Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Journalen NB11 : 1849

Kierkegaard, Søren Journalen NB11 : 1849

Søren Kierkegaards Skrifter

↩
NB11:179

✂

#

Alt dette ⓘ Verdenshistoriske, og Grundene, og Beviserne for Χstds Sandhed maa bort; der er kun eet Beviis: Troens. Dersom jeg virkelig har en Overbeviisning (og dette er jo en Inderlighedens Bestemmelse i Retning af Aand) saa er min Overbeviisning mig selv altid høiere end Grundene, Overbeviisningen er egl. det, som bærer Grundene, ikke Grundene Det, som bærer Overbeviisningen. I denne Henseende har ►Æsthetikeren i 📖 Enten – Eller paa sin Viis Ret, naar han i eet af 📖 Diapsalmata siger: at ⓘ Grunde er noget besynderligt Noget, naar jeg ikke har Lidenskab seer jeg stolt ned [paa] Grundene, og naar jeg har Lidenskab, svulmer Grundene op til det Uhyre. Det han taler om, og som han kalder Lidenskab, er det Lidenskabelige, det ⓘ Inderlige, hvad just en Overbeviisning er. Saa lidet som en Hane kan lægge Æg, ►høchstens ►Vindæg; saa lidet kan »Grunde«, og bleve de end nok saa længe ved at omgaaes hinanden, ⓘ avle ell. føde en Overbeviisning. En Overbeviisning kommer andetstedsfra. Det er hvad jeg ►etsteds i nogle Problemer, som ere skrevne paa et Ark Papir, der er klæbet paa Pap, har meent med det Problem: om Forskjellen mell. en pathetisk og dialektisk Overgang.

Forholdet kan da umuligt blive dette, at man holder sin Overbeviisning bag ved, og derimod rykker frem med Grundene. Nei, Ens Overbeviisning, ell. ⓘ det at det er Ens Overbeviisning, at det er min, Din Overbeviisning (det Personlige) det er det Afgjørende. Grundene kan man tale om halvt humoristisk: nu vil Du endeligen have nogle Grunde, saa kan jeg gjerne tjene Dig ⓘ dermed, vil Du have 3 ell. 5 ell. 7, hvor mange vil Du have; men jeg kan intet Høiere sige end dette: jeg troer. Dette er dette ►Mættelsens ⓘ Positiv, ligesom naar en Elskende siger: hende elsker jeg, og hverken taler om at han elsker hende høiere end Andre ⓘ elske deres Elskede, ei hell. taler om Grundene.

ⓘ Altsaa Overbeviisningen skal i Spidsen, dermed Personligheden, Grundene nedsættes til et Lavere: dette er atter lige det Omvendte af al ►den moderne Objektivitet.

Min ell. et Mskes Udvikling gaaer saaledes for sig. Maaskee begynder han ogsaa med nogle Grunde, men dette er det Lavere. Saa vælger han; under Ansvarets Vægt for Gud bliver saa ved Gud en Overbeviisning til [i] ham. ►Nu er han ved Positiv. Sin Overbeviisning kan han nu ikke forsvare ell. bevise ved Grunde, det er en Selvmodsigelse, da Grunde er det Lavere. Nei, Sagen bliver videre personlig ell. Personlighedens: sin Overbeviisning kan man kun forsvare ethisk, personligt ɔ: ved hvilke Offere man er villig til at bringe for den, hvilken Uforfærdethed, man har i [at] fastholde den.

Der gives kun eet Beviis for Χstds Sandhed: ►det indre Beviis, argumentum spiritus sancti.

►I ►1 Joh: 5, 9 er dette antydet. »Dersom vi antage Mskers Vidnedsbyrd« (dette er alle de historiske Beviser og Betragtninger) »da er ⓘ Guds Vidnedsbyrd større« ɔ: det indre Vidnedsbyrd er større. Og nu i v. 10 »Hvo som troer paa Guds Søn, har dette Vidnedsbyrd i sig selv.«

Det er ikke Grundene, der begrunde Troen paa Guds Søn, men omvendt, Troen paa Guds Søn er Vidnedsbyrdet. Det er Uendelighedens Bevægelse i sig selv, og anderledes kan det ikke være. Ikke Grundene begrunde Overbeviisningen, men Overbeviisningen begrunder Grundene. Alt det Tidligere er Forstudium, noget ⓘ ►Prailiminert, noget Forsvindende, saasnart Overbeviisningen kommer, og forvandler Alt, ell. vender Forholdet om. Ellers var der hell. ingen Hvile i en Overbeviisning; thi saa maatte det at have en Overbeviisning være, ieetvæk at repetere Grundene. Hvilen, den absolute Hvile i en Overbeviisning, i Troen er just, at Troen selv er Vidnedsbyrdet, Overbeviisningen det Begrundende.


#