde han Lov til at ville Noget absolut, saa maatte det dog blive det: at blive ⓘ hjulpen, og saa tage til Takke med Derivations-Midlerne.
Ordentligviis kan man vistnok foreskrive Sjelesørgerne, ganske roligt at skrive Recepten i Retning af, at et Msk. skal ikke spare sig selv men holde ud at være og at blive Aand. De egl. Aandelige ere saa sjeldne, at de passende behandles som Undtagelser.
Normativet er derfor: undtagelse[s]viis at anprise Derivations-Midlerne, men ordentligviis at foreskrive Aands-Midlerne; thi Derivations-Midlerne bruge Mskene kun altfor frisk væk paa egen Haand. Undtagelserne ere de Syge, hvilke man foreskriver Derivations-Midlerne; de Fleste ere kun altfor Robuste, saa Operationen netop er, at faae dem lidt syge, lidt svage – ved at foreskrive dem at bruge Aands-Midlerne.
164X1A45391Med et ganske eget Eftertryk kan jeg sige ►de Ord af Peder: gak ud fra mig, thi jeg er et syndigt Msk. Der er noget Gyseligt deri, naar jeg seer tilbage og betænker hvad der har været mig forundt, hvad jeg har formaaet – og at jeg saa har været ►en Poeniterende. Mskligt talt er det næsten en oprørende Tanke – og dog er det just den Tanke, der har ⓘ hjulpet mig, thi havde jeg været et retfærdigt Msk, vilde jeg have gyset tilbage ved Tanken om, at det Hele muligen ⓘ kunde være Forfængelighed ell. Stolthed.
X1A454Vee, Vee over disse Msker, der have ⓘ tagetΧstd. forfængelig ved at gjøre den til idel Mildhed, og i den Grad til Mildhed, at den næsten er blevet ynkelig, som havde Χstd. ikke Magt til at tage det op med den stolteste Trods selv 165 Djævelens, men, maatte ved at være saa mild og føielig, luske sig til at blive antaget af Msk. Vee, vee over disse Msker, der ved Hjælp deraf have faaet deres eget Liv gjort verdsligt ⓘ bequemt og behageligt. Vee over dem, ogsaa reent for min egen Skyld kunde jeg sige det; thi derfor maa jeg blive desto mere ilde lidt og forhadt, ►naar jeg skal drage Strengheden frem. Og hvilken underlig Opgave, at just jeg skal være den Strenge, jeg der ikke er langtfra næsten at være en tungsindig ►Selvplager, bestandig i ►Frygt og Bæven, lidende ogsaa under den fuldkomne Mangel paa legemlige Kræfter og hvad deraf følger: jeg skal være den Strenge, jeg, der naar jeg slaaer til uundgaaeligt med hvert Slag slaaer mig selv ti Gange saa haardt som nogen Anden. Og dog, i en vis Forstand kan man sige, just derfor er Strengheden i gode Hænder, under behørig Garantie, at den ikke bliver taget forfængeligt til selvisk Tyranniseren over Andre.
Jeg er ogsaa ►Kjød og Blod, et Msk. der som jeg har saa meget af en Digter i sig; 166 jeg vilde kun altfor gjerne være fri for at sige visse Ting (og derfor har jeg den store ►Tilbøilighed til at lade dem ligge hen til efter min Død) – men jeg skal være den Strenge, og dog veed jeg, at kommer det ikke til at gaae ud over nogen Anden, saa over mig selv, om hvem ►en vis Mand allerede tidligt har sagt: der er kun En, De er grusom mod – Dem selv.
Men ►👤Mynster har gjort ubodelig Skade. Det Usalige er at han, der 92 for en flygtig Betragtning og ►skuffende seer ud som en imponerende Hersker-Skikkelse at han i Grunden har været en stor Cujon. Ja, Gud give han havde været en Hersker. Og egentligen er det dette, der har ►bestukket ⓘ mig, at jeg længe, længe indbildte mig, at han var den kraftfulde Villies-Mand, Herskeren – og naar man seer nærmere til, 167 seer man: en selvkjerlig Klog, der har kæmpet for at regjere, men ikke qua Hersker. Magten er det han vil have – han giver Kjøb hvor det behøves, og holder sig saa klogt i Magten. Forbarmende Gud er det at regjere!
Der kan siges i en vis Forstand til hans Ære og Priis, ►at han af alle Regjeringsmænd er gaaet meest uskadt gjennem Aar 48; men denne Lovtale er en Satire over ham qua Hersker, ►höchstens en Lovtale over ham qua ⓘ verdslig Klog.
►Og dog holder jeg saa fast ved denne Mand; Pietet mod min ⓘ Fader er vel det Afgjørende. Men farlig kunde han egl.ⓘ være blevet mig, forsaavidt jeg af Naturen har ⓘ selv en stor Tilbøielighed til Klogskab. Og havde Styrelsen mig ikke i sine ►Bøiler, var jeg min egen Herre som ell. et Msk. msklig talt er det, var jeg ►derhos legemlig stærk: hvo veed, saa var jeg ⓘ vel ogsaa blevet den Kloge.
168X1A455Naar man tager Evighedens Forfærdelse bort (enten evig Salighed ell. evig Fortabelse) saa bliver det i Grunden Phantasterie med at ville følge Jesum efter. Thi kun denne Evighedens Alvor kan forpligte men ogsaa bevæge et Msk. til at vove saaledes afgjørende og forsvare at han gjør det.
Men da vi nu Alle leve saadan i den Forestilling, i den Dvaskhed, at vi saadan Alle blive salige, en Skurk og den Retfærdige, Den der var af yderste Evne retfærdig og Den, der saadan pruttede lidt, Alle, ►Alle blive vi saadan retfærdige: ja saa har Mskene i Grunden Ret i at finde det phantastisk og latterligt at En vil ⓘ offre Alt for at følge Jesum efter.
Det nemlig hvori Alvoren ligger er det Ethiske, og tager man det Ethiske bort og gjør fE Χstus til Idealet, og vil Nogen paa den Maade efterligne ham: det er at tage ham forfængeligt. Det skal gjælde om Himmel og Helvede – og af den Grund at ville følge ham efter, ɔ: for at frelses: det er Alvor.
O, men hvilke Lidelser forestaaer der ikke; det er ganske vist, der 93 vil anden Gang i Verden noget nær blive lidt lige saa for169færdeligt som i sin Tid med at indføre Χstd; thi derom er det det dreier sig. Den blev engang indført i Verden og seirede over de raae Lidenskaber, nu har i selve ►Christenheden Klogskaben og hvad dertil hører afskaffet [den], saa den atter maa indføres i Christenheden, men Kampen bliver med Klogskaben.
X1A456 Tale ved en stor Talers Grav.
Hvis ellers nogensinde eller dog som sjeldent nogensinde var her en Opgave for en Taler – men han er her nu ikke mere, hans Læber ere forstummede o: s: v:, den meest begunstigende Leilighed for den Veltalende den negtedes ham, vi staae tause ved hans Grav, – og hvor gjerne vilde Den, der her skal tale, forblive taus, thi hvo kan tale ved hans Grav. O, vend endnu engang tilbage, lad endnu engang, for sidste Gang høre Din mægtige Stemme. I denne Form blev saa hans Erindring at gjengive.
Pointen deri er ikke uheldig.
170X1A457Naar ►►Jacob siger: som Legemet er dødt uden Aand, saa er Troen død uden Gjerninger – da kunde man snarere vende Billedet om og sige: saaledes er Gjerninger døde uden Tro; thi Tro svarer da mere til Aand og Gjerninger mere til Legeme end omvendt.
X1A458Det er i Grunden meget nemt at være »Samtid« især i Forstand af Publikum, thi saa handler man i første Person men bedømmer sig selv i tredie Person, som var man ikke sig selv. Man tillader sig Alt for at forhindre det ⓘ Overordentlige; lykkes det at forhindre, saa sluttes ergo var ⓘ Den og Den ikke det Overordl. Men det Hele Participerende som er Samtidens, hvorledes den behandlede ham, – det taler Samtiden selv objektivt 171 om.
Der ligger en besynderlig Art Foragt for sig selv i paa den Maade at ville være med i Verden; Publikum er dog egl. hvad der dy94best foragter sig selv; det er dog det ynkeligste Privilegium, at være ansvarsløs, omtrent som Vinden ell. en Hest og en Hund.
X1A459De faae ►Medlevende, om hvem der kunde være lidt Tale, at de kunde vurdere min Sag: de see meget godt, at jeg Intet af Det raader over, der har Realitet i Øieblikket, ►jeg har ikke Embeder at bortgive, o: s: v: o: s: v. Paa den anden Side see netop disse meget godt, at [jeg] allerede nu eier et historisk ►Renomee som er sjeldent; men de forstaae tillige, at ⓘ det kan de ingen Profit have af, thi Historien tager ikke saadan udenvidere dem med: ergo, arbeide de mig endog saa smaat imod.
O, den msklige Egoisme! Og saa græder vi Alle om Søndagen, naar Præsten græder og prædiker om Sandheden.
Der er virkelig Noget i, at 172 man tilsidst hos Qvinder finder lidt mere Opoffrelse, det er ►vistnok fordi de leve mere stille og tilbagetrukkent og saaledes Idealiteten lidt nærmere, de faae ikke saa let ⓘ ►Torvepriis-Maalestokken som Manden, der jo strax er paafærde i Livet. Det for Qvinden ⓘ Frelsende (hvorfor man dog stundom endnu hos Qvinder seer Spor og Yttringer af Individualitet, Dristighed til at gribe en enkelt Tanke, og vove at holde den fast) er ►den Fjernhed fra Livet der forundes hende en Tidlang. Dette stillere Liv gjør at hun dog stundom lidt mere bliver sig selv end Manden, der allerede næsten som Dreng er demoraliseret ved at ⓘ skulle være som de Andre, og som Yngling end sige som Mand aldeles demoraliseres ved at vide Beskeed om: hvorledes det gaaer til i det praktiske Liv, i Virkeligheden. Just denne Viden er ►Ruinen. Opdrages Piger paa samme Maade: saa ►god 173 Nat, hele ►Mskslægten. Vist er det ogsaa, at ►Qvindens Emancipation, der just tenderer til denne Opdragelse, er Djævelens Opfindelse.
X1A460Sagen kunde da forresten let blive livsfarlig.
Det angaaer hverken mere ell. mindre end at Χstd. er afskaffet i ►Χstheden, og at Χstheden nu engang ikke vil opgive Fordringen paa alligevel at være Χsten.
Var det da om Læresætninger jeg skulde stride – o, den Strid bliver ikke let farlig, mindst i ►vor Tid, hvor Tolerantsen er saa stor, ell. hvor Indifferentisme æres under Navn af Tolerance.
95Nei, men det i Henseende til hvilket ⓘ Χsthed har afskaffet Χstd er: Selvfornegtelse, Forsagelse af Verden o: s: v: Om alt Sligt vil den ikke høre et Ord, og dog vil den være Χsten.
Og ⓘ at skulde tale derom, det kunde let blive livsfarlig; thi hvad elsker Msk dog som det Verdslige, sin Fordeel, Ære, Anseelse, Selvkjerligheds Sammenhold o: s: v:. Naar han kan faae Lov til at 174 blive i det, vil han endda nok antage Χstd. som en Lære.
Dog ⓘ skal Bevægelsen, der skal gjøres for at føre Χstheden tilbage til Χstd, være en Inderlighedens. Forholdet er som hvis en Jurist ankom til et Gods og fandt i en vis Forstand ⓘ Alt gaae ganske ordentlig – kun havde man sat sig i Hovedet, at det var Beboernes Eiendom, ikke den ►naadige Herres. Hvad var saa her at gjøre? Forretningen var her ikke, hverken at jage Smeden fra Sit ell. Præsten ell. Forvalteren o: s: v: nei Enhver fik Lov at blive i Sit, kun blev der foretaget en Notarial Forretning med Alle og med Alt paa Godset, hvorved det blev vitterligt, at Godset tilhørte den ⓘ naadige Herre.
Χstenheden har repeteret ►Parabelen om Arbeiderne i Viingaarden, der sloge Herrens ⓘ Udsændinge ihjel, tilsidst ogsaa Sønnen »thi saa er Viingaarden Vor.« Χsten synes man nu engang man vil være, hvo veed, tænker man, det 175 er maaskee dog ganske klogt. Men hvad Χstd. forpligter til i H: t: Selvfornegtelse, Forsagelse, i H: t: ►først at tragte efter Guds Rige, det vil man Intet høre om. Saa kommer der engang imellem enten En, der virkelig er en sand Χsten, ell. dog En, der føler saa meget for Sandheden, at han ikke ►lægger Dølgsmaal paa, hvad der forstaaes ved en sand Χsten. Han ►udraabes saa for en Forræder et ►odium totius christianitatis (►ad modum►odium generis humani, som de første Χstne heed), og slaaes ihjel. Det er jo ogsaa et ⓘ Forræderie ved at være ærlig at gjøre dette hele Væv af Løgn aabenbar. Ham slaae de altsaa ihjel. De sige som ⓘ hine i Viingaarden ►»lader os dræbe ham, saa er Viingaarden vor.«
Msklig talt utaknemligt er Arbeidet: først at tvinge sig selv til Selvfornegtelse (Herre Gud man er dog ogsaa Kjød og Blod) og saa hades, forbandes, behandles som et Umenneske fordi man gjør det.
►Dette er Χstd, det er denne »milde Sandhedslære« i »stille Øieblikke« »paa de hellige Steder«!
176X1A46196Her seer man ret Forskjellen mellem en hedensk og en christelig Betragtning. At Gud tøver med Straffen forklarer Χstd. af Guds Langmodighed og Barmhjertighed, at han vil give Synderen Tid til at omvende og forbedre [sig], og saa maaskee endog fritage ham for Straffen, ell. i ethvert Fald lade den træffe ham i et Øieblik, hvor den falder mildere paa ham, fordi han er forligt med Gud. Hedenskabet fremstiller Guds Langsomhed i ⓘ at straffe som en Art Grusomhed, der veed at den sildige Straf smerter værst. Saaledes fE ►👤Plutarch i en lille Afhandling om den gudd. Strafs Langsomhed.
X1A462Syndsforladelse og Forsoning betegner ikke just, at Gud eftergiver enhver Straf, men at den Lidende nu lider sin Straf paa en ganske anden Maade, fordi han veed, han er forligt med Gud.
Det er en cras Misforstaaelse, at Forsoningen skulde fritage for Straffen. Nei, det Aandelige i 177 Syndsforladelsen er, at Synderen faaer Frimodighed til at ⓘ turde troe, at Gud er ham naadig, skjøndt han dog lider sin Straf. Men dette er en ►virkelig Transubstantiation i Forhold til Straf.
X1A463►Det var »den onde Aand«, der førte Χstus ud i Eensomheden for at friste ham, deraf kunde maaskee Nogen fristes til at slutte, at det altid er den onde Aand der fører et Msk. ⓘ ud i Eensomhed. Noget Sandt er der deri, men det er tillige Veien til det sande Guds-Forhold, som man jo ogsaa maa sige, at just Χsti Fristelse i Eensomheden var hans ⓘ Udvikling, hvis man kan tale saaledes. Og desuden boer Gud ogsaa i en vis Forstand i Eensomheden. Men vist er det Eensomhed er det Dialektiske; og derfor bliver det Msk. sjeldent til Noget, hverken noget Godt ell. noget Ondt, det Msk, som aldrig var i Eensomhed. I ⓘ Eensomheden er det ⓘ Absolute, men ogsaa den absolute Fare; i ►Selskabet er Relativiteten og den relative ⓘ Fare, dog vel 178 at mærke tillige den Fare, som er mere end relativ: at gaae Glip af det Absolute, aldrig opdage, at det er til, aldrig faae sit Liv bestemt i Forhold dertil, hvor langt man end er fra at være det. Thi Sværmeri og Hovmod er det for et Msk. at ville være det Absolute, men Sandhed er det, at forstaae at det er Ens Maalestok, med 97 hvilken man skal maales baade til Ydmygelse, og til Ansporelse; thi det ydmyger ⓘ at see, hvor langt man er borte, men det skal ogsaa anspore og holde En vaagen i Stræben.
X1A464... Og naar een ell. anden Sorg ⓘ en Smerte en Lidelse vil sætte sig fast, synes Dig saa rædsom, at det allerede er store Ting, om Du formaaer at slæbe Dig med den gjennem Livet, men mere kan der da ikke være Tale om: saa 179 søg en Forfriskelse, see at faae et nyt Synspunkt for det Samme, thi det nye Synspunkt er at leve op. Betænk hvad der staaer i ►en af vore Psalmer i den authoriserede Psalmebog:
Der (i Evigheden) skal jeg Dig velsigne
For Tidens Lidelser,
Ei ere de at ligne
Mod Saligheden der,
altsaa ogsaa om denne Lidelse vil det gjælde, hvis Du ikke selv forspilder Alt, at Du endog skal velsigne Gud for den; altsaa den skal ikke blot ⓘ vise sig langt lettere en Gang i Evigheden, nei Du skal velsigne Gud for den. Tænk paa det, det er Aandens Adspredelse og Aandens Forfriskelse.
180 X1A465 Om ►👤Lessing og 📖 Fragmenterne.
Selv om man kunde tilgive 👤Lessing Alt hvad der staaer i 📖 Fragmenterne: dette at ►han gjorde Angrebet anonymt (ak, og ogsaa ►i denne Henseende ⓘ blev Toneangiver for det Moderne) kan man ⓘ kun i en anden Forstand tilgive ham, han har her aabenbart ikke været dialektisk nok udviklet til at vide, hvad han gjorde.
Sagen er ganske simpel: mod hvad der gjør Fordring paa at være og siger sig at have sin Styrke ved at være Autoritet kan der umuligt fægtes anonymt, det vil sige, tillades det, saa er Alt tabt for Auctoriteten, førend Kampen begynder, saa kan selv den største Dosmer gjøre det af med Auctoriteten.
98Auctoritetens Maade at stride paa er denne: ►lad mig faae Dig at see, Du som taler saaledes, ►ⓘ træd lige over for mig, Ansigt til Ansigt og gjentag saa at jeg er en Bedrager o: s: v. Det vil sige 181 Auctoritet forholder sig til det ►Pathologiske.
Men skulde maaskee ikke det Pathologiske ogsaa være en Sandhed, nok saa godt som det saa kaldte Objektive. Mon 👤Lessing ikke selv var af den Mening, at et Angreb som en Anonym kunde tillade sig mod ham, vilde være afvæbnet derved at Angriberen skulde stilles Ansigt til Ansigt med 👤Lessing, at nemlig Angriberen saa vilde forstumme.
Om Χstd. er Sandhed, ɔ: ►om Χstus er Den han siger sig, kan egl. kun afgjøres i Samtidighedens Situation, der ret piner det Pathologiske frem.
Vil man ⓘ da blot nogenlunde have en Mening derom, maa man først anvende al sin Phantasie for at faae dog et Indtryk af Samtidighedens Spænding.
Men i det Sted sætter ikke engang en Lærd, nei næsten 182 en Videnskab sig hen, og grunder over – hvad der væsentlig er at forstaae pathologisk. Fremdeles man er nu 1800 Aar fjernede fra Samtidighedens Spænding – og man er saa godt som ganske ►apathisk. Men endnu mere man bliver anonyma. Det skal være Sagen selv. Hvilken Sag? Sagen er jo med ell. mod hvad der har udgivet sig for en Autoritet og altsaa vil virke pathologisk. Naar man tager Det bort, tager man in casu ogsaa Sagen bort. Hvad vilde man ⓘ dømme om ►en Herre[d]sfoged, der læste en Ordre fra sin Amtmand ikke som en Ordre men som ►en Productivitet, han critisk vurderede og prøvede, og meente, at det var det han skulde gjøre, og vel endog indsendte denne 183 sin »velskrevne« Critik til Amtmanden: mon han ikke vilde blive afsat som Sindssvag.
✂ a , det er en Afstand af om muligt 18000 Aar, det er den størst mulige Qvalitets-Misforstaaelses Afstand.
Naar der er Spørgsmaal om en [b] Autoritet saa er det at det er en Autoritet: Sagen – ergo kan der hverken strides ⓘ objektivt ell. anonymt derimod. Jeg skal være samtidigt dermed, og i egen Person gaae hen til Χstus og sige: Du er en Bedrager.
✂ [b] X1A466Anonymt kan i det Høieste Χstd. forsvares; thi Forsvareren stiller sig jo lavere, og gjør det maaskee just for ikke at forvexles med en Apostel, ►en udmærket Χsten og Deslige. Men angribes kan den ikke anonymt; thi Angriberen stiller sig jo ligeoverfor Auctoritet, der just er Personlighed. Angriberen ⓘ bærer sig da saaledes ad: han siger jeg vil angribe denne Auctoritet, men ved at være anonym har han forud afgjort Sagen og udtrykt, at denne Auctoritet ingen Auctoritet er. Det Hele er altsaa Confusion.
X1A46799Der gives kun eet Beviis for Χstdsⓘ Sandhed og ganske rigtigt det ►pathologiske, naar Syndens Angest og ►den besværede Samvittighed piner et Msk til at passere den ⓘ smale Linie mell. Fortvivlelsen indtil Afsindighed – og Χstd.
Der ligger Χstd.
184X1A468Frygteligt at see den Letsindighed og Ligegyldighed og Tryghed med hvilken Børn opdrages: og dog er ethvert Msk. væsentligen hvad han bliver naar han er 10 Aar gl; og dog vil man finde, at næsten alle bære en Skavank fra deres Barndom, som de ikke forvinde i ⓘ det 70d Aar; samt at alle ulykkelige Individualiteter gjerne forholde sig til et ►forkeert Barndoms-Indtryk.
O, veemodige Satire over ►Mskslægten: at Styrelsen derfor har udrustet næsten ethvert Barn saa riigt, fordi den vidste forud, hvad der forestaaer det: at skulle opdrages af »Forældre« ɔ: forkludres saavidt et Msk. formaaer det.
185X1A469Snurrigt nok, at jeg i de ►»📖 tre gudelige Taler« har tillagt 👤Paulus det Ord som er af 👤Peter »kaster al Eders Sorg paa Gud.«
Af Din Haand ville vi modtage Alt. Er det Ære og Hæder, der bydes, vi ville modtage den af Din Haand; er det ⓘ Forhaanelse og Spot, ⓘ vi modtage den af Din Haand. O, at vi maatte med ►lige Tak og Glæde modtage det Ene som det Andet; stor ⓘ Forskjel er der dog ikke – og for os vilde der ingen Forskjel være, hvis vi saae ene paa det Afgjørende, at det kommer fra Dig.
X1A471Maaskee forlanges det slet ikke, at Du skal lade Dig ihjelslaae for Χstd.ell. bringe mange Offre; men Du skal have budt absolut. Men saa kan jo Ingen see, om et Msk har gjort det ell. ikke? Nei, det skal han hell. ikke; medens dog maa erindres, at man 186 af et Mskes hele Liv, naar man lægger alle ydre Data sammen, kan faae en Slags Mistanke. Dog er Du alligevel reen, saa skal Du finde Dig deri som i Dit Kors, at Du maa taale denne Misforstaaelse, som havde Du i Dit Indre ikke budt absolut – det er det Mindste Du kan lide til Vederlag for, at Du ikke kom til Virkelighedens Farer.
X1A472►Χstus standsede 👤Paulus og sagde: ►👤Saul, 👤Saul, hvi forfølger Du mig. En ⓘ almdligere Omvendelses ►Katastrophe er det maaskee, [a] naar Χstus standser et Msk og siger: ►👤Saul, 👤Saul, hvi flyer Du mig, hvi er Du bange for mig, jeg er jo just ⓘ Din Frelser. Det er nemlig ⓘ Gjennemgangskrisen til at blive Χsten, at Den, der skal blive det, først 187 er angest for Χstus, om han dog forholder sig til ham.
✂ [a] X1A473Her paa kunde anvendes ►de Ord Engelen siger til Maria Magdalene ved Graven: frygt ikke – Du søger Jesum af Nazareth; thi der er virkelig først i Den, som søger Jesum, en Frygt for ham, for hans Hellighed, inden Fortrøstningen til hans Naade og Barmhjertighed kommer.
X1A474►I 👤Luthers Prædiken over Pharisæeren og Tolderen læser jeg citeret et smukt Sted af ►Davids Psalmer ⓘ 50, 23:
»Hvo, som offrer Taksigelse, han ærer mig, og det er den Vei, ad hvilken jeg vil vise ham Guds Salighed.«
101saa »Taksigelse« væsentligen er ►det Gud velbehagelige »Offer«.
X1A475Hvorledes det gaaer til med Presse-Nederdrægtigheden og hvorledes den virker demoraliserende ɔ: Loven for denne Demoralisation det har jeg da seet meget nærved.
Tag ►👤Goldschmidt, ell. ►👤P. L. Møller, mon nogen af dem havde ⓘ personligt vovet at ►insultere mig ell. blot at være uhøflig, nei, i Personlighedens Situation vilde de udtrykke Høflighed og endog en distingueret. ►Selv 👤P. L. M. og selv i et Blad (altsaa ikke i personlig Situation) men vel at mærke i et anstændigt Blad ⓘ og med Navn under: hvor 188 ærbødigt svarede han ikke, og det efter at have faaet en saadan ⓘ Tiltale som min til ham i »Fædrelandet.« Jeg sigter herved til hans Replik til mig i Fædrelandet.
►Men anonymt, og paa Foragtelighedens priviligerede Tumleplads, der vovede de det.
Det var altsaa den første Løgn; den Løgn, at det var Løgn, at disse Anonyme vare modige o: s: v:. Forstod ►den simple Mand dette Sammenhæng, vilde det ►nedsætte dem meget hos dem; thi han troer, at saadan Karle maae da være Satans modige, siden de have Mod til – at ⓘ skrive, han seer ikke nærmere og seer Feigheden.
►Saa læser da Tusinder og Tusinder Bladet og de handle frisk væk – ►enhver Kræmmersvend o: s: v: han vover personligt at insultere mig. Er det da, fordi han er værre end ►👤G. og 👤P. L: M:? Paa ingen Maade, men her er i den almdl. Forestilling en uhyre Forvirring, som ligger i uklare ►sædelige Begreber.
Hvis jeg vilde spørge ⓘ fE i Forhold til det at insultere mig, hvo er det, der har gjort det? 189 saa svares: 👤P. L. M. ell. 👤Goldschmidt. Kræmmersvenden o: s: v: alle disse Tusinder de ere ⓘ efter deres Mening uskyldige: de har blot læst, og tager Hensyn til hvad der har staaet i et Blad. Men just fordi de saaledes formeentligen ere uskyldige, just derfor vove de, hvad ⓘ de to Frække 102 ⓘ end ikke vovede. Ei hell. kan jeg faae Ram med ►ethisk Accent paa den Enkelte af disse Tusinder, thi hver især unddrager sig med, at han er uskyldig, det er 👤P. L: M. og 👤G. – og de ere anonyme.
See heraf har jeg lært Noget. Skulde jeg ►skrive en Presse-Lov, jeg veed nok hvad jeg gjør. I Forhold til Dag-Pressen ubetinget ⓘ lægger jeg en stor Deel af Ansvaret over paa Subscribenterne. En Subscribent er en meget væsentlig Medskyldig. Naar man i Forhold til et Tyverie spørger: hvo har gjort det? saa udfinder Retten den Skyldige 190 og han straffes. I dette Forhold er det aldeles i sin Orden, at En, kun En straffes, da hele Forbrydelsen jo er begaaet ene af ham.
Men i Forhold til Presse-Forbrydelse hvori ligger her det for Samfundet Farlige? fornemlig i Udbredelsen. Og dog er det paa dette Gebeet man afsindigt har opfundet ►at straffe det mindst Mulige endog en Sjouer, som ikke var Forf.
Nei, ⓘ er Forbrydelsens Farlige Udbredelsen, saa er ogsaa en Subscribent ⓘ [dens] Medskyldige.
Fremfor alt maatte der nu ikke taales ►anonym ell. falsk Subscription. Subscribenternes Navne paa ethvert Blad skulde paa det Nøiagtigste trykkes offentligen, og Redakteuren ►under store Mulcter være forpligtet til at indestaae for 191 Rigtigheden.
Dernæst skulde Subscribenterne mulcteres med Forf. Forbrydelsen bestaaer ikke saa meget i, at ►👤Peer Madsen siger noget Løgn og lader det trykke, men Forbrydelsen bestaaer i, ell. er i Forhold til Udbredelsen, altsaa i Forhold til Subscription. Ergo jo større Subscription jo større Mulct.
Dog vil jeg nu ikke videre udføre det her; men vist er det, her ligger en rigtig Tanke: at Presse Forbrydelse er forskjellig fra al anden Forbrydelse derved, at Udbredelsen egl. er Forbrydelsen, og at dette bør omdanne hele ►Lovgivningen i Forhold til Pressen.
3. Journalen NB11, s. 192, med optegnelsen NB11:174 indført på skrå
Nu gaaer det mig i Grunden lige saa. De Fleste ⓘ tænke høist over, ►hvilket Embede de skulle ⓘ søge, nu er jeg lykkelig vel inde i hele den Anstrængelse, i den Ideekamp, det Princip-Spørgsmaal, hvorvidt det christeligt er i sin Orden med saakaldte christelige Embeder.
►Vistnok er det, det der gjør mig upopulair er endda ikke saa meget mine Skrifters Vanskelighed som min egen personlige Existeren, det at jeg ved al min Stræben ikke bliver til Noget (►den endelige Teleologie) ►ikke tjener Penge, ►ikke faaer et Embede, ell. bliver ►Ridder, men paa enhver Maade bliver til Ingenting, ovenikjøbet ►forhaanet. ⓘ Dette er nu i mine Tanker egl. det Store ved mig, hvis der er noget Stort. Det koster mig ogsaa Kamp og Anstrengelse, thi ogsaa jeg er ►Kjød og Blod – og dog er det just derfor jeg miskjendes og ►mishandles.
X1A477193105Ogsaa saaledes er der en Syndens-Angest, der ►flyer, idetmindste til en vis Grad, Χstus og dog forholder sig til ham. At En, der vil fortsætte sin Synden, flyer Χstus: det er da ganske i sin Orden. Men noget Andet med En, der i Syndens Angest flyer om muligt enhver Fristelse, ell. enhver Anledning til Fristelse: man skulde troe, at han ubetinget maatte ►søge til Χstus og der finde ⓘ Hvile. Men det er ikke altid sagt, og ikke altid ►saa ganske lige at forstaae. I sin Angest kan han stundom være af den Mening, at der dog gives et sikkert Sted, hvor han ⓘ kan undgaae ⓘ Fristelsen; naar hans Forstand mener at have udfundet det, bliver han roligere, og Fristelsen viger virkelig. Det er nu Altsammen ganske godt, og msklig talt maatte man jo endog rose ham. Men lidt Sviig er der dog deri. Han mener (og deri ligger just Anfægtelsens Angest) at det er ham umuligt, at ►bestaae i Fristelsen; naar hans Forstand indestaaer ham for, at have fundet et Sted, hvor Fri194stelsen (der antages at komme udenfra, og just det hører med til »Angesten« og til at vise, at der dog er noget Redeligt i ham; thi kom Fristelsen fra ham selv, saa var det jo umuligt at finde noget saadant Sted) ikke kan naae ham: saa er han tryg. Men hvad vil ⓘ dette sige? Selv om han beder og nok saa inderlig paakalder Χsti Navn, er Χstus dog ikke en Frelser for ham. Han kæmper selv saa godt han kan, bruger, om man saa vil, redeligt al sin Forstand for at undgaae Fristelsen, saaledes tryg undgaaer han virkelig Faren, og henfører nu maaskee dette takkende til Χstus. Men den Tro har han ikke, at Χstus i Fristelsen vilde hjælpe ham til at seire over Fristelsen.
Dette er een af de piinagtigste Former af Anfægtelse.
195X1A478►Msklig talt havde 👤Jobs Hustrue i en vis Forstand Ret. O, thi det er i Sandhed, mskligt, en meget stor Byrde mere, naar man lider saaledes, saa tillige at skulle anstrenges af den Tanke, at ►Gud alligevel er 106 Kjerlighed. Det er som til at tabe Forstanden over – og, mskligt, er det langt lettere at fortvivle og dermed Punktum.
I Lidelser og Anfægtelser er der virkelig saadanne Combinationer, hvor, ⓘ mskligt talt, Tanken om Gud og om at han alligevel er Kjerlighed, gjør Lidelsen langt mere anstrenget. Her gjælder det at Troen prøves, at Kjerligheden ►forsøges, om man virkelig elsker Gud, virkelig ikke kan undvære ham. Msklig talt maatte en saadan Lidende og Anfægtet have Ret i at sige: det Hele vilde dog blive mig mindre qvalfuldt, naar jeg ⓘ ikke havde Guds-Forestillingen med. Enten piner ⓘ nemlig det, at Gud den Almægtige, som saa let kan hjælpe, at han lader En hjælpeløs; eller, det piner En, denne ►Korsfæstelse af sin Forstand, at Gud alligevel er Kjerlighed, at det er et Gode, der vederfares En. Det er, msklig talt, frygteligt 196 saaledes, i Henseende til at have en Mening og en Smule Forstand om, hvad man dog synes at kunne have en Dom om, den egne Lidelse – saaledes ►at blive som en Spurv ell. endnu Mindre. Det Lettende ved Fortvivlelsen er dens ►uforstyrrede Enighed med sig selv om, at Lidelsen er utaalelig. Det anstrengende ved Guds-Forestillingen er, at skulle forstaae, at Lidelsen ikke blot er til at udholde, men er ⓘ et Gode, en Gave af en Kjerlighedens Gud. Tag dette! Naar et Msk. tilføier et andet Msk en Lidelse, og han da selv vil være den Grusomme, der siger: det er Grusomhed, – deri er Lindring. Men naar han, der tilføier En Lidelsen, siger: det er en Velgjerning – det er jo til at tabe Forstanden over, mskligt talt.
Dog er dette kun en Anfægtelse, der kan være frygtelig nok, saa længe den staaer paa. Men saligt at holde ud med Gud. I første ►Lectie gjælder 197 det blot om strax at gribe Guds-Forestillingen, saa faaer man Lindring. I anden Lectie (og her ligger egl. Anfægtelsen) er det som var det Guds-Forestillingen selv, der forøgede En Qualen. Her gjælder det, troende at holde ud. Slipper Du ikke Gud, ender det dog med, at Du saligt ►samstemmer med Gud i, at denne Lidelse var en Velgjerning. Thi Ret vil Gud have, ubetinget; o, men Salighedens Høieste er just ogsaa, jo mere ubetinget Gud faaer og gives Ret just i hvad der, mskligt talt, syntes at være næsten som en Indvending mod ham. Gud vil ubetinget troes; men Han, den Uendelige, kan ikke Andet end skrue Troens Priis uendelig op. O, men saligt, at troe; saligere i samme Grad, som Prisen bliver høiere. Tro ikke at Troen taber, naar Du maa kjøbe den dyrt: jo ⓘ dyrere Du kjøber den, jo saligere. Veemodigt, beskæmmende, at have, hvis det var muligt, kjøbt det ⓘ Høieste ►for en ringe for Spot-Priis: saligt at ►have kjøbt det til den høieste Priis. Selv en Elskende taler jo ⓘ saaledes, han er ikke glad ved 198 at have kjøbt den Elskede for godt Kjøb, jo dyrere han har kjøbt, jo gladere er han, just Prisen er Glæden. Dog er i ⓘ Forhold til Elskov den Mislighed mulig, at tilsidst næsten Prisen 107 kunde interessere ham mere end den Elskede; men dette er umuligt i Forhold til Troen.
Noget Lignende var ►vistnok ►👤Lessings Mening med de Ord: at han vilde vælge den venstre Haand, den bestandige Stræben. Men Uret havde han dog, forsaavidt det er lidt for erotisk, og smager lidt for meget af det, ogsaa i Forhold til Sandhed, at ville ansee Prisen for mere værd end Sandheden. Men dette er egl. en Art Selviskhed, og kan let blive en farlig, ja en formastelig ►Afvei.
199X1A479Vi tale ►vistnok i ►Χstheden om en ⓘ aabenbaret Gud, men for hvor Mange er han ikke endnu en skjult og forborgen Gud?
En noget lignende Bemærkning har jeg læst hos ⓘ ►👤Terstegen, dog ikke saaledes redigeret, men: at hidtil Gud havde været skjult for ham, og at deraf forklarede han sig, at han hidtil ikke havde elsket Gud ganske ⓘ anderledes; saaledes ell. noget Lignende er det hos 👤Terstegen.
X1A480►►1 Joh: 2, 21 skulde være Loven for Χstds Forkyndelse i ►Χsthed: ►jeg skrev ikke til Eder, fordi I ikke vide Sandheden (det er i Forhold til Hedninger) men fordi I vide den.
X1A481Alt dette ⓘ Verdenshistoriske, og Grundene, og Beviserne for Χstds Sandhed maa bort; der er kun eet Beviis: Troens. Dersom jeg virkelig har en Overbeviisning (og dette er jo en Inderlighedens Bestemmelse i Retning af Aand) saa er min 200 Overbeviisning mig selv altid høiere end Grundene, Overbeviisningen er egl. det, som bærer Grundene, ikke Grundene Det, som bærer Overbeviisningen. I denne Henseende har ►Æsthetikeren i 📖 Enten – Eller paa sin Viis Ret, naar han i eet af 📖 Diapsalmata siger: at ⓘ Grunde er noget besynderligt Noget, naar jeg ikke har Lidenskab seer jeg stolt ned [paa] Grundene, og naar jeg har Lidenskab, svulmer Grundene op til det Uhyre. Det han taler om, og som han kalder Lidenskab, er det Lidenskabelige, det ⓘ Inderlige, hvad just en Overbeviisning er. Saa lidet 108 som en Hane kan lægge Æg, ►høchstens ►Vindæg; saa lidet kan »Grunde«, og bleve de end nok saa længe ved at omgaaes hinanden, ⓘ avle ell. føde en Overbeviisning. En Overbeviisning kommer andetstedsfra. Det er hvad jeg ►etsteds i nogle Problemer, som ere skrevne paa et Ark Papir, der er klæbet paa Pap, har meent med det Pro201blem: om Forskjellen mell. en pathetisk og dialektisk Overgang.
Forholdet kan da umuligt blive dette, at man holder sin Overbeviisning bag ved, og derimod rykker frem med Grundene. Nei, Ens Overbeviisning, ell. ⓘ det at det er Ens Overbeviisning, at det er min, Din Overbeviisning (det Personlige) det er det Afgjørende. Grundene kan man tale om halvt humoristisk: nu vil Du endeligen have nogle Grunde, saa kan jeg gjerne tjene Dig ⓘ dermed, vil Du have 3 ell. 5 ell. 7, hvor mange vil Du have; men jeg kan intet Høiere sige end dette: jeg troer. Dette er dette ►Mættelsens ⓘ Positiv, ligesom naar en Elskende siger: hende elsker jeg, og hverken taler om at han elsker hende høiere end Andre ⓘ elske deres Elskede, ei hell. taler om Grundene.
ⓘ Altsaa Overbeviisningen skal i Spidsen, dermed Personligheden, Grundene nedsættes til et Lavere: dette er atter lige det Omvendte af al ►den moderne Objektivitet.
Min ell. et Mskes Udvikling gaaer saaledes for sig. Maaskee begynder 202 han ogsaa med nogle Grunde, men dette er det Lavere. Saa vælger han; under Ansvarets Vægt for Gud bliver saa ved Gud en Overbeviisning til [i] ham. ►Nu er han ved Positiv. Sin Overbeviisning kan han nu ikke forsvare ell. bevise ved Grunde, det er en Selvmodsigelse, da Grunde er det Lavere. Nei, Sagen bliver videre personlig ell. Personlighedens: sin Overbeviisning kan man kun forsvare ethisk, personligt ɔ: ved hvilke Offere man er villig til at bringe for den, hvilken Uforfærdethed, man har i [at] fastholde den.
Der gives kun eet Beviis for Χstds Sandhed: ►det indre Beviis, argumentum spiritus sancti.
►I ►1 Joh: 5, 9 er dette antydet. »Dersom vi antage Mskers Vidnedsbyrd« (dette er alle de historiske Beviser og Betragtninger) »da er ⓘ Guds Vidnedsbyrd større« ɔ: det indre 203 Vidnedsbyrd er større. Og nu i v. 10 »Hvo som troer paa Guds Søn, har dette Vidnedsbyrd i sig selv.«
Det er ikke Grundene, der begrunde Troen paa Guds Søn, men omvendt, Troen paa Guds Søn er Vidnedsbyrdet. Det er Uendelighedens Bevægelse i sig selv, og anderledes kan det ikke være. Ikke Grundene begrunde Overbeviisningen, men Overbeviisningen be109grunder Grundene. Alt det Tidligere er Forstudium, noget ⓘ ►Prailiminert, noget Forsvindende, saasnart Overbeviisningen kommer, og forvandler Alt, ell. vender Forholdet om. Ellers var der hell. ingen Hvile i en Overbeviisning; thi saa maatte det at have en Overbeviisning være, ieetvæk at repetere Grundene. Hvilen, den absolute Hvile i en Overbeviisning, i Troen er just, at Troen selv er Vidnedsbyrdet, Overbeviisningen det Begrundende.
204X1A482De saa ofte misbrugte Ord: ►salige de Øine og Øren, som saae og hørte hvad I saae og hørte«, de ere da – o, hvor det dog slaaer til – de ere da sagde »til Disciplene i Særdeleshed«. Det er hvad jeg altid har forfægtet, men jeg har glemt, at det staaer i det N. T. cfr. ►Luc: 10, 23.
ⓘ Men ellers har man travlt nok med at udhæve ►hvad der er sagt til Disciplene i Særdeleshed, fE hvad der staaer i Bjergprædiken om Forsagelse af Verden, om at lide Forhaanelse o: s: v:. Det glemmer ingen Præst at indskærpe, at det er sagt til Disciplene i Særdeleshed. Men paa det andet Sted glemmes ⓘ det; her skal det være gjældende om Enhver udenvidere saligt at ⓘ have været ell. at være samtidig med Χstus, at see – ja hvad kun den Troende kan ⓘ see, og hvad naturligviis aldrig kan være 205 saaledes forbunden med Forfærdelse at see som i Samtidigheden.
X1A483Hvad er det egentligen der har gjort mig til ►religieus Taler? Det at jeg er en Tilhører. Det vil sige, mit Liv var saa forviklet og anstrenget, at jeg i Sandhed følte Trang til at høre et veiledende Ord. Jeg hørte og hørte – men skulde det jeg hørte være Χstd, saa var jeg ikke til at hjælpe. ►Saa blev jeg selv Taler. Deraf kommer det, at jeg, hvad ►vistnok sjeldent vore Præster veed, med Bestemthed veed, at der er Een, der har Gavn af disse Taler: jeg selv. Jeg er lige det Modsatte af andre Talere: de have ⓘ travlt med at tale til Andre – jeg taler til mig selv. Og vist er det tillige, at forsaavidt Andre ikke mene at kunne have Gavn af mine Taler, saa maa det være fordi deres Liv er altfor let, altfor lidt anstrenget, udenfor Farerne.
206X1A484110Det er en meget smuk ►Tanke af 👤Tersteegen (i hans Prædiken over Røveren paa Korset) at Χsti Bøn: Fader forlad dem, de vide ikke hvad de gjøre, at denne Prædiken, ell. at dette Ord har omvendt Røveren, at han er blevet grebet af Χsti Kjerlighed, at bede for sine Fjender.
ⓘ Og ►i samme Prædiken er det godt benyttet, at jo Røverens Tro strax bliver sat paa Prøve. Thi Øieblikket efter sukker Den, der havde tilsagt ham at være med Ham i Paradiis,: min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig. O, det var jo Den, paa hvem Røveren havde bygget sit Haab.
►Og rigtigt bemærkes der, at man ikke beraabende sig paa Røveren kan udsætte sin Omvendelse til det Sidste, thi Røveren havde vel ikke før hørt et Ord om Χstus.
X1A485Feilen i ►Middelalderen og ⓘ som ellers har gjentaget sig er: at Den, der handler ►particulairt vil gjøre dette til Regel for Andre. ►Ikke at gifte sig, er aabenbart at handle particulairt. Det kan for den Vedkommende være aldeles Gud 207 velbehageligt. Men noget Andet er, at opstille det som Regel, ja endog blot for den Sags Skyld at indvie Andre deri. Det Particulaire er ⓘ Undtagelsen, og skal blive sig bevidst som saadan, ⓘ ja maa derfor ⓘ langt fra raade Andre til det Samme, at Undtagelsen tvertimod skal raade Andre til at ►gjøre det Almene. Kun da er nemlig det Particulaire sandt, naar det har ►Primitiviteten i Guds-Forholdet. Kun det primitive Guds-Forhold kan forsvares lige overfor det Almene. Alt hvad der ikke har denne Primitivitet er eo ipso uberettiget, naar det vil være Undtagelse.
For at blive ved det tagne Exempel: ikke at gifte sig, saa er her Sagen let at vise, hvorledes det bør gjøres. Beslutningen bliver en absolut taus i Individet. Han lever nu hen ugift, ganske rigtigt, men det kan, hvis han tier, ingen Trediemand controllere. Det Non-Faktum kan forklares paa 17 Maader. En tidlang 208 lægger ⓘ slet Ingen Mærke dertil; thi der er jo dog ingen normeret Alder for det at gifte sig. Saa tænker man, at han gaaer som Andre og seer efter en Pige. Nu saa gaaer Tiden hen – han forbliver ugift. Dette Non-Factum kan forklares paa 17 Maader.
111Middelalderens Feil var at gjøre det vitterligt, og da endnu galere, at gjøre det til noget Fuldkomment ell. ►Fortjenstligt.
Selv har jeg oplevet denne Collision. I sin Nød og ⓘ Smerte – ak og hun leed kun altfor meget – ►spurgte min Forlovede mig tilsidst: siig mig blot een Ting, ⓘ vil Du aldrig gifte Dig. Her var Collisionen. Hun var i en saadan ►Agitation, at et Sving hen til [det] Religieuse i afgjørende Forstand havde ligget hende saare nær. Jeg kunde, og med god Samvittighed, have sagt: nei. Og hvad saa. Saa havde jeg, der var mig 209 bevidst at være reent particulairt bestemmet, grebet forstyrrende ind i hendes Liv. ►Jeg svarede derfor med en Spøg. Skulde hun gjøre Sligt, ɔ: skulde det være Sandhed i hende og altsaa tilladeligt, maatte det reent primitivt gaae op for hende.
Sandheden viste sig nu, at ►hun giftede ⓘ sig, ►hvilket jeg saa ganske har billiget og takket Gud for. Paa den anden Side. Skulde det være blevet Sandhed i hende, saa maatte det være skeet anderledes. Hun havde saa ikke sagt et Ord til mig om Sligt, men primitivt i sit eget Guds Forhold bestemt sig til ikke at gifte sig, og hun havde maaskee Ret. Men som hun muligen meente det, havde hun intet reent Guds Forhold faaet, men kun et Guds Forhold paa anden Haand. Og naar man ikke har Guds-Forholdet fra første Haand er man uberettiget til at være Undtagelse. Hun ønskede med heel Lidenskab Forbindelsen med mig. ►Næst det kom saa for hende, 210 at vi To enedes om ikke at gifte os, ell. at forblive ugifte. Men hvad mig angik var det maaskee ganske i sin Orden, thi i mig var det primitivt, i hende vilde det være blevet ►deriveret, hun havde ikke faaet et Guds-Forhold, men fundet Hvile i et Slags platonisk Kjerligheds-Forhold til mig. Men et saadant Forhold er ikke religieust, og altsaa utilladeligt. Kun det primitive Guds-Forhold er den berettigede Undtagelse.
X1A486Det er meget godt sagt af ►👤Tersteegen.
►»Die Gelehrten sind meist Schuld daran (i Strid om Ord og Distinktioner), die doch bedenken sollten, daß nicht der Tausendste unter wahren Glaübigen ⓘ einen völligen Begriff von verschiedenen ihrer Ausdrücke und Distinktionen habe, gleichwie hingegen tausend Andere die Worte der Wahrheit, nicht aber die Wahrheit der Worte haben.
I en lille Opsats: 📖 von dem Glauben und der Rechtfertigung, i min Udgave p. 474.
211X1A487112Det er en ganske mesterlig ►Distinktion af 👤Luther, som findes i Prædikenen over Evangeliet om Lilien og Fuglen.
Troen er jo uden Bekymring, hvorledes forklares det da, at Skriften paa andre Steder anpriser det at være bekymret.
ⓘ 👤Luther svarer: i Χstd. dreier Alt sig om Tro – og Kjerlighed. I Forhold til ⓘ Troen gjælder det nu, at Bekymringen er syndig. Derimod i Forhold til Kjerligheden er Bekymringen aldeles paa rette Sted.
Mesterligt! Men Ulykken med os ⓘ Msker er just, at vi gjerne har Bekymringen paa urette Sted (ɔ: i Forhold til Troen, saa Bekymringen er Tvivl, Vantro o: s: v:) og saa sjeldent paa rette Sted! O, hvor sjelden er egl. Kjerligheds-Bekymring – og hvor almdl. er Bekymring!
212X1A488Hvoraf kommer det, at Børn, som ere strengt opdragne, ikke græde, naar de falde og støde sig? Deraf, at de veed, at faae Forældrene det at vide, faaer de Prygl ovenikjøbet. Altsaa hvorfor? fordi Faldets Smerte ikke er dem den endelige, den definitive. Og hvoraf kom det, at en ældre i Gudsfrygt strengere ⓘ opdragen ⓘ Generation kunde taale saa meget uden at klage? Deraf, at Forestillingen om, at det var ⓘ Guds Straf strax var ved Haanden, altsaa fordi Smerten selv ikke var den sidste, den definitive, men Straffen ►det Deriverende.
Og hvoraf kommer det, at nu tildags og især jo mere begunstiget et Msk er i udvortes Henseende, desto mere lider han under end den mindste Gjenvordighed? Det kommer deraf, at ingen høiere, ingen ethisk Forestilling deriverende og opfriskende træder til.
►ⓘ Igaar læste jeg følgende Retssag i en af vore Aviser. En ⓘ Haandværkssvends Kone kommer hjem og finder at hendes Mand har hængt sig. Man tænke sig hendes Forfærdelse. Hun faaer ham taget ned – og maa saa vende sig til den anden Side, 213 for at tage sig af sit spæde Barn, der skriger i Vuggen. Derpaa render hun da ud for at faae Hjælp; to Doctorer træffe[r] hun ikke hjemme; gaaer saa til en Kone hun kjender for at faae Raad; faaer endelig fat paa en Barbeer 113 – naturligviis det er for sildigt. Og hvad saa? Ja hør nu blot. Saa bliver der anlagt Justitssag mod hende, at hun ikke har viist tilbørlig Forsigtighed for at skaffe Livet i ham igjen. Forbarmende Gud! Dog det er noget Andet, der er faldet mig paa. Lad denne Rædsel være ⓘ hændet i en mere begunstiget Familie – hvilken Sørgen var her ikke blevet, og vel med Føie, men maaskee dog ogsaa hvilken fortvivlet Sørgen, som Condolerende ⓘ vilde deeltage i. Men den stakkels fattige Kone. Ja hun kan takke Justitsen, hun fik Andet at tænke paa, hun faaer som sagt en Sag, og bliver ►dømt i en Mulct af ►10rd. See, vist er det, at det er et ypperligt ►Derivations-Middel; men Justitsen!
214X1A489►Deri har 👤Luther atter fuldeste Ret. Troen kan Ingen see, den er et Usynligt, saa Ingen kan afgjøre om et Msk. har Troen. Men Troen skal kjendes paa Kjerligheden. Nu har man jo rigtignok villet igjen gjøre Kjerligheden til noget usynligt Noget, men derimod vilde vel 👤Luther, med Skriften, protestere; thi christeligt er Kjerligheden Kjerligheds-Gjerning. Det er egl. et uchristeligt Begreb af Kjerlighed, at den er en Følelse o: D. Det er nemlig den æsthetiske Definition, passer derfor ogsaa paa det Erotiske og alt Sligt. Men christeligt er Kjerlighed: Kjerligheds Gjerning. Χsti Kjerlighed var ikke den inderlige Følelse og det dybe Hjerte o: s: v:, men den var den Kjerlighedens Gjerning, som er hans Liv.
X1A490Det er en skarpsindig ►Bemærkning af 👤Tersteegenⓘ (p. 378), som han dog ikke selv synes ret at have fattet, at der ikke staaer om Maria at hun har valgt den bedste Deel – men den gode Deel ɔ: den uden al Sammenligning ⓘ bedste Deel.
Det vil sige, ⓘ Positivet er mere end Superlativet. ►Det er 215 Noget jeg ogsaa i andre Henseender har bemærket. Det høieste Udtryk for Elskov, ell. Udtrykket for den høieste Elskov er: jeg elsker Den og Den. Siger man jeg elsker mere ⓘ end alle Andre, ell. jeg elsker som Ingen nogensinde har elsket den Elskede, saa siger man mindre, Superlativet trækker fra, og viser at der i Elskoven er en uerotisk Sammenligning.
114Derfor er det ogsaa, som jeg har viist ►etsteds i denne Journal, at »Grundene« i Forhold til Troen ere Subtraherende. Jeg troer – ikke eet Ord mere, er Maximum; har jeg 17 Grunde, saa er min Tro mindre, og endnu mindre hvis jeg har 18.
X1A491Ved forleden Dag at slaae op i ►📖 1ste Bind af Skrifter af ⓘ Forfatteren til en 📖 Hverdags-Historie, saae jeg et Citat af 👤Schiller, som slog mig, der siges om En: »han forbandt en Verdensmands Blik med en Sværmers Hjerte.«
216X1A492Det er en ganske ⓘ fortræffelig►Prædiken af 👤Tersteegen: am Erscheinungsfeste 1755 over ►Math: ⓘ 2, 1-12.ⓘ (i min Udgave p. 117 o: fl.). Især er ►det andet Moment i dybeste og inderligste ⓘ Forstand Sandhed, saa erfaret, saa oplevet. Sandeligen i ham er der indre Sandhed.
X1A493Det er rhetorisk smukt i ►👤Senecas Skrift de ira i Begyndelsen. For at vise, hvor umenneskelig og uværdig for Msket Vrede er, danner han en Sætning, hvis Antitheses ere: Msket er født til gjensidig Understøttelse, Vreden til Fordærvelse o: s: v: (det er i Cap. V) saa Msk – og Vrede sættes mod hinanden.
X1A494 217 115 Mandag d. 25 Juni.
►Pfui, pfui!
altsaa jeg har dog villet, ell. vel meent at burde handle ⓘ klogt, saa jeg ►først skulde sikkre mig en Stilling, og saa udgive Skrifterne pseudonymt. En ypperlig Fortolkning af det ►først at søge Guds Rige! Og hvad vilde det saa hjælpe mig, naar jeg saa dog segnede under Vægten af at have handlet klogt, og jeg saa dog alligevel skulde nedlægge ►Embedet igjen. Det Hele med Bekymringen for at man skulde ville negte mig et Embede, er ►vistnok Hypochondrie; alle mine andre Bekymringer ere vistnok ogsaa i høi Grad ►forsatte med Hypochondrie; men i ethvert Fald lad det tynge, der skal dog ikke handles klogt.
Dette var mig saa levende igaar ⓘ (►Søndag). Det har igjen i længere Tid piint mig, at jeg havde betænkt at ville lade være at udgive for at gjøre Skridt til at arrangere mig en Stilling. Der er ►et Ord som skyldes mig selv, hvilket jeg i den senere Tid uvilkaarligt har havt i min Tanke, »at Gud 218 ikke er tjent med ⓘ Mennesker, der klikke i det afgjørende Øieblik. Det har piint mig, hvad jeg etsteds har ►læst i 👤Fenelon at det maa være frygteligt for et Menneske, »af hvem Gud havde ventet mere, ell. hvem Gud havde regnet paa i en yderligere Afgjørelse.« ⓘ Derimod har det slaaet mig hvad jeg idag læste i ►👤Fenelon📖 2den Deelp. 26. (det er Claudius Oversættelse). Og især hvad jeg igaar læste i ►👤Tersteegen i 📖 Juleprædikenen p. 141. »de Vise gik en anden Vei.«, thi vi skulle ⓘ altid være rede til at følge Guds Førelse.
Det Hele nemlig med at det skulde være et høiere ►Sving end jeg havde tænkt mig, er vel sandt, men saa meget tør dog vel ⓘ
heller ikke et Menneske forlange, at han strax skal forstaae sig selv heel i heel Gjennemsigtighed. Og er ikke successive min Tanke blevet 219 forandret, er jeg ikke ved Styrelsens Indgriben blevet Forf. i en ganske anden Forstand end jeg oprindelig havde tænkt. Og oprindeligt hvad ⓘ
tænkte jeg da? Lad mig samvittighedsfuldt gaae behørigt langt tilbage i Tiden. ►Da jeg forlod hende, hvad var da min Tanke? Den var: jeg er ►en Poeniterende; et Ægteskab er her en Umulighed, det vil altid beholde en Skygge, som gjør det ulykkeligt og som desuden ►protesterer Vielsen. Paa den anden Side, og det ⓘ
tænkte jeg ogsaa, det veed Gud, selv om jeg vilde glemme det ell. lade som havde jeg ⓘ
glemt det. Paa den anden Side: en afgjørende religieus Existents, som jeg føler Trang til, og som jeg
qua
Poeniterende maa have den mulig, hvis jeg vil være redelig mod Gud, lader 220
4. Selv om der skrives på langs ad siden, er marginalspalten fortsat reserveret til tilføjelser, her NB11:192.a og til venstre herfor en »Senere Bemærkning« til denne, NB11:192.a.a.
Og nu skulde jeg ⓘ NB[a] standse og faae et Kiætterie, og bedrage Gud, han som saa faderligt og saa 116 lempeligt har ført mig mere og mere ud i Afgjørelser, som jeg ikke vilde kunne have udholdt, hvis jeg strax 221 havde forstaaet Alt. O, pfui over mig. Og fordi jeg har nølet saa længe, er Alt blevet sværere.
✂ [a] X1A495 Senere Bemærkning NB Men her ⓘ er dog aabenbart Noget forbigaaet, at jeg jo dog ogsaa den Gang ►tænkte mig at være Forf. uden oeconomiske Bekymringer, og i ethvert Fald at kunne faae hvad Øieblik jeg vilde et ⓘ Præstekald.a
✂ a X1A496 Senere Bemærkning Ja, og dette er meget afgjørende, thi just ►deri stikker jo egl. Knuden. Men der er, som saa ofte, i hvad jeg saaledes skriver, tillige en vis Redaktion, det vil sige, Opfattelsen har en ►τελος, som her at forcere mig til at handle.
X1A497Historisk Anmærkning. For dog at forvisse mig om, at det ikke er fordi jeg ►krymper mig ved at gjøre Skridt i modsat Retning, var jeg iforgaars ⓘ (►Løverdag)a hos ►👤Madvig, men traf ham ikke. Det var nu heldigt nok. Thi dette tør jeg dog sige til mit Forsvar, at jeg denne Gang, som jeg pleier, tænkte at gjøre disse Skridt men bestandig med den Mulighed, just saa at faae Fart til at handle i modsat Retning; dette er nemlig Noget som ligger i mit Væsen, fordi hvad der frister mig som Mulighed, naar det viser sig, at kunne blive Virkelighed, bliver mig noget Andetb. Altsaa 👤Madvig traf jeg ikke. Nu stod ►👤Mynster tilbage. Hvor ►unødig jeg end gaaer til ham, thi jeg har vel bemærket, hvor angest i Grunden han er for mig, især siden ►👤R. Nielsens Bog og den lille anonyme, ►som han vist har læst. ►For en tre Uger siden var jeg hos ham – jeg saae strax, hvor vi vare, vexlede blot to Ord med ham, og gaaende op og ned af Gulvet, aldeles mod Sædvane. Derimod repeterede han atter og atter: kjære Ven, kjære Ven – men indlade sig vil han ikke. Nødigt beqvemmede jeg mig 222 derfor til at gaae til ham. Imidlertid gik jeg ►i Fredags, det ansaae jeg dog, ►scrupuløs som jeg er, for min Pligt, ikke at spare mig, for at det ikke bag efter ►skulde falde mig ængsteligt paa. ►I Fredags var han til Alters. I ►Løverdags vilde jeg saa gaae til ham; men ►saa skulde han prædike om Søndagen, og saa veed jeg, han Ingen gjerne taler med. ►Idag ⓘ Mandag var jeg da hos ham. Ganske rigtigt: god Dag kjære Ven, og kjære Ven – og derpaa sagde han: han havde ingen Tid at tale med ⓘ mig »jeg siger det saadan ligefrem«. Jeg forstod ham. Imidlertid forstod ⓘ jeg dog ⓘ at tage mig i det, og takkede ham derfor, fordi ⓘ det jo røbede Tillid til mig. Og derpaa repeterede han dette kjære Ven vist 6 a 7 Gange, klappede mig paa Skuldrene og kjertegnede mig – det vil sige, han er bange for at tale med mig ⓘ thi han er bange for at ►komme for langt ind med mig. Han sagde rigtignok: kom igjen en anden Gang; men da han vel kan begribe, 223 at det ikke bliver i ►denne Uge, og ►han saa reiser paa Visitats, saa er det jo let at forstaae. Naa Gud skee Lov at jeg har gjort ⓘ det, og ikke sparet mig. Men Gud skee Lov, at jeg ikke kom til at tale med ham. Thi om jeg end egl. blot ⓘ vilde sondere, om muligt lægge ►en Stilling til rette for mig, for saa først, at tage den definitive Afgjørelse: hvo veed, det kunde være blevet farligt for mig. Imidlertid har dog rigtignok mit foregaaende Liv lært mig ⓘ det Modsatte. Thi just den Dag, ►da jeg gjorde Alvor af det med at ophæve Forlovelsen om Eftermiddag[en], just den Dags ⓘ Formiddag havde jeg sagt det Modsatte – og havde jeg ikke gjort det, havde jeg ikke havt Kraft til at gjøre det Modsatte om Eftermiddagen. Det ligger i, at 117 jeg er som lutter Reflexion. Imidlertid er det dog ►vistnok det bedste for mig, at det skete som det skete. Det der nemlig kunde hjælpe mig, var Forekommenhed med Hensyn til at gaae ind paa min Idee. Skete det, saa havde jeg nok faaet Kraft til at lade den fare, for at handle i modsat Retning. Men viste der sig Modstand mod at gaae ind paa min Idee om en Embedsstilling, saa kunde et saadant Forhold let ⓘ virke 224 skadeligt paa mig, og ►forlokke mig til at sætte flere Kræfter ind paa det Punkt for at naae dets Mulighed – thi dets Virkelighed vilde altid blive forbeholdt en ganske sidste Overveielse. Og et mislykket Forsøg i hiin Retning kunde maaskee bidrage til at give mig Afsmag for, hvad der egl. beskæftiger mig.
✂ a (efterat jeg om Fredagen ikke havde truffet 👤Mynster)
✂ b X1A498Ja, det er sandt. Gud give man havde tilbudt mig en Embedsstilling, saa vilde det vistnok blive mig langt lettere at forstaae, at jeg ikke kunde paatage mig den. Men her kommer ►det Selvplagerske i mig igjen; naar den ikke tilbydes mig, saa frygter jeg, at det er for at skaane mig selv, at jeg ikke gjør de fornødne Skridt.
X1A499 225 119 O, ►pfui, pfui over mig! Alt det Overordentlige har Gud i ubegribelig Kierlighed, Taalmod, Naade gjort mod mig og for mig: og saa skulde jeg i det afgjørende Øieblik svigte eller ⓘ ►beskubbe Sagen.
Og hvad har det hidtil hjulpet mig? Har jeg havt ⓘ Fred?a Nei, inderst inde i mit Inderste, hvor jeg ⓘ forstod, at jeg skulde, der lurede en Angest, at Gud dog, hvis jeg ikke vilde med det Gode, tilsidst skulde tvinge mig, fE ved at lade mig gaae fra Forstanden ell. paa anden Maade, indtil jeg lærte at ►afdøe fra Verden og at lystre. Eller en Angest, at jeg skulde komme til at ►gaae hele mit Liv hen med en i denne Henseende ►besværet Samvittighed, som ►en Qvinde, der har fordrevet sit Foster. Det Første (Angesten for at Gud skulde bruge Magt) er det ikke langtfra, at jeg næsten har saa smaat ►indulgeret, haabende paa, paa den Maade at faae Knuden løst, og Ansvaret skubbet af mig. Thi jeg har været saa angest for at sige for meget om mig selv. – Pfui, pfui! Istedetfor at gjøre hvad jeg skulde – og saa ogsaa hvad jeg skulde, lade Gud raade i Øvrigt for Alt! behøver jeg Ro og Hvile, han skaffer mig den vel.
✂ a X1A500Heri er der noget Usandt, og Noget af en Digter-Stemning. ►Da den Ulykke hændte med 👤Strube, at han blev lidt confus, fordi han havde grublet for meget, faldt det mig paa, at mig vilde det nok blive ⓘ farligt for at lade være at producerea. Derimod har jeg ►ⓘ i Forhold til Udgivelsen af Bøgerne, ⓘ en tidlang haabet paa, at Døden skulde hjælpe mig fra det.
✂ [a] saa jeg netop i de Dage det stod paa, arbeidede meget pedantisk nøiagtigt mit sædvanlige Qvantum.
►De »📖 tre ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger« blive saa at udgive, men ⓘ naturligviis anonymt. ►Deri er saa ⓘ Det om 👤Mynster. Mere kan jeg ikke gjøre; jeg kan lade det blive sagt, men ikke personligt sige det. Hvor har atter her Styrelsen hjulpet ⓘ mig, ved at holde mig dette tilbage indtil nu, at jeg ikke havde bundet mig selv ved tidligere og personligt at sige det.
226 ►Dersom Positionen ikke tages nu i dette Øieblik, eller dog nu snarest muligt er Total-Virkningen af Forfatter-Virksomheden tabt; endsige da, naar jeg nu først skulde lade nogen Tid gaae hen, (og hvo veed hvorlænge) ►søge ind paa Embedsveien, og saa ►udgive det Øvrige lidt efter lidt og pseudonymt. Det Definitive er saa aldeles tabt: en Forfatter-Virksomhed, der forholder sig til sig selv, religieust understøttet. Det Definitive er saa aldeles tabt, Samtidigheden, og det Hele gjort ubetydeligere – for at skaffe mig et Embede, og for at undgaae personlige Vanskeligheder.
Kort og godt; jeg forstaaer, og saa klart som muligt, at det er at besvige Sandheden, at ►beskuppe Gud, (paa en Maade da ogsaa at ►besvige ⓘ Staten, hvis jeg fortier Noget, ɔ:, at jeg har Noget liggende færdigt – for at faae et Embede) om jeg 227 nu ikke gjør Alvor deraf og ►den ene Dag hellere end den anden. Men det er mig, som er det over mine Kræfter. Men naar jeg kan gjøre det, naar jeg har Alt færdigt, naar det er Sandhed: saa skal jeg. Resten bliver saa Guds Sag. Først naar jeg har gjort det, faaer jeg Fred. Saa har jeg en god Samvittighed, saa kan jeg senere modtage, hvis der skulde bydes Noget, thi jeg bedrager ikke ⓘ ved at fortie.
120O, Gud – hvor tungt det end trykker paa mig – takke maa jeg Dig, at dog Øieblikket endnu er der, at det lader sig gjøre. Skeer det ikke med ►hele Forfatter-Virksomhedens voxende Fart – har der været standset: saa har jeg ►sveget min Opgave: og saa, ja det lod sig aldrig ⓘ indhente, det ⓘ Usande var engang kommet ind, at hvad der hørte sammen som Eet, at det ⓘ Sidste deraf er et Senere, ikke et Samtidigt. O, og Alt hvad Du har gjort for mig o Gud, det var saa forringet – og jeg havde gjort det for at spare mig selv.
Stundom strider et Menneske vel saaledes, at han fristes til usandt at udsige Mere om sig selv end sandt er, i den Tanke, at ⓘ dette Mere, dersom ⓘ han var det ell. dog ansees derfor, vil gjøre stor Lykke i Verden. 228 Jeg har stridt paa en anden Maade: at ville gjøre mig selv til ⓘ Mindre end hvad der i Sandhed er mig forundt, fordi jeg meget godt forstaaer, at kun paa den Maade bliver jeg Menneskene taalelig, og kommer godt fra det. Det Andet kan blive, menneskeligt talt, min Ruin især i et saadant Land som Danmark. Jeg stod mig bedst ved at fortie hvad mig er forundt – men det er at bedrage Gud. Ja ►vinkede Hæder og Ære det Overordentlige: oh, ja, da var det Selvfornegtelse at tie; men lige det Modsatte er Tilfældet, og derfor er det at bedrage Gud at tie.
229X1A501121Altsaa i Guds Navn! Det der ængster mig meest er ►»📖 Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed«. Det kan endnu lettelig holdes tilbage, ►det vil jo vare en god Stund inden jeg naaer ⓘ dertil i Trykningen; men til den Tid finder jeg vel Kraft til at lade det gaae med.
Denne Gang lærer jeg, hvad det vil sige, at jeg gjerne vilde bede, at jeg maatte være fri for at gjøre dette Skridt – o, og derfor er det, ►at jeg en Tidlang haabede paa, at Døden skulde fritage mig. Og jeg lærer hvad det er at sukke: gid dog denne Ild var antændt.
Forøvrigt ingen Reflexioner! Nu ville de blot matte og forvirre mig. Jeg ⓘ holder saa ordknap som muligt fast ved dette: i Guds Navn.
X1A502230122Det har slaaet mig det Sted lige i Begyndelsen af ►ⓘ 👤Tertullians📖 Bog om Taalmodighed (oversat af 👤Ferd. ⓘ Fenger i 📖 nyt theol. Bibliothek af 👤J. Møller. 16de Bind 1830 p. 64 o: fl): jeg bekjender for Gud Herren, at jeg paa en temmelig letsindig maaskee endog uforskammet Maade har dristet mig til at skrive om Taalmodighed – jeg som selv staaer saa langt tilbage.
Det erindrer mig om min Collision, hvorvidt man ikke skulde turde fremstille Idealet af en Christen, uagtet man selv er langt tilbage. Eet er nemlig en Digter-Existents, som aldeles ikke i Stræben forholder sig til Idealet, men blot fremstiller det; et Andet er, væsentligen selv at stræbe, men saa dog digterisk at fremstille Idealet, hvilket man selv er langt fra at være.
X1A503Det er som sagde Χstus til Sjelen: hvor kan Du nu være angest for mig og blive mere angest i min Nærværelse; jeg er jo just Din Frelser. Tro mig jeg er det. Det er ikke en Forsikkring, ►her er hvad der er uendelig mere 231 end Forsikkring, jeg lod mig korsfæste for Dig; kan det ikke overbevise Dig, saa er det umuligt.
X1A504►Hedningerne havde dog meget mere Takt for sømmelig Religieusitet i det daglige Liv end især vi Protestanter. Man tænke blot paa, hvorledes de ved deres Maaltider, Festligheder og næsten saaledes overalt, først mindedes Guderne.
X1A505Skulde ►👤Goldschmidt vilde forsvare sig med, ►at jeg jo selv gav ham Lov til at udskjelde mig, da vilde jeg svare. »Med den Forklaring er jeg aldeles tilfredstillet. I Sandhed, at Hr 👤G.s Opførsel var drengeagtig, det vidste jeg nok; men at han i den Grad selv vilde vedgaae, at han i Forhold til mig kun var en Dreng eller rettere en Pog: det havde jeg ikke ventet. Jeg gav ham selv Lov! Ganske rigtigt! Et Barn vover naturligviis [ikke] at slaae Faderen. Men naar Faderen selv en Dag for Spøg siger til Barnet: Du maa gjerne slaae mig, saa slaaer 123 Barnet Faderen – hvor urimeligt ⓘ og inconsequent, om Faderen vilde straffe 232 Barnet eller vredes paa det, han gav det jo selv Lov. Saaledes, ikke med Hr 👤G., nei saaledes med den lille 👤G. Jeg gav ham selv Lov, det er, han betragtede sig selv i Forhold til mig som en Dreng, en Pog; thi en Mand handler altid paa eget Ansvar, ⓘ en Mand kan man ikke saaledes give Lov, allermindst som in casu, hvor jeg altsaa skulde ⓘ overtage Ansvaret for alle de Drengestreger, han for det hele Publikum, vilde tillade sig mod mig, saa jeg paa een Gang var Gjenstanden for Angrebet og Ansvaret. Altsaa jeg gav ham Lov – og saa udskjeldte han mig. Godt! Ikke eet Ord mere derom! Saaledes forstaaet: ja, jeg tilgiver Dig ganske min lille Dreng, ⓘ ►E. M. G. – Dette er ►den frygtelige Redacteur af 📖 Corsaren.
Forøvrigt er det ►vistnok sandt i ham, som ►han siger det, ⓘ at han selv har forstaaet hele Sagen saaledes. Skulde han maaskee ogsaa i denne Henseende være Repræsentant for hele sit Publikum, skulde det ⓘ hell. ikke være faldet en Eneste af dem ind, at det lod sig gjøre at ►insultere mig – men da jeg jo selv gav dem Lov dertil! Godt, saaledes forstaaet: nu ja, jeg tilgiver Eder Alle, lille Børn.
233X1A506Det tiltalte mig strax ►da jeg skrev det saaledes; og det tiltaler mig endnu som et Motto til ►»Fuldendelsens Skrifter«, et Motto der da skulde staae paa selve Titelbladet, ►disse Ord af »📖 tre gudelige Taler 1849«: om det for Lilien, naar Øieblikket er der til at springe ud, seer ret saa uheldigt ud som muligt – den lydige Lilie forstaaer eenfoldigt kun Eet: at nu er Øieblikket der.«
X1A507Ja, i Sandhed det forstaaer jeg ypperligt: ►at ville bygge sin Salighed paa nogen som helst Gjerning, at vove at komme frem for Gud med Sligt – det er den afskyeligste Synd, thi det er at foragte Χsti Forsoning.
Χsti Forsoning er Alt, ubetinget forsaavidt ►er det i Grunden det Samme, hvad et Msk. gjør. Men nu gjælder det dog, at denne Forsoningens Uendelighed ikke enten gjør Msk. aldeles dvask, ell. dog qvæler det Barnlige, der barnligt og eenfoldigt vil gjøre hvad man kan saa godt som muligt, altid med Guds Tilladelse vel at 124 mærke, ikke paa egen Haand, altid takkende, og 234 altid betragtende det som et Intet, naar Talen er om Forsoningens Uendelige.
X1A508 235 125 Nei, det lader sig ikke gjøre!
Jeg kan det ikke, det er mig for høit! ►»ⓘ 📖 Synspunctet« kan dog ikke udgives – og saa er det jo det Ligegyldige ell. mindre vigtige, naar ►de andre Afhandlinger udgives, der jo dog engang existere.
Der er ogsaa Noget, som bestandigt ængster mig, at der er noget usandt deri, paa samme Tid som jeg har ganske anden Bekymring, saa at ►vælte mig i saadanne Afgjørelser.
X1A509 236 126 Ogsaa dette ⓘ er usandt og var Stemning.
Men jeg har gaaet for længe hen og viklet mig ind i Reflexion. Med den Art Dumdristighed som jeg tidligere har handlet, dog ogsaa maaskee for meget i Tillid til hvad min egen Klogskab kunde beregne, kan jeg nu ⓘ ikke, deels fordi det har været saa forviklet i Reflexion og deels fordi jeg har een Tyngde mere end sædvanligt.
Troende kan jeg derimod gjøre for det Første Noget, og maaskee kommer der saa Kraft til mere.
Ja sandeligen denne Gang behøver jeg Gud, som jeg ⓘ aldrig har fornummet det. Den min Dristigheds Tilfredstillelse som jeg før har fornummet ved at vove (hvilket maaskee endda ikke var saa priselig, i ethvert Fald var ungdommelig) er ⓘ veget for Pligtfølelse. Jeg vilde dog ►vistnok denne Gang helst være fri, jeg vilde gjerne 237 gjøre den ydmyge Tilstaaelse, at jeg ikke kan, at ►Gud har løbet mig træt, og ladet mig forløfte mig paa en Opgave, til min Ydmygelse. Men hvor gavnlig end denne Ydmygelse kan være mig, deraf følger ikke, at jeg ikke skal handle, thi denne Ydmygheds Følelse kunde ogsaa være et Paafund for at blive fri.
Nu vil Gud nok hjælpe mig.
►Sygdommen til Døden er nu afleveret til Bogtrykkeriet.
Og som jeg aldrig har fornummet det, saa har jeg i den senere Tid fornummet, den Trøst, at Christus er en Frelser. Fortvivlet i Tungsind men stille og om jeg saa tør sige ⓘ gudfrygtig har jeg altid været. Det vil sige, jeg har aldrig vovet at haabe at blive det qvit, men jeg har stille sukket under det, væsentligen trøstet ved, at ►Gud alligevel er Kjerlighed, og ved Evighedens Haab. Nu er det gaaet op for mig, at derfor er jo Christus en Frelser, fordi han vil frelse En ud af Elendigheden.
Dog har dette mit Haab intet Forhold til, om jeg nu handler ved ►at udgive Skrifterne eller ikke, som var det paa nogen Maade noget ►Fortjenstligt af mig. O, nei. det er jo dog ogsaa i Sandhed omvendt, at hvis det lader sig gjøre og jeg formaaer at holde det ud, saa er jeg Den, der maa takke Gud, at han forunder mig 238 Dette.
Den hele Sag er saa eenfoldig som mulig. Jeg anseer det for min Pligt at handle, for min Pligt at sørge for, at Gud kan komme til at faae fat i mig – og saa sørger han nok for Resten.
O, Klogskab er en farlig Ven; det seer saa bestikkende ud, at lade være at handle, at spare sig – saa er man jo sikker. Ak, og langt om længe, naar det er bag efter, saa opdager man maaskee, at dette just var i høiere Forstand uklogt.
X1A510 240 127 Det Andet er maaskee dumdristigere, maaskee dristigere, maaskee et større Vovestykke; men derfor er det ikke sandere i ⓘ mig – og at være sand er dog det Første.
Betragter jeg mit eget ⓘ personlige Liv, er jeg da saaledes en Christen, eller er denne min personlige Existents ikke en reen Digter-Existents, endog med Tilsætning af noget Dæmonisk. Meningen skulde da være at vove efter en saa uhyre Maalestok, for derved at gjøre mig selv saa ulykkelig, at jeg nu fik Situation til ret at blive Christen. Men har ⓘ jeg derfor Lov til at gjøre det ⓘ dramatisk, saa et heelt Lands ►Christenhed kommer til at spille med. Er der ikke noget Fortvivlet i dette Hele, saaledes som ved et Forræderie at sætte 241 Ild paa, for saa selv at kaste sig i Guds Arme – maaskee, thi maaskee viste det siig, at jeg ikke blev Christen.
►Alt det om min Forfatter-Person lader sig nu slet ikke bruge, thi det er aabenbart, at jeg blot ►fordybes derved i ►det Interessante, istedetfor at komme ud deraf, og saaledes vil det ogsaa virke paa Samtiden. Den eenfoldige Overgang er ganske simpelt: at tie, og saa see ►at faae en Embedsstilling.
At jeg nu vilde høre op at være Forf. er ganske vist; men jeg vilde dog have det med af det Interessante: selv at have sat Punctum og officielt i Characteer. Det eenfoldige er, ganske stiltiende at gaae over i det Nye, og det er en yderst farlig Sag med denne høitidelige Villen-Sætte Punctum; det simple er at der factisk bliver Punctum.
Jeg maa beklage og anklage mig selv for, at der virkelig i adskilligt af det Foregaaende som 242 er optegnet ►i denne Journal findes Forsøg paa at exaltere mig ⓘ selv[a], hvilket Gud vilde tilgive mig.
✂
[a]
X1A511
Anm.►Jeg var egl. blevet lidt stødt paa 👤Mynster, og dette Stød var strax nok for at vippe mig ud i ►hvad jeg tidligere har været saa nær ved.
[a]
✂
[a]
X1A512
NB Her er da en ►selvplagersk Overdrivelse; thi det der virkede paa mig var da saa langt som muligt fra at være noget Personligt med 👤Mynster, men den Omstændighed, at det at ►jeg gik feil baade af 👤Madvig og 👤Mynster blev af mig forstaaet som vilde Styrelsen betyde mig, at den Vei var forkeert, og at jeg havde at handle i modsat Retning.
Jeg er hidtil en Digter, ubetinget ikke mere, og det er en fortvivlet Kamp for at ville gaae ud over min Grændse.
Skriftet ►»📖 Indøvelse i Christendom« har for mig personligt stor Betydning – følger deraf, at jeg strax skal bekjendtgjøre det, maaskee er jeg een af de Faae, der behøve saa stærke Midler – og jeg, jeg skulde saa, istedetfor at have Gavn deraf ⓘ og begynde selv ret for Alvor at blive en Christen, jeg skulde først bekjendtgjøre det. Phantasterie.
243 ►Skriftet og Skrifterne ere ⓘ jo engang til, den Tid kan maaskee komme da det egner sig, og jeg har Kræfter til at gjøre det, og det er Sandhed i mig.
Sandt i mange Maader, at den hele Productivitet er min Opdragelse – godt, betyder saa det, at jeg nu istedetfor at gjøre Alvor af at blive sand Christen, bliver et Phænomen i Verden.
Altsaa ►Nu udgaaer »📖 Sygdommen til Døden« men pseudonymt med mig som Udgiver. Det hedder »til Opbyggelse« det er mere end min Kategorie, Digter Kategorien: opbyggelig.
►Som den Flod Guadalquibir (dette er tidligere faldet mig paa, og staaer etsteds i Journalen) etsteds styrter sig under Jorden: saaledes er der 244 en Strækning: ►det opbyggelige, der har mit Navn. Der 128 er ►Noget, som er lavere (det Æstetiske) det er pseudonymt, og ►noget som er høiere, det er ogsaa pseudonymt, fordi min Personlighed ikke svarer dertil.
Pseudonymen hedder: ►👤Johannes Anticlimacus i Modsætning til ►👤Climacus der sagde sig ikke at være Christen, 👤Anticlimacus er den modsatte Yderlighed: at være en Christen i overordentlig Grad – blot jeg selv driver det til at være ganske eenfoldigt en Christen.
245 Paa samme Maade kan »📖 Indøvelse i Christendom« udgives, men det haster ikke.
Men Intet af det om min Forfatter-Person, det er den Usandhed i levende Live at ville anticipere, hvilket blot er at convertere sig ind i det Interessante.
Overhovedet er det i ganske andre Retninger jeg nu skal vove. Jeg skal vove at troe, at jeg ved Christus kan frelses fra det Tungsinds Vold, hvori jeg har levet; og ►jeg skal vove at forsøge at være mere oeconomisk.
X1A513 246 129 Den ►Afvei ligger dog kun altfor nær, at ville reformere, opvække hele Verden – istedetfor sig selv, og er ret en Afvei for ►urolige Hoveder med megen Phantasie.
Det har jeg ogsaa havt en Tilbøilighed til næsten dæmonisk at ville tvinge mig selv til at være stærkere end jeg er. Som der af ⓘ sanguinske Msker fordres, at ►de skulle ⓘ hade sig selv, saa fordres det maaskee just af mig, at jeg skal elske mig selv, og forsage, hvad der jo tungsindigt dog kan være ⓘ næsten en Lyst, det tungsindig[e] Had til mig selv.
Denne Feil har jeg ogsaa, at jeg bestandigt digtende ledsager mig selv, og nu fordrer næsten fortvivlet af mig selv, at jeg skal handle saaledes som det vilde være i Charakteren. Just Ydmygelse paa det Punct behøver jeg derfor. Jeg blev ydmyget 247 ►i sin Tid ved Forlovelsen, da jeg maatte hæve ⓘ den, hvilket oprørte min Stolthed.
X1A514Stundom kunde jeg næsten blive angest og bange, naar jeg tænker paa, at ►det befales i Loven, dette der synes mig i saadanne Øieblikke som en altfor frygtelig Dumdristighed: at man skal elske Gud. Det synes mig i saadanne Øieblikke, hvorledes kan et Msk. det, Maximum er jo snarere, om et Msk. kan fastholde den salige Tanke, at Gud elsker ham. Hvilken uhyre Dristighed af et Msk. i Forhold til Gud at vove at sige om nogen eneste Gjerning af sit Liv, end sige om noget Afsnit af sit Liv, ell. om hele Livet: det har jeg gjort for Guds Skyld. Selv naar jeg offrer meest for en god Sag, stoler jeg ⓘ jo dog ⓘ paa, at Gud vil styrke mig til at bære ⓘ det, saa har jeg jo dog ikke gjort det for Guds Skyld, men i det Høieste i Tillid til Gud, med ham i Baghaanden.
248X1A515Hvor dødt, udvortes, formelt Alt i det Christelige er blevet, seer man ogsaa ⓘ kun tilfældigviis, naar man slaaer saadan en Bog op som fE ►👤Rothes 📖 om Kirkeaaret, uden at jeg dog derfor vil dadle ham. ►Her hedder det, i Advent er Evangelier[ne] tagne af Fortællingen om 👤Joh. d. Døber; thi kun ved sand Bod bereder man sig værdig til den store Høitid. Og saaledes overalt. Man læser Sligt, som man vilde 130 læse ►en Dandsemesters Forskrifter om hvorledes en Dands dandses: derpaa figurer[er] et Par ud og saa Kjede o: s: v: o: s: v:.
►Man er bodfærdig 4de Søndag i Advent, juleglad første Juledag, og ⓘ hvorledes er man paa ►»Fleske-Søndag ell. fede Tirsdag« som disse Dage i ældre Tid heed?
249X1A516Der ⓘ strides: om Gud vil Alles ⓘ Frelse, eller blot Nogles – man næsten glemmer det langt vigtigere Thema: Du o Gud vil min Frelse, at jeg da ogsaa selv maatte ville den.
X1A517 [a] Med ►👤Joh. Climacus har ►👤Anti-Climacus Adskilligt tilfælles; men Forskjellen er, at som ►👤J: C:ⓘ sætter sig selv saa lavt, at han endog siger sig selv at [ikke] være en Χsten, saaledes synes man at [b] kunne mærke paa 👤Anti-C:, at han [c] mener sig selv at være en Χsten i overordentlig Grad, stundom ogsaa, at Χstd. egl. kun er for ►Dæmoner, dette Ord dog ikke taget i Retning af Intellectualitet.
Dette bliver hans personlige Skyld, at forvexle sig selv med ⓘ Idealiteten (dette er det Dæmoniske i ham) men hans Fremstilling af Idealiteten kan være ganske sand, og den bøier jeg mig for.
►Jeg bestemte mig høiere end 👤J: C., lavere end 👤Anti-C.
250X1A518Idealitetens Fordringer tabe i Sandhed, fremstillede i den saa let svigefulde Søndags-Høitidelighed, og Søndags-Fjernhed fra det Daglige.
X1A519 251 131 ►Den hele Tanke, som jeg jo dog ogsaa allerede langt tilbage ganske havde opgivet, at udgive det Hele i eet Bind, med Det om mit Forfatterskab: havde dog været en fortvivlet ⓘ Idee, ogsaa noget Dæmonisk.
Der er egl. skeet noget Andet. Den hele Lidelse med Reflexions-Arbeidet i den senere Tid, er egl. blevet min egen Opvækkelse.
Først nu kan jeg sige, at Christus er kommet saaledes til at vise sig for mig, at der ved en Frelser forstaaes En, som hjælper En ud af sin Elendighed, ikke blot En, som hjælper En at bære den.
Men Sagen er; mig selv, i almdl. menneskelig Forstand, har jeg jo aldrig kunnet disponere ⓘ over paa Grund af det ulykkelige Tungsind, der jo har været paa eet Punkt en Slags partiel Afsindighed.
For mig har saaledes det været ⓘ den eneste Mulighed, at operere reent som Aand, heri ligger det, at jeg blot kunde være Forf.
Saa vilde jeg tilsidst (Consequentsen af det at virke paa den Maade) sætte Alt ind – og saa selv ganske have trukket mig tilbage, atter fordi jeg umenneskeligt kun har kunnet virke som ⓘ Aand, det er, i tredie Person.
I al den Qval i mit Indre, og saa med den 252 Overlegenhed jeg har haft, og saa med den Behandling, jeg har lidt, har jeg været bragt paa det ►Point næsten som var jeg selv en Styrelse, at arrangere en Opvækkelse.
Det var baade det Eneste der tilfredstillede mig, og det Eneste, der var min Trøst, at jeg kunde gjøre og fik Lov til at gjøre dette for Sandheden.
Nu har Styrelsen taget mig med, og just fordret ⓘ den Selvfornegtelse af mig, at jeg skulde lade dette Dumdristige men ogsaa Dæmoniske fare.
Vil Gud saa sætte mig istand til at kunne virke mere menneskeligt, saa jeg ikke altid behøver at gjøre mig selv til 3die Person, saa jeg personligt kan gribe ind i Forholdene: nu saa er jeg hjulpen.
X1A520253132 [a] ►Skriftet kaldes »📖 til Opbyggelse«, ►i 📖 Forordet tales der om at det er opbyggeligt. ►Egl. burde det vel hedde: til Opvækkelse. [b] I Grunden er det nemlig dets Charakteer, og dette ►det Fremskridt der gjøres i Productiviteten. Væsentligen er det ogsaa til Opvækkelse, men det behøver endnu ikke at siges. Det kommer først afgjørende med det næste: ►Indøvelse i Christendom.
X1A521Ogsaa saaledes seer man, hvor betænkeligt det er, at opdrage et Barn i Χstd, det vil sige, virkelig opdrage ⓘ det; thi i den Forstand som det gjøres af disse Millioner Χstne, er det da det Ligegyldigste af Alt.
Tag et saadant Barn. Lad det nu, som jo vel kan hænde ethvert Barn, støde paa een ell. [anden] Vanskelighed i sig selv, et Punkt, hvori det lider. Hvad er saa naturligere for et Barn end deels at haabe paa, at dette dog vel nok kan afhjælpes, at der vel gives Midler derimod, og deels at henvende sig til 254 ►fortroe sig til en Anden ell. Andre desangaaende.
Men ikke saaledes med dette Barn. Ham er det jo lært, at Gud er den eneste Hjælp – hvilket aabenbart er meget for høit for et Barn; paa den anden Side, ham er det lært, at ►👤Paulus havde en Pæl i Kjødet, at alle Fromme maa lide saa overordl. Ergo han sætter sig fast i det, og kommer derved ►primitivt i et reent forkeert Forhold til sig selv qua Msk, idet han meget for tidlig er kommet til at bruge det meest Afgjørende.
X1A522►Det hele offentlige Livⓘ i Staten deler sig i to Partier. Det ene Partie river Embeder, Magt og Indflydelse til sig, men under det høitidelige Skin: at gavne, at det er Livets Alvor. Saa opkom der et nyt Partie (Opposition) den udfandt en ny Rolle: det at være Martyr, at bringe Offere o: s: v: – hvilket den ogsaa gjør med den 133 punktligste Nøiagtighed svarende til hvor stort Subscribent-Antallet er.
255X1A523Hvor svigefuldt det Hele er med Veltalenhed i Forhold til Χstd, seer man et Exempel paa hos selv den ellers ædle ►👤Fenelon (Værker oversat af 👤Claudius 2det B. 208. 📖 Opsatsen: in der Fast- Buß- und Bet-Zeit sammenholdt med den: am allerheiligen-Tage). I den første raabes der Vee over dem som ikke drive det til i Forhold til Gud at være som et Barn i Moderens Arme. I den anden tales om de ⓘ Hellige: hvorledes de bestandigt i Haandgemenge med dem selv, aldrig vare et Øieblik sikker.
Overhovedet er det den ulyksaligste Idee af Verden, med at ►»Veltalenhed« er bleven Mediet for Forkyndelse af Χstd. Spydighed, Ironie, Humor ligger da langt nærmere i Forhold til det Existentielle i Christendommen.
256X1A524►►Ordsprog 28, 1: De Ugudelige flye, og der er Ingen, som forfølger dem.
►►5te Mosebog 28, 65.66. Du skal ingen Rolighed have, Din Fodsaal skal ingen Hvile have; Herren skal give Dig et bævende Hjerte; Dine Øine skulle fortæres, Din Sjel bedrøves .... og Du skal ræddes Nat og Dag, og ikke være sikker paa Dit Liv.
X1A525 [a] Først havde jeg tænkt mig en ►Efterskrift af Udgiveren. Men deels [b] er jeg jo selv taget saaledes med i Bogen, at det er til at see fE ►det om den religieuse Digter; deels frygter jeg derved at komme i Modsigelse med 134 hvad der polemiseres mod ►i et andet Skrift (i eet af ⓘ dem, der danne »📖 Indøvelse i Christendom«) om det at anstille Betragtninger istedetfor at prædike.
✂ [a] Om en Efterskrift til ►📖 Sygdommen til Døden.
✂ [b] Ganske passer en saadan Efterskrift heller ikke til Tonearten i Bogen, og ►am Ende vilde vel en saadan Ydmyghed næsten forbittre mere.
Forresten findes Udkastene til denne Efterskrift i ►min Pult.
257X1A526Det er en meget god Kategorie af ►👤Luther i Prædiken over Epistelen paa 1ste Juledag (►Hebr. Brevet) at »Christus er hans Herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede.
►»Disse Ord forstaaes bedre med Hjertet, end de udtrykkes med Pen eller Tunge.« Og nu kommer det:
»De ere i sig selv klarere end al Forklaring, og jo mere man forklarer dem, desto mørkere vorde de.« Det er, de skal ikke begribes.
►Slutningen af samme Prædiken.
»Vel siger derfor ►Lucas 24, 32 »Christus oplod Disciplenes Forstand, at de forstode ⓘ Skrifterne. Ei oplod han Skrifterne, men Disciplenes Forstand; thi Skriften er aaben, men vore Øine staae paa halv«.
258X1A528 [a] Det var en Anmærkning til ►det Sted: at det at forsvare Χstd i Χstheden er en 👤Judas No 2.
✂ [a] ►ⓘ En Anmærkning til et Sted i Skriftet »📖 Sygdommen til Døden,« hvilken ikke blev trykt.
ⓘ Anm. Forholdet er forøvrigt, naar man seer nøiere til, mere vanvittigt, end det ved første Øiekast synes. Scenen er i Χstheden, hvor jo Alle ere Christne. Der »forsvarer« man Christendommen – lige over for hvem? Ja, naturligviis lige over for – Χstne; thi det er jo i Chri135stenheden, hvor Alle ere Χstne. Men hvor i al Verden falder man saa paa at »forsvare« Χstd., naar De, lige over for hvem det skal gjøres, ere – Χstne? »Ja, men de ere ikke rigtige Χstne« – og i den Grad ikke rigtige Χstne, at man endog maa »forsvare« Χstd. lige over for dem. Hvilken Satire over hvad der ved Ordenes ⓘ Sammensætning allerede er satirisk nok: »den christne – Verden«! Vi ere ⓘ Alle Χstne, vi leve i »den christne Verden«, hvor Alle ere Χstne, hvor Χstd. »forsvares« lige over for – »Χstne«, lige over for »Χstne«, som dog ikke ere rigtige Χstne! Det manglede ⓘ blot (og hvo 259 veed, maaskee kommer det ved Hjælp af den stigende Oplysning engang saa vidt!) at De, der forsvare Χstd, og formeentligen ere ganske sikkre ⓘ paa at være Χstne, heller ikke ere saadan ganske rigtige Χstne.
X1A529 [a] ►Det kom til at hedde:
til Opbyggelse og Opvækkelse.
►Dette til Opvækkelse er egl. det Mere, der [b] er kommet til ved 48, men tillige det Mere, der er saaledes høiere end min Personlighed at jeg bruger ⓘ en Pseudonym dertil.
►Jeg bruger blot Digter-Prædikatet: »opbyggelig«, ikke engang »til Opbyggelse.«
X1A530 [a] Til ►den Udgang: men at Indklædningen er den den er havde jeg tænkt at tilføie:
fraseet, at det jo tillige ligger i at jeg er Den jeg er.
Men dette vilde være, at gaae altfor vidt i at gjøre ►en digtet Figur til Virkelighed. En ⓘ digtet Figur har nemlig 260 ingen anden Mulighed end den han er; han kan ikke sige, at han ogsaa kunde tale paa en anden Maade og dog være den samme, han har ingen ⓘ Identitet, der omfatter flere Muligheder.
At han derimod siger: det er idetmindste vel be136tænkt – det er rigtigt, thi det kan det godt være, uagtet det er hans eneste Form. At han siger: det er psychologisk rigtigt er et ►Dobbeltslag, thi det er ogsaa psychologisk rigtig i Forholdet til ►👤Anti-Climacus.
►👤Climacus er lavere, negter sig selv at være Christen. [b] 👤Anti-Climacus er høiere, en Χsten i overordl. Grad. ►I 👤Climacus drukner Alt i Humor, derfor tilbagekalder han selv sin Bog. 👤Anti-Climacus er ►thetisk.
261 X1A531 [a] ►Pseydonymernes Betydning.
✂ [a] Pseudonymernes Betydning.
Al Sandheds Meddelelse er blevet abstrakt: Publikum blevet Instantsen; Bladene kalde sig Redaktionen; ►Professoren kalder sig Speculationen; ►Præsten er Betragtning: intet intet Msk vover at sige »jeg.«
Men da nu al Sandheds Meddelelses første Betingelse ubetinget er Personlighed, da »Sandhed« umulig kan være tjent med Bugtalerie: saa gjaldt det om at bringe Personligheden op igjen.
Under de Forhold saa strax at begynde med sit eget Jeg, da Verden var saa forvænt med aldrig at høre et ⓘ Jeg, det var umuligt. Saa blev det min 262 Opgave at digte Forfatter-Personligheder og lade dem træde ind ⓘ midt i Livets Virkelighed, for dog at vænne Menneskene lidt til at føre denne Tale i første Person.
Min Gjerning er saaledes dog ►vistnok kun en Forløbers, indtil han kommer der i strengeste Forstand siger: jeg.
Men Omsvinget fra denne umenneskelige Abstracthed til Personligheden: det er min Opgave.
263X1A532137En bitter Replik om ►👤Mynster i digterisk Charakteer (thi jeg vilde ikke tale saaledes) [a]
✂ [a] Mig synes, han maatte sige: det er dog i Grunden ret heldigt for mig med den Lære om, hvorledes Sandheden har maattet lide i Verden, den har hjulpet mig til ►store Indkomster, høi Rang og Anseelse, til det maaskee nydelsesrigeste Liv, som er ført i Danmark«: men saa er der jo ikke Noget at græde over.
»Jeg mener at have forstaaet denne Mand – nu en Lovtale over hans Klogskab, hans Talenter, ►hans hele Styren o: s: v:; det Eneste jeg ikke har kunnet ⓘ begribe det er, hvorfor den Mand græder, naar han prædiker om, hvorledes ►Sandheden forfølges – det maatte han jo snarere lee af, ell. benegte, og sige det er en Fabel, beraabende sig paa sit eget ⓘ Liv; som sagt, det Eneste jeg ikke kan forstaae, er, hvorfor han græder naar han prædiker om ►de Herlige, som lede for Sandhed, hver Gang jeg tænker derpaa ɔ: paa at han græder, kommer jeg altid til at lee.
X1A533 [a] ►Angrebet paa Χstheden (i 📖 Sygdommen til Døden) er ganske rigtigt. Det retter sig egl. mod dette Begreb Χsthed, som ⓘ Bogen selv forklarer det, disse Millioner Millioner, lige saa mange Χstne som Msker.
✂ [a] Angrebet paa »Christenheden« i 📖 Sygdommen til Døden.
For det Første er nu dette Begreb et aldeles uchristeligt Begreb. Forsaavidt bærer da de 264 enkelte Χstne mere ell. mindre et Ansvar for, at de slet intet Forsøg have gjort paa, at forhindre denne uchristelige Forvexling af det at være Χsten og det at være Msk. Saaledes fE, at man har »forsvaret« Χstd. lige over for ⓘ »Χstne«, istedetfor dog først og fremmest at formene Saadanne at kalde sig Χstne.
Dernæst naar man skal tale om det Hele, Χstheden, saa kan der jo ikke tages Hensyn til, om der findes enkelte Kredse af sandere Χstne; det er for Intet at regne mod det Uhyre, der frækt vover at kalde sig Χstheden, ell. den »christne – Verden.«
Det er til at fortvivle over dette ugudelige Spilfægterie, som har aabnet den videste Tumleplads for ►Præste-Præk, dette med Χstheden. Vi ere i Χstheden, ►Landet er christent, vi ere 265 alle Χstne. Saa hedder det. Og naar man saa hører Præsten, saa hører man ham een Søndag fortælle, at nu begynde der flere og flere at blive Χstne – i Χstheden, hvor Alle ere Χstne. En an138den Søndag, at nu begynde der flere og flere at falde fra – i Χstheden, hvor Alle ere Χstne.
»Χstheden« er et langt farligere Begreb end ►»Publikum«. Det er en Theater-Decoration som hovedsagligen gjør Alt hvad der siges der indenfor til Vrøvl, selv om det Sagte ellers er godt sagt.
O, men jeg er kun et stakkels enkelt Msk; de Andre ere saa sandseligt stærke; og hvad de Andre sige er saa populairt – Enhver vil saa ⓘ gjerne høre det, det taler slet ikke om at give Afkald paa Noget, ell. offre Noget, og gjør Gud til idel Mildhed næsten til vammelsød Mildhed.
266X1A534 [a] ►Det kan 👤F: F: med Sandhed sige (og altsaa jeg med) at denne Bog er nærmest skrevet med Hensyn til Mag: 👤Adler.
✂ [a] Om 👤F: F:
X1A535 [a] ►Denne Lovtale er holdt indenfor den Forudsætning, at ►»Statskirke« ►»den bestaaende Christenhed« ere Begreber, som have Gyldighed. At man fra et christeligt Standpunkt maa negte dette, er jo noget ganske Andet. Men antages disse Begreber at have Realitet (og det skylder man at antage i en Opfattelse af ►Biskop 👤Mynster, da det jo dog er ►billigt at opfatte en Mand efter hans egen Idee og Tanke) saa er han stor og at beundre. Paa den anden Side, Biskop 👤Mynster kan man kun angribe, naar man angriber hine to Begreber
267X1A536 [a] ►Har jeg fremstillet En saa lavt, at han endog negtede sig selv at være Χsten, [b] saa bør ogsaa Modsætningen stilles. Og sandeligen ►Χstheden behøver høiligen at hø139re en saadan Dommers Røst – kun vil jeg ikke udgive mig selv for Dommeren, hvorfor han jo ogsaa dømmer mig, hvilket da er simpelt nok og i sin Orden, thi En maatte slet forstaae sig paa Idealiteten, der ikke kan fremstille denne saa høi, at han selv dømmes med.
✂ [a] Om ►👤Anti-Climacus.
✂ [b] ►cfrp. 249.
X1A537 ►Det der i vor Tid skal reformeres er ikke Kirkebestyrelseno: D: – men Begrebet: ►Christenhed.
X1A538Der er ⓘ ingenΧstd. i Landet – og saa ►sammenkalder [man] en Synode! Den bliver formodl. i samme Stiil, ►som da Forældrene kom med i Skole-Underviisningen: der bliver Spørgsmaal om: Trækruder i 268 Kirkerne for at ventilere Luften, om at ►afskaffe Tavlens Ombæren – om Præsten ikke burde have en noget forandret Dragt, maaskee ogsaa en Ring i Næsen.
X1A539Det er da aldeles i sin Orden, at et Msk. er ⓘ angest for ganske at give sig hen til Gud. »Thi« vil han sige »det er meget muligt, ja det er maaskee ganske vist, at Gud i Alt vil mit Bedste; men hans Forestilling om mit Bedste er maaskee saa ophøiet, at det er mig som en Tilintetgjørelse – ►han er jo Aand, ⓘ uendelig Aand, og jeg et Stakkels-Msk, en Dyreskabning med alle disse mange blot msklige Fornødenheder.« Hvilken Kjerlighed derfor af ►Gud, at blive Msk!
X1A540Vist er det, som der nu prædikes er Χstd. uholdbar. Det Hele er et storartet Forsøg paa at gjøre 269 Nar af Mskene. Præsten er ikke Den, som er længst ude, han staaer paa Land – og anbefaler og anbefaler Χstd., alle disse herlige og ►uskatteerlige Trøstegrunde, det store Gode at være en Χsten; men man mærker ikke utydeligt 140 paa ham, at han i sit stille Sind tilføier »hvis Nogen skulde være saa ulykkelig, at være reduceret til ene at kunne hjælpes ved Χstds. Trøst – thi ⓘ jeg hjælper mig med at have et ►Levebrød (medens Χstd. trøster Armoden) og hjælper mig med at have mægtige Venner, Ære og Anseelse (medens Χstd. trøster de Foragtede o: s: v:).
Der maa Mod og [a] Behjertethed og Sandhed og hvad deri ligger Personlighed ind i Prædikenen.
✂ [a] Præsterne ere blot i et ►Prokurator-Forhold til Χstd – de lønnes for at forsvare Χstds Sag; og det antager man for store Ting, om de gjøre det – at de da ikke lønnes – for at angribe Χstd.
Hvorledes tales der om Miraklerne! ►Man priser Miraklet, og saa tilføier ⓘ man – men nu skeer der ikke Mirakler mere. Det er egl. at gjøre Nar af Folk. Enten skal man reent slippe Miraklerne 270 ell. man skal gjøre saaledes. Man viser, hvorledes Miraklet forkynder Guds Almagt o: s: v:; og nu siger man: vilde Du nu være saa ►sneverhjertet, at Du ikke kunde glæde Dig over Gud, fordi han ikke gjør Mirakler for Dig.
Som Betragtningen af Naturen (►Lilien og Fuglen) skal være ⓘ en ⓘ gudelig Adspredelse, saa skal Talen om Miraklet være den ►dithyrambiske Glæde over Gud. Deri skal det Opbyggelige søges, i denne Udviden af Sjelen, denne dristige ►Udaanden af Glæde over Gud – og saa blæse være med mig, om Gud ikke gjør et Mirakel for min Skyld. Jeg skal, for at tale ganske menneskeligt, være saa forgabet i Gud den Almægtige, der viser sin Almagt i 271 at gjøre Miraklet, at jeg derover reent glemmer mig selv.
Egentlig vil der skee noget Andet, end hvad jeg oprindelig havde tænkt mig.
►Da jeg begyndte som Forf. af 📖 Enten – Eller, havde jeg ►vistnok et langt dybere Indtryk af Χstds Forfærdelse end nogen Geistlig i Landet, jeg havde en ►Frygt og Bæven som maaskee Ingen. Ikke at jeg dog derfor vilde opgive Χstd. Nei. Jeg forklarede mig det paa en anden Maade. Deels havde jeg jo tidligt lært, at der gives Msker, der ligesom udsees til at lide; og deels var jeg mig bevidst, at have syndet meget, derfor tænkte jeg 141 mig, at Χstd. maatte vise sig for mig i denne Forfærdelse. Men hvor grusomt og usandt af Dig, tænkte jeg, om Du dermed vilde forfærde Andre, maaskee forstyrre saa mange, mange lykkelige, elskelige Existentser, om hvilke det dog maaskee gjælder, at det i dem er Sandhed, at de ere 272 Χstne. Det var mit Væsen saa fremmed som muligt at ville forfærde Andre, at jeg baade veemodigt og maaskee ogsaa lidt stolt fandt min Glæde i at trøste Andre og i at være Mildheden selv mod dem – gjemmende Forfærdelserne i mit eget Inderste.
Saa var det da min Agt i en humoristisk Form (for ⓘ at gjøre mig let) at give Samtiden et Vink, om den ikke skulde selv ville forstaae, at der behøvedes større Tryk – men saa heller ikke mere; ⓘ min svære Oppakning agtede jeg at beholde for mig selv, som mit Kors. Jeg har ofte misbilliget det, at En, der i strengeste Forstand, var en Synder, strax fik travlt med at forfærde Andre. – Her ligger ►Afsluttende Efterskrift.
Da saae jeg med Forfærdelse, hvad der forstaaes ved en ►christelig Stat (og det saae jeg især ►i 48), jeg saae, at De, der skulde herskea, feigt skjulte sig, medens ►Nederdrægtigheden frækt raser; ⓘ jeg 273►og erfarede, hvorledes en i Sandhed uegennyttig og i Sandhed gudfrygtig Stræben (og det var min Forfatter-Stræben) lønnes – i den christelige Stat.
✂ a baade i Kirke og Stat
Hermed er min Skjebne afgjort. Det beroer nu paa Samtiden selv, hvorledes den vil have Prisen paa det at være Χsten noteret, hvor forfærdelig. Mig vil der – nær havde jeg sagt – ►desto værre nok undes Kræfter dertil. Sandeligen jeg siger det ikke stolt. Jeg baade har ⓘ været og er villig nok til at bede Gud at fritage mig for den forfærdelige ►Forretning; og desuden jeg er selv Msk, elsker ogsaa det, msklig talt, at leve lykkeligt her paa Jorden. Men naar det skal være ►Χsthed, en christelig Stat, Det man nu seer Europa rundt: saa agter jeg at gjøre Begyndelsen her i Danmark, at notere Prisen paa det at være Χsten saaledes at hele Begrebet: ►Stats-Kirke, ►Embedsmænd, ►Levebrød – springer.
274Jeg tør det ikke anderledes, thi jeg er ►en Poeniterende, af hvem Gud kan fordre Alt. Men at ►jeg er Pseu142donym er ogsaa, fordi jeg er en Poeniterende. Forfølgelsen vil dog komme til at gaae ud over mig, kun hvad Ære og Anseelse, der fra en anden Side kunde blive mig til Deel, dette er jeg sikkret mod.
►Allerede nu i nogle Aar er jeg saaledes vant til at bære et lille Lands ⓘ Forræderie og Utaknemlighed, de Anseetes Misundelse og Pøbelens Forhaanelse, at jeg dog maaskee – i Mangel af en Bedre – egner mig til at forkynde Χstd. ►Den Fløiels Frakke og Storkorset kan Biskop 👤Mynster beholde.