Kierkegaard, Søren Journalen NB11

X1A313Mskligt talt maatte man sige: naar blot Gud ikke var med, saa kunde man sagtens; thi saa hjalp man sig med sin Klogskab, men Gud tvinger En til at gjøre lige det Modsatte.

Hvor ofte har jeg ikke sagt mig selv, at det Klogeste jeg havde at gjøre, var ene og alene: at nedlægge Pennen, at reise, at more mig, at lade Mskene mærke, at jeg blæste dem et Stykke – saa vilde jeg blive paaskjønnet. Det Afsindigste er netop at blive ved som Forf. 13 thi Msk. ere Børn og blive kjede af ⓘ En,En,] , først skrevet En. naar man ikke ►behandler dem som Børn. Egl. er det det 👤Heiberg gjør; men det lykkes ikke ret, fordi jeg staaer ved Siden og udtrykker lige det Modsatte.

Jeg har seet at hiin Methode er den rigtigste. Det var ►et Par Msker, som jeg holdt af, og som jeg frygtede var i en Misforstaaelse i Forhold til mig, jeg synes at de bleve kolde mod mig, hvad gjorde mig ondt; jeg kom der oftere, var ret ►omhyggelig for dem: hjalp ikke. Saa forandrede jeg Methoden: blev fornem, kom sjeldent, converserede dem fornemt – det hjalp, de bleve Opmærksomheden selv.

O, Mskene!