Kierkegaard, Søren Journalen NB11 : 1849-05-05

X1A309915O, ►Pfui, Pfui, at jeg dog af Frygt for Farer, af Hypochondrie, af Mistroiskhed mod Gud, har villet gjøre mig til langt mindre end hvad mig forundt er. Som var det blot at besvige Sandheden: at anmasse sig Noget; som var det ikke at besvige Gud og Sandheden, at gjøre sig til mindre. Og dog syntes det mig saa ydmygt. O, Hy[po]chondrie, Hypochondrie!

Msklig talt, lysteligt ell. glædeligt er det sandeligen ikke, at skulle i saa smaae Forhold som Danmark være det Overordl.; det bliver en ►Marter. Men nu, nu, efterat ►Gud har overøst mig med Velgjerninger, forundt mig saa ubeskriveligt langt mere end jeg havde ventet, nu, da han (baade ved ►den Rigdom som er mig forundt i det sidst forløbne Aar – og dets Lidelser) har ladet mig ⓘ minmin] , først skrevet sin Bestemmelse ⓘ forstaae (sandtforstaae (sandt] , < forstaae, sandt nok, den er anderledes end jeg oprindelig har tænkt mig den, men saaledes er det jo allerede tidligere skeet, hele ►den religieuse Produktivitet, ja ►hele Produktiviteten efter Enten – Eller er jo ikke hvad jeg oprindeligen har tænkt mig, og Alt kunde jeg vel ikke have forstaaet strax) saa skulde jeg ►glippe, jeg skulde af ►Frygt for Udkommet klogt tage ⓘ det Heledet Hele] tilføjet tilbage i mig, blive en Digter ɔ: religieust forstaaet en Bedrager. Nei, nei saaledes har jeg jo hell. aldrig oprindelig tænkt mig det: enten Forf: i Charakteer – ell. Landsbypræst og saa aldrig et Ord mere fra mig, men ikke Digter, ikke tillige Forf.

Mørkt seer det ud; og dog er jeg saa rolig.

►Denne min Geburtsdag vil blive mig uforglemmelig!