Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 22

NB11:1
NB11:2
NB11:3

#

👤Luthers Prædiken over Evangeliet paa Helligtrekongers Dag fortjener atter og atter at læses, især sammes første Deel.

NB11:5

#

Og medens Forholdene ere saa afsindige smaae, at jeg der ikke engang endnu er blevet ordentlig anmeldt i dansk Literatur, er Pøbelens Bytte: saa plyndrer imidlertid Digtere o: A: mig; de gjøre Lykke dermed, men mig nævne de ikke, nei, saa smaat fryde de dem over Pøbel-Forfølgelsen.

I Sandhed det er msklig talt den største Straf Gud kunde udtænke over et Msk: at gjøre ham til det Overordentlige – i en Kjøbstad.

Mig tilfredsstiller Sagen religieust, jeg kan aldrig nok som takke Gud for det ubeskrivelig Gode, han har gjort imod mig, saa langt mere end jeg havde ventet.


#

NB11:6

Skulde der siges Noget om Forfatter-Virksomheden, kunde det ogsaa gjøres saaledes, at der dannedes en tredie Person, Forfatteren, der var Eenheden af mig selv og Pseudonymen, og han talte ligefrem derom. Der behøvedes saa blot en Introduction, hvori denne Forf. introduceredes og saa kunde han sige Alt i første Person. I Introductionen blev at vise, at det hele Forfatterskab var en Eenhed; men jeg var ikke Pseudonymen og Pseudonymen ikke mig; derfor var denne, »Forfatteren« Eenheden af Pseudonymen og mig.

NB11:7

#

Al msklig, ogsaa jødisk, Religieusitet culminerer i de Ord af 👤Salomo (ell. 👤David): jeg har været ung og er blevet gl., men aldrig har jeg seet den Retfærdige forladt af Gud.

Forbarmende Gud – og saa er det Χstus, der siger: min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig; og saa er det Χstd. der gjør hele denne jordiske Tilværelse til Lidelse, Korsfæstelse.

See, saa hvor I faae den milde Sædelære ud af Χstd!


#

NB11:8

d. 4. Mai.

NB.

Der har dog været skrækkelig meget Tungsind i alle de mange Tanker angaaende min Forfatter-Virksomhed, hvormed jeg har plaget mig i den senere Tid.

Men Tingen er, jeg har villet være saa skrækkelig klog – istedetfor at troe og at bede. Jeg skulde betrygge mig min Fremtid, og saa sidde i Fjernhed og – digte. O, pfui! Nei Gud sørger nok. Og en »Digter« mere er det sandeligen ikke Tiden behøver. Og paa den Maade vilde jeg glemme: at tragte først efter Guds Rige: først et Levebrød, en Stilling (som jeg maaskee slet ikke duer til) – og saa digte.

Derfor har jeg lidt saa forskrækkeligt. Det er min Straf. Jeg har ogsaa lidt, fordi jeg ikke har villet binde mig, men holde mig løs, og gyse tilbage for det Afgjørende.

Deraf saa al denne hypocondre Sludder, om at jeg skulde i noget Skrift have sat mig selv for høit, Noget som er min Sjel saa fremmed.

Og hvortil denne Reisen? Mit Liv er dog engang mærket saaledes, at et Forsøg paa at blive glemt, er frugtesløst; og naar jeg var kommet til Udlandet, vilde jeg vel plages af den Tanke, at min Reise var en Flugt, en Feighed.

Nu er just Øieblikket – jeg kan lade det gaae over; men saa er der en Evighed til at angre, at jeg lod det gaae over; og saa bliver jeg saaledes svækket, at jeg ikke bliver Menneske mere.

Nu udgaaer de to Afhandlinger: har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? og om Forskiellen mellem et Genie og en Apostel, men anonymt. Idag d. 5te Mai bleve de sendte til 👤Gjødvad.

Før har jeg dog været lettere; men denne Gang har Klogskaben spillet slemt op med mig. Det forstaaer sig, mit Livs Gang bliver ogsaa sværere og sværere – især piner det Oeconomiske mig.

Lader jeg dette »Øieblik« gaae forbi, saa er hele Productivitetens Point og Stilling tabt, saa overvælder anden Udgave af »📖 Enten – Eller« det Hele.

Men jeg har villet spille Herren, selv styre, ved hypochondre Udflugter retfærdiggjøre mig for Gud, og saa tage det mig Forundte næsten som en blot Nydelse.

NB11:9

#

5te Mosebog 33, 9 »som sagde til sin Fader og sin Moder: jeg saae ham ei, og ei vedkjendte sig sine Brødre, og ei kjendte sine Sønner.« Her omtales jo dog en Religieusitet, der svarer til den christelige: at hade Fader og Moder for Χsti Skyld.

Stedet selv er jeg blevet opmærksom paa i 👤Luthers Prædiken over Evangeliet om Brylluppet i 📌Cana.

NB11:10

#

»Troen gjør os til Herrer, Kjerligheden til Tjenere.« siger 👤Luther i Prædikenen over Evangeliet paa 3die Søndag efter Helligtrekonger.

I samme Evangelium (det om den Spedalske) staaer, at Χstus siger til den Spedalske: gak hen, betee Dig for Præsterne, dem til et Vidnedsbyrd.I dette sidste Ord ligger virkelig et Dobbelt, hvad 👤Luther ogsaa slaaer paa. »Dem til et Vidnedsbyrd« ɔ: at de maae bevidne det; men ogsaa, at det maa blive til et Vidnedsbyrd mod dem, at de selv burde troe paa Χstus.

NB11:11

#

Den Collision som er stillet i den Afhandling (📖 »har et Msk. Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?«) er den intellectuel-ethiske. Noget Andet er jo, om fE man vil tvinge et Msk. til at begaae en Forbrydelse, at gjøre noget Ulovligt o: s: v:. Collisionen er en Tænkers Collision med Verden og Mskene, og for ret tydeligt at vise det Intellectuelle, er det jo indrømmet at et Msk. har Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden, naar Forholdet er: Hedning – Χsten. Men i Forholdet ΧstenΧsten, hvor altsaa Grund-Sandheden maa være dem fælles, hvor altsaa Intellectualitets Differentsen maa træde desto stærkere frem: der benegtes han at have Lov dertil.

[a] NB. Noget om den Afhandling: 📖 har et Msk. Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?

[b] Dette


#

NB11:13

#

Grunden, hvorfor det lille humoristiske Slutnings-Sving af 👤H. H: i den Afhandling (har et Msk Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?) skal blive, er just for Alvorens Skyld. Et Digt bilder sig ind at være Alvor; og søger at holde Læseren i det Indtryk; det er just det mindre Alvorlige ved Digtet. Det humoristiske Slutningssving viser netop, at det er bragt til Bevidsthed, at en Digtning aldrig er Alvor – det er kun Virkeligheden. Det er mere ell. mindre en Spøg at digte Sligt; Alvoren er at være det.

[a] Dto.

[b] Dette er tildeels en Overdrivelse, en Rigorisme; desuden vil saa ogsaa Pseudonymen for meget erindre om de gl. Pseudonymer, uden dog at være dem liig. Den hele Passus kan derfor gaae ud. Skulde der staae noget Saadant, skulde det være blot et Par Ord, og ikke humoristisk, men eenfoldigt pathetisk.


#

NB11:14

O, Pfui, Pfui, at jeg dog af Frygt for Farer, af Hypochondrie, af Mistroiskhed mod Gud, har villet gjøre mig til langt mindre end hvad mig forundt er. Som var det blot at besvige Sandheden: at anmasse sig Noget; som var det ikke at besvige Gud og Sandheden, at gjøre sig til mindre. Og dog syntes det mig saa ydmygt. O, Hy[po]chondrie, Hypochondrie!

Msklig talt, lysteligt ell. glædeligt er det sandeligen ikke, at skulle i saa smaae Forhold som Danmark være det Overordl.; det bliver en Marter. Men nu, nu, efterat Gud har overøst mig med Velgjerninger, forundt mig saa ubeskriveligt langt mere end jeg havde ventet, nu, da han (baade ved den Rigdom som er mig forundt i det sidst forløbne Aar – og dets Lidelser) har ladet mig min Bestemmelse forstaae (sandt nok, den er anderledes end jeg oprindelig har tænkt mig den, men saaledes er det jo allerede tidligere skeet, hele den religieuse Produktivitet, ja hele Produktiviteten efter Enten – Eller er jo ikke hvad jeg oprindeligen har tænkt mig, og Alt kunde jeg vel ikke have forstaaet strax) saa skulde jeg glippe, jeg skulde af Frygt for Udkommet klogt tage det Hele tilbage i mig, blive en Digter ɔ: religieust forstaaet en Bedrager. Nei, nei saaledes har jeg jo hell. aldrig oprindelig tænkt mig det: enten Forf: i Charakteer – ell. Landsbypræst og saa aldrig et Ord mere fra mig, men ikke Digter, ikke tillige Forf.

Mørkt seer det ud; og dog er jeg saa rolig.

Denne min Geburtsdag vil blive mig uforglemmelig!

NB11:15

#

Hvilken Dumhed! I en lille Afhandling om 📖 Mskers Tilbøielighed til at agte paa Varsler som jeg [finder] ved at bladre i 👤Jens Møllers 📖 Tidsskrift (den staaer i 6te Bind p. 118 o: fl), seer jeg at han siger: at Lodkastningen er blevet sanctioneret i en evangelisk Menighed, nemlig: Brødremenigheden.

Aber. I Brødre-Menigheden er det blandt andet ogsaa just brugt for at kjøle Kjød og Blod. Giftermaal afgjøres saaledes ved Lodkastning. Der kan ikke, erotisk talt, tænkes nogen grusommere og mere oprørende Behandling, ikke nogen Behandling, der mere er beregnet paa at tilintetgjøre det erotiske Sværmerie. Imidlertid mener jeg at i en vis Forstand har Brødre-Menigheden truffet det Christelige. Det Christelige er nemlig at nedsætte det Erotiske til det Ligegyldige og gjøre Ægteskabet til Pligt: derfor er det, det aldeles Ligegyldige, hvilken Pige, Du faaer. Det er Din Pligt at giftes.


#

NB11:16

#

Ogsaa dette var da Dobbelt-Feighed af 👤Goldschmidt. Skulde der have været Tanke af Idee i hans Blad, saa maatte han da først og fremmest have sigtet paa mig. Det gjorde han ikke. Nei dertil var han for feig; han smigrede – og viste, hvor ideeløst hans Blad var. Og da han saa fik Lov til at angribe mig, saa gjorde han det. Ny Feighed, at et saadant Blad vil forsvare sig med: han har selv forlangt det.

I Sandhed for at 👤G. skulde betragtes som et anstændigt Msk. igjen, maatte man fordre en offentlig Afbigt, og af en egen Art, en som blev et Aar igjennem hver ottende Dag aftrykt i et Blad. Man kunde ogsaa billigt fordre, at han dog gjorde et Forsøg paa at tilbage[be]tale de Blod-penge, han har fortjent, at han gav dem til veldædige Øiemeed – saa ærlig var selv 👤Judas, han gav Pengene igjen.


#

NB11:17

#

Saaledes ere Mskene og vi Msker, det tilfredsstiller saa let, at finde et nyt og sindrigere Udtryk for den msklige Slethed, Selviskhed o: s: v:; men selv ikke at være selvisk – det udsætter man saa gjerne.

NB11:18

#

Mskligt talt maatte man sige: naar blot Gud ikke var med, saa kunde man sagtens; thi saa hjalp man sig med sin Klogskab, men Gud tvinger En til at gjøre lige det Modsatte.

Hvor ofte har jeg ikke sagt mig selv, at det Klogeste jeg havde at gjøre, var ene og alene: at nedlægge Pennen, at reise, at more mig, at lade Mskene mærke, at jeg blæste dem et Stykke – saa vilde jeg blive paaskjønnet. Det Afsindigste er netop at blive ved som Forf. thi Msk. ere Børn og blive kjede af En, naar man ikke behandler dem som Børn. Egl. er det det 👤Heiberg gjør; men det lykkes ikke ret, fordi jeg staaer ved Siden og udtrykker lige det Modsatte.

Jeg har seet at hiin Methode er den rigtigste. Det var et Par Msker, som jeg holdt af, og som jeg frygtede var i en Misforstaaelse i Forhold til mig, jeg synes at de bleve kolde mod mig, hvad gjorde mig ondt; jeg kom der oftere, var ret omhyggelig for dem: hjalp ikke. Saa forandrede jeg Methoden: blev fornem, kom sjeldent, converserede dem fornemt – det hjalp, de bleve Opmærksomheden selv.

O, Mskene!

NB11:19

#

I den Prædiken af 👤Luther over Evangeliet: Χstus gaaer i Skibet, findes ypperlige Ting, blandt Andet ogsaa med H: t: den Indbildning, om denne Fromhed der har saa travlt med »Fred« og deri søger et Beviis for Gudsfrygt.

Hele Biskop 👤Mynsters Styrelse er hverken mere ell. mindre end verdslig Klogskab og han har forsaavidt skadet meget.


#

NB11:20

Alt Det om, at jeg skulde løbe den Fare at blive slaaet ihjelo: s: v. er væsentlig Hypochondrie, og dog Noget, som Hypochondrien hittede paa, fordi jeg var ifærd med at blive træt, og nu vilde til at handle klogt.

Men sandt er det, veemodigt er mit Lod: at oppebære et Par Fornemmes Misundelse (der stundom udtrykker sig raat nok) og saa forresten daglig Pøbelens Forhaanelse. Og saa at det for Alvor at leve for en Idee i Verden maa tage sig ud omtrent som et forulykket Subjekt. Der er menneskelig talt noget velgjørende i, at have en fast Stilling, dens Tryghed, der er noget fornøieligt i at tjene ved sit Arbeide – og saa er der kun to Classer af Mennesker som enes i det modsatte Liv: de forulykkede Subjekter, forfaldne Personer – og saa dem, der i Alvor og Sandhed leve for en Idee. Ak og i Verdens Øine ligger Forvexlingen kun altfor nær.

Vist er det, at jeg denne Gang, løfter en større Byrde, idet jeg igjen skal til at trykke, end nogensinde. Jeg er ogsaa stillere og høitideligere, men dog maaskee væsentligere besluttet end tidligere. Vist, Byrden, Vægten er større; men saa er Productiviteten ogsaa rigere end nogensinde.

Saaledes lokker Styrelsen mig faderligt lidt efter lidt. Da jeg tog Vægten af Pøbelagtighedens Forhaanelse paa mig, da blev ogsaa Productiviteten rigere. Nu da jeg til denne Vægt har faaet en endnu tungere: Bekymring for Udkommet, nu er ogsaa Productiviteten saa riig, som den aldrig har været. Der er i Det, som nu skal frem Ting saa afgjørende for Christendommen, at det ligefrem er: Opdagelse.

Men saa nær maatte det komme i Henseende til Tanken om at standse, inden jeg igjen fik Fart.

Saa gjerne havde jeg jo ønsket mig et stille Liv til at takke Gud for Alt det Gode, han har gjort mod mig; men denne Stilhedens Situation naaer jeg maaskee først i Evigheden. Nu – dette Liv er jo ogsaa Arbeidets Tid. Give da Gud, at jeg i dette Liv maa takke ham ved den Lydighed, med hvilken jeg holder ud i Arbeidet.


#

NB11:21

Eet har jeg for Alt at vogte mig for, at bedrøve Aanden. Det seer ell. det saae saa kløgtigt ud, at jeg jo ligesaa godt i stille Betryggethed paa Landet i et Embed tillige kunde som Digter virke qua Forf. Men Spørgsmaalet er, om det ikke, hvis jeg nu havde gjort det, vilde blevet min fuldkomne Lammelse til Straf for, at jeg klog og feig trak [mig] tilbage, og skruede Prisen ned. Ogsaa i denne Henseende lader Gud sig ikke spotte.

Og mere, msklig talt, afgjørende, indtager jeg ikke, ved det Skridt, jeg nu gjør qua Forf, Stillingen, end at det ogsaa menneskelig talt er muligt, at just nu et lykkeligere Vilkaar kan smile til mig qua Forf.

Jeg holder mig nøiagtigt i Egenskab af at være: en Digter og Dialektiker, jeg udgiver mig hverken for en overordl. Christen end mindre for Apostel og Deslige, end ikke det Mindste deraf (jeg som just kæmper for, at indsætte igjen »Apostelen« i sin Ret); men jeg unddrager mig ikke Virkelighedens Fare. Det er det Mere, pointerer end en Digter, men det Mere, hører ogsaa mit Væsen til. Skal jeg være Embedsmand, saa skal jeg væsentligen høre op at være Forf.


#

NB11:22

#

En Gang havde jeg tænkt at lade Skriftet »📖 Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede« ledsage andet Oplag af 📖 Enten – Eller. I saa Fald vilde omtrentelig det »📖 Forord« være blevet brugt, som nu staaer i »📖 Tre gudelige TalerKun var der tilføiet et Par Linier. »– – Derom vil den erindre ham; men tillige vil den vel lade ham mærke og forstaae, at det denne Gang er det Opbyggeliges anden Gang.«

NB11:23

#

Et Forord til »📖 en Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger«, en Bog som ikke blev til, fordi den deeltes i mindre Dele.

Denne Bog er skrevet før 48. Dette er da forresten det Ligegyldige, alt i Forhold til hvorvidt Bogen har Noget af hvad man kan kalde Sandhedens Ligegyldigheda for al Tid. Thi enten har den Noget deraf, og saa er det jo ligegyldigt, at den er skrevet før 48, eller den har ikke Noget deraf, og saa var det jo dog ligegyldigt, om den var skrevet før 48, med mindre Aar 48 i den Grad, og umenneskeligt, skulde have forandret alle Forhold, at hvad der hidtil var Viisdom, nu blev Passiar, og derimod selv den dummeste Passiar blev Viisdom, naar den er sagt i eller efter det mærkværdige Aar, 48, der i sit »store Hurlumhei« har faaet Løst og Fast, hele Landstormen, forklædt som »Tænkere«, anbragte ved Discussionen, og forundt »Tænkerne« nogen Leilighed til at feriere.

NB11:24

#

Christeligt er det ligefrem Pligt, at søge Lidelse, i samme Forstand som det, blot mskligt, er Pligt at søge Nydelse.

NB11:25

#

Saadant et Stykke som »📖 Verden vil bedrages«ell. dets Tilværelse er dog en rædsom Dom ell. Selvangivelse af Tidens Fordærvethed. Fordærvede Tider, har man seet før, og enhver Tid er det da mere ell. mindre. Men saa var der dog Een og Anden, som dybt saa Tidens Fordærvelse – og han frigjorde sig derfra, stemmede sig derimod, blev maaskee Offeret, eh bien, men tillige Udtrykket for, at der dog er nogen Sandhed endnu tilbage.

Men at den skarpsindige, sande aldeles naturtro Opfattelse af Tidens Fordærvethed, at den bliver – ikke en Bodsprædiken, men et vittigt Theaterstykke, hvis Grundtanke er den, saadan er Verden nu engang, saadan er vi Alle, den Ene skal ikke lade den Anden noget høre, qvit, lad os more os derover: retfærdige Gud, hvilken Rædsel!

Og at saa et saadant Samfund skal have Lov til at kalde sig Χstdenheden. Dog det forstaaer sig, det er vel som alt det Andet en Løgn (som 👤Scribe siger) hvilken Enhver benytter og Ingen bedrages ved, da Enhver veed, at det er en Løgn – det er en Løgn, det eneste Sande er at Præsterne have et Levebrød.

O, og at jeg saa kunde blive saa tungsindig, at jeg af Frygt for Gud, af Frygt for at jeg skulde anmasse mig Noget, vilde være – en Digter. En Digter! I Sandhed nu en Digter mere, det er da lige saa afsindigt, som om En vilde benytte just det Øieblik til at gifte sig, just det Øieblik, da en Ildebrand rasede i det Huus, hvor han boede. Nu, en Digter! Nu, da der behøves om muligt i tusindviis Martyrer, de egl. Redningsfolk. Dog, jeg har frygtet for, at ville noget for Høit, og saa bag efter at skulle skade, ved ikke at kunne. Men det er Tungsind. Blive mishandlet kan jeg jo, yderligere mishandlet – men Andet forlanger jeg hell. ikke.

Og hvor let, at dog ogsaa jeg havde tosset mit Liv hen i den usle Slendrian, med blot at sørge for sig selv, at leve i hæderlig Ubemærkethed – sandeligen en hæderlig Ubemærkethed, naar man uhæderligt ved Ubemærketheden unddrager sig Farerne. Derfor, hvad det end skal koste, jeg takker og takker min Gud, at jeg blev opmærksom, at jeg kom paa første Pleie hos Nederdrægtigheden, at jeg da ikke skulde engang ankomme i Evigheden og saa forstaae – hvorledes jeg i min hæderlige Ubemærkethed havde tosset Livet hen.

Stundom kan jeg næsten blive angest og bange paa Mandens Vegne, naar jeg tænker paa Biskop 👤Mynster. Han er nu 72 Aar. Snart gaaer han ind til – Dommen. Og hvad har han dog ikke skadet Χstd, m: H: t: at fremkogle et løgnagtigt Skin – for at han kunde sidde og herske. Han[s] Prædikener ere meget ordentlige – men i Evigheden skal han ikke prædike, der skal han – dømmes.

Kun Eet tænker jeg bestandigt paa, at jeg da aldrig maa faae saa travlt, at jeg glemmer at sørge over mine Synder og betænke hvad jeg personligt forbrød. O, det er for en Poeniterende, saa vanskeligt, at træde afgjørende frem, thi han føler sig bestandigt lammet i Tanken om, at han er en Poeniterende.


#

NB11:26

#

At Verden ikke forstaaer sig paa det Gode, kan man egl. ikke sige; just Verdens-Msker have oftest en meget udviklet Iagttagelse for hvad der virkelig er Ædelmod, Uegennyttighed o: s: v:. Saasnart de da bemærke et Msk, hos hvem de maae tilstaae, at denne Stræben er, saa anspænder Misundelsen al deres Iagttagelse, for at bedømme ham saa strengt som muligt, ja de søge at lægge ham al mulig Modstand, at han maatte snuble og blive egennyttig o: s: v: –; thi sige de: hvorfor skal han være bedre end vi. De hade saaledes egl. ikke det Gode, men misundeligen ville de ikke at Nogen maa være det, de selv ikke ere.

Dette er omtrent 👤Scribes Sindstilstand: han hader ikke det Gode, tvertimod, han formeentligen holder det høit i Ære, endog med et vist abstrakt Sværmerie, men han vil, at Ingen maa være god, Sligt vil hans Misundelse ikke, da han ikke selv er i det Gode.

Naar Englene bemærke et Msk, der dog ærligen vil det Gode om end i Svaghed, da ile de til for at hjælpe ham frem ad. Gud hjælpe det Msk, om hvem Verden opdager, at han virkelig vil det Gode, ell. dog stræber.


#

NB11:27

NB.


Verdens-Bevægelsen, om man saa vil, Conflikten mellem de to Forestillinger er i Forhold til mit Forfatterskab: Det Interessante – det Eenfoldige. Tiden var, er løbet vild i det Interessante; Bevægelsen skulde gjøres til det Eenfoldige.

Derfor var jeg eminent i Besiddelse af det Interessante (det var Det, Tiden forlangte). Der er vanskeligt nogen Forf., ubetinget ingen i Danmark der paa nogen Maade kan gjøre mig den Rang stridig, i Betydning af væsentlig eneste i den Art: at være quaForf. den Interessante.

Ved at forfalske min Opgave var jeg blevet Øieblikkets Helt og Afgud; i saa Fald havde jeg nemlig opgivet Bevægelsen hen til det Eenfoldige, og converteret al min Kraft ind i det Interessante og ind i Øieblikket. Jeg blev, evig forstaaet, min Opgave tro, og blev Øieblikkets Martyr, og just dette beviser, at jeg blev Opgaven tro.

Gud være lovet, ham skyldes dog Alt.

Noget Fortjenstligt er der fra min Side ikke i det Hele; jeg har deels været et Genie, der ofte først forstod sig selv bag efter i at have gjort det Rigtige; og deels har jeg været bunden som i en høiere Magts Tjeneste, saavel ved et oprindeligt Tungsind og en qvalfuld Pæl i Kiødet, som ved at være mig personligt en Poeniterende.

NB11:28

#

Det var maaskee rigtigst engang at skrive en Bog betitlet:


Χsti Liv


fremstillet


af      👤S. Kierkegaard


👤Joh: de cruce, Et Øienvidne.


En Pseudonym lod sig her maaskee ikke engang saa godt bruge.

NB11:29

#

Netop naar det Religieuse er allersandest, er det paa en Maade næsten saaledes, at Forstanden maa smile deraf – og lade være at troe. Hvor velgjørende og styrkende er ikke hvad 👤Luther taler om, at man skal være uforskammet i at bede, rigtig trygle og plage Gud – det kan han godt lide, det behager ham særdeles. Forstanden maatte her sige: ja, det er nu godt nok, men saa er det jo farligt at bede paa den Maade, hvis det overhovedet er mit Ønske at faae Noget; thi da det behager Gud selv, saa kunde han jo lade være at give mig hvad jeg beder om, blot for at jeg kunde blive ham mere og mere til Behag, forsaavidt min Tryglen blev inderligere og inderligere.

Hertil maa svares: Sludder. Ogsaa dette er en af 👤Luthers udødelige Fortjenester, og det sikkreste Vidnedsbyrd om, hvor forsøgt i Anfægtelse han var, at han har opfundet denne Kategorie: Sludder, som det eneste Svar, man skal give Tvivlen, med mindre man da vil foretrække med 👤Hamann at sige: bæ! Dog foretrækker jeg det Lutherske, der ganske anderledes udtrykker en Stræbens Fart, der i Frygt og Bæven ingen – Sludder vil høre. 👤Hamanns er mere humoristisk, men ogsaa mere sorgløst, forsaavidt mindre Alvor. Thi man troer maaskee, at det er Spøg, at man siger: Sludder til Tvivlen – o, i Sandhed, Den der har maatte værge sig med dette Svar, han veed, hvad Alvor er. At indlade sig med Tvivlen det er Spøg; dog at høre lidt paa den, er ogsaa Spøg: men ikke at sige Andet end Sludder, det viser, at Sagen er En alvorlig, og at man tager den alvorlig.

NB11:30

#

Der existerer vistnok etsteds en Aphorisme af mig omtrent saa lydende:

Det at der i Sproget er saa mange Ord som Vrøvl, Vaas, Passiar, Snik-Snak, Sladder, Sludder o: s: v: er dog en Slags Trøst; thi var der i Sproget slet intet saadant Ord, saa maatte man jo befrygte, at Alt var Sladder. Det Betænkelige er ikke, at der er mange Ord i Sproget til at betegne Sligt; det Betænkelige vilde være, om der ikke var eet eneste Ord derfor.


#

NB11:32

#

Det Jordiske ved de jordiske Goder, hvad derfor beviser, at de ikke ere Goder i og for sig, er at de kun ere Goder ved Andres Forestilling om, at de ere Goder. Det første Kjende paa Aandens Goder, hvorpaa igjen kjendes, at disse ere Goder i og for sig, er: at det er ligegyldigt, om Andre ansee dem for et Gode ell. ikke. Tag Penge, tag hvilket som helst jordisk Gode, lever Du i et Land, hvor det ikke ansees for et Gode, var der slet intet Sted, Du kunde reise hen, hvor de ansaaes for et Gode: saa er Penge hell. intet Gode. Og saaledes med alle jordiske Goder. Lever da En i Besiddelse af et, si ita dicere licet, jordisk Gode paa et Sted, hvor Ingen anseer det for et Gode, saa ansees han for gal, og egl. er han ogsaa gal. Anderledes med Den, der besidder et Aandens Gode, som Ingen anseer for et Gode: det er alligevel og fuldt saa vel et Gode; han ansees vel for gal, men han er just den Vise.

NB11:33

#

Det [a] Docerende i Forhold til Χsti Liv, at inddele Christi Liv i Paragrapher, det Systematiske og alt hvad dertil hører er Nonsens. Der maa og der maatte altsaa brydes en ny Vei. Dertil har jeg meent at benytte det Digteriske. Msklige Analogier, naar da vel at mærke den qvalitative Forskjel mell. Gud-Msk og Msk agtes, mener jeg kunne bidrage at belyse det, bidrage til at faae friskere Indtryk af Evangeliet igjen. Χstd. ell. Evangeliet er blevet Msk. trivielt, fordi de nu saa længe have kjendt det og lært det uden ad. Naar Msk.b skulde dømme ganske ugeneret om Χsti Liv og Apostlernes, maatte de egl. dømme, at de vare Phantaster.

Det gjælder altsaa for Alt om, at gjøre dog Noget for at gjøre Χsti Liv nærværende. Dette mener jeg er den lille Afhandlings Fortjeneste. Ved Hjælp af en msklig Analogie og digterisk bringes der Mulighed istedetfor Facticitet; men Mulighed er just det Opvækkende.

Fremdeles er i denne lille Afhandling opdaget og belyst: den sympathetiske Collision, uden hvilken Χstus er forfængelig og mskliggjort.

Af Begreber ere: »Ansvaret«, »Offeret« og flere andre releverede.

Endelig er der i denne lille Afhandling ført et indirecte Beviis for, at Χstus er Gud. Eminent Reflexion og dertil svarende eminent Bevidsthed i et Menneske gjør at han maa protestere det at blive slagen ihjel. Kun Gud-Msk. har kunnet bære Bevidstheden fra første Øieblik af, uden at denne blev ham til Hinder i at det blev Enden, at han blev ihjelslagen. Det at blive ihjelslagen er i en vis Forstand af den Sort Ting, som maa gjøres strax. De fleste Msker, der ere blevne ihjelslagne, have derfor ogsaa manglet denne uendelige Bevidsthed. Kun i Gud-Msk. er den uendelige Bevidsthed enet i absolut Vished og absolut Beslutning.

I Almdl. vil man vel antage, at De, der bleve ihjelslagne, dog, forsaavidt Msker kunne det, meest lignede Χstus. Derved maa dog erindres, at saaledes er det umidd. Men i Reflexionen, er dette just Udtrykket for den størst mulige menneskelige Lighed med Gud-Msk, at tilstaae, at intet Msk har Lov til at lade sig slaae ihjel.

Der er i denne Afhandling afgjørende nye Tanker; det hele Problem er vendt paa en aldeles original Maade.


──────────


Skulde Nogen vilde mene, at der i denne Afhandling var en Hentydning til min Forfatter-Existents: saa maa dertil svares. 1) Digterisk har jeg dog vel Lov til at fremstille Sligt; og dersom det ell. er saa, at mit eget Liv har nogen Lighed dermed, saa er det dog vel netop Beskedenhed, istedetfor at gjøre Paastand paa virkelig at være det, at fremstille noget Saadant digterisk. Det Ubeskedne er, at et Msk. digter sig at være mere end han er; det Beskedne er just, at han fremstiller Det, han dog maaskee virkelig er, som Digt. Naar jeg har givet 10rd til de Fattige, saa er det ubeskedent, at digte En, (hvis nogen Forvexling kunde blive mulig) der gav 1000rd. Men hvis man selv virkelig har givet 1000rd, saa er det beskedent, at digte det, istedetfor at sige: det har jeg virkelig gjort.

Forøvrigt er Alt Dette ligegyldigt; thi jeg er fuldkommen i min Ret med at digte, og det er Dumhed af Læseren at komme i det Vrøvl, hvo nu Forf. er, og om han mener sig selv.

Desuden har 👤H. H. i Forordet sagt: denne Bog vil væsentlig kun kunne interessere Theologer. saa altsaa Accenten er lagt paa det theologiske Udbytte. Og endeligen indeholder en Anmærkning i den anden Afhandling det meest Afgjørende for at vise, at jeg bestandigt har holdt mig udenfor Prætension paa at være saaledes det Overordentlige. Jeg er »uden Myndighed«, jeg er et Genie – ikke en Apostel, end mindre da vanvittigt hvad der er uendeligt høiere end en Apostel.

Men Sligt maa fremstilles. Jeg har gjort alle mulige Anstrengelser for at undgaae dette Endelighedens Vrøvl; men Mskene kunne jo alligevel vrøvle sig ind deri.

Jeg kunde gjerne sætte det humoristiske Sving tilsidst paa, det vilde meest tilfredsstille mig; men det er en Accommodation at jeg lader det være. Thi Mskene ere tossede nok, og Eenheden af Spøg og Alvor humoristisk maa jeg derfor bruge forsigtigt, for ikke at gjøre dem reent confuse.

[c] Det er saaledes i denne lille Afhandling selv gjort, hvad der staaer i den: man bør give lidt efter, slaae lidt af – her nemlig ved at borttage det dobbelt-reflecteret Humoristiske, som gjør Meddelelsen til Gaade. Dette var hell. ikke i det oprindelige Manuscript, men blev senere tilføiet, og saa tilsidst igjen borttaget. Selv gav jeg i hele [min] Forf. Virksomhed lidt efter, ved at sætte ene ligefrem religieus Meddelelse fra 📖 Afsl. Efterskrift af.

NB11:34

#

Christus siger til 👤Paulus: jeg vil vise Dig hvad Du skal komme til at lide for min Skyld.

Saaledes er det overalt i Umiddelbarheden. Men i Reflexionen er det anderledes. I Reflexionen er Msk taget ud af det umidd. Forhold til Gud; og derfor maa der først en Reflexions Bevægelse til, ved hvilken Msk. kommer saa langt ud, at Styrelsen ret kan faae fat i ham.

I vor Tid blive Mskene i den første Reflexion, i den Reflexion, ved hvilken de ere udenfor det umidd Forhold til Gud; Gud og Msk. komme derfor slet ikke til at berøre hinanden.

Det følger forøvrigt af sig selv, at naar jeg nævner 👤Paulus, maa bestandig erindres, det Paradox-Forskjellige fra ethvert Msk., at han er Apostel.


#

NB11:35

Et Ord om 📖 Afhandlingen No 1 i »tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger .«, og om en Pendant til samme.

Væsentligen er der da end ikke det Mindste til Oplysning af mit Liv. Pointen i mit Liv er just: at jeg er en Poeniterende, der mener ved at lide saaledes at gjøre Poenitentse, og mener, at kun en Poeniterende ordl. kun er grusom og haardfør nok til at tjene Sandheden; da i andet Fald der vilde kræves en saa ophøiet Reenhed, at den vel sjelden fandtes blandt Msker. Men det at være en Poeniterende muntrer op.

En saadan Fremstilling kunde blive et Pendant til hiin Afhandling: just en Poeniterende (altsaa i een Forstand saa langt fra Reenhed og Fuldk. som muligt) der frivilligt tjener Sandheden indtil at blive Offeret.

Dog Sligt lod sig ikke gjøre digterisk. Alvoren fordrer, at skal der tales om Sligt, maa det gjøres ligefrem og i mit eget Navn, og ligefrem sigende: dette er mit Liv. Saaledes har jeg jo ogsaa bestandigt tænkt mig det, og gjort det i alle de ligefremme Meddelelser betræffende min Forf: Virksomhed, der ligge færdige.

NB11:38

#

Slutningen af den første Afhandling af de 📖 to Smaa Afhandlinger

blev staaende, men formildet saaledes, at det Humoristiske er borttaget, og Dobbelt-Reflexionen, hvorved Forf. af Digtet trækker sig uden for. Den er nu mild og simpel. Et Øieblik havde jeg tænkt at tilføie:

Havde han levet i 48, havde han vel forstaaet, ata »Opvækkelse« ikke just det der nu behøves; han kunde saa, hvis han ikke allerede formeentlig udtømmende havde besvaret Spørgsmaalet, sat sig hen og overveie: om et Msk. har Lov til at lade sig sig slaae ihjel – for at standse det vilde Oprør.

Dette blev udeladt; thi det bortleder Opmærksomheden fra det dogmatiske Indhold: har et Msk., hvilket er et reent dogmatisk ell. religieust Problem, lige saa godt i 48 og 47 at besvare.

Hele Problemet er jo egl. for at belyse Gud-Msk.


#

NB11:39

#

Hvor dog Trykfeil kunne være vittige! I den anden af de 📖 to Smaa-Afhandlinger stod, istedetfor: den Gave at kunne gjøre Mirakler: den Gene.

NB11:41

#

📖 Den første Afhandling (af de 📖 to Smaa-Afhandlinger)

er digterisk, men i samme Forstand som en platonisk Dialog. For at undgaae det reent Abstrakte, det Docerende, for at faae Personlighed frem, digtes en saadan Personlighed. Men hell. ikke mere. Det Novellistiske ved ham forresten har intet Værd, kun hans Tanke-Gehalt. En saadan Frembringelse svarer til Eenhed af: »Tænker« og »Digter«. En Saadan er forsaavidt forskjellig fra de abstrakte Tænkere, at han har et digterisk Moment til sin Tjeneste; men forsaavidt forskjellig fra en Digter, at han væsentligen accentuerer Tanke-Indholdet.

NB11:43

#

Pøbelagtighedens Redskaber vidste meget godt, at de med al deres Skriven ikke formaaede at forandre en eneste af Deres Dom, som virkelig kunne dømme. Men de vidste, at der er en anden Classe af Samfundet, skikkelige og godmodige Msker, men som naturligviis ikke befatte sig med Literatur; det er disse Msker, som Pøbelagtigheden bruger, eller misbruger contra naturam. Pøbelagtighedens Redskab veed meget godt, at det er Løgn og Afskyelighed, men han tjener disse Mskers Penge – for at bedrage og misbruge dem.

Hvad Under saa at Staterne demoralisere.

NB11:45

#

Min Ulykke, msklig talt


har ganske simpelt været: at jeg har været Genie, at jeg er strengt opdraget i Χstd., at jeg har haft Penge.

Uden det Første, var jeg naturligviis ikke begyndt med et gigantisk Sæt, men saa smaat, var kluddret ind i Hensynene; uden det andet havde jeg ikke haft den Forestilling om at lide som bestemte mig til [at] handle mod Klogskab; uden det Tredie havde jeg ikke formaaet at faae Positionen.

Alle disse tre Ting, hvoraf da især de to første ere virkelige Goder, ere blevne min Ulykke; thi Sandhed og Gudsfrygt troer Msk. er Stolthed og Forfængelighed.

NB11:46

#

👤R. Nielsens Bog er udkommet. Altsaa med den Forestilling som han havde, om hvilken Uret jeg har lidt og i Egenskab af Sandhed, tillige med Forestilling om, hvilken Overlegenhed jeg havde over Forholdene: har han dog, som jeg nok fattede en Mistanke om, meent, at det kunde lade sig gjøre, naar han sikkrede sig mig, og jeg holdt lidt paa ham: endog faae Betydning, maaskee gjøre Lykke.

Det var Begeistringen for min Sags Rigtighed.

I Sandhed han kom til [den] Rette.

Skrifterne ere plyndrede paa mangfoldig Maade; just Pseudonymerne meest, hvilke han derfor aldrig citerer, maaskee, ganske snildt beregnet, som de mindst læste.

Og nu mine Samtaler!

NB11:47

#

Blot i dette kan man see, hvor sandt det er, at den Χstne strax maa lide for sin Tro.

Lad et fattigt Msk. virkelig for Alvor troe Miraklet om de 5 Brød og de 2 smaa Fiske; lad ham leve saa: saa bliver han udleet af hans Naboer og Gjenboer; og kommer han saa dog til for kort, bliver han haanet og spottet.

Sagen er, dersom et Msk. har en lykkelig Umiddelbarhed, som tænker lad 5 være lige, det gaaer nok, og (dette er kun en Talemaade) Gud hjælper nok: det synes Msk om. Men at En, der har Forstand trods Nogen til at vide hvad Udkommet betyder, at han – og han først »troer«, hvis han gjør det – at han vil troe: det er Galskab, det er til at lee af.

NB11:48

#

At meddele Sandhed er at lide – hvis ikke, saa meddeler Du hell. ikke Sandhed.

NB11:49

#

Msklig talt var det dog en Slags Trøst, om et Sandheds-Vidne i sin Død turde sige til de Kjere: see nu har jeg lidt – nu skulle I have det godt. Ak, nei, han maae sige: nu kommer Touren til Eder.

Og saaledes maa og skal det gaae, saa længe denne Verden bestaaer.

Denne Verden er Usandhedens, Løgnens: og at leve christeligt i den er at lide.

En af de vanskeligste Opgaver er derfor just: fra »Digter« at blive Χsten: thi Digteren hænger fast ved denne Verden, selv om han lider i den. En Digter kan holde meget ud i denne Henseende: det Eneste han ikke kan er at slippe Verden som Χstd. fordrer det. Digteren kan blive ulykkeligere og ulykkeligere, men vedbliver dog ved Phantasien at forholde sig til Verden: den egl. Forsagelse kommer han aldrig til.

Ak, dette er dog paa mange Maader, som var det skrevet om mig. Dog saa meget af det Bedre er der dog maaskee i mig: at jeg idetmindste vover mig saa langt ud, at Styrelsen kan faae fat i mig.


#

NB11:50

#

Christus forbyder Dem, han havde helbredet, at tale derom; men jo mere han forbød dem det, desto mere gjorde de det. – I Christus var Dette Sandhed, at Han ikke ønskede Bram og Opsigt; i de Andre var det dog ogsaa Sandhed, just fordi der var Fare forbunden med at forkynde hans Priis. Havde de Helbredede (ell. for at tage et Exempel de 9 af de Spedalske var det jo Tilfælde med) været feige og kloge: saa havde de sagt, Herren forbyder os det selv – ergo tie vi, det er jo hans Villie.

[a] Christus gjør dem saaledes ganske frie; det er saa langt som muligt fra, at han forlanger, at de skulle prise ham, tvertimod han aabner dem endog den modsatte Udvei, at de kunne undgaae Faren, som var forbunden med at prise ham, og sige »det er hans egen Befaling, at vi skulle tie«: just derfor bliver det ret aabenbart, hvad der boer i dem.


#

Saadanne Collisioner forekomme endnu bestandigt i Livet. Det kan være den ene Parts Pligt, og Selvfornegtelse at give Afkald – men deraf følger ikke, at det ikke er Usselhed at benytte sig deraf, og sige, at det er hans egen Villie.

NB11:51

#

Ved 👤R. Nielsens 📖 Bog


er der ikke vundet, men snarere tabt en Position. Han har dog hverken Dialektik eller Blik og Conduite nok for at kunne commandere paa Strømmen.

Position[en] er netop den ubetingede qvalitative Lidenskab med hvilken Troen forstaaer sig selv i at være, i at skulle være, at skulle bevares som en Hemmelighed, og derfor, ikke for nogen Verdens Priis, end med eet eneste Ord vil indlade sig med ell. stilles lige overfor Tvivlen, eller indlade sig paa nogen somhelst gaaende i det Enkelte. Thi at gaae i det Enkelte er just Tvivlen.

Det er Hemmeligheden i den christelige Taktik. Men 👤R N. som er en middelmaadig Taktiker, han hitter paa at stille Tvivlen og Troen ligeoverfor hinanden og saa debattere.

Ak, han er dog i samme Vildelse som Resten: en Art Forfængelighed, at man sku kan give meget fornuftige Grunde o: s: v: – istedetfor at Opgaven er den ethiske Selvfornegtelse til at sige: det er det Ubegribelige – ikke eet Ord mere.

Hvorledes bevarer man en Hemmelighed? Det Simpleste og eneste Sikkre er at bevare den ethisk. Gjør man det saa indlader man sig aldeles ikke paa nogen Klogskab, men siger: det er en Hemmelighed, mig betroet som en Hemmelighed, det er min sædelige Pligt at bevare den, indtil Døden agter jeg at bevare den. Jeg siger det ikke for at ophidse Eder til at sætte mig paa Prøve, om jeg nu ogsaa har Mod til at tie indtil Døden, nei snarere beder jeg Eder at lade mig fare med Fred – men skal saa være, i Guds Navn: jeg tier. – Den anden Maade er Klogskab. Saa spiller man den Kloge, der saa overordl. snildt veed at gjemme den. Dette vil sige, saa lader man sig Hemmeligheden franarre. I Begrebet seet er Klogskab altid narret. Thi Klogskab er just Endelighedens Kløgt, men Endelighedens Kløgt er, evig forstaaet, et Bedrag. Det kan stundom hænde, at En tilfældigviis er klogere end Andre – men i Begrebet er Klogskab altid narret.

Positionen er og var: den absolute, qvalitative Lidenskab, med hvilken Troen ethisk betragter det, som sin Opgave: for ingen Priis at ville indlade sig end det mindste paa at begribe. Som Troen afskyer at sige en Blasphemie, saa siger Troen: Gud forbyde at det Ord nogensinde skulde gaae over mine Læber: jeg kan begribe.

Men hvad gjør 👤R. N.? Stolende paa mig og min Dialektik, at den har strammet nok, flankerer han temmelig løst og stundom overmodigt. Efter derpaa at have sat sig hen og grundet en heel Deel over Enkelthederne, mener han sig istand til at tage det op med Tvivlen – og han indlader sig paa Enkeltheder.

Nu er Positionen tabt. Og jeg, som er en født Dialektiker, jeg har ikke vovet dette – men han mener at kunne vove det. Ak, Sagen er, han er hverken en Dialektiker ei heller har han Begreb om Troens Lidenskab. Ikke mere end Mag. 👤Adler havde opgivet 👤Hegel, ikke mere har væsentligen 👤R. N. sluppet det Gamle. Det seer nok ud som, men mit Politie-Blik seer strax Falsationen.

Hans hele Position er uden den absolute dialektiske Lidenskab – og Frugten vil blive, at forsyne en Slump præstelige Vrøvlehoveder med nyt Apparat til at vrøvle op og ned om paa den ene Side og den anden Side.

Jeg kunde fristes til paa Prent at sige til ham: »kommer De næste Gang saaledes, saa maa jeg falde Dem i Flanken; og jeg troer jeg gjør det strax.«


#

NB11:53

#

Hele Productiviteten med Tilføiende af de 📖 to Afhandlinger af 👤H. H.


Opfattelsen af hele Forfatterskabet (som den findes saa vel i: 📖 een Note betræffende min Forf. V, som i tre Noter betræffende min Forf. V, og i 📖 Synspunktet for min Forf. V.) sigter definitivt paa Taler ved Altergangen om Fredagen.

Saaledes er ogsaa hele Structuren. De 📖 3 gudelige Taler ere senere og ere bestemte til at ledsage andet Oplag af 📖 Enten – Eller for at marquere Forskjellen mell. hvad der bydes med Venstre og hvad der bydes med Høire.

De 📖 tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger høre ikke saaledes med til Forfatterskabet, de ere ikke et Moment i den men ere et Point de vüe. Skulde der standses saa ville de være som et Punkt man projekterer forud for at standse derpaa. De indeholde ogsaa den apparente og den virkelige Høide: en Martyr ja en Apostel – og et Genie. Men forsaavidt der i Afhandlingerne selv søges noget til Oplysning om mig, saa er jo Oplysningen den: at jeg er et Genie – ikke en Apostel, ikke en Martyr. Den apparente Høide er taget, for desto nøiagtigere at bestemme den virkelige. Bestemmelsen: Genie er for de fleste Msker saa vidtløftig, at det kan betyde Allehaande; just derfor var det af Vigtighed at bestemme dette Begreb, som i disse to Afhandlinger er blevet bestemmet ved Hjælp af at bestemme Det, som er uendelig qvalitativt Høiere.

Saaledes har de 📖 to Smaa-Afhandlinger rigtigt Charakteren af et Signal. Men det er dialektisk. Det kunde betyde: her er Standsningen; og det kan betyde: her er Begyndelsen, bestandigt dog saaledes, at det jeg for Alt har at vogte paa, er, at jeg ikke afstedkommer Begrebs-Forvirring, men bliver mig selv tro i at være hverken mere ell. mindre end et Genie, ell., at være en Digter og Tænker med et qvantitativ Mere af at være det man digter og tænker end ell. en Digter og Tænker har. Et qvantitativt Mere, ikke et qvalitativt Mere; thi det qvalitative Mere er: Sandheds-Vidnet, Martyren, hvad jeg ikke er. Og endnu qvalitativt Høiere er Apostelen, hvad da ikke mere er faldet mig ind at være end at jeg var en Fugl; jeg skal vel vogte mig for Blasphemier, og for bespottelig at forvirre den religieuse Sphære, hvilken jeg just af yderste Evne stræber gudfrygtigt at hævde og betrygge mod en forvirret og formastelig Tænknings Løsagtighed.

NB11:54

#

Det er et deiligt Vers, med hvilket hver Station i den saakaldte 📖 Kreuzweg-Andacht af 👤A. Liguori (p. 654 – og fl.) ender:


Süßer 👤Jesus, um zu sterben,

Gehst Du hin, aus Lieb' zu mir;

Um das Leben zu erwerben,

Laß mich sterben, Herr! mit Dir!


og derpaa forandret fra 12te Station af:


Süßer 👤Jesus, schon gestorben

Bist Du nun, aus Lieb' zu mir:

Hast das Leben mir erworben,

Ach laß sterben mich mit Dir.


#

NB11:56

#

Χstus blev svøbt i Klude lagt i en Krybbe; men begravet blev han dog i en ny Grav.

(Og i en Grav, som tilhørte anden Mand, hvori 👤Luther finder en Hentydning til det Sindbilledlige: at Χstus er død for os.)

Begravelsen er saaledes dog paa en Maade en Undtagelse fra Fornedrelsen.

Begravelsen i den nye Grav og med størst mulige Omhyggelighed forholder sig til Opstandelsen. Tænk, at man fE havde brændt Χsti Legeme – da han jo var en Forbryder – strøet Asken ud til alle fire Hjørner: ja, ligegyldigt er det naturligviis, thi væsentligen bliver Opstandelsen det samme Mirakel, men der bliver dog noget Stødende for den Svagere.

NB11:59

#

Biskop 👤Mynster har et stort Ansvar baade mod mig og vore Forhold, ved at side saadan og lade som Ingenting i Forhold til et Phænomen, som han aldeles ikke magter. Han skulde redeligt og sandhedskjerligt pointeret min Forf-Virksomhed, saa havde han idetmindste gjort Sit.

NB11:60

#

Frygter Du, at Uendelighedens Fart i Dig skal rive Dig for stærkt hen, see her er Raadet: tag en Tilhænger, mad ham, indbild ham, at han alligevel er selvstændig – saa vil han foredrage det Samme, som Du siger, og Du vil blive saa kjed deraf, at Du ikke vil see det. Parodien (ikke den stridende af en Angriber, men af en beundrende Efterligner) er mættende.

NB11:61

#

👤Mynsters Prædiken er et Bedrag. Idag fE (Søndagen efter Christi Himmelfartsdag) sagde han: Derudenfor, paa Gaden, at ville forkynde dette, nei, det vilde Intet hjælpe, men her i Din Helligdom, paa dette dette stille Sted der vil jeg forkynde det for hver som vil høre o: s: v:. Hvilken Fripostighed, saadan udenvidere ved Hjælp af Klogskab at slaae en Streeg over Χstus over Apostlene, over alle Sandheds Vidner, der vare – ukloge, eller – phantastiske nok til at forkynde det paa Gaden ɔ: at gjøre Alvor af Forkyndelsen. I Sandhed, det er baade til at tabe Næse og Mund over. Nu, i Χstheden, hvor vi jo Alle ere Χstne, nu tør man ikke forkynde det paa Gaden, og da alle vare enten Jøder ell. Hedninger, da gjorde man det. Nu tør man det ikke, dog nei, det er for mildt talt, det var i sin Orden om 👤Mynster havde sagt: til at forkynde det paa Gaden, dertil mangler jeg Tro og Mod og Kræfter. Men saaledes taler han ikke; i fornem Klogskab taler [han] om det Høieste som var det en Ubesindighed, og Fuskeriet, (som hans Prædiken paa det stille Sted, hvor det Hele er Skuespilleragtigt) bliver det Høieste. Og dog til syvende og sidst, jeg troer, at 👤Mynster ikke selv aner, hvad han siger; han er i den Grad løbet fast, at Det end ikke falder ham ind, om det ikke er Blasphemie det han med saa megen Prætension disker op. – Og Tilhørerne, ja De finde naturligviis denne Tale ganske fortræffelig, de vide hverken ud ell. ind, forvexle christelig Prædiken med Kunst-Forestillinger, der naturligviis fordre den betryggede Stilhed og Sikkerhed.

NB11:62

#

Umiddelbarheden lader sig vistnok naae igjen; men deri laae »Systemets« Vrøvlerie, at det meente, at den naaedes igjen uden et Brud.

Umiddelbarheden naaes kun igjen – ethisk; Umidd. selv bliver Opgaven, Du skal naae den.

Midt i det meest intellectuelle Folks meest udviklede Periode naaede 👤Socrates Uvidenhed (Uvidenhed, hvormed man jo begynder, for saa at blive mere og mere vidende) og hvorledes? fordi han absolut ethisk fattede det som sin Opgave at bevare sig i Uvidenheden, saa ingen Verdslighedens Fristelse skulde narre ham til at tilstaae, og ingen indre Fristelse narre ham til at tilstaae sig selv, at han var vidende, han som dog i en anden Forstand var vidende.

Msker, som ingen Forestilling have om Aand tale saaledes. Naar det Umiddelbare er tabt, kan man aldrig faae det igjen; og for ret at oplyse det (derved tillige visende, hvorledes de forvexle det Aandelige og det Sandselige) tilføie de: en Pige kan tabe sin Uskyldighed, men hun faaer den aldrig igjen. Men aandeligt gjælder det just: at kan jeg ikke faae Uskyldigheden igjen, saa er fra Første af Alt tabt, thi det Første er just, at jeg og Enhver har tabt Uskyldigheden.

Naar jeg et Øieblik vil see bort fra alle de nærmere dogmatiske Bestemmelser om Aandens Medvirken o: s: v:, saa kan jeg definere Gjenfødelse saaledes: det er Umiddelbarhed vundet ethisk.

Ethiken ell. rettere det Ethiske er Vendepunktet, og saa svinges der derfra ind i det Dogmatiske.

NB11:63

#

I Prædiken over Evangeliet: Paaske-Mandag gjør 👤Luther, i den sidste Udgang, Distinctionen han siger: i Forhold til 📖 Bibelen har Du Lov til at disputere; i Forhold til 📖 den hellige Skrift har Du ikke Lov dertil. Det er det Gamle: Eet er sandt i Philosophien som ikke er det i Theologien. 📖 Bibelen og 📖 den hellige Skrift er jo den samme Bog; men Maaden, paa hvilken den betragtes, gjør Forskjellen.

Her som allevegne maa man passe paa det qvalitative Spring, at der ingen ligefrem Overgang er (som fE fra at læse og studere i 📖 Bibelen som en almdl. msklig Bog til – at antage, at det er Guds Ord, hellig Skrift) men overalt en μεταβασις εις αλλο γενος, et Spring, hvor jeg bryder hele Raisonements Rækken af, og bestemmer et qvalitativt Nyt, men et αλλο γενος.

NB11:64

#

Den lille 📖 Bog af 👤H. H.


var aldeles rigtigt. Udenvidere kan man dog ikke selv indtage en saa vanskelig Stilling, der tillige er saa ansvarsfuld. Saa spiller man en lille Invite, for at gjøre Samtiden til Makker. Snubler En over den lille 📖 Bog, saa gjør han et uhyre Anskrig – og han har Ret; thi det er en yderst mærkelig lille 📖 Bog. Men saa er det ham, der gjorde Anskriget; nu er jeg den Anden. Derfor maatte den lille 📖 Bog udgives: enten med mit Navn paa og saa marqueret saa stærkt som muligt, ell. som det skete.

NB11:66

#

Man har næsten villet forekaste Χstus det som noget Uforsvarligt, at sætte et Msk som 👤Judas, der havde Hang til Tyvagtighed, til Kassemester – man kunde da snarere sige: hvilken Tro og Kjerlighed fra Χsti Side; thi det dristigste men det bedste Middel til at frelse et saadant Msk er gjerne just at vise ham ubetinget Tillid, hjælper det ikke, saa er han ordentligviis ikke til at hjælpe.

NB11:67

#

Ofte har jeg sagt: at man bør anstrenge sig for at vise sig mild og venlig, selv om man indvortes lider, thi man opnaaer dog at see Andre milde og stundom mildnes ogsaa Ens Lidelse, men ved at see fortræden ud gjør man Andre fortrædne. Det er sandt nok, men man glemme dog ikke, at just Følelsen af den Afmagt ikke at kunne see mild og smilende ud naar man lider, at just den kan gjøre at et Msk. seer fortræden ud.

NB11:68

#

At »bedrage« er en uendelig Virtuositet i at bedrage. Man troer nu bestemt at vide Beskeed om Bedraget, og nu skal man da næste Gang ganske bestemt gribe Bedrageren – man tager sig ikke iagt for, at næste Gang er hans Bedrag et Nyt. Han er det Omvendte af den dumme 👤Gottlieb, stundom er det som var det den dumme 👤Gottlieb der skulde fange ham. Den dumme 👤Gottlieb gjør pligtskyldigst, troskyldigt og lydigt, næste Gang Det, som man forrige Gang sagde til ham at han skulde gjøre. Mskene ere saa i Forhold til Bedrageren som den dumme 👤Gottlieb de mene at han nu næste Gang vil gjøre det Samme – og de blive bedragne.

Dette er i Ideen seet Maieutik, som netop tjener til at udvikle den Anden.

NB11:69

#

Troens Kamp med Verden er ikke en Tanke Kamp med Tvivlen Tanke mod Tanke. Dette var Forvirringen, der tilsidst endte i Galskaben: Systemet.

Troen, den Troendes Kamp med Verden er Charakteer-Kamp. Den msklige Forfængelighed ligger i at ville begribe, denne Forfængelighed ikke at ville lyde som et Barn , men være saadan et voxent Msk, der ogsaa kan begribe, og som da ikke vil lyde naar det ikke kan begribe ɔ: som væsentligen ikke vil lyde.

Den Troende er saa Charakteer-Msket, beder, Gud ubetinget lydig, fatter det som Charakteer-Opgave, at man ikke skal ville begribe.

Nu kommer Conflikten. At ville troe hvad man ikke kan begribe, en saadan blind Lydighed det er jo Obscurantisme, Dumhed o: s: v:. Det vil sige Verden vil ængste den Troende ved Msk-Frygt til at blive forfængelig, saa han ogsaa kan begribe. Her er Conflicten. Det er Opgaver for Charakteren. Eller paa en anden Maade. En saadan Troende er maaskee tillige en eminent begavet Aand. Verden bliver da opmærksom paa ham, og forstaaer i Grunden nok, at skulde der være Tale om at begribe, da maatte det være ham, der kunde. Den opfatter da hans Troes-Eenfoldighed som Ironie, raser mod ham for at gjøre ham angest og bange – at han saa dog skal sige: jo jeg kan begribe ɔ: frygte Mskene mere end Gud.

Saadanne og alle lignende Conflikter det er Troens.

Dette er min Opfattelse.

NB11:70

#

Hvad er det at troe? Det er at ville (hvad man skal, og fordi man skal): gudfrygtigt og ubetinget lydigt værge sig mod den forfængelige Tanke, at ville begribe, og mod den forfængelige Indbildning, at kunne begribe.

[a] En Definition paa Tro, det vil sige, paa det christelig[e] Begreb af Tro.

NB11:71

#

Meningen af det Ord: at Qvinden blev givet Manden til Selskab, er vistnok ikke den, at Forholdet til Qvinden blot som saadant blot var Selskabet, der er vistnok tænkt paa Slægts-Forholdet, Afkommet, og i denne eenfoldige Forstand sagt om Qvinden hun er Selskabet og hun bringer Selskabet med sig.

Hvad er i Ideen »Selskab«. Det er ikke denne Forening af flere Jævnaldrende, det er snarere en Eenhed, der i den inderligste Forbindelse tillige udviser de forskjellige Aldere. Saaledes: Bedsteforældre, Mand og Hustrue, Børn i de forskjellige Aldere, det er egl. Selskabet.

Dette er »Selskabet« og ogsaa den skjønne Eenhed. Enhver Alder for sig har en excentrisk Mulighed – derfor afgiver de forskjellige Aldere Correctivet til hinanden. Hvor gavnligt er i denne Henseende ikke allerede Barne-Alderens Correctiv, at man da ikke gaaer hen og bliver reen Aand, ell. at man da ikke bliver altfor alvorlig o: s: v:

Det kunde for en Psycholog være en skjøn, en rørende Opgave ligesom i en Tabel at udregne og opstille de mulige Combinationer i Henseende til hvorledes den ene Livs-Alder væsentligen supplerer og afgiver Correctivet for den anden.


#

NB11:72

#

Det er meget rørende, hvad 👤Luther i Prædiken over Evangeliet paa anden Søndag efter Paaske (»Jeg er den gode Hyrde«) udvikler om, hvorledes den sande Χsten ved al den Forfølgelse og Mishandling o: s: v: han lider, jo bliver ligesom ukjendelig – men at Χstus dog kjender ham og kjender ham som sin.

Hvad der i samme Prædiken findes om »Leiesvenden« fortjente at aftrykkes; det passer saa ganske – og saa er det da en Afdød der har sagt det.

NB11:74

#

Den sidste og meest imponerende Tanke til at holde Menneskene i Ave – naar det ikke frugter med de endelige Hensyn og Straffe – er: Udødeligheden – og dette har man gjort til et Problem, til et Noget, som skal bevises. Det er, som hvis [En] løftede en Stok for at slaae sigende: nu skal Du have en Dragt Prygl – dersom det ellers er en Stok, jeg har i min Haand – og derpaa – istedetfor at slaae – gav sig til af 3 Grunde at bevise, at det var en Stok, og derpaa sagde Amen, ɔ: reent glemte at slaae. O, frygtelige Galimathias; men saaledes er Prædikeforedraget.

NB11:75

#

Det er dog i Grunden lige meningsløst: enten (og det gjør selv 👤Lessinga) at anvende al sin Skarpsindighed paa at vise det Urimelige i et Under, og saa deraf ( af at det er urimeligt) slutte ergo er det ikke et Under – men var det da et Under, hvis det var rimeligt. Eller (og det er Speculationens Viisdom) at anvende al sin Dybsind og Skarpsind paa at begribe Underet, paa at gjøre det begribeligt, og saa sluttes ergo er det et Under, og hvorfor, fordi det er begribeligt – men saa er det jo ikke noget Under.

Nei, lad Underet blive hvad det er Troens Gjenstand.

Men hele Ulykken er, at Χstd. i al Magelighed er blevet en Tanke-Opgave for kløgtige Hoveder og Speculanter – hvilke aldeles Intet have væsentligen med Χstd. at gjøre – istedetfor at den er Trøst for den Lidelse, for hvilken ingen msklig Viisdom har Trøst, Trøst for Syndsbevidsthedens Qval og Smerte, og i ethvert Tilfælde kun er til for – Lidende.

Hvad vilde man vel dømme om et Medicaments Skjebne, hvis det, ved en besynderlig Feiltagelse, istedetfor at blive brugt af en Syg, for hvem det var bestemt, blev Gjenstand for en Chemikers Analyse, der saa udfandt at det intet Lægemiddel var – og blot tog forsaavidt feil, at han skulde sige: jeg er ikke syg.

Det er det dybe Syndefald at man har tilladt sig at betragte og behandle Χstd. saaledes, og at Troen egl. er længst uddøed, Troen som paa Liv og Død vilde værge sig. Men hvad er vel denne hele nuværende afsjelede Χsthed. Og hvor mærkeligt er det ikke ogsaa, at derfor Missions-Væsenet i hele den nyere [b] Tid fører til Intet – hvorfor? fordi Χstd. selv væsentligen ikke mere er til. Denne Bemærkning om Missionsvæsenet finder jeg i de »📖 wolfenbuttelshe Fragmenter«, og i den er jeg enig.

[b] At Missions-Væsenet nu skulde skaffe Χstd. Tilhængere er lige saa utroligt som at en Olding havde Avlekraft.


#

NB11:76

#

Dersom man, fraseet Guds-Forholdet, vilde spørge mig, hvorledes jeg da opdroges til den Forfatter, jeg blev, da svarer jeg: af en Olding, hvem jeg takker meest, og af en ung Pige, hvem jeg skylder meest – deraf, hvad der vel ogsaa som en Mulighed maa have ligget i mit Væsen, en Eenhed af Alderdom og Ungdom, af Vinterens Strenghed og Sommerens Mildhed –; den Første af dem opdrog mig ved sin ædle Viisdom, den Anden ved sin elskelige Uforstand.

NB11:77

#

At det er umuligt for en sand Χsten at blive noget Stort i Verden.


Eet er det jo at En ved Fødselen er fE Prinds, Greve, Millionair o. D: – et Andet at blive noget Stort. Det Første lader sig vel forene med det at være Χsten; thi egl. er han det Store – og han bliver Χsten. Men naar man ikke er fra Fødselen det Store – og derimod er Χsten: saa er det umuligt at blive noget Stort. For at blive noget Stort i Verden, maa man hænge sammen paa mangfoldig Maade med Verdsligheden, og det vil det, at man er Χsten forhindre En i.

Saaledes fandt min Fader al Opbyggelse i 👤Mynster – men min Fader var en ubetydelig Borgermand, en af de Stille i Folket, levende ukjendt. Men 👤Mynster som er blevet noget Stort – hvor ofte har han maattet gjøre et uchristeligt Sving for at blive det. Naar man skal leve bemærket og saa være Χsten, og der er Spørgsmaal om at blive: saa bliver man ved at være Χsten intet mindre end det Store i Verden.

Det er derfor en Sviig i Prædikeforedraget dette: stundom bliver den Χstne noget Stort i Verden, nyder Ære og Anseelse, stundom forfølges han. Lutter Løgn, fordi man ikke vil ud med Sproget, der forpligter En selv.

Nei, begynder Du med at være Intet (saa Du altsaa ikke er det Store forud, som Noget, Du ikke ved egen Stræben har naaet) og Du saa er Χsten – saa er det umuligt at blive noget Stort i Verden.

Præsterne beraabe sig derfor ogsaa altid paa det gl. Testamente – som var det det N. T., og som var ikke Χsti eget Liv, Apostlenes, samt alle hans og deres Liv lige stik imod. Men Præsterne kluddre. Fra det N.T. tage de en Art Mildhed, fra det gl. en anden og det Hele bliver lutter Mildhed – og Sludder.

NB11:79

#

Noget om »📖 Søstrene paa Kinekullen«


Forf. siger i Forordet, at Ideen ikke er laant fra et Eventyr – men dog hell. ikke er hans egen. Det er nu en besynderlig Redelighed og dog maaskee Uredelighed. Det er redeligt at sige, at det ikke er hans egen; det er uredeligt ikke at sige mere. Thi angav han sin Kilde og hele det nærmere Sammenhæng – maaskee, hvo veed, maaskee baade skyldte han en Anden mere end man tænker, og maaskee havde han benyttet det Laante slet.

En Pige bliver, istedetfor at gifte sig gjerrig – sidder saa i Bjerget og spinder Guld – det sees 25 Aar efter paa den anden Søsters Sølvbryllup (det kunde forøvrigt været snurrigt at benytte 50 Aar, for Guldbrylluppets Skyld). Og derpaa forklarer Bjergmanden: at det gjælder ikke blot om denne Pige men om saa mangen, at han saaledes fortabt i et Abstrakt (ell. Deslige) egl. ikke lever, men blot spilder sit Liv. Ideen er altsaa den at der gives en Abstrakt-Leven som blot er at tabe Livet.

Godt. Dette maa vel saa være det Laante, dette om den Abstrakte-Leven. Hvad har saa Digteren gjort? Han har taget et enkelt Exempel, og hvilket? Gjerrighed – hvor tankeløst. Naar man i dybere Forstand vil belyse det Usande i den abstrakte Leven skal man da vælge noget i og for sig uskyldigt. Den gjerrige Piges Feil er ikke den abstrakte Leven – men er Gjerrighed.

Saaledes har Digteren grebet et forkeert Exempel. Og derpaa udvider han, som det hedder, Exemplet til den almdl. Tanke i hine Bjergmandens Ord. Men det er jo netop ikke det der blev oplyst ved Exemplet, thi Exemplet er valgt forkeert.

Men paa den anden Side. Vil man i Modsætning til en Abstrakt-Leven gjøre det Concrete gjældende, saa passe man dog vel paa, at man ikke gaaer for vidt. Thi just det sande religieuse Liv er i Modsætning til hvad Mskene i Almdl forstaae ved Concretion og vistnok ogsaa denne Digter forstaaer derved – en Abstrakt-Leven: det at lide, at »offres«.

Dette har Digteren slet ikke ahnet. Han har saaledes hverken fattet, hvorledes Opgaven skulde stilles rigtigt i Forhold til det Ethiske, der vil forbyde ikke blot Synden men ogsaa en Abstrakt-Leven, ei hell. i Modsætning til det Religieuse, der i en ganske anden Forstand hævder den abstrakte Leven. Digterens Arbeide er, categorisk seet, i enhver Henseende forqvaklet; han er confus i Kategorierne.

Tænk nu paa Pseudonymerne. Forvisset om, at i den Forstand som de fleste Msk. »leve« og leve concret, at i den Forstand af Concretion er Livet ogsaa spildt: kæmpes her for at naae den berettigede Abstrakt-Leven. Dertil bruges: a) den æsthetiske Excentriciteta b) og Ethikeren, dog saaledes, at han igjen udviser det Religieuse.

a hvis Feil just er en forkeert Leven Abstrakt, uden at det just er vitterlig Synd

Dette er Processen i hele Pseudonymernes Stræben.

Men det forstaaer sig en saa storartet Stræben det er formodentlig ogsaa en Abstrakt-Leven – saa er det mere concret, categorisk-sluddervorrent at gribe en enkelt Tanke, at gjøre det Hele forkeert, forvirre alle Sphærer, – og saa i »Øieblikket« gjøre Lykke som Dybsindig.

Vil jeg tage et enkelt Exempel af Pseudonymerne, saa kunde jeg tage det Sted i 📖 Enten – Eller, hvor Æsthetikeren deler Msk. i to Classer dem som arbeide for at leve, og dem som ikke behøve det, og nu viser, at det vilde være en Selvmodsigelse: at det skulde være Livets Bestemmelse at arbeide for at leve, da Bestemmelsen af det at leve jo ikke kan være at frembringe Betingelsen for at leve.

Her lod Digtet sig opføre. Men saa maatte Digtet tillige udvise det Religieuse. At afrunde Livet paa Ægteskabet, gjorde Ethikeren i 📖 Enten – Eller, men det hele Værk er ogsaa kun Moment i Stræben.

[b] ell. en »👤Anna« (Taalmod i Forventning) for at vise det religieuse Livs Abstrakthed som det Sande. Her har det psychologiske Experiments 👤Quidam store Fortjenester af at oplyse at »Ønsket« skal bevares i Lidelse. Æsthetisk excentrisk er det at forvente Phantasterie og at spilde Livet, saaledes dømmer det Ethiske og har Ret; men bag det Ethiske kommer saa det Religieuse frem igjen: at just det at leve (ideelt) abstrakt er at leve. Kun et Msk. har levet saaledes absolut ideelt abstrakt: Gud-Msk. O, men hvad veed disse Digtere, som saa agere dybsindige!

Der burde aabenbart have været 3 Søstre, en tredie, en christelig »👤Maria«: saa havde Stykket muligt havt Værd.

NB11:80

#

Det er det veemodige ved at forkynde det Christelige. Man maa først være streng mod sig selv. Herre Gud, man er jo ogsaa selv Kjød og Blod, vilde gjerne nyde; men christeligt er Livets Bestemmelse at lide. Og naar man saa har været streng og er streng mod sig selv, saa skal man igjen være forhadt næsten forbandet af Msk. være dem en Plage; thi de ville naturligviis ikke gjerne høre Talen om det at lide.

Det var dog en Trøst, om man ved selv at lide, fik Lov til at være mild mod Andre: ak, men det er ikke Χstd.

O, 👤Mynster, 👤Mynster hvor fik Du Lov til at forvandle Χstd. til en saadan næsten blødagtig Mildhed!

NB11:82

Hvor staaer det i Visdommens Bog, en Tale som de Ugudelige føre om den Retfærdige overhovedet:

Lasset uns den armen Gerechten uberwältigen, lasset uns der Wittwen nicht schonen, noch für des Alten graue Haare uns schämen. Laßt uns auf den Gerechten lauren, denn er ist uns verdrieslich: er giebt für, daß er Gott kenne, und nennet sich Gottes Knecht oder Kind. Wohlan lasset uns sehen, ob seine Worte wahr seyn, und versuchen, wie es mit ihm ein Ende nehmen will. Denn so der Gerechte Gottes Sohn ist, so wird er sich sein annehmen und ihn erretten von der Hand der Widersacher. Wir wollen ihn zum schandlichen Tod verdammen; dann es wird eine Aufsicht auf ihn geschehen nach seinen Worten.

Anført i de 📖 wolf. Fragmenter, von dem Zwecke der Lehre Jesu § 10 Slutning.

Jeg erindrer ikke at have læst disse Ord; men de ere ypperlige, betegne ganske Verdens Opfattelse af den Gode. Verden hader ikke det Gode, men er misundelig paa den Gode, vil have det udtrykt, at han dog ikke er bedre end de Andre.

NB11:83

#

Det har for mig bestandigt været Vanskelighed med H: t: at fremstille Χstd. i dens sande Strenghed, at jeg har meent, om det ikke var saa blot for mig, og for mig, fordi jeg har syndet mere end Andre. Streng mod mig selv havde jeg saa bestandigt ønsket at maatte være desto mildere mod Andre. Men dette er dog kun en Misforstaaelse; thi allerstrengest var den jo just i den Hellige selv. Men som en Ældre i Forhold til et Barn synes at den Smule Skyld et Barn kan have er ikke værd at tale om: saaledes har ogsaa bestandigt andre Msker forekommet mig uskyldige i Sammenligning med mig.


#

NB11:84

#

Ogsaa saaledes seer man, at det at være Christen er et Martyrium, er at være offret. De andre Msker opdage snart, at den Religieuse er bundet paa en anden Maade end de, han tør ikke blive vred, ikke skjende, ikke hævne sig, ikke gjengjelde Lige med Lige, thi han er for Gud, der strax jo kunde gjøre mod ham hvad han gjorde mod en Anden. Dette benytte de Andre sig af. Ved at være for Gud er den Religieuse, msklig talt, priisgiven til at lide enhver Krænkelse og Uret og Tilsidesættelse og Bedragen af de Andre, der give Gud en god Dag og blæse ham et Stykke. Ja, msklig talt er det ikke saa stor en Lidelse og Qval at være indsat i en Straffe-Anstalt, naar man dog har Lov til at værge sig og bruge sin msklige Klogskab ell. Kraft, som det er en Qval at være den Religieuse i denne Verden, den Religieuse, der, ved at være for Gud, er værgeløs, medens de Andre stikke og plage ham, og medens han dog tillige endnu bestandigt lider den Qval (fordi han er for Gud) om han nu ogsaa er god nok mod de Andre, om han virkelig gjengjelder dem alt det Onde, de gjøre mod ham, med alt det Gode han kan optænke – thi hvis ikke, saa kunde jo Gud slaae Haanden af ham.

NB11:85

#

Saasnart det Religieuse kommer udenfor det existentielle Præsens, hvor det er idel Actuositet, saa bliver det strax mildere. At det bliver mildere og derved usandere, kjendes saa strax paa, at det Religieuse bliver en Lære. Saasnart det bliver Lære, saa haster det Religieuse ikke absolut.a I Christus er det Religieuse absolut præsentisk; i 👤Paulus er det allerede ifærd med at blive en Lære.

Man tænke sig! Og med den Retning væsentligen at blive Lære begynder den fuldkomne Vildfarelse fra det Religieuse – og den Retning har man nu fulgt i Gud veed, hvor mange Aarhundreder.

NB11:87

#

Der er noget Bedrøveligt i at høre 👤Mynster (som nu idag 1ste Pintsedag til Aftensang) der trods Nogen har holdt sammen med Verdsligheden – nu at begynde paa den Text om den lille Hjord, som det behager min Fader at give Riget o: s: v: Væsentligen er det ikke Andet end da 👤Heiberg, Publikums Opklækker, blev polemisk, fordi han kom i Strid med Publikum.

Ogsaa var der i den samme Prædiken som en Grund-Stemning af, at han har været dog consequent nok til at gaae i Minoriteten paa Rigsdagen. Men Herre Gud, er det da Noget at gjøre Allarm over; selv tiende og i Selskab med de største Navne. Nei, 👤Mynster har dog aldrig anet hvad christelig Polemik er, han er forkjelet, og væsentlig forkjelet ved at være Taler. Der er maaskee Intet der saaledes forkjeler og fordærver et Msk. Det strax at blive pathetisk paa en Prædikestol – istedetfor at handle i Virkeligheden – og saa at det næsten er En selv og Tilhørerne som havde den Mand handlet! Ja, 👤Plato og 👤Socrates havde Ret: ud af Staten med Digterne og lige saa med Talerne.

Overhovedet svarer da det græske Begreb af en Philosoph (ɔ: vil sige en Tænker i ethisk Charakteer) meget mere til Meddelelsen af det Christelige, end dette ynkelige Begreb: en Taler, en Declamator – istedetfor en Executor.

NB11:90

#

At bede sig ud som man siger at græde sig ud.

Og naar Du da ganske har bedet Dig ud, da bliver der kun Eet tilbage: Amen.

NB11:91

#

Thema til en opbyggelig Tale.

[a] Hvor nær ligger dog ikke altid just ved det høieste Pathetiske det Comiske; man kunde jo her komme til at tænke paa 👤Peer Degn, der engang havde kunnet hele Litaniet paa Græsk, men nu blot kunde huske, at det sidste Ord var: Amen.


Den Kunst at komme til Amen.

Det er ikke saa let. Der synes bestandigt at være mere at tilføie. En Beslutning, Troens Beslutning.

NB11:92

#

For mig er der Intet at gjøre og Intet at sige, selv Sproget er som forud optaget. Der ere Adskillige, der bestandigt tale om at de offre sig for en Sag, og efterhaanden faae dog en Deel til at troe det. Ganske sandt er det imidlertid ikke. Ved at offres og gjøre Opoffrelser forstaae de, at den samme Sag kunde være profitablere, men at de desuagtet holde fast ved den – og vel at mærke uden paa nogen Maade at kunne oplyse, at der stod dem andre langt profitablere Udveie aabne. See, det kalder man at gjøre Opoffrelser.

Naar saa er, saa er mit Liv ikke Opoffrelse, thi mit Liv svarer temmelig nøiagtigt til Begrebet. De Andre beholde da den relative Profit de have og nyde saa tillige Anseelse som ædel Selvfornegtelse: jeg maa nøies med at ansees for gal. Godt, just dette Sidste gjør Opoffrelsen, som forøvrigt er paa Begrebet, complet.


#

NB11:93

#

Alt hvad der ikke er af Tro er Synd, siger 👤Paulus. Synd mod den Hellig-Aand bliver saaledes i en vis Forstand med Forsæt at handle mod sin Overbeviisning.

Forøvrigt er det mærkeligt nok, at naar alt hvad der ikke er af Tro er Synd, saa skulde man synes, at Alt hvad der [er] af Tro (subjektiv Overbeviisning) ikke er Synd. Forsaavidt blev dog i een Forstand Synd socratisk Uvidenhed – dersom nemlig En kan have en saa vildfarende Overbeviisning at hans Handling objektivt bliver Synd. Men forresten lægger 👤Paulus (netop modsat 👤Socrates) Accenten paa Bevidstheden. Synd er ikke Uvidenhed men er at gjøre hvad der ikke er af Tro.

Her vilde Stridspunktet blive mell. 👤Paulus og 👤Socrates, at 👤Socrates vil sige det er umuligt, at En virkelig kan have forstaaet, fattet, indseet det Gode og saa gjør det Onde; thi Beviset for, at man virkelig har fattet det Gode er jo just, at Forstaaelsen øver den Magt over En, at man gjør det, ell. viser jo det, at man ikke gjør det, at man ikke har forstaaet det. Dette er den rene Intelectualitet, ud af hvilken 👤Socrates ikke kommer; han faaer ikke Spatiet for Villien, ell. Spatiet, indenfor hvilket Villien kan røre sig.

NB11:94

#

Som det, æsthetisk vurderet, kommer an paa Kraft til at ønske, Mod, Dumdristighed til at ønske (derfor [er] Aladdin Digterens Helt, og Digteren selv er en Aladdin – thi giv en Anden Ringen, og han har ikke Mod til at ønske) saaledes er det ethisk Maalestokken for Individualitet: Kraft til at fordre Virkelighed, Kraft til at gjøre nærværende, Kraft til at forsmaae Phantasie-Mediet, og kun ville have Existents-Mediet.

De fleste Msker have ogsaa Forestilling om det Store; men hvordan de vende og dreie det, saa underskyder der sig et falsk Billede, det var saadant i fjerne Tider, ell. det var Den og Den, ell. det er Den og Den – men at det er En selv, at Opgaven er beregnet paa Existents det undgaaer dem.

En væsentlig ethisk Individualitet gjør strax det Store til Samtidighed. Han siger – til sig selv – det er det jeg vil. Vel muligt, at jeg ikke naaer det, men det er det jeg vil. Kan jeg ikke strax, saa kryber jeg; kan jeg maaskee ikke i mit hele Liv drive det til mere end til krybe, saa kryber jeg hele mit Liv – men Retningen er hen dertil. Han slipper det ikke, han er som en Pillegrim, der maaskee havde lovet paa Knæerne at gaae til Jerusalem – og døde underveis; men i Ideen seet har han naaet det. Og saaledes maa nødvendigviis den sande ethiske Individualitet naae det Høieste – han maa naae det, om ikke før saa i Evigheden.

Men derfor have alle æsthetiske og sandselige Msker en Angest for at leve samtidigen med en saadan ethisk Individualitet – just fordi han forvandler Alt til Virkelighed: hvad han forstaaer, det gjør han.

NB11:95

#

Det er gribende: Gud siger til 👤Moses: hvorfor raaber Du saa stærkt – og 👤Moses taug. Saa himmelraabende kan Taushed være.

Dette har jeg læst i 👤Luthers Prædiken over det Evangelium: hidtil have I ikke bedt i mit Navn, paa een af Søndagene efter Paaske.

NB11:96

#

Naar Fjendernes Antal er mange mange Gange det største, og næsten hver Dag bliver større – naar Forsvarerne længst have seet det, og naturligviis ere fuldt og fast overbeviste om, at kun et nyt Forsvar kan frelse: og der da træder et Msk frem som siger: I feile, det at I forsvare er Alts Tab, angrib, og om I saa blot var Een tilbage, een Angribende er nok medens Forsvarerne, hvad enten de i Tal ere Fjenderne overlegne ell. ikke, fordærve og tabe Sagen. Dersom dette ikke er at bringe et nyt Udgangspunkt, saa veed jeg ikke hvad dette overhovedet vil sige.

Og saaledes forholder jeg mig til den hele bestaaende christelig[e] Taktik.

Som min Tale bestandig er om Troen, saa er ogsaa denne min hele Stilling redupliceret Troens. Thi der hører virkelig Tro til, for at antage, at en Sag, der noget nær er tabt af dens Forsvarere, at den samme Sag er seierrig, naar den blot angriber istedetfor at forsvare sig.

NB11:97

#

Hvad vil det sige Χstds Historie? Det vil sige: Indbegrebet af de Undskyldninger og Udflugter og Overeenskomster, som den Portion af Mskheden, der ikke aabenbart har villet bryde med Χstd, men nok villet opretholde Skinnet af at være Χsten, Indbegrebet af alle disse Undskyldninger Udflugter og Overeenskomster, hvormed man bliver Χsten uden dog just saadan ganske bogstaveligen at bryde med Verden. Χstds Historie er Tilbagegang, Svogerskab mell. Verden og Χstd.

Sagen er ganske simpel. Tag det n: T: for Dig – luk Din Dør, tal med Gud, beed – og gjør saa Du Det, som ganske simpelt og ligefrem staaer i det N.T., gjør Du det til Virkelighed ved existentielt at udtrykke det – det er Χstd.

Men Χstd.s Historie – »man maa jo dog først vide, hvad andre oplyste Χstne have tænkt, alvorlige, prøvede Χstne; man maa kalde Historiens Erfaring til Hjælp« aah, Herre Gud, hvor det er flaut, at høre et Msk. lapse sig saaledes, han vil have Historiens Erfaring til Hjælp for at handle som enkelt Msk. Og dernæst. Alle disse Millioner af saa kaldte alvorlige, prøvede Χstne, har da nogen af dem ell. de alle tilsammen forstaaet Sagen bedre end Gud-Msk, bedre vidst hvad sand Χstd. er end 👤Jesus Χstus. Dersom En vilde lære en Tænkers Lære at kjende og til den Ende henvendte sig til hans Tjener – istedetfor til ham selv, hans Tjener, der rigtignok vidste Beskeed om Meget, hvad der angik denne Tænkers Levemaade o: s: v: – men netop Intet om hans Lære, end sige bedre end Tænkeren selv. Og saaledes med den hele lærde Theologie – istedetfor at holde sig til det N.T., eenfoldigt, ɔ:, at gjøre hvad der staaer deri.

NB11:99

#

Fra een Side (den blot msklige) kunde det jo synes som var Religionen, især Χstd. den allerfarligste Forførelse. Χstd. maa jo vide hvorledes Verden er; og nu drager og lokker den et Msk. til sig, indtil han endelig, med Forsagelse af det blot Msklige, gjør Alvor af at søgeførst Guds Rige – og saa veed Χstd. jo forud, at han paa Grund deraf, maa komme paatvært med Mskene. Det hvorfor Χstd. egl. forfølges, ell. den sande Χsten, er fordi han ikke vil være klog, ikke klogt indrette sit Liv, saa han først sikkrer sig det Jordiske – og saa gjør lidt for det Aandelige. Enhver Lære som lærer at skaffe sig jordisk Fordeel vil Verden antage.

NB11:100

#

Det er da ogsaa en sørgelig Følge af den reent forkeerte omvendte Betragtning som er aldeles uchristelig, den Betragtning om Mængden, at Sandheden er, hvor Mængden er, – det er en sørgelig Følge deraf, at man bestandig taler, som var Χstd. blevet sandere, fordi der nu er saa mange Millioner Χstne. Man siger, da Χstd. kom ind i Verden, da behøvedes der Mirakler, fordi der vare saa faae Χstne; nu da der er saa mange Χstne, – da, noget nær Alle ere Χstne – nu behøves der ikke Mirakler. Jo, jeg takker; mig synes der nu fremfor nogensinde behøves Mirakler. Men man fastholder ikke at Χstd. er en stridende Lære, er Polemik, at den sætter evigt Fjendskab mell. Gud og Verden – og saa vender man i Betragtningen bestandigt Forholdet frem, og lader den – en polemisk Anskuelse – seire (som der seires i Mskers temmelig tankeløse Forestilling) derved, at Mange antage den.

Forøvrigt er der for mig Noget mod hele denne Tale om, at den Gang behøvedes Mirakler, ret som var den msklig[e] Forstand istand til nu bag efter at gjennemskue Guds Taktik, hvilket Forstanden hverken forstaaer før ell. bagefter. Men man er forfængelig, man vil saa gjerne begribe, ell. lade som begreb man, man vil saa gjerne fraternisere med Gud.

Der skal siges ganske simpelt: der skete den Gang Mirakler; saa maa de vel have været fornødne – men jeg indlader mig ikke paa at raisonere om, hvorledes de vare fornødne.

Det er denne ulyksalige Næsviished af Videnskaben mod Gud, som man kun altfor vanskeligt vil faae udryddet.

NB11:101

#

👤Thomas a Kempis siger 📖 3die Bog 23 Capitel, hvor Herren selv lærer En, hvorledes man skal faae Fred:

3. »Lad det være Dig magtpaaliggende, hellere at udføre en Andens Villie end Din egen.« Det har slaaet mig. Men Sagen er, hvor finder man nu saadanne Geistlige, som i hine Tider. Vilde jeg nu underkaste mig een ell. anden Geistlig, saa er jeg vis paa, han verdsliggjorde mig min hele Stræben, ved strax at skaffe mig ind i det Bestaaende, ind i Øieblikket, i et Embed, i Titel o: s: v:.

Forøvrigt er der Noget deri, som ganske tiltaler. En Tungsindig har i Almdl. en Tilbøielighed til saaledes at ville gjøre sig selv umyndig – thi saa er det som blev Ens Ansvar mindre; men det maa da ikke glemmes, at desto større bliver Ens Ansvar for, at man saaledes gjorde sig umyndig.

I andre Forhold kan man see noget Lignende. En Tungsindig har i Ægteskabets Forhold stor Tilbøielighed til at drive det til at komme til at staae under Tøflen, det ønsker han, han finder en Tilfredsstillelse deri. Her seer man forresten igjen, hvor nær Ironie og Tungsind kan ligge hinanden; thi en væsentlig Ironiker vilde ogsaa altid i Ægteskabets Forhold staae under Tøflen.

NB11:102

#

Forsøg i den vanvittige Comik.


Apostelen 👤Paulusexamineret i Theologie af en Professor i Theologien.

Han gaaer naturligviis reject; thi det er, om ikke ganske sandt, saa er der dog noget sandt deri, som der staaer i de 📖 wolfenb: Fragmenter (von dem Zwecke Jesu und seiner Jünger § 24 Slutning): Nun aber bekennt man (i Daaben) eine Dreieinigkeit in Gott, eine Menschwerdung der anderen Person in Gott, und ein Haufen mehr andere Catechismus-Artikel dabey, worauf die ersten Christen und vielleicht die Apostel selbst zum Theil nicht würden haben zu antworten wissen. Anvendelsen paa Daaben er det Usande, men ellers er det sandt, nemlig i Forhold til Theologien, ja at mangt et Catechismus-Spørgsmaal vilde en Apostel ikke vide at svare paa.


#

NB11:103

#

Digterne her hjemme fik hver et Exemplar af 📖 Enten – Eller. Det syntes jeg var min Pligt; og nu kunde jeg gjøre det, thi nu er der da ikke Tale om muligt paa den Maade at gjøre Cotterie for en Bog – thi Bogen er jo gl. dens Crisis forbi. Det fik naturligviis Exemplaret fra Victor Eremita. Hvad 👤Øehlenschläger og 👤Winther angik da glædede det mig meget at sende dem Exemplaret; thi dem beundrer jeg. Hvad 👤Hertz angaaer, da var det mig ogsaa kjert, thi baade er han af Betydning og hans Existents har noget Elskværdigt.

NB11:105

NB.     NB.

NB.


Reflektere mere over og om Udgivelsen af de færdige Bøger tør jeg ikke, og kan jeg ikke forsvare. Det der ængster mig er min oeconomiske Bekymring for Fremtiden; det Tungsindige, at jeg skulde stille mig selv for høit; det jordiske at jeg muligt forhindrer mig selv i at faae en Embeds Ansættelse.

Nu; tvinge mig mod min Villie, det er Gud vistnok saare langt fra, jeg kan gjerne blive frie – men jeg maa nok snarere ydmyget næsten angrende skamme mig ved, at jeg nu i saa lang Tid har fortæret mig selv i Tungsind og Reflexion, og saa gjerne villet have at Gud næsten skulde bruge Magt mod mig, at jeg ufrit kom til at gjøre, hvad han vil have frit.

Og takke Gud, ret inderligt, skal jeg dog nok, at han ikke har ladet mig slippe, men holdt mig ved den ene og samme Tanke; thi de jordiske Udflugter og Undskyldninger (jeg kan ikke, det er mig for høit, for meget, o: s: v: o: s: v:) det tager sig jo saa godt ud i Øieblikket, især i Selskab med Tusinder og Tusinder, som formodl. ere af samme Mening. Men i Evigheden, for Erindringen, – hvis jeg døde i Morgen – o Fortrydelsens Tid vil blive saa lang. At have nydt Øieblikket, at have været klog i Øieblikket lader sig ikke erindre – i Evigheden, nei umuligt, det er jo Evigheden det meest Fremmede; men at have fornegtet sig selv i Øieblikket det lader sig erindre i Evigheden.