Kierkegaard, Søren Journalen NB11 : 1849

X1A417►Hvad var det dog egl., der forklarer den Forandring, at de faae Dage iforveien forsagte og modløse Apostle, nu pludseligen 121 fik Tro og Mod og Behjertethed til at vove Liv og Alt for Χsti Skyld? Man svarer: den Hellig-Aands-Meddelelse paa Pintsefesten, og vil netop af denne Forandring bevise, at der maa ligge et Under imellem.

Imidlertid maa dog ogsaa en anden Side af Sagen fremdrages. Saa længe Χstus var hos dem, kunde de ikke ret opgive ►de jordiske ⓘ Forventninger (somForventninger (som] , først skrevet Forventninger. ►Χstus siger – at han maatte gaae bort, for at Aanden kunde komme). Da Han saa døde Korsets-Død og blev begravet: da blev det Alvor for dem; ethvert jordisk Haab var nu tabt – og her ligger deres Gjenfødelse. ►Χsti høitideligste Forsikkringer om sin Lidelse og Død, det hjælper ikke, det, at det er ham der siger det, at han ►staaer personligt hos, just det, gjør at de ikke ►ret ⓘ kankan] , først skrevet vil troe det. Det maa blive Alvor. Her seer man Forskjellen mell. directe og indirecte Meddelelse; da han virkelig var død, da var det indirecte Meddelelse.

Man seer deraf, hvor urimelig ►den Indvending ⓘ er (somer (som] , først skrevet er, findes ogsaa i de 📖 wolfl. Fragm:^a ⓘ II] , < (I, § 32 og 33) at Apostlene havde forandret deres Anskuelse, og først efter hans Død gjort ham til en Verdens-Forløser, istedetfor at han var dem først 122 en jordisk 👤Messias. Dette er nemlig ganske sandt, men Skylden er ikke Χsti; han havde tydeligt nok sagt dem det, ►men ⓘ dede] , < det kunde ikke forstaae det.

Det vil sige: Aand kan kun meddeles indirecte. Saalænge han var personlig hos dem, hvor tydeligt han end sagde det, de misforstode det dog – først da han var død, da blev de selv Aand og forstod ham. Situationen maa til.

Og saaledes gaaer det ethvert Msk. Det er Forskjellen mell. at forstaae i Mulighed (en Forstaaelse der altid er Misforstaaelse) og at forstaae i Virkelighed. Om et Msk. har fattet en nok saa opoffrende Plan, saa længe det ikke er blevet Virkelighedens Alvor, kan ⓘ hanhan] , først skrevet han ikke sikkre sig mod, at der ►underskyder sig et jordisk Haab, som kunde han dog maaskee seire i denne Verden. Han er endnu ikke blevet Aand. I »Mulighed« er 123 det umuligt at blive Aand. Først naar det bliver Virkelighed, og virkeligt ethvert jordisk Haab er tabt: saa gjenfødes han til ganske sandt at forstaae, hvad han vel fra 67 Begyndelsen havde ligesom forstaaet dog saaledes, at en Misforstaaelse slumrede deri.

Saa ►slutter Aanden sig sammen som Aand, og har nu de rene Aands-Kræfter. Det saae maaskee lettere ud i Muligheden, men virkeligen er det blevet lettere i Virkeligheden, fordi Aanden nu er i væsentlig reen Enighed med sig selv.